Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 120:

Forslag til lov om ændring af lov om ophavsret. (Forlængelse af beskyttelsestiden for udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser, ophør af aftale om overdragelse af en udøvende kunstners rettigheder, udøvende kunstneres ret til årligt supplerende vederlag m.v.).

Af kulturministeren (Marianne Jelved).

(Fremsættelse 23.01.2013).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Michael Aastrup Jensen som Venstres ordfører.

Tak for det. I dag skal vi jo behandle forslaget om ændring af loven om ophavsret, nærmere bestemt beskyttelsesdirektivet for kunstneres ret og rettigheder til lydoptagelser. Der er tale om flere forskellige ændringer af loven om ophavsret, heriblandt ikke mindst en forlængelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år.

I Venstre skal der da heller ikke være tvivl om, at vi mener, at sådanne ændringer er tiltrængt for at skabe bedre vilkår for de udøvende kunstnere. Selv om loven om ophavsret i dag fungerer efter hensigten, vil ændringerne i længden både hjælpe pladeindustrien med at finansiere nye talenter på området og hjælpe de udøvende kunstnere. Derfor er vi absolut tilfredse med, at de forskellige tiltag på området nu skal behandles her i Folketingssalen.

I dag er det sådan, at de udøvende kunstnere – her især musikere og sangere – risikerer at stå uden indtægt i en sen alder, når beskyttelsestiden på deres lydoptagelser udløber. Mange musikere og sangere starter deres karriere i tyverne. Med en beskyttelsestid på 50 år mister de dermed en primær indtægtskilde allerede som 70-årige. Ved at udvide beskyttelsestiden med 20 år giver vi de udøvende kunstnere mulighed for at leve længere på deres vederlag samt mulighed for, at sangere og musikere undgår at opleve, at deres lydoptagelser bliver brugt på en måde, som er krænkende for den udøvendes navn og rygte.

Musik- og pladeindustrien oplever i dag faldende indtægter. Derfor har de begrænsede midler til at investere i nye talenter eller bidrage til udviklingen af nye musikværker. En forlænget beskyttelsestid giver pladeindustrien en øget indkomst til finansiering af de her nye nødvendige talenter. Tiltagene giver desuden udøvende kunstnere mere uafhængighed og selvstændighed bl.a. ved at give de udøvende kunstnere større indflydelse på overdragelsen af deres rettigheder, og så ophæver man forskelsbehandlingen mellem de værker, som har én ophavsmand, og dem, som har flere.

Som man jo ved, går vi i Venstre ind for frihed under ansvar. Men frihed findes ikke uden et råderum. Det er et sådant råderum, som en udvidelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år kan give både til den kunststøttende industri og til de individuelle udøvende kunstnere. Der er selvfølgelig udtrykt forskellige bekymringer fra flere interesseorganisationers side, som er vigtige at have in mente, når tiltagene skal diskuteres, bl.a. om de økonomiske og administrative betænkeligheder, som bl.a. Det Kongelige Teater har fremlagt.

Men når alt det er sagt, støtter vi i Venstre helt klart lovforslag nr. L 120, idet lovforslaget gennemfører nødvendige ændringer af loven om ophavsret.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Mogens Jensen som socialdemokratisk ordfører.

Ja, kære kollegaer, det her lovforslag er jo et lysende eksempel på, at en debat rejst af organisationer og enkeltpersoner i et af de mindste af EU's medlemslande, nemlig vores eget lille Danmark, rent faktisk kan føre til et EU-direktiv, der får stor betydning for kunstnere og kulturlivet i hele Europa.

Da en lang række kunstorganisationer i Danmark for få år siden tog fat i de politiske partier her på Christiansborg, herunder også Socialdemokraterne, var virkeligheden i EU, at EU-direktivet, som vi nu skal implementere, stod til med et flertal blandt EU-landene at fastholde en beskyttelsestid på 50 år for udøvende kunstnere; en situation, der ville betyde, at bl.a. Bent Fabricius-Bjerre, Svend Asmussen, Birthe Kjær, Dario Campeotto og Peter Belli ville opleve, at de ikke længere kunne fastholde rettighederne til de sang- og musiknumre, som de indspillede, da de var ganske unge. Det samme ville selvfølgelig overgå en række tilsvarende europæiske kunstnere.

I et stærkt samarbejde med kunstnernes organisationer, der bl.a. var i deputation i Folketingets Kulturudvalget, rejste vi sagen over for den daværende kulturminister i et samråd, hvor det lykkedes at få den tidligere regering til at skifte position og støtte en forlængelse af beskyttelsestiden med de 20 år. Og da Danmark var en af tungerne på vægtskålen i afstemningen om EU-direktivet, betød den nye danske holdning faktisk, at direktivet tippede til kunstnernes og kulturlivets fordel.

Jeg synes, at det er en rigtig god historie. Det er historien om, at det kan betale sig for organisationer og enkeltpersoner at påvirke politik, også når det gælder politik, der besluttes i Bruxelles. Det er også historien om, at et af EU's mindste lande kan sætte sit klare præg på direktiver og beslutninger i det europæiske samarbejde, sådan at vi altså nu her med det her lovforslag kan implementere et EU-direktiv, der dels forlænger beskyttelsestiden for rettighederne til musikindspilninger fra de nuværende 50 år til 70 år, dels harmoniserer beregningen af beskyttelsestiden for musik med den for tekst, så beskyttelsestiden for både musik og tekst, når de hører sammen, bliver på 70 år fra dødsåret for den længstlevende af enten komponisten eller tekstforfatteren.

Herudover vedtager vi også de nødvendige bestemmelser, der gør, at der kan betales et vederlag i forbindelse med forlængelsen af beskyttelsestiden. Vi giver også mulighed for, at de udøvende kunstnere kan afbryde en rettighedsaftale, hvis den, der har erhvervet rettighederne, ikke udnytter dem i tilstrækkelig grad, så kunstneren kan udnytte dem på anden vis.

Så alt i alt er det her en solstrålehistorie til gavn for kunstnere og kulturlivet både i Danmark og i Europa. Socialdemokraterne kan selvfølgelig fuldt ud tilslutte sig lovforslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Alex Ahrendtsen som Dansk Folkepartis ordfører.

Nærværende lovforslag udspringer af et EU-direktiv fra 2011, og kort sagt går det bl.a. ud på at forlænge kunstnerudgiverrettigheder fra 50 til 70 år.

Der er ingen tvivl om, at pladeselskaberne og de store rockstjerner har haft held til at påvirke EU. De ville jo gå glip af indtægter, hvis berømte numre pludselig blev frit tilgængelige, så man kan med god ret sige, at de gamle venstreorienterede rockrebeller er blevet fæle kapitalister. Rolling Stones' »Satisfaction« er f.eks. fra 1965 og tjener stadig penge til de langhårede. Meget belejligt har man derfor lavet en overgangsordning, der tager udgangspunkt i 1963. Forlængelsen af beskyttelsestiden på 50 til 70 år sker pr. 1. november 2013. 1963 er dermed skillelinjen. Alt, hvad der ligger tidligere end 1963, er frit og kan udgives uden videre. For det, som ligger efter 1963, er de nye reglerer gældende, og det er jo ret smart. Det var netop i disse år, at rocken eksploderede. Også her har EU vist sig at være multinationale selskabers velvillige redskab.

Ophavsret er sikret gennem internationale aftaler, og Dansk Folkeparti er grundlæggende tilhænger af ophavsretsaftaler, fordi det sikrer kunstneren. Også dette lovforslag. Men det indeholder nogle uklarheder, som vi gerne vil have belyst. Vi har derfor følgende spørgsmål til lovforslaget, som ministeren gerne må svare på under udvalgsbehandlingen eller i salen, hvis hun har mulighed for det.

For det første: Ifølge lovforslaget skal pladeselskaber give oplysninger til musikerne, når musikerne beder om det. Men der står ikke noget om, hvad der sker, hvis et pladeselskab ikke opfylder denne oplysningspligt. Så mangler der ikke en sanktionsregel?

For det andet: Ifølge lovforslaget skal Ophavsretslicensnævnet ikke behandle tvister på de nye områder, det skal ske hos domstolene. Ville det ikke være en god idé at udvide nævnets beføjelser? Det vil ikke have økonomiske følger, så vidt jeg ved, fordi nævnet jo er brugerfinansieret.

For det tredje: Lovforslaget omtaler også overdragelsesaftaler. Når de ophører, vil det ske på samme måde som efter ophavsretslovens § 54, som der står i lovforslaget. Hvad betyder det egentlig helt konkret?

Og for det fjerde: Hvis man ikke kan finde de studiemusikere, der har krav på det supplerende vederlag, altså det der 20-procents-vederlag, så kan – citat – »de eksisterende principper for fordeling af vederlag til forældreløse værker finde anvendelse ved fordelingen af det årligt supplerende vederlag.« Det må jeg simpelt hen have en nærmere forklaring på, for jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg ved ikke, hvad der ligger i de her ord.

Så med disse ord ser vi frem til at få spørgsmålene besvaret under udvalgsbehandlingen, hvorefter vi vil gøre vores stilling op.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

Den 25. februar 2011 gav alle Folketingets partier i Europaudvalget med undtagelse af Enhedslisten den daværende regering mandat til at støtte vedtagelsen af beskyttelsestidsdirektivet, og det er så det direktiv, som det her lovforslag har til formål at gennemføre.

Helt generelt kan man sige, at de ændringer til ophavsretsloven, som regeringen her foreslår, har det formål at sikre udøvende kunstnere såvel som fremstillere af lydoptagelser bedre vilkår. Det sker, ved at man vil forlænge beskyttelsestiden for udøvende kunstnere og pladeselskaber. Dermed skal der betales for brug af musik i en længere periode, og det betyder, at de, som bruger musik i dagligdagen, f.eks. radio og tv-stationer, skal betale for brugen i en længere periode. Herved sikres de udøvende kunstnere og især dem, som indleder deres karriere som ganske unge og dermed efter den nuværende beskyttelsestid på 50 år oplever en indtægtsnedgang i slutningen af deres levetid.

Samtidig indeholder lovforslaget også bestemmelsen om at beskytte den, som skriver teksten, altså tekstforfatteren, og den, der komponerer musikken, altså komponisten. Musikværker med tekst skabes ofte i et samarbejde mellem flere personer, og hidtil har beskyttelsestiden for musikværker med tekst været genstand for varierende beregning i EU. Det her lovforslag lægger således op til at harmonisere beskyttelsestiden. Så alt i alt et lovforslag, som Det Radikale Venstre kan bakke op om.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Ole Sohn som SF's ordfører.

Jeg skal ikke føje meget til de foregående taler. Grundlæggende er der jo tale om et lovforslag, som implementerer et EU-direktiv, og som i sin kerne har en udvidelse af beskyttelsestiden for kunstnerne fra de 50 til 70 år. Det betyder, som det også er understreget tidligere, at specielt kunstnere, som starter tidligt, også i deres livs efterår er sikret økonomisk for de værker, som de kreerede som unge. Så grundlæggende er det her jo et godt forslag.

Det har også den effekt, at pladeselskaberne, som også får del af rettighederne, får et bedre økonomisk fundament for at være med til at udvikle nye unge talenter. Så ser man det sådan med de kulturelle briller, er det et godt forslag. Så SF støtter det.

Tak til SF's ordfører. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr som Enhedslistens ordfører.

Jeg vil faktisk starte med at kritisere kulturministeren for hendes deltagelse i VM i herrehåndbold. Det er ikke en kritik af hendes deltagelse – i modsætning til af hendes forgængers deltagelse i Ukraine. Men hun lovede jo at bakke drengene op. Det synes jeg ikke gik så godt. Så jeg vil godt sige til hende, at hun må træne sig op, så hun kan heppe højlydt, når hun skal bære mændene til guld, når der bliver EM her i Danmark til næste år.

Men så over til lovforslaget. Her har vi et forslag, som er en implementering af et EU-direktiv fra 2011. Det handler om ændring af ophavsretsloven. Lovforslaget betyder først og fremmest en udvidelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år for lydindspilninger, efter at de er udgivet eller offentliggjort.

Som udgangspunkt lyder det jo meget tilforladeligt. Men alligevel er jeg meget skeptisk, ikke mindst fordi det i virkeligheden næppe kommer de udøvende kunstnere til gode, men først og fremmest giver producenterne bedre mulighed for at tjene på kunstnernes virke. Jeg kan jo citere den daværende økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen, under behandlingen af EU-direktivet i Europaudvalget:

Regeringen vil gerne beskytte den private ejendomsret og går derfor ind for en udvidelse af beskyttelsestiden til 70 år. Jeg erkender, at en væsentlig del af fortjenesten vil tilfalde pladeselskaberne.

Desuden indeholder forslaget nogle mindre ændringer. Det handler om, at kunsterne får ret til supplerende vederlag i den udvidede beskyttelsestid, og desuden kan man forlange, at en overdragelse af rettigheder kan bringes til ophør, hvis rettigheden ikke bliver brugt i fornødent omfang.

Som sagt er jeg meget skeptisk over for forslaget, og det koster rigtig mange gode argumenter, hvis jeg ikke skal stemme imod det.

Var der en kort bemærkning fra hr. Ole Sohn? Det tror jeg der var. Jeg fik ikke registreret den, men den er der nu. Ja.

Det er bare et opklarende spørgsmål: Er Enhedslisten imod den beskyttelsestid, der er, på 50 år? I den ligger der jo en fordeling af rettighederne mellem kunstnerne og producenten, som bliver forlænget. Så hvis man er imod, at vi forlænger rettighederne for kunstnerne og imod forlængelsen af rettighederne til producenten, så er spørgsmålet, om man så også er imod den aftale, som kunstnerne og producenten har lavet, som gælder i de første 50 år.

Ordføreren.

Som udgangspunkt synes jeg, at det med de 50 år er sådan, som det skal være. Men det er jo sådan, at man kan overgive sin ophavsret til en producent, og efter de 50 år er der rigtig mange, der har videregivet deres ophavsret. Derfor giver de den til producenten, så det er pladeselskaberne, der som udgangspunkt tjener flest penge på, at man udvider beskyttelsestiden, og vi ved jo godt, hvem det er, der kommer til at betale.

Hr. Ole Sohn.

Jamen når beskyttelsestiden udløber for kunstneren efter 50 år, så kan vedkommendes værk jo blive spillet, uden at kunstneren får økonomisk glæde af det, så er det alene producenten eller de radiostationer, eller hvad det måtte være, der spiller den, eller andre kunstnere, der tager den op, som kan gøre det. Ved at man forlænger beskyttelsestiden, forlænger man sådan set den periode, hvor kunstneren, som har ophavsretten til værket, får dækning for sin indsats.

Derfor synes jeg sådan set, det er en fuldstændig bagvendt argumentation, Enhedslisten er i gang med, når man siger, at det er bedre, at kunstnere kun får rettigheder i 50 år, og så må alle andre udnytte værket gratis efterfølgende, når forslaget i virkeligheden går på, at kunstnerne kan få dækning i 70 år og dermed hindre, at andre ukritisk og uden ophavsretshaverens godkendelse kan gøre brug af værket. Jeg tror simpelt hen, at der skal stilles nogle spørgsmål under udvalgsarbejdet, for jeg er ret overbevist om, at Enhedslisten har misforstået substansen i forslaget.

Ordføreren.

Man bliver nødt til at stoppe det på et eller andet tidspunkt. Det kan også blive 100 år eller 120 år eller 150 år. Hvis man overgiver sin ophavsret til en pladeproducent, så kan vedkommende jo tjene penge på den resten af tiden, indtil den pågældende går nedenom og hjem. Som udgangspunkt skal der være en grænse et eller andet sted, og 50 år er den rigtige grænse, synes jeg. I dag indspiller man noget, når man er i midten eller i slutningen af tyverne eller sådan noget, sådan så man har de 50 års beskyttelsestid, indtil man er i midten eller i slutningen af halvfjerdserne.

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Jeg synes også lige, jeg ville spørge hr. Jørgen Arbo-Bæhr, om han er klar over, at hvis Enhedslistens indstilling blev fulgt – som jeg hører den – altså, at man vil holde fast i de 50 år, betyder det jo, at kunstnere, der producerer ting i en ung alder eller indspiller værker i en ung alder, kan opleve, at de mister rettighederne til deres egne værker, mens de lever. Det kunne betyde, at hr. Arne Würgler eller hr. Benny Holst, som jeg tror Jørgen Arbo-Bæhr kender, ikke længere ville kunne oppebære indtægter af de værker, de selv har kreeret. Kan det virkelig være Enhedslistens mening, at kunstnere, mens de lever, skal opleve, at de ikke længere kan oppebære indtægter for de ting, de har produceret?

Ordføreren.

Som jeg sagde før, passer det med 50 år, sådan at man kan oppebære det, indtil man er oppe i halvfjerdserne – mindst. Derfor kan man oppebære det så længe, man har brug for det. Og som udgangspunkt overgiver man jo som regel på et tidspunkt noget til pladeproducenterne, til pladeselskaberne, så det er dem, der tjener penge på det efter de 50 år.

Hr. Mogens Jensen.

Jo, men er det ikke rigtigt, at uanset om rettigheden gælder for 10, 20, 30 eller 50 år, har kunstneren mulighed for at overdrage rettigheden til en anden part? Skal jeg forstå Enhedslistens ordfører sådan, at man vil afskære kunstneren muligheden for at overdrage rettigheden til en anden part? For det har jo ikke noget med længden at gøre, det er jo princippet. En pladeproducent kan tjene lige så meget på en kunstner, hvis man overdrager rettigheden efter 10 år som efter 70 år.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor Enhedslisten ikke vil være med til at sikre, at kunstnere, mens de er i live, kan få lov til at oppebære indtægt i forhold til deres rettigheder. Det er for mig uforståeligt. Og jeg er helt sikker på, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr ikke vil høre store ord og ros fra hr. Benny Holst eller hr. Arne Würgler for den holdning.

Ordføreren.

Jeg synes, at kunstnere, så længe de producerer, og så længe de lever, skal have deres rettigheder ifølge ophavsretsloven, for som udgangspunkt skal man selvfølgelig tjene penge på det, man har lavet. Og man ved jo godt, at det ikke er de første 10 år eller 20 år, men som regel når man nærmer sig pensionsalderen, at man videregiver sine rettigheder til et pladeselskab. Så som udgangspunkt synes jeg, at det er passende, at der er en beskyttelsestid på 50 år, sådan at når man er sådan cirka midt i halvfjerdserne, skal man ikke have mere støtte i forhold til det, man har lavet.

Tak til ordføreren. Fru Mette Bock som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Det her er et rigtig godt eksempel på, hvad EU kan bruges til. Det er et fint initiativ, og jeg kan bare i det stille undre mig over, at vi ikke for længst har fundet ud af at gøre sådan noget i Danmark, men det har vi så ikke.

Det forslag, som vi her behandler, har til formål at implementere EU-ret om beskyttelsestiden for ophavsret og visse andre beslægtede rettigheder. Konkret vedrører ændringerne, som vi har hørt, flere forskellige områder.

For det første lægges der op til harmonisering af beregningen af beskyttelsestiden på musikværker med tekst, så beskyttelsestiden for både musikværket og teksten bliver beregnet som 70 år fra dødsåret for den længstlevende af komponist og tekstforfatter.

For det andet forlænges beskyttelsestiden for lydindspilninger, så kunstnernes ret til lydoptagelse af deres fremførelse, som er udgivet eller offentliggjort, ændres fra 50 til 70 år regnet fra det første udgivelses- eller offentliggørelsestidspunkt. Det vil også følge af den forlængede beskyttelsestid, at kunstnere får ret til et årligt supplerende vederlag, som skal udgøre 20 pct. af den indtægt, fremstilleren af lydoptagelsen genererer fra de konkrete lydoptagelser i den forlængede beskyttelsestid.

Endelig indeholder forslaget en ny bestemmelse, som giver kunstnerne ret til at bringe en aftale om overdragelse af rettigheder til ophør, hvis de overdragede rettigheder ikke i tilstrækkelig grad bliver udnyttet. I Liberal Alliance støtter vi naturligvis kunstnernes ret til egne værker, både til at råde over dem og til at tjene penge på dem, og derfor er det også helt naturligt, at vi giver forslaget den fulde opbakning.

Tak til ordføreren. Hr. Lars Barfoed som konservativ ordfører.

I Det Konservative Folkeparti synes vi, at det er et rigtig godt forslag, vi tager stilling til, og vi vil stemme for forslaget. Det er en styrkelse af kunstnernes rettigheder til de værker, de selv har udviklet, det styrker tilskyndelsen til at udvikle værker, det sikrer kunstnerne i en sen alder i forhold til 50-årsgrænsen, når den nu bliver udvidet. Så det giver også på den måde en tryghed for dem, som er meget kreative i en meget ung alder, at de så også i en sen alder får glæde af den indsats, de har gjort på et tidligt tidspunkt i livet. Så der er en god sammenhæng i forslaget.

Så støtter vi det derudover også ud fra den simple betragtning, at vi selv som regering jo har støttet, at det blev gennemført som direktiv, og så skal vi selvfølgelig også nu støtte den lovgivning, som implementerer direktivet.

Så med de ord vil jeg bare give tilsagn om en positiv stemme fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til den konservative ordfører. Kulturministeren.

Tak for de positive tilkendegivelser, som der har været mange af ved førstebehandlingen af forslaget.

Jeg vil indlede med at sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr, at jeg lover at gøre mig mere umage med at heppe, næste gang der er et mesterskab i farvandet. Og til hr. Alex Ahrendtsen vil jeg i den her situation med det her temmelig komplekse og tekniske forslag med en tekst, der er præget af direktivet, anbefale, at hr. Ahrendtsen stiller spørgsmål skriftligt til udvalget, så vi får de mest korrekte svar. Jeg har noteret mig, at der ikke er taget stilling i Dansk Folkeparti til forslaget på nuværende tidspunkt. Det afventer vi.

Lovforslaget har jo, som det også er nævnt, til formål at gennemføre et EU-direktiv fra september 2011 om forlængelse af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder. Det kaldes jo beskyttelsesdirektivet og indeholder kun dele, der stammer fra direktivet. Der var stor politisk opbakning i Danmark til vedtagelsen af direktivet i sin tid.

Lovforslaget har til formål at forbedre vilkårene for udøvende kunstnere såsom musikere og sangere, Peter Belli og Birthe Kjær er nævnt, og fremstillere af lydoptagelser, der ofte er pladeselskaber. I den forbindelse stilles der forslag om at forlænge beskyttelsestiden for udøvende kunstneres ret til lydoptagelser af deres fremførelse fra de nuværende 50 år til 70 år, og tilsvarende stilles der forslag om at forlænge beskyttelsestiden for de rettigheder, som fremstillere af lydoptagelser har til selve lydoptagelsen.

Derudover stilles der forslag om at harmonisere beregningen af beskyttelsestiden for musikværker med tekst, så beskyttelsestiden for både musikværket og teksten bliver beregnet som 70 år fra dødsåret for den længstlevende af enten komponisten eller tekstforfatteren.

Med henblik på at sikre, at de udøvende kunstnere får fuld glæde af den forlængede beskyttelsestid, indeholder lovforslaget en række forskellige tiltag. Konkret stilles der forslag om, at udøvende kunstnere får ret til et årligt supplerende vederlag i den forlængede beskyttelsestid, og vederlaget skal udgøre 20 pct. af den indtægt, som fremstilleren af lydoptagelsen, typisk et pladeselskab, oppebærer i den forlængede beskyttelsestid.

Et andet tiltag, som lovforslaget indeholder, betyder, at en udøvende kunstner får ret til at bringe en aftale om overdragelse af rettigheder til ophør, såfremt de overdragede rettigheder ikke i tilstrækkelig grad bliver udnyttet. Det vil sige, at hvis f.eks. et pladeselskab ikke udnytter en indspilning af musik i den forlængede beskyttelsestid, kan den udøvende kunstner bringe den oprindelige aftale med pladeselskabet til ophør og i stedet selv udnytte indspilningen.

Endelig indeholder lovforslaget overgangsbestemmelser, som regulerer, i hvilket omfang de foreslåede lovændringer finder anvendelse på eksisterende rettigheder og eksisterende overdragelsesaftaler.

Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget og håber på en positiv behandling i Kulturudvalget og vil gerne understrege, at jeg er helt enig i hr. Lars Barfoeds sidste bemærkninger om, at direktivet jo er vedtaget bredt og så følger implementeringen også i lovgivningen bredt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Det er jo rigtigt, at der er et beskyttelsesdirektiv, som beskytter kunstnerne. Og det er godt; på den måde bliver musikerne jo ligestillet med forfatterne, som har 70 års ophavsret. Men lovforslaget beskytter også udgiverne, altså, udgiverrettighederne bliver jo også forlænget fra 50 til 70 år. Kunne ministeren forklare, hvorfor man synes, det er en god idé?

Ministeren.

Det er jo principielt en god idé, at de, som har leveret et stykke arbejde, også bliver honoreret for det arbejde, når det bliver brugt af andre. Det er jo det, der ligger i hele ophavsretsideen.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Jamen det her drejer sig jo om udgiverrettigheder. Det giver jo ikke rigtig nogen mening, at store multinationale pladeselskaber kan have rettighederne til at udgive en sang i 70 år i stedet for i 50 år, som det er nu. Jeg forstår det ikke helt. Altså, man skal jo skelne mellem kunstnerens ophavsret og udgiverrettighederne. Med direktivet og lovforslaget forlænger man udgiverrettighederne til 70 år, og det er jo for at beskytte de store pladeselskaber og ikke kunstnerne. Så der er jo den der modsætning, og det er derfor, jeg ikke lige forstår ministerens svar. Hvem er det, vi beskytter? Er det kunstneren? Er det pladeselskaberne? Er det dem begge? Og hvorfor? Hvis det er pladeselskaberne, vil jeg da gerne have et svar på det.

Ministeren.

Jamen så vil jeg gerne uddybe mit første svar. Kunstneren har produceret et stykke kunst, som videreformidles af et pladeselskab i en bestemt fremførelsesform, altså i form af lydoptagelser. Så både pladeselskabet og kunstneren har leveret et stykke arbejde, som i sidste ende skal betales af dem, der bruger kunsten, via den pris, man betaler for det. Så det er derfor set med mine øjne ganske naturligt, at alle led i den proces, der bringer kunstværket ud til forbrugeren, selvfølgelig skal tjene på den indsats, de har ydet, for at det kan lade sig gøre, og det er, uanset om det er den ene slags selskab, eller det er den anden slags selskab.

Tak til ministeren. Hr. Ole Sohn vil gerne have ordet i anden omgang som ordfører for SF.

Det er sådan set mest, fordi jeg synes, det er en interessant debat, der udspiller sig, og det var specielt Enhedslistens ordfører, som fik mig herop. For virkeligheden er jo, at det er et almindeligt aftalesystem, hvor man går ind og laver en aftale om et stykke kunst. Man kan i dag lave rettigheden sådan, at den er gældende for 50 år. I den tid får kunstneren en betaling, en royalty, for sit arbejde, hvis nogen bruger værket, og det samme gør det pladeselskab, som har haft omkostningerne ved at producere det, selvfølgelig også. Det, der sker, når aftalen om rettighederne udløber, er, at der så er frit råderum, uden at kunstneren får glæde af det, og det er derfor, jeg ikke helt forstår Enhedslistens argumentation.

Hvis ministeren var kommet med forslaget og havde sagt, at man i EU ikke kan blive enige om nogle fælles retningslinjer, men at vi går forrest og laver en national ordning svarende til lovforslaget, så er jeg hundrede procent sikker på, at Enhedslisten ville have jublet, fordi det her er en ekstra beskyttelse af kunstnerne. Jeg tror sådan set, at der er sket det der lille kiks i forhold til udgangspunktet, at fordi det er et EU-direktiv, der bliver implementeret, så er man pr. definition imod. Der tror jeg lige, man i Enhedslisten skal tænke det igennem udvalgsarbejdet, inden vi kommer til anden- og tredjebehandlingen, altså tænke på, at det i virkeligheden er kunstneren, der får en bedre beskyttelse.

Det gælder i øvrigt også, hvis det er det skrevne ord. Altså, ethvert forlag med respekt for sig selv elsker jo at udgive kendte værker, hvis det er sådan, at kunstneren har været død i 70 år, for så kan man gøre det fuldstændig vederlagsfrit, og så skal man ikke tænke på noget som helst i forhold til kunstneren eller hans arvinger.

Så hvis man vil varetage kunstnerens interesse, tror jeg lige, at man under udvalgsbehandlingen skal tage det ekstra tvist i forhold til det her lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Først og fremmest bliver jeg nok nødt til at sige til hr. Ole Sohn, at han tager fejl. Når der kommer et EU-direktiv og det skal behandles her, tager vi stilling til lovforslagets indhold, uanset om det kommer fra EU eller fra Mars eller fra Månen.

Så vil jeg godt spørge hr. Ole Sohn, om han er enig med daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen under behandlingen af direktivet i Europaudvalget, hvor han siger: Regeringen vil gerne beskytte den private ejendomsret og går derfor ind for en udvidelse af beskyttelsestiden til 70 år. Og han siger videre: Jeg erkender, at en væsentlig del af fortjenesten vil tilfalde pladeselskaberne. Er det ikke rigtigt?

Ordføreren.

Med al respekt, både for spørgeren og den tidligere minister, overværede jeg ikke mødet, og derfor er jeg ikke i stand til at bekræfte ordvekslingen. Men sandheden er – det vil jeg gerne bekræfte – at når en kunstner laver en rettighedsaftale med et pladeselskab, får kunstneren en royalty, som er mindre end den royalty, som pladeselskabet får. Det skyldes, at omkostningerne ved at producere er relativt store, og den investering foretages alene på pladeselskabets risiko, hvorimod kunstneren ingen risiko har i forhold til selve produktionen.

Så det er sådan set almindelig aftaleret, og det gælder både for forfattere og for musikere; sådan er aftalesystemet indrettet, nemlig sådan, at kunstnere får en royalty af en eller anden aftalt størrelse, og pladeselskabet, forlæggeren, eller hvad det nu måtte være, får resten, og det er den største del. Så den tidligere minister har jo ret. At han så gør det af forkærlighed for producenterne, er hans sag, men virkeligheden er, at begge parter har glæde af det – ikke mindst kunstneren.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Nu kan hr. Ole Sohn jo prøve at læse tilbage i referatet – det er først og fremmest pladeselskaberne, der har gavn af det her. Men hr. Ole Sohn siger jo, at der er en risiko efter de 50 år. Hvad er det for en risiko for pladeselskaberne efter de 50 år og frem til de 70 år?

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke helt detaljerne i rettighederne for tekstforfattere, men hvis de er de samme som i litteraturen, er der en 70-årsregel fra tekstforfatterens død, hvor ophavsretten gælder, men for kunstneren forsvinder den efter 50 år. Det vil sige, at pladeselskabet efter 50 år kan sende pladen på gaden igen. Den eneste forskel er, at efter 50 år skal pladeproducenten ikke give den udøvende kunstner royalty, for den er forsvundet. Det er det eneste, der sker. Og jeg kan ikke forestille mig, at det er den tilgang, Enhedslisten har, altså at man siger, at producenterne skal have lov til at score kassen ekstra meget, for kunstneren skal ikke beskyttes mere end 50 år, og så må pladeproducenten tage den royalty, som indtil det 50. år tilfaldt kunstneren.

Tak til ordføreren. Hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti som ordfører i anden omgang.

Hr. Ole Sohn har jo ret, det er en interessant diskussion, men jeg tror lige, vi skal holde hovedet lidt koldt. Det ene er jo ophavsretten, og der er det jo en vældig god idé, at man udvider til 70 år. Det er godt for kunstneren, det er godt for musikeren, men om det også er en god idé at udvide til 70 år for udgiverrettighederne, altså for musikselskaberne, er jeg ikke sikker på er til gavn for kunstnerne, for kunstnerne får jo kun en lille del af indtjeningen, og man må jo gå ud fra, at de store pladeselskaber har tjent, hvad der skulle tjenes på en sang eller en musiker efter 50 år.

Så på den ene side styrker vi kunstnernes rettigheder, og på den anden side svækker vi den, for i dag er det jo meget let at blive selvudgiver, både som forfatter og som musiker, og hvis vi nu udvider det her til 70 år for pladeselskaberne, så giver vi dem jo ikke mulighed for måske i deres livs efterår at kunne tjene lidt ekstra.

Så det er derfor, jeg lige går herop på talerstolen for at uddybe mine spørgsmål, som jeg ikke synes at ministeren var helt præcis på. Så der er udgiverrettighederne, og der er selve ophavsretten. Ophavsretten er vældig god, og den støtter vi, men jeg kunne altså godt tænke mig at få et lidt bedre svar fra ministeren, før vi er overbeviste om, at vi også skal stemme ja til, at musikselskaberne får en udvidelse af deres rettigheder til 70 år.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Kulturministeren vil gerne have ordet.

Jeg har meget svært ved at dele hr. Alex Ahrendtsens udlægning af det, der foregår, når man forlænger rettighederne fra 50 år til 70 år. Efter 50 år får kunstneren, Peter Belli, ikke nogen royalties, altså nogen som helst penge fra pladeselskabet, men pladeselskabet kan spille de plader, de vil, og selv tjene på det, ved at f.eks. Danmarks Radio bruger pladerne og må betale til pladeselskaberne.

Derfor er det da en fordel for enhver, der får forlænget sin ophavsretstid med 20 år. Så får de nogle penge i de 20 år. Det vil de ikke få ellers. Men det ville pladeselskabet principielt kunne få. Og det er dér, jeg ikke kan forstå det, hr. Alex Ahrendtsen kritiserer med tydelig adresse til de multinationale pladeselskaber. Det er jo ligegyldigt, om det er multinationale pladeselskaber, eller om det er et nationalt pladeselskab, det er jo den samme effekt.

Hr. Alex Ahrendtsen med en kort bemærkning.

Det er jo egentlig meget enkelt. Hvis vi nu siger, at kunstneren har ophavsret i 70 år og musikselskabet har det i 50 år, så har kunstneren ophavsretten de sidste 20 år, og så er der ingen, der kan udgive noget, uden at kunstneren giver lov. Så det, kunstneren selv udgiver, vil han kunne tjene en masse penge på, f.eks. på de store, berømte sange, der stadig væk bliver spillet.

Så det, vi egentlig gør med det her, er, at vi tager en rettighed fra kunstneren, som så stadig væk får lov til at få almisser fra pladeselskabet. Det er jo sådan, sagen er.

Ministeren.

Jamen hvis det nu var rigtigt, at det var, som det blev fremstillet af ordføreren for Dansk Folkeparti, så er det jo ubegribeligt, at alle kunstnere støtter op om det her forslag. Der er jo ikke nogen kunstnere, der er imod, at vi forlænger ophavsretstiden fra 50 år til 70 år på de forudsætninger, som ligger i lovforslaget. Så derfor kan jeg ikke forstå, at hr. Ahrendtsen ser problemerne på den måde, som det bliver beskrevet.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Nej, men det er jo derfor, vi har en diskussion her i salen. Altså, jeg er ikke minister, jeg har ikke et embedsapparat. Jeg er folketingsmedlem og stiller de her spørgsmål, fordi der er noget, der undrer mig. Jeg er selv forlægger og kender en smule til ophavsret og ved, hvordan det fungerer, og hvis ikke vi kan stille spørgsmål og tage en diskussion her, hvor kan vi så gøre det? Så det er derfor, at jeg egentlig rejser den her diskussion, for den skal vi jo have. Det er derfor, jeg stiller ministeren spørgsmålet, så hun kan svare så godt, hun kan. Ellers må vi jo tage diskussionen i udvalgsbehandlingen, og så må vi se på, om der er et problem. Det synes jeg selv der er. Men lad os tage det i udvalget.

Ministeren.

Det har vi jo begge to tidligere tilkendegivet at vi er indforstået med, men debatten fortsætter jo, ved at hr. Alex Ahrendtsen går på talerstolen og igen fremfører nogle spørgsmål, som jeg vel at mærke er i stand til at svare på her, fordi de ikke er af teknisk, men politisk karakter. Men vi fortsætter i udvalget.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.