Nu kunne jeg jo indlede den her diskussion om det her lovforslag på samme måde, som jeg gjorde med det forrige, nemlig med at vi trænger til en kulturdebat, og at der er brug for nogle perspektiver og en åben politisk debat om de her ting.
Men det skal jeg undlade.
For jeg vil gerne takke for ministerens positive tilkendegivelse over for denne ærlige henvendelse i den her debat om at få en debat.
Jeg synes, at det er alle tiders, og som ministeren sagde:
Det her er et område, som vi kan samarbejde på, og vi vil meget gerne samarbejde.
Vi kan lige så godt tage initiativ, ministeren kan også tage initiativ, men vi kan også gøre det sammen og også med andre partier.
Jeg synes bare, at det er vigtigt, at kulturområdet ikke sander til, så det bliver for stift, og administrationen og hele det politiske system ligesom lukker sig, så der ikke bliver den fri debat.
Der er ikke noget, der forhindrer den frie debat, men det er, som om systemet gør, at det er svært ligesom at få en ordentlig, seriøs debat om alle de forskellige kulturemner.
Men det ser jeg frem til at vi kan få.
Jeg synes, det er rigtig positivt, når man sådan her i Folketingssalen kan nå frem til også at tilkendegive, at man gerne vil arbejde sammen, selv om den ene part er i regering, og den anden er i det, man kalder opposition.
Det er jeg så ikke i den her sammenhæng.
Der er jo ikke så meget at sige om det her konkrete lovforslag.
Det er jo ligesom en opfølgning på det lovforslag, vi havde tidligere, nemlig om reformen, hvor vi nedlægger Statens Kunstråd og udbygger Statens Kunstfond.
Men det, der vel er det helt centrale i det her, er, at der er nogle kulturformer, som kommer ind i billedet i et stærkere fokus, nemlig det, der står i lovforslaget om at fremme kunst og de kunstneriske dimensioner af arkitektur, kunsthåndværk og design i Danmark og i udlandet.
Det er jo fantastisk positivt, at man netop på den måde kan imødekomme denne forøgelse af kulturelementerne, kulturområderne, så de på lige fod med andre på kulturområdet kan få den støtte og det fokus, som de fortjener.
Så jeg synes, at det er et meget fint lovforslag, som jo viser, at selv om vi, som jeg sagde, har brug for en åben debat, og at vi skal videre og skal have nogle perspektiver, er det her jo i hvert fald et led i det, nemlig at åbne op, at se tingene på en ny måde.
Alt i alt vil jeg derfor sige, at Venstre støtter det her forslag, og jeg regner med, at jeg ganske snart vil sidde sammen med ministeren og får lagt nogle perspektiver for kulturlivet fremover.