Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 32:

Forespørgsel til økonomi- og indenrigsministeren:

Hvordan forholder regeringen sig til anbefalingerne i Valgretskommissionens betænkning om at styrke unges demokratiske engagement, og hvilke tiltag forventer regeringen at tage for at sikre, at de unge tidligt i livet bliver aktive vælgere?

Af Jan Johansen (S), Jacob Jensen (V), Morten Marinus (DF), Marlene Borst Hansen (RV), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Lars Dohn (EL), Leif Mikkelsen (LA) og Mike Legarth (KF).

(Anmeldelse 08.02.2013. Fremme 19.02.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 11. april 2013.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Simon Kollerup, for begrundelse af forespørgslen.

Tak for det. Det er jo en lidt alvorlig sag, vi står med i dag i den forespørgselsdebat, vi skal have nu her mellem Folketingets partier. Det er det, fordi det handler om vores demokrati. Og det er det, fordi det handler om, at vi har oplevet, at valgdeltagelsen har været faldende ved de valg, som vi har været til. Sidste gang der var kommunalvalg i år 2009, var stemmeprocenten samlet set på 65,8 pct. Det er den laveste valgdeltagelse i 35 år. De 18-årige havde en stemmeprocent på 57, og de 19-21-årige havde en valgdeltagelse, der var nede på 45 pct.

Så det siger lidt om, hvad det er for et problem, vi står med – et problem, som kræver, at vi finder løsninger, at vi i Folketinget også tager det alvorligt partierne imellem. Derfor ser jeg også meget frem til den debat, vi skal have, og som vi i fællesskab har efterlyst blandt alle Folketingets partier.

Det er klart, at vi er gået til debatten fra hvert vores politiske udgangspunkt, men vi læner os i den debat, som vi skal have i dag, op ad de anbefalinger, som er kommet fra Valgretskommissionen. Der vil jeg også gerne benytte lejligheden her til at kvittere for Valgretskommissionens arbejde og de anbefalinger, der er lagt frem – 28 stk. Christian Mejdahl har siddet som formand for Valgretskommissionen. Og det er et solidt udgangspunkt at stille sig på i den debat, vi skal have.

Så jeg vil ikke sige ret meget mere til begrundelse af den her forespørgsel. Det er et vigtigt problem, vi står med, og det er også blevet et stort problem, og derfor kalder det på, at vi i Folketingets partier bredt tager den aktive debat i dag.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det økonomi- og indenrigsministeren til besvarelsen af forespørgslen.

Jeg vil først og fremmest gerne sige mange tak for forespørgslen. Jeg synes, at det er en af de meget afgørende debatter, vi har her i Folketingssalen i dag, fordi den handler om noget grundlæggende, nemlig at vi i Danmark har et velfungerende demokrati. Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at værne om det, men vi har også en forpligtelse til at udvikle vores demokrati. Grundlaget for et stærkt og sundt demokrati er, at der er plads til os alle sammen som vælgere, og her spiller unge vælgere selvfølgelig også en central rolle.

Jeg synes, det er væsentligt på en dag som i dag at kvittere for det initiativ, der blev taget med nedsættelsen af Valgretskommissionen med Christian Mejdahls ledelse af kommissionens arbejde, fordi den betænkning er med til at give os et billede af og et indblik i unges demokratiske engagement. Betænkningen er med til at give os et billede af demokratiets tilstand, og konklusionen er, at der er plads til forbedringer. Det er et samfundsansvar, og det er en opgave, som vi alle har et medansvar for at løse, for det giver jo et eller andet sted sig selv, at vi har et fælles ansvar for, at vores demokratiske traditioner lever videre blandt nye vælgere. Derfor er det på sin plads at overveje, hvad vi kan gøre for at sikre det.

Noget af det fine ved Valgretskommissionens betænkning er jo, at den ikke kun konstaterer problemerne; den giver også anbefalinger til, hvad der kan gøres ved dem. F.eks. fremgår det af Valgretskommissionens betænkning, at omkring halvdelen af de unge har undladt at stemme ved nogle valg, og Valgretskommissionen peger på, at valgdeltagelse i høj grad er en vane. Derfor er det jo åbenlyst, at det er vigtigt at komme i gang med at stemme, for har man først stemt ved et valg, er der en meget større sandsynlighed for, at man gør det igen. Derfor er det vigtigt, at vi så tidligt som muligt får unge i gang med at stemme. Nu kan vi jo selvfølgelig ikke holde valg i utide – det giver sig selv alene af den grund, at det er i utide – men når vi afholder valg, kan vi gøre os umage for at gøre det til en åben og inddragende handling.

En af Valgretskommissionens konkrete anbefalinger er, at kommunerne holder brevafstemning på de steder, som er lette at komme til for vælgerne. Det kan være på en uddannelsesinstitution, på en teknisk skole, på et gymnasium, og det kan være på hovedbanegården, sådan som Københavns Kommune gjorde ved sidste folketingsvalg – altså et sted, som er let tilgængeligt. Den anbefaling sendte jeg for nylig videre i et brev til alle landets borgmestre, og opfordringen til kommunerne er at iværksætte initiativer, som kan fremme valgdeltagelsen ved kommunalvalget i år.

I brevet har jeg også opfordret kommunerne til at deltage i et forskningsprojekt, som gennemføres af forskere ved Københavns Universitet. Det, de vil, er at bygge videre og tage nogle af diskussionerne fra Valgretskommissionen et skridt videre for at finde ud af, hvad der virker bedst, når det kommer til at få unge til at stemme.

Det, vi gerne vil, er at skrive til førstegangsvælgerne med en opfordring til at stemme. Vi laver et materiale – det er ministeriet, der står for at udforme det, men med bistand fra folk, som har forstand på ordentlig kommunikation og budskaberne – og sender det til forskellige grupper af førstegangsvælgere og følger så selvfølgelig med i, om det gør en forskel, for så kan vi se: Hvad betyder det egentlig? Hvordan kan man inddrage på den bedst mulige måde? Skal man appellere? Skal man vise, hvad risikoen er ved ikke at stemme? Virker det overhovedet at blive inddraget den måde, eller skal vi gøre noget helt andet?

Et andet konkret initiativ fra regeringens side er, at vi med et lovforslag, som Folketinget vedtog i december, har sørget for en tiltrængt modernisering af brevstemmereglerne. Det betyder, at kommunerne nu har tydelige rammer for, hvordan de kan tilrettelægge, at borgerne kan brevstemme. I forhold til de unge er det nu ikke noget, man bare kan opfordre til, for nu kan man reelt placere brevafstemningen på uddannelsesinstitutionerne, og man kan også lade den finde sted andre steder, hvor unge og andre vælgere færdes: på det lokale bibliotek eller for den sags skyld i byens sportshal.

For selv om det måske kan lyde tankevækkende – for mig var det i hvert fald overraskende – så er det også en social handling at stemme: Man vil gerne stemme sammen med andre. Og et eller andet sted forstår jeg det sådan set godt, for en ting er, at man kommer hjem fra sin uddannelsesinstitution og skal finde sit valgkort, og så skal man gå hen på en folkeskole, hvor man måske har haft et ønske om faktisk aldrig at sætte sin ben igen. Så giver det mere mening, at man gør det på den tekniske skole, hvor man går, fordi man så kan gøre det sammen med andre, med dem, man er i netværk med, og dermed jo også gøre det til den store begivenhed, det er at få stemt. Dermed kan man også være et eksempel for hinanden.

Det sidste initiativ, som jeg vil nævne, er, at vi er i fuld gang med en undersøgelse af det lokale demokrati. Ved strukturreformen, kommunalreformen, blev antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer mere eller mindre halveret, og vi synes, det er vigtigt at få taget bestik af, hvad det så har gjort ved demokratiet. Hvad har det gjort ved oplevelsen af at kunne inddrages i det lokale demokrati?

Marianne Thyrring er sat i spidsen for projektet, og hun er i gang med sin rundtur til udvalgte kommuner for at se på tilstanden for det lokale demokrati. Hvad er borgernes oplevelse af det? Hvad gør kommunerne for at inddrage borgerne, når nu kommunerne er blevet så meget større, end de var? Også her er det oplagt at sætte fokus på unges adgang til det lokale demokrati.

Fra min plads på sidelinjen lyder det, som om der er mange gode erfaringer og spændende ideer allerede. F.eks. har man i Syddjurs Kommune demokrati på skoleskemaet i en uge fra 7. klasse til og med afgangsårene på ungdomsuddannelserne. Derefter skal 200 elever på en såkaldt demokraticamp, hvor de skal deltage i demokratiske eller politiske debatter med både lokale og nationale politikere, kendte meningsdannere, forskellige oplægsholdere. Og projektet skal munde ud i, at Syddjurs Kommune får et demokratiråd med 12 medlemmer, der vælges hvert andet år.

Pointen med at fortælle om det eksempel er jo, at det gør det meget tydeligt, at det at inddrage unge i vores demokrati i højere grad ikke kun er en opgave for Folketinget. Det er også en opgave for politikere i kommuner og i regioner, men måske peger det også på vores politiske partier på den måde, at vi i partierne kan gøre mere for at åbne demokratiet for unge. Og på baggrund af Valgretskommissionens anbefalinger vil jeg derfor også opfordre os som politiske partier til at overveje, hvad vi kan gøre. Partierne kan overveje, hvordan unge kan inddrages. F.eks. når det handler om at opstille unge, udvikle politik. Hvordan kan vi gøre en særlig indsats for, at flere unge bliver medlemmer og er aktive?

Når alt det er sagt om de unge, er der en debat, der følger med. Og den går på, at der også er andre grupper, som jeg synes gør krav på vores opmærksomhed. F.eks. stemmer borgere med anden etnisk oprindelse end dansk og borgere, som modtager kontanthjælp, ikke i nær samme omfang som andre. Jeg synes, det er ærgerligt, at deres stemme ikke på samme måde bliver hørt. Det er en afgørende opgave at sørge for, at vi ikke opgiver nogen grupper af vælgere, når det kommer til demokrati, men tværtimod lytter og viser, at vi gerne vil høre alles stemme.

Derfor vil jeg også opfordre partierne til at overveje at afholde vælgermøder andre steder end de måske mest gængse. Jeg er sikker på, at der allerede er masser af erfaringer derude, som med fordel kunne deles. Hvorfor ikke holde et vælgermøde på den lokale bodega eller i den lokale sportsklub? Der er masser af temaer at drøfte, og på den måde kan man måske inddrage mennesker, som normalt ikke ville bruge en aften på at tage hen til det syv- eller nikantede panelmøde på det lokale bibliotek, men som måske alligevel gerne først vil låne øre og siden også stemme til politikere, som har noget på hjerte, hvis man er villig til at være der, hvor vælgerne er.

Jeg håber, at debatten i dag kan blive et startskud til det videre arbejde. Det, som vi gerne vil fra regeringens side, er at få afstemningen og debatten derhen, hvor folk faktisk er: på uddannelsesinstitutionerne, på bibliotekerne, i sportshallerne. For en ting er opgaven med at værne. Vi har også opgaven med at udvikle vores demokrati.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Simon Kollerup.

Tak for det, og også tak til ministeren for en besvarelse, der kom omkring nogle af de ting, som regeringen allerede har sat i værk på nuværende tidspunkt. Jeg synes også, det er rart at opleve, at problemet, når det er så stort, som det er, bliver taget alvorligt, og at vi faktisk allerede er i gang.

Jeg har altid været temmelig stolt af at bo i et land, der har en af verdens allerhøjeste stemmeprocenter, når der er valg. For demokratiet er afhængigt af en befolkning, der engagerer sig i politik og føler, at dens stemme virkelig betyder noget. Det er også derfor, man aldrig må tage demokratiet for givet.

Det fik vi desværre for alvor at se ved sidste kommunalvalg, da det altså var under halvdelen af de unge, som mødte op til valgstederne og afgav deres stemmer. For nylig var der så en undersøgelse, der viste, at kun hver tredje ung mellem 17 og 24 år er helt sikker på, at de vil stemme til det kommende kommunalvalg. Derfor er det helt ned i det danske demokratis grundvold vigtigt, at vi gør noget her og nu, for ellers risikerer vi at tabe en hel vælgergeneration på gulvet. Al forskning peger nemlig på, at hvis man stemmer første gang, er der en stor chance for, at man også stemmer næste gang.

Det er derfor, vi i dag skal diskutere de forslag eller anbefalinger, som Valgretskommissionen har lagt frem for at øge de unges valgdeltagelse i demokratiet. Mange af forslagene er faktisk så relativt enkle, at jeg vil opfordre til, at de bliver gennemført op til det kommende kommunalvalg, så vi får så mange unge som muligt til at sætte deres kryds. Det kan være nye og mere ungerettede grundlovsmøder, som er et helt oplagt sted at starte i Foreningsdanmarks mange foreninger, der fejrer grundlovsdag; det kan være målrettede kampagner for at få flere ud at stemme – den slags kampagner kender vi jo i høj grad fra USA og andre steder, og de er også nemme at indføre i Danmark.

Så foreslår Valgretskommissionen bl.a., at ungdomsuddannelsesinstitutionerne åbner dørene for ungdomspolitikerne. Det er vigtigt, at de unge har mulighed for at diskutere politik med nogle, der er på samme alder som dem selv. For den politiske debat er jo i sig selv en helt afgørende del af demokratiet. Det vil engagere unge i udviklingen af Danmark som land, og det vil også vise dem, hvorfor det er så vigtigt, at også deres stemme bliver hørt. Derfor synes jeg, det er et rigtig godt forslag, når Valgretskommissionen anbefaler, at man åbner de lukkede døre på landets ungdomsuddannelsesinstitutioner, så demokratiet kan komme ind og de unges holdninger kan komme ud.

Unge i dag er faktisk mere interesseret i politik, end de var for 20 år siden. Vores globaliserede verden betyder, at deres politiske synsfelt er bredere end nogen sinde før. Det kan vi selvfølgelig kun være rigtig stolte af, men det er vigtigt, at de unge også ved, hvor stor betydning nærdemokratiet har for deres hverdag. Heldigvis betyder deres store interesse for politik, at det slet ikke bør være så svært at få flere unge til at stemme. Derfor bakker vi også op om, at stemmeboksene bliver rykket ud i nærheden af de unge, f.eks. til ungdomsuddannelsesinstitutionerne, hvor de unge er. På den måde bliver man direkte opfordret til at stemme, og vi risikerer ikke, at det er tid og afstand, der holder dem væk fra stemmeboksene. Det er et forholdsvis nemt og billigt tiltag, som jeg opfordrer alle kommuner til stærkt at overveje op til kommunalvalget i november.

I den seneste tid har jeg med glæde set, hvordan både røde og også blå partiforeninger ude i kommunerne har opstillet flere unge kandidater. Det vil jeg opfordre alle partier i landets kommuner til at gøre, for det er vigtigt, at de unge også føler sig politisk repræsenteret i kommunen, og at der er nogle på ens egen alder, som man kan stemme på. Så jeg er utrolig glad for, at alle Folketingets partier bakker op om at få flere unge inddraget i demokratiet, og derfor er jeg også sikker på, at vi med den debat, vi skal have i dag, vil affyre startskuddet til at sikre, at de unge får stemt nu og dermed også i resten af deres lange liv.

Så har jeg lovet at læse et forslag til vedtagelse op, som partierne har fremsat i fællesskab:

Forslag til vedtagelse

»Med respekt for de forskellige holdninger, der måtte være til spørgsmålet om en ændret valgretsalder, opfordrer Folketinget regeringen til med afsæt i Valgretskommissionens betænkning at iværksætte initiativer, der styrker unges demokratiske engagement og medvirker til at øge valgdeltagelsen blandt unge vælgere.

Folketinget opfordrer endvidere de politiske parti- og vælgerorganisationer til at yde en aktiv indsats for at øge valgdeltagelsen blandt unge vælgere.

Folketinget henviser herved bl.a. til Valgretskommissionens anbefalinger om at inkludere nye medlemsgrupper og især unge i parti- og vælgerforeningerne, at etablere kampagner ved valg, der skaber opmærksomhed om vigtigheden af at møde op og stemme, og lave grundlovsdagsarrangementer, der er målrettet unge.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 50).

Det af hr. Simon Kollerup oplæste forslag til vedtagelse, som jeg forstår er på alle partiers vegne, vil indgå i den videre forhandling.

Der er to, der har bedt om korte bemærkninger, og det er hr. Hans Kristian Skibby først.

Tak, hr. formand. Det er jo rigtigt, at det er alle partier, som selvfølgelig støtter intentionerne om, at det er vigtigt, at også de unge, nye vælgere i Danmark selvfølgelig går ned og afgiver deres stemme. Og det synes jeg retfærdigvis også fremgår fint af ordførerens tale, at det lægger man meget vægt på. Men jeg synes måske også, at ordføreren skulle prøve at lægge lidt vægt på i hvert fald at evaluere sin egen holdning til det helt grundlæggende problem, der er i, at vi tilsyneladende skal bruge vores tid og ressourcer på at please en bestemt befolkningsgruppe til at gå ned og stemme.

Altså, det er en stemmeret, man har, det er ikke en stemmepligt, og hvis nogle befolkningsgrupper ikke ønsker at afgive deres stemme, så kan det jo være tegn på, at de oplever en relativt høj tilfredshed med den livssituation, som de er i. Det kunne jo være en slags tilfredshedsbarometer, som viste: Det er faktisk ikke så ringe endda at være ung i Danmark, jeg gider ikke at gå ned og stemme. Jeg siger ikke, at det er sådan, men det kunne være et af argumenterne for, at de unge ikke går ned og stemmer.

Men jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvorfor skal vi bruge så meget tid på en bestemt befolkningsgruppe, for at de skal gå ned og stemme? Hvad med alle de ældre og handicappede og dem, der er på en arbejdsplads? Skal de ikke også på Vestas eller Grundfos eller andre steder have mulighed for at få en valgvogn ud og afgive en stemme?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg forstår det engelske udtryk please på den måde, at vi gør noget særligt for at få en gruppe mennesker involveret noget mere i demokratiet. Det synes jeg er på sin plads at gøre. Som jeg indledte med at begrunde den her forespørgsel med, har vi i 2009 set den laveste valgdeltagelse til vores kommunalvalg i 35 år.

Jeg synes, det er et problem. Jeg synes, det er skammeligt, at det er under halvdelen af de unge mennesker, som kommer hen og stemmer. For jeg har ikke det udgangspunkt, som spørgeren har, at det at stemme til et valg også automatisk er at stemme imod, altså, hvis man er utilfreds med noget. Det at stemme til et valg er også at stemme for noget, at gå hen og vise, hvad man mener, og bakke op om nogle partier, der gerne vil ændre samfundet i den retning, man gerne ønsker det.

Så jeg mener, det er vigtigt, at vi tager den her debat. Jeg synes også, vi burde få nogle forslag på banen.

Må jeg så bare eksempelvis sige med hensyn til handicappede, at det faktisk er et område, som vi i regeringen har lagt stor vægt på allerede nu. Vi står med et lovforslag, som vi har debatteret med Folketingets partier, om at lave forsøg med e-valg. Det vil give mulighed for, hvis man f.eks. er blind, at man kan få læst op fra en skærm, i sådan nogle hørebøffer, hvilke partier man kan stemme på. Så på den måde mener jeg vi allerede gør noget, og det jo kunne så være noget, ordføreren kunne bakke op om, hvis det var.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Men nu er jeg jo ikke ordfører; jeg har bare været formand for Kommunaludvalget i sidste valgperiode og har fulgt den her debat, også inden kommissionen blev nedsat, og det er derfor, jeg har en vis interesse for spørgsmålet. Men det ændrer jo ikke ved det grundlæggende i, at man med de anbefalinger, som ordføreren slår til lyd for, har til hensigt at køre ud og lave brevafstemninger og lave et yderligere tilbud til nogle ellers velfungerende unge mennesker, der både kan gå, tro og tænke. Hvorfor kan de ikke selv gå ned og afgive en stemme på rådhuset, hvor de har mulighed for at afgive deres stemme, eller måske på et bibliotek, hvis det er det, kommunen prioriterer, eller gå ned og stemme den dag, hvor der er kommunalvalg eller folketingsvalg i Danmark? Der er altså ikke en ret stor arbejdsbyrde i forbindelse med at gå ned og afgive sin stemme. Nogle siger, at det er svært lige at finde valgkortet, de unge har jo en stresset tilværelse, og blablabla. Men der er jo dybest set en grund til, at vi har en generation i Danmark, som er blevet lidt for forkælet, og det er måske en af årsagerne til, at de ikke har gidet at gå ned og stemme.

Men derfor skal vi da ikke begynde at bygge en masse nye serviceapparater op for at tilgodese dem. Hvis de vil stemme, må de da som minimum kunne gå ned og stemme, ligesom alle mulige andre i Danmark, som har stemmeret. Der skal vel være lige ret for alle, eller hvad?

Ja tak. Jeg vil ikke forkæle spørgeren med forlænget taletid.

Så er det ordføreren.

Tak for det. Jamen prøv lige at høre her: Hvis det er sådan, at vi skal adressere det her problem som værende noget blablabla, så er det jo ligegyldigt, at vi har den her debat i dag. Vi har den her debat i dag, fordi der er et problem, som vi er enige om findes. Vi vil gerne have flere til at deltage i vores demokrati, ikke kun ved at stemme, men også ved at være aktive i foreninger og i civilsamfundet og ved at gå ud og være en aktiv del af samfundet, få medborgerskabet tilbage. Derfor er det rigtigt, at der har vi et forslag, som vi synes godt om, nemlig at man med mobile valgsteder kan få mulighed for at afgive brevstemmer, f.eks. på ungdomsuddannelser, eller, som ministeren også sagde det, på Hovedbanegården eller andre steder.

Så vores intention er sådan set at løse et problem, vi kan se, ikke med blablabla, men med nogle konkrete forslag til at rykke demokratiet og muligheden for at være en aktiv del af det tættere på borgerne. Og det synes jeg faktisk måske skulle være det, vi skulle behandle i dag som forslag.

Hr. Mikkel Dencker for en kort bemærkning.

Tak. Jeg ville egentlig bare høre ordføreren, om ordføreren ikke er enig med mig i, at valgdeltagelsen set i procent, kan man sige, kan vi tage som et udtryk for, hvor stor interesse der er for demokratiet fra en befolkningsgruppes side, i det her tilfælde de unge. For for Dansk Folkeparti er det ikke en målsætning i sig selv at banke valgdeltagelsen så højt op som muligt. Næh, succeskriteriet eller målsætningen er at øge interessen for demokratiet og for samfundet, og så følger valgdeltagelsen nok med bagefter, hvis man får stimuleret en interesse for det. For som jeg sagde, handler det for os at se ikke om at få presset så mange ind i en stemmeboks som muligt, det handler om at stimulere en sund og naturlig interesse for demokratiet, og så vil valgdeltagelsen følge helt naturligt med bagefter.

Så det er derfor, vi er med i det her fælles forslag til vedtagelse, som ordføreren selv lige læste op; for vi vil godt have, at man stimulerer demokratiet og forståelsen for det og interessen for det.

Ordføreren.

Man skal jo passe på med at skubbe for mange ind i en stemmeboks, i hvert fald hvis de skal være der på en gang; der er nogle logistiske udfordringer i forbindelse med den del af det. Men jeg synes faktisk godt, det må være en ambition, at der kommer en øget valgdeltagelse, for valgdeltagelsen er også udtryk for den legitimitet eller det grundlag, man som politiker også sidder med i sin kommunalbestyrelse, altså at der er en stor del af befolkningen, der har taget stilling til, hvilke politikere de gerne vil have, f.eks. i kommunalbestyrelsen. Så derfor synes jeg, det selvstændigt set godt kan være en ambition for os herinde at bringe valgdeltagelsen op, jo særlig når vi kan se, at der ved kommunalvalget i 2009 var den laveste valgdeltagelse i 35 år.

Så jeg mener, det skal være en ambition at bringe valgdeltagelsen op, men jeg synes selvfølgelig, at det skal gå hånd i hånd med ambitionen om den demokratiske dannelse; interessen for demokratiet skal selvfølgelig vækkes og styrkes. Og derfor er der også en række andre spændende anbefalinger i Valgretskommissionen, som handler om foreningspraktik, tidligere samfundsundervisning osv. Så tingene skal gå hånd i hånd.

Ikke mere? Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Jan E. Jørgensen som Venstres ordfører.

For et politisk dyr som mig og de andre – går jeg ud fra – der sidder her i salen, kan det godt være lidt svært at forstå, at det skulle være nødvendigt at gøre noget aktivt for at gøre unge mennesker politisk engageret. Men nu er det jo altså ikke alle, der er, som jeg var, da jeg var ung, og så er der måske nogle, der i deres stille sind sidder og tænker, at det måske også er meget godt. Men sådan er det.

For Venstre er der ikke nogen tvivl om, at det er væsentligt, at de unge er engageret i demokratiet. Demokrati er ikke noget, der kommer af sig selv, og når vi har det, skal vi huske at holde det ved lige. Valgretskommissionen har lavet et stort og – vil jeg godt sige – meget grundigt stykke arbejde, som vi gerne fra Venstres side vil kvittere for. Resultatet er en rapport med 28 bud på, hvordan unge kan engageres mere i demokratiet. Forslagene i rapporten kan opdeles i seks temaer: For det første er det unges valgdeltagelse; for det andet er det unges demokratiske deltagelse; for det tredje er det unge og medier; for det fjerde er det unge og politik; for det femte er det valgrethed og valgbarhed; og endelig er det for det sjette forskning og viden.

Der er tale om en bred vifte af tiltag, som hører hjemme forskellige steder, og alle egner sig måske ikke til at blive behandlet alene i en forespørgselsdebat i Folketinget. Det foreslås f.eks. under temaet demokratisk dannelse, at der gives mulighed for forsøg med tidligere samfundsfagsundervisning, altså fra 6. klassetrin. Det forslag hører vel mest naturligt hjemme ved de igangværende forhandlinger om folkeskolen. Så er der et andet forslag, der handler om, at Det Strategiske Forskningsråd skal afsætte midler til forskning i unges deltagelse og engagement i demokratiet. Også dette forslag hører vel til et andet sted, nemlig når der skal forhandles om forskningsmidlerne. Og sådan kunne jeg fortsætte.

Fra Venstres side vil vi her i dag hverken vende tommelfingeren op eller ned til hvert enkelt forslag. Vi tager imod forslagene med et åbent sind, så hvis regeringen gerne vil gå videre med rapportens anbefalinger, så synes jeg, at den skulle indkalde til en egentlig drøftelse, enten i form af en central forhandling eller hos de enkelte fagministre, hvor de enkelte forslag naturligt hører hjemme.

Jeg vil derimod koncentrere min taletid om det store og mest principielle tema, der er i rapporten, nemlig forslaget om at nedsætte valgretsalderen fra 18 år til 16 år. Det er et kontroversielt forslag, og det ser man jo også ved, at det er noget, som der altså ikke har kunnet skabes enighed om i kommissionen. Venstre støtter ikke forslaget om at sænke valgretsalderen til 16 år, og det er der to grunde til. I Venstre mener vi, at det er naturligt, at valgretsalderen er den samme som myndighedsalderen, og logikken tilsiger vel desuden, at hvis valgretsalderen skal være 16 år, så skal valgbarhedsalderen vel også være 16 år. Det er i øvrigt også noget, der følger af grundlovens § 30, og jeg må altså sige, at vi simpelt hen ikke mener, at det er realistisk eller hensigtsmæssigt at forestille sig en 16-årig dreng eller pige som medlem af Folketinget. Venstres holdning er altså på linje med mindretallets udtalelse i kommissionen, som siger, at valgretsalderen skal bevares på 18 år, valgrets-, valgbarheds- og myndighedsalderen bør følges ad, og den skal være 18 år.

I Venstre har vi desuden det synspunkt, at demokratisk engagement altså ikke kun nødvendigvis drejer sig om stemmeret. Engagementet kan også komme til udtryk på andre måder, f.eks. gennem demokratisk deltagelse i elevråd, idrætsforeninger og politiske ungdomsorganisationer, frivilligt arbejde og alle mulige andre steder. Så der er altså allerede i dag gode muligheder for at få indflydelse i det danske samfund, også for unge under 18 år.

Endelig kan jeg ikke dy mig for at synes, at det jo altså er noget tankevækkende, at de partier, som altså mener, at 16-årige er modne nok til at stemme, samtidig har den holdning, at de samme 16-årige ikke er modne nok til at bestemme, om de vil købe en flaske spiritus eller en pakke cigaretter eller for den sags skyld tage sol i et solarium. Det er åbenbart, må man mene, en større og mere vigtig beslutning at købe en pakke cigaretter end at stemme til Folketinget, hvis man spørger S, SF og Enhedslisten, og sådan ser vi altså ikke på det i Venstre.

Afslutningsvis skal jeg blot gentage, at Venstre gerne indgår i nærmere drøftelser om de enkelte initiativer, hvis regeringen har sådanne planer, altså bortset fra den med en valgretsalder på 16 år, for der står vi ret stejlt.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Mikkel Dencker som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak. Jeg har selv haft lejlighed til at være medlem af den valgretskommission, som Dansk Ungdoms Fællesråd nedsatte her for et par år siden, og det har da været et interessant arbejde at være med i den. Den store overskrift over arbejdet i Valgretskommissionen var netop, som den foregående ordfører var inde på, spørgsmålet om nedsættelse af valgretsalderen til enten 16 eller 17 år. Det var ganske rigtigt noget, der ikke kunne skabes flertal for i Valgretskommissionen, og jeg var selv en af dem, der stemte imod at anbefale til Folketinget at indføre valgret for 16- eller 17-årige. Det er simpelt hen ud fra den holdning, vi har i Dansk Folkeparti, nemlig at valgretsalderen skal følges ad med myndighedsalderen, og der er allerede givet gode eksempler her fra talerstolen på, hvorfor det er en god idé, at de to aldre følges ad.

Jeg vil også give det eksempel, at hvis man var 16 år og kunne sidde i Folketinget og disponere over statens finanser på adskillige milliarder kroner, hænger det ikke rigtig sammen med, at man ikke kan optage et lån til at finansiere købet af en ny cykel. Man kan godt disponere over mange milliarder kroner på andres vegne, men man kan ikke få lov til at låne få tusinde kroner til at købe en ny cykel til sig selv. Det ville jo være sammenhængen, hvis man indførte valgret for 16-årige uden en samtidig nedsættelse af myndighedsalderen. Det hænger slet ikke sammen, og vi mener, at alderen skal være 18 år fremadrettet.

Så vil jeg sige, at Valgretskommissionen ser det som et formål i sig selv at engagere flere unge mennesker i politik. Det kan der såmænd også være mange gode grunde til at gøre. Det bliver bl.a. fremhævet, at valgdeltagelsen blandt unge under 30 år er forholdsvis lav. Det er jo et uomgængeligt faktum, at det forholder sig på den måde. Det er så også et faktum, at den stiger, når man bliver lidt ældre og man kommer ind i en anden livsførelse, når man passerer omkring de 30 år.

Selv kan jeg jo sige, at jeg tror, at det måske hænger sammen med, at mange unge er under uddannelse i 20'erne og ikke gør brug af ret mange af samfundets velfærdsgoder, og at interessen for at bruge velfærdsgoder stiger, når man når en vis alder og begynder at stifte familie og derfor begynder at bruge flere af de her goder. Så stiger interessen også og derfor måske også valgdeltagelsen.

Så vi ser det ikke som noget problem på langt sigt, at der er en bestemt aldersgruppe, som stemmer lidt sjældnere, end de lidt ældre borgere gør. Vi tror, at det er en interesse, der vil komme med tiden.

Skulle man endelig pege på, at der er tale om en lav valgdeltagelse på nogle områder, hvor der måske burde gøres noget mere ved det, kan man pege på kommunalvalgene, hvor det jo er omkring to tredjedele af vælgerne, der benytter deres stemmeret. Det er i sig selv en ret lav valgdeltagelse, når man tænker på, at kommunerne har ret stor indflydelse på, hvilke velfærdsydelser den enkelte borger er omfattet af.

I Dansk Folkeparti mener vi, som jeg allerede har nævnt tidligere her i debatten, at vi ikke ser det som noget succeskriterie i sig selv at få en så høj valgdeltagelse som muligt for unge. Det handler for os mere om at få skabt en interesse for vores demokrati og for vores samfund, og deraf tror vi så også, at der kommer en højere valgdeltagelse som et resultat af en større interesse. Derfor er vi med i det forslag til vedtagelse, som hr. Simon Kollerup læste op lige før, og som netop går ud på at anbefale regeringen at tage initiativer, der kan øge interessen og deltagelsen hos unge mennesker i selve demokratiet og i samfundsforholdene. Så tror vi, at valgdeltagelsen følger efter af sig selv.

Så vi vil sige, at vi vil se med et åbent sind på, hvad regeringen kunne finde på at komme med af forslag som en udmøntning af det, der er blevet foreslået af Valgretskommissionen, og så vil vi tage stilling fra sag til sag, om vi synes, at det er gode ideer, som regeringen vælger at foreslå.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Simon Kollerup.

Tak for det. Ja, nu er det jo så muligt at stille spørgsmål den anden vej, det kunne jeg jo ikke, da jeg stod på talerstolen, men den debat, jeg havde med ordføreren, mens jeg stod på talerstolen, handlede jo om det her med, om valgdeltagelsen alene kunne være udtryk for succeskriteriet i den her forespørgsel. Jeg prøvede at sige, at det kunne det selvfølgelig ikke, men jeg er bare lige nødt til at spørge til ordførerens holdning om det emne, for er ordføreren ikke enig i, at det at deltage i et valg kan være med til – jeg siger ikke, det kan stå alene, men kan være med til – også at øge den demokratiske dannelse og vække den her interesse, som ordføreren taler om, for demokratiet og for det samfund, vi lever i? Er ordføreren ikke enig i, at det kan være en medvirkende faktor, at man deltager i valg?

Ordføreren.

Jeg mener først og fremmest, at det, som er centralt, er, at man interesserer sig for vores samfund og for politik, og deraf følger interessen også for at gå hen og stemme og give sin egen mening til kende.

Jeg betragter det ikke som nogen kvalitet i sig selv i et demokrati, hvis en masse vælgere bare går ned og stemmer, uden at vide hvad de stemmer på eller hvorfor og reelt stemmer i blinde. Så vi mener, at den demokratiske dannelse er noget, der skal grundlægges, selvfølgelig på et tidligt tidspunkt i folks liv, og når den interesse og uddannelse er skabt, ja, får man, tror jeg, automatisk lyst til at gå hen og stemme og give sin egen mening til kende og på den måde deltage i demokratiet ved at stemme og måske også på andre måder ved at engagere sig dybere.

Så vi mener, at det er den demokratiske dannelse, der kommer først, og det er den, vi skal stimulere. Det skal vi gøre frem for ensidigt at fokusere på at få en høj valgdeltagelsesprocent.

Hr. Simon Kollerup.

Det synes jeg er interessant, for det lyder nærmest, som om man skal kvalificere sig, indtil man er begavet på et vist niveau, til at kunne gå ned og stemme. Det vil jeg i hvert fald kraftigt advare imod, hvis det er tilfældet.

Grunden til, at jeg rejser det første spørgsmål, om ordføreren kan se en demokratisk værdi i det her med at deltage i valg, altså at en valgdeltagelse også kan være med til, at man føler sig som en del af samfundet, føler, at man har en interesse for det samfund og det demokrati, man lever i, er jo, at jeg kan læse, at Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Vejle, tror jeg det er, mener, at vi skulle fratage udlændinge stemmeret til kommunalvalget i Danmark. Der skulle i hvert fald gå væsentlig længere tid, før man kunne få lov at stemme. Det mener jeg bare er en ualmindelig farlig vej at gå, for jeg tror på, at det der med at deltage i demokratiet også gør, at hvis man kan det, så føler man måske også en interesse i at sætte sig ind i det samfund, man lever i, og finde ud af, hvad de forskellige partier står for, og engagere sig, hvis man skal ned at sætte sit kryds.

Så jeg er bare nødt til at høre: Anker Jørgensen åbnede i 1981 for, at udlændinge, der boede i Danmark, også kunne stemme her. Hvorfor vil Dansk Folkeparti fjerne den rettighed?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg svare på det første, spørgeren spurgte om, nemlig forholdet mellem valgdeltagelsen og interessen. Vi mener, at en høj valgdeltagelse er noget positivt, fordi det er et produkt af en stor interesse for demokratiet, ligesom en lav valgdeltagelse er et produkt af en begrænset interesse for demokratiet. Så vi mener, at det er en succes, hvis man har en høj valgdeltagelse, som vi f.eks. har til folketingsvalgene. Men det ikke er en succes for os, hvis folk stemmer bare for at stemme. Vi så gerne, at det er på grund af en interesse for demokratiet og for vores samfund, at man får lyst til at stemme og deltage i det.

Så vil jeg så sige, at jeg er helt enig med det, som Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Vejle har sagt. Det er en del af Dansk Folkepartis politik, at vi mener, at Danmark er danskernes land, og det er danskere, der skal have ret til at bestemme over det og dermed have stemmeret. Så vi mener, at stemmeretten, valgretten, skal høre sammen med statsborgerskab på alle niveauer.

Fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Jeg endte med at ville stille spørgsmål efter at have hørt ordførerens svar til hr. Simon Kollerup, for jeg vil gerne spørge om det her med at interessere sig for politik, altså om det er det, der får en ned at stemme. Det er jo sådan, at interessen for politik blandt unge under 30 er stigende, men det er valgdeltagelsen ikke. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem det at interessere sig for politik og det at gå ned og stemme. Så det fortæller mig, at der måske skal noget andet til.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om det, der måske holder de unge væk fra valgstederne, er den retorik, som blev lagt for dagen fra ordførerens kollega, om, at de unge er forkælede. Måske er det, fordi vi som politikere ikke rigtig interesserer os for dem, at de ikke går ned og stemmer. Hvad er ordførerens holdning til det?

Ordføreren.

Som jeg har sagt til alle spørgere, der har været – det var så hr. Simon Kollerup før – mener jeg og Dansk Folkeparti, at valgdeltagelsen er et udtryk for interessen for demokratiet. Så hvis man går ned og stemmer, er det, fordi man interesserer sig for det. Det er den slutning, vi drager. Den tror vi holder hos næsten alle vælgere.

Når folk vælger ikke at stemme, er det, fordi de grundlæggende ikke interesserer sig for det, eller måske fordi de er godt tilfredse og ikke ser nogen anledning til at lave om på den måde, kan man sige, som deres kommune eller land er blevet styret på hidtil. Så det er den måde, vi tror tingene hænger sammen på. Det er den rækkefølge, vi tror folk gør deres ræsonnementer i.

Fru Rosa Lund.

Tak, men mener ordføreren så ikke, at vi har et problem i dag, når det er så få unge, der går ned og stemmer? Når ordføreren selv har været medlem af Valgretskommissionen, må ordføreren da kunne pege på nogle ting, som vi må gøre anderledes end det, vi gør i dag, for at få flere unge til at stemme, hvis altså Dansk Folkeparti mener, at det er en målsætning at få flere unge til at stemme.

Ordføreren.

Målsætningen for os er at få flere til at interessere sig for demokratiet og deltage i det. Så kommer valgdeltagelsen bagefter som et produkt af interessen. Så vi vil gerne være med til at stimulere til øget interesse, mere viden om demokratiet, og derfor kunne man jo godt have flere samfundsfagstimer i skolerne. Det er der nogle, der foreslår. Det var en mulighed. Der er også mange andre muligheder. Men vi vil gerne stimulere en interesse, så kommer valgdeltagelsen helt automatisk bagefter, tror jeg.

Ville fru Marlene Borst Hansen også have en kort bemærkning?

Ja, nu sagde DF's ordfører om spørgsmålet om, hvorvidt udlændinge skulle have vanskeligere ved at stemme eller måske slet ikke have mulighed for at stemme, at valget jo er til for danskerne, det er jo danskernes land. Altså, det provokerer mig ikke bare en lillebitte smule, det provokerer mig faktisk rimelig meget: Vi har her at gøre med en masse mennesker, som bidrager til det danske samfund – som betaler skat til det danske samfund – og som på den måde godt kan være en del af fællesskabet, men når der så skal træffes beslutning om, hvordan de skattekroner skal bruges, synes Dansk Folkeparti lige pludselig ikke, at de er værdige til at være en del af fællesskabet. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens holdning til og uddybning af.

Ordføreren.

Altså, jeg er slet ikke overrasket over, at ordføreren for Det Radikale Venstre fremfører det synspunkt, at det er provokerende for hende, at nogle mener, at Danmark er danskernes land. Danmark er ikke svenskernes land og heller ikke amerikanernes land. Det er det synspunkt, vi har i Dansk Folkeparti. Det er muligt, det er anderledes hos Det Radikale Venstre, det tror jeg gerne.

Men vi mener, der er en sammenhæng mellem stemmeretten og det at være statsborger her i landet. Vi mener, det er danske statsborgere, der skal have ret til at styre Danmark. Og hvis man rejser hertil som udlænding og bosætter sig her, kan man søge om dansk statsborgerskab, når man lever op til nogle bestemte krav, og så får man stemmeretten. Det er den vej, det kører.

Fru Marlene Borst Hansen.

Så vil jeg gerne prøve at spørge i en lidt anden retning. I forhold til det, hr. Hans Kristian Skibby tidligere var inde på under sit spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører, brugte han retorikken, at hvis det var, at de unge ikke gad bevæge sig til et givet valgsted – et bibliotek, eller hvor det nu kunne være kommunen havde valgt at have valgstederne – så havde de jo sådan set fået muligheden. Så skulle man ikke gøre noget ved det.

Mener Dansk Folkeparti ikke, at vi har en forpligtelse til at invitere og måske udvide vores fællesskab til også at gøre mere opmærksom på, at der her rent faktisk er en mulighed for at få indflydelse på det danske fællesskab?

Værsgo.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er helt enig i det, som hr. Hans Kristian Skibby sagde før. Jeg mener, vi har så mange valgsteder i Danmark, at det vil være noget, der er tilgængeligt for alle mennesker, hvis de vil hen at stemme. Og for dem, som så er fysisk forhindret på grund af handicap eller sygdom, er der også sat foranstaltninger op, så stemmeboksen kan komme til dem i stedet for omvendt. Men der er nogle vælgere, som vælger ikke at stemme, og som er det, man kalder sofavælgere. Jeg mener ikke, at vi ligefrem skal tilbyde dem at bære deres sofa med ind i stemmeboksen, hvis det er det, der skal til, for at de stemmer. Det vil jeg ikke være med til at tilbyde. Der er valgsteder geografisk fordelt rundt i landet, sådan at det er rimelig nemt tilgængeligt for alle vælgere, og sådan skal det blive ved med at være.

Fru Lisbeth Bech Poulsen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes ikke, at det stod helt klart i ordførerens tale, hvad ordføreren og DF så mener, at der skal til. Så har DF og ordføreren nogle konkrete forslag? DF er jo med på at stille den her forespørgselsdebat. Så ud over samfundsfag, har ordføreren så nogle andre konkrete ideer til, hvordan vi kan fremme den demokratiske deltagelse?

Ordføreren.

Jamen det er der da. Der er jo en lang række anbefalinger i Valgretskommissionens rapport, og som jeg jo selv har lagt navn til, så dem kan man tage frem. Der er f.eks., at man kan opfordre vælgerforeningerne til i højere grad at inddrage unge mennesker i deres arbejde. Det gør vi også i den vælgerforening, som jeg selv er aktivt medlem af. Så det kan jeg kun anbefale alle andre også at gøre. Jeg mener bare, at man ikke behøver at iværksætte kæmpestore tiltag og lave ny lovgivning. Tit handler det også bare om, at man opfordrer til at gøre nogle ting, og at der så bliver taget imod opfordringen, og at der måske bare ændres en lille praksis hist og her og inddrages nogle flere mennesker hist og her, hvilket er det, som udløser en øget interesse fra unge menneskers side. Det behøver ikke være, at man begynder at etablere valgsteder rundtomkring.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

O.k., så DF og hr. Dencker er enige i nogle af de forslag, der er kommet fra Valgretskommissionen, hvor ordføreren også selv har siddet. Jeg synes bare, det var lidt uklart, om der i den situation, vi står i nu, i ordførerens øjne er et reelt problem, og om det er rigtig vigtigt, at vi igangsætter nogle initiativer. Ordføreren har jo helt ret. Meget af det behøver jo ikke at være en ny lovgivning. Så kan ordføreren svare på, om vi har et konkret og reelt problem, og om det er rigtig godt, at vi har fået nogle konkrete forslag til at prøve at ændre ved situationen – 28 af slagsen – eller skal vi lade det være op til de unge selv og sige, som ordførerens kollega sagde, at hvis folk ikke vil, så skal de da heller ikke nødvendigvis?

Ordføreren.

Jeg mener egentlig ikke, at der er tale om et konkret problem, som vi som politikere skal komme med en løsning på. Det, som jeg har læst ud af det arbejde, jeg har været inddraget i i Valgretskommissionen, er, at der er tale om, at det er en bestemt aldersgruppe, der stemmer mindre end andre aldersgrupper. Det er så yngre mennesker, der er tale om, og at de også begynder at stemme mere på et senere tidspunkt i deres liv. Der har jeg så konkluderet, at det måske har noget at gøre med den fase af deres liv, som de er i, og der interesserer de sig måske ikke så meget for politik og bruger måske ikke så mange velfærdsydelser lige i den fase af deres liv, og så kommer interessen på et senere tidspunkt, når de begynder at bruge flere velfærdsydelser.

Så derfor tror jeg ikke, at der er tale om, at det er hele generationen af unge, som bare ikke interesserer sig for demokratiet. Nej, jeg tror bare, at der er tale om en fase, som nogle mennesker er i i deres liv, og så kommer interessen på et senere tidspunkt. Det er nok noget, der er gået igen i flere generationer – tror jeg. Så jeg tror ikke, at der er noget særligt problem, som vi fra politisk side skal håndtere og lave ny lovgivning om eller rette andre initiativer mod. Men man kan godt tage højde for, at interessen ikke er så stor og så prøve at stimulere den alligevel.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

Selv om valgdeltagelsen i Danmark generelt er relativt høj, ser vi desværre en anden tendens blandt unge vælgere, og helt galt ser det ud for unge nydanskere, af hvilke under en tredjedel stemmer. Det er ikke blot et problem for de unge, det er et problem for hele demokratiet.

Undersøgelser viser nemlig, at hvis man ikke stemmer til det første valg, når man har muligheden, er der en større sandsynlighed for, at man heller ikke gør det senere i livet. Vores kryds på valgdagen er ikke blot udslagsgivende for, hvor samfundet skal bevæge sig hen, men det er også en accept af det repræsentative demokratis helt grundlæggende principper. Vi skal derfor fortælle, hvorfor det er vigtigt, at vi hører den unges stemme.

Vi har alle sammen et fælles ansvar for, at vores samfund er indrettet til det fælles bedste, og vi skal blive langt bedre til at synliggøre, hvordan så vel kommune- som regionsrådsvalg har en stor indflydelse på de unges dagligdag.

Det er vigtigt med oplysningskampagner forud for valget, men det er ikke nok, og der findes, som også tidligere ordførere har været inde på, masser af inspiration at hente i Valgretskommissionens anbefalinger. F.eks. kunne man måske overveje at sende sådan en formel invitation ud til alle førstegangsvælgere frem for kun det almindelige valgkort, men allervigtigst tror jeg det er, at vi skal have valgstederne ud til de unge. Det kan f.eks. gøres med mobile afstemningssteder dér, hvor de unge befinder sig, som også ministeren var inde på, på uddannelsesinstitutioner, på parkeringspladsen foran biblioteket måske eller andre steder, hvor de unge kommer.

Vi skal på ingen måde fratage selve valghandlingen dens tyngde og alvor, og vi skal heller ikke underkende, at valgdagen for rigtig mange mennesker er sådan en demokratiets festdag, hvor man nærmest rituelt går op til den lokale skole og sætter sit kryds. Sådan har jeg det, når det er valgdag, men det, at jeg og sikkert rigtig mange her har det på den måde, må ikke være en hindring for, at der er plads til flere måder at afvikle sin valgdeltagelse på. For hvis den her faldende valgdeltagelse blandt de unge fortsætter, vil det på sigt have konsekvenser for vores demokrati, så derfor vil Det Radikale Venstre gerne anmode om, at vi lægger tid og kræfter og en masse ideer til, at endnu flere unge går til den ene eller til den anden valgurne til de kommende regions- og kommunalvalg.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jamen jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at vi skal gennemføre kampagner, og vi skal også sørge for, at de unge mennesker finder ud af, at der er valg i Danmark. Men må vi med al respekt så ikke også have lov til at sige: Der må da være en grænse for, hvor meget service vi skal lave i Danmark?

Der er nogle, der siger: Keep it simple. Men det er ikke det, som ordføreren lægger for dagen ved at sige, at man nu ikke bare skal have et stemmekort med posten, men også have et brev om, at man om nogle dage får et brev med posten med et stemmekort i. Man får altså to henvendelser, og så kommer de unge mennesker nok ned at stemme.

Kan ordføreren ikke godt se, at det virker lidt urkomisk, at man opbygger sindssygt mange nye rutiner for at tilgodese nogle unge mennesker, som er velfungerende, og som har både ben og arme til enten at gå hen og stemme på deres rådhus i løbet af de uger, der er til rådighed, eller gå hen og stemme på bibliotekerne, hvis kommunerne tilbyder det, eller gå hen og stemme den dag, hvor valget er? Hvorfor skal vi sætte alle de her nye tiltag i gang, når de unge mennesker sagtens kan selv, hvis ellers de gider?

Ordføreren.

Jeg synes, det er fantastisk, som det engelske sprog har fundet ind i Dansk Folkepartis taler i dag.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, at det at sende en invitation ud, altså at det at modtage en invitation er noget andet end at få at vide, at der for øvrigt er en fest på det og det tidspunkt, og der kan du komme og deltage, hvis du har lyst. Hvis jeg får en personlig invitation, føler jeg mig meget mere velkommen til den demokratiets fest. Og det synes jeg sådan set at vi skal tage alvorligt, for uanset om de unge stemmer på Radikale Venstre eller på Dansk Folkeparti, uanset hvilket parti de måtte stemme på, så synes jeg, det er vigtigt at høre deres stemme, og jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at vi er et stort fællesskab, som rigtig gerne vil inkludere alle, og som rigtig gerne vil høre alles stemmer.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen alle de ting, som ordføreren siger, er vi jo enige med Det Radikale Venstre i. Det, vi bare siger, er, og nu vil jeg gerne have lov at blive ved det engelske sprog – vi er et parti, der hader det, men jeg kan godt lide det – at det her er overkill. Ups, så tager vi også den med. Det her er altså overkill.

Hvis unge mennesker ønsker at afgive deres stemme, vil ordføreren så ikke anerkende, at de har ufattelig mange måder at gøre det på i dag? De har nøjagtig de samme muligheder som alle mulige andre. De er velfungerende unge mennesker, der både kan køre på cykel og køre på scooter, og nogle har forhåbentlig også kørekort. Så kan de vel også gå ned og afgive deres stemme engang hvert fjerde år, uden at vi skal til at sende bogbusser ud på gymnasier og handelsskoler og alt muligt andet gejl, som nogle synes at vi skal til at gøre.

Hvorfor skal der ikke være samme regler for alle, som ønsker at afgive deres stemme i Danmark? Hvor er forældreansvaret henne? Når man får den første selvangivelse som ungt menneske, er det så ikke mor og far, der hjælper en lidt dér? Når man skal sende den første ansøgning af sted, er det forældrene, der hjælper. Og sådan må det også være, når man skal ned at stemme. Hvor er forældreansvaret henne?

Ordføreren.

Jeg vil gerne slå fast, at der selvfølgelig også er et forældreansvar, men hvad skal vi så gøre i forbindelse med de unge mennesker, hvis forældre ikke har sagt til dem over middagsbordet, at man bør gå ned og stemme, eller de unge, der har forældre, som aldrig nogen sinde har stemt? Vi ved faktisk – det viser undersøgelserne jo også – at der er en markant højere valgdeltagelse blandt unge, hvis især mor stemmer. Så selvfølgelig er det også vigtigt, men vi har da også som fællesskab, som samfund et ansvar, og det eneste, vi sådan set siger, er, at vi nu skal åbne det fællesskab op og sige: Vi vil rigtig gerne høre jer.

Jeg er nemlig meget enig i det, som man i Dansk Folkeparti også sagde fra talerstolen: at det ikke kun handler om, at man sætter et kryds hvert fjerde år, eller at man har en demokratisk dannelse. De to ting går hånd i hånd, og jeg synes, at den diskussion er enormt vigtigt. Og det var sådan set den, som vi gerne ville italesætte i dag, nemlig: Hvordan får vi en øget demokratisk dannelse og en øget demokratisk deltagelse, i form af at man sætter sit kryds hvert fjerde år?

Tak til den radikale ordfører. Fru Lisbeth Bech Poulsen som SF's ordfører.

Jeg er på SF's vegne meget glad for chancen for at diskutere Valgretskommissionens anbefalinger her i dag, og derfor vil jeg også gerne sige en stor tak til DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, for at have taget initiativet, og en rigtig stor tak til Valgretskommissionen for dens store arbejde, som har udmøntet sig i 28 meget konkrete forslag. Jeg vil også gerne kvittere for, at det er lykkedes at få alle Folketingets partier til at blive enige om en fælles forespørgsel om unges valgdeltagelse, for det er vigtigt at komme i gang, hvis vi skal have øget de unges stemmedeltagelse.

For det første står vi over for to afgørende valg i de kommende år: kommunalbestyrelsesvalg og europaparlamentsvalg. Ja, vi har faktisk også regionsvalg, og i alle tre tilfælde ved vi at valgdeltagelsen er vigende, ikke mindst for de unge.

For det andet mener jeg også, at når det handler om den samfundspolitiske sammenhængskraft, er der en klar sammenhæng mellem borgernes demokratiske dannelse, og at de deltager. Danske unge er verdensmestre i demokrati. Det viser en undersøgelse fra 2009. Dertil er deres interesse for politik steget med over en fjerdedel i løbet af de seneste to årtier. De har styr på demokratiets spilleregler og bakker op om grundlæggende demokratiske rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed. De unge er optaget af politik, men på en måde, som man måske kan kalde for det uformelle plan. Det er jo rigtig godt, men vi ved også, at stemmedeltagelsen er alt for lav, og det er et problem. Det er derfor, vi har debatten i dag.

Jeg synes, der ligger rigtig mange gode ideer i Valgretskommissionens betænkning. Personligt havde jeg ønsket, at man havde haft modet til at sætte valgret for 16-årige på den politiske dagsorden her i Folketinget, men anerkender, at der ikke er politisk flertal for det endnu.

Men lad os tage hul på de andre forslag. Vi skal have lavet nationale, såkaldte get on the road-kampagner allerede her i efteråret, så vi får inviteret de unge førstegangsvælgere hen at stemme til kommunalvalget og regionsrådsvalget. De skal have en invitation både fra regeringen og også gerne fra den lokale kommune. De unge skal kunne stemme på deres uddannelsessteder og på banegårdene i ugen op til valget, og så skal vi have opfordret lærerne på skoler og ungdomsuddannelser til at få kommunal- og regionsvalg på skoleskemaet her til efteråret, for det virker.

Jeg var så privilegeret at være hf-lærer, inden jeg kom herind i Folketinget, og der var jeg så privilegeret at opleve en flok elever, både unge og i andre aldre, på det VUC-center, hvor jeg var hf-lærer i samfundsfag, og opleve, når man satte demokrati, og specielt det lokale demokrati, på skoleskemaet og fortalte om, hvordan de forskellige velfærdsydelser og de forskellige goder osv. virkelig er forankret lokalt i kommunerne, hvordan det gav en kolossal ændring i den måde, eleverne opfattede kommunalvalget på, fra noget meget tørt og kedeligt, til at de faktisk syntes, at det vedkom dem. De stemte stort set alle, og det er jeg rigtig glad for, selv om jeg selvfølgelig ikke ved, hvad de stemte. Så kunne det være, jeg skulle have gjort en mindre indsats. Men det virker.

Skolens og ungdomsuddannelsernes samfundsfagsundervisning bør som foreslået af Valgretskommissionen også starte på et lavere klassetrin, så vi kan få styrket de unges demokratiske dannelse, og i den forbindelse skal man ikke være så bange for at trække på de politiske ungdomsorganisationer og det lokale foreningsliv. Der er desværre alt for mange uddannelsessteder, der har en helt urimelig berøringsangst for de politiske partier og deres ungdomsorganisationer. Invitér dem dog indenfor!

Min taletid giver mig desværre ikke mulighed for at gennemgå og kommentere alle de 28 gode forslag, der ligger fra Valgretskommissionen, men mit sidste budskab skal bare være: Kom i gang! I SF er vi i hvert fald indstillet på at tage handsken op, og derfor kan vi også kun støtte det foreliggende forslag til vedtagelse.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Det er specielt en kommentar til ordførerens indlæg om det med, at SF ønsker, at vi får en valgretsalder på 16 år i Danmark. Vi ved så også godt, at det er partiets politik, og det er fair nok.

Men så vil jeg gerne have ordføreren til at svare på nogle helt konkrete, faktuelle ja/nejspørgsmål. Går SF så også ind for, at 16-årige skal have lov til selv at vælge, om de må gå i solarie, om de må købe cigaretter og spiritus, om de må køre bil, om de må optage realkreditlån, og om de må gifte sig? Det er nogle meget konkrete spørgsmål, som jeg vil bede om at få besvaret med ja eller nej. Tak.

Ordføreren.

Jamen jeg synes ikke, at det spørgsmål kan besvares med et klart ja eller nej, for i dag har man jo også forpligtelser, som vi ville sige hænger sammen med det at være stemmeberettiget, altså at man som ung betaler skat, selv om man ikke har indflydelse på det Folketing, der lovgiver om skatter og afgifter. Der er mange ting, der ikke hænger sammen på den måde, så jeg synes ikke, at man kan sige klart ja eller nej til de ting.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen nu er ordføreren jo blevet radikal. Altså, hvis der soleklart kan siges her fra Folketingets talerstol, at vi skal have en valgretsalder på 16 år – ja, det var det, ordføreren sagde – så må ordføreren da også med rimelig sandsynlighed kunne sige ja eller nej til, om man selv må tage solarie som 16-årig, om man må købe cigaretter og spiritus, om man må have lov til at få kørekort, om man må optage realkreditlån, og om man må gifte sig. Det er relativt ukomplicerede ting. Må en 16-årig gifte sig, ja eller nej?

For hvis man påstår, at de unge mennesker er i stand til at kunne stemme om landets politik og regeringsførelse, altså hvem der skal lede parlamentet, hvem der skal være ministre, hvem der skal have flertallet i Danmark, hvilken vej Danmark skal gå rent politisk osv., så må det da også kunne forventes, at man har en holdning til rent lavpraktiske ting, som har med aldersbetingede rettigheder at gøre. Derfor spørger jeg så ordføreren ganske almindeligt og stilfærdigt om de her ting, og jeg forventer selvfølgelig også, at ordføreren kan svare på spørgsmålet.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, det er et underligt spørgsmål, for jeg kunne jo – det må jeg ikke, men nu spørger jeg så retorisk ud i salen – stille det spørgsmål, om vi skal fjerne beskatningskravet fra unge under 18 år, der har et fritidsjob. Det tror jeg ikke er DF's politik. Der er ting, der ikke hænger direkte sammen.

Men når vi har en aldersgrænse i dag på 18 år for en lang række ting, kørekort, giftermål osv., så hænger det jo også sammen med den debat, vi har haft om, hvornår man er myndig, og hvornår man er valgbar og har valgret. Og det er klart, at det er en diskussion, vi har haft gennem de sidste 100 år, lige fra man begyndte at nedsætte valgretsalderen fra 30 til 25 år osv. Der er jo en lang række af de ting. Og det er jo ikke, fordi vi kan ændre valgretsalderen til 16 år i dag, for det kræver en grundlovsændring. Det vil jo være en lang, lang diskussion.

Altså, det, man kunne diskutere, var, om man som en prøve kunne se, om det i forhold til europaparlamentsvalget gør noget radikalt ved de unges valgdeltagelse. Men det vil jo være en rigtig lang diskussion, og jeg tror ikke, der er nogen herinde i Folketinget, der tror, at vi får en ny grundlov i morgen. Så det vil være en lang diskussion om, hvornår man betragtes som myndig – også i forhold til de helt konkrete ting, som ordføreren bringer på bane.

En kort bemærkning til hr. Mike Legarth.

Jeg vil gerne følge op på den debat. Hvad synes ordføreren er vigtigst for en person: Er det, at man selv kan bestemme, hvornår man vil tage solarium – og det må man jo i dag ikke, før man er 18 år og man er myndig – eller er det, at man kan være med til at bestemme, hvilke 179 personer – eller 175 for at være helt præcis – der skal drive det her land? Det er jo det, Danmark som nation tager stilling til. De fire andre er de nordatlantiske mandater, men det behøver jeg jo ikke at komme nærmere ind på, det har vi ikke tid til. Men hvad er vigtigst for en person? Er det at være med til at bestemme, hvilke 175 personer der skal drive det her land og tage det store ansvar, det er, eller om man må gå i solarium?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at give det samme svar igen. Når man politisk har besluttet, at myndighedsalderen er 18 år i det her land, og det gør sig gældende i forbindelse med en lang række ting som kørekort, solarie osv., så hænger tingene jo sammen; så tager man udgangspunkt i, at vi politisk har besluttet, at man er myndig, når man fylder 18 år. Hvis vi om meget, meget lang tid – for det kommer ikke til at ske i morgen, hvis det kommer til at ske – fik den politiske forståelse i fællesskab herinde, at myndighedsalderen lå et andet sted, bl.a. illustreret ved, at man kunne stemme som 16-årig, ville vi jo have den diskussion dér. Men den kan man jo ikke tage forlods. Man bliver nødt til at diskutere, om man mener, at myndighedsalderen skal ligge et andet sted, end den gør i dag. Og det er jo en diskussion, der har været specielt de sidste 100 år, i takt med at man har nedsat valgretsalderen.

Hr. Mike Legarth.

Det synes jeg var et meget dårligt svar, hvis jeg skal være helt ærlig. Ordføreren kan ikke forklare forskellen på, at folk skal være 18 år, for at de selv kan bestemme, at de må tage solarium, at de må købe cigaretter, at de på en forsvarlig måde er i stand til at føre et køretøj, og på at være med til at bestemme, hvilke 175 personer der skal drive det her land og bestemme landets udvikling, og hvordan man skal behandle de syge, og hvordan man skal undervise eleverne, og hvordan det her samfund i det hele taget skal skrues sammen.

Der er jo ingen argumenter for at sænke valgretsalderen i det, ordføreren siger, og heldigvis, for det er også en vanvittig tankegang, set fra mit synspunkt.

Ordføreren.

Jeg vil gerne skære det ud i pap: Når vi laver en række lovgivninger på solarieområdet, tobaksområdet, alkoholområdet osv., gør vi det ud fra den betragtning, at vi i dag ser 18-årige som myndige. Det er myndighedsalderen, det laver vi lovgivning ud fra; så når vi inde i det her Folketing beslutter noget, kigger vi på, at grænsen – i de fleste tilfælde – skal gå ved 18 år, for det er myndighedsalderen. Hvis vi efter en meget lang og grundig diskussion i det her Folketing fandt ud af , at myndighedsalderen lå et andet sted, ville man jo begynde at lave lovgivning efter det. Det har jo fulgt hinanden igennem de sidste 100 år. I takt med at man har sat valgretsalderen ned fra 30, 25, 23 år osv., har man også ændret lovgivningen, i forhold til hvornår man må køre bil osv. De ting har fulgtes ad.

Tak til SF's ordfører. Fru Rosa Lund som Enhedslistens ordfører.

Tak. Jeg vil da også gerne starte med at sige tak for muligheden for at diskutere det her i dag. Det er vigtigt, synes vi i Enhedslisten, at vi altid sætter demokrati på dagsordenen. Derfor vil jeg gerne starte med at sige, at vi i Enhedslisten bakker op om alle Valgretskommissionens anbefalinger, og vi vil meget gerne være med til et videre arbejde med, hvordan vi kan implementere og diskutere dem.

Som det er blevet fremhævet flere gange i debatten, og som det også er blevet fremhævet flere gange i betænkningen fra Valgretskommissionen, er det vigtigt at sætte demokrati på dagsordenen, for selv om demokrati er det, vores samfund bygger på, er det også noget, som skal udvikles, understøttes og vindes i hver generation – tror jeg formuleringen er i betænkningen. Det er en formulering, som jeg er meget enig i. Jeg tror, det er rigtigt, at selv om vi i Danmark bygger på demokratiet – og det skal vi være stolte af, det har også flere nævnt – er demokratiet noget, som vi skal vinde i hver generation, og derfor skal vi ikke holde op med at diskutere det.

I Enhedslisten arbejder vi altid for at udvide demokratiet, fordi demokrati er mere end et valg hvert fjerde år; demokrati er mere end at gå ned og stemme. Derfor er det vigtigt, at vi diskuterer demokrati i alle aspekter af livet, og også, at vi diskuterer, at demokrati handler om mere end at gå ned og sætte sit kryds ved en politiker eller et parti. Demokrati handler også om ens hverdag, demokrati handler om den boligforening, man bor i, om ens arbejdsplads og om ens skole. Så demokrati handler om mange ting.

Hvis vi nu skal sætte særligt fokus på de unge, som det jo har handlet meget om i dag, er det helt rigtigt, at valgdeltagelsen blandt unge er faldende. Det er jo pudsigt, når vi samtidig ser en stigning i interessen for demokrati og interessen for politik blandt unge. Interessen er i hvert fald større, end den var i 1990'erne. Jeg tror, det her betyder, at vi som politikere er nødt til at gøre op med fortællingen om, at de unge i dag er dovne, forkælede og ligeglade. De interesserer sig for politik. Hvad er så grunden til, at de ikke deltager i det formelle demokrati? Det tror jeg der er mange grunde til at de ikke gør. Jeg tror, at en af grundene kunne være, at vi herinde på Christiansborg og andre steder i det politiske system taler om de unge, som om de er forkælede eller dovne eller ligeglade. Jeg tror, at første skridt må være, at vi herindefra holder op med det, ligesom første skridt også må være, at vi lytter til de unge. Jeg tror, der er mange unge, som ikke føler sig hørt af det danske Folketing og af regeringen, og det synes jeg vi skal blive bedre til.

Demokrati er også learning by doing, og derfor er det fuldstændig afgørende, at uddannelsessystemet ruster kommende generationer til at være demokratiske borgere. Derfor bakker jeg meget op om et stærkere elevdemokrati i både folkeskolen og på vores ungdomsuddannelser. Og der mener jeg, at vi har en særlig udfordring på erhvervsuddannelserne, hvor eleverne ikke er på skolen særlig meget – lige bortset fra de 10.000, som mangler en læreplads – men er ude i praktik. Der er en særlig udfordring der. Jeg vil gerne lige gribe fat i en formulering fra regeringsgrundlaget, hvor der står, at alle elever skal opleve, at de har indflydelse i skolen. Jeg synes, det er afgørende, at vi giver eleverne indflydelse i skolen. For mig at se er der en forskel på, at eleverne oplever, at de har en indflydelse, og på, at de har en indflydelse. Men jeg tror, at vi styrker demokratiet bedst ved at holde fast i, at demokrati er learning by doing, altså, hvis vi giver de unge mennesker ansvaret for demokratiet og indflydelsen på deres egen hverdag, vil de også gribe det. Det synes jeg er fuldstændig afgørende. Derfor kunne vi godt tænke os i Enhedslisten, at man gik skridtet videre end bare at oprette elevråd på landets uddannelsesinstitutioner, ved at man sådan set også sikrede, at der var elever med i bestyrelserne ude på de enkelte skoler. Så ville man tage det alvorligt og reelt give unge mennesker ansvar for deres egen hverdag, og det tror jeg kunne få dem til at deltage i det formelle demokrati.

Til sidst vil jeg bare sige, at vi i Enhedslisten også bakker op om valgret for 16-årige, og jeg er meget enig med fru Lisbeth Bech Poulsen fra Socialistisk Folkeparti i, at det er synd, at man ikke har været modig nok til at tage den anbefaling med.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Det er lige den sidste sætning, jeg synes, jeg er nødt til at spørge til, altså synspunktet om, at man skal have valgret som 16-årig. Hvorfor støtter Enhedslisten så, at myndighedsalderen er 18 år og alle de andre ting, som vi lige har drøftet eller redegjort for i forbindelse med den forrige ordfører? Hvorfor er det nødvendigt at beskytte individer, personer, mod at tage solarium og køre bil og købe cigaretter, mens man må godt tage et ansvar og være med til at bestemme, hvordan vores land skal drives, og hvordan vores samfund skal skrues sammen, allerede som 16-årig? Det forstår jeg ikke.

Ordføreren.

Tak. Jeg synes, at det er fuldstændig grundlæggende, at man kan få indflydelse på sin egen hverdag. Det synes jeg også er grundlæggende for de 16-årige. Jeg synes, at det er afgørende, at vi giver dem indflydelse på egen hverdag. Hvis de 16-årige får stemmeret, kan de jo også stemme på et parti, som gerne vil have nogle andre aldersgrænser for solarie, for rygning og for alkohol – jeg tror ikke, at jeg kan remse alle de eksempler op, som ordføreren for Det Konservative Folkeparti kom med til ordføreren fra SF. Men man kunne jo stemme på partier, der mente de ting. Jeg synes, at det mest afgørende er det med indflydelsen på egen hverdag, og jeg tror på, at hvis vi sænker valgretsalderen, vil ansvaret automatisk følge med, og så er der flere unge, der vil stemme. Det tror jeg helt bestemt.

Hr. Mike Legarth.

Men er det ikke rigtigt, at årsagen til, at vi har de her krav om alder, altså at man skal være 18 år for at køre bil, skal være 18 år for selv at bestemme, om man vil tage solarium, og være 18 år for at købe cigaretter, er, at vi vil beskytte personen, individet, fordi vi ikke mener, at man i den alder er bekendt med den risiko, den konsekvens, det kan have at foretage sig de her ting? Vil det så ikke være rimeligt at have det samme synspunkt i forbindelse med valgretsalderen? Er det fuldstændig ligegyldigt? Må man da godt ødelægge og spolere, fordi man ikke har haft en mulighed for at sætte sig ind i den kompleksitet, som det er at være en del af et Folketing og drive det her land på en retfærdig måde over for flest mulige?

Ordføreren.

Jeg må jo indrømme, at jeg ikke synes, at vi skal beskytte mennesker under 18 år mod politik, mod indflydelse eller mod demokrati. Jeg synes, at der er meget stor forskel på at konstatere med et forskningsmæssigt belæg, at det er i alderen mellem 15 og 18 år, at flest begynder at ryge, og så på at give 16-17-årige indflydelse på deres egen hverdag. Jeg synes, at det er en mærkelig sammenligning at sige, at vi skal beskytte 16-årige mod demokratiet.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, at det svar, som kommer fra Enhedslistens ordfører, er underligt. Det har vi også oplevet fra SF's ordfører tidligere. I partierne har man en klokkeklar holdning til at have en valgretsalder på 16 år i Danmark. Det er de unge kapable til. Der er ikke nogen problemer. De ved, hvordan det skal foregå.

Men noget så simpelt som at bestemme over egen krop og selv at bestemme, om man ønsker at købe et kvarters brug af et solarium i et solcenter, kan man ikke selv få lov til. Det er i mine øjne altså ganske almindeligt formynderi og ikke noget som helst andet. Ordføreren siger så, at vi er nødt til at beskytte de unge mod sol, men vi skal ikke beskytte dem mod politik. Det var sådan, jeg hørte det. Jeg håber, ordføreren selv kan udrede det lidt.

Vi har en hel række af forskellige myndighedsaldre i Danmark. Nogle ting må man som 15-årig, noget må man som 18-årig, noget må man som 21-årig. Sådan er det. Det erkender vi blankt i Dansk Folkeparti, men vi vil bare gerne have ordføreren til at fortælle, hvad Enhedslisten mener om alle de andre områder, hvor myndighedsalderen er 18 år. De har en klokkeklar holdning om det med valgret, men hvad med alle de andre, der blev diskuteret?

Ordføreren.

Tak. Så vidt jeg kender Enhedslistens politik, går vi ikke ind for et solarieforbud. Hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti skal være meget velkommen til at tage sagen op med vores sundhedsordfører, fru Stine Brix, som nu engang er den i Enhedslisten, der ved mest om vores holdninger til solarier.

Jeg vil stadig holde fast i, at der er meget stor forskel på at give nogen indflydelse på deres egen hverdag og på, hvornår man kan købe cigaretter, købe alkohol, køre bil, og hvad der ellers blev nævnt. Jeg synes, det er fuldstændig afgørende for mennesker, at de har mulighed for at bestemme over deres egen hverdag, og at de har mulighed for at deltage i demokratiet.

Jeg vil gerne understrege endnu en gang, at hvis vi sætter valgretsalderen ned, tror jeg, det vil betyde højere deltagelse, og det vil også betyde, at ansvaret automatisk følger med de unge, altså at de tager det på sig.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg forventer heller ikke, at ordføreren skal fortælle om og redegøre for Enhedslistens politik på sundhedsområdet. Men jeg synes bare, at når man konkret kan svare, at man ønsker at sætte valgretsalderen ned til 16 år, så må man også i partiet Enhedslisten retfærdigvis gå ind og kigge på, hvorfor der er en lovgivning, der siger, at en person skal være 18 år for at kunne blive gift, medmindre der er et forældresamtykke, for så kan en person i dag godt blive gift i en yngre alder end 18 år. På samme måde er det med optagelse af realkreditlån og banklån osv. På disse områder må man ikke selv bestemme over sine egne gerninger, der skal man have formynderi på. Men med hensyn til at afgive sin stemme mener Enhedslisten at man godt må.

Men jeg har et konkret spørgsmål til sidst. Hvad så hvis der bliver valgt en 16-årig ind i Folketinget? Vil man så også mene, at en 16-årig vil kunne blive udenrigsminister eller skatteminister for den sags skyld?

Ordføreren.

Tak. Selvfølgelig kan vi altid diskutere, hvornår en aldersgrænse er rigtig. Det vil vi sådan set meget gerne være med til i Enhedslisten. Det er lige præcis derfor, vi er rigtig glade for i dag at diskutere, om det er rigtigt, at man må stemme som 18-årig. Men Dansk Folkeparti må da være enig med Enhedslisten i, at der er meget stor forskel på at køre bil, at ryge cigaretter, at tage sol og at stemme. Jeg vil i hvert fald mene, at det er nogle vidt forskellige ting.

Hvis en 16-årig blev valgt til Folketinget, ville det da pynte gevaldigt herinde. Det ville være min holdning. Hvad hvis en 16-årig blev minister? Så ville vi bare have en minister, der var lidt yngre. Lad os nu komme væk fra, at det er ens alder, der afgør, om man er en dygtig politiker. Det tror jeg vil være den skarpeste henstilling herfra, nemlig at ens alder altså ikke har noget at gøre med, om man er en god eller dårlig politiker.

Hr. Mikkel Dencker for en kort bemærkning.

Jeg kan jo ikke andet end spørge videre i det spor, som hr. Hans Kristian Skibby var i lige før. Man kunne forestille sig, at vi nedsatte valgretsalderen til 16 år. Der blev valgt en masse 16-årige til Folketinget. De skal så have mulighed for at sidde og disponere over finanslovens beløb på adskillige hundrede milliarder kroner på resten af befolkningens vegne, men de kan ikke få lov til at låne 5.000 kr. nede i banken til at købe sig en ny cykel for. Hvor er logikken i det?

Ordføreren.

Jamen som jeg sagde før, kan vi altid diskutere, om de aldersgrænser, vi har i dag, er de rigtige, og i dag diskuterer vi, om det er rigtigt, at man må stemme som 18-årig. Jeg mener ikke, at der skal være nogen grænse for, hvornår man er gammel nok til at være politiker. Jeg synes da, at det ville være dejligt, hvis der blev valgt nogle flere unge til det her Folketing. Men lad os nu holde fast i, at det ikke er ens fødselsdato, som afgør, om man er en dygtig politiker.

Hr. Mikkel Dencker.

Jeg synes da, det er rigtigt nok, at der ikke skal være nogen nedre aldersgrænse for, hvornår man kan være engageret i politik. Det er derfor, vi har ungdomsorganisationer. Vi har også medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, der måske er 14 år, og vi er glade for det. Men vi mener stadig væk, at man skal være 18 år, før man kan stemme, før man kan blive valgt ind i Folketinget, og før man kan få lov til at sidde og tage beslutninger på andres vegne.

Skal jeg forstå det på den måde, at Enhedslisten ikke er sikker på, at myndighedsalderen er den rigtige? Det kunne være, at vi skulle sætte den ned til 16 år eller noget lignende, altså at man skal have lov til at gifte sig og optage lån og køre bil som 16-årig, alle de her ting. Er det det, Enhedslisten ønsker?

Ordføreren.

Spørgeren fra Dansk Folkeparti skal forstå det på den måde – og jeg tror ikke, at jeg kan sige det mere klart, end jeg siger det nu – at vi i Enhedslisten mener, at valgretsalderen skal sænkes til 16 år, og at vi da altid gerne vil diskutere, om det er de rigtige aldersgrænser, vi ellers har i dag. Men det, vi diskuterer i dag, er nu engang, om valgretsalderen skal sænkes.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Leif Mikkelsen som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Jeg skal måske indledningsvis sige, at vi ikke går ind for 16-åriges valgret, og vi går heller ikke ind for forbud mod anvendelse af solarier. Så får vi måske ikke de spørgsmål.

Det her er sådan set en vigtig debat, og jeg håber faktisk, at den trænger ud gennem de her mure, for jeg er nemlig meget enig med Christian Mejdahl, når han i forordet skriver:

»I Danmark hylder vi det repræsentative demokrati med frisind, ligeværd og en åben debat. Det kender vi fra det politiske liv, fra foreningslivet, fra arbejdspladsen, i bestyrelser og i råd, kommissioner og udvalg.

Demokrati er på den baggrund blevet en livsform og ikke kun en styreform. Og med vores foreningsfrihed og ytringsfrihed har alle mulighed for at deltage i opgaven, men frimodigheden til at tage del i det repræsentative demokrati skal opøves.«

Der vil jeg gerne starte: »skal opøves«. Det er måske meget bredere og mere vigtigt at diskutere end lige spørgsmålet om, om vi formår at få så mange unge som muligt til at stemme til et kommunal- eller et folketingsvalg. For i det at opøve demokrati er de nære partnere familien, det er skolen, og det er foreningslivet. Det er sådan set der, man først får berøring med de her spørgsmål, og hvor man oplever, at man enten bliver valgt til noget, eller at man skal stå til ansvar for at pege på nogen, man gerne vil have til at udføre en opgave.

Det er jo i det foreningsliv, som leves i idrætsforeninger og ungdomsforeninger osv., vi alle sammen – hvis vi tænker os om – første gang støder på den udfordring: det at opleve, at ens stemme betyder noget, eller at man skal beslutte sig for at bruge sin stemme, og at man dermed oplever, at dem, man så har stemt på, repræsenterer en i foreningen, og måske tilrettelægger den fest eller den aktivitet, man kan deltage i. Det vil sige, at det sker på det helt nære område. Og det er jo familiens ansvar, at vi husker at diskutere derhjemme, at det er helt naturligt at snakke om demokrati, at det er naturligt at snakke om politisk indflydelse, når vi når dertil – altså at snakke om demokrati, tage del i det, være en del af det og dermed opøve det at leve som demokrater og dermed ikke bare udøve demokratisk indflydelse, men også gøre brug af demokratiet og stille sig til rådighed for at kunne udøve det repræsentative demokrati.

Det er sådan set utrolig vigtigt, og det er en særlig udbredt form i Foreningsdanmark, som vi kender det. Og det vil sige, at alle stort set har mulighed for at komme i berøring med den del af det, og at det ikke er sådan, at første gang man støder på at skulle stemme eller udøve demokrati, er den dag, man skal til at stemme til et kommunalvalg eller et folketingsvalg. Derfor har den række af ungdomsorganisationer, som er organiseret i DUF, og idrættens organisationer faktisk en utrolig vigtig rolle at spille i det, Mejdahl skriver om, at demokratiet skal opøves og hverken dikteres eller besluttes eller bestemmes, men opøves. Man skal altså træne i den her sag, fordi det er så vigtigt for vores livsform, altså den måde, vi er sammen på som mennesker. Det er faktisk det, der har ført til vores demokratiske fællesskaber og det, der har ført til vores foreningsdannelser og dermed skaber den kulturelle sammenhængskraft, som sådan set er produktet af det demokrati.

Så kan man så tænke ved sig selv, at det burde føre til, at der også er et levende demokrati den dag, man så skal forholde sig til, om man skal være medlem af et politisk parti, og om man skal bruge sin stemme. Og der kan man sige, at der er det jo ikke gået for godt. Det er jo ikke gået for godt. Partiernes medlemstal er jo ikke en stigende. Der er blevet færre og færre medlemmer. Så det repræsentative demokrati lider sådan set skade, fordi der er færre og færre, der bestemmer, hvem de mange kan stemme på den dag, der skal vælges til råd osv. Og det er sådan set negativt.

Det kunne ellers godt blive en reklameudsendelse for de politiske partier om, at man sådan set kan få meget stor indflydelse, for når medlemstallet falder, får dem, der melder sig, jo større indflydelse. Det er faktisk dem, der præcis bestemmer, hvem vi har at vælge imellem. Så det er egentlig en meget stor indflydelse, og man kunne godt skrive sig bag øret, at det måske er der, man får den allerstørste indflydelse i et demokratisk system, som det har udviklet sig. Men det er sådan set beklageligt, at medlemstallet i vores politiske partier falder, for så bliver berøringen og dermed kontakten simpelt hen mindre.

Så der er mange aktører på det her område, og der ligger en ordentlig betænkning her, som sikkert desværre bliver læst af alt for få. Der er gode anbefalinger, som vi bestemt kan støtte op bag, og man kan håbe, at en række af dem bliver ført ud i livet og bliver brugt og debatteret. Men jeg vil bare minde om, at det allervigtigste sådan set er, at vi taler om det mennesker imellem, og at vi gør vores unge mennesker klart, at de her demokratiske fællesskaber sådan set er præcis lige så vigtige som noget andet. Og så skal vi i den politiske verden måske også holde op med at sige , at det er ligegyldigt, hvem der sidder i byrådet, og om de er blå eller røde. De fører den samme politik, for det hele bestemmes alligevel inde på Christiansborg. Det er rigtig godt lige præcis i år at få snakket om, at sådan er det rent faktisk ikke.

Man kan bare tage den helt aktuelle lockout af folkeskolens lærere, som er bestemt af KL. KL består af kommunerne i Danmark. Det er de byrådsmedlemmer, vi har valgt sidste gang for 3½ år siden. Nu skal vi vælge nogle nye, så det er sådan set helt afgørende. De har indflydelse på de nære ting. De har indflydelse på vores dagligdag, de har indflydelse på vores uddannelse, og unge mennesker skal skrive sig bag øret, at det sådan set er vigtigt. Der er det, man får indflydelse på, hvordan hele vores samfund udvikler sig. Så det er vores alle sammens forpligtelse, at den her diskussion kunne blive brugt i det her valgår til at få flere til at se sammenhængen mellem, at vi har et demokrati i Danmark, og at det skal holdes levende og opøves, som Mejdahl siger. Så det kunne godt blive en god dag, hvis det her når uden for murene. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Mike Legarth som konservativ ordfører.

Tak, hr. formand. Jeg vil starte med lige at replicere til Enhedslistens ordfører, fru Rosa Lund. Jeg har jo kun to muligheder for at stille spørgsmål, og fru Rosa Lund konkluderede, at jeg ville beskytte de unge mennesker mod demokrati. Det er selvfølgelig manipulation.

Nej, det har jeg ingen som helst tanker om at gøre; jeg vil ikke beskytte de unge mennesker mod demokrati. Det, jeg vil beskytte dem imod, er konsekvensen. Hvis man lader nogle varetage nogle interesser og lader dem stemme om noget, som de ikke har nogen jordisk chance for at sætte sig ind i, og hvis betydningen er så kolossal, at det får en uheldig virkning, så får det konsekvenser Det var det, min påstand gik på. Man kan jo ikke bede folk om at tage ansvar, hvis de ikke er klar til det, og det mener vi ikke man er som 16-årig.

Godt. Med hensyn til det, vi drøfter i dag, altså problemstillingen med unge og især førstegangsvælgere, der ikke deltager tilstrækkeligt i vores demokrati – ikke giver deres stemme til kende – så er det selvfølgelig et stort problem, og spørgsmålet er, hvordan vi aktiverer dem. Det er jo først og fremmest familiens opgave, at man helt fra barnsben får lært, at det er vigtigt at give sin mening til kende og deltage i de valg, der er. Helt personligt stiftede jeg selv bekendtskab med det som lilleputfodboldspiller, da vi på fodboldholdet skulle bestemme, hvem der skulle være anfører – og det stemte vi om: flertalsafgørelse, demokratiet i sin bedste ånd. Vi skal jo alle være med til at lære, at det er en del af samfundsopgaven at tage et ansvar: Gå ned og stem, når du kan, og vær med til at påvirke tingene, uanset hvor lille din egen stemme kan være i den store sammenhæng.

Så synes jeg også, at det er vigtigt, at vi ikke dikterer og trækker noget ned over hovedet på den unge generation. Det tror jeg ikke vi får noget ud af. Så det handler selvfølgelig om, at vi må appellere og henstille og opfordre til, at man tager ansvar, og at man medvirker. Det handler om, at vi får skabt en opfattelse af, at vi har et land, et fædreland, og at vi her har et sæt af værdier, nogle standarder, nogle normer, nogle sædvaner, som vi gerne vil have, at folk deltager i at udvikle fremadrettet; at vi involverer og får folk til at deltage. Det er jo det, der på den lange bane giver indsigt og skaber det ansvar, vi sådan set efterspørger.

Vi ved det fra lokalpolitik, hvor de lokalt valgte helt direkte kan være med til at bestemme de kerneydelser, man har i kommunen, og hvad prisen skal være på dem. Det er det nære. Man bestemmer også kvaliteten, og man kan præge og påvirke meget i sin hjemegn med sådan noget. Vi skal skabe en større respekt om og større anerkendelse af dem, der påtager sig den opgave, ved at vi også får fortalt om de gode sider ved det.

Så skal vi pille det elitære ud, gøre demokratiet nærværende, gøre det til noget, der er til at tage at føle på og mærke hvad handler om, og det gør vi jo ved at lade folk deltage – det har andre ordførere på glimrende vis fortalt mere om – i skolerne, i elevrådene, på arbejdspladserne, alle mulige steder, hvor det kan lade sig gøre. Der må vi jo så, og det er det, vi kan gøre herindefra, medvirke til, at der bliver skabt kampagner, givet oplysning, og vi må sørge for, at der i vælgerforeningerne laves arrangementer på den ene og den anden måde eller i almindeligt oplysningsregi, hvor de unge mennesker får mødt politikere og får fundet ud af, at der måske ikke er hold i den der politikerlede, man jo ser, hvis man læser nogle af formiddagsbladene, når de møder folk personligt og finder ud af, hvordan arbejdet egentlig bliver udført, og hvad det reelle arbejde består i.

Så vi kan godt gøre noget der. Det skal være synligt og konkret, nye tiltag, der er målrettet mod den unge generation og selvfølgelig også nydanskere, som vi på samme måde gerne vil integrere også i valgprocessen.

Bare for endnu en gang at slå fast i debatten om, hvorvidt det er en god idé at sænke valgretsalderen til 16 år: Nej, det synes Det Konservative Folkeparti ikke. Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg synes det handler lidt om populisme; det handler om, at man kan se på uddannelsesinstitutionerne, at hvis man fik den aldersgruppe ind som vælgere, ville det give bonus i meningsmålingerne og i valgresultaterne, fordi der er en tendens til en vis hældning mod nogle bestemte partier i den sammenhæng. Det tillader jeg mig at sige åbent og ærligt. Sådan ser jeg det, for jeg kan ikke tro, at nogen ved sine fulde fem mener, at det er fornuftigt, at man skal tage stilling til så vigtige beslutninger, før man er parat til det. Så derfor mener vi, at den valgretsalder, vi har på 18 år i dag, er den rigtige, og der skal den blive. Tak, hr. formand.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak. Jeg har bare et enkelt spørgsmål til ordføreren for De Konservative. Hvornår mener ordføreren at man er klar til demokrati?

Ordføreren.

Det tror jeg såmænd man er klar til, så snart man forstår ordets betydning – når man kan tale og lytte. Men jeg husker også, at samme ordfører jo synes, at man godt kan blive minister som 16-årig. Og der må jeg så bare sige, at nu synes jeg godt nok, vi kommer ud på et overdrev. Hvis man skulle tænke lidt videre i forhold til den næste debat, vi skal have, kunne man spørge: Hvorfor er alderen så 16 år? Altså, jeg synes, vi er ude i noget, der er en glidebane, og som er meget uheldigt.

Jeg synes, det er vigtigt i forhold til dem, vi sætter på posterne til at tage det store ansvar for fællesskabet og for flest mulige, at vi er sikre på, at de er egnede til at løfte opgaven. Og jeg er fuldt og fast overbevist om, at det er der ikke mange – i min verden ingen – der kan være som 16-årig.

Fru Rosa Lund.

Det her bliver jo en lidt sjov debat om alder. Så jeg tror bare, jeg skal spørge om én ting mere. Hvornår er man så ifølge De Konservative gammel nok til at blive politiker? Hvornår er man gammel nok til at blive minister? Det vil jeg gerne vide.

Ordføreren.

Altså, en alder for, hvornår man kan være politiker, skal jeg ikke sætte nogen regler for. Det mener jeg at man selv som person må afgøre. Hvis der findes en, der kravler derudad, og som er i stand til at fortælle omverdenen, at de er politiker, så er det fint for mig. Det har jeg ikke noget problem med.

Det, jeg taler om, er ansvaret, og det er jo på baggrund af, at når man tager et ansvar, er der også en konsekvens, der er en risiko, der er nogle ting, der følger med, når man tager sådan et ansvar. Og når man skal stå på toppen af kransekagen og skal tage ansvar for andres ve og vel, synes jeg, det er vigtigt, at man har erfaringer, viden og kompetence. Det kan man ikke have i en meget ung alder.

Fru Lisbeth Bech Poulsen for en kort bemærkning.

Nu sagde hr. Mike Legarth, at valgretsalderen på 18 år er fin, og at der skal den blive. Jeg vil bare gerne stille et helt simpelt spørgsmål, nemlig om valgretsalderen efter ordførerens mening burde sættes op til 23, 25 eller 30 år, som den har været på et tidspunkt.

Ordføreren.

Nej, jeg synes at den valgretsalder, vi har i dag, er den rigtige. Den er 18 år, altså når man er myndig, og jeg synes, at vi i Danmark på den måde sender et signal om, at man i den alder har den erfaring og det, der skal til, for at man kan betragtes som myndig. Derfor synes jeg, at den valgretsalder, vi har i dag, er rigtig.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Hr. Mike Legarth er altså uenig med sine historiske partifæller, fordi vi nu er et andet sted. Jeg tænkte på, om ordføreren måske ville gøre Folketinget lidt klogere på De Konservatives historiske standpunkt med hensyn til valgretsalderen de gange, hvor den er blevet sat ned.

Ordføreren.

Jamen alle, der tænker sig om, sørger for at forandre, bevare og tilpasse sig tingenes udvikling og tidens tand. Tiden går, og vi ændrer ting, og det er jo også det, Folketinget gør her. Vi justerer og tilpasser jo hele tiden, i forhold til den tid, vi lever i.

Det er også derfor, vi lige har været nødt til at bede folk om at arbejde længere: Levetiden stiger, og så er vi nødt til at være på arbejdsmarkedet længere, det er sådan set sund fornuft. Det kan der så være nogle der er lodret imod. Engang havde vi råd til at have en efterlønsordning, men det har vi ikke mere. Vi i Det Konservative Folkeparti synes jo, at der aldrig har været råd til det, men det var der nogle der mente at der var, og at man engang ville kunne betale regningerne, men det viste sig at være forkert.

Det er bare for at illustrere, hvad jeg sagde om tidens tand. Tiden går, og tiden efterspørger nye løsninger, og vi er jo i dag havnet ved, at myndighedsalderen er 18 år, og det er også den fornuftige valgretsalder. Men påstanden fra Socialistisk Folkeparti om, at man godt kan blive valgt som 16-årig og dermed også blive minister – f.eks. udenrigsminister som hr. Villy Søvndal, som sidder her i salen – synes jeg nærmest er kukkuk, må jeg bare ærligt sige.

Tak til den konservative ordfører. Så er det økonomi- og indenrigsministeren.

Jeg vil gerne takke for debatten. Det lyder måske lidt underligt, men egentlig var jeg bange for, at vi ville få en festsang heroppe fra talerstolen, altså sådan lidt uforpligtende pæne ord om demokratiets tilstand og om, hvordan det så i øvrigt så ud med det.

Men jeg vil gerne kvittere for det spørgsmål, som hr. Hans Kristian Skibby stillede, nemlig hvorfor egentlig gøre noget særligt for, at de unge kan stemme, for de kan da bare gå ned og gøre det. For det synes jeg sådan set er en meget god måde at tage stilling på. Det lød, som om vi havde sådan en hønen og ægget-diskussion: Hvad kommer først? Er det interessen for politik, og derfor stemmer man, eller stemmer man, og deraf kommer interessen for politik?

Jeg har det selv sådan, at i et repræsentativt demokrati er det vigtigt, at vælgerne stemmer, også når vælgerne stemmer blankt, eller uanset hvordan vælgerne stemmer. Og som radikal må man jo konstatere, at det er der mange vælgere der gør, altså stemmer på et andet parti end det, jeg selv stemmer på. Men det at stemme er i sig selv en vigtig handling i et demokrati. Derfor synes jeg, at de ting, som er blevet sagt i dag, er meget vigtige, og også den forpligtelse, som Folketingets partier jo har påtaget sig med det forslag til vedtagelse, som er lagt frem, nemlig at gøre noget aktivt for, at flere stemmer. For uanset hvordan man vender og drejer det, synes jeg, det er svært at se bort fra, at fra 1997 til 2009 er der 7 pct. færre af de 18-årige, der stemmer, 8 pct. færre af de 19-21-årige, der stemmer, men kun 4.5 pct. færre af de over 30-årige, der stemmer. Der er altså en klar tendens til, at unge stemmer mindre end andre. Og i Valgretskommissionens rapport kan man se meget tydeligt, at det at stemme er noget, man skal vænne sig til. Det er en god demokratisk vane at stemme. Det er noget, man lærer ved at gøre det. Det er noget, man lærer ved at se andre gøre det. Det er jo baggrunden, synes jeg, for de konkrete og fuldstændig åbenlyse anbefalinger, som vi har fået, nemlig at give unge anledning til at stemme sammen og se hinanden gøre det og gøre det tilgængeligt der, hvor man er.

Fra Dansk Folkepartis side lyder det så: Jamen skal vi så lade folk stemme alle mulige steder? Ja, det kan da egentlig godt være. Det kan da godt være, at vi i højere grad skal åbne vores demokrati, så man kan stemme flere steder. Det kan da være, at det er det næste, vi kommer frem til, når vi ser, hvordan det går med at åbne vores afstemning for nogle af de vælgergrupper, der stemmer mindst, og hvor valghandlingen kan komme ud på uddannelsesinstitutioner, kan komme ud i boligkvarterer, kan komme ud der, hvor folk er. Det synes jeg åbner nogle nye perspektiver, for hvad er et demokrati, hvor folk ikke stemmer? Så bliver interessen ved spisebordet rundtomkring eller på den side af tv-skærmen, hvor man ikke har adgang til at deltage i dialogen.

Derfor synes jeg, det er en afgørende debat, vi har haft i dag, og jeg håber meget, at det vil gøre, at vi også handler konkret rundtomkring i kommunerne. For der er jo kommunalbestyrelsesmedlemmer, som kan fremsætte forslag om at gøre lige præcis det her, altså flytte afstemningen ud, og der er partiforeninger, som kan tage det konkrete initiativ og invitere andre af de lister, som stiller op, til at tage debatten nogle andre steder end der, hvor man plejer. Jeg tror, det gør en forskel at blive inviteret. Sådan har jeg det da selv med fester, nemlig at jeg kommer til dem, jeg er inviteret til, men jeg synes ikke, det er nogen skam at blive væk, hvis jeg ikke er inviteret. Og måske har vi fået et demokrati, hvor man ikke oplever sig inviteret. Det er i hvert fald den tanke, jeg kan få, når jeg ser på de unge; når jeg ser på borgerne med indvandrerbaggrund; når jeg ser på nogle af de borgere, som modtager kontanthjælp, nemlig at de ikke føler sig inviteret til at være en del af den fest, som det at stemme er. Det synes jeg vækker til eftertanke. Det gør det i hvert fald hos os.

Derfor synes jeg, at de konkrete initiativer, som Valgretskommissionen har givet os, giver et afsæt for ikke kun at værne om vores demokrati, men også for at udvikle det. Der synes jeg at debatten i dag har været god, fordi den også har vist, at det ikke er noget blabla, for der er faktisk rigtige og virkelige demokratiske kræfter i at tage den diskussion. Jeg håber så, det bliver til andet og mere end diskussionen, nemlig også til konkret handling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jamen det er jo rigtigt. Dansk Folkeparti siger jo heller ikke, at det ikke er et problem, at de unge stemmer mindre end andre, men vi har bare tilladt os at sætte spørgsmålstegn ved, at man skal lave så mange initiativer bevidst målrettet en af de befolkningsgrupper, som stemmer mindre. Der findes jo også undersøgelser af, hvor mange folk på overførselsindkomster der stemmer, i forhold til hvor mange akademikere der stemmer, eller hvor mange af de offentlige ansatte kontra f.eks. arbejdsløse der stemmer. Der findes forskellige befolkningsgrupper, som måske stemmer forskelligt, ikke alene rent politisk, men også stemmeprocentuelt. Så kunne man jo også godt tage den diskussion: Jamen hvad med de andre grupper, hvor vi kan se at der er rigtig mange, der ikke udnytter deres stemme ret ? Det er jo ikke en pligt at stemme, det er faktisk en ret at lade være med at stemme, hvis man ikke ønsker det. Det synes jeg også lige at man skal have med.

Men jeg kunne godt tænke mig at få ministeren til at svare på: Hvad med de forskelle med hensyn til at stemme, vi jo ved der er mellem andre befolkningsgrupper her i Danmark, hvoraf nogle er mere flittige til at udnytte deres stemmeret end andre? Hvad synes ministeren vi skal gøre der?

Jeg synes, det er oplagt at overveje, hvad man kan gøre. Det var også derfor, jeg nævnte et ord, som vist ikke er helt almindeligt på Folketingets talerstol, nemlig bodega. For det kan være, at det er der, man skal holde sit vælgermøde. Det kan være, man skal holde det i sportsklubben. Det kan være, man skal gøre det nogle andre steder end der, hvor man plejer. Vi elsker at være i bibliotekets mødesal en tirsdag ved et syvkantet vælgermøde. Det er ikke en kærlighed, som alle deler med os, og derfor må vi jo ud og finde ud af: Hvordan er det så?

Jeg tror, at nogle af de ting, som bliver foreslået med henblik på at få unge til at føle sig velkomne i vores demokrati, også vil virke sådan, at borgere, der i øvrigt stemmer mindre end andre, vil føle sig mere velkomne i vores demokrati. Jeg synes, vi skal gå den vej at få stadig flere inddraget i det, for jeg synes, at det i væsentlig grad vækker til eftertanke, hvis nogle af dem, som faktisk er direkte afhængige af beslutninger, som tages her, fordi deres forsørgelse kommer fra offentlige kilder, fravælger at stemme.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det svar anerkender jeg, men jeg vil også gerne sige, at det jo grundlæggende bare er sådan, at vi kan se, at nogle af de her initiativer og forslag, som ligger i Valgretskommissionens anbefalinger, er ret vidtgående set i forhold til at servicere de unge mennesker i en hidtil uset grad. Altså, man skal ikke engang ulejlige sig med at gå med og stemme på biblioteket eller på rådhuset i løbet af de uger, man har til rådighed, eller gå ned og stemme den dag, hvor selve valget foregår. Vi har jo en række initiativer, som sikrer, at ældre, handicappede osv. selvfølgelig kan afgive deres stemme, hvis ikke de er i stand til rent fysisk med relativ snilde at komme hen og afgive deres stemme. De bliver hjulpet, og det skal de selvfølgelig også.

Men kan ministeren ikke også godt forstå, at der er en vis skepsis, når vi nu kan se, at der er nogle unge, der ikke gider at stemme, for at sige det lige ud? De kommer simpelt hen ikke hen og stemmer, og vi vælger så, at svaret logisk må være at skabe endnu mere papirnusseri eksempelvis ved at sende to breve ud: Et med en invitation til at komme og stemme, hvor der står, at stemmesedlen kommer om en uge, og så et brev mere fra det offentlige Danmark. Kan ministeren ikke se, at det måske også godt kan have den diametralt modsatte effekt, hvis man laver flere og flere administrative foranstaltninger?

Jeg har ikke noget grundlag for at sige, at unge ikke gider at stemme. Det, jeg har fået ud af Valgretskommissionens betænkning – og jeg sad da også et stykke tid, indtil jeg fik det privilegie at være minister – er, at der er unge, som helt banalt ikke ved, hvordan man gør, som er i tvivl, og som ikke synes, at et valgkort ligner en invitation, men netop ligner noget bureaukrati. Jeg synes, det klæder et demokrati at invitere borgerne til at være en del af det, hvis de måske oplever, at det ikke er noget, som de er inviteret til. Hvis det viser sig at være skadeligt eller virke modsat, gør vi noget andet næste gang, men jeg kan ikke se, hvad i alverden der skulle være til hinder for at handle aktivt ud fra alle de gode ord, vi plejer at sige i den her Folketingssal om at have et levende, inddragende, stort og aktivt demokrati, ved faktisk at gøre noget, nemlig at invitere nogle af de mennesker, som stemmer mindre end andre, til faktisk at være med.

Hr. Leif Mikkelsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu har vi jo en forespørgsel, der ligesom henviser til anbefalingerne i Valgretskommissionen, og så har vi faktisk et forslag vedtagelse, der pålægger regeringen at iværksætte initiativer, og derfor er spørgsmålet sådan set, om ministeren har gjort sig overvejelser. Ministeren siger også, at hun håber, det bliver til mere end en debat, som vi jo har haft her. Jeg har godt hørt, at det kunne være godt at være på en bodega osv. og at komme der, hvor mennesker bor. Det er jeg helt enig i er fremragende, men har ministeren gjort sig overvejelser om, hvilke initiativer der kunne iværksættes af regeringen, som jo direkte er forespørgslens adressat på det her område, for at styrke demokratiet og deltagelsen, som forespørgslen egentlig går på?

Ministeren.

Ja, jeg mener, der er noget, vi kan gøre. Som sagt har jeg skrevet til landets borgmestre for at opfordre dem til at gribe de her anbefalinger. For det andet har vi skrevet til en række forskellige aktører for at spørge dem om, hvad de kunne tænke sig vi kunne gøre. Det er også for at få et koordineret overblik over, hvad der egentlig kommer til at ske, sådan at vi kan følge med i det. Vi formidler kontakten til forskere ved Københavns Universitet for at se, om det overhovedet virker, hvad vi skal gøre næste gang for at komme endnu længere i den her bestræbelse, der drejer sig om at sørge for, at unge bliver inviteret til at være med i valghandlingen. Som sagt handler det med lovændringen, som Folketinget vedtog i december, om at gøre det muligt at brevstemme derude, hvor de unge er, og det, som vi arbejder på i øjeblikket, er at lave et – hvad skal man kalde det? – kodeks for ungdomsorganisationernes adgang til uddannelsesinstitutioner, for det er jo også vigtigt, at nogle af de unge, som faktisk ikke kun interesserer sig for politik, men som brænder for politik, kan komme ud og præsentere det. Og der viser undersøgelserne i Valgretskommissionens betænkning jo meget klart, at der desværre er nogle, som lukker døren for den politiske debat, fordi de er bange for den. Det håber jeg meget vi kan komme på plads med, for jeg tror, det gør en stor forskel, at unge oplever andre unge brænde for det, for så bliver de selv vakt, ikke nødvendigvis af den samme overvejelse og de samme argumenter, men af faktisk at deltage i den måde, demokratiet fungerer på.

Leif Mikkelsen.

Det synes vi lyder som gode initiativer, som giver et billede af, at det faktisk skal foregå derude, og at det ikke er ret meget, man så kan gøre i den her i sal eller fra regeringsbænken andet end at gøre opmærksom på det, der er nævnt, og som jeg læste op i forordet, nemlig at det egentlig skal opøves på de områder. Det er der, vi skal have vakt diskussionen og samtalen, som vel egentlig starter i familien hjemme ved køkkenbordet. Det er der, der er den allervigtigste snak om at holde vores demokrati levende, så vi skal egentlig sende nogle stærke opfordringer til at gøre det, frem for at vi kommer med initiativer og lovgivning osv. Jeg forstår også ministeren derhen, at man har vakt borgmester- og andre initiativer i den retning, det er det, der sådan er signalet herfra.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Det er ikke vores diskussion, som får unge til at stemme. Det er dem selv. Der handles ud fra den diskussion, der får unge til at stemme, og det er jo især, når man rejser sig fra køkkenbordet og tager de unge med hen til afstemningen, at man gør forskellen. Det viser sig også, og jeg ved ikke, om det er overraskende for nogen, at unge især stemmer, hvis deres mor stemmer. Der er sikkert også andre felter, hvor det gør sig gældende, at morens eksempel er bedre end farens, det skal jeg ikke forlænge debatten med, men det er i hvert fald den konkrete handling.

Jeg tror, der er mange her, som tager deres børn i hånden, når det er valgdag, for at de kan være med og opleve, hvad det vil sige at stemme, fordi det er ved det personlige eksempel, at man flytter noget. Så jo flere, der flytter noget, jo bedre. Der er jo så bare det ved det, at vi alle sammen er medlemmer af politiske partier, og jeg går da ud fra, at vi nyder den respekt i vores partiforeninger og vores centrale sekretariater, at hvis vi siger, at nu har vi i Folketingssalen beskæftiget os med det her, og vi synes, det er vigtigt, der bliver handlet derude, så bliver der taget fat.

Derfor kan vi jo også selv, når vi taler med vores partisekretærer og ledere rundtomkring, få det til at rulle og få dem til at handle og række ud, fordi det netop er en fælles bestræbelse, der skal til, og ikke noget, man kan styre med gode ord fra en talerstol.

Hr. Mike Legarth har en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne takke ministeren for refleksionerne over de anbefalinger, der er givet – ikke mindst fra Det Konservative Folkepartis side – til, hvordan vi kan styrke den unge generations tilgang til demokratiet, og over kommissionens øvrige betragtninger og anbefalinger til, hvordan vi skal iværksætte det, hvilke tiltag der skal til osv. Det synes jeg også at der var en stor og bred forståelse i Folketingssalen for.

Men der var en ting, der skurrede i mine ører, og som også har præget lidt af debatten, nemlig at Socialistisk Folkepartis ordfører og Enhedslistens ordfører ønsker at nedsætte valgretsalderen til 16 år. Vil ministeren kunne støtte det?

Ministeren.

Det skurrer ikke i mine ører. Jeg synes da, det er fuldstændig i orden, at man har den holdning, at valgretsalderen skal være lavere, end den er i dag. Der er så helt åbenlyst – det kunne man i hvert fald få ud af debatten, hvis man lyttede til den – andre partier, som har en anden holdning, nemlig at valgretsalderen ligger rigtig godt der, hvor den ligger i dag.

Det er jo med omhu, at bestræbelsen har været, at debatten i dag ikke skulle handle om valgretsalder, for så ville vi med samme deles i to forskellige holdninger, og vi ville ikke flytte noget inden for en overskuelig tidshorisont. Derfor var det måske mere konstruktivt at fokusere på de resterende anbefalinger fra Valgretskommissionens betænkning om, hvad der faktisk kan få flere unge til at stemme.

Mike Legarth.

Det sidste er jeg sådan set enig i, og det var også derfor, jeg lagde vægt på anerkendelsen og rosen og på det, der er et flertal for i salen. Men enhver politisk debat skal også forholde sig til knasten og tidslen, at her var det, synes jeg, at sænke valgretsalderen til 16 år. Det har jeg så nu hørt ministerens svar på, nemlig at hun ikke synes, det er et problem – i hvert fald ikke sådan lige åbenlyst – hvis valgretsalderen bliver sænket til 16 år, hvilket jeg jo synes.

Men i tillæg mener de to samme ordførere fra henholdsvis Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten også, at man skal kunne blive minister som 16-årig. Det sagde de faktisk i fuld alvor. Jeg måtte knibe mig i armen, for mener de virkelig det? Ja, det gør de. Det bekræftede de efterfølgende. Jeg vil bare høre: Har ministeren så i den sammenhæng den samme opfattelse? Synes ministeren godt, at man kan være minister som 16-årig i det danske Folketing?

Ministeren.

Man skal jo ikke være valgt til Folketinget for at være minister. Men jeg vil da sige, at jeg ikke selv har planer om at udnævne ministre, der er under 18 år.

Endelig vil jeg sige, at jeg faktisk ikke vil tages til indtægt for hverken det ene eller det andet synspunkt, for så vidt angår valgretsalder. Jeg synes, der både er ting, der taler for at sætte valgretsalderen ned, og ting, der taler for at fastholde den der, hvor den er.

Jeg synes, det er i orden, at man kan have en åben diskussion om, hvad der vil være det bedste for vores demokrati, for der er mange 16-årige, som har en glødende interesse for politik, og som ved meget om det. Der er sikkert også 16-årige, som gerne vil være fri for at skulle tage stilling, selv om de har en glødende interesse for politik. Jeg tror, der er mange forskellige hensyn at tage, herunder et af de hensyn, der er blevet nævnt i dag, nemlig sammenhængen mellem myndighedsalder og valgretsalder.

Jeg har ikke selv taget stilling til, om valgretsalderen skal ændres, for jeg synes, at der både er ting, der taler for, og ting, der taler imod. Men der er en ting, som jeg er fuldstændig overbevist om, og det er, at vi kan gøre noget, at vi kan handle, for at flere unge bruger den valgret, de faktisk har. Det synes jeg ville være godt for vores demokrati.

Det fremkaldte endnu en kort bemærkning nu fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg skal nok stille et spørgsmål til ministeren – og tak for den rigtig gode redegørelse og for hele engagementet i den her debat.

Men jeg bliver simpelt hen nødt til at sige, at det ikke er i orden herinde at lægge andre ordførere noget i munden. Jeg har ikke fået et spørgsmål om ministre eller besvaret det, så det skal vi altså lige have på det rene. Men jeg er jo helt enig med ministeren i, at det her handler om meget mere, og det er også derfor, at vi kunne få alle Folketingets partier til at stå bag den her forespørgselsdebat, og i mit eget indlæg fyldte det også kun en linje ud af den relativt lange tale.

Men når Konservatives ordfører – og undskyld, at jeg inddrager ministeren i det her – ikke vil give et klart svar på, hvordan partiet historisk har forholdt sig til de her forandringer, må jeg bede ministeren, som jo er meget historiekyndig, om hjælp, og også minde om Viggo Hørups ord om, at der altid vil være et højre og venstre, og der vil altid være nogle, der vil frem, og nogle, der vil holde igen eller tilbage – sådan er det, resten er modesager. Så må jeg også sige, at jeg ønsker, at ministeren kan sige, at det ikke har været De Konservative, der har trukket læsset i forhold til at få moderniseret og få sat valgretsalderen ned fra 30 år.

Ministeren.

Det må ligesom stå for sig selv. Under alle omstændigheder synes jeg ikke, det var et læs at trække at sørge for, at valgretsalderen blev sat ned fra de 30 år, fordi for dem, der har kæmpet for det, har det været en stor kamp og en god kamp, og – tror jeg – rigtigt.

Jeg synes i hvert fald, at valgretsalderen, som den er på de 18 år, er det absolutte maksimum, når man ser på, hvad man i øvrigt skal tage stilling til i et demokrati som vores. Men den historiske diskussion er jeg fuldstændig sikker på kan fortsætte – om ikke under en forespørgsel, så sådan ved kaffeautomaten.

Jeg vil gøre opmærksom på, at man slet ikke behøver at stille spørgsmål. Det hedder en kort bemærkning, og derfor behøver man heller ikke svare. Men tak til økonomi- og indenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på torsdag, den 11. april 2013.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)