Det næste punkt på dagsordenen er:

26) Forespørgsel nr. F 35:

Forespørgsel til justitsministeren og social- og integrationsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om det stigende pres – fra visse muslimske miljøer – på religionsfriheden i Danmark især over for danske jøder?

Af Martin Henriksen (DF), Pia Adelsteen (DF), Kim Christiansen (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Marie Krarup (DF), Christian Langballe (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 21.02.2013. Fremme 26.02.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 14. maj 2013.

For begrundelse er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er forholdsvis enkelt. Grunden til, at vi fra Dansk Folkepartis side har indkaldt til den her forespørgselsdebat er jo, at vi desværre har kunnet konstatere, at der stadig væk foregår chikane, bl.a. på Nørrebro, men også i andre dele af Danmark, af mennesker, simpelt hen fordi de har jødisk baggrund. Det mener jeg simpelt hen ikke at vi kan være tjent med; det kan vi simpelt hen ikke leve med.

Det er baggrunden for den her forespørgselsdebat, og jeg håber selvfølgelig, at et bredt flertal i Folketinget vil være enige om at fordømme den chikane. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det jo i høj grad er visse grupper med muslimsk baggrund, der står bag. Jeg håber også, at vi kan blive enige om nogle initiativer, som rækker fremad, så der ikke kun bliver ord, men også lidt handling. Så det er baggrunden.

Jeg siger tak til ordføreren og giver ordet til justitsministeren.

Tak for det, formand. Spørgeren har, som vi hørte det med hans egne ord, ønsket den her forespørgsel i dag for at få en debat om religionsfriheden i Danmark. Det er et vigtigt emne, og det er et emne, som ligger regeringen meget på sinde.

Så lad mig starte med at slå helt fast: Religionsfrihed er et centralt og grundlæggende princip i det danske samfund, hvor ingen bør udsættes for forskelsbehandling eller overgreb på baggrund af deres religion. Lad det også være sagt helt klart med det samme: Regeringen tager skarpt afstand fra intolerance i enhver form. Vi siger nej til fremmedhad og racisme, og vi siger nej til overgreb på grund af seksualitet. Og vi siger naturligvis også kollektivt nej til enhver, der ikke respekterer andres tro.

Religionsfrihed er et helt centralt og grundlæggende princip. For det enkelte menneskes livsudfoldelse har det stor betydning frit at kunne følge den religion, som man bekender sig til, frit at kunne skifte tro og frit at kunne stå frem som ikketroende. Men herudover er religionsfrihed også en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for vores samfund som sådan.

Religionsfriheden udgør ganske enkelt en del af det fælles demokratiske værdigrundlag, som vores samfund bygger på. Vi skal alle kunne færdes trygt og sikkert uden frygt for at blive udsat for overgreb på grund af vores tro, og vi skal trygt kunne udtrykke vores tro i det offentlige rum, hvad enten det så består i, at man bærer kalot, slør, kors eller turban.

Med forespørgslen har spørgeren bedt mig oplyse specifikt om det stigende pres fra visse muslimske miljøer på religionsfriheden, især over for danske jøder. Lad mig i den forbindelse gentage, at regeringen tager kraftigt afstand fra alle overgreb, som er begrundet i en persons etnicitet, tro, seksuelle eller politiske overbevisning, og det gælder, uanset hvem der er ophavsmand til overgrebene.

Vi ved, at der desværre findes folk, som ikke har forstået de her spilleregler. Det gælder visse personer og grupper med ekstreme islamistiske holdninger. Men det er væsentligt at understrege, at ekstremisme og hadforbrydelser også udspringer fra andre miljøer. Af samme grund vil mine bemærkninger i dag jo dreje sig om regeringens samlede indsats over for alle former for ekstremisme og hadforbrydelser.

I den senere tid er der faktisk taget en række skridt for at sikre, at myndighederne, herunder politiet, til stadighed har den fornødne fokus på ekstremisme og hadforbrydelser. Lad mig indledningsvis nævne, at straffelovens § 81, nr. 6, indeholder en bestemmelse om, at det i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, når straffen fastsættes, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende.

Rigsadvokaten udsendte i efteråret 2011 en ny og i øvrigt udbygget meddelelse om politiets og anklagemyndighedens håndtering af sager om hadforbrydelser. Meddelelsen udgør efter min opfattelse et vigtigt redskab til at sikre effektiv strafforfølgning i den her type sager, som vi taler om her. Meddelelsen indeholder bl.a. en række eksempler på omstændigheder, der kan tale for, at der er tale om hadforbrydelser. Når der i en konkret sag foreligger omstændigheder, der taler for en hadforbrydelse, ja, så skal politiet søge dette aspekt af sagen belyst nærmere under efterforskningen. Og anklagemyndigheden skal desuden tilrettelægge bevisførelsen sådan, at der kan føres det fornødne bevis for, at der foreligger en skærpende omstændighed.

Det er naturligvis ikke nok, at der hos politiet og anklagemyndigheden er fokus på håndteringen af hadforbrydelser. Mindst lige så vigtigt er det jo, at vi som borgere er opmærksomme på problemet og f.eks. anmelder hadforbrydelser til politiet. Derfor er information om hadforbrydelser jo selvklart af afgørende betydning.

Lad mig i den forbindelse fremhæve kampagnen – den, der hedder »Stop hadforbrydelser«. Det er en kampagne, som med udgangspunkt i København har til formål at reducere antallet af hadforbrydelser og få flere ofre og vidner til at anmelde hadforbrydelser. Det er et fremragende initiativ, som Justitsministeriet i øvrigt har valgt at yde støtte til.

Lad mig også nævne, at jeg sammen med min kollega social- og integrationsministeren var vært for en 12-timerscamp, som det hedder, om hadforbrydelser og intolerance i marts måned sidste år. På den her camp var der deltagelse af et bredt udsnit af udvalgte repræsentanter fra forskellige dele af vores samfund. På baggrund af et intensivt gruppearbejde – det kan man roligt sige – på den her camp blev der iværksat en række initiativer på lokalt niveau, som har til formål dels at forebygge intolerance og hadforbrydelser, dels at sikre, at ofre for hadforbrydelser får den nødvendige støtte.

Lad mig så endelig fremhæve endnu et initiativ, som har til formål at skærpe politiets og anklagemyndighedernes opmærksomhed på hadforbrydelser. PET, altså Politiets Efterretningstjeneste, har sammen med en række samarbejdspartnere i løbet af 2011 og 2012 gennemført kurser om hadforbrydelser i de enkelte politikredse. Og det har faktisk været en stor succes.

Det er i øvrigt en af de helt centrale opgaver for Politiets Efterretningstjeneste i dialog og samarbejde med de enkelte politikredse at bekæmpe voldelig ekstremisme, herunder jo også hadforbrydelser. PET har i den forbindelse en væsentlig opgave i at sikre, at de relevante politimyndigheder kender trusselsbilledet og på den baggrund er i stand til at afpasse indsatsen i forhold til den aktuelle trussel.

Derfor kortlægger PET både omfanget og karakteren af hadforbrydelser i en årlig rapport, de såkaldte RACI-rapporter. Ordningen har eksisteret siden 1992 og er løbende blevet forbedret og også udvidet. Ordningen blev senest udvidet i 2009 til at omfatte alle kriminelle forhold, altså alle kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund, herunder forhold motiveret af spørgsmål vedrørende netop race, tro, politisk eller seksuel orientering. Og efterretningstjenesten fik samtidig direkte adgang til selv at søge efter ekstremistisk motiverede forbrydelser i politiets register.

Med den seneste udvidelse af ordningen er det min og regeringens opfattelse, at vi har et godt værktøj til at kunne følge udviklingen i hadforbrydelser med hensyn til deres omfang, men selvfølgelig også deres karakter.

Men regeringen vil ikke stoppe her. Regeringen agter at igangsætte en ny landsdækkende kortlægning af hadforbrydelser, og det ved jeg at social- og integrationsministeren vil fortælle mere om lige her efter mig.

Så lad mig for min del runde af med en, lad os kalde det formaning om, at vi aldrig må glemme – aldrig glemme – de grundlæggende demokratiske værdier, som vores samfund hviler på. Det gælder ikke mindst retten til religionsfrihed. Og vi bør alle tage skarpt afstand fra racisme og intolerance, og for regeringen er der her tale om et prioriteret område, og politiet, Politiets Efterretningstjeneste og anklagemyndigheden har, som jeg netop har været inde på, iværksat en hel række initiativer med det formål at sikre fortsat fokus på hadforbrydelser. Det gælder som sagt både registrering og effektiv retshåndhævelse og også forebyggelse af hadforbrydelser.

Lad mig afslutningsvis forsikre om, at regeringen selvfølgelig også i fremtiden vil fastholde sit fokus på en bredspektret myndighedsindsats på det her område. Tak for ordet.

Tak for det. Så er social- og integrationsministeren for besvarelse.

Også en tak fra mig til Dansk Folkeparti for at rejse denne forespørgselsdebat, som jeg selv ser som en kærkommen lejlighed til at vise, at vi som politikere står sammen om at bekæmpe alle former for intolerance og chikane. Vi har nemlig alle sammen respekt for vores personlige frihed og vores integritet uanset vores tro, hudfarve, seksuelle orientering eller politiske overbevisning.

Som justitsministeren sagde, er chikane, vold og anden forulempende adfærd ikke kun en trussel mod den enkeltes sikkerhed. Det er også et angreb på selve demokratiet, som netop bygger på den enkeltes frihed og ligeværd, når det, vi bliver angrebet for, bare er at være os selv. Om det er med den religiøse baggrund, vi har, den seksuelle observans, vi har, eller om det er, fordi vi måske er et menneske med et handicap, er det udtryk for et angreb på demokratiet og ikke kun et angreb på det enkelte menneske, når sådanne angreb finde sted motiveret i, at folk er anderledes.

Når vi oplever aggressiv adfærd og hører hadefuld retorik, skaber det utryghed, og det skaber mistrivsel i vores fællesskaber. Uanset om det er på gaden, i skolen, på arbejdspladsen, i boligområdet, på Facebook, eller hvor det nu er, vi færdes i det daglige, har vi derfor alle sammen et ansvar for at slå ned på denne form for hadefuld retorik.

I den her forespørgsel har Dansk Folkeparti sat fokus på det stigende pres på religionsfriheden i Danmark især over for jøder. Det er et emne, som jeg også er meget optaget af, og som jeg synes det er vigtigt at vi får drøftet. På baggrund af den debat, der har været igennem det seneste års tid om netop chikane vendt mod danske jøder, afholdt jeg den 30. november 2012 et møde med Det Mosaiske Troessamfund for at få uddybet, hvordan de oplever situationen, og for at drøfte med dem, hvordan problemerne kan forebygges og modvirkes. Vi drøftede behovet for åbenhed, oplysning og vigtigheden af gensidig dialog – et skridt til at komme fordomme til livs er, at vi taler sammen og lærer hinanden at kende også på tværs af vores forskelligheder. Det Mosaiske Troessamfund gør selv en stor indsats for at åbne op, gøre synagogen tilgængelig, invitere børn og andre ind til besøg og på rundvisning.

En anden ting, vi drøftede, var, hvor afgørende det er, at vi som samfund og som borgere tydeligt viser, at vi ikke accepterer intolerance, forulempelse, vold og chikane. Og det gælder, uanset hvem der udsættes for chikanen eller volden, og uanset hvem der begår den. Vi har alle sammen et personligt medejerskab og medansvar for at nedbryde fordomme og for at sige fra over for intolerance, så alle kan gå i fred på gaderne, og så ingen forældre føler sig nødsaget til at fravælge den lokale folkeskole.

Kimen til intolerance kan blive lagt allerede hos bittesmå børn. Derfor er det hos den enkelte skolelærer, den enkelte pædagog og i særdeleshed den enkelte forælder, at ansvaret ligger for at slå ned på de fordomme, fjendebilleder og intolerant adfærd, der måtte vise sig, uanset hvem det er vendt imod. For en ting er sikkert, og det er, at vi kun kommer chikane og forulempelse til livs ved en massiv afstandtagen til alle former for intolerance. Det gælder, når vi er vidner til episoder i supermarkedet eller bussen, eller hvis vi hører vores egne børn udtrykke sig fjendsk og fordomsfuldt over for bestemte grupper mennesker. Det handler selvfølgelig ikke om at være tankepoliti. Man kan godt være uenig og sige fra på en måde, der både er respektfuldt og kalder på andres respekt. Det er jo kernen i vores demokrati.

Ud over at vi alle har et personligt ansvar, er der selvfølgelig også en forpligtelse fra myndighedernes side til at forebygge problemer med chikane, forulempelse og intolerance lokalt, dér, hvor de ting finder sted. Jeg har derfor en klar forventning om, at lokalpolitikere, skoleledere og andre myndighedspersoner iværksætter nødvendige indsatser for at løse problemer med chikane og intolerance. Findes problemerne på en skole, i en klub eller andre steder, er det sådan set mit udgangspunkt, at problemerne skal løses der og det med det samme.

Det er et arbejde, som vi fra regeringens side understøtter og medvirker til bliver løftet lokalt. Over hele landet er der i dag oprettet regionale netværk af SSP-ressourcepersoner med særlig viden om ekstremismens fjendebilleder og arbejdet med at forebygge radikalisering og intolerant adfærd. I et samarbejde mellem PET og mit ministerium bliver der ydet rådgivning og undervisning til disse SSP-medarbejdere og andre relevante kommunale medarbejdere, som vil kunne give modspil til unge, som giver udtryk for intolerante holdninger.

Vi går også i dialog med foreninger, trossamfund og andre aktører i civilsamfundet, for at også de er opmærksomme på deres ansvar.

Konkret i forhold til at forebygge hadforbrydelser og intolerance er der taget en række konkrete initiativer. Dansk Institut for Internationale Studier er med støtte fra og i dialog med Social- og Integrationsministeriet i færd med at udvikle et undervisningsmateriale, som hedder »Forskellighed og fordomme«. Det skal bruges til undervisning i grundskolen. Materialet skal udfordre fordomme og fjendebilleder og sætte fokus på både antisemitisme og andre former for intolerance. Med udgangspunkt i projektet »Din tro min tro«, hvor repræsentanter for det kristne, det jødiske og det islamiske trossamfund besøger skoler og går i dialog med børn og unge, understøtter regeringen nu en fornyet indsats, for at de tre trossamfund kommer ud på skoler og viser hinanden, at de har meget tilfælles.

Det skal lige bemærkes, at Justitsministeriet støtter kampagnen »Stop hadforbrydelser«, som justitsministeren allerede har nævnt. En af de helt store udfordringer med forebyggelse af intolerance og hadforbrydelser er den manglende viden om omfanget af og motiverne bag forbrydelserne. Politiet gør en stor indsats for at registrere hadforbrydelserne, men mange borgere er formentlig tilbageholdende med at anmelde dem. Det kan i hvert fald konstateres, at der er store forskelle mellem det tal, som politiet registrerer, og tallene fra offerundersøgelsen, som viser borgernes oplevelser af at have været udsat for hadforbrydelser.

Det er baggrunden for, at vi i Social- og Integrationsministeriet og i regeringen nu igangsætter en landsdækkende kortlægning af hadforbrydelser, dvs. vold og andre forbrydelser, der er motiveret af de forurettedes tro, etnicitet, seksuelle orientering, politiske overbevisning eller lignende. Vi vil gerne have belyst det reelle omfang af disse forbrydelser, og hvor de sker, uanset om det er i bestemte landsdele eller byområder, eller om det er på internettet. Vi vil også skaffe mere viden om, hvem ofrene er, herunder deres alder, køn, sociale baggrund og etnicitet, og hvis det er relevant i relation til forbrydelser, som menes begået, også gerne viden om deres seksuelle orientering, politiske holdninger, religiøse overbevisninger, eventuelle handicap m.v.

Vi håber også, at vi kan få mere viden om, hvorfor der tilsyneladende er nogle ofre, der ikke anmelder forbrydelserne. Derudover vil vi gerne vide, hvem gerningsmændene er, hvad der er deres drivkraft og deres motivation, hvad der er deres alder, køn, sociale baggrund, og i hvilket omfang de f.eks. er en del af ekstremistiske miljøer. Den kortlægning, vi nu igangsætter, håber jeg vil give os både en bred og mere detaljeret viden om problemet og dermed et grundlag for at styrke indsatsen på området, og vi får mulighed for at følge udviklingen over tid.

Der indsamles i disse måneder også data til en kortlægning af ekstremistiske og antidemokratiske miljøer rundtom i de enkelte politikredse. Kortlægningen er aftalt i satspuljekredsen, og jeg forventer, at vi med den indsamling får en værdifuld viden om de forskellige former for intolerance og ekstremisme, der er en del af baggrunden for chikane og hadforbrydelser. Det er SFI, der står for undersøgelsen, og vi håber at kunne offentliggøre de første delresultater for de enkelte områder til sommer, og den endelige rapport, der beskriver hele landet, er færdig i juni 2014.

Vi vil derfor i det kommende år få massiv viden om hele området og forhåbentlig en viden, der mere præcist kan fortælle os, hvor udfordringerne findes, og hvordan vi skal tackle dem.

I forespørgslen spørges der specifikt til det stigende pres fra visse muslimske miljøer på religionsfriheden, især over for danske jøder. Vi kender ikke præcis til motiverne bag det pres eller for den sags skyld til omfanget, og vi ved heller ikke, om det er religiøst eller politisk motiveret, men det skal vi vide mere om, og det er baggrunden for den nye kortlægning, der nu igangsættes.

Jeg må desværre konstatere, at der også i Danmark er radikaliserede kræfter, der udnytter politiske konflikter rundtom i verden til at udbrede deres polariserede og forsimplede fjendebilleder. Netop derfor er det også vigtigt, at vi markerer vores klare afstandtagen, og at vi fortsætter indsatsen for, at en bred vifte af aktører kan være med til at give de ekstreme kræfter modspil. Heldigvis findes der fornuftige mennesker i alle befolkningsgrupper, både i og uden for Danmark, som ikke lader sig besnære af disse fjendebilleder, men som tværtimod er en del af os, der argumenterer imod dem.

For det, vi alle sammen må blive ved med at insistere på, er jo, at vi ikke køber de forsimplede verdensopfattelser og fjendebilleder, og at vi ikke accepterer, hvis nogen forsøger at bruge disse til at retfærdiggøre vold og chikane. Det er i høj grad det, indsatsen for at forebygge intolerance, hadforbrydelser og ekstremisme går ud på.

Tak for det. Så kan forhandlingen begynde. Den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi havde jo i 2009 en tilsvarende debat, som Dansk Folkeparti også rejste, fordi der jo også dengang var en række eksempler på, at danskere med jødisk baggrund simpelt hen blev forfulgt og chikaneret, fordi de var jøder. Dengang endte det, så vidt jeg husker, med, at et enigt Folketing vedtog et forslag til vedtagelse, som skulle munde ud i en handlingsplan, sådan at man havde noget, der pegede fremad, og det ikke bare blev ved alle ordene og alle undersøgelserne.

Der kom jo faktisk en handlingsplan ud af det; det er ikke alt, der står i den handlingsplan, som jeg synes er lige godt, men noget af det, der bl.a. kom ind i handlingsplanen – og ministeren fremhævede det faktisk også som noget af det, man gør på området – var initiativ 4, som blev til på baggrund af det forslag til det vedtagelse, der blev vedtaget under debatten i 2009. Der står følgende:

»Regeringen vil i samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studiers Afdeling for Holocaust og Folkedrab videreudvikle og fremme anvendelsen af de allerede eksisterende undervisningsmaterialer mv. om antisemitisme, racisme og diskrimination.

Der vil endvidere blive iværksat en opsøgende indsats vedrørende brugen af materialet særligt i forhold til skoler og uddannelsesinstitutioner i områder, hvor mange elever har en anden etnisk baggrund end dansk.«

Der er jo ingen grund til at lægge skjul på, at en del af de problemer, som vi ser på det her område, altså har at gøre med, at der er nogle – ikke alle – med muslimsk baggrund, som har en lidt alternativ opfattelse af, hvad der er acceptabelt i det danske samfund, og de mener f.eks., at det er helt i orden, at man chikanerer folk, fordi de f.eks. går med en kalot eller har jødisk baggrund, hvilket man har fundet ud af på den lokale folkeskole, eller hvad ved jeg.

Der har jo været eksempler fremme om, at skoleledere på Nørrebro simpelt hen fraråder jødiske familier at lade deres børn indskrive på en dansk folkeskole i Danmark. Det er sådan set det, vi står over for, og jeg synes, det er forfærdeligt, at det forholder sig sådan, men sådan forholder det sig.

Den handlingsplan, der blev vedtaget i 2009, kom der altså nogle konkrete initiativer ud af, bl.a. noget undervisningsmateriale, som skulle målrettes nogle af de grupper af elever, som vi ved har nogle antisemitiske holdninger til jøder med dansk baggrund. Jeg håber, at der også i dag kan komme noget lignende ud af det. De initiativer har så løbet et stykke tid, og nogle af dem mangler sådan set stadig at blive iværksat, men jeg tror også godt, man kan tillade sig at konkludere, at vi kan se, at det ikke er tilstrækkeligt. Derfor håber vi fra Dansk Folkepartis side, at det, der kan blive enighed om i dag, er, at Folketinget pålægger regeringen at lave en ny handlingsplan, der kigger på forholdene for danske jøder og på, hvordan man kan blive bedre til at gå imod de holdninger, der er i visse miljøer i Danmark. Jeg håber meget, at man kan blive enig om det.

Vi har også fra Dansk Folkepartis side i forbindelse med de igangværende skoleforhandlinger spurgt ind til den indsats, som gøres mod chikane af jøder på Nørrebro, og nu rejser vi også spørgsmålet her og håber selvfølgelig, at et bredt flertal i Folketinget kan enes om en indsats på det her område.

I forbindelse med forberedelsen til den her debat faldt jeg over en artikel fra Kristeligt Dagblad fra den 13. februar i år, hvor overskriften lyder: »Jøder taler ud om arabiske unges chikane.« Det var fra en konference i København, og der står bl.a. i artiklen, at der var en række »rørende beretninger fra jøder, hvoraf nogle for første gang talte om chikane i offentlige skoler i København.« Endvidere står der:

»Der var ingen tvivl om, hvor pilen pegede hen, da den ene jøde efter den anden i aftes gik på talerstolen for at tale om antisemitisk chikane i København.«

Der er ikke nogen tvivl om, at vi altså har nogle udfordringer der, og der er ikke nogen tvivl om, at hvis ikke Folketinget står sammen om at modvirke det her, ikke bare med ord, ikke bare med at lave undersøgelser, der kigger på, hvor udbredt det er, men med, at vi også tager nogle initiativer, der rækker fremad, så bliver det ikke bedre.

Det er derfor, at jeg på vegne af V, K, LA og DF skal fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der desværre fortsat er eksempler på, at danske jøder udsættes for chikane på grund af deres tro.

Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til at iværksætte en ny handlingsplan, der i høj grad fokuserer på forholdene for danske jøder, og på hvordan det danske samfund kan blive bedre til at påvirke holdninger og sanktionere over for individer og grupper, som begår antisemitiske handlinger.

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2013 at fremlægge en ny handlingsplan, der tager udgangspunkt i F 35 om religionsfriheden i Danmark.

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Det er så vores forslag til vedtagelse, og jeg vil ikke kunne forstå, hvis der er nogle partier i Folketinget, der ikke kan bakke op om det.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Venstre, fru Inger Støjberg.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her meget væsentlige debat om det stigende pres, som vi ser, på religionsfriheden i Danmark.

Det er fundamentalt for Venstre, at vi har religionsfrihed, og at religionsfriheden i forhold til den enkelte ikke bliver angrebet. Det er en frihed, der har dybe, historiske rødder i vores grundlov, og det er en frihed, som vi skal værne om. For Venstre er religionsfrihed friheden til at tro på lige præcis den gud, man vil, og praktisere sin tro, men det er i lige så høj grad også friheden til ikke at tro og friheden til ikke at blive påduttet andres religiøse dogmer.

Vi har set, at visse muslimske grupperinger i Danmark forsøger at afholde andre religiøse grupperinger for at praktisere deres religion. Vi har også set, at muslimske grupper forsøger at underlægge andre deres religiøse dogmer. Det er det, vi ser, når ekstreme muslimer prøver at indføre shariazoner i København. Det er det, vi ser, når jøder ikke længere kan færdes trygt i danske gader, som da journalisten Martin Krasnik i december måned sidste år satte sig for at prøve at finde ud af, om man som jøde kunne bære kalot og ugeneret bevæge sig rundt på Nørrebro i København uden at blive offer for chikane fra muslimer. Ukvemsord og tilråb var, hvad han blev mødt med. De bange anelser, som både han havde, og som andre af os har haft, blev desværre bekræftet. Det er også det, vi ser, når en skoleleder på Nørrebro fraråder jødiske børn at søge ind på skolen med fare for mobning fra skolens muslimske elever med palæstinensisk baggrund.

Det er tre åbenlyse eksempler på, at friheden til at dyrke sin religion i fred og fordragelighed er sat under pres af muslimske grupperinger i Danmark. Men justitsministeren kan åbenbart ikke få øje på det. Han kan ikke få øje på, at der er et problem, for i et svar til Folketingets Retsudvalg den 30. januar i år skrev justitsministeren således, og det er et citat:

»Der kan således ikke udpeges særlige områder, hvor der er speciel risiko for chikane over for eksempelvis religiøse minoriteter.«

Som så mange gange før vender justitsministeren det blinde øje til, og det finder vi i Venstre er dybt problematisk. Vi forstår, at justitsministeren på den her måde forsøger at benægte problemets omfang, og det er selvfølgelig også den bedste undskyldning for ikke at gøre noget.

Venstre ønsker, at religioner skal kunne leve side om side i Danmark. Vi har religionsfrihed i Danmark, og det er en frihed, der skal opretholdes, men det kræver, at muslimer, der bor i Danmark, indser, at det skal være muligt at gå med kalot på Nørrebro uden at blive mødt med tilråb, og det kræver også, at muslimske børn ikke viderefører den krig og det had, som deres forældre flygtede fra, ved at mobbe jødiske børn i danske skoler.

Derfor må muslimer, der bor i Danmark, med andre ord tage hele pakken med. Til gengæld har man så også retten til at dyrke sin religion alt det, man ønsker. Man må holde alle de Eid-fester, man vil, fredagsbønner, man vil, og andre helligdage, så længe man også respekterer, at andre har muligheden for at udøve deres religion, som de vil.

Til slut vil jeg endnu en gang takke Dansk Folkeparti for at have rejst den her meget væsentlige debat og understrege, at for Venstre er det helt afgørende, at der hersker religionsfrihed i Danmark. Derfor vil vi også fra Venstres side opfordre regeringen til at tage aktion på det her område, og det er selvfølgelig også årsagen til, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti har fremsat.

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har bedt om ordet, og det er hr. Tom Behnke.

Jeg føler bare anledning til at sige tak til fru Inger Støjberg, for vi er fra konservativ side helt enige i hvert et ord, der er blevet sagt, altså vi er fuldstændig enige i den her debat og de synspunkter, der er lagt for dagen. Fra konservativ side støtter vi også forslaget til vedtagelse, som vi er medforslagsstillere på.

Når jeg siger det her på nuværende tidspunkt, er det, fordi jeg desværre bliver nødt til at forlade debatten og ikke kan komme ind i ordførerrækken på det tidspunkt, hvor jeg ellers skulle. Så det er bare en tilkendegivelse af, at vi er helt enige.

Ordføreren.

Jeg takker for tilkendegivelsen. Det vidner jo om det stærke bånd, der også er mellem Venstre og Konservative.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om en kort bemærkning. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Jacob Bjerregaard.

Tak for det. I de historiebøger, jeg har læst, har der ellers altid været et relativt kompliceret forhold mellem V og K, men det må være mig, der har læst forkert.

Der skal også herfra lyde et tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her debat om religionsfrihed med det udgangspunkt, at religionsfriheden er under pres fra visse muslimske miljøer. Det gælder ifølge forslagsstillerne i særlig grad over for de danske jøder. Lad mig slå det helt fast, at religionsfriheden selvfølgelig udgør en hjørnesten i det danske demokrati. Enhver har ret til at danne sin egen politiske eller religiøse overbevisning ifølge grundloven, og det er selvfølgelig vigtigt at stå fast på det. På arbejdsmarkedet er man beskyttet mod forskelsbehandling på baggrund af religion, hvilket også er slået fast, og det er forbudt offentligt at fremsætte truende, forhånende og nedværdigende udtalelser om en gruppe personer på grund af deres tro jævnfør straffeloven.

For os som socialdemokrater er det afgørende, at enhver har mulighed for i bredeste forstand at kunne vælge sin egen livsbane, og at muligheden ikke bare er et vilkår, men også et valg, uanset opvækst, social baggrund og forældrenes økonomiske situation. Det handler både om indretningen af vores samfundsinstitutioner, om fordelingen af velstand og om rettigheder. Derfor har vi stået i spidsen for opbygningen af et velfærdssamfund med lige uddannelsesmuligheder, fri og lige adgang til sundhed, men også med lige rettigheder til borgerne.

Danmark er i dag på mange måder et land, hvor den enkelte har mulighed for at kunne forme sit eget liv efter ønske og samtidig have et legitimt krav på at blive respekteret uanset baggrund, køn, alder, holdning eller overbevisning af nogen art. Homoseksuelle bliver ikke længere betragtet som sindssyge, racisme og diskrimination er i vidt omfang forbudt, ligesom det hverken længere er lovligt at slå sine børn eller udøve køns- eller aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. Der er al mulig grund til at glæde sig over og værne om det.

Når vi så oplever stigmatisering eller diskrimination af minoritetsgrupper, eller når grundlæggende rettigheder som ytringsfrihed eller religionsfrihed udfordres, skal vi sige klart fra. Det gælder også, når det handler om jøder, og det gælder også, når det handler om muslimer, kristne, hinduer osv. Religionsfriheden er ikke eksklusiv, men gælder for alle, og sådan skal det være.

I forbindelse med denne forespørgselsdebat har Dansk Folkeparti lagt særlig vægt på danske jøders religionsfrihed. Det er vigtigt. Det er i et historisk perspektiv desværre ikke en ny debat. Lad mig på vegne af Socialdemokratiet sige det krystalklart: Enhver forfølgelse, chikane eller diskrimination af vores jødiske medborgere er fuldstændig uacceptabel. Enhver skal kunne færdes frit hvorsomhelst i Danmark, og det gælder selvsagt også for mennesker, der med deres påklædning signalerer et trosforhold, som det f.eks. er tilfældet med jøder, der har valgt at gå med kalot. Vi skal stå vagt om et samfund med plads til forskellighed, og den opgave indebærer bl.a. at modarbejde intolerancen i alle dens afskygninger, også over for jøder. Det er her, man vil finde Socialdemokratiet. Så har jeg et forslag til vedtagelse fra regeringspartierne, og Enhedslisten bakker op om den, så vidt jeg har forstået.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at religionsfriheden som en fundamental frihedsrettighed er en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for ethvert demokrati. Det har samtidig stor betydning for den enkeltes livsudfoldelse, at man frit kan følge den religion, man bekender sig til, frit kan skifte tro og også frit kan stå frem som ikketroende.

Folketinget tager på det kraftigste afstand fra ethvert tilfælde, hvor enkeltpersoner eller grupper gennem chikane, vold eller på andre måder forsøger at lægge pres på religionsfriheden.

Folketinget understreger, at religionsfriheden skal beskyttes ved at fastholde og styrke det fælles demokratiske værdigrundlag, som vores samfund bygger på, samtidig med at der sættes effektivt ind over for dem, der bekæmper vores grundlæggende værdier om demokrati, religionsfrihed og ligeværd.

Folketinget noterer sig med tilfredshed, at regeringen har styrket indsatsen mod bl.a. ekstremisme og hadforbrydelser. Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde fokus på en bredspektret myndighedsindsats på området.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 67).

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes jo, at det er lidt trist, at sidste gang, vi havde den her debat, var det hele Folketinget, der kunne samle sig om, at man skulle tage nogle initiativer for at bekæmpe det her fænomen. Og nu kan partierne til venstre side i Folketingssalen af en eller anden årsag ikke bakke op omkring, at man skal tage nogle nye initiativer på det her område, at regeringen skal komme med en ny handlingsplan på området. Der er blevet vedtaget en handlingsplan tidligere i forhold til det her, som løber, og nogle af elementerne er stadig ved at blive udarbejdet, men der er jo ikke nogen tvivl om, at der er behov for mere.

Hvad er det, der er sket hos Socialdemokratiet – man kan jo også spørge andre partier, men i det her tilfælde er det Socialdemokratiet – eftersom man ikke længere vil være med til at tage nogle initiativer, der rækker fremad på det her område, at man ikke vil være med til at pålægge regeringen inden udgangen af 2013 – der er trods alt lidt tid til at løbe på der – at komme med et nyt forslag til en handlingsplan, der kan bekæmpe antisemitisme? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Der er mange ord, der bliver sagt oppe fra talerstolen, som vi alle sammen kan være enige i, men jeg forstår ikke, at man ikke vil være med til noget handling, det må jeg sige.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen har jo netop gjort flere ting på det her område, og der sker lige nu kortlægninger af antidemokratiske og ekstremistiske miljøer og af hadforbrydelser. Og som det er blevet sagt tidligere, er det her jo relativt komplekst, og man er nødt til at finde ud af, præcis hvad omfanget er. I første omgang er det selvfølgelig en politimæssig og anden opgave, hvis man ser folk, der bliver forulempet på den ene eller den anden måde, eller det er en opgave for den enkelte ude i institutionen, eller hvad det måtte være, at tage fat, for det her er ikke i orden, og det er ikke lovligt. Men vi går spadestikket dybere, vi laver de her undersøgelser for at finde ud af, præcis hvad omfanget er. Det tror vi er helt afgørende for at kunne følge det her ordentligt til dørs.

Hr. Martin Henriksen.

Man kan jo have mange og lange diskussioner om, hvad det er, der er årsagen til problemet, og hvad man kan gøre for at løse problemet. Det er jeg sådan set ikke i tvivl om.

Det, der er årsagen til problemet, er, at vi har haft indvandring til Danmark fra lande, og lad os bare sige det, som det er, fra muslimske lande, hvor man har en lidt alternativ indgangsvinkel, i hvert fald for nogles vedkommende, til det, at der f.eks. er jøder, der har lov til at være jøder. For nu at sige det, som det er. Og den bedste måde at forebygge det på, er sådan ved at begrænse indvandringen fra de lande; så kan det være, problemet løser sig selv om 10, 20, 30 år – lad os håbe på det. Men det er jo sådan set ikke det, vi diskuterer her nu.

Det kunne vi sådan set godt sige fra Dansk Folkepartis side, men det er ikke engang det, vi siger i dag. Vi ønsker bare, at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2013 at komme med en ny handlingsplan på det her område. Der er sådan forholdsvis vide rammer for, hvilket råderum regeringen har, og derfor kan jeg ikke forstå, at Socialdemokratiet ikke kan stemme for det. Det undrer mig meget.

Så hvad er det nye, der gør, at i 2009 kunne man godt stemme for et forslag til vedtagelse, som alle partierne sådan set var enige om, men at man ikke kan gøre det i dag? I stedet fremlægger man et forslag til vedtagelse, som indeholder en masse fine ord, men hvori der er ikke noget konkret. Det synes jeg er lidt trist.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Det er jo rigtigt, at det er et stort problem, når visse grupperinger har holdninger, som strider imod grundlæggende danske værdier, det er også et problem, hvis der i muslimske miljøer forefindes, og det gør der nogle steder, holdninger, der f.eks. går ud over jøder. Og en ting er holdningerne, men når det så kommer endnu videre, er det selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt.

Det er jo netop derfor, som jeg sagde lige før, at vi faktisk er ved at lave en kortlægning. Vi har faktisk sat fuldt fokus på det her område for at finde ud af, hvor stort det her problem er. Der er slet ingen tvivl om, at det ikke kun handler om tale om handlingsplaner osv. osv., dem kan man lave mange af, det er også blevet gjort, mange af dem er ikke blevet til særlig meget.

Vi har jo rent faktisk taget fat på det her område, men det er jo en bredspektret indsats. Det handler ikke kun om at kortlægge, præcis hvor store de her problemer og udfordringer er, men det handler også om at tage fat i unge purke og dem, der laver den her slags ting, og få dem forklaret, at det gør man ikke, og få lavet en meget klar tilkendegivelse af, at her i landet opfører vi os ordentligt, også hvis folk har en anden religion end en selv.

Tak. Der er yderligere et medlem, der har bedt om en kort kommentar, og det er fru Inger Støjberg fra Venstre.

Tak. Jeg må sige, at jeg også undrer mig meget over, at Socialdemokratiet ikke vil være med på det forslag til vedtagelse, som er blevet lagt frem. Det gør jeg jo, i særdeleshed fordi det er på lige linje med det, vi vedtog for jo ikke mange år siden med socialdemokratisk støtte. Men mit spørgsmål skal gå på, om ordføreren er enig i det udsagn, som justitsministeren kom med i et svar til Retsudvalget den 30. januar i år, og jeg citerer:

Der kan således ikke udpeges særlige områder, hvor der er en speciel risiko for chikane over for eksempelvis religiøse minoriteter.

Er ordføreren enig i det? Er ordføreren enig med justitsministeren i det? Jeg har jo lige givet tre eksempler på, at det netop ikke er sandt.

Ordføreren.

Nu var jeg ikke til det pågældende samråd, eller hvad det er, som Venstres ordfører henviser til, men jeg kan forstå, at det oplyses af Københavns Politi, og jeg har da en vis tillid til, at det, som de indberetter, kan vi som Folketing forhåbentlig stole på er rigtigt.

Derudover kan jeg sige, at jeg fuldstændig kan afvise den bekymring, som ordføreren lægger for dagen. Jeg læste et forslag til vedtagelse op for et par minutter siden – og jeg ved ikke, om Venstres ordfører ikke har hørt efter – som netop utrolig tydeligt understreger, at vi på ingen måde vil finde os i, at jøder eller andre, for det er jo ikke kun tilfældet for jøder, bliver udsat for nogen som helst form for diskrimination. Og vi må sige, at hvis vi kigger på danmarkshistorien, er der jo desværre mange, der har oplevet, at de på grund af deres tro eller kultur eller andet er blevet lagt for had eller andet. Det tager vi dyb, dyb afstand fra.

Fru Inger Støjberg.

Nu er det jo faktisk ikke fra et samråd. Det er fra et helt officielt § 20-spørgsmål, der er skriftligt besvaret, så det er jo bare at printe det ud fra Folketingets hjemmeside.

Men det var slet ikke forslaget til vedtagelse, jeg ville diskutere med ordføreren. Det, jeg spurgte om, var, om ordføreren er enig med justitsministeren i, at der ikke er nogen, der bliver chikaneret, og at der ikke er risiko for det. For så undrer det mig jo lidt, hvad der ligger i ordet chikane, hvis ikke det er, når man opretter shariazoner, hvor man visiterer folk og tjekker, om de har holdninger, der passer til de her ekstreme muslimske grupperingers holdninger, eller når journalisten Martin Krasnik ikke kan gå med kalot på hovedet på Nørrebrogade uden at blive chikaneret, eller når jødiske børn bliver mobbet og chikaneret i skolen. Hvis ikke det er et særligt problem, vil jeg gerne høre, hvad der er et særligt problem. Jeg synes faktisk, det her er meget, meget alvorligt.

Ordføreren.

Hvis jeg havde et par timer, skulle jeg nok redegøre for alle de særlige problemer, der er her i landet. Der er mange af dem, og mange af dem er vi ved at rydde op i efter den tidligere regering.

Et af dem, der er, er jo selvfølgelig, at der er nogle, der bliver udsat for ekstremisme og hadforbrydelser, og det er derfor, at vi netop, som jeg sagde i min tale, og som vi prøver at lægge frem i vores forslag til vedtagelse, har styrket indsatsen mod ekstremisme og hadforbrydelser og også mod chikane. Det gør vi, fordi vi mener, det er fuldstændig vigtigt, og derfor synes jeg, man skal passe på med at gøre det her til en debat, hvor man prøver at finde nogle uenigheder, som jeg ikke er sikker på er der.

Jeg mener selvfølgelig, at der er nogle meget, meget store problemer f.eks. i form af de eksempler, der er, på jøder, der er blevet chikaneret. Men vi har også set, at der er en usikkerhed om problemets præcise omfang, og det er jo det, vi har lagt op til at vi vil til bunds i, så vi præcis kan se, hvor stort det problem er. Det gælder for så vidt også andre grupper, der bliver udsat for den slags udanske metoder.

Tak. Der er ikke yderligere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Liv Holm Andersen.

Etnicitet, hudfarve, religion eller politisk overbevisning må aldrig være eller blive afgørende for, hvordan folk behandles. Vi skal derfor være kompromisløse i vores kamp for det simple, at alle skal kunne være her. Det er en af de ting, der i vid udstrækning faktisk netop har gjort Danmark til et godt land at leve i.

Men ikke alt er godt, og når jeg hører historier om jøder, der ikke tør gå med kalot, om homoseksuelle, der bliver slået ned i århusianske parker, eller om muslimer, der får smidt sten gennem ruden til deres moskeer, gør det mig oprigtig talt ked af det, for det kan naturligvis ikke være rigtigt.

Det er altså vigtigt for mig og for Det Radikale Venstre at markere over for alle borgere, at religionsfriheden i Danmark er uomtvistelig og gælder alle, og at alle i Danmark naturligvis, fristes man næsten til at sige, må indordne sig under principperne om respekt og tolerance – og det er igen, uanset ens etnicitet, ens baggrund, ens hudfarve, ens religion eller for den sags skyld ens politiske overbevisning. Med andre ord skal tolerance være noget, som alle kan forventes at blive mødt med, men også noget, som kan forventes at enhver udviser.

Jeg har selv siden sagerne om jødiske børn, der udsættes for chikane på nørrebroskolerne, haft møder med flere repræsentanter for det jødiske samfund og talt med dem om, hvad de mener er løsningen. De siger dialog og oplysning – oplysning og dialog. Og jeg er et langt stykke hen ad vejen enig, for rigtig megen om end ikke al chikane handler jo grundlæggende om manglende viden, om fordomme og om stereotyper, som der kan graves grøfter på baggrund af. Det er faktisk et modigt svar, de kommer med, for det, de foreslår, er jo et langt, sejt træk – og et langt, sejt træk, der kræver noget af os alle sammen. Det kræver, at vi siger fra, at vi tager ansvar, og at vi fortsat kræver en kultur i Danmark, bygget på stadig mere ret til og flere krav til tolerance og sameksistens. Ret til for alle, men også krav til alle om, at man deltager i det her projekt om tolerance, og dermed også til alle minoriteter.

I forhold til det her med fordomme er det jo – som jeg også snakkede med de jødiske repræsentanter om – netop sådan, når vi specifikt snakker om problemet med, at nogle muslimer chikanerer nogle jøder, at jøder i Danmark holdes ansvarlige for en konflikt, der foregår et helt andet sted i verden, nemlig i Israel og Palæstina. Det er urimeligt. Det er lige præcis lige så urimeligt, som da min grønthandler på Nørrebro fik sat ild til sin butik efter terrorangrebet den 11. september – noget, politiet mente der var en sammenhæng imellem – for ingen skal naturligvis stå til regnskab for, hvad andre mennesker måtte gøre på den anden side af kloden, blot fordi de tilhører den samme religion. Og det skal vi insistere på, også selv om det netop er det her lange, seje træk.

Enhver chikane eller diskrimination skal tages up front, og vi skal have et kontinuerligt fokus på det og en kontinuerlig samtale om det. Der skal samarbejdes med minoriteterne selv, der skal samarbejdes med de steder – om det er folkeskoler eller det er natklubber – hvor udfordringerne udspiller sig, og hvor vi kan finde og videreudvikle på koncepter og løsninger, der viser gode resultater.

Regeringen har som tidligere nævnt taget initiativer for på bedre vis at kortlægge og gå ind i ekstremistiske og antidemokratiske miljøer. På den måde får man indsigt i, hvor problemerne befinder sig, hvad problemerne handler om, og vi kan diskutere med pågældende kommuner og andre aktører om, hvordan vi bedst sætter ind.

Samtidig ønskes der også større viden om hadforbrydelser, og det er jo et område, hvor der bliver sat ind med yderligere kortlægning, så vi også her kan sætte målrettet ind. Vi skal have folk til i højere grad at anmelde det, det skal efterforskes alvorligt, og det skal i øvrigt også tages meget alvorligt af alle vi andre. Så det fokus må vi rette, og det er igen, uanset hvem der udsættes for vold, trusler og lignende, og uagtet hvem det er, der begår denne vold, kommer med disse trusler osv. – det vil igen sige, uagtet om det er trusler, når man går med kalot, eller om man nægtes adgang til et sted på grund af ens hudfarve, ja, eller endda det, der er værre. Det tror og håber jeg sådan set at vi alle er enige om i det her rum, og det er også det, jeg har hørt indtil nu, altså, at chikane af minoriteter ikke er vores kære Danmark værdigt, og at det gælder, uanset hvilke minoriteter – eller andre for den sags skyld – der er tale om og hvilken form for chikane der er tale om.

Til sidst må jeg endnu en gang slå fast, at chikane, diskrimination og hadforbrydelser over for jøder såvel som over for alle andre grupper er et problem. Det er et problem, som vi må være samlet om at bekæmpe, og derfor vil jeg også takke for, at emnet er blevet bragt på bane.

Sluttelig – for jeg kan se, at det er sluttelig – vil jeg bare sige, at Det Radikale Venstre bakker op om den vedtagelsestekst, der blev læst op af den socialdemokratiske ordfører, og så vil jeg sige tak for ordet.

Tak. Der er ikke nogen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Mette Boye.

Tak for ordet. Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg taler på vegne af SF's retsordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som desværre ikke kunne være her i dag.

Vi takker for ønsket om en forespørgselsdebat om religionsfrihed. Religionsfrihed, altså friheden til at tro på den gud eller de guder, man vil, og friheden til at undlade at tro på en gud, er jo en helt central frihed og værdi i det danske samfund. Den skal vi værne om.

Det skal være helt klart, at det er uacceptabelt, hvis særlige grupper i samfundet udsættes for chikane. Når vi snakker om chikane af jøder, som den her forespørgselsdebat er foranlediget af, må vi sige, at vores viden på området er begrænset. Det, vi ved, er, at PET ikke umiddelbart på det foreliggende grundlag kan se, at der skulle være sket en stigning i antallet af forbrydelser mod jøder. Det er altså vores vidensgrundlag.

I SF er vi interesserede i, når vi taler om diskrimination og intolerance, at vi tager et bredere fokus på de mange forskellige grupper – det være sig om det er et spørgsmål om tro, etnicitet, seksualitet eller politisk overbevisning.

Lad mig sige det med det samme: Vi kan desværre ikke støtte Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse, og det kan vi ikke, fordi der i straffeloven allerede er taget højde for hadforbrydelser. Vi kan heller ikke støtte det, fordi vi mener, at regeringen i forvejen allerede gør meget på det her område. Politiet, som vi også har hørt tidligere, er særlig fokuseret på problemet og gør en række ting. Også regeringen har sat en række tiltag i gang i forhold til forebyggelse af intolerance, hadforbrydelser og ekstremisme, og som social- og integrationsministeren redegjorde for tidligere, er der igangsat en national kortlægning af hadforbrydelser. Det støtter vi i SF.

På den baggrund kan vi ikke se, at der er behov for en ny handlingsplan, og vi vil også bemærke, at det er uhensigtsmæssigt med en handlingsplan, der alene drejer sig om en bestemt gruppe i samfundet. Så vi kan ikke støtte forslaget til vedtagelse, og jeg vil sige tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Christian Juhl.

Jeg skal sige, at jeg taler på vegne af Enhedslisten.

Det er helt og aldeles uacceptabelt, at jøder i Danmark kan føle sig tvunget til at skjule deres religion. Frihed til at mene, hvad man vil; tro på de guder, man vil, og være åben og offentlig om det, skal være en selvfølge i Danmark. Det gælder i øvrigt også retten til ikke at være religiøs. Det er skræmmende, at der, mindre end en menneskealder efter at jødeudryddelser foregik på vores europæiske kontinent, stadig findes antisemitiske holdninger i vores samfund både blandt højreradikale grupper og blandt religiøse fundamentalister. Vold mod og chikane af mindretal hører ingen steder hjemme, og det er uanset, om det er homoseksuelle, muslimer eller jøder, der står for skud.

Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination har påpeget, at omfanget af overfald og chikaner mod jøder i Danmark stiger i kølvandet på konflikter i Mellemøsten, f.eks. den israelske regerings invasion af Libanon for nogle år siden. Jeg deler som bekendt frustrationen over den fortsatte israelske besættelse af de palæstinensiske områder og den brutale fremfærd over for den palæstinensiske civilbefolkning. Men det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle mennesker lader den frustration gå ud over jøder i Danmark eller for den sags skyld andre steder. Det er mennesker, der intet som helst ansvar har for den israelske regerings krænkelser af menneskerettigheder og international ret. At kritisere den israelske regerings fremfærd over for palæstinenserne har selvfølgelig intet med antisemitisme at gøre, ligesom kritik af USA's krigsførelse i Irak ikke er antiamerikansk, eller kritik af den danske krigsførelse i Afghanistan ikke er antidansk. Men i det øjeblik at mennesker blot på grund af deres jødiske tro og baggrund stilles til ansvar for den israelske regerings ugerninger, er den røde linje krydset med flere tusinde kilometer. Så er det antisemitisme, og så skal der siges klart og entydigt fra.

Regeringen har taget en række initiativer på området, som vi i Enhedslisten støtter. Vi har i årevis argumenteret for, at det danske politi skal uddannes bedre i at opdage og registrere såkaldte hadforbrydelser. Der sker bestemt noget på området, og det er vi positive over for. Men vi mener, at der er grund til at gøre endnu mere for at uddanne vores politibetjente. I Danmark er det en strafskærpende omstændighed, hvis vold eller trusler er f.eks. racistisk eller homofobisk motiveret. Hvis et overfald på to mænd skyldes, at de kysser hinanden, straffes det simpelt hen hårdere, end hvis der – i gåseøjne – blot er tale om almindelig vold.

Skal jeg vente, eller ..? Jeg ville så nødig have, at du gik glip af min tale.

Det kræver imidlertid, at politiet opdager og registrerer, at der er tale om en hadforbrydelse. Og som sagt: Det kan og skal politiet blive bedre til, også selv om der er sket store fremskridt i de seneste år. En mulighed kunne være at lære af svenskerne, der har uddannet specialister i politiet, der kan rådgive kollegaerne. Derudover mangler der viden i Danmark. Langtfra alle hadforbrydelser anmeldes, og vi er ikke i nærheden af at have overblik over, hvor mange hadforbrydelser der rent faktisk finder sted i det danske samfund.

Enhedslisten støtter ikke Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse. Vi er enige med regeringspartiernes ordførere om, at der er behov for et bredere fokus, nemlig et fokus på alle former for chikane og hadforbrydelser. Vi mener ikke, at der er behov for en handlingsplan, der udelukkende fokuserer på en gruppe.

Som afslutning vil jeg sige, at så længe der er jøder, der føler sig tvunget til at gemme kalotten; så længe, der er homoseksuelle, der ikke kan gå hånd i hånd; så længe der bliver spyttet efter og bandet ved synet af kvinder, der går med tørklæde, så har vi et problem. Det er et problem, som vi alle er ansvarlige for at løse. Vi skal hver især sige fra, og man skal fra politisk side gøre alt, hvad man kan, for overhovedet at komme den antidemokratiske opførsel til livs.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger.

Men jeg kan lige benytte lejligheden til at minde om, at vi ikke bruger direkte tale her i Folketingssalen.

Så er det fru Thyra Frank som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg skal meddele, at jeg holder denne tale på vegne af vores ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Næste år runder forordningen af 29. marts 1814 sin 200-årsdag. Det er værd at huske, for det er den lov, der sikrede, at de danske jøder fik fuld borgerret og stilledes helt under landets love. Man gjorde samtidig op med udtrykket den jødiske nation, så jøderne ikke betegnedes som stående uden for folket – jøderne var lige så danske som de protestantiske kristne. Alligevel er vi her næsten 200 år senere fortsat vidner til en række bekymrende sager, hvor bl.a. jøders religionsfrihed bliver sat under pres. I september sidste år blev københavnske jøder af kommunens embedsmænd opfordret til ikke at flage for synligt med det israelske flag under Nørrebros mangfoldighedsfestival »Smag verden«. Det kunne virke provokerende, forklarede Københavns Kommune. I december kunne Jyllands-Posten berette, at Mosaisk Trossamfund, den jødiske Karolineskole og den israelske ambassadør i København rådede jøder til at skjule jødiske kendetegn, når de gik rundt i visse dele af hovedstaden.

I januar i år kom det frem, at jødiske børn oplever så stor chikane på visse folkeskoler på Nørrebro, at jødiske forældre ved flere lejligheder er blevet frarådet at optage deres børn på skolerne. Skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgade Skole talte dengang lige ud af posen og sagde:

»Vi har haft nogle kedelige episoder, som gør, at jeg har været nødt til at sige til nogle forældre, at det kan blive svært at have jødiske børn i det her område, fordi der er rigtig mange palæstinensere«.

Det hører ingen steder hjemme, at jødehad på den måde har fået lov at bo i Danmark. Hadforbrydelser er modbydelige, og det er ikke rimeligt, at mennesker tildeles specielle negative egenskaber på grund af deres ophav eller religiøse overbevisning. I Liberal Alliance insisterer vi på, at mennesker skal behandles som de individer, de er, og derfor vil vi ikke være med til, at man lader hadet vinde. I stedet skal fanen holdes højt i kampen mod had, mobning, chikane og vold. Det betyder bl.a., at skolelederne skal stå til ansvar for, at der er plads til alle børn i deres skole og om nødvendigt må smide de børn, der mobber eller chikanerer, ud. Det betyder dog også, at myndighederne skal være deres ansvar voksent og altid stå imod presset mod religionsfrihed.

Derfor kan Liberal Alliance støtte op om det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti er kommet med.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det social- og integrationsministeren.

Jeg vil gerne takke for en god debat. Jeg synes, at det har været rart at høre et samlet Folketing tage afstand fra, at der er mennesker i vores midte, som skal udsættes for hadforbrydelser, for chikane eller for overgreb.

Vi har i fællesskab igangsat flere forskellige initiativer. Det har vi gjort igennem tiden, og vi har også igennem satspuljeaftaler og andre aftaler, vi har lavet, haft forskellige forståelser af, hvordan vi skulle gå til det her problem. Og jeg synes sådan set, det klæder os, at vi i fællesskab på den måde tager det lange, seje træk og trækker på, at vi vil være enige om nogle løsninger, der drejer sig om, at alle skal være trygge i vores samfund. Så tak for endnu god debat.

Jeg har redegjort for det nye, der er på vej fra regeringen, og det har jeg noteret mig at der var pæne ord at sige om, så det takker jeg for.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om ordet. Det er hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg forstår ikke helt, hvorfor ministeren siger, at vi er fælles om en masse ting. Altså, vi er fælles om i ord at sige, at jøder selvfølgelig skal have lov til at kunne gå frit omkring i Danmark. Men jeg forstår ikke, hvorfor regeringen ikke vil være med til at forpligte sig på at lave en ny handlingsplan inden udgangen af 2013.

Altså, da regeringspartierne var i opposition, ville de sådan set godt pålægge den tidligere regering at lave en sådan handlingsplan, og den tidligere regerings partier stemte sådan set også for. Så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke vil lave en opfølgning på det arbejde.

Ministeren.

Jeg synes, at jeg har redegjort for det. Jeg synes også, justitsministeren redegjorde for mange af de initiativer, vi har sat i gang. Og når jeg henviste til, at vi har været enige bredt i Folketinget i dag, så er det jo korrekt, at der ligger to forslag til vedtagelse på bordet. Man kan så anerkende, at det er sådan, det er. Der ligger et forslag til vedtagelse, som er fremsat af de borgerlige partier, som ønsker at fokusere alene på chikane mod jøder. Og uanset at jeg synes, at chikane mod jøder er fuldstændig uacceptabelt og ikke må finde sted, så synes jeg, regeringen og Enhedslisten, at det er uhensigtsmæssigt, at vi på den måde skal til at lave handlingsplaner eller forslag til vedtagelse, der alene retter sig mod enkelte grupper.

For det, vi skal tage afstand fra, og det, vi skal være enige om, er jo, at intolerance og antidemokratisk adfærd er uacceptabelt, uanset hvem det går ud over, og uanset hvem gerningsmanden er. Uanset om det er ofrene, som har jødisk baggrund, om det er gerningsmændene, som har jødisk baggrund, om det er ofrene, som har muslimsk baggrund, gerningsmændene, som har muslimsk baggrund, eller om det er mennesker med handicap, homoseksuelle, unge eller gamle, eller hvad det er, skal vi tage afstand fra alle former for antidemokratisk adfærd. Og derfor har regeringen valgt at fremsætte det forslag til vedtagelse, som vi støtter.

Tak. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Først skal jeg jo starte med at rette mig selv. Jeg sagde vist på et tidspunkt i debatten, at alle partier i 2009 stemte for et forslag til vedtagelse, der pålagde regeringen at lave en handlingsplan, der skulle modvirke den chikane, der foregik af jøder, og som kom fra visse muslimske miljøer. Jeg havde ikke tjekket op på det, og jeg kan konstatere, at Enhedslistens stemte ikke for dengang. Det kan måske være der, hvor Enhedslisten har gjort sin indflydelse gældende over for den nuværende regering, at man har lokket dem til ikke at kunne støtte op om noget, som man tidligere har bakket op omkring fra Socialdemokratiets og fra Socialistisk Folkepartis side og fra Det Radikale Venstres side. Jeg ved ikke, om det er det, der har gjort sig gældende, det kan man jo kun gisne om.

Jeg synes, der har været meget pladder, meget varm luft heroppe fra talerstolen i dag. Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg synes, det er lidt foruroligende, at Folketinget ikke kan blive enige om at vedtage et forslag til vedtagelse, som peger lidt fremad, og hvor man pålægger regeringen at komme med nogle initiativer i forhold til den her specifikke problemstilling. Jeg er jo helt med på, at der også er andre problemstillinger, men altså: Jeg ved da ikke, om der sådan er andre områder i Danmark, hvor der er bestemte grupper, som ikke kan færdes, fordi de har en bestemt baggrund. Altså, lad os da være ærlige og sige, at det her da er et seriøst problem i det danske samfund.

Tænk engang, at der virkelig er danske folkeskoler, områder i Danmark, hvor folk med jødisk baggrund ikke føler, at de kan færdes, hvor de får at vide af skoleledere: Her skal I ikke skrive jeres børn ind på en folkeskole. Jeg ved ikke, om der er skoleledere, der siger til forældre, der har muslimsk baggrund: Jeres børn skal ikke skrives ind på den her folkeskole. Altså, hvis der var det, så synes jeg, at det var relevant at tage en diskussion om det. Jeg er ikke bekendt med det, jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg er ikke bekendt med det.

Så derfor er det her en særskilt problemstilling, og hvis man vedtager nogle særlige initiativer på det her område i forhold til at bekæmpe den antisemitisme, som er i visse grupper med muslimsk baggrund, så udelukker det jo ikke, at regeringen kan vedtage handlingsplaner og tage initiativer på alle mulige andre områder. Det gør det ikke. Det, vi jo sådan set siger fra Dansk Folkepartis side med den her forespørgselsdebat, er, at her har vi en problemstilling, som er så alvorlig, og som springer så meget i øjnene i forhold til så mange andre problemstillinger, at den fortjener lidt særskilt opmærksomhed.

Jeg kommer nok ikke så langt med det, men jeg vil da opfordre regeringspartierne og Enhedslisten til at trække deres forslag til vedtagelse tilbage og stemme for det forslag til vedtagelse, som er fremsat af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det burde man altså kunne støtte.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om ordet. Det er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Jeg beklager, at jeg kom til at sige du til det ærede folketingsmedlem. Jeg skulle nok have holdt en lidt længere pause, så det havde stået helt klart for hr. Henriksen, hvad det var, jeg sagde.

Jeg kunne godt tænke mig så i stedet at stille et spørgsmål: Hvorfor i alverden virkede den plan for 2010 ikke, når nu Dansk Folkeparti havde lavet den i en situation, hvor der var fuld kraft på en regering, der så måske kunne have skabt nogle resultater?

Ordføreren.

Jamen det her problem bliver ikke løst om 1 år, om 2 år, om 10 år, om 20 år; det gør det ikke. Og det her forslag til vedtagelse, som vi har fremsat fra Dansk Folkepartis side, og også det, vi fremsatte i 2009, er kun noget, der kan modvirke det en lille smule. Der er ikke nogen tvivl om, at hvis der skal gøres effektivt op med det her problem, må der jo kigges på, hvad der er årsagen til problemet – det er jo tidligere tiders indvandring til Danmark – og så må man se på, om man ønsker at tage højde for det i den udlændingepolitik, som man fører nu og her. Det har jeg så en forståelse af at regeringen og Enhedslisten ikke ønsker at gøre, og det er jo trist.

Jeg er sådan set med på, at vi ikke kan fremsætte et forslag til vedtagelse i Folketinget om at stramme udlændingepolitikken og så få flertal for det. Det er også derfor, at vi ikke har gjort det fra Dansk Folkepartis side. Men vi troede ærlig talt godt, at vi kunne få flertal for et forslag til vedtagelse, som pålægger regeringen at tage nogle initiativer, der modvirker det faktum, at jøder visse steder i Danmark ikke kan færdes i fred og ro, fordi de er jøder.

Hr. Christian Juhl.

Det var jo ikke noget særlig konkret svar. Jeg tænker på, hvorfor i alverden Dansk Folkeparti fremsætter et forslag, som man på forhånd kan sige at der ikke er nogen der vil stemme for, ud over Dansk Folkeparti, fordi det kun tager én gruppe med. Man tager meget selektivt én gruppe med: jøderne. Det er fint, de har en særlig historie, men de er jo ikke en særlig gruppe, når vi snakker om hate crimes i Danmark.

Hvorfor er Dansk Folkeparti ikke så kløgtige, at de siger, at de gerne vil samle hele Folketingssalen om et forslag til vedtagelse, og så kommer med nogle konkrete nye forslag til at imødegå, at både jøder, muslimer, homoseksuelle og kvinder for den sags skyld stadig væk chikaneres og udsættes for hate crimes. Hvorfor i alverden gør man ikke det lidt fiksere og mere elegant, sådan som andre ville gøre det i sådan en situation, i stedet for bare at udstille sig selv som dem, der har et håbløst forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, Enhedslisten siger; jeg forstår det simpelt hen ikke. Altså, jeg er ikke bekendt med, at der er folkeskoler i Danmark, som fraråder kvinder at komme på bestemte folkeskoler – hvis der er det, skal det da så sandelig frem i lyset, vil jeg bare sige. Jeg er ikke bekendt med, at der er folkeskoler, som siger til familier med muslimsk baggrund: Jeres børn skal altså ikke gå på den her folkeskole, for vi kan ikke rigtig overskue konsekvenserne af det; I kan blive udsat for noget ubehageligt.

Jeg er ikke bekendt med, at det finder sted i Danmark. Hvis det finder sted i Danmark, vil jeg gerne blive bekendt med det, så vi kan gå imod det. Men det, jeg er bekendt med, er, at der er skoleledere, som siger til familier med jødisk baggrund: I kan ikke gå på den her folkeskole, jeres børn kan ikke gå her, fordi de risikerer at blive udsat for chikane af nogle børn – ikke af alle børn, men af nogle af de børn, der har muslimsk baggrund. Det er det, jeg er bekendt med, og det er bl.a. det, som vi forholder os til i det her forslag til vedtagelse.

Jeg ved jo godt, at Enhedslisten, sidste gang vi havde det her oppe, var det eneste parti i Folketinget, der ikke kunne stemme for – det eneste parti i Folketinget, der ikke kunne stemme for! Alle andre partier i Folketinget stemte for. Og det, der er det nye her, er jo ikke, at Dansk Folkeparti har den holdning, som vi har. Det nye er, at Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre ikke kan stemme for noget, som faktisk svarer til det, som de stemte for i 2009. Og det forstår jeg simpelt hen ikke.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om ordet. Ministeren vil gerne have ordet. Social- og integrationsministeren.

Jeg skal beklage, at jeg går på talerstolen igen, men jeg bliver nødt til at bede om ordet ud fra devisen: Practice what you preach.

Vi har lige haft en debat, der handler om, at vi skal slå ned, når vi møder nogle, som med deres tale er med til at fremme en adfærd og opførsel, som vi ikke bryder os om, og derfor synes jeg, det bliver nødt til at blive påtalt, når der fra Folketingets talerstol bliver sagt, at når der findes mennesker med jødisk baggrund, som føler sig udsat for chikane i Danmark, skyldes det integrationspolitikken og den indvandring, der har været til Danmark. Jeg vil egentlig bare gerne lige sige, at det synes jeg ikke er i orden at sige, og jeg mener heller ikke, at man, når man tænker tilbage på, hvordan det historisk har været, kan sige, at den chikane og den forfølgelse, som mennesker med jødisk baggrund har været udsat for på det europæiske kontinent, skyldes indvandring. Jeg synes, det er vigtigt at få det sagt, for jeg synes, det sætter et forkert billede op, som man skal gøre op med. Jeg synes, det er vigtigt at sige fra, når man møder udtalelser, som på den måde støder nogen, og den her støder mig.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har ønsket en kort bemærkning, og det er hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Jamen det er da ærgerligt, at ministeren er blevet stødt. Men sagen er jo bare den, at vi har at gøre med en konkret problemstilling, og regeringen vil ikke stemme for et forslag til vedtagelse, der faktisk peger fremad på det her område. Det er jo det, der er sagens kerne. Altså, jeg har da ikke på noget tidspunkt påstået – jeg ved ikke, om det var det, ministeren ville skyde mig i skoene – at tidligere tiders antisemitisme på det europæiske kontinent havde at gøre med muslimsk indvandring. Det er jo sådan set ikke det, jeg siger. Jeg forholder mig til det, der foregår i dagens Danmark, og der synes jeg altså, man bliver nødt til at være ærlig og sige, at nogle af de problemer, vi har med, at danskere med jødisk baggrund ikke kan gå i fred og bliver frarådet at sætte deres børn i bestemte folkeskoler i Danmark, har at gøre med tidligere tiders indvandring. Sådan er det bare.

Hvis man bliver stødt over det, bliver man jo stødt over virkeligheden. Det kan man selvfølgelig også blive, men jeg synes jo, at hvis den virkelighed støder en, må man forsøge at gøre noget ved det i stedet for bare at komme med en masse ord uden at ville være med til noget konkret. Så hvis ministeren vil gøre noget konkret, og hvis ministeren virkelig er stødt over den virkelighed, som er der, synes jeg, man skulle stemme for det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative har fremsat.

Ministeren.

Som jeg redegjorde for i min tale, har regeringen igangsat en kortlægning for at finde ud af, hvad omfanget har været i forhold til det emne, vi taler om, nemlig hadforbrydelser. Og når vi gerne vil have den kortlægning, er det, fordi det er vigtigt, da der er nogle mørketal, og de mørketal indikerer, uanset at politiet forsøger at være meget grundige med hensyn til at registrere, at der alligevel er en anden opfattelse hos dem, som er ofre, og som selv mener at have været udsat for en hadforbrydelse.

Men det drejer sig ikke alene om mennesker med jødisk baggrund. Det drejer sig om mennesker, som har et handicap, det drejer sig om hjemløse, om socialt udstødte; det drejer sig om en mangfoldighed af mennesker. Og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi får lavet den kortlægning, at vi får skabt noget forebyggelse, og at vi også går skridtet videre og taler om det, som jeg også nævnte i min tale, altså at vi alle sammen har et ansvar. Vi har alle sammen et ansvar for at sige fra, og når der bliver sået et kim til noget, som kan udvikle sig hos andre, skal vi tage ordet og sige: Det der er ikke i orden. Og det er ikke i orden, hvis der bliver sået frø i folks hoveder, i børns hoveder, som handler om, at der er en bestemt logik, i forhold til at der er nogle, der er skurke, og nogle, der er ansvarlige. Uanset hvem der er ansvarlig i forhold til hadforbrydelser, uanset hvem gerningsmændene er, og uanset hvad motiverne er, skal vi være fælles om at tage afstand fra det. Det synes jeg at vi burde være enige om.

Hr. Martin Henriksen.

Jamen i forhold til alt det, ministeren har sagt, hvor er argumentet for ikke at stemme for det forslag til vedtagelse, der ligger? Det forstår jeg simpelt hen ikke. For hvis man stemmer for det forslag til vedtagelse, som ligger fra bl.a. Dansk Folkepartis side, forhindrer det jo ikke, at man gør alt muligt andet. Det understreger sådan set bare, at det her er en særlig problemstilling, og noget af det, der gør den her problemstilling særlig i forhold til andre problemstillinger, som kan være nok så relevante – det siger jeg ikke at de ikke er – er jo, hvis vi er nået helt derhen, hvor vi jo så faktisk er nået hen, hvor der er skoleledere, som føler sig nødsaget til at sige til forældre, der har jødisk baggrund, at deres børn ikke kan gå på skolen. Så mener jeg faktisk, at det er en særskilt problemstilling og en meget alvorlig problemstilling, og den fortjener også særskilt politisk opmærksomhed.

Så jeg vil sige til ministeren: Stem for det forslag til vedtagelse, så vi kan komme videre.

Ministeren.

Nu har eksemplet med skolelederen på Nørrebro været nævnt flere gange. Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det udsagn blev trukket tilbage. Men når jeg ikke har nævnt det tidligere i debatten, er det, fordi jeg sådan set ikke betvivler, at der godt kan være nogle derude, som tænker, at det ikke er et rart sted at være, eller at det kan være utrygt. Derfor har jeg ikke bragt det på bane.

Men når det kan være utrygt, kan det også skyldes mange andre ting, og det kan også skyldes den befolkningssammensætning, der er, og som forskellige grupper måske ikke vil opleve som værende særlig tryg. Derfor er det, der er vigtigt for os, at få fremmet sameksistensen, få fremmet dialogen, få skabt den samme tillid i alle børns hjerter til, at når vi er medlem af det danske fællesskab, det danske samfund, passer vi på hinanden, og her er det o.k. at være forskellige, have forskellig baggrund, have forskellige guder eller ikke have nogen.

Men vi skal opføre os ordentligt, og derfor skal vi slå ned på intolerant adfærd, uanset hvem der har den, uanset hvem gerningsmændene er, uanset hvem der hvisker de her børn noget i øret. Vi har alle sammen et ansvar for at sige fra, når vi møder tale, som vi kan være bekymret for kan føre til, at mennesker, som måske opfatter tingene forkert, får en eller anden opfattelse, som kan være meget hadefuld.

Det ansvar vil jeg gerne påtage mig, og det synes jeg vi skal gøre i fællesskab. Vi har, som jeg har nævnt i min tale, i regeringen en hel masse forskellige undervisningsinitiativer, vi har kortlægning, vi har arbejdet med SSP. Vi gør meget på det her område, men vi gør det ikke alene rettet mod den jødiske befolkning; vi gør det med et mere bredt sigte, og sådan synes jeg at det skal være.

Tak for det.

Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Dermed er forhandlingen slut.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 14. maj 2013.

(Talen er under udarbejdelse)