Den her sag har været lang og besværlig.
Den kan forekomme lille, men det er den jo ikke for de beboere i Skørping og Svenstrup, som det i virkeligheden handler om.
Sidste gang, vi havde den til anden behandling, fik vi hevet den tilbage i udvalget, og det er også lykkedes os at aftvinge nogle nye svar fra Transportministeriet desangående, bl.a.
har vi fået et svar på spørgsmål nr.
23, som klart siger, at det faktisk er muligt at udskyde beslutningen om, hvilken overførsel/underførsel der skal være ved Skørping Station henholdsvis Svenstrup Station, uden at forsinke signalprogrammet.
Det har sådan set hele tiden været hovedargumentet, at det her signalprogram ville blive forsinket.
Det har vi nu et svar på.
Det vil ikke nødvendigvis blive forsinket.
Det vil selvfølgelig betyde, at der i den mellemliggende periode, indtil man beslutter sig for, hvilken type underførsel/overførsel man vil have, vil være nogle gener for nogle beboere i de pågældende byer, især i Skørping, men det er dog for en kortere periode, så det skulle jo nok være til at leve med, hvis man så i stedet for faktisk kan få en holdbar løsning efter en god og grundig dialog med borgerne de pågældende steder.
Jeg gør især opmærksom på, at den arbejdsgruppe i Skørping, der har været nedsat, jo er nedsat af Skørping Borgerforening, Skørping Erhvervsforening og Danmarks Naturfredningsforening i Rebild.
Så det er jo ikke bare sådan hvem som helst.
Det handler altså om et 150-årigt fredet miljø.
Jeg vil sige, at hvis man ikke tager folk alvorligt, der blander sig i debatten, endda på så kvalificeret vis som borgerne i Skørping og dem i Svenstrup har gjort, bliver sådan nogle høringsprocesser, som man sender ud, illusoriske.
Det bliver jo det rene teknokratvælde, der breder sig.
Jeg har hørt, argumentet er, at der altid kommer indvendinger mod store infrastrukturanlæg.
Ja, så prøv dog at komme dem i møde, prøv dog at komme dem i forkøbet.
Hvis man ikke fører en ægte dialog med borgerne, så opstår sådan nogle ting.
Både i Skørping og i Svenstrup foreligger der rent faktisk alternativer, som ikke vil forsinke signalprogrammet, gennemarbejdede, seriøst udarbejdede alternativer af folk, som bekymrer sig om deres små bysamfund langt, langt væk fra teknokraterne i København.
Jeg synes, at det er ærgerligt, hvis vi ikke kan vedtage de ændringsforslag, som Enhedslisten her har fremsat, og så give den proces i Skørping og i Svenstrup den tid, den skal have, så vi får de fornuftige løsninger uden at forsinke signalprogrammet.