Der er god grund til, at vi skærper kravene til uddannelse af revisorer.
Senest har sagen om revisionen af Tønder Bank vist, at der desværre kan sættes spørgsmålstegn ved revisorers arbejde på det finansielle område.
Onlinemediet FinansWatch har gennemgået det revisionsfirma, der konkret reviderede Tønder Bank.
Man har i dette tilfælde fundet, at halvdelen af revisorerne i den pågældende virksomhed tidligere havde medvirket i revisionen af senere krakkede banker – i de fleste tilfælde, som jeg kan forstå det, uden at man havde lavet regnskabsanmærkninger.
Selve Tønder Bank-sagen kører hos myndighederne.
Vi skal selvfølgelig ikke dømme nogen på forhånd – og slet ikke her – men derfor er det bestemt også godt, at Revisionskommissionen har afleveret et så gennemarbejdet forslag som det, der ligger til grund for det lovforslag, som vi her behandler.
Lovforslaget har overordnet set tre elementer, som jeg lige kort vil gennemgå.
Det første element i lovforslaget er en skærpelse af kravene til efteruddannelse af revisorer, der reviderer finansielle virksomheder og andre virksomheder af offentlig interesse.
Helt konkret stiller vi krav om, at en ekstra efteruddannelse skal finde sted, en efteruddannelse, som udgør mindst 60 timer i emner rettet mod finansiel revision.
Det er almindelig praksis inden for revisionsområdet, at man opgør efteruddannelseskrav i timer.
Lovforslagets andet element er indførelsen af en certificeringsordning.
Den skal sikre, at en revisor, der arbejder med det finansielle område, med finansielle virksomheder, også har tilstrækkelig praktisk erfaring med området.
Certificeringsordningen skal administreres af Finanstilsynet.
Revisoren skal for at opnå certificering have gennemgået den påkrævede efteruddannelse.
Det vil også være muligt for Finanstilsynet at fratage nogen en certificering.
Hvis en revisor f.eks.
ikke længere opfylder de nødvendige krav, eller hvis man vurderer, at man har fundet fejl eller tilsvarende mangler ved revisionen, så kan man altså fratage vedkommende certifikatet.
Det skal siges, at der indføres en overgangsordning for de revisorer, der ved lovforslagets ikrafttræden er valgt som underskrivende revisor for en finansiel virksomhed.
Det vil konkret betyde, at revisorerne kan fortsætte deres hverv uden certificering, indtil den første ordinære generalforsamling finder sted efter lovens ikrafttræden, som er den 1.
januar 2014.
Det tredje og sidste element i lovforslaget er en modernisering af selve uddannelsen til revisor.
En sådan modernisering af revisoruddannelsen skal gøre uddannelsen tidssvarende og passe til de krav, der i dag stilles til revisorer.
Branchen har efterspurgt en sådan modernisering, og forslaget er da også baseret på Revisorkommissionens anbefalinger.
Konkret vil der fremover kun være én type revisor, nemlig en, der har titlen statsautoriseret revisor, og det svarer stort set til det gældende niveau for statsautoriserede revisorer.
Hvad angår det eksisterende regelgrundlag for registrerede revisorer, bevares deres nuværende rettigheder og pligter, samtidig med at vi etablerer en overgangsordning for registrerede revisorer, som ønsker at overgå til titlen statsautoriseret revisor.
Der er her tale om en relativt lang overgangsordning, en blød løsning, kan man fristes til at sige, så de virksomheder, det omfatter, har god tid til at omstille sig, særdeles god tid.
Det samme gør sig gældende i forhold til den særbestemmelse, der er om registrerede revisorer ansat i de landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer.
Den nuværende særregel er i strid med EU-retten.
I 2006 vedtog Europa-Kommissionen det ottende direktiv om lovpligtig revision i EU, som bl.a.
skærpede kravene til revisors uafhængighed og ledelse.
Revisorkommissionen har vurderet, at særbestemmelsen om landøkonomiske revisorer er uforenelig med direktivets bestemmelser om ejerforhold.
Jeg har stor respekt for Revisorkommissionen og dens vurdering på dette punkt.
Konkret stiller direktivet krav om, at revisionsvirksomheder skal være ejet af godkendte revisorer.
Det er på den baggrund vurderingen, at de landøkonomiske foreninger ikke opfylder direktivkravene til ejerskab, da ejerne af de landøkonomiske rådgivningskontorer er landbrug og landmænd.
Som sagt finder vi dog, at der med det foreslåede er blevet fundet et kompromis, der giver særdeles rigelig tid til, at man kan tilpasse sig de nye strukturer også på dette område.
Socialdemokraterne kan på baggrund af disse bemærkninger støtte forslaget.
Så skal jeg på vegne af SF's ordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, meddele, at SF også kan støtte forslaget.