Tak, formand.
Da vores ordfører på det her lovforslag, nemlig fru Mette Reissmann, ikke har mulighed for at være til stede lige nu, har jeg lovet på hendes vegne at sige følgende:
Nærværende lovforslag omhandler en ændring af kreditaftaleloven, der følger af ændringer i forbrugerkreditdirektivet.
Med forslaget bliver det på en række punkter præciseret, hvordan finansielle virksomheder i forbindelse med långivning skal beregne ÅOP, altså hvad de samlede årlige omkostninger i procent ved et givent lån er.
Med denne præcisering sikres en ensartethed i ÅOP-beregningerne.
Det er til gavn for forbrugerne, der kan være sikre på, at de oplysninger, de får om de årlige omkostninger i procent, er retvisende og kan sammenlignes på tværs af lånetyper og finansielle virksomheder.
For forbrugerne er det selvfølgelig altafgørende, at der er gennemsigtighed i prisen på de her forskellige finansielle produkter, dels for at skabe den helt nødvendige konkurrence imellem de finansielle virksomheder til gavn for forbrugerne, dels for at sikre, at tilkøbet af et finansielt produkt foregår på et oplyst grundlag.
Desværre må man sige, at der mildest talt er plads til forbedringer på det finansielle område.
Så sent som i sidste måned offentliggjorde Finanstilsynet en undersøgelse af prisoplysninger på pengeinstitutters hjemmeside.
Den viste fejl eller mangler hos 31 ud af 32 pengeinstitutter, hvad angik oplysninger om rentesatser eller ÅOP.
Undersøgelsen viste med al tydelighed, at der er brug for at stramme op, så kunderne kan få de oplysninger, de har krav på.
Heldigvis er regeringen jo godt i gang.
Under Erhvervs- og Vækstministeriet har regeringen således lanceret et forbrugerpolitisk eftersyn med 23 konkrete initiativer, hvoraf flere retter sig mod det finansielle område.
Her lægger vi bl.a.
op til forbedringer af reglerne om prisoplysninger i pengeinstitutter, ligesom vi vil se på mulighederne for at sikre bedre finansiel rådgivning og skærpe muligheden for at søge erstatning i de tilfælde, hvor mangelfuld rådgivning medfører tab for kunden.
Vi vil også se på, hvordan man sikrer bedre information til forbrugerne om gebyrer og betingelser ved pensions- og forsikringsaftaler samt på en tydelig risikoklassificering af boliglån.
I en tid, hvor finansielle produkter bliver stadig mere komplekse, og hvor finanssektoren samtidig mangler den fornødne robusthed i rådgivningen og prisoplysningen, er det vigtigt, at vi fra politisk side er med til at sikre forbrugerne den nødvendige gennemsigtighed.
Med det lovforslag, vi her behandler, tager vi et skridt i den rigtige retning, og Socialdemokraterne kan selvfølgelig støtte forslaget.