Mange tak for det.
Og tak for den brede tilslutning, der, så vidt jeg har forstået det, har været fra talerne til lovforslaget her i Folketinget.
Jeg er måske ikke helt i stand til at gennemskue Liberal Alliances holdning til forslaget, men jeg lytter mig i øvrigt til en meget bred tilslutning.
Det er jo sådan, at staten i perioden 2002-2011 har ydet et tilskud, som har været på nominelt 615,5 mio.
kr.
årligt til Færøernes hjemmestyre.
Og det tilskud blev, som flere talere har gjort opmærksom på, i 2012 efter aftale mellem regeringen og landsstyret pristalsreguleret.
Det, der så sker nu, er, at landsstyret og regeringen er blevet enige om, at bloktilskuddet for 2013 også pristalsreguleres og videreføres med den samme reale værdi som i 2012, og det er så det beløb, flere ordførere har nævnt, altså de 632,2 mio.
kr.
Det er et lovforslag, der har været sendt i prehøring hos de færøske myndigheder forud for fremsættelsen, og de færøske myndigheder har ikke i den sammenhæng haft bemærkninger til lovforslaget.
Det vil blive forelagt Færøernes hjemmestyre med henblik på at modtage hjemmestyrets udtalelser inden lovforslagets tredje behandling i Folketinget.
Jeg skal for god ordens skyld også gøre Folketinget opmærksom på, at der ikke er indgået aftale om tilskud til Færøernes hjemmestyre efter 2013.
Det vil sige, at tilskuddet for 2014 vil blive aftalt mellem regeringen og hjemmestyret på et senere tidspunkt.
Så skal jeg kort sige til det spørgsmål, der rejses til sidst af hr.
Sjúrður Skaale, at der foreligger jo nu en aftale mellem landsstyret og den danske regering, og det er rigtigt, at den foreligger senere, end man normalt ville have forventet det.
Det hænger jo sammen med de drøftelser, der har været mellem regeringen og landsstyret, og den proces, der har været, altså den tid, det har taget, og den tid, det har taget for hjemmestyret at vende tilbage med en respons på henvendelser fra regeringen om, hvordan man skulle tilrettelægge tingene for 2013.
Men jeg tror generelt, at jeg her i det danske Folketing vil holde mig til, at den beslutningsproces, der har været og vel løbende er på Færøerne omkring de her spørgsmål, er et anliggende for Færøerne og for det færøske landsstyre og i sidste instans for det færøske folk, som jeg ikke føler jeg skal være en del af, altså i forhold til den politiske debat om det her i Folketinget, som repræsentant for den danske regering.