Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren:

Vil ministrene redegøre for, hvordan regeringen har reageret på SFI-rapporten »Danske hjemvendte soldater«, og herunder redegøre for, hvorfor Arbejdsskadestyrelsen bruger kriterier for at anerkende PTSD på baggrund af en lægefaglig vurdering inden for 6 måneder efter belastningen, på trods af at gennemsnittet for udslag af PTSD er 4 år efter en udsendelse i en militær mission og at domstolene accepterer andet end en lægefaglig vurdering, f.eks. pårørendes og venners forklaring?

Af Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Nikolaj Villumsen (EL).

(Anmeldelse 07.02.2013. Fremme 19.02.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. april 2013.

Ordføreren for forespørgerne, hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg vil godt starte med at henvende mig til de to ministre med en opfordring til at kigge op på tilhørerpladserne. Her kan man se bare en lille del af de mennesker, som har passet deres arbejde som udsendte på vegne af forskellige regeringer og det store flertal af Folketinget. Hverken jeg eller Enhedslisten har noget ansvar for at sende soldaterne ud i krig, hverken på Balkan, i Irak eller i Afghanistan, men uanset hvad vil vi forsvare dem, der i dag lider under, at de har passet deres arbejde som udsendte til krig.

Jeg håber, at såvel forsvarsministeren som beskæftigelsesministeren har nærlæst den absolut største epidemiologiske undersøgelse af hjemvendte soldater. Det handler om den rapport, der er lavet af SFI for Soldaterlegatet. SFI's rapport er baseret på data fra forsvaret og Danmarks Statistik og omhandler de ca. 26.000 soldater, som har været udsendt i perioden 1992-2009. Alle kan se af rapporten, at det er en ekstrem belastning at deltage som soldat i en krig. Mange af de hjemsendte har i dag store psykiske men, og efter nogle år bryder mange af den samme og får diagnosen PTSD.

Jeg har snakket med en stor del af dem, og jeg er blevet bekræftet i, hvad vi nok alle ved, nemlig at når man kommer hjem fra at have deltaget i en krig som dem på Balkan, i Irak og i Afghanistan, har man svært ved at erkende, at man har psykiske men. Vi snakker jo om unge mennesker, som havde det godt såvel sundhedsmæssigt som socialt, da de tog sted. Når de kommer hjem, har mange ændret sig. De har svært ved at sove, nogle af dem bliver meget aggressive, og de får nogle flashback. Unge mænd går ikke bare til lægen, de flygter i stedet fra livet. Nogle begynder at drikke eller får andre former for misbrug, først adskillige år efter bryder de sammen.

Desværre har mange af dem ikke fået anerkendt deres sygdom på grund af Arbejdsskadestyrelsens praksis, som betyder, at de skulle have en lægefaglig begrundelse for deres PTSD inden for 6 måneder. Derfor vil jeg bede såvel forsvarsministeren som beskæftigelsesministeren om at kommentere denne skandaløse praksis, som betyder, at mange af veteranerne ikke får deres velfortjente anerkendelse.

Tak. Så giver jeg ordet til forsvarsministeren.

Danmark har gennem de seneste årtier ført en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det danske forsvar har været brugt som et meget væsentligt redskab i den sammenhæng.

Siden 1992 har Danmark haft ca. 30.000 kvinder og mænd udsendt til en eller flere internationale operationer. Danmark har valgt at tage ansvar og gøre en forskel ude i verdens brændpunkter. De danske soldater, som har valgt at lade sig udsende, har truffet en helt særlig beslutning, som reelt sætter handling bag de politiske overvejelser og beslutninger. Danske soldater har bl.a. valgt at lade sig udsende til verdens fattigste og farligste lande for at sikre, at de lande ikke bliver sikker havn for terrorister, der ønsker at ramme Danmark.

Soldaternes vilkår afviger selvsagt fra vilkårene i andre erhverv. Der er en indbygget og kalkuleret risiko i det arbejde, der udføres – en risiko, som aldrig helt vil kunne fjernes. For mange soldater indebærer en udsendelse i en international operation et langvarigt ophold i et truende og farefuldt miljø. Det er derfor ikke nogen nem beslutning, når en soldat vælger at lade sig udsende. I værste fald kan det indebære, at soldaten betaler den højeste pris.

Siden starten af 1990'erne er 68 danske soldater omkommet; mere end 200 er kommet hjem med fysiske skader, og mange er kommet hjem med ar på sjælen, som ikke kan ses. Derfor er det regeringens klare holdning, at vi fortsat skal have fokus på at sikre, at soldaterne får den rette støtte og anerkendelse, når de vender hjem. Vi skal tage hensyn til de særlige vilkår og forhold, som soldaterne har levet under i flere måneder inden hjemkomsten. Regeringen og Folketinget har ansvaret for at skabe rammerne for den indsats.

Forsvaret har som arbejdsgiver et helt særligt ansvar, når det gælder om at forberede soldaterne til at kunne imødegå det til tider farlige miljø, de sendes ud i. Siden starten af 1990'erne har forsvaret opbygget et solidt fundament af støttende og anerkendende tiltag. Forsvaret har løbende forbedret indsatsen for at forberede soldaterne både fysisk og mentalt til de internationale operationer.

Men det er ikke kun før udsendelse, forsvaret har forbedret soldaternes vilkår. Både under og efter udsendelse har forsvaret iværksat en række tiltag, der har fokus på at sikre soldaternes fysiske og psykiske robusthed. Lad mig ridse op:

Det psykiske aspekt inddrages allerede ved udvælgelse af nye soldater til internationale missioner. Under den missionsforberedende uddannelse er der løbende fokus på at sikre, at soldaterne er tilstrækkelig mentalt robuste. Soldaterne uddannes således i psykologiske forhold. Det intense uddannelsesforløb giver endvidere mulighed for at identificere soldater, der viser tegn på ikke at være psykisk parate til udsendelse.

Under udsendelsen i de større missioner er der både læger og feltpræst til rådighed, som soldaterne kan henvende sig til, hvis de føler sig dårlige. Forsvarets psykologer gennemfører kontaktbesøg, og de kan altid tilkaldes efter behov. En soldats foresatte kan sende ham eller hende til psykolog eller læge ved mistanke om psykiske problemer. En soldats pårørende eller kollega kan henvende sig til forsvaret ved mistanke om psykiske problemer. Hvis det er vurderingen, at en soldat ikke er egnet til at fortsætte i missionen, bliver han eller hun indstillet til hjemsendelse.

Kort før hjemkomst gennemfører psykologerne såkaldte battleminddebriefinger i missionsområdet. Her drøfter de enkelte enheder eller grupper udsendelsen sammen med en psykolog. Der undervises f.eks. i almindelige reaktioner ved hjemkomst.

Ved hjemkomsten gennemgår veteranerne et akklimatiseringsforløb. Alle veteraner kommer til en obligatorisk, individuel hjemkomstsamtale med en psykolog, hvor veteranen bliver spurgt om sin uddannelse og hvordan den umiddelbare reaktion på hjemkomsten har været. Psykologen foretager på baggrund af samtalen en indledende vurdering af veteranens psykiske tilstand. Hvis ydeligere udredning eller behandling skønnes at være relevant, bliver dette tilbudt umiddelbart i forlængelse af samtalen.

Derudover er der obligatoriske gruppesamtaler for de grupper og enheder, der har været i kamp, hvor der er yderligere mulighed for at afdække, hvorvidt der er veteraner med behov for individuel psykologfaglig opfølgning. Veteraner, der har pådraget sig en varig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse som følge af udsendelse i international operation, vil typisk blive tilbudt et rehabiliteringsforløb ved Veterancentret.

Målet med rehabiliteringstilbuddet er at tilsikre, at de tilskadekomne veteraner bliver givet de bedst mulige vilkår for at kunne leve et fuldgyldigt arbejdsliv enten i eller uden for forsvaret. Når veteranen kommer hjem, kan han eller hun til enhver tid rette henvendelse til tjenestestedets kontaktofficer, såfremt der måtte være behov for støtte. Herudover er der på forsvarets tjenestesteder udpeget kollegaer, som er klædt på til at tage en uformel snak med veteraner, der har brug for at vende nogle af de udfordringer, der kan opstå, når man kommer hjem. Endelig kan man som veteran altid søge kontakt med en socialrådgiver via Veterancentrets døgntelefon.

Hvis en veteran henvender sig til Veterancentret og får hjælp til at håndtere psykiske udfordringer, sker der en indledende screening af tilstanden. Hvis problemstillingen skønnes at have relation til udsendelse, tilbydes veteranen en visiterende samtale med en af forsvarets psykologer inden for 14 dage. Hvis der konstateres et behandlingsbehov, bliver veteranen tilbudt psykologforløb.

Hvis det i forbindelse med visitationssamtalen med en af forsvarets psykologer eller under behandlingsforløbet konstateres, at der er behov for psykisk udredning og behandling, bliver veteranen henvist til en af tre højt specialiserede enheder i regionspsykiatrien. Ved mere komplicerede forløb, hvor der også er sociale eller arbejdsmæssige vanskeligheder, etableres der med veteranens samtykke et samarbejde på tværs af Veterancentrets faggrupper, dvs. psykologer, socialrådgivere, beskæftigelseskonsulenter og job- og uddannelsesvejledere. Også andre aktører såsom kommunen eller fagforeningen kan blive inddraget, så alle aspekter af veteranens problemstillinger bliver belyst og indsatsen koordineret til gavn for veteranen.

Forsvaret har endvidere styrket indsatsen over for veteraner, der ikke længere er ansat i forsvaret. Ca. 2, 5 og 8 år efter hjemkomsten fra en international mission henvender Veterancentret sig til veteranerne for at informere om Veterancentrets tilbud og støtte. Tilbuddet om støtte er uden forældelsesfrist.

Parallelt med det netop beskrevne arbejder forsvaret også på at styrke broen mellem forsvarets indsats og den øvrige offentlige sektor. Der gennemføres således et satspuljefinansieret beskæftigelsesprojekt med fokus på ledige veteraners møde med de kommunale jobcentre.

Veterancentrets beskæftigelseskonsulenter tilbyder jobcentre og ledige veteraner støtte, så det sikres, at den enkelte veterans forløb i beskæftigelsessystemet håndteres bedst muligt for både veteranen og kommunen. Som en del af beskæftigelsesprojektet er der ansat en gadeplansmedarbejder, der støtter eventuelle hjemløse veteraner. Herudover tilbyder Veterancentret undervisning om veteranernes forhold til kommunale medarbejdere, herunder hvordan man som sagsbehandler kan forberede sig til mødet med veteranen. Et tilsvarende tilbud om undervisning gives til medarbejdere i distriktspsykiatrien.

I 2010 fik Danmark en officiel veteranpolitik, som sikrer koordination og en helhedsorienteret indsats på tværs af samfundets forskellige myndigheder og private, faglige og frivillige organisationer. Med veteranpolitikken fulgte bl.a. oprettelsen af et Veterancenter og dets videncenter. SFI-projektet »Danske hjemvendte soldater«, som forespørgerne henviser til, muliggør sammen med øvrig ny viden på området en løbende kvalificering af indsatsen for veteranerne. Veterancentret og centerets videncenter er i særlig grad omdrejningspunkt for det. Forsvaret producerer således også selv ny viden.

Veterancentret offentliggjorde i sidste måned en opfølgningsundersøgelse, som peger på en stigning i symptomerne på PTSD hos en gruppe af veteraner 2½ år efter hjemkomsten sammenlignet med udbredelsen af symptomer på PTSD hos samme gruppe 7 måneder efter hjemkomsten. Vi får gennem disse undersøgelser ny og vigtig viden om de psykiske konsekvenser, det har for soldaterne, når de udsendes. Det er vigtigt, at vi baserer indsatsen for veteranerne på konkret viden.

Det samme må selvfølgelig også gælde den måde, vi som samfund behandler vores soldaters arbejdsskader på. Det vil min kollega, beskæftigelsesministeren, komme ind på om et øjeblik. Der eksisterer, som jeg var inde på før, allerede en række tiltag i forsvaret, som søger at tage højde for nogle af de problemstillinger, som SFI-projektet »Danske hjemvendte soldater« også peger på. Det vurderes særlig relevant at nævne tre indsatser: Den styrkede udvælgelse og uddannelse af soldater, der bliver sendt ud i internationale operationer; den indsats, der ydes før, under og efter udsendelse med henblik på at forebygge psykiske skader i hele gruppen af soldater; og den indsats, der har til formål at forbedre støtten og den tværfaglige behandling af den mindre gruppe af veteraner, der viser sig at have særlige behov for specialiseret traume- og/eller psykiatrisk behandling samt psykosocial indsats.

Forsvarsministeriet er i gang med at evaluere veteranpolitikken. I den sammenhæng vil den nye viden, som bl.a. SFI-projektet har givet os, naturligvis også indgå. Jeg er som forsvarsminister rigtig godt tilfreds med, at beskæftigelsesministeren tog initiativ til en udredning af den nyeste viden inden for PTSD.

Det var forsvarsforligskredsen også, da vi havde forhandlingerne om forsvarsforliget, som vi indgik den 30. november 2012. Partierne bag forliget var enige om, at regeringen skal drøfte forholdene for anerkendelse af veteraners PTSD og andre psykiske skader, når udredningen af den nyeste viden inde for PTSD foreligger. Vi var i forsvarsforligskredsen også enige om, at behandlingen af veteranernes arbejdsskader, såvel fysiske som psykiske, skal ske på et oplyst og lægefagligt grundlag.

For at summere op: De danske soldater er udsendt på særlige vilkår. Forsvaret har som arbejdsgiver et særligt ansvar for at sikre veteranerne før, under og efter hjemkomsten fra internationale operationer. Regeringen og Folketinget har ansvaret for at skabe rammerne for veteranindsatsen.

Inden jeg overlader ordet til min kollega beskæftigelsesministeren, vil jeg gerne sige, at jeg er glad for, at vi har lejlighed til at have den her debat i dag. Det er mit indtryk, at alle Folketingets partier er villige til at tage ansvar for de danske veteraner. Det er derfor også min forventning, at vi senere i dag kan blive enige om at lempe kravene til dokumentation for veteraner med PTSD.

Tak til forsvarsministeren. Den næste er beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Det er en uhyre vigtig sag, vi diskuterer i dag, hvad også fremmødet på tilhørerpladserne dokumenterer og illustrerer. Jeg kan til fulde tilslutte mig det, min kollega forsvarsministeren har sagt, men jeg vil gerne tilføje, at jeg mener, det er hævet over enhver tvivl, at når Danmark sender mænd og kvinder i krig, har vi en ufattelig stor forpligtelse til at passe godt på dem, når de kommer hjem. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, har krigen omkostninger. Den har omkostninger for de mennesker, der er i den direkte, men den har også omkostninger for de mange mænd og kvinder, der under dansk flag rejser ud for at forbedre levevilkårene for mennesker rundtomkring i verden og i verdens brændpunkter.

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, mener jeg også, at vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og sige, at der er veteraner i Danmark, der ikke har fået den hjælp, de skulle have. Vi er enige om i dag, at hvad enten der er tale om veteraner, der kommer ud af krig her og nu, eller det er veteraner, der har været i krig tidligere, fortjener de hver og en at blive behandlet ordentligt. Og lige så vigtigt det er at slå fast, at mange af vores veteraner kommer hjem og lever et godt liv efter at have været udsendt i krig, lige så vigtigt er det også at slå fast, at der er veteraner, der kommer hjem med dybe ar på krop og på sjæl. Det er nogle af dem, der er til stede i salen i dag, det er nogle af dem, der har givet deres vidnesbyrd i den offentlige debat, og det er nogle af dem, der er gået til Folketingets partier og har bedt om løsninger på problemer i deres respektive liv.

Jeg vil gerne takke Enhedslisten for at have stillet forespørgslen her i dag. Jeg vil gerne takke Enhedslisten for fortgående at have en stor opmærksomhed på det her problem. Men jeg vil egentlig også gerne takke alle Folketingets partier for, at vi ikke alene i enighed kan stå samlet om et forslag til vedtagelse i dag, men også i enighed kan arbejde videre med det her område.

For hvad er det for problemstillinger, vi står med her og nu? Vi står f.eks. med problemstillinger, der knytter sig til 6-månedersreglen, og der er to elementer i den diskussion. Det ene er: Skal det være sådan, at man skal have været til læge, inden de 6 måneder er gået, og have en lægeerklæring eller en anden form for sundhedsfaglig dokumentation for, at ens PTSD er startet på det tidspunkt? Det er det dokumentationskrav, vi i dag er enige om at lempe på.

Så langt, så godt, men det løser jo ikke alle de problemer, der er på veteranområdet. For der er en anden 6-månedersgrænse, som også er til diskussion, nemlig: Kan det virkelig passe, at symptomer på PTSD altid viser sig, inden der er gået 6 måneder? Det kan jeg som politiker, som minister, ikke tage stilling til, for min sundhedsfaglige indsigt går ikke længere end til at vide nogenlunde, hvordan en influenza ser ud. Og det skal altid være sådan, at når vi træffer beslutninger af politisk karakter, også i forhold til arbejdsskadeområdet, skal vi have et sundhedsfagligt grundlag at stå på.

Det er derfor, jeg har bedt Arbejdsskadestyrelsen om at sætte en udredning i gang for at afdække, om der er ny viden, der gør, at 6-månederskravet kan bortfalde fremadrettet. Den udredning er færdig i starten af juni, og så skal den diskuteres. Det er aftalt i regi af forsvarsforligskredsen, at partierne mødes og tager en diskussion på baggrund af udredningen.

Hvis udredningen viser, at der er grundlag for at ændre 6-månederskriteriet, vil praksis blive ændret med det samme, og så vil Arbejdsskadestyrelsen kunne tage de sager op, som er afvist i dag. Så vil vi nå længere end med den løsning, der ligger her. Derfor tror jeg, at det, der er det vigtige i dag, er at få sagt til hinanden, at nu er vi enige om et forslag til vedtagelse, der handler om at lempe dokumentationskravet i forhold til den lægelige dokumentation. Det er godt, det er et vigtigt første skridt, og så mødes vi allerede i juni i regi af forsvaret og forsvarsforligskredsen, men med Folketingets partier og diskuterer, om den udredning, der er sat i gang, hvad angår de 6 måneder, kan føre til yderligere forandringer.

Spørgsmålet er så, om vi er færdige i juni, eller om ikke veteransagen er kommet for at blive på vores fælles bord. For ligegyldigt om vi ændrer 6-månedersreglen eller ej, kan der stadig væk være veteraner i Danmark, der oplever, at deres situation ikke i tilstrækkelig grad bliver anerkendt.

Jeg synes, det er vigtigt, at Folketinget i forlængelse af det her selvfølgelig står fast på, at der skal være en sammenhæng mellem en begivenhed, der relaterer sig til arbejdslivet, og det, at man kan få en arbejdsskadeerstatning. Vi kan ikke afmontere de to størrelser fra hinanden. Men med det princip i baghovedet lytter jeg mig til, at alle Folketingets partier – og ja, der har været et stærkt pres fra mange forskellige partier i begge sider af Folketingssalen for, at vi skal nå løsninger og komme i gang med at løse problemstillingen – er enige om, at der fortsat er udfordringer på vejen, hvad angår vores veteraner.

Som jeg startede med at sige, er det min klare oplevelse, at der er masser af veteraner i Danmark, der har et godt liv, også efter at de er kommet hjem fra krig. Der er nogle, der lever med de skader, de har fået, men der er også veteraner i Danmark, der har svært ved at leve med de skader, de har fået. Det kan have meget store omkostninger for dem i deres liv; det kan have meget store omkostninger for deres børn, for deres pårørende og for deres ægtefæller. Og når vi diskuterer veteranspørgsmålet, diskuterer vi ikke kun veteranerne. Så diskuterer vi også deres børn og deres familier. Og der er mange mennesker, der har fået lov til at betale en i deres liv for høj pris for den deltagelse, vi har i vores internationale engagement.

Derfor er signalet fra regeringen jo det meget klare, at ja, vi vil gerne føre en aktiv udenrigspolitik, med hvad dertil hører, også på forsvarsområdet. Det har forsvarsministeren så fint redegjort for både her og i andre sammenhænge. Men der påhviler alle en forpligtelse til at passe på vores veteraner, når de kommer hjem fra krig og der eventuelt er kedelige følger deraf. Derfor synes jeg, at jeg endnu en gang gerne vil kvittere for, at Enhedslisten har stillet forespørgslen, og at alle Folketingets partier er optaget af sagen. Det er vi også fra regeringens side. Nu tager vi et vigtigt første skridt, og så mødes vi allerede i juni måned i regi af forsvarsforligskredsen og diskuterer, hvordan vi kan komme videre med den her vigtige sag.

Jeg siger tak til beskæftigelsesministeren og giver ordet til hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører for forespørgerne.

Jeg vil godt starte med at sige tak for ministrenes svar. Jeg kan fornemme, at de efter noget betænkningstid har forstået de mennesker, som er blevet psykisk syge af at være udsendt af den danske regering og et flertal af det danske Folketing til krig. Jeg bliver nok også nødt til lige at rette beskæftigelsesministeren: Det er ikke forsvarsforligskredsen, men alle partier i Folketinget, som skal diskutere det i løbet af sommeren.

Jeg er glad for, at det er lykkedes at komme igennem med en anerkendelse af veteranernes PTSD. Det har været en lang og besværlig kamp, der allerede startede på et samråd den 9. december 2011. Nu er kampen næsten slut, og jeg vil faktisk dømme resultatet til at være en sejr. Jeg vil godt sige til regeringspartierne, at hvis de vil snyde på vægten, når den videnskabelige udredning kommer, er jeg hundrede procent klar til at tage kampen op igen.

Jeg har snakket en del med mange af veteranerne. Jeg er blevet møgsur og har fået tårer i øjnene, når jeg har hørt deres historie. De er blevet elendigt behandlet af det danske samfund. En af veteranerne sendte mig et digt, som slutter med følgende:

»Danmark vil ikke hjælpe os, som de burde./ DE kan og tør ikke ta´ et ansvar, for de vidste ikke, hvad de gik ind til./ Hvem betaler prisen?/ Det gør vi, som ville andre i verden noget godt./ I dag sidder jeg ene og skriver dette./ Jeg gjorde en indsats for mit land og blev efter ladt./ Ingen gang jeg kan holde mig ud.«

Men spørgsmålet er, om det kun er i et enkelt tilfælde, at et ungt raskt menneske får en psykisk sygdom af at være udsendt i krig. Svaret er et stort nej. SFI-rapporten om hjemvendte soldater, som har været i krig på Balkan, i Irak og i Afghanistan, dokumenterer, at blandt de 26.000 undersøgte er der 1.500, som har fået psykiske men, og mere end 600 har fået PTSD. Det er slemt nok, men rapporten siger jo også, at dem, der får PTSD, i gennemsnit først får en lægefaglig vurdering, 4 år efter at de er kommet hjem. Det er jo klart nok: Når man kommer hjem, får man at vide, at det er naturligt, at man ikke kan sove, og at man kan blive aggressiv og få flashback til de alvorlige hændelser, som man har oplevet i krigen.

Det er jo naturligt, at unge mennesker ikke bare går til lægen, men at mange af dem begynder at drikke og starter et misbrug og flygter fra virkeligheden. Først flere år senere bryder de endegyldigt sammen. En meget stor del får absolut ingen anerkendelse af deres sygdom. Arbejdsskadestyrelsen vender tommelfingeren nedad, fordi de bygger på en praksis, hvor PTSD skal være lægefagligt dokumenteret, senest 6 måneder efter veteranen er vendt hjem. Det skal vi ændre.

Til sidst vil jeg godt henvende mig til mine veteranvenner: Kære venner! I har vundet en stor sejr. I har vundet muligheden for anerkendelse for, hvad I har gjort, og anerkendelse for jeres psykiske sygdom, PTSD. I har vundet kampen for jer selv og for hundrede af jeres kollegaer. Det har været en lang kamp, og jeg vil sige til jer, at den dag I selv arrangerede en demonstration, den 23. oktober sidste år, fik I overbevist et flertal i Folketinget om, at I havde ret i det, vi i dag siger, nemlig at der skulle etableres en ordning for veteraner, hvor der ikke stilles krav om, at dokumentation for sygdomsdebut vedrørende PTSD i arbejdsskadesager skal ske i form af lægebesøg som udgangspunkt inden for 6 måneder. Ordningen omfatter også tidligere afgjorte sager.

Jeg er enig med jer i, at det har taget for lang tid, men som folketingsmedlem kan jeg bekræfte jer i, at vi arbejder ualmindelig langsomt her i Folketinget. Jeg vil også i fremtiden arbejde for både jer og andre, som lider af PTSD, for at samfundet anerkender jer, og ikke mindst vil jeg give jer masser af lykønskninger og ønske god vind til jer og jeres familier.

Så vil jeg oplæse forslaget til vedtagelse, som er fremsat af Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Bjarne Laustsen (S), Jonas Dahl (SF), Nadeem Farooq (RV), Jakob Ellemann-Jensen (V), Marie Krarup (DF), Villum Christensen (LA) og Lene Espersen (KF):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder det afgørende, at veteraner, som har været udsendt af Danmark, behandles ordentligt.

Folketinget noterer sig, at

- SFI-rapporten »Danske hjemvendte soldater« peger på, at mange veteraner lider af psykiske problemer, herunder får nogle konstateret PTSD flere år efter hjemkomst,

- under Arbejdsskadestyrelsens nuværende praksis skal en PTSD-ramt veteran dokumentere symptomer på PTSD gennem notat fra en læge, som udgangspunkt inden for 6 måneder efter hjemkomst, for at sygdommen anerkendes som arbejdsskade,

- beskæftigelsesministeren har bestilt en udredning om PTSD-området, og at SFI-rapporten indgår i forskernes materiale,

- regeringen vil drøfte forholdene vedrørende veteraners PTSD og andre psykiske skader med Folketingets partier inden sommeren 2013, når udredningen foreligger, og

- forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren giver tilsagn om, at der etableres en ordning for veteraner, hvor der ikke stilles krav om, at dokumentation for symptomdebut vedrørende PTSD i arbejdsskadesager skal ske i form af lægebesøg inden for, som udgangspunkt, 6 måneder. Ordningen omfatter også tidligere afgjorte sager.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 57).

Forslaget til vedtagelse vil nu indgå i den videre drøftelse.

Jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Nogle af de alvorligste beslutninger, der træffes i den her sal, er dem, hvor Folketinget beslutter at sende soldater ud i verden for at kæmpe for fred, demokrati og frihed. Vi sender unge mænd og kvinder ud på farefulde opgaver, og vi ved, at det er med livet og med førligheden som indsats. Det er aldrig nemme beslutninger, og de er altid genstand for en grundig og kritisk debat, sådan som alvoren tilsiger.

I de situationer taler vi ofte om, at vi som politikere tager ansvar, når vi trykker på den grønne knap. Jo, det gør vi, men ansvaret ophører ikke her, og vi er absolut ikke de eneste, der tager ansvar.

Der er nemlig brug for, at nogle tør kæmpe den her kamp. For privilegier som frihed, demokrati og menneskerettigheder kommer ikke ud af ingenting. De kommer, fordi der er nogle, der kæmper professionelt, loyalt og tappert for dem. De kommer, fordi nogen tror på, at det er kampen værd, og at det er en kamp, der er værd at ofre alt for.

Sådan handler vores soldater, når de tager ud og kæmper for at sikre disse privilegier for os og for andre, der ikke er lige så heldige som os.

Vores soldater fortjener taknemlighed og respekt, også når de vender hjem. Det skylder vi dem, og det skylder vi de pårørende, som i mange tilfælde er dem, der trækker det allertungeste læs, både under og efter udsendelsen.

Her skal vi som politikere også tage ansvar. Vi skal leve op til det omdømme, vores soldater giver Danmark hos vores allierede. Vi skal kvittere for den stolthed, vi føler over, at vi som et lille land er med til at gøre en stor indsats for en mere fredelig verden gennem den indsats, vores soldater yder.

Gennem årene er vi i Danmark blevet bedre til at håndtere det at være en nation i krig. Hvor vi i starten følte os frem, har vi i dag en formuleret veteranpolitik, og dyrekøbte erfaringer har gjort os bedre til at håndtere vore faldne og vore sårede, i hvert fald når det kommer til de fysisk sårede.

Det har været meget sværere at lære at håndtere de psykisk sårede. Derfor lever danske veteraner med en regel, der er ude af trit med virkeligheden, og som for mange krigsskadede veteraner betyder, at vi som samfund ikke anerkender, at de er kommet til skade, mens de kæmpede for at sikre vores tryghed og vores frihed.

Forvaltningen af den såkaldte 6-månedersregel betyder, at de veteraner, som af en speciallæge i psykiatri har fået stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion, også kendt som PTSD, efter deres udsendelse ikke kan få den meget alvorlige og meget belastende sygdom anerkendt som en arbejdsskade, medmindre de har opsøgt en læge, inden for 6 måneder efter de kom hjem.

Det kan vi ikke være bekendt. Når man kommer hjem som veteran, skal man lige vænne sig til den hjemlige andedam igen. Det gælder for langt de fleste og betyder ikke, at man er syg. Det er svært at omstille sig til den hverdag, som er så vigtig for dem herhjemme, men som samtidig forekommer så ligegyldig og fjern, når man vender hjem fra en dagligdag præget af store indtryk som krig, elendighed, fortvivlelse og håb.

Det tager sin tid, og tiden går, også for dem, der er syge, for det bliver jo nok bedre, og det er sikkert naturligt, at man skal vænnes til hjemmelivet igen, tænker man. Men tilvænningen kommer ikke, og den syge kører længere og længere ud på et sidespor, som kan have store konsekvenser for familien, arbejdet og det sociale liv. Det kan føre til misbrug, vold, isolation og fornedrelse.

Den sidste, der ser det, er ofte den traumatiserede selv. Eksemplerne er talrige, og skæbnerne er hjerteskærende. Til disse mennesker, der er syge på grund af de sår på sjælen, de har pådraget sig, mens de kæmpede for vores frihed, skal samfundet ikke sige: Nej, desværre, du var først hos din læge efter 9 måneder, så vi anerkender ikke, at det er en arbejdsskade.

Det har næppe været meningen, at reglen skulle forvaltes på den her måde. Og derfor er det glædeligt, at det er et samlet Folketing, som står bag dagens forslag til vedtagelse, selv om der skulle nogen overtalelse til for at få regeringspartierne med.

Signalværdien af den her enighed er ikke til at tage fejl af. Vi viser i dag vores krigsskadede veteraner, at vi anerkender deres indsats. Vi anerkender deres sår, uanset om de er fysiske eller psykiske og uden hensyn til datoen for deres lægebesøg.

Det er denne anerkendelse, som er så vigtig. For med anerkendelsen af PTSD som arbejdsskade skal den sårede ikke længere forklare sig for myndigheder, familie og venner. Med anerkendelsen vil det fremgå sort på hvidt, at her er et menneske, som blev såret i tjenesten, mens han eller hun kæmpede for Danmark og for en bedre, friere og fredeligere verden.

Derfor vil jeg gerne sige tak til alle de partier, som var med til at skabe det nødvendige flertal; tak til de to ministre for, at regeringen ændrede holdning og for løftet om, at implementeringen af forslaget til vedtagelse vil ske med den hast, som er rimelig, når et enigt Folketing står bag.

Endelig vil jeg sige en stor tak til Enhedslisten for at have rejst den her sag i Folketingssalen. Jeg ser det som et udtryk for, at uanset hvad partierne måtte mene om den politik og de politikere, der sender soldater ud i verden, skylder vi veteranerne anerkendelse og respekt. Tak for ordet.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Bjarne Laustsen fra Socialdemokraterne.

Lige så mange år, som jeg har været herinde, lige så mange år har Danmark sendt soldater ud, og hver eneste gang, vi har sendt soldater ud, har alle Folketingets partier været stærkt optaget af at sikre soldaternes sikkerhed der, hvor de nu kom hen. Selv om vi har forberedt os godt, har vi ikke altid forberedt os godt nok, og selv om vi har investeret i hjælpemidler og ting og sager, så har vi i hver eneste mission, vi har været ude i, mistet soldater, og vi har fået soldater hjem, der har mistet ben og arme og fået psykiske skader.

Det er blevet klart, at det har vi kigget på i mange, mange år uden at have gjort tilstrækkelig meget ved det, og tidslommen siger det jo også. Når vi først får en etableret veteranpolitik omkring 2010, er der en masse spørgsmål, som ikke er blevet behandlet godt nok. Vi har sikkert heller ikke været gode nok til at kigge på de soldater, vi sendte af sted, og forberede dem godt nok på det, og vi har heller ikke været gode nok til at tage dem hjem igen. Det var også det, som de to ministre var inde på, nemlig at selv om man forsøger at gøre noget godt, så kan man altid gøre det bedre, og de senere år har også vist, at vi har ændret på det. Derfor skal der også fra Socialdemokratiets side lyde en tak til Enhedslisten, som ikke er med i forsvarsforliget, og som har været med til at drive den her debat fremad og også har været med til at forhandle det her forslag til vedtagelse, vi har i dag.

Historikken er jo helt klar. Den viser, at vi har haft meget brede flertal for de fleste af de missioner, hvortil vi har sendt folk, men med hensyn til at få lavet en veteranpolitik har det knebet lidt. Den har vi så nu, men vi har også med SFI-rapporten et meget, meget mere omfattende billede af, hvilke konsekvenser det har haft, at vi har sendt folk ud igennem så mange år. Det er i øvrigt et rigtig godt materiale og måske noget af det bedste, der findes i verden overhovedet, fordi man har sammenlignet grupper, der har været sendt ud, med folk, der er blevet herhjemme, og set, hvad der er sket. Det er et godt og nyttigt materiale, som vi også kan bruge i fremtiden.

Så veteranpolitikken er utrolig vigtig for Socialdemokratiet. Den handler jo selvfølgelig også om, at når forsvaret sender folk ud, så skal forsvaret også være med til at sørge for at skabe arbejdspladser, sørge for, at forholdene er i orden, når folk kommer hjem. Men hele det omgivende samfund skal også være med til at sikre, at de folk, der har været sendt ud, også kan få en plads på det danske arbejdsmarked, uanset at de ikke har 100 pct. erhvervsevne.

Så SFI-rapporten giver et godt billede af de folk, der har været sendt ud, og hvad det er for nogle problemsæt, vi står med. Men ikke desto mindre skulle der jo faktisk en demonstration til for at sætte rigtig gang i den her debat. Efter SFI-rapporten blev fremlagt ovre i Den Sorte Diamant, har jeg været klar over, at det her var et område, hvor vi blev nødt til at gøre noget ekstraordinært.

Men jeg har også noteret mig, at soldaterne samlet set siger, at de ikke ønsker et særligt system til at behandle skadede soldater i forhold til resten af samfundet, hvor man behandler arbejdsskader i Arbejdsskadestyrelsen osv. Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, og jeg synes, at det ville være forkert at have sådan et parallelt system, som man skulle behandle soldaterne i. Så vi skal altså have en arbejdsskadepolitik, der også kan rumme skadede veteraner. Det er det, vi tager hul på i dag, i og med at vi siger, at man kan begynde at kigge på 6-månedersreglen for skadede veteraner og på, at de kan få hjælp, så der ikke er nogen blokeringer her.

Så kommer den videnskabelige udredning, som beskæftigelsesministeren har givet tilsagn om, således at vi kan få en mere generel drøftelse af, om der skal ske en ændring her. Men det siger sig selv, at uanset hvad man måtte nå frem til, så bliver vi nødt til at håndtere, at det er mange år siden, de første soldater blev sendt af sted. Derfor har jeg god grund til at sige, at vi fra Socialdemokratiets side er utrolig glade for det forslag til vedtagelse, som ligger her i dag. Det gør, at vi allerede nu kan tage fat på det.

De partier, og det er jo så resten af Folketinget minus Enhedslisten, der har været med til at lave forsvarsforliget, så jo også det her, således at vi allerede der begyndte at sige, at det skulle der tages hånd om. Og så skal Enhedslisten ikke have utak, fordi de var lidt utålmodige og sagde: Det er godt nok, at I har aftalt det, men nu vil vi gerne have det her sat på dagsordenen. Det har vi så fået, og vi er alle sammen enedes om et forslag til vedtagelse. Så det håber jeg bliver til gavn og glæde for de soldater, som har været sendt ud, og som har ar på sjælen, men som nu kan komme i gang med at få den hjælp, som vi skylder dem. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Lene Espersen fra De Konservative.

Tak. Nu sidder der jo mange veteraner her i dag, og jeg tror også, at de husker, hvad hr. Bjarne Laustsen sagde ude på Slotspladsen, da der var demonstration her i efteråret. Jeg kunne godt tænke mig så at spørge hr. Bjarne Laustsen, om han anerkender, at der var etableret et flertal uden om regeringen for at ændre de her regler, og at det så afstedkom, at regeringen blev mere velvilligt indstillet på at ændre reglerne.

Anerkender hr. Bjarne Laustsen, at der var et politisk flertal i sidste uge, der pressede den her beslutning igennem, så vi kan få det gode forslag til vedtagelse, vi får i dag?

Ordføreren.

Jeg ved ikke rigtig, hvad det er for en dagsorden, fru Lene Espersen forsøger at sætte. Jeg har tilladt mig igennem de sidste 10 år at lave en kronologisk oversigt over, hvad der er blevet stillet af spørgsmål og af hvem, og over samråd og alt muligt, og der ser jeg ikke noget særlig borgerligt præg. Jeg har heller ikke i de år, jeg har været herinde, hørt nogen særlige initiativer fra V, K eller andre borgerlige partier, med hensyn til at der skulle gøres noget særligt i forhold til det her problemsæt. Altså, æres den, der æres bør, og så må og skal det være Enhedslisten.

Men i forbindelse med at vi får SFI-rapporten og vi har demonstrationen herude, gør jeg det, at jeg skriver til de to ministre og siger, at det her er en sag, der skal tages op. Og vi har siddet sammen, også i forsvarsforligsforhandlingerne, og forsøgt i drøftelser at finde ting, vi også har været enige om. Så jeg forstår ikke helt, hvad det er, fru Lene Espersen mener.

Lene Espersen.

Hr. Bjarne Laustsen svarede ikke på mit spørgsmål. Hr. Bjarne Laustsen ved udmærket godt, at der i sidste uge blev lavet et forslag til vedtagelse uden om regeringen, og at det var det, der medførte, at det var muligt at mødes her i dag og få presset også regeringspartierne til at være indstillet på allerede nu at tilkendegive, at den praksis, der er i Arbejdsskadestyrelsen, skal laves om.

Jeg synes, det er meget ærgerligt for debatten, men meget symptomatisk for hr. Bjarne Laustsen, at frem for at svare på det, man spørger om, og at erkende, at der, ja, var et flertal uden om regeringen, så snakker hr. Bjarne Laustsen udenom. Jeg vil sige, at til alle de møder, jeg har været til, da vi diskuterede forsvarsforlig med forsvarsministeren – så godt som alle møder, tror jeg – har jeg sagt, at den her regel skulle ændres. Jeg har også betinget mig, at hvis der skulle skrives noget om det i forligsteksten, skulle det skrives sådan og udredningen være færdig tids nok til, at et andet flertal i Folketinget kunne ændre reglen, hvis ikke regeringen var indstillet på det.

Det er muligt, at hr. Bjarne Laustsen ikke kan huske det. Men jeg synes, det er meget ærgerligt for debatten her i dag, at vi har en socialdemokratisk ordfører, der snakker udenom frem for at svare på det spørgsmål, jeg stiller.

Ordføreren.

Jeg kan nøjagtig lige så meget som fru Lene Espersen svare, at jeg har presset lige så meget på fra Socialdemokratiets side for at finde en løsning i forhold til veteranerne, som fru Lene Espersen har gjort det fra De Konservatives side. Og det er da meget muligt, at der kunne skabes et flertal uden om regeringen, fordi Enhedslisten kom med et forslag.

Jeg noterer bare, at i forsvarsaftalen stod der klart og tydeligt, hvordan vi skulle håndtere det her. Det, der så var spørgsmålet – der blev også holdt et samråd om det – var, at hvis nogle af de her ting, der kom frem, krævede lovgivning, kunne man så nå at ændre det inden sommerferien osv.

Så det væsentligste af det hele er, at i dag ligger der et forslag til vedtagelse, som er tiltrådt, kan jeg forstå, af alle Folketingets partier. Det ville jeg da hellere glæde mig over end over forskellige udkast til forslag til vedtagelse.

Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Jeg vil blot spørge, om ordføreren kan huske en meningsudveksling om det her emne, som vi to havde i sidste uge. Her udbrød hr. Bjarne Laustsen i et rasende tonefald, at det her jo er et forligsbrud. Mener ordføreren stadig væk, at denne fjernelse af 6-månedersreglen på det her område er forligsbrud i forhold til forsvarsforliget?

Ordføreren.

Jeg har noteret mig, at vi i forsvarsforligskredsen, hvor jeg ikke så hr. Jakob Ellemann-Jensen, var enige om, hvordan vi skulle håndtere sagen om PTSD. Her bad man beskæftigelsesministeren om at komme med en udredning inden udgangen af juli måned. Derfor: Hvis der laves om på det i kredsen, kan man da godt tillade sig at betragte det som en slags forligsbrud.

Det er da helt tydeligt, at Enhedslisten ikke har det samme tålmod som andre, og derfor er det da fint, at de rejser en debat og presser på i forhold til det her. Men der ligger jo stadig væk en mellemregning i og med, at vi alle sammen skal mødes og drøfte det generelle spørgsmål, nemlig om vi kan ændre på 6-månedersreglen.

Det, jeg hæfter mig ved, er, at vi får en god fremdrift. Vi får både ordnet noget af det, der ligger bagud, og vi har allerede taget skridt til det, der ligger fremadrettet – også for alle mulige andre erhverv end for veteranerne.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... hr. Bjarne Laustsen med, at jeg ikke var en del af forligskredsen, men nu var det mig, der skrev udkastet til den sætning, der kom med i forligsteksten, så jeg kender den godt.

Jeg kender også godt sondringen imellem de diagnostiske krav og dokumentationskravet. Det gør ordføreren tilsyneladende ikke. Det forklarede beskæftigelsesministeren på glimrende vis før. Forstår ordføreren – undskyld, det er ikke ment som et fornærmende spørgsmål – godt, at der er forskel på de diagnostiske krav, som er omtalt i forsvarsforliget, og dokumentationskravet, som er det, vi beslutter i dag?

Ordføreren.

Det forstår ordføreren ganske udmærket. Jeg noterer mig bare, at det, forsvarsforligskredsen blev enig om, er det, der står der. Og det omhandler ikke andet end det, som man blev enig om. Det her er et yderligere skridt. Vi er fint tilfredse med i Socialdemokratiet, at man får håndteret den her del af det, også at vi på et senere tidspunkt måske får løst den anden del, når der ligger en videnskabelig udredning.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Troels Lund Poulsen.

Tak for det. Hvis man læser Nordjyske Stiftstidende, og det er jo på mange måder en interessant avis, kan man i dag konstatere, at det så er hr. Bjarne Laustsen, der står bag hele det flertal, der nu er skabt her i dag omkring PTSD og indsatsen for at forbedre vilkårene for veteranerne. Det er i bund og grund meget mærkeligt, at et regeringspartis ordfører på den måde vælger at gå ud og tage æren for noget, som et bredt flertal i Folketinget har støttet op om. Men lad det være, det siger jo så måske lidt om den måde, hr. Bjarne Laustsen arbejder på.

Det, jeg bare vil spørge om, er: Jeg husker ikke, at hr. Bjarne Laustsen på det samråd, vi havde med beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren her i starten af april måned, var særlig aktiv i debatten. Tog hr. Bjarne Laustsen ordet i samrådet? Havde han nogen holdninger til det her? Mig bekendt havde han ingen holdninger, og mig bekendt var vi også i en situation, hvor hverken beskæftigelsesministeren eller forsvarsministeren var villige til at imødekomme Folketingets partier i forhold til det forslag til vedtagelse, som vi nu er blevet enige om.

Det er godt, og det vil jeg også gerne kvittere for.

Hr. Bjarne Laustsen.

Jeg har også noteret mig, at hvis hr. Troels Lund Poulsen får et spørgsmål fra en journalist, svarer han på det spørgsmål. Det er sådan set det, jeg har gjort i forhold til Nordjyske. Jeg bestemmer ikke, hvad der skal stå i Nordjyske. Det kunne jeg godt ønske mig en gang imellem, men det gør jeg ikke. Jeg har forklaret, hvordan og hvorledes jeg ser på den sag, og vi har en fri presse, så det er det.

Så kan jeg sige, at det er helt normal praksis, at regeringsordførerne ikke er særlig aktive på samrådene, og det gælder sådan set, uanset hvilken farve regering vi har. Vi har ganske dygtige ministre, der svarer på de spørgsmål, som oppositionen stiller, og hvis jeg føler mig fuldstændig dækket ind, er der jo ingen grund til at sidde og trække møderne ud og stille yderligere spørgsmål.

Hr. Troels Lund Poulsen.

Det var meget interessant, hvad hr. Bjarne Laustsen sagde, nemlig at han følte sig dækket ind af det, ministrene sagde. Det kan jo ikke være rigtigt, for sandheden er, at ministrene ikke sagde noget som helst under det samråd, der fandt sted i starten af april måned. Så hvordan kan hr. Bjarne Laustsen føle sig dækket ind af det? For der var ikke noget som helst, der var ikke skyggen af tilsagn om, at man ville ændre på hele det kompleks, vi i dag diskuterer. Så hvordan kan hr. Bjarne Laustsen have følt sig dækket ind af det, ministerene svarede?

Ordføreren.

Det er jo, fordi der også bliver lavet politik andre steder end under et samråd. Jeg har hele tiden haft den opfattelse af det, at vi kunne finde en løsning til gavn for veteranerne. Og det er sådan set det, det handler om.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes jo, at det er o.k., når hr. Bjarne Laustsen ændrer holdning, men jeg har et spørgsmål til ham om hans ordførertale, fordi i sin ordførertale sagde han jo, at han ikke ville lave noget for veteraner, som ikke også omhandlede andre mennesker, der får PTSD. Hvis man kigger på forslaget til vedtagelse, kan man se, at det er et forslag, hvor der er noget for veteraner og måske noget andet i efteråret. Er det ikke veteranerne, der får ophævet 6-månedersgrænsen før alle andre, eller hvordan skal vi ellers forstå det, der står?

Ordføreren.

Det, jeg henviste til i min ordførertale, var SFI-rapporten, hvor det, jeg klart fornemmede ved at deltage i den høring, var, at soldaterne ikke ønskede sådan et parallelsystem, hvor man behandlede soldaternes arbejdsskader, men at man ønskede, at det kunne basere sig og holdes inden for de rammer, som findes for andre arbejdsskader. Dermed ikke være sagt, at det ikke er en særlig gruppe. Det er derfor, jeg taler om både noget, der peger bagud i forhold til det lange tidsforløb, vi taler om her, og så det fremadrettede.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes, at det er et godt svar, men jeg vil gerne vide, hvad hr. Bjarne Laustsen mener om PTSD. Skal der laves noget for veteraner, eller skal der laves noget, som det dækker alle, som får PTSD i det her land? Det er vigtigt for fremtiden, fordi jeg tror, at det er vigtigt, at vi siger til os selv, at PTSD jo kan ramme alle mulige mennesker, politifolk, sygeplejersker, socialrådgivere. Så derfor vil jeg spørge hr. Bjarne Laustsen: Mener hr. Bjarne Laustsen, at det, vi nu vedtager om PTSD for veteraner, også skal gælde for alle andre?

Ordføreren.

Den del af den videnskabelige redegørelse, som beskæftigelsesministeren kommer med, opfatter jeg klart sådan, at det også kommer til at omfatte alle andre grupper. Der er ud over de grupper, som hr. Jørgen Arbo-Bæhr nævner, også falckreddere, brandmænd, der er folk, der kommer ud for måske ikke så voldsomme oplevelser, heldigvis endda, som vores veteraner har været udsat for, men det er måske nogle af de grupper, som kan sammenlignes. Hvis den videnskabelige dokumentation kan retfærdiggøre, at vi ændrer generelt på reglerne, kommer det selvfølgelig også til at gælde for andre grupper, og dermed får vi et mere komplekst arbejdsskadesystem i forhold til de udfordringer, som vi møder bl.a. fra veteranerne her i dag.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg giver så ordet til fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti og siger tak til ordføreren.

Tak. Jeg vil godt begynde med at sige tak til Enhedslisten for at tage dette meget vigtige spørgsmål op. Der er få mennesker, som Dansk Folkeparti og jeg personligt har så stor respekt for som de soldater, der tør lade sig udsende til de farlige missioner, som det danske forsvar har deltaget i i de senere år. Soldaterne ved, at der er fjender i området, der vil dem til livs, nogle gange kan fjender og venner være svære at skelne fra hinanden, hvorved utrygheden vokser. Der kan skjule sig vejsidebomber, der kan gøre soldaterne til invalider på et splitsekund, hvis de overhovedet får lov til at beholde livet. Sådanne forhold lægger et tungt pres på en soldats psykiske konstitution.

I de tidligere fredsbevarende missioner, bl.a. på Balkan, var det i meget høj grad magtesløsheden, når man overværede uacceptable forhold uden at kunne gribe ind, der var en stor psykisk byrde for soldaterne. SFI's rapport om danske hjemvendte soldater beskriver mange af problemstillingerne og deres følgevirkninger i form af posttraumatisk stresssyndrom.

Vi skal respektere vores veteraner, og vi skal i praksis vise vores respekt for dem ved at give dem ordentlige forhold, når de kommer hjem. Det er ikke ordentligt, at en PTSD-diagnose absolut skal dokumenteres med et lægebesøg inden for 6 måneder efter hjemkomst fra udsendelse, for vi ved jo, at mange veteraner ikke selv erkender, at de har et problem, selv om de tydeligvis har det. Derfor støtter Dansk Folkeparti det forslag til vedtagelse, der blev læst højt af forespørgslens initiativtagere. Vi mener, at dokumentationskravet i form af 6-månederskravet er forkert, og vi mener, at gamle sager for veteraner skal genoptages. Det er det, der står i forslaget til vedtagelse, som derfor har vores store sympati og støtte.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Sanne Rubinke, SF.

Tak. Hermed en kort, men glad SF-kommentar til forslaget til vedtagelse og til F 29, hvor hr. Jørgen Arbo-Bæhr og hr. Nikolaj Villumsen med henvisning til SFI-rapporten om hjemvendte soldater efterspørger en reaktion fra regeringen i forhold til de PTSD-ramte soldater, som er kommet i klemme på grund af 6-månedersreglen.

I SF er vi meget tilfredse med, at vi i dag står med en tekst til forslag til vedtagelse, som der er bred opbakning til, og hvor forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren giver tilsagn om en ordning, der gør, at kravet om lægebesøg og dokumentation for PTSD-symptomer inden for 6 måneder efter udstationering eller hændelse ophæves. Der er grund til ros for initiativet til de herrer og venner i Enhedslisten og til begge de involverede ministre for at samle op på initiativet og selvfølgelig til den brede folketingskreds for at bakke op om initiativet.

Jeg er helt klar over, at dette forslag til vedtagelse naturligvis ikke løser alle problemer, hverken vedrørende vores veteraner eller vedrørende PTSD, men vi anser det som et vigtigt skridt på vejen og en reel handling, som kan have betydning for dem, der handler om, mens vi afventer den udredning, som beskæftigelsesministeren har sat i gang, og som ventes klar ret snart, nemlig før sommerferien.

Det er glædeligt, at Folketinget så bredt bakker op om at forbedre vilkårene for hjemvendte soldater. Og jeg må desværre konstatere, at jo mere erfaring, vi får med soldater i krig, jo mere erfaring får vi også med, hvilke skader og traumer danske soldater kan pådrage sig, når de er udsendt i vores og andre menneskers tjeneste.

SF støtter naturligvis teksten til forslag til vedtagelse til F 29, og jeg har lovet at hilse fra den radikale ordfører, hr. Nadeem Farooq, som meddeler den radikale støtte.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg giver ordet til hr. Villum Christensen.

Liberal Alliance er med i det udarbejdede forslag til vedtagelse, som efter vores opfattelse får rettet op på en helt indlysende urimelighed. Hvis man er syg og har taget varig skade, skal det naturligvis ikke bero på en administrativ fastsat regel eller tilfældighed, om man vil, når der skal tages stilling til erstatningsspørgsmålet.

Jeg skal ikke forlænge debatten yderligere, men blot tilslutte mig meget af det, der allerede er sagt. Sådan en dag, hvor Folketinget tager fat, rusker lidt i systemet og sætter en fod i døren, er faktisk en god dag for folkestyret.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, fru formand. Jeg vil også gerne indlede med at takke Enhedslisten for, at Enhedslisten har rejst denne forespørgsel, ikke mindst fordi timingen rent faktisk er god. Som flere ordførere har været inde på, har vi jo SFI-rapporten om danske hjemvendte soldater, og med den har vi faktisk et solidt grundlag for at diskutere vores veteranpolitik – specifikt med hensyn til hvorvidt vi gør nok for de soldater, der vender hjem med psykiske problemer.

Jeg vil gerne indlede min tale på vegne af Det Konservative Folkeparti med at citere Heine Stefansen fra SFI-rapporten:

»Der skal noget af et mandfolk til at indrømme, at man har det psykisk skidt.«

Her er vi nemlig ved problemets kerne i det, vi debatterer i dag. I takt med at vi i Folketinget har valgt at udsende soldater på farligere og farligere missioner – vi er gået fra fredsbevarende til fredsskabende missioner – så er vores soldater naturligvis også blevet påvirket heraf, ikke mindst psykisk. Men eftersom mange soldater – og det er jo en soldats lod – før udsendelsen skal være trænet op til at kunne modstå et betydeligt pres, falder det mange soldater, efter at missionen er slut, meget, meget svært at indrømme, at de har det rigtig skidt. Alle hjemvendte får jo besked om, at man kan få søvnproblemer og andre udfordringer, når man vender tilbage til normalhverdagen i Danmark, fordi den er så utrolig forskellig fra det, man har oplevet, mens man var udsendt. Men det kan tage ekstra lang tid, før man selv erkender, at der er noget alvorligt i vejen.

Denne sag har været en mærkesag for Det Konservative Folkeparti. Vi har i forbindelse med forsvarsforliget også arbejdet ihærdigt for, at den problemstilling blev adresseret, og vi aftalte i forbindelse med forsvarsforliget, at der skulle følges op på rapporten. Den udredning, som Beskæftigelsesministeriet har udfærdiget, var noget af det, vi skulle se på, ikke mindst så de mere rent lægefaglige vurderinger, som vi her i Folketinget ikke kan tage stilling til, da vi ikke er læger, også kunne komme til fornyet vurdering.

Da vi diskuterede udredningen i forbindelse med forsvarsforliget, blev det i hvert fald også fra konservativ side gjort meget klart, at det var afgørende for os, at den udredning blev færdig hurtigt, og det var det, fordi vi ønskede, at reglen skulle laves om. Vi ved jo, hvordan Folketingets arbejdsgang er. Folketingets arbejdsgang er jo sådan, at Folketinget normalt slutter omkring grundlovsdag, og derfor skulle der selvfølgelig være tid til at kunne gå her i Folketingssalen og få vedtaget nye regler, hvis ikke regeringen ønskede at medvirke til det.

Nu er vi så i den lidt specielle situation – og jeg synes for øvrigt også, at det var to gode taler, ministrene holdt – at vi ved, at den udredning bliver forsinket. Den kommer først i juni måned. Derfor står vi lidt i et dilemma. Skal vi vente på, at hele udredningen er færdig, før vi tager stilling til noget, der er meget vigtigt, nemlig hvorvidt vi skal kræve, at vores soldater går til lægen, inden der er gået 6 måneder, hvis de skal have mulighed for at få arbejdsskadeerstatning, eller skal vi allerede nu tilkendegive, at uanset hvad udredningen ellers måtte nå frem til af gode ting og sager, så ønsker vi at gøre op med en praksis, som vi synes er urimelig?

Det Konservative Folkeparti har valgt side. Vi synes, at det er en urimelig praksis. Vi mener overhovedet ikke, at der skal stilles krav om, at syge mennesker skal gå til lægen, for at de efterfølgende kan få anerkendt, at de er syge, og derfor er vi rigtig glade for, at vi med forslaget til vedtagelse her i dag får afskaffet en regel, der efter Det Konservative Folkepartis opfattelse er en hån mod de soldater, som vi sender ud, og som vender hjem med psykiske skader. Det er en hån, fordi de ikke har en sikkerhed for, medmindre de går til lægen, at de kan få anerkendt i PTSD, selv om de har PTSD.

Vi har haft lidt debat her i salen i dag om, hvad konsekvenserne så er af forslaget til vedtagelse. Som beskæftigelsesministeren har redegjort for, vil beskæftigelsesministeren i efteråret fremsætte et lovforslag, således at vi har juraen på plads og praksis kan ændres. Samtidig har vi også tilkendegivet – og det er jo også meget vigtigt for dem, der følger debatten her i dag, både her i salen og på tv – at samtlige afviste sager skal tages op igen. Så der er ingen, der falder mellem to stole. Alle får deres sager genoptaget, og det synes vi er rigtig vigtigt.

Vi havde selvfølgelig helst set, at vi havde kunnet få noget vedtaget i den her folketingssamling, men jeg må sige – jeg er også tidligere justitsminister – at jeg også lægger meget vægt på, at der er ordentlig lovkvalitet, og at vi gør tingene ordentligt. I og med at vi kan ende i en situation, hvor udredningen også lægger op til yderligere lempelser for veteraner, giver det faktisk god mening, at vi lovgiver til efteråret, men gør det med tilbagevirkende kraft på den måde, at alle sager kan genoptages.

Så vi er meget glade for, at det er lykkedes et flertal her i Folketinget også at overbevise regeringen om, at det var nu, vi skulle sende det signal og træffe den beslutning. Jeg vil gerne sige tak både til ministrene og til alle Folketingets partier for, at det er lykkedes at blive enige om det her. Det er en rigtig god dag, og jeg er stolt over, at vi gør noget, der virkelig gør en forskel for veteranerne.

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Det var en udmærket tale, men der var noget, der undrede mig. Når fru Lene Espersen siger, at den videnskabelige udredning er blevet forsinket, er det så rigtigt? Da den blev sat i gang, stod der jo i den, at den skulle komme i midten af juni. Er det så forsinket, når den nu kommer allerede i starten af juni?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at da vi sad og forhandlede forsvarsforlig, var det i hvert fald min opfattelse, at den udredning var færdig i marts eller april, og derfor er der en forsinkelse i forhold til det, jeg havde opfattet. Nu er det selvfølgelig klart, at vi ikke sad og diskuterede beskæftigelsesministerens område indgående, da vi forhandlede forsvarsforlig, men det var i hvert fald den opfattelse, jeg sad tilbage med. Jeg kender jo Folketingets arbejdsgange, og derfor er jeg klar over, at hvis den først er færdig i juni måned, så har vi jo som oppositionspartier ikke nogen som helst mulighed for at få regeringen til at lave nogen regler om, før Folketinget starter igen i oktober måned; det ville jeg være utrolig ked af.

Så jeg vil sige, at jeg havde en opfattelse af, at den ville foreligge tidligere, og det er selvfølgelig ærgerligt, kan man sige, at den udredning så ikke er færdig. Men det skiller os jo ikke ad, for vi har alligevel fundet det flertal, der skulle til at ændre på det, der har optaget dem, i hvert fald når jeg har besøgt veteranhjemmene både på Frederiksberg og i Aalborg. Og det har været den her regel om at skulle gå til læge, inden der er gået 6 måneder.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg kan prøve at spørge om noget andet, for hvis man nu får anerkendt de her folk, koster det jo penge. Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), som skal udbetale dem, og det er arbejdsgiverne, der betaler til AES. Vi har fået en opgørelse, som anslår det til 300-400 mio. kr. Hvordan er det i forhold til V og K's byrdestop? Ligger det inden for eller uden for byrdestoppet? For det er vigtigt for mig, at man skal give folk en erstatning, og det koster jo penge for arbejdsgiverne.

Ordføreren.

Jeg kender slet ikke reglerne for, hvordan det her bliver opkrævet hos arbejdsgiverne, godt nok til, at jeg kan svare fyldestgørende på det, men jeg vil sige, at vi er villige til at finde de penge. Og man kan sige, at der i hvert fald er nogle penge, der står og blinker, og som vil være nemme at tage ud til at finansiere noget af det her. Det er de penge, som man i Forsvarsministeriet afleverede ovre hos finansministeren, og som bare ligger og venter på at blive brugt. De penge kunne man jo så passende bruge til at dække det hul, hvis det viser sig, at det er Forsvarsministeriet, der får nogle ekstraudgifter om arbejdsgiver.

Jeg ved som sagt ikke nok om, hvordan reglerne er, altså om der er andre arbejdsgivere, der skal til at betale noget. Det, der er afgørende for os, er, at når folk har en sygdom, hvor man kan få tilkendt arbejdsskadeerstatning, så får man den arbejdsskadeerstatning, altså når man er syg. Længere er den sådan set ikke.

Hr. Bjarne Laustsen.

Tak. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man fra talerstolen kommer til at beskylde beskæftigelsesministeren for ikke at have leveret en vare, som vi først har bestilt i juni måned, og jeg er helt sikker på, at det er sådan, det står i forsvarsforliget. Det blev gennemtrawlet, også på det der samråd, at det ville komme til juni måned, og at det var det, der var hele omdrejningspunktet for vores sag. Så kan fru Lene Espersen ikke bare bekræfte, at det er sådan, at det er, at det var det, vi aftalte i forsvarsforliget?

Så vil jeg godt spørge fru Lene Espersen, som jo har en mangeårig karriere som minister: Var den her sag om PTSD og 6-månedersreglen noget, som optog den daværende regering rigtig meget de 10 år, hvor de havde magten?

Ordføreren.

Til det første vil jeg sige til hr. Bjarne Laustsen, at ud fra den erindring, jeg har, lader det til, at vi ikke har været til de samme møder i Forsvarsministeriet. Min erindring er helt klart, at der blev sagt foråret, og i juni måned er ikke forår for mig, selv om vi ikke har haft noget forår i Danmark.

Til spørgsmålet om veteranpolitik generelt vil jeg sige, at nu er det jo nyt, at jeg er blevet forsvarsordfører. Det er jeg først blevet efter folketingsvalget, men det er min klare erindring, at hr. Helge Adam Møller, der var Det Konservative Folkepartis forsvarsordfører i mange år, absolut var bannerfører for, at der blev formuleret en veteranpolitik for danske soldater, og at der blev sat et arbejde i gang.

Jeg kan selvfølgelig ikke redegøre for, hvad han har sagt til forskellige møder, for dem har jeg af naturlige grunde ikke deltaget i, men jeg er helt overbevist om, at han har været meget afgørende for, at der overhovedet er blevet formuleret en veteranpolitik. Og man kan sige, at vi med SFI-rapporten, der kom her i efteråret, så tager endnu et skridt i naturlig forlængelse af det ved at sige, at selvfølgelig skal vi gøre noget mere for vores veteraner.

Hr. Bjarne Laustsen.

Jeg kan bekræfte, at hr. Helge Adam Møller var en af bannerførerne og en god konservativ for netop det militære område, men jeg synes bare stadig væk, at der helt tydeligt står, hvordan vi skal håndtere den her sag, og så at komme og sige i dag, at beskæftigelsesministeren har leveret noget for sent, hænger bare ikke sammen.

Men lige nøjagtig, når det drejer sig om 6-månedersreglen, hvor Venstre i alle de 10 år overhovedet intet som helst har ændret – jeg har aldrig hørt et ord fra V og K omkring den her sag – så er det jo kun godt, at vi i dag kan blive så enige om at gøre noget ekstra godt for veteranerne, for det har været en mangelvare i alle årene, og det er det, som SFI-rapporten også dokumenterer, så det er jo kun godt. Der er bare lige det der med, at der ikke er noget, der er blevet forsinket, vi er bare blevet enige om en ny procedure i dag med hensyn til veteranerne, og så kigger vi på det fremadrettet senere, når det kommer.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Bjarne Laustsen, at min erindring er bare, at det var i foråret, og juni måned er ikke forår i min optik, men det kan der være forskellige opfattelser af. Det har bestemt ikke været ment som nogen kritik af beskæftigelsesministeren, for beskæftigelsesministeren var slet ikke med til de møder. Så det har bare været en diskussion om, hvornår det skulle være færdigt.

Så vil jeg sige til hr. Bjarne Laustsen, at jeg et eller andet sted simpelt hen synes, det er helt utroligt, at vi har en socialdemokratisk forsvarsordfører, der er så lille en mand, at han ikke vil erkende, at der her altså er et politisk flertal, der har presset regeringen til at ændre en regel. Jeg synes, det er helt legitimt, at man altid gerne vil forsvare sine egne synspunkter, men realiteten i den her sag er, at alle, der sidder her i salen, udmærket godt ved, hvordan forløbet har været i den her sag, og hvordan det har været i de sidste par uger. Og der synes jeg bare at det havde klædt hr. Bjarne Laustsen, hvis hr. Bjarne Laustsen ligesom jeg selv, forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren havde rost alle for, at vi har mødtes, og havde anerkendt den, der skulle anerkendes.

Jeg anerkender rigtig gerne, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr har gjort et kæmpe stykke arbejde og været den, der har anmeldt den her forespørgsel, men jeg synes simpelt hen, det er forkert at forsøge at skyde på dem, der faktisk har været med til at få det her fjernet.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 23. april.