Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 25:

Forespørgsel til statsministeren. (Hasteforespørgsel):

Vil statsministeren redegøre for sit brev til Folketingets formand af 28. januar 2013, jf. UFO, alm. del – bilag 19, hvori hun afviser at besvare spørgsmål fra Folketinget, som menes ikke at have retlig interesse for Danmark?

Af Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Martin Henriksen (DF) og Marie Krarup (DF).

(Anmeldelse 05.02.2013. Fremme 05.02.2013).

Jeg gør opmærksom på, at afstemninger om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til den 7. februar 2013.

Jeg giver ordet til hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for forespørgerne til en 2-minutters-begrundelse, hvorefter statsministeren har 10 minutter til at besvare og ordførererne har 4 minutter til deres ordførerindlæg. Værsgo.

Tak, hr. formand, og tak til statsministeren, fordi vi kan få den her hasteforespørgsel. Når vi har begæret den her forespørgsel fra Dansk Folkepartis side, er det selvfølgelig, fordi der jo foregår mange interessante ting på Grønland i den her tid. Der er en stigende interesse for, hvad der foregår. Og det er sundt og rigtigt, fordi det har meget stor betydning, ikke bare for det grønlandske samfund, som forhåbentlig kan gennemgå en positiv udvikling i årene fremover, men også for Danmark.

Der er jo en masse sammenfaldende interesser, der er en masse sammenfaldende ting. Det kan være på det sikkerhedspolitiske område, hvor der selvfølgelig er store interesser på spil i hele det arktiske område. Det, at kinesere interesserer sig for Grønland – det er jo ikke mærkeligt, at de gør det – kan selvfølgelig have stor indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig i det grønlandske område.

Det er Danmark, der har forsvarets skibe sejlende rundt omkring Grønland for at overvåge søterritoriet. Det er Danmark, der har ansvaret og betaler for det, og derfor er det selvfølgelig af stor interesse for Danmark.

Når vi kommer ind på land i Grønland, er det også interessant, hvad der foregår, fordi dansk politi jo har ansvaret for lov og orden. Hvis der kommer, lad os sige 4.000-5.000 kinesere på Sydgrønland i forbindelse med forskellige storskalaprojekter, er det en meget, meget stor andel af det samlede antal mennesker på Grønland. Det er ikke uinteressant, hvordan det påvirker os med hensyn til de ting, Danmark har ansvaret for. Vi ved også, at hvis der er arbejdsulykker, hvis der er miljøforurening, den type ting, vil man nok forvente, at Danmark er stærkt engageret i det. Vi synes også fra Dansk Folkepartis side, at det er helt naturligt, at Danmark er stærkt engageret i det.

Derfor er der en lang række spørgsmål, der er interessante at rejse. Og derfor var det overraskende, da statsministeren i sidste uge sendte Folketingets formand et brev. Jeg fik det ind i min mailboks tirsdag kl. 22.07. Hun skriver i brevet, at der nu er en række forhold angående de her ting, som foregår på Grønland, og som Folketinget ikke længere kan få svar på. Dermed indikerer statsministeren en praksisændring fra tidligere, hvor Folketingets medlemmer har kunnet stille spørgsmål om det, Folketingets medlemmer synes er interessant, og så forsøgte ministrene efter bedste evne at svare.

Den praksisændring bryder vi os ikke om. Vi synes, Folketinget bør kunne få svar på de spørgsmål, vi stiller. Vi har rejst den her forespørgsel for at få statsministerens forklaring på det brev af 28. januar, hun har sendt til Folketingets formand, og på, hvorfor hun har lavet den her ændring, så hun og regeringens ministre ikke længere føler sig forpligtet til at svare på Folketingets spørgsmål.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det statsministeren til besvarelse.

Jeg tror, at jeg mangler en side, formand. Jeg skal have hele besvarelsen med. Jeg håber ikke, at det tæller med i min tid.

Jeg vil gerne starte med at gøre det fuldstændig klart, at det er regeringens grundsynspunkt, at spørgsmål fra Folketinget skal besvares. Spørgsmål fra Folketinget til regeringen udgør jo et fundamentalt element i Folketingets kontrol med regeringen, og derfor har regeringen jo også besvaret mange spørgsmål om storskalaloven, ligesom regeringens ministre beredvilligt har deltaget eller vil deltage i samråd om den her sag. Det er meget vigtigt for mig og for regeringen, at der ikke hersker nogen som helst tvivl om regeringens grundsynspunkt på det område.

I forlængelse af det, jeg så netop har sagt, er jeg også glad for, at jeg i dag får mulighed for at uddybe og forklare, hvorfor regeringen har taget det her skridt og valgt ikke at besvare nogen af de folketingsspørgsmål, som er stillet med relation til storskalaloven. Der er, så vidt jeg er bekendt, foreløbig stillet 21 samrådsspørgsmål og 54 andre folketingsspørgsmål, og vi har besvaret eller vil besvare langt de fleste.

Regeringens skridt skal ses i lyset af den retlige ramme i forholdet mellem Danmark og Grønland, som selvstyreloven fastsætter. Den ramme går ud på, at når Grønlands selvstyre har overtaget et sagsområde, som det er sket på f.eks. råstofområdet, så er det selvstyret, som har kompetencen på det overtagne sagsområde. Det vil sige, at det er selvstyret, som både har den lovgivende og den udøvende kompetence inden for det overtagne sagsområde. Det følger udtrykkeligt af selvstyrelovens § 1. Det er i øvrigt en kompetence, som selvstyret udøver uden at være under tilsyn af danske myndigheder.

Den kompetencefordeling, som tegnes med selvstyreordningen, betyder, at vi, dvs. det danske Folketing, hverken kan eller skal blande os i, hvordan Grønland forvalter og konkret udøver kompetencen på de områder, som de har overtaget. Vi må simpelt hen acceptere, respektere den retlige ramme, som følger af selvstyreloven, og jeg vil i den forbindelse gerne gøre opmærksom på, at jeg taler om en retlig ramme, som samtlige partier i Folketinget bortset fra Dansk Folkeparti har været med til at etablere, da Folketinget vedtog selvstyreloven i 2009.

Det er på den baggrund, at jeg i besvarelsen af Grønlandsudvalgets spørgsmål nr. 53 har givet udtryk for, at der er nogle spørgsmål, som jeg på grund af den gældende kompetencefordeling mellem Danmark og Grønland og i lyset af spørgsmålenes indholdsmæssige karakter ikke finder at Danmark har en retlig interesse i at få besvaret.

Hvis vi vender blikket mod de spørgsmål, som jeg ikke har fundet anledning til at svare på, drejer det sig om følgende spørgsmål:

Om jeg vil oplyse, om der i forbindelse med lovbehandlingen i det grønlandske Landsting af storskalaloven vedrørende Isuaprojektet indgik et feasibility study af projektet? Om jeg i givet fald vil stille det feasibility study til rådighed for det relevante folketingsudvalg? Om det er rigtigt, at der skal foretages et feasibility study for at kunne søge om udnyttelsestilladelse, sådan som London Mining de facto har gjort det i forbindelse med Isuaprojektet? Hvem der skal drive jernminen? Hvor mange medarbejdere der kræves? Hvilke fagkundskaber der kræves? Hvilken nationalitet der skal stå for driften, og hvad lønniveauet forventes at være i driftsfasen, for at der er rentabilitet forbundet med projektet?

Det er nogle spørgsmål, der er af en sådan karakter, at jeg ganske enkelt ikke synes, at Folketinget eller regeringen har noget grundlag for at anmode selvstyret om at få dem besvaret. Med spørgsmålene går vi alt for langt ind i selvstyrets forvaltning og konkrete udøvelse af deres kompetence inden for råstofområdet, som jo er et område, hvor selvstyret som nævnt har den lovgivende og den udøvende magt. Jeg synes samtidig, at det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er ensbetydende med, at regeringen overhovedet ikke vil besvare spørgsmål, der vedrører råstofområdet og storskalaloven.

Som jeg allerede har sagt, har regeringen besvaret eller vil besvare langt de fleste spørgsmål om storskalaloven, og som eksempel kan jeg nævne, at regeringen vil besvare et spørgsmål fra Grønlandsudvalget om det årlige afkast fra den omhandlede jernmine, som forventes at tilfalde selvstyret. Når vi gør det, er det, fordi sådanne indtægter har indflydelse på Danmarks tilskud til Grønland efter bestemmelserne om det netop i selvstyreloven.

Som eksempler på andre typer af spørgsmål, som vi allerede har besvaret, kan jeg nævne spørgsmål om betingelserne for udlændinges ophold i Grønland ved storskalaprojekter, spørgsmål om pas og visum til udenlandske arbejdstagere, konsekvenser for danske myndigheder af storskalaloven, spørgsmål om f.eks. SAR-beredskabet, havmiljøberedskabet og sundhedsberedskabet. Så det er altså spørgsmål, vi har besvaret eller vil besvare.

I den sammenhæng vil jeg i øvrigt også gerne adressere en problemstilling, som har været nævnt i debatten, vedrørende regeringens manglende besvarelse af de omhandlede spørgsmål. Det er spørgsmålet om, hvorfor regeringen ikke ønsker at svare på spørgsmål om Grønland og eventuelle råstofprojekter, når det er helt sædvanligt at indhente bidrag fra udlandet og svare på alle mulige andre spørgsmål af udenrigspolitisk karakter.

Jeg synes ikke, man kan sammenligne de to situationer, for det første fordi forholdet mellem Grønland og Danmark er undergivet den retlige ramme, som selvstyreloven fastsætter. Der gælder som følge heraf en særlig kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark. Den relation og den kompetencefordeling, som gælder for forhold mellem Grønland og Danmark, gælder ikke tilsvarende mellem Danmark og andre lande. Der gælder f.eks. ikke en tilsvarende retlig ramme for forholdet mellem Danmark og Sverige. Det vil sige, at der ikke er en retlig ramme, som vi direkte eller indirekte skal tage hensyn til og respektere, når vi indhenter bidrag fra udlandet til brug for besvarelsen af folketingsspørgsmål.

For det andet er det mit indtryk, at de spørgsmål, som Folketinget typisk stiller om udlandet, ikke har den samme indholdsmæssige karakter som de spørgsmål om Grønland, som vi har valgt ikke at svare på. Når det drejer sig om udlandet, kunne det f.eks. være en situation, hvor Folketinget anmoder om, at der indhentes bidrag om et eller flere landes strafniveau for en given forbrydelse, og hvor det sker med det formål, at den faktuelle oplysning om strafniveauet skal tjene som inspiration for dansk lovgivning. Og det forekommer jo på ingen måde at være tilfældet med de spørgsmål fra Grønlandsudvalget, som jeg tidligere har henvist til, og som vi altså har valgt ikke at svare på.

Hvis jeg afslutningsvis skal opsummere, vil jeg sige, at regeringens grundsynspunkt er, at folketingsspørgsmål skal besvares, og derfor vil regeringen også besvare langt de fleste spørgsmål med relation til storskalaloven. Samtidig mener vi dog også, at det er vigtigt at respektere den retlige ramme, som et bredt flertal i Folketinget har fastlagt med selvstyreloven, hvorefter det er selvstyret, der har såvel den lovgivende som den udøvende kompetence på råstofområdet – i øvrigt, som jeg sagde før, uden at være under tilsyn af danske myndigheder.

Når regeringen har valgt ikke at besvare nogle få spørgsmål, skyldes det altså ikke uvilje mod at besvare folketingsspørgsmål. Det er derimod udtryk for, at vi synes, at Folketinget i lyset af spørgsmålenes indholdsmæssige karakter går ind og blander sig i, hvordan selvstyret vil forvalte og udøve kompetencen på råstofområdet. En besvarelse af spørgsmålene vil derfor i realiteten være udtryk for, at vi, dvs. det danske Folketing, ikke respekterer den retlige ramme, altså den kompetencefordeling, der følger af selvstyrelovens ordning. Den ramme ønsker regeringen at respektere. Tak for ordet, formand.

Tak til statsministeren for besvarelsen. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg må jo beklageligvis sige, ud over selvfølgelig at takke statsministeren for besvarelsen, at jeg synes, det er, jeg ved ikke, om man må bruge udtrykket nonsens, men jeg synes altså ikke, det er en argumentation, der holder hjem. Det første, man kan tage fat om, er jo, om det, statsministeren forsøger her med det brev, hun sender til Folketingets formand i sidste uge, om, at der er nogle ting omkring Grønland, som regeringen fremover ikke vil besvare spørgsmål om, er udtryk for en ny praksis. Til det må man jo svare meget firkantet og klart: Ja, det er det.

Hvis vi kigger tilbage og ser på, hvad folketingsmedlemmer har interesseret sig for i forbindelse med Grønland, er det også ting, som har været omfattet af noget, som grønlænderne selv har taget vare på. Om vi har kaldt det selvstyre eller hjemmestyre, så har det været ting, man selv har forvaltet. Det har man interesseret sig for, og der har ikke været problemer med at få regeringens forskellige ministre gennem tiderne til at besvare spørgsmål om det.

Så ja, der er tale om en ny praksis. Skal Folketinget finde sig i det? Skal Folketinget finde sig i, at man her flytter kompetencen, flytter overvejelserne om, hvad der er relevant for Folketinget at vide noget om, fra Folketinget til regeringen? Skal vi acceptere, at det er regeringen, der forlods kan tage et område ud og sige: Det her er et område, hvor I ikke skal forvente at få svar, selv om I stiller spørgsmål? Eller er det op til Folketinget selv at vurdere, hvad vi synes er interessant at stille regeringens ministre spørgsmål om? Hvis det er, skal regeringens ministre selvfølgelig, uanset hvilken regering der sidder – ordet minister betyder tjener – gøre, hvad den kan, for at tilvejebringe viden om det, så man kan svare på spørgsmålet. Bør det være sådan i det danske demokrati helt principielt? Ja, det synes vi i Dansk Folkeparti at det bør være.

Derfor mener vi ikke, at Folketinget skal acceptere, at regeringen forlods tager et område ud og siger: Fremover kan I ikke forvente at få svar på de her spørgsmål. Når vi så stiller spørgsmål om et konkret projekt, f.eks. i forbindelse med hvordan en råstofudvinding på Grønland vil foregå, om, hvor dybt man kan gå ned osv., kan vi jo diskutere konkret i forbindelse med det, men det, at man forlods siger, at det kan vi ikke få svar på, er da en noget arrogant indstilling.

Man kan jo også spørge, hvorfor i alverden Danmark skal have en rigsombudsmand – nu er det en rigsombudskvinde – på Grønland, hvis ikke det er for at være statsministerens og regeringens forlængede arm i forbindelse med at kunne tilvejebringe oplysninger om, hvad der sker på Grønland, som man bl.a. så kan servicere Folketinget med, og som kan være en del af vores viden om, hvad man bør gøre fra dansk side i forskellige sammenhænge, hvordan man kan bistå, hvordan man kan hjælpe med en god grønlandsk udvikling fremover.

Det andet store spørgsmål er jo definitionen af, hvor Danmark har en retlig interesse. Statsministeren skriver jo så i brevet til Folketingets formand, at der, hvor Danmark ikke har en retlig interesse i at få spørgsmålene besvaret, mener man så ikke at man skal besvare spørgsmålet. Man må jo bare sige, at nu forsøger statsministeren så at afgrænse det til at sige, at det kun er Grønland, og at det ikke handler om udenrigspolitik i øvrigt, men prøv at tænk, hvis statsministeren kommer i næste uge og siger: Jo, vi udvider også den definition til andre områder af verden. Hvad er det så i virkeligheden, statsministeren siger? Så siger statsministeren, at der, hvor Danmark ikke har en særskilt retlig interesse, skal Folketinget ikke længere kunne stille spørgsmål med forventning om, at regeringens ministre svarer. Det er jo en absurditet. Der er jo masser af ting, vi stiller spørgsmål om, om alt, hvad der foregår rundt i verden, som har det folketingsmedlems eller det partis interesse, som stiller spørgsmålene. Det skal da besvares, vil jeg sige til statsministeren.

Derfor er det da oplagt, at det, der skete i sidste uge, er et forsøg på at undgå en indholdsmæssig debat om nogle ting, der sker på Grønland, men som den danske befolkning er meget optaget af. Det er jo bl.a. et forsøg på at undgå en debat om, hvad det er for nogle lønniveauer, der kommer til at gælde, hvis der er 5.000 kinesere på Grønland, som muligvis kan blive aflønnet – det er i hvert fald en mulighed ifølge storskalaloven – ud fra kinesiske forhold. Det duer simpelt hen ikke.

Derfor vil vi opfordre til, at man kommer tilbage på sporet til den praksis, der gjaldt før i sidste uge, og derfor vil jeg fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger statsministeren at trække sit brev til Folketingets formand af 28. januar 2013 tilbage og stille regeringens ministre til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som Folketingets medlemmer finder relevante i forhold til diskussionen om rigsfællesskabet, herunder Grønland.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 29).

Der er et par korte bemærkninger, men jeg skal lige sige for en god ordens skyld, at forslaget til vedtagelse fra de fire nævnte partier selvfølgelig indgår i de videre forhandlinger.

Først hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg skal bare høre, om ordføreren kan bekræfte, at det, vi taler om, er fem konkrete spørgsmål, og at disse spørgsmål alle drejer sig om økonomien i et eventuelt storskalaprojekt og derfor klart vedrører et område, hvor Grønland har enekompetence. Kan ordføreren bekræfte, at det er det, vi diskuterer?

Ordføreren.

Altså, der er fem spørgsmål, som statsministeren har henvist til, det er fuldstændig korrekt; det er også blevet sagt heroppe fra talerstolen. Men det, brevet konkretiserer, er jo et princip. Jeg håber, at Enhedslisten også har brevet, ellers vil jeg meget gerne servicere Enhedslisten ved at give dem brevet efterfølgende. Hvis man læser på side 3 midtfor, står der det, som jeg var inde på før, nemlig hvor Danmark ikke har en retlig interesse. Så det er et forsøg på at brede et nyt princip ud, som det jo er uvist hvordan statsministeren vil administrere fremover.

Jeg synes da så, at et af de fem spørgsmål – altså bare for at tage det – er ret interessant med hensyn til det med, hvad det er for nogle lønninger, der er gældende for måske 4.000-5.000 kinesiske arbejdere på Grønland i en anlægsfase og efterfølgende i en driftsfase, i forhold til at man har forsøgt at sige, at der er forskel. Derfor synes jeg da, det er meget relevant at få oplyst.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg har prøvet at læse brevet og også alle spørgsmålene, og det sidste spørgsmål, som ordføreren refererer til, handler om lønsomheden i projektet og er derfor i samme kategori som den, statsministeren har brugt som begrundelse for ikke at svare.

Det, vi diskuterer – det vil jeg gerne have ordføreren forholder sig til – er, hvad den danske regering skal svare i respekt for den kompetencefordeling, der er mellem Danmark og Grønland. Det handler jo ikke om, hvordan det danske Folketings udvalg kan indhente oplysninger – det kunne vi nok finde nogle andre måder at gøre på. Så jeg vil gerne have, at ordføreren bekræfter, at det drejer sig om fem konkrete spørgsmål, der alle vedrører Grønlands enekompetence, og om ordføreren derfor ikke også mener, at det er rimeligt, at den danske regering og den danske statsminister på den danske regerings vegne undlader at svare på de spørgsmål.

Jeg vil lige skyde ind her til alles oplysning, at vi i dag kører det på den måde, at der i anden omgang med korte bemærkninger kun er ½ minuts taletid, både til spørger og svarer. Der var kun få sekunders overskridelse, så det var ikke nogen korrektion af hr. Finn Sørensen, det var mere for, at alle er opmærksom på det.

Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

(Kristian Thulesen Dahl hoster). Nu kommer jeg til at bruge noget af min taletid på at hoste.

Jeg er jo udmærket godt klar over, hvad det er for fem spørgsmål, der er udgangspunktet for statsministerens brev i sidste uge. Problemet er, at statsministeren forholder sig til noget rent principielt og laver en ny grænsetrækning, i forhold til hvornår det er Folketinget og hvornår det er regeringen, der definerer, om det er relevant for Folketingets medlemmer at stille spørgsmål på et givent område. Jeg forstår ikke, hvis Enhedslisten er kommet derud – jeg tror ikke, det var sket før regeringsskiftet i 2011 – at man i virkeligheden på den måde er med til at afskære Folketingets medlemmer muligheden for at stille spørgsmål på områder, hvor Folketingets medlemmer synes, det er vigtigt.

Fru Sara Olsvig for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har en hel række spørgsmål til ordføreren, men jeg vil prøve at gøre det kort. Jeg har stillet nogle af dem før uden at få svar.

Først kunne jeg godt tænke mig at få nogle opklarende svar i forhold til ordføreren og ordførerens partis holdning til det her med de udefra kommende arbejdere og udenlandske statsborgere, som ad forskellige veje kommer ind i Grønland. Er ordføreren enig i, at vi sådan set ikke oplevede nogen problemer i forhold til paskontrol og det, at folk skulle bevæge sig videre ind i rigsfællesskabet og til Danmark, da vi i 2010 og 2011 havde olieefterforskningsboringer og havde hundredvis af arbejdere udefra ind og ud af Grønland i de måneder? Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvordan forholder ordføreren sig så til den industri og det erhverv, vi har haft i årevis nu, med krydstogtskibe, hvor vi også har tusinder af udefra kommende besøgende, statsborgere fra andre lande ind og ud af Grønland hver eneste sommer?

Ordføreren.

Altså, storskalaloven går jo ud på, at man kan få i tusindvis af arbejdere til at lave de her meget store projekter, og at man kan aflønne dem på nogle specielle vilkår. Det fremgår også – og det er jo noget af den bekymring, som LO-forbundene i Norden har udtrykt – at man kan aflønne dem på vilkår, der er så diametralt forskellige fra det, vi ellers oplever i Norden og i Grønland, at social dumping reelt er det ord, man bedst kan definere det med.

Det er klart, at det da indebærer en mulighed for på en helt anderledes måde at have en påvirkning af det grønlandske samfund – altså simpelt hen på grund af antallet af de mennesker, der kommer dertil, og på grund af de anderledes vilkår – men jo også en påvirkning, der kan smitte af på de steder, hvor Danmark har kompetencen. Og det er jo derfor, vi gerne vil have en indholdsmæssig debat, hvor der ikke er de der mærkelige grænser, som statsministeren forsøger at trække, men hvor man reelt kan diskutere, hvad der foregår, ud fra en sund interesse og i håbet om, at det grønlandske samfund kan blive udviklet positivt i årene fremover.

Fru Sara Olsvig.

Ja, det har jeg forstået er et af de problemer, som ordføreren synes der er i den her problematik. Men så er jeg bare nødt til at spørge ordføreren: Respekterer ordføreren og hans parti demokratiets principper? Respekterer ordføreren, at der er et demokratisk system i Grønland med et parlament, som har bestemmelsesretten over de her ting? Og hvad forstår ordføreren og ordførerens parti egentlig ved selvbestemmelsesret?

Ordføreren.

Ja, vi synes, det er godt, at man på Grønland tager ansvar. Vi hylder princippet om, at man på Grønland har råderetten i forhold til en mængde områder. Vi var ikke tilhængere af selvstyreloven i 2009 af de årsager, som er klart beskrevet i vores betænkningsbidrag. Vi var det parti, der leverede en fem-seks siders fyldig forklaring på, hvorfor vi sagde nej til selvstyreloven.

Så må vi også bede om, at man fra grønlandsk side respekterer det danske parlament, og at Danmark altså har et Folketing, som jo også skal tage stilling. Vi skal faktisk vedtage en særlov her i Folketinget, for at storskalaloven kan blive til noget. Og derfor synes jeg da, det er helt oplagt, at vi kan diskutere forholdene frit og ikke med den mystiske grænsedragning, som statsministeren forsøger at lægge ind over, hvad vi må spørge om, og hvad vi ikke må spørge om.

Jeg er nødt til af hensyn til den stramme tidsplan, der er for en hasteforespørgsel, højst at give to korte bemærkninger til hver ordfører. Jeg er ked af det. Så derfor siger jeg tak til ordføreren for forespørgerne, Dansk Folkeparti. Så er det Venstres ordfører, fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg vil da også gerne takke statsministeren for redegørelsen. Jeg synes nu ikke, den bragte den store klarhed over, hvad det er for nogle spørgsmål vedrørende Grønland, som vi så kan få besvaret af regeringen, og hvad det er, vi ikke kan få besvaret. Jeg vil også sige, at jeg måske undrede mig lidt, da vi fik oversendt begrundelsen fra statsministeren for, at statsministeren ikke vil svare på spørgsmål nr. 53, 54, 58, 59 og 60, for det var det her med, at Danmark ikke har en retlig interesse i at få spørgsmålene besvaret. Samtidig meddeler statsministeren jo i brevet af 28. januar, at hun tilsyneladende har pålagt sine ministerkolleger ikke at svare på spørgsmål af tilsvarende karakter. Jeg kan jo så bare spørge mig selv, om statsministeren overhovedet kan pålægge sine ministre noget sådant. Jeg vil også sige, at statsministeren i brevet gør det meget klart, at spørgsmål nr. 56, som omhandler, hvorvidt storskalaloven er en generel lov eller en speciallov, som alene gælder for jernminen i forbindelse med Isuaprojektet, og spørgsmål nr. 57, der omhandler, hvor stort det årlige afkast fra jernminen vil være til Grønland som samfund og til den grønlandske statskasse, bliver henvist til justitsministeren, og det skal justitsministeren så svare på. Jeg har så mine tvivl, for justitsministeren kan så med baggrund i brevet fra den 28. januar vil sige: Det behøver jeg ikke at svare på, for statsministeren har sagt, at det her med afkastet til det grønlandske samfund jo også er noget med penge, så derfor behøver jeg ikke svare på det.

Derfor vil jeg nok sige, at hvis vi skulle følge statsministerens vurdering af, at alle spørgsmål, der relaterer sig til Grønlands selvstyres egne hjemtagne politikområder, ikke skal besvares her, kan jeg undre mig over, at vi har fået svar på spørgsmål nr. 21, der omhandler, hvilke planer justitsministeren har for ordenshåndhævelsen i de planlagte arbejdslejre i forbindelse med storskalaprojekter i Grønland. Det samme gælder spørgsmål nr. 11, hvor justitsministeren har svaret på, hvad ministeren vil gøre for at undersøge problemet med illegal arbejdskraft i Grønland. Begge de her spørgsmål kræver, at man får et svar fra politiet i Grønland. Når man skal spørge politiet i Grønland om, hvad de har tænkt sig at gøre, er det vel en del af selvstyrets område, og justitsministeren har altså været så beredvillig, at han allerede har henvendt sig til Rigspolitiet, som så har henvendt sig til Grønlands politi, som har svaret på de her spørgsmål.

Nu ved jeg så ikke, om statsministeren har tænkt sig at pålægge justitsministeren at kalde svarene tilbage, for det er jo noget, som vedrører selvstyrets eget område. Det seneste, som jeg er blevet bekendt med, er, at min kollega, Venstres psykiatriordfører, som har arbejdet på Grønland, meget gerne vil vide, hvor mange ledige stillinger som læge, sygeplejerske og tandlæge, der var opslået pr. 1. januar 2013, og derfor skrev hun rent faktisk til det grønlandske sundhedsvæsen, fordi hun tænkte: O.k., jeg kan lige så godt gå direkte til kilden, jeg kan ikke selv finde oplysningerne. Og der har hun fået et fantastisk svar, der hedder. Tak for deres henvendelse til Departementet for Sundhed. Vi skal bede om, at spørgsmål fra danske folketingsmedlemmer vedrørende det grønlandske sundhedsvæsen og dets ansætte stilles til Statsministeriet eller Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i Danmark – venlig hilsen, Hanne Vibjerg, direktionssekretær under Ministry of Health i Nuuk.

Der kunne jeg godt tænke mig at vide, om statsministeren, hvis det spørgsmål nu bliver stillet til statsministeren, vil sende det videre og så indhente oplysningerne, eller hvad statsministeren vil gøre.

Så det er altså ret uklart, hvad det er, vi kan få svar på, og hvad det er, vi ikke kan få svar på. Jeg håber sådan set, at statsministeren eller måske nogle af regeringspartiernes ordførere kan gøre os klart, hvad det er, vi kan få svar på, for det var ikke tydeligt i statsministerens besvarelse. Jeg håber så sandelig også, at ministeren kan indse, at det måske er en meget farlig vej at betræde, når man siger, at hvis Danmark ikke har nogen retlig interesse, kan man ikke give svar på spørgsmålene. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Finn Sørensen er først.

Tak. Er ordføreren villig til at tilmelde sig et lille kursus i selvstyreloven og kompetencefordelingen? Sådan et kursus kan ikke tage så lang tid, men det vil jo hurtigt fremgå, at politimyndigheden i Grønland ikke er hjemtaget, så derfor er det vel ikke så irrelevant, at der er svaret på det spørgsmål.

Jeg har et andet spørgsmål: Er ordføreren bekendt med, at jeg har foreslået ordførerens partifælle hr. Kim Andersen, som har stillet de fem omtalte spørgsmål, at vi fandt en formelt set mere rigtig måde at få svar på de spørgsmål på? Det kunne ske ved, at vi tog det op i det danske Grønlandsudvalg, og at Grønlandsudvalget her i København rettede en henvendelse til det grønlandske erhvervsudvalg for at høre, om de måske kunne hjælpe os med at få opklaret de spørgsmål, ved at de eventuelt i det grønlandske Landsting stillede et spørgsmål til den relevante kompetencemyndighed på de områder.

Er ordføreren bekendt med, at jeg har foreslået noget sådant, og kan ordføreren oplyse, hvordan det er gået med at finde en, synes jeg, mere formelt rigtig og praktisk løsning på det her lille problem?

Ordføreren.

Hvis vi skal tage det første spørgsmål først, vil jeg sige, at statsministeren rent faktisk svarede, at hvis det var sådan, at man skulle indhente oplysninger på Grønland, så var det ikke det, statsministeren havde til hensigt at gøre. Til det må man bare sige, at justitsministeren rask væk henter oplysninger på Grønland om emner, som de åbenbart kun har viden om på Grønland.

Jeg er fuldstændig bekendt med det, som hr. Finn Sørensen har spurgt hr. Kim Andersen om. Nu står jeg jo med det her svar fra Departementet for Sundhed, altså sundhedsministeriet i Grønland, og der siger man direkte: Spørgsmål fra danske folketingsmedlemmer vedrørende det grønlandske sundhedsvæsen og dets ansatte skal stilles til Statsministeriet eller Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Det er statsministeren, som er den øverste ansvarlige for rigsfællesskabet, og derfor kan jeg ikke forstå, at vi skal gå nogle omveje via Grønlandsudvalget, der skal spørge de pågældende udvalg i Landstinget, for at få svar. Jeg mener sådan set, at vi skal holde fast i, at det er statsministeren, der er den øverste ansvarlige, og at det derfor også er statsministeren, der skal kunne svare på spørgsmålet.

Hr. Finn Sørensen.

Grunden til, at vi skal gå den vej, jeg foreslog, er jo, at vi skal respektere kompetencefordelingen. Det er jo det, den her diskussion drejer sig om. Og skal det så opfattes sådan, at man med vilje har valgt at se bort fra den problematik, fordi det er mere, hvad skal jeg sige, underholdende i indenrigspolitisk forstand, at man nu kører en stor debat om, at den danske statsminister ikke vil svare på spørgsmål?

Ordføreren.

Hvis der er noget, Venstre gør, er det lige præcis at respektere kompetencefordelingen, for vi blander os sådan set ikke i indholdet af storskalaloven. Det er fuldstændig Grønlands selvstyres ansvar. Men det, vi interesserer os for, er den lovgivning, som vi i henhold til selvstyreloven skal vedtage i Danmark. Det er en ændring af udlændingelovgivningen, som der er bebudet, og når man ændrer en lovgivning, skal man også skrive, hvilke konsekvenser den har. Og der er en lang række områder, og det er bl.a. havmiljøområdet, forsvarsområdet, search and rescue-beredskabet og Arbejdstilsynet, som er områder, der fortsat henhører under dansk jurisdiktion, og derfor er det sådan set også Danmark, altså regeringen, der skal kunne redegøre for konsekvenserne af en ændring af udlændingelovgivningen. Det er sådan set det, vi efterspørger.

Så vil jeg stadig væk henvise til, at man i selvstyret åbenbart ikke har forstået, at der skal ske sådan en henvendelse, og at den skal ske via Grønlandsudvalget til landsstyret, så vi derved kan få svar. De henviser til, at vi skal spørge statsministeren.

Hr. Magnus Heunicke for en kort bemærkning.

Tak for det. Altså, det kommer noget bag på mig. Jeg havde regnet med, at Dansk Folkeparti – som jo var imod selvstyreloven og det hele – selvfølgelig ville kritisere. Men at vi skal høre det her fra Venstre, kommer ærlig talt bag på mig.

Jeg har læst dagens aviser, og det har måske noget at gøre med, at der har været et ret omtalt skift på ordførerposten hos Venstre. For Venstres hidtidige grønlandsordfører, fru Birthe Rønn Hornbech, er jo tydeligvis belastet af viden og historik efter at have været med, og hun er også belastet af samvittighed i forhold til at stå på mål for de beslutninger, man selv har taget.

Jeg citerer nu Venstres tidligere ordfører, som har udtalt sig til en af dagens aviser:

»Det er aldeles urigtigt, når nogen påstår, at minedrift m.v. og udenlandsk arbejdskraft ikke var en del af diskussionerne. Tværtimod«.

Hun taler her om Selvstyrekommissionen.

Har man ikke styr på biksen i Venstre? Eller lad mig spørge på en anden måde: Er det virkelig kun en jagt på at få nogle små point i strategi og spin frem for dog at stå på mål for det, man selv har besluttet?

Ordføreren.

Åh, jeg er simpelt hen så glad for hr. Magnus Heunicke, for han stiller sådan nogle søde spørgsmål.

Hvis hr. Magnus Heunicke havde læst selvstyreloven, ville han have opdaget, at det meget klart fremgår, at der er områder, som kan hjemtages, og at der er områder, som ikke kan hjemtages. Der er også områder, der er hjemtaget, og så er der områder, som ikke er hjemtaget endnu.

Det, som den danske regering har bebudet, er en ændring af udlændingelovgivningen, således at det bliver muligt at få udenlandsk arbejdskraft nemmere til Grønland.

I Venstre har vi ikke fået forelagt noget som helst om, lige præcis hvilke ændringer man forestiller sig i udlændingelovgivningen.

Vi har forstået på justitsministeren, at det er vanskeligt at finde ud af, hvad konsekvenserne for Danmark er, og jeg synes jo nok, at hvis man respekterer selvstyreloven – hvad jeg gør – så kan man også godt tillade sig at stille spørgsmål om de områder, som ikke er hjemtaget til Danmark endnu. Og det er sådan set det, jeg gør som grønlandsordfører.

Hr. Magnus Heunicke.

Nu har Venstre sagt fra talerstolen, at man respekterer selvstyreloven. Det manglede da også bare, for den blev jo indført i Venstres tid som regeringsparti.

Man siger altså fra Venstres side, at man respekterer den, men der må jeg bare sige, at det ikke er noget, de har opdaget på Grønland. Det er det ikke.

Jeg står her med en anden af dagens aviser, og her har man gjort sig den umage at spørge på Grønland: Hvad synes I om Venstres ageren? Og jeg kan ikke få øje på en eneste grønlandsk politiker, som roser Venstre, eller som har opdaget den der såkaldte respekt fra partiet Venstres side – tværtimod.

Venstres egne søsterpartier på Grønland kritiserer Venstre og siger, at man blander sig og har sådan en storebrorattitude. Er det dem, der har misforstået noget, eller er det mon ikke Venstre, der har misforstået noget?

Ordføreren.

Hvis det er sådan, at hr. Magnus Heunicke kan lægge et udkast til ændring af udlændingeloven på bordet og vise mig det, så skal jeg gerne på Venstres vegne tage stilling til det. Men det har vi sådan set ikke set i Venstre.

Under samrådet i Beskæftigelsesudvalget i fredags sagde justitsministeren, at det her var en meget vanskelig sag, fordi man jo i den ændring af udlændingeloven, der skal komme, skal redegøre for konsekvenserne – bl.a. de økonomiske – for Danmark.

Jeg har forstået, at det er derfor, den danske regering endnu ikke har fremlagt noget. Så dem, der nøler, er vel dem, der skal lægge lovforslaget frem, og det er ikke Venstre. Det er den danske regering.

Tak til Venstres ordfører. Som jeg sagde før, giver den tidsramme, vi har for en hasteforespørgsel, ikke mulighed for mere end højst to korte bemærkninger til hver ordfører – medmindre der ikke er nogen, der melder sig længere nede i talerrækken, for så kan man få en anden omgang.

Hr. Magnus Heunicke, værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte min tale med at gå tilbage i historien til dengang, hr. Lars Løkke Rasmussen var Danmarks statsminister. Han rejste til Grønland, til Nuuk, og ønskede på vegne af Danmark og på vegne af et meget, meget stort flertal i det danske Folketing Grønland tillykke med selvstyreloven. Jeg citerer fra hr. Lars Løkke Rasmussens tale:

»I dag er en frihedens dag. Hvor vi bygger videre på det sunde princip, at beslutninger bedst træffes tæt på de mennesker, de vedrører.«

Jeg citerer videre:

»Det er op til Grønland selv at bygge til og bygge ud.«

Jeg syntes, det var store ord. Det var også en stor dag, det var en vigtig dag for rigsfællesskabet. Man kan sige, at grønlænderne sagde farvel til det, der engang for længe siden var deres koloniherrer, og nu blev anerkendt som et folk med selvbestemmelsesret. De gik fra hjemmestyre til selvstyre.

På en lang række områder fik – det er jo velbeskrevet og også allerede blevet berørt her i dag – grønlænderne selv lov til at bestemme, hvad de selv ville bestemme over. Og noget af det er Grønlands råstoffer. Det er jo i virkeligheden den nye virkelighed i det dansk-grønlandske forhold. Så det er vigtigt og godt med festtaler, men det vigtigste er jo det parlamentariske arbejde, hvor vi for alvor viser respekt for det selvstyre, som vi selv har stemt for, selv har vedtaget. Og det er derfor, at det spørgsmål er det centrale for mig i dagens debat.

Så Grønland har den lovgivende magt og den udøvende magt på råstofområdet, og debatten i dag handler om nogle spørgsmål fra hr. Kim Andersen fra Venstre, som han har stillet netop om Grønlands råstofudvinding. Fem af spørgsmålene handler om den interne grønlandske sagsbehandling i forbindelse med et konkret jernmineprojekt. Det er de fem spørgsmål, som statsministeren har afvist at svare på, og derefter har hun sendt et brev til Folketingets formand om det. Jeg er helt enig i den afvisning, for vi er jo helt inde i detaljerne i den beslutningsproces, som helt og fuldstændigt er et grønlandsk anliggende. Der er ikke nogen gråzoner. Det er dansk eller grønlandsk, og her er det grønlandsk kompetence.

Så Folketinget skal ikke lovgive konkret om mineprojekter. Regeringen har ikke nogen magt til at udøve i forbindelse med det her mineprojekt, og Danmark kan ikke, og Danmark skal ikke føre tilsyn med, hvordan Grønland træffer beslutning om det her mineprojekt.

Jeg synes som udgangspunkt altid, det er fint, at oppositionen stiller spørgsmål til regeringen, også gerne mange spørgsmål. Det er jo en helt central del af den parlamentariske kontrol med regeringen, og det er meget vigtigt for Folketinget. Men vi skal vel være enige om, at det danske Folketings parlamentariske kontrol handler om, hvad danske myndigheder foretager sig. Det må jo altså være op til den lovgivende forsamling i Grønland at føre parlamentarisk kontrol med den udøvende magt i Grønland.

Det grønlandske selvstyre er ikke gammelt – 4 år til sommer. Det kom til verden efter en lang og grundig politisk proces både i Grønland og her i Danmark, hvor vi gik sammen om at finde en ny ordning for Grønland inden for rigsfællesskabet. Der var folkeafstemning i Grønland, og tre fjerdedele af grønlænderne stemte for selvstyret, og det blev vedtaget her i denne sal af et meget stort flertal af Folketingets partier.

Derfor synes jeg også, det er vigtigt nu at sige til det store flertal i Folketinget, der står bag det grønlandske selvstyre: Vi skal passe på det selvstyre. Vi skal acceptere, at selvstyret udvikler sig, altså Grønlands ret til – som hr. Lars Løkke Rasmussen dengang sagde – at bygge til og bygge ud. Vi skal respektere selvstyret. Det er den eneste vej til at bevare et godt forhold til Grønland og til et stærkt rigsfællesskab i fremtiden. Tak.

Først er der en kort bemærkning fra fru Doris Jakobsen.

Det er ikke så meget et spørgsmål, jeg har, men mere en kommentar. Det kan blive til rigtig, rigtig mange spørgsmål, hvis vi skal drøfte alle de områder, der vedrører f.eks. kultur, uddannelse og alt det andet, som Grønland har hjemtaget. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at den danske regering fastholder, at den ikke skal svare på spørgsmål, som nu hører hjemme i selvstyreregi. Vi har derfor foreslået og er blevet enige om, at kommunikationen mellem det grønlandske udvalg og det danske Grønlandsudvalg skal foregå som en videokonference. Hvad synes man om sådan en kommunikation direkte fra udvalg til udvalg?

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk er en aldeles glimrende idé, for der tager man netop skridtet videre og siger: Det her er noget, man som politiker helt åbenlyst er interesseret i. Det synes jeg er fair, og det synes jeg faktisk også er en fornuftig interesse at have som politiker.

Spørgsmålet er så bare, hvordan man får den interesse ført ud i praksis. Og pointen i min tale var netop, at det i denne forbindelse ikke indgår som en del af det parlamentariske kontrolarbejde at tilse, hvordan regeringen i Danmark udfører lovgivningen og udmønter den. Det gør det ikke, fordi det ikke er i Danmark, det foregår. Men hvis det indgår som en del af en parlamentarisk diskussion med andre landes parlamentarikere – her er det Grønland – kan jeg da kun ønske held og lykke med sådan en konference. Om det skal være en videokonference, eller om man skal besøge hinanden fysisk, tror jeg at jeg vil være fuldstændig tryg ved at lade være op til udvalgets medlemmer.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. Jamen det er jo fuldstændig absurd! Altså, vi stiller massevis af spørgsmål herinde om forholdene i Tyskland, i Frankrig, i USA, i Spanien og i Grækenland i forbindelse med krisen, og jeg må sige, at jeg altså ikke har oplevet at få den besked, at det er noget, vi kan klare via en videokonference med græske parlamentarikere. Når vi har spørgsmål om, hvordan tingene udvikler sig i Grækenland, spørger vi den relevante minister, som via vores ambassadesystem, vores repræsentationer i udlandet, indhenter de fornødne oplysninger og servicerer folketingsmedlemmer med det.

Nu indfører man så en praksis, der hedder, at hvis vi har en vurdering af, at der er noget, vi gerne vil vide noget om i Grønland, vil regeringen sige: Nej, det vil vi ikke svare på eller indhente oplysninger om via Rigsombudsmanden på Grønland, så I må se at få etableret en eller anden videokonference med parlamentarikere på Grønland.

Altså, jeg må bare spørge hr. Magnus Heunicke: Er Socialdemokratiet enig i, at det i hvert fald er udtryk for en ny praksis? Er Socialdemokratiet enig i, at det her ikke har været den måde, vi normalt har håndteret det – heller ikke de områder, der har været hjemtaget til Grønland – på? Jeg har en bunke papirer her, som jeg bare lige tog, om, at jeg har diskuteret grønlandske forhold med diverse ministre, og jeg er ikke tidligere blevet mødt af sådan et synspunkt som det, der nu gøres gældende, nemlig at der er ting, som man ikke må stille regeringen spørgsmål om, fordi det er hjemtaget til Grønland. Så er Socialdemokratiet enig i, at der er tale om en ny praksis?

Ordføreren.

Ja, vi er enige så langt, at selvstyret jo er nyt, og deraf følger, at når vi har en ny ting, som jeg ved at man var uenige i og stemte imod fra Dansk Folkepartis side – den del af rigsfællesskabet ville man ikke tage medansvar for og udvikle videre – en ny institution, selvstyre i Grønland, må vi også sige, at der sker nye ting, med hensyn til hvordan man forvalter dette.

Når det drejer sig om, hvordan den danske regering agerer, er det sådan, at den danske regering står til ansvar for det, der sker her i Danmark, det, man har ansvar for her. Der kan man så som folketingsmedlem sige: Jeg vil godt føre parlamentarisk kontrol med dette. Det er fint, det er godt, det er det, der sker. Det er ganske normalt. Man kan også spørge, om man i øvrigt kan finde ud af, hvad lovgivningen er i f.eks. de andre nordiske lande om kriminalitet, eller hvad det kan være, for at blive inspireret af dette. Det er fint, det er godt. Men man kan ikke forlange – og det er det centrale – at den danske regering påtager sig et ansvar på et område, som er hjemtaget og defineret under selvstyreloven som et grønlandsk anliggende. Og det er der, vi står præcis lige nu og her.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Så faktuelle forhold om noget, der foregår i Sverige, må vi gerne stille regeringens ministre spørgsmål om, men faktuelle spørgsmål om noget, der foregår i Grønland på de områder, hvor der så er grønlandsk selvstyre – svenskerne har faktisk også en form for selvstyre, altså, det er et selvstændigt land – må vi ikke stille. Der er vi henvist til, at vi er parlamentarikere og kan drøfte det med hinanden osv. Det er da højst ejendommeligt. Hvad er det, man er bange for? Hvad er det, Socialdemokratiet er bange for? Er det, at vi får kendskab til nogle ting på Grønland, som vi kan diskutere med den danske befolkning?

Vi taler jo om, at vi stiller spørgsmål om helt faktuelle forhold, som man så kan bruge rigsombudskvinden – er det jo på Grønland – til at være behjælpelig med at indhente oplysninger om. Hvad er det, man er så bange for?

Ordføreren.

Der tror jeg at jeg skal minde hr. Thulesen Dahl om at der er blevet svaret på en lang række spørgsmål. De her fem konkrete spørgsmål, som partiet Venstre har stillet, handler jo f.eks. om kvaliteten af den beslutningsproces, der har været i Grønland. Det er typisk noget, man ville spørge den danske regering om, hvis det var sket i Danmark. Så ville det være den danske regering, som var ansvarlig for den kvalitet.

Men nu handler det altså om et andet land, som har selvstyre og har hjemtaget ansvaret for dette område, nemlig Grønland, og det handler om grønlandske forhold. Derfor er det jo fuldkommen klart, at den danske regering ikke kan gå ind og tage ansvar for den beslutningsproces, som er hjemtaget og fuldt i overensstemmelse med både ånden og teksten i selvstyreloven, som jeg selvfølgelig godt ved at man var imod fra Dansk Folkepartis side.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Jeppe Mikkelsen som radikal ordfører.

Tak for det. Vi Radikale er glade for debatten om Grønland, som man må sige er blusset noget op på det seneste. Det er jo en debat med ganske mange facetter, og jeg vil forsøge at forholde mig relativt konkret til det, som det ønskes vi skal diskutere her i dag, nemlig spørgsmål vedrørende besvarelse af en række spørgsmål fra Grønlandsudvalget.

Det er jo en del af Folketingets og særlig oppositionens arbejde at stille spørgsmål til regeringens arbejde. Det tror jeg sådan set alle danskere forventer, for det er en vigtig del af den parlamentariske kontrol. Men det, man må forstå i den her konkrete sag med de fem konkrete spørgsmål, er, at de ikke er stillet til regeringens arbejde. De er stillet til selvstyrets arbejde. For som beskrevet glimrende af hr. Magnus Heunicke drejer det sig om et konkret mineprojekt, og råstofområdet er jo som bekendt blevet hjemtaget af selvstyret for få år siden. Derfor har vi fra dansk side hverken lovgivende eller udøvende kompetence på området, og derfor giver det ikke så meget mening at stille spørgsmål til regeringen om dette, for det er ikke regeringens arbejde. Så kan man jo være uenig i denne kompetencefordeling mellem Danmark og Grønland, det er sådan set fair nok, men så længe vi har denne kompetencefordeling, som samtlige partier i dette Folketing med undtagelse af Dansk Folkeparti står bag, ja, så er det altså spillereglerne, uanset om man så stemte for selvstyreloven eller ej, eller om man eventuelt skulle have ombestemt sig i mellemtiden.

Vi skal alle vænne os til selvstyreaftalen. Den er forholdsvis ny, og jeg tror også, at vi mangler noget præcedens, hvad angår det nye forhold mellem Danmark og Grønland, og jeg synes sådan set, det er fint, at vi diskuterer det her i dag. Vi kan også fortsætte diskussionen i Grønlandsudvalget, som bl.a. hr. Finn Sørensen var inde på i sine bemærkninger tidligere.

I den forbindelse vil jeg gerne meddele, at vi fra radikal side har forståelse for, at statsministeren har givet afslag på at besvare de fem konkrete spørgsmål.

Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Gitte Lillelund Bech.

Altså, nu plejer Det Radikale Venstre jo ellers at gå meget op i, at det skal være muligt for folketingsmedlemmer, for parlamentarikere at føre parlamentarisk kontrol. Derfor vil jeg gerne bede hr. Jeppe Mikkelsen om at forholde sig til det brev, som statsministeren rent faktisk har skrevet. For af det brev fremgår det rigtigt nok, at der er fem spørgsmål, som statsministeren ikke vil svare på, men derudover gør statsministeren det meget klart, at regeringen ved besvarelse af spørgsmål af tilsvarende karakter vil anlægge en lignende vurdering i forhold til den grønlandske selvstyreordning og kompetencefordelingen mellem Danmark og Grønland. Jeg kan kun forstå det her sådan, at statsministeren på alle områder, der vedrører selvstyret, ikke ønsker at svare på spørgsmål. Kan hr. Jeppe Mikkelsen bekræfte, at det er sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Jeg tror, vi kan tolke det meget godt og grundigt. Men det er korrekt: Vi mener selvfølgelig, at der skal være parlamentarisk kontrol. Absolut. Vi parlamentarikere her i Danmark skal føre parlamentarisk kontrol med den danske regering, ligesom de grønlandske parlamentarikere skal føre parlamentarisk kontrol med den grønlandske regering osv. Når vi så har nogle spørgsmål, som overlapper, er det selvfølgelig relevant, at der kan stilles spørgsmål om det. Men med hensyn til de her fem konkrete spørgsmål har vi vurderet, at der ikke er nogen retlig interesse for Danmark på dette punkt, i og med at vi har den kompetencefordeling, vi har. Derfor er det ikke vores opgave som parlamentarikere at føre den parlamentariske kontrol i forbindelse med det her konkrete mineprojekt i Grønland.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jamen statsministeren skriver jo meget klart – det lyder, som om hr. Jeppe Mikkelsen ikke har læst brevet – at regeringen ved besvarelse af spørgsmål af tilsvarende karakter fra andre udvalg vil anlægge en lignende vurdering i forhold til Grønlands selvstyrelovgivning og kompetencefordelingen mellem Danmark og Grønland. Det, statsministeren svarede i sin besvarelse på forespørgslen, var, at alt, hvad der var hjemtaget til Grønland, ønskede man sådan set ikke at svare på. Det kunne jeg altså godt tænke mig at få en kommentar til – og så måske også lige, at hr. Jeppe Mikkelsen forholdt sig til det brev, jeg står med her fra Departementet for Sundhed, hvor man beder om, at spørgsmål fra danske folketingsmedlemmer vedrørende det grønlandske sundhedsvæsen stilles til Statsministeriet eller Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i Danmark. Tror hr. Jeppe Mikkelsen, at vi kan få svar på spørgsmål vedrørende sundhed, i henhold til det brev, som statsministeren oversendte den 28. januar?

Ordføreren.

Jeg synes, jeg prøvede at redegøre godt for statsministerens afslag, og jeg sagde, at vi bakkede op omkring det. Og ja, jeg kan forsikre fru Gitte Lillelund Bech for, at jeg har læst det, sågar et par gange, tror jeg.

Hvad angår det konkrete dokument – jeg har ikke set det endnu – som jeg kan forstå at fru Gitte Lillelund Bechs partikollega har modtaget fra en grønlandsk embedsmand: Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er den præcedens, som er gældende eller ej, men det viser måske, at vi skal diskutere den præcedens, og det vil jeg meget gerne opfordre til at vi gør, f.eks. i Grønlandsudvalget. Det synes jeg vil være helt relevant.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Altså, det her er jo et fuldstændig enkelt, principielt spørgsmål: Det her handler om, at det er Folketinget, altså Folketingets medlemmer, der alene er bundet af deres egen overbevisning i forhold til grundloven, der vurderer, hvad det er for nogle spørgsmål, man har en interesse i at få besvaret. Så kan man ud fra det stille den til enhver tid siddende regering og dens ministre de spørgsmål – og jeg minder om, at ordet minister betyder tjener – og regeringen skal så gøre, hvad den kan, for at være behjælpelig med et svar.

Altså, er det for Det Radikale Venstre et fundamentalt princip i det danske folkestyre, at det er ansvarsfordelingen, og at det er sådan, vi har bygget det op i Danmark? Så kan der være et enkelt spørgsmål efter forretningsordenen, hvor en minister kan sige, at det nægter man at svare på. Men det nye her er, den nye praksis er, at man tager et helt område ud og siger, at inden for det område vil man fremover slet ikke besvare spørgsmål fra folketingsmedlemmer. Det er skelsættende, det er en hel nyskabelse.

Er Det Radikale Venstre virkelig, med den historie, Det Radikale Venstre har i forhold til parlamentarismen i det her land, af den overbevisning, at det er o.k.?

Ordføreren.

Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg lidt, at det her er en storm i et glas vand. Jeg tror faktisk godt, vi kan finde ud af det. Nu nævnte fru Doris Jakobsen tidligere muligheden for en videokonference. Vi havde faktisk for et par uger siden en videokonference mellem Grønlandsudvalget og det grønlandske erhvervsudvalg. Så vidt jeg erindrer, var der ikke ret mange borgerlige politikere til stede – jeg tror, at Liberal Alliance havde en repræsentant med til mødet – men der var i hvert fald en mulighed for at dukke op og stille spørgsmål om det osv., og det var jo sådan set for at få en gensidig forståelse. Altså, det kan, som fru Gitte Lillelund Bech var inde på, være, at der er lidt uklarhed om præcedens osv., men jeg tror godt, vi kan finde ud af at finde nogle bedre vilkår, og lur mig, om grønlænderne ikke har lyst til at svare på de her spørgsmål, når et dansk folketingsmedlem skulle vise interesse for det. Sådan plejer vores forhold trods alt at være; vi vil gerne erfaringsudveksle.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det her handler slet ikke om, hvorvidt man kan finde en måde at lave en videokonference på – det kan også være, at Det Radikale Venstre vil give kaffen til det, når vi mødes og diskuterer via en videokonference. Altså, det er jo slet ikke det, det handler om. Det handler helt, helt principielt om: Er det Folketingets medlemmer, der selv vurderer, hvad der er interessant for Folketingets medlemmer at stille spørgsmål om? Eller kan en regering forlods sige, at der er et område, som man ikke kan stille spørgsmål inden for; man kan i hvert fald ikke forvente svar? Jeg kan i hvert fald fornemme af det, hr. Jeppe Mikkelsen her svarer, at der er noget tvivl om rækkevidden af regeringens, af statsministerens, brev. Så jeg tror ikke, det er Grønlandsudvalget, der skal tage den diskussion om at finde den her afgrænsning, jeg tror, det er Udvalget for Forretningsordenen.

Jeg tror, at Folketinget bliver nødt til at forholde sig til, om man vil acceptere den rækkevidde, der i hvert fald kan ligge i statsministerens brev.

Ordføreren.

Jeg giver altid gerne kaffe!

Jeg tror, det principielle i det her er, at de danske parlamentarikere skal føre parlamentarisk kontrol med den danske regerings arbejde, og at de grønlandske parlamentarikere skal føre parlamentarisk kontrol med den grønlandske regerings arbejde. De konkrete spørgsmål omhandler den grønlandske regerings arbejde, ergo føres den parlamentariske kontrol ikke af os her i Folketinget, men den føres i stedet for af de grønlandske parlamentarikere. Det er den kompetencefordeling, vi har vedtaget med selvstyreaftalen, det er den kompetencefordeling, der er gældende, og det er den fortsat, så vidt jeg ved.

Tak til den radikale ordfører. Fru Pernille Vigsø Bagge som SF's ordfører.

Hvad er det, det her handler om? Det handler jo om mange ting, men det handler i hvert fald bl.a. om, at Dansk Folkeparti jo er fuldstændig konsistent i sin modstand mod selvstyreloven, at Dansk Folkeparti i 2009 kom i et eklatant mindretal, da selvstyreloven blev vedtaget af et meget stort folketingsflertal. Det kan godt virke, som om Dansk Folkeparti på en eller anden måde her synes, at det kunne være sjovt med noget, der ligner en omkamp eller et eller andet. Det synes vi i SF er en rigtig dårlig idé. For vi støtter helhjertet op om selvstyrelovgivningen og dermed om Grønlands ret til at bestemme, hvad det er, grønlænderne også skal leve af i fremtiden, også hvis det omfatter storskalaprojekter.

Så kommer der en diskussion om nogle spørgsmål, som statsministeren ikke vil svare på. Men som statsministeren her på talerstolen har redegjort rigtig fint for, så går de spørgsmål, der kræves svar på, ud over selvstyrets egen forvaltning og egne ansvarsområder. Vi skal ikke blande os i forvaltningen af selvstyreloven, når vi nu engang har vedtaget den lovgivning her i Folketinget, og det støtter vi i SF varmt op om.

Vi står ved, i modsætning til bl.a. partiet Venstre, som jeg desværre ikke har kunnet få lejlighed til at stille spørgsmål til, den selvstyrelov, vi selv har vedtaget i det her Folketing med et meget stort flertal. Og det synes jeg egentlig er noget af det, som debatten her i dag også handler om. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg synes, det er utrolig arrogant af regeringspartierne og regeringen, at man nægter at svare på spørgsmål. Jeg synes altid, at Socialistisk Folkeparti har været et parti, der har råbt op om demokratiske principper og om, at man selvfølgelig skal have svar på de spørgsmål, man stiller. Nu har de så en helt ny kurs fra SF's side og fra regeringens side.

Jeg synes, at vi må appellere til, at Socialistisk Folkeparti så at sige tænker sig om en ekstra gang og stiller sig selv spørgsmålet, om man virkelig kan være tjent med at være en del af en regering, som nægter at svare på de spørgsmål, som folketingsmedlemmerne stiller. Det handler ikke om, hvorvidt kompetencen er i Grønland eller i Danmark. Det handler om det helt grundlæggende, det helt principielle, nemlig at når et folketingsmedlem vurderer, at noget er relevant at få at vide, så kan et folketingsmedlem stille et spørgsmål, og så får folketingsmedlemmet selvfølgelig svar fra ministeren. Det jo sådan set også på baggrund af det, man har politiske diskussioner og drøftelser i Folketingssalen og i det offentlige liv generelt. For er der ikke noget principielt forkert i den vej, som regeringen er slået ind på her? Er der ikke en lille rød lampe, måske et gult lys, der lyser et eller andet sted for fru Pernille Vigsø Bagge?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald garantere Dansk Folkepartis hr. Martin Henriksen om, at vi er hundrede procent enige i, at SF altid har stået vagt om demokratiske principper, og det er også derfor, vi i høj grad står vagt om den selvstyrelovgivning, som vi selv har vedtaget med et meget stort folketingsflertal i den her Folketingssal. Det er derfor, vi ikke går efter omkampe. Det er derfor, vi anerkender og respekterer den lovgivning, vi har lavet. Det er nemlig et demokratisk princip, som vi synes vi skal hylde rigtig højt og kraftigt.

Men når nu hr. Martin Henriksen spørger om, hvordan folk kan få svar på spørgsmål, så synes jeg da, at det er rigtig relevant, at Enhedslistens ordfører, hr. Finn Sørensen, netop peger på, hvordan man har prøvet at imødekomme Venstres hr. Kim Andersens ønske om svar på spørgsmål i forhold til arbejdet i Grønlandsudvalget. Men det er jo ikke det, Venstres hr. Kim Andersen er interesseret i. Det er et politisk drilleri, som desværre er en boomerang, der vender tilbage til Venstre selv, fordi man nu kan se, at der i Venstres folketingsgruppe er enormt stor splittelse om, hvorvidt man skal bakke op om den selvstyrelovgivning, man selv har været med til at vedtage.

Hr. Martin Henriksen.

Det vidner jo lidt om, at SF er ude på et skråplan, når fru Pernille Vigsø Bagge i sit svar til mig begynder at tale om problemer eller ikke problemer i Venstres folketingsgruppe. Hvad har det at gøre med det, jeg spørger om? Det har intet med det, jeg spørger om, at gøre. Der bliver sagt, at det er politiske drillerier. Det kan da godt være, at SF vurderer, at de spørgsmål er politiske drillerier, og så er der nogle andre politikere i Folketinget, der vurderer, at de ikke er politiske drillerier, og at det faktisk er ret relevant.

Jeg har lige stillet spørgsmål – jeg kan godt se, at jeg måske skal overveje, om jeg skal trække dem – om situationen i Kosovo. Jeg er ikke sikker på, at Danmark har nogen retlig interesse i forhold til situationen i Kosovo, men jeg skal måske etablere en videokonference med det relevante udvalg i det kosovanske parlament for at få svar på mine spørgsmål. Helt ærligt, kan ordføreren ikke se, at det er et skråplan?

Ordføreren.

Jeg vil helst ikke svare på, hvorvidt Dansk Folkeparti skal etablere en videokonference med parlamentet i Kosovo om nogle spørgsmål i den forbindelse. Men jeg kan konstatere, at de spørgsmål, som vi drøfter her i Folketingssalen i dag, fuldstændig klokkeklart hører under selvstyrelovens forvaltning, som varetages af Grønlands parlamentarikere, og derfor er statsministeren i sin gode ret til at svare Folketingets partier, som hun har gjort, i forhold til besvarelse af de her spørgsmål.

Fru Gitte Lillelund Bech, kort bemærkning.

Jeg synes jo, at det brev, som statsministeren oversendte den 28. januar, hvori statsministeren afviser at svare på spørgsmål, som Danmark ikke har en retlig interesse i at få besvaret, rejser spørgsmålet om, hvad det så generelt er, man kan få besvaret. Jeg står her med et spørgsmål, som hr. Villy Søvndal stillede tilbage i 2007 til udviklingsministeren, som hed: Hvad kan ministeren oplyse om humanitære ngo'ers arbejdsvilkår i Irak? Umiddelbart ville jeg ikke sige, at Danmark kunne have en retlig interesse i, hvordan humanitære ngo'ers arbejdsvilkår var og er i Irak, men alligevel svarede den daværende regering rent faktisk på spørgsmålet.

Så jeg vil godt bede fru Pernille Vigsø Bagge om at uddybe, hvad det er, statsministeren mener, når statsministeren siger, at man generelt ikke vil svare på spørgsmål, som ikke har retlig interesse for Danmark.

Ordføreren.

Som det første kan jeg godt forstå, at fru Gitte Lillelund Bech drager Iraksituationen ind i det her spørgsmål, for det er jo meget, meget relevant for den her debat – eller er det? I hvert fald kan vi konstatere, at Danmark deltog i en angrebskrig i Irak med et meget lille flertal i det her Folketing bag og med de fatale følger, der også har været i den sag.

I forhold til den nærværende sag står SF last og brast med den selvstyrelovgivning, vi har været med til at vedtage i det her Folketing. Det kan jeg konstatere at Venstre har utrolig svært ved. Jeg er ked af, at jeg ikke fik lejlighed til at stille fru Gitte Lillelund Bech spørgsmålet om, hvorvidt der er andre i Venstres folketingsgruppe, altså andre end fru Birthe Rønn Hornbech, der bakker op om selvstyrelovgivningen. Jeg vil ikke stå her og gøre rede for statsministerens tanker om, hvad hun har tænkt sig at svare på spørgsmål, hun bliver stillet i fremtiden, men jeg konstaterer, at statsministeren er i sin gode ret til at lade selvstyrelov være selvstyrelov og dermed lade det forvaltningsretlige ligge hos de grønlandske parlamentarikere.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg kan forsikre fru Pernille Vigsø Bagge om, at Venstre bakker fuldt op om selvstyreloven. Det ville fru Pernille Vigsø Bagge også se, hvis hun havde læst aviserne de sidste 14 dage. Jeg kan så også konstatere, at fru Pernille Vigsø Bagges parti åbenbart ikke bakker op om regeringens holdning til nultolerancepolitik, når det gælder udvindingen af uran og sådan noget lignende. Det har jeg kunnet læse i avisen.

Men det er sådan set ikke det, spørgsmålet handler om. Spørgsmålet handler om det mere parlamentariske, det handler om, om regeringen med henvisning til, hvorvidt spørgsmål er af retlig interesse for Danmark eller ej, kan afvise at svare på spørgsmålene. Og der kom jeg med et eksempel for at tage noget, som netop ikke havde med Grønland at gøre, for at sige: Jeg har behov for at vide, hvordan SF læser det brev, som statsministeren har skrevet, for at vide, hvad vi fremadrettet kan få svar eller ikke få svar på fra regeringen.

Ordføreren.

Jeg kan forsikre Venstres ordfører om, at SF i hvert fald ikke læser brevet, som en vis herre læser Bibelen, og som Venstres ordfører gør det. Vi mener fortsat, som jeg efterhånden har sagt fire gange her fra talerstolen, at den grønlandske selvstyrelov er fuldstændig fundamentalt vigtig at respektere og anerkende, og at de spørgsmål, der ligger inden for den selvstyrelovs forvaltningsrammer, ikke er nogle, den danske regering skal svare på, det skal det grønlandske parlament og de grønlandske parlamentarikere.

Tak til ordføreren. Hr. Finn Sørensen som Enhedslistens ordfører.

Tak. Jeg mener ikke, at der er fugls føde på de borgerliges angreb på statsministeren i denne sag. De fem konkrete spørgsmål vedrører et emne, hvor Grønlands Landsting har enekompetencen. Derfor bør regeringen faktisk ikke svare på den slags spørgsmål, og det er ikke kun af juridiske grunde og af hensyn til kompetencefordelingen mellem Danmark og Grønland, men fordi det modsatte jo kun kan underbygge en udbredt opfattelse i Grønland af, at vi hernede gerne vil blande os i områder, hvor de selv bestemmer.

Det er, som jeg ser det, i virkeligheden også det, de borgerlige partier med Venstre og Dansk Folkeparti i spidsen forsøger på. Det kommer klart til udtryk i dagens forespørgsel; det kommer klart til udtryk, når Venstres formand har forlangt en såkaldt timeout i Folketingets behandling af udlændingeloven om arbejds- og opholdstilladelser med den begrundelse, at tiden skal bruges til at oprette et fælles privat-offentligt udvindingsselskab som alternativ til udenlandske investeringer.

Har Venstre helt glemt, at det er grønlænderne, der suverænt bestemmer, hvem de vil give koncessioner til med henblik på udvinding af råstoffer, hvilke selskabskonstruktioner der skal anvendes i den forbindelse, og på hvilket økonomisk grundlag det skal foregå? Det har Venstre åbenbart, men sådan er spillereglerne altså, og derfor kan det spørgsmål aldrig give anledning til at udsætte lovbehandlingen. Det lugter langt væk af, at Venstre og Dansk Folkeparti i det hele taget modarbejder selvstyreloven og den kompetencefordeling, der følger af den.

Det bestyrkes man jo i, når man ser de mange spørgsmål, der bliver stillet om forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål, som de krampagtigt forsøger at relatere til den konkrete stillingtagen til udlændingeloven. Det bestyrkes man i, når man hører Dansk Folkepartis vildt kreative spørgsmål om de mulige og uhyggelige konsekvenser af import af mange tusinde såkaldte kommunistkinesere. Det bidrager alt sammen til at skabe et billede af, at vi bliver oversvømmet af den gule fare, ja, vi står jo nærmest på randen af tredje verdenskrig, fordi et mineselskab eller to begynder at udvinde råstoffer i Grønland.

Jeg synes virkelig, at de borgerlige skal skrue ned for retorikken. Jeg synes, at vi alle sammen skal koncentrere os om det, Folketinget skal tage stilling til, nemlig den fornødne ændring af udlændingeloven. Her har Enhedslisten indtil videre kun ét problem, og det er at sikre, at der ikke sker en begrænsning af de grønlandske fagforeningers forhandlingsret, og at de internationale konventioner om arbejder- og menneskerettigheder vil blive overholdt. Det er helt relevante spørgsmål i forhold til den danske og grønlandske udlændingelov. Vi ser frem til samråd og svar på skriftlige spørgsmål, der kan afklare det problem. Og vi kan forhåbentlig også få en hug- og stikfast garanti for, at disse principper vil blive respekteret fuldt ud.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

I forhold til det sidste, som hr. Finn Sørensen var inde på, er han da enig i det synspunkt, som LO har givet udtryk for – faktisk LO-forbundene i Norden – nemlig at den storskalalov, som den ser ud nu, ikke rummer de garantier, som hr. Finn Sørensen efterlyser? LO har udtrykt en klar overbevisning om, at storskalaloven, som den er nu, vil give forringede vilkår og give mulighed for, at man faktisk kan fastsætte nogle helt urimelige løn- og arbejdsvilkår, og de bruger betegnelsen, at det er social dumping. Og det er noget af det, som hr. Finn Sørensen i hvert fald i andre sammenhænge siger skal bekæmpes.

Så derfor vil jeg spørge: Er hr. Finn Sørensen og Enhedslisten enige i, at som storskalaloven ligger forelagt nu, er det rigtigt, som LO siger, at så må man udtrykke bekymring i forhold til de ting, som hr. Finn Sørensen rejser?

Ordføreren.

Tak. Jeg tror faktisk, jeg var det første medlem af det danske Folketing, der sagde, lige så snart det første udkast til storskalaloven forelå, at sådan som vi læser den lov, sker der en begrænsning af de grønlandske fagforeningers forhandlingsret, fordi de udenlandske overenskomster bliver beskyttet, og at det også vil være i strid med de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, og som – og det er jeg glad for – regeringen har erkendt at Danmark har det folkeretlige ansvar for. Så det er fuldstændig rigtigt forstået.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jeg utrolig glad for, for selv om det jo godt kan være, at vi ikke kan få flertal for det forslag til vedtagelse om, at statsministeren skal trække brevet tilbage – det er måske for skrap kost for regeringens parlamentariske støtteparti – så bliver vi i hvert fald indholdsmæssigt nødt til at få en tilbundsgående diskussion om storskalaloven. Det synes jeg er meget interessant, for der kan vi jo ikke undgå at komme ind på områder, der ellers er en del af det grønlandske selvstyre. Og det har jo været det, som regeringspartierne har argumenteret for at man skulle forsøge at undgå en debat om under henvisning til det grønlandske selvstyre.

Så jeg synes, at det da altid er noget, at vi kan få det ud af debatten, at vi så må kunne få den indholdsmæssige debat om storskalaloven, og hvad den risikerer at føre til.

Ordføreren.

Ja, men det havde vi ikke behøvet den her forespørgselsdebat for at finde ud af, for faktum er jo, at regeringens ministre på de områder, hvor der skal besvares spørgsmål, der har relation til udlændingeloven, meget beredvilligt stiller op til et utal af samråd og meget beredvilligt svarer på spørgsmål, som vi og Venstre og andre har stillet om, hvad storskalalovens konsekvenser er for løn- og arbejdsvilkår og arbejderrettigheder osv. Og jeg har ikke på noget tidspunkt hørt nogen repræsentant fra regeringen sige, at det var irrelevante spørgsmål, og at dem ville man ikke svare på, for man erkender, at på det punkt er det jo ikke grønlænderne, der bestemmer alene – udlændingeloven bestemmes i det danske Folketing.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Det kan godt være, at jeg tager fejl, men jeg mindes ikke, at hr. Finn Sørensen sad med ved det fulde samråd, der var i går i udvalget. Ved det samråd i går fik vi en forståelse fra statsministeren om, at ændringerne af udlændingelovgivningen jo bare er nogle småparagraffer, der skal ændres. Det er faktisk ikke særlig meget. Det er faktisk sådan, at man bare sådan selv ret hurtigt ville kunne regne ud, hvad det var for nogle småændringer, der skulle laves, og derfor skulle det da være nemt for alle partier i Folketinget at sige, at selvfølgelig vil man støtte op om det, hvis man støtter op om, at arbejdsmarkedspolitikken føres på Grønland.

Jeg kan forstå på ordføreren fra Enhedslisten, at man har en lang række krav til, hvad det er for nogle ændringer, der skal være i udlændingeloven. Der vil jeg gerne høre: Hvad er det, man så har diskuteret med regeringen? Det lyder da til, at man har diskuteret et lovudkast med regeringen, og det lyder i hvert fald ikke til, at det er det samme lovudkast som det, statsministeren sad og talte om i går, da vi havde samråd.

Ordføreren.

Vi har ikke diskuteret noget med regeringen i den her forbindelse. Vi har klart og tydeligt givet udtryk for vores betænkelighed i forhold til relationen mellem storskalaloven og udlændingepolitikken i det her spørgsmål. Det er ikke nogen hemmelighed for nogen, som har gidet følge bare lidt med i de skriftlige medier og de elektroniske medier. Utallige steder har jeg diskuteret det og gjort klart rede for vores synspunkt, altså at der her er et problem. Jeg ved, at regeringen er fuldstændig klar over, hvad Enhedslistens holdning er på det punkt, og så vidt jeg husker, handler forespørgsel F 25 ikke om det spørgsmål, men det er der jo berammet en hel del andre samråd om, og på et tidspunkt bliver der også fremsat et lovforslag, og så kommer vi helt i dybden med alt det.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Hr. Finn Sørensen har fuldstændig ret, for det, vi faktisk skulle diskutere i dag, er spørgsmålet om, hvad det er for nogle besparelser, hvad det er for nogle områder, vi kan få svar på, når vi stiller spørgsmål, og hvad det er, vi ikke kan få svar på. Jeg er selvfølgelig interesseret i at vide, hvordan hr. Finn Sørensen vil reagere, hvis nu hr. Finn Sørensen kom til at stille et spørgsmål, som berørte indholdet af storskalaloven, og så fik et svar fra statsministeren eller beskæftigelsesministeren, der lød: Det ønsker jeg ikke at svare på, fordi det retmæssigt ikke er i Danmarks interesse at svare på det, fordi det hører til under selvstyreloven og hører til i Grønland. Hvordan vil hr. Finn Sørensen så reagere?

Ordføreren.

Så ville jeg blive harm og sur, hvis det var noget, der havde at gøre med afklaringen af den ændring af udlændingeloven, som vi skal foretage. Men jeg har slet ikke den bekymring, for vi har allerede stillet de spørgsmål. Der bliver nok stillet flere, men det vil jo være i samme boldgade, hvis vi ikke er tilfredse med de svar, vi får i første omgang. Vi har stillet en masse spørgsmål om det, og vi har ikke på noget tidspunkt fået at vide, at det mente regeringen ikke at der var en retlig interesse i. Skulle vi nu ikke bare forholde os til det konkrete? Det er gået op for mig, at det jo er det, som borgerlighedens ordførere har meget svært ved, fordi de jo må se i øjnene, at der ikke er fugls føde på de fem konkrete spørgsmål, vi snakker om her, og så er det jo rart at snakke om alt muligt andet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Der, hvor jeg kommer fra, taler man mand og mand imellem om – måske med et anerkendende glimt i øjet – at her i Folketinget stilles der spørgsmål om alt og fås svar på alt mellem himmel og jord. Vi kan jo så konstatere nu, at vi må gå hjem og sige, at det ikke længere er tilfældet.

Statsministeren har anlagt en ny stil, og det må være statsministerens stil, for i Forsvarsudvalget i tirsdags nævnte statsministeren, at hun ikke skeler til tidligere regeringers håndtering af indkomne spørgsmål, men at hun har sin egen stil. Hvis denne egen stil er, at det ikke længere er Folketinget, der definerer, hvilke spørgsmål man ønsker svar på, men derimod regeringen, der definerer, hvad der er relevant for Folketinget at få at vide, er det en ny stil. Derfor er det her jo lynhurtigt blevet et principielt spørgsmål, og måske er det mere det end et spørgsmål, der går på den aktuelle sag. Det er et principielt spørgsmål om folkestyret, og som hr. Kristian Thulesen Dahl indledte dagen med at pege på, er det en ny stil.

Derfor synes jeg, at man skal lægge mærke til, at det, der foreslås i dag, jo altså er, at statsministeren skal trække sit brev til Folketingets formand tilbage, så vi kan komme tilbage på sporet, tilbage til almindelig parlamentarisk virksomhed, så det er slået fuldstændig fast, at det er Folketingets medlemmer, der definerer, hvad man vil spørge om, og at det også er regeringens pligt at svare på det.

Når det her i særlig grad påkalder sig principiel opmærksomhed, er det, fordi denne regering i sit regeringsgrundlag har noteret, at man vil bestræbe sig på god regeringsførelse, endda i lyset af tidligere kritik af tidligere regeringer. Hvad er god regeringsførelse så? Det er respekt for Folketinget og folkestyret. Jeg skal spare Folketinget for en oplæsning af statistikkerne om rettidig besvarelse af spørgsmål eller overholdelse af høringsfrister. Når vi så dertil lægger statsministerens nye stil med, at der er spørgsmål, der ikke skal besvares her i Folketinget, må vi sige, at man er langt væk fra den intention, den signalgivning, man ønskede at sende med et regeringsgrundlag med passager, som vi sådan set meget nemt kunne bakke op om. Derfor er det vigtigt, hvis vi her fra talerstolen af statsministeren kan få understreget, at statsministeren fuldstændig lever op til det, man kan forvente af en statsminister, nemlig at det er Folketinget, der definerer, hvilke spørgsmål man vil stille, og at det også er regeringens intention at svare på dem.

Med hensyn til det konkrete om storskalaloven må vurderingen jo gå på de ting, der kan spørges om. Kan svarene føre frem til situationer, der kan få betydning for Folketinget, må der skulle svares på det. Derfor er de spørgsmål, der er blevet stillet, selvfølgelig relevante, så vi må stærkt opfordre statsministeren til at følge det pålæg, som fremgår af det forslag til vedtagelse, der er fremsat her i dag. Tak.

Tak. Der er to korte bemærkninger. Først er det fru Sara Olsvig.

Tak. Efter min mening har vi haft en ganske fornuftig dialog med ordførerens parti, og har også haft det i løbet af denne proces. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens og ordførerens partis holdning til selvbestemmelsesret. Hvad forstår ordføreren og ordførerens parti ved hele den konstruktion, rigsfællesskabet hviler på i øjeblikket, med implementeringen af en selvstyrelov, som er vedtaget med et stort flertal i både Danmark og i Grønland? Og hvad forstår ordføreren ved hele ideen om selvbestemmelsesret til et selvstyrende område?

Ordføreren.

Vi går ind for selvstyreloven for Grønland; vi går ind for, at Grønland skal kunne varetage så stor en andel af egne anliggender, som man nu kan magte på Grønland. Når der ikke er fuldstændig selvstyre på Grønland, hænger det jo sammen med ønsket om, at Danmark stadig væk skal understøtte og være en, skal vi sige, hjælpende hånd i de bestræbelser, der gøres i selvstyret og rigsfællesskabet. Og derfor er det naturligt, at de områder, som ikke på nuværende tidspunkt er overladt til Grønland fuldt og helt eller delvist, til enhver tid skal diskuteres her i Folketinget, som får ansvaret for de beslutninger, der måtte træffes. Derfor er det et spørgsmål om, hvorvidt de ting, der bringes frem, kan få relevans for Danmark, og om et spørgsmål alligevel en dag kan ende her på Folketingets bord, og hvis det sker, skal spørgsmålet til enhver tid kunne besvares.

Fru Sara Olsvig.

Så vil jeg bare høre, om ordføreren kan bekræfte, at forvaltningen af råstofferne og af eventuel storindustri i Grønland er et område, som er fuldt og helt hjemtaget af det grønlandske selvstyre.

Ordføreren.

Ja, og sagen er jo den, at når det er relevante spørgsmål, der stilles i den forbindelse, er det, fordi en forfølgelse af det spørgsmål om udvinding af råstoffer osv. kan føre til markante ændringer i Grønland, f.eks. med hensyn til fremmed arbejdskraft. En udløber af det kan være, at det, på grund af at der er en række områder, hvor ansvaret ligger her – politi, retsvæsen osv. – kan få konsekvenser for Danmark og dermed for dette Folketing. Og derfor kan der selvfølgelig ingen grænser være for, hvad dette Folketing kan få svar på i så henseende.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu ved jeg jo ikke, om hr. Leif Mikkelsen nogen sinde har stillet spørgsmål til de to Venstrestatsministre, vi har haft. Jeg vil bare sige til hr. Leif Mikkelsen, at det ikke er usædvanligt, at statsministre ikke svarer på spørgsmål. For nogle er det næsten blevet en vane, og man kan muligvis kritisere den nuværende statsminister for at bibeholde den vane.

Men det er jo ikke det, den her sag handler om. Den handler om, hvorvidt det danske Folketing skal føre kontrol med, hvordan Grønland håndterer de ting, der ligger under selvstyret, via den danske statsminister. Kan hr. Leif Mikkelsen ikke se, at det er det, der er det nye, nemlig at oppositionen i det her Folketing nu vil til at føre politisk kontrol med, hvad der sker i Grønland inden for selvstyrets områder, via den danske statsminister? Og det er det, statsministeren fornuftigvis afviser.

Ordføreren.

Jeg har sådan set begrundet min kritik af den nuværende statsministers manglende lyst til at svare på spørgsmål her med en understregning af, at det nødig skulle blive en dårlig vane, for der er en række kritikpunkter. Og det undrer mig meget, at hr. Per Clausen ikke står klart på det hold, for jeg har før hørt Enhedslisten være meget ivrig med at påpege, hvis der var høringsfrister, der ikke blev overholdt, eller at spørgsmål ikke var besvaret til tiden. Der har man været meget ivrig fra Enhedslistens side, og jeg har sådan set altid anerkendt, at det var rimeligt at forfølge det synspunkt. Derfor undrer det mig meget, at hr. Per Clausen ikke brugte sin taletid til nu at bakke mig op i det synspunkt, at det selvfølgelig skal overholdes til hver en tid, og at statsministeren dermed også skal svare på spørgsmål.

En af de flittigste spørgsmålsstillere her i salen har jo været Enhedslisten gennem mange, mange år, og jeg kunne godt forestille mig en spændende debat, hvis man på de tidspunkter havde nægtet at svare på spørgsmål fra Enhedslisten. Så tror jeg vi havde fået et helt andet toneleje fra det parti.

Så hvis Enhedslisten anlægger en ny stil nu her og siger, at det sådan set er meget rimeligt, at der er ting, der ikke besvares her i Folketinget, ja, så er det nye tider, og så må vi sige, at det har en høj pris for Enhedslisten at støtte en regering, hvis det sådan er den nye stil.

Hr. Per Clausen.

Nu har jeg jo kaldt statsministeren i samråd om nogle af de problemer, som hr. Leif Mikkelsen nævner, så det er Enhedslisten ivrig omkring. Jeg er tit blev nægtet svar af de to tidligere statsministre og har ingen erindring om Dansk Folkepartis og Liberal Alliances støtte i de sager, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Men jeg stillede hr. Leif Mikkelsen det helt præcise spørgsmål: Er det meningen, at det danske Folketing skal udøve parlamentarisk kontrol med, hvordan det grønlandske selvstyre administrerer områder, som er lagt under grønlænderne, gennem den danske statsminister? Det må vel være ret enkelt at svare på det spørgsmål, altså om det i virkeligheden er det, hr. Leif Mikkelsen og Liberal Alliance mener, for det ville virkelig være nyt.

Ordføreren.

Dette Folketing skal interessere sig for spørgsmål, der kan få betydning for dette Folketing. Hvis der sker så markante ændringer i Grønland, ved at en betydelig mængde af fremmed arbejdskraft kommer til Grønland, som kan få betydning for de områder, som Danmark har et ansvar for, så kan vi ikke her undgå på et tidspunkt at komme til at stille spørgsmål om, hvilke konsekvenser det har. Det fører automatisk til et klokkeklart svar om, at, ja, det her Folketing skal have svar i de relationer, og derfor er det relevante spørgsmål, der er stillet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Stig Møller som konservativ ordfører.

Denne forespørgsel drejer sig ikke om Grønland; denne forespørgsel drejer sig ikke om rigsfællesskabet; den drejer sig om regeringens forhold til det danske Folketing. Den drejer sig helt præcist om, at der af folketingsmedlemmer er blevet stillet spørgsmål, som statsministeren har afvist at besvare.

Hvad er så statsministerens begrundelse for ikke at ville besvare de pågældende spørgsmål? Jo, det er, at der er tale om et grønlandsk anliggende, og at det ikke har nogen retlig betydning for os. Men så er det, man må spørge statsministeren: Er det praksis, at ministre nægter at besvare spørgsmål, hvis det vedrører et anliggende, der ikke henhører til dansk, men grønlandsk eller et andet lands lovgivning? Nej, det er det ikke.

Naturligvis kan Folketinget spørge ind til sådanne forhold. Så ville man normalt rette henvendelse til Grønland eller det land, det måtte dreje sig om, og så ville man anmode om at få den pågældende information. I den situation kan der selvfølgelig ske det, at det land, man spørger, ikke vil eller ikke kan udlevere informationen til Danmark. Så sender regeringen bare det svar frem til Folketinget og siger, at den har spurgt hjemmestyret, som meddeler, at det ikke agter at besvare spørgsmålet, eller at den har spurgt hjemmestyret, som meddeler følgende, som vi må henholde os til.

Den slags svar har vi fået masser af, og når hr. Finn Sørensen siger, at der ikke er fugls føde på de fem spørgsmål, kan jeg sige, at jeg altså har fået tusinder af spørgsmål, jeg ikke syntes der var fugls føde på. Det er faktisk ikke andre folketingsmedlemmers opgave at vurdere, om der er fugls føde på et spørgsmål; det er folketingsmedlemmet selv, der stiller det.

Jeg kan også sige om det med andre lande, at jeg også har fået masser af spørgsmål om det fra den daværende opposition. Det har været om Ugandas homolovgivning eller de spørgsmål, som fru Gitte Lillelund Bech nævnte. Der er kommet masser af dem, og jeg var da tit fristet til at sige: Gamle jas, spørg selv på Google. Men det må man jo ikke, man skal besvare spørgsmål fra Folketinget, og så svarede vi selvfølgelig pænt og ordentligt, selv om vi ikke havde noget retligt forhold til Uganda eller Irak, eller hvor det nu var.

Det kunne man bare have gjort, og så havde der ikke været nogen sag, for så havde man svaret Folketinget så godt, man kunne, og meddelt, hvad hjemmestyret ønskede at oplyse.

Det er jo ikke uvæsentligt, at der fra Grønlands side er ønske om, at vi i Folketinget gennemfører lovændringer, der knytter sig til storskalaloven. Det er jo i den forbindelse, at de pågældende spørgsmål er blevet stillet. Det kunne jo også godt være, at hjemmestyret havde lyst til at besvare spørgsmålene bare for at informere og oplyse Folketinget. Det har jo også fremsendt storskalaloven og orienteret os om de ændringer, der er sket med storskalaloven undervejs under arbejdet i Grønland. Så det kunne da være, men det har statsministeren så afskåret dem fra.

Til slut vil jeg godt advare imod, at debatten i Danmark om storskalaloven og Folketingets behandling af de implikationer af storskalaloven, som vi skal beskæftige os med i dette Folketing, anfægter Grønlands forhold til Danmark og vores rigsfællesskab. Dette rigsfællesskab må ikke lide skade under denne parlamentariske proces.

Med denne præcisering kan jeg oplyse, at vi vil tilslutte os forslaget til vedtagelse, som vi har været med til at fremsætte.

Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Sara Olsvig.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, da ordførerens parti jo sad i regering i 2010 og 2011, da vi havde vores olieefterforskningsboringer i Grønland, om man i den forbindelse også havde et ønske om at kende noget mere til kravene om feasibility studies osv. i Grønland.

Ordføreren.

Det er jo egentlig ret irrelevant. Det relevante i den her forbindelse er, at der er et folketingsmedlem, der har stillet spørgsmål om det. Så er det jo for så vidt ligegyldigt, hvad vi måtte have spurgt om eller ikke spurgt om i 2010. Det afgørende er jo her – og det er det, der er det principielle i debatten, og som hr. Thulesen Dahl også har fremhævet igen og igen – at der er et folketingsmedlem, der har ønsket en oplysning. Så skal man levere den, uanset om man synes, at det er rimeligt eller ikke rimeligt, eller også kan man meddele, at den kan man ikke levere af den og den grund, nemlig at hjemmestyret ikke synes, at det kommer os ved og ikke vil sende det frem. Men jeg er da helt sikker på, at hjemmestyret ville have fremsendt det feasibility study, hvis de havde fået spørgsmålet. Der er jo ikke noget at skjule.

Fru Sara Olsvig.

Så kunne jeg også godt tænke mig at spørge ordføreren, da det netop også var fra ordførerens parti, at justitsministre kom i den periode, om man dengang oplevede problemer med de arbejds- og opholdstilladelser, der skulle gives til de mange hundrede arbejdere, der kom ind og udførte vores olieefterforskningsboringer i 2010 og 2011.

Ordføreren.

Nu havde jeg jo ikke det ressortområde, men jeg vil gå ud fra, at det er gået fuldstændig efter bogen og gået, som det skulle. Nu diskuterer vi så loven, og det er jo ikke det, vi skal diskutere, det, vi skal diskutere, er forholdet til Folketinget fra statsministerens side. Men der er jo den forskel, at det er en kolossal masse flere mennesker, der kommer ind på én gang, i forhold til i den anden situation. Jeg har også siddet i Råstofudvalget. Det var jo ikke så forfærdelig mange, der kom ind og arbejdede i Grønland, når de fik bevillingerne gennem Råstofudvalget, indtil det blev et hjemmestyre. Så det var ikke det store problem, det kan blive et problem, men jeg vil godt understrege, at det slet ikke er det, denne debat drejer sig om. Det er statsministerens forhold til spørgsmål stillet af Folketinget.

Hr. Finn Sørensen, kort bemærkning.

Først vil jeg lige beklage, hvis jeg fik formuleret mig sådan i min ordførertale, at det kunne forstås, som om jeg tog stilling til kvaliteten i hr. Kim Andersens spørgsmål. Det var i hvert fald ikke min hensigt, og det er jeg helt enig i at vi ikke skal gøre. Kollegaerne skal stille de spørgsmål, de mener de har behov for at få besvaret. Så jeg beklager meget, hvis det kunne opfattes på den måde.

Så vil jeg varmt tilslutte mig ordførerens sidste bemærkning i ordførerens ordførertale, nemlig at vi skal gøre os umage for, at den debat, vi fører herhjemme, drejer sig om det, den skal dreje sig om, og ikke kommer til at skade rigsfællesskabet og give grønlænderne en oplevelse af, at vi forsøger på at tvinge noget ned over hovedet på dem, som de ikke har nogen interesse i. Bortset fra det syntes jeg ikke, at der var nogen nye argumenter. Men jeg vil gerne kvittere for den bemærkning, som ordføreren kom med i sin ordførertale. Tak for det.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er glad for, at vi har den samme opfattelse af rigsfællesskabet: at det skal vi beskytte og bevare.

Så siger vi tak til den konservative ordfører. Så er det fru Sara Olsvig som IA's ordfører.

Tak. Vores parti, Inuit Ataqatigiit, og jeg selv er af den klare holdning, at statsministeren har disponeret ganske fornuftigt, i forhold til hvad den danske regering skal svare på og ikke svare på vedrørende den grønlandske storskalalov og grønlandske ansvarsområder i det hele taget. Gentagne gange og ved afsendelsen af brevet til Folketinget har statsministeren og hendes regering vist fuld forståelse for den grønlandske selvbestemmelsesret på sagsområder, som er hjemtaget. Med det viser den danske regering stor indsigt i selvstyrelovens indhold og betydning. Det vil jeg gerne takke regeringen for.

Samtidig vil jeg udtrykke min glæde over, at samtlige danske partier nu udviser rigtig stor interesse for rigsfællesskabets ve og vel. Det er på tide, at vi får den her debat om, hvad vores indbyrdes juridiske forhold betyder i praksis. Jeg er af den opfattelse, at debat er sundt, og for at opnå et ligeværdigt forhold mellem Grønland og Danmark er der nødt til at være en nogenlunde fælles grad af oplysthed om hinanden og vores fælles forhold.

Rigsfællesskabet er ændret med selvstyreloven. Det ved vi. Derfor er det også nødvendigt, at vi hver især gentænker vores roller og vores identitet i denne nye konstruktion. Jeg synes, det er noget af det, der kommer til udtryk her ved denne debat, og jeg er ganske enig med den forrige ordfører på det punkt.

Den debat, som nu udspiller sig her i Folketinget, mener jeg med tydelighed har vist, at der hidtil ikke har været en høj grad af indsigt i vores indbyrdes forhold, og det er alarmerende; der må gøres noget ved det. Særlig Venstre, De Konservative og også Enhedslisten og Dansk Folkeparti har gennem de seneste måneder udvist stærk tvivl om selvstyreaftalen, en aftale, som netop Venstre, De Konservative og Enhedslisten var med til at indgå med Grønland. Derfor er jeg særlig skuffet over lige præcis de reaktioner, vi har set fra de tre partier. Heldigvis kan vi dog se og høre, at det ikke er alle medlemmer af partierne, som efter min mening har misforstået Danmarks rolle i rigsfællesskabet.

Dansk Folkeparti ved vi altid hvor vi har, det er ikke rigtig nogen overraskelse, det har vi vidst længe. Enhedslisten – her er jeg bare igen nødt til at henvise til storskalalovens § 10, stk. 6, hvor vi meget tydeligt siger, at vi selvfølgelig vil overholde Grønlands internationale forpligtelser. Det er vi nødt til at holde fast i, og vi mener selv stadig væk – og det har vi fået bekræftet af jurister både i Grønland og i Danmark – at vi har lavet en lovgivning, som lever op til de forpligtelser.

Jeg er så også nødt til at spørge: Hvor var I, da forliget om kriminalforsorgen blev forhandlet på plads? Der blev ikke afsat en eneste krone til udbedring af de massive problemer, vi ser i de grønlandske anstalter for domfældte, og som nu i en rapport fra Europarådets torturkomité kritiseres kraftigt. Hvor var I, da satspuljeforhandlingerne stod på? Igen blev der ikke ydet en særlig stor indsats for at sikre forholdene for udsatte grønlændere i Danmark. Hvor har I været de to gange, vi har forsøgt at arrangere et temamøde om grønlændere i Danmark generelt? Dem måtte vi aflyse, fordi der ikke var nok tilmeldte.

Nu har vi en gylden mulighed for fremadrettet at sikre, at vi opretholder en høj grad af respekt og tillid til hinanden i rigsfællesskabet, at vi skaber en ligeværdighed baseret på denne respekt og tillid. Det kræver arbejde, og det kræver engagement. Det kræver også, at vi tænker langsigtet, i forhold til hvordan vi taler om hinanden og til hinanden i rigsfællesskabet.

Vi er også nødt til at se på, som jeg sagde tidligere, hvad det er for nogle roller, vi skal have over for hinanden i det her nye rigsfællesskab, som har en ny konstruktion – det er helt rigtigt – med indførelsen af selvstyre i Grønland. Men den tvivlsomme adfærd over for selvstyreaftalens bestemmelser og fordelingen af ansvarsområderne, som nogle af de danske partier desværre har vist, skaber altså mere mistillid end tillid. Lad os nu tale om at handle på de sager, som er fælles ansvar, og som fordrer et oplyst engagement fra dansk side også.

Qujanaq.

Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, formand. Altså, her handler en debat om, hvorvidt vi kan få oplysning om, hvad der foregår. Det får vi så at vide at vi ikke kan få, for det er selvstyrekompetence. Så hører man en grønlandsk repræsentant stille sig op på talerstolen med budskabet: Send flere penge. Der syntes jeg bare, det var sådan lidt mærkeligt, altså det, vi hørte med hensyn til kriminalforsorgen og sådan nogle ting, i forhold til den diskussion, vi har her i dag.

Men grunden til, at jeg markerede, var, at jeg lige ville spørge fru Sara Olsvig om noget. Når vi skal gentænke vores roller – det er det, fru Sara Olsvig siger fra talerstolen: at vi skal gentænke vores roller efter selvstyret – hvorledes vil fru Sara Olsvig så gentænke sin rolle? Hvordan vil de grønlandske repræsentanter her i Folketinget så agere fremover? Vil man agere på en ny måde i forhold til før selvstyret?

Vi har jo haft en situation tidligere, hvor de grønlandske repræsentanter var udslagsgivende, f.eks. i forhold til behandlingen af asylbørn her i Danmark. Vil vi se sådan noget fremover? Eller vil man så afstå fra at være udslagsgivende her i Folketinget, i respekt for at der nu er selvstyre og at vi nu skal gentænke vores roller?

Altså, hvorledes vil fru Sara Olsvig mene at de grønlandske repræsentanter her i Folketinget skal agere fremadrettet, og skal det i givet fald være anderledes end tidligere?

Ordføreren.

Tak. Jeg trækker kriminalforsorgen frem, fordi det er et af de sagsområder, som det højt og klart og tydeligt står i selvstyreloven stadig væk er et dansk ansvar. Det er et sagsområde, som vi kan hjemtage. Men det står også klart i betænkningen til Selvstyrekommissionens arbejde, at sådan nogle sagsområder skal højnes til et niveau, som svarer til det danske, inden vi hjemtager dem; ellers hjemtager vi jo en kæmpestor regning. Det er dér, jeg mener at der mangler et engagement fra de danske politikeres side, altså i forhold til at sørge for, at man laver de ting, som det kræves bliver lavet af Folketinget, for at implementere selvstyreloven. Jeg synes, at tingene hænger rigtig godt sammen.

Man spørger til politiet. Det er i Grønland også et dansk ansvar, indtil vi selv hjemtager det. Vi kommer ikke til at hjemtage det, når vi samtidig har fastfrosset bloktilskuddet, hvis vi ikke først har fået nogle penge i kassen. Det hele hænger sammen, og det er derfor, jeg trækker kriminalforsorgen og de andre emner frem.

I forhold til det at være folketingsmedlem: Jeg synes, min rolle er anderledes end tidligere folketingsmedlemmers. Jeg har også arbejdet meget hårdt på at være mere engageret i de sagsområder, som netop er et fælles ansvar. F.eks. holdt jeg sidste år en konference om råstoffer og udenrigs- og sikkerhedspolitik, en konference, som Dansk Folkeparti desværre ikke ønskede at deltage i. Men der kunne man måske også have fået svar på nogle af de spørgsmål, som nu bliver stillet her.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg tror, der er nogle skatteydere, i hvert fald her i Danmark, der sidder og tænker, at det er pudsigt, at vi har en diskussion om noget, der kan give indtægter på Grønland, og at vi dér får at vide, at det skal vi bare blande os udenom; vi må jo stort set ikke engang stille spørgsmål og få viden om det. Så er der en række andre ting, hvor man bare spørger: Hvorfor i alverden kommer Danmark ikke med nogle flere penge, så vi kan få højnet standarden inden for de forskellige områder, inden vi hjemtager tingene til Grønland? Det var jo bare det, jeg syntes var lidt forunderligt, lige præcis i forhold til den debat, vi har i dag.

Mit spørgsmål fra før til fru Sara Olsvig gik på: Vil vi fremover se grønlandske repræsentanter her i Folketinget være udslagsgivende i forhold til rent danske forhold? Eller betyder det med, at vi skal nytænke vores roller, i og med at danske politikere som en følge af selvstyret skal blande sig mindre i, hvad der foregår på Grønland, så også, at grønlandske politikere blander sig mindre i, hvad der foregår i Danmark?

Ordføreren.

Danske politikere skal leve op til det ansvar, som danske politikere har, og grønlandske politikere skal leve op til det ansvar, som grønlandske politikere har. Så man er nødt til at have en meget høj grad af oplysthed om, hvad ansvarsfordelingen er. Jeg mener, at vi i den her situation helt klart ser, at der er en forvirring om, hvad ansvarsfordelingen er; det mener jeg at vi helt klart ser i forbindelse med den her diskussion.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt kvittere for ordførerens indlæg og bekræfte, at der også efter Enhedslistens opfattelse er plads til forbedringer, når vi taler om de områder, som ordføreren nævnte i forhold til kriminalforsorgen. Ordføreren og jeg har også talt om, at vi bør sætte os sammen for at drøfte, hvordan vi kan gøre en bedre indsats i forhold til at modtage grønlændere her i Danmark.

Grunden til, at jeg stiller et spørgsmål, er, at ordføreren sagde, at efter ordførerens mening, har Enhedslisten antastet selvstyreloven. Det kunne jeg da godt tænke mig at få uddybet, for vi ville blive meget kede af det, hvis det var rigtigt, og så vil vi rette det med det samme. Det er ikke noget, vi ønsker, men hvis det er rigtigt, skal vi, for at kunne gøre noget ved det, jo hjælpes på vej, så hvor har vi forbrudt os mod det?

Ordføreren.

Tak. Enhedslisten har fra dag nul, samme dag, som storskalaloven blev vedtaget i det grønlandske parlament, sat spørgsmålstegn ved, om vi levede op til de internationale aftaler, som Grønland er forpligtet til at overholde i forhold til storskalalovens indhold.

Det står meget klart i storskalaloven, at vi selvfølgelig vil leve op til de internationale konventioner, der måtte gælde på det her område, og vi har også meget klart efterfølgende i debatten sagt, at det vil vi. Alligevel fortsætter Enhedslisten med at sætte spørgsmålstegn ved det her forhold, og det synes jeg er enormt ærgerligt, for efter min mening tager Enhedslisten udgangspunkt i en dansk virkelighed og ikke i en grønlandsk virkelighed, hvor vi har en anden infrastruktur, vi har et andet behov for at udvikle vores erhverv, vi har et andet behov for at udvikle industri, som man ikke har set før i Grønland. Det virker næsten, som om der er blevet skabt et billede af, at den her storskalalov er fuldstændig uansvarligt bygget op, og det mener vi jo ikke er rigtigt. Og det er der, jeg synes det er ærgerligt, og det er der, jeg synes at Enhedslisten er gået lidt for vidt.

Hr. Finn Sørensen.

Nu får vi jo lejlighed til at drøfte det videre frem, og derfor må jeg bare lige præcisere, hvad det er, Enhedslisten har gjort. Det er ikke fra dag nul, det er fra dag minus – fra vi så det første udkast til storskalaloven; det svarede jeg også tidligere fra talerstolen, så det behøver jeg ikke gentage. Det er vel ikke at antaste selvstyreloven, at man sætter spørgsmålstegn ved det og spørger, om den udformning, storskalaloven har fået, måske er i strid med de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt. Så hvis det kun er det, kritikken går på, er jeg lidt mere rolig, for det mener jeg faktisk ikke er i strid med selvstyreloven. Det er faktisk i overensstemmelse med den, for det vedrører jo grundlaget for de arbejds- opholdstilladelser, vi skal give senere.

Ordføreren.

Jeg vil være rigtig glad, hvis Enhedslisten fra nu af vil tage udgangspunkt i den vedtagne lov; den vedtagne lov er udtryk for det grønlandske parlaments stemme. Det er rigtigt, at den vedtagne lov ser anderledes ud end det første udkast, og jeg er ked af, hvis Enhedslisten bliver ved med at tage udgangspunkt i det udkast, der første gang blev fremlagt, for der skete nemlig en grundig behandling af det lovudkast, og der skete en markant forbedring, og vi endte med en lovgivning, som vi står inde for, og som vi mener lever op til Grønlands internationale forpligtelser. Det er netop derfor, jeg ikke kan forstå, at Enhedslisten bliver ved med at grave i det her spørgsmål om ILO-konventioner, når vi nu klart både af grønlandske og danske jurister har fået at vide, at man lever op til forpligtelserne, også i forhold til ILO- konventioner.

Tak til IA's ordfører. Så er det fru Doris Jakobsen som Siumuts ordfører.

Jeg skal oplyse, at Siumut er fuldstændig enig i fortolkningen af selvstyreloven, som statsministeren forsvarer i disse dage. Det er vores klare forståelse, at en række områder med selvstyreloven overgik til selvstyrekompetence, herunder råstofforvaltningen. Det betyder for Siumut, at selvstyret klart har det fulde ansvar for de ting, vi iværksætter på disse områder. Derfor må vi naturligvis også selv stå til ansvar over for omverdenen, når den ønsker indsigt i vores handlinger. Det er Grønland klar til. Selv om Siumut ikke har stemt for storskalaloven, støtter vi naturligvis de demokratiske beslutninger, der bliver taget i vores eget parlament. De beslutninger er vores, og det er os, der må stå til ansvar for dem gennem vores regering.

Derfor vil det også kun være naturligt, at de spørgsmål, folketingsmedlemmer har angående områder, der nu fuldt og helt varetages af selvstyret, også rettes til selvstyret. Det kan ske ved henvendelse til vores Naalakkersuisut, og det kan også ske ved en drøftelse direkte mellem vores fagudvalg i Inatsisartut og Folketingets udvalg. Med moderne hjælpemidler er det i dag muligt at etablere direkte kontakt mellem udvalgene, sådan som det allerede er vist i Grønlandsudvalgets regi. Lad os dog bruge de muligheder for at få en god og ligeværdig diskussion i gang mellem vores lovgivende forsamlinger i stedet for den flodbølge af mere eller mindre mærkværdige spørgsmål angående Grønland, der i disse dage hældes ud over regeringen.

Selvstyre betyder, at vi i Grønland nu for alvor styrer vores land og vores virkelighed selv, ikke, at vi skal lære at styre, når nogle i Danmark pludselig mener, at de alligevel skal bestemme over Grønlands fremtid. Skulle nogen være i tvivl, kan de læse tidligere grønlandsordfører og medlem af Selvstyrekommissionen fru Birthe Rønn Hornbechs udtalelser i Politiken i dag:

Det er godt, at statsministeren i handling viser, hvilke konsekvenser selvstyreloven faktisk har, gennem den nye tilgang til spørgsmål angående områder, der nu hører under Grønland selv.

Tak for det, qujanaq.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg står her med et brev, som er sendt fra den grønlandske regering, Naalakkersuisut – Ministry of Health står der så nedenunder – og hvori der til min kollega er svaret:

Tak for deres henvendelse til departementet for sundhed. Vi skal bede om, at spørgsmål fra danske folketingsmedlemmer vedrørende det grønlandske sundhedsvæsen og dets ansatte stilles til Statsministeriet eller Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i Danmark.

Hvad siger fru Doris Jakobsen til det? Det er sådan set regeringen i fru Doris Jakobsens land, der siger, at spørgsmål vedrørende sundhedsvæsenet, som jo er hjemtaget, skal stilles til den danske statsminister. Det står da i skarp kontrast til det, fru Doris Jakobsen lige har stået og sagt fra talerstolen.

Ordføreren.

Jeg tror, at nogle departementer i Grønland heller ikke har vænnet sig til de nye tider, men det får de lært efter valget – håber jeg da.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Men jeg hørte jo, at fru Doris Jakobsen sagde, at hun er fuldstændig enig i statsministerens udlægning af, hvad der må svares på spørgsmål om, og hvad der ikke må svares på spørgsmål om. Skal jeg så forstå det svar, der er kommet nu, sådan, at skulle det være sådan, at Siumut kommer i regering i Grønland, vil man pålægge de respektive ministerier i Grønland, at de altid svarer, når de får henvendelser fra danske folketingsmedlemmer, eller hvordan skal det svar, som fru Doris Jakobsen lige gav, forstås?

Ordføreren.

Nu sidder jeg i opposition i Grønlands Landsting, Inatsisartut, men jeg kan forstå på regeringen, at den fastholder, at den ikke skal svare på spørgsmål, som nu hører hjemme i selvstyrets regi. Derfor henviser jeg til, at man skal henvende sig til Naalakkersuisut i stedet for, for det spørgsmål hører jo til i selvstyrets regi. Ellers kan man bruge den metode, som vi allerede har brugt, nemlig videokonference mellem Folketingets udvalg og selvstyrets udvalg.

Tak til Siumuts ordfører. Så er det statsministeren.

Jeg synes, det har været en interessant debat. Der er kommet mange forskellige synspunkter frem. Jeg kan selvfølgelig ikke kommentere dem alle, men jeg vil holde fokus på temaet for forespørgselsdebatten, nemlig hvorfor regeringen ikke har ønsket at besvare nogle af de mange folketingsspørgsmål med relation til storskalaloven.

Efter min opfattelse er det i den forbindelse vigtigt at få slået fire ting fast:

For det første er det regeringens grundholdning, at folketingsspørgsmål skal besvares, fordi spørgsmålene er et væsentligt led i Folketingets kontrol med regeringen.

For det andet ønsker regeringen i overensstemmelse med den grundholdning at besvare langt de fleste spørgsmål om storskalaloven. Vi har besvaret en del, og vi vil besvare langt de fleste spørgsmål.

For det tredje skal regeringens manglende besvarelse ikke ses som et udtryk for modvilje mod at besvare folketingsspørgsmål eller sågar som et udtryk for manglende respekt for Folketinget. Den manglende besvarelse er derimod blot et udtryk for respekt for den retlige ramme, vi har i forholdet mellem Grønland og Danmark – den retlige ramme, som er fastlagt i selvstyreloven. Det følger af den ramme, at Grønlands selvstyre har den lovgivende og den udøvende magt på råstofområdet. Det er en kompetence, som selvstyret udøver uden at være underlagt tilsyn af danske myndigheder.

Det fører mig til det fjerde forhold, og det er, at de spørgsmål, som regeringen ikke vil svare på, har en sådan indholdsmæssig karakter, at vi så at sige går ind og blander os i, hvordan selvstyret skal forvalte kompetencen på råstofområdet. Det vil sige, at vi ved at besvare spørgsmålene ikke respekterer den retlige ramme og den kompetencefordeling, som selvstyreloven udtrykker.

Der har været mange spørgsmål i diskussionen, og jeg synes jo egentlig, det har været en væsentlig diskussion at få på plads, fordi den her diskussion handler om, hvorvidt man i praksis er parat til at respektere den selvstyrelov, som vi efter et kæmpe forarbejde vedtog i Folketinget med et meget stort flertal. Derfor bliver det her relevant, og derfor er jeg også glad for den her principielle debat, vi har haft i dag.

Der er tre med korte bemærkninger, og så tager vi de tre. Hr. Kristian Thulesen Dahl først.

Tak. Og tak til statsministeren. Altså, har statsministeren undersøgt, om den her praksisændring, som statsministeren jo nu gør sig skyldig i, i forhold til hvornår man vil svare på spørgsmål fra Folketinget, kan rummes inden for dels grundloven, dels Folketingets forretningsorden? For vi har jo grundloven, hvori der står, at »Ethvert medlem af Folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.« Og så har vi en forretningsorden, der beskriver, hvordan det udmøntes i praksis. Der står bl.a., at en minister kan vælge ikke at ville svare på et konkret spørgsmål.

Men det nye i det her er jo, at man tager et helt sagsområde ud og forlods siger, at inden for det her område vil man ikke længere svare på spørgsmål, så om det kan rummes inden for de her små bøger, der i virkeligheden beskriver, hvordan Folketinget arbejder, vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved.

Så jeg vil spørge statsministeren, om hun havde gjort sig den ulejlighed at få det undersøgt, inden hun sendte brevet til Folketingets formand i sidste uge, hvori hun meddelte, at hun tog et sagsområde ud, og skrev, at det ville hun fremover ikke og heller ikke lade sine ministre svare på spørgsmål om, altså, om den praksisændring, hun står inde for her, kan rummes inden for de regler, der er gældende.

Statsministeren.

Nu har jeg hørt hr. Kristian Thulesen Dahl have en meget skråsikker vurdering af praksisændring, og der må jeg så sige, at jeg ikke er sikker på, at der egentlig er tale om en ændring af den praksis, som den tidligere regering har haft på området. Hr. Kristian Thulesen Dahl er utrolig skråsikker i den forbindelse, men jeg er egentlig ikke så sikker på, at han har ret.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo fantastisk, at jeg heller ikke kan få svar på det her spørgsmål. Altså, jeg stiller spørgsmålet, om statsministeren har vurderet, inden hun i sidste uge sendte det her brev til Folketingets formand, om den ændring, der finder sted her, kan rummes inden for de her fine bøger, vi har med grundloven og forretningsordenen. Det må der da kunne svares på med et ja eller et nej.

Jeg skal bare i forhold til praksisændring sige, hvad jeg også tidligere redegjorde for, nemlig at jeg selv og andre har stillet massevis af spørgsmål, bl.a. om grønlandske børns vilkår i Grønland, og fået svar fra den daværende statsminister, det var under Grønlands hjemmestyre, men det spørgsmål svarede den daværende statsminister beredvilligt på. Så derfor er der jo tale om en praksisændring.

Statsministeren.

Nu ved jeg ikke, om hr. Kristian Thulesen Dahl blev så ivrig, at han kom til at sige hjemmestyre fremfor selvstyre i sit spørgsmål. Men der lægges til grund i spørgsmålet, at der er tale om en ændring af hidtidig praksis. Og der skal jeg gentage, at jeg ikke er så sikker på, at der egentlig er tale om en ændring af den praksis, som den tidligere regering har haft på området.

Jeg kan f.eks. henvise til, at hr. Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti spurgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, om han fandt det acceptabelt, at der tilsyneladende foregik systematisk dyremishandling af husdyr, herunder slædehunde, i Grønland, og om statsministeren ville rejse problemet over for det daværende landsstyre. Til det svarede den daværende statsminister, at regeringen klart tog afstand fra enhver form for mishandling af dyr, herunder slædehunde, hvilket det daværende grønlandske landsstyre også havde gjort. Samtidig anførte statsministeren dog, at det var Grønlands hjemmestyre – dengang var det hjemmestyre – der havde overtaget ansvaret for sager vedrørende hunde og dyreværn, og som havde udstedt lovgivningen på området, så derfor så den daværende statsminister ingen grund til at tage sagen op over for landsstyret.

Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Det er jo sjovt, for jeg står sådan set også med det spørgsmål og det svar her. Og det er jo lige præcis, fordi der rent faktisk er gældende grønlandsk lovgivning.

Men jeg synes faktisk, at statsministeren manglede at svare på det spørgsmål, som hr. Kristian Thulesen Dahl stillede. Har statsministeren, inden brevet blev oversendt den 28. januar, undersøgt, hvorvidt det er lovmedholdeligt inden for grundloven og Folketingets forretningsorden, at man generelt kan afvise at svare – for det er jo det, statsministeren gør i sit brev:

Jeg kan oplyse, at regeringen ved besvarelse af spørgsmål af tilsvarende karakter fra andre folketingsudvalg vil anlægge en lignende vurdering i forhold til den grønlandske selvstyreordning og kompetencefordelingen mellem Danmark og Grønland.

Har statsministeren undersøgt, om det er lovmedholdeligt inden for de to bøger?

Statsministeren.

Jamen det giver sig selv, at vi naturligvis mener, at det er lovmedholdeligt inden for grundloven. Det siger sig selv.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Det blev sagt med meget spag stemme, men jeg går ud fra, at jeg hørte rigtigt, nemlig at statsministeren sagde: Selvfølgelig har vi undersøgt det, så det er helt lovmedholdeligt.

Så har jeg et spørgsmål om, hvad vi så ellers kan forvente ikke at få svar på. Hvis det nu er sådan, at mine kolleger stiller et spørgsmål til statsministeren om, hvor mange ledige læge-, sygeplejerske- og tandlægestillinger, der var slået op pr. 1. januar 2013 på Grønland – for det er jo det, vi har fået en henvisning om vi skal gøre – vil statsministeren så svare på det spørgsmål, eller vil statsministeren henvise til, at det jo er sundhedsområdet, så det er ligesom hjemtaget til Grønland?

Statsministeren.

Hvis ordføreren mener, at jeg svarede med spag stemme, så var det nok mere ubevidst udtryk for min manglende forståelse for tonelejet og det spørgsmål. Altså, selvfølgelig har Statsministeriet undersøgt, om det her er i overensstemmelse med grundloven. Og jeg synes måske, at man skruer sig lige lovlig langt op i den debat. Hvis det var med spag stemmeføring, eller hvordan ordføreren vil vælge at tolke det, så var det nok, fordi jeg tænkte, at der var behov for at dæmpe tonen lidt i forhold til det toneleje, som ordføreren for Venstre anlagde.

Hr. Leif Mikkelsen, kort bemærkning.

Tak for det. I sit svar glædede statsministeren sig over en god principiel debat på det område, og derfor forventer jeg selvfølgelig også, at vi kan få svar på principielle spørgsmål. For som vi er flere, der har nævnt, er et væsentligt element i folkestyret, at ministre svarer på spørgsmål – på spørgsmål defineret af Folketingets medlemmer og ikke af ministre.

Når statsministeren har peget på, at hun ikke skelede til tidligere praksis, men derimod sin egen stil i et samråd, vil jeg spørge: Hvad er denne egen stil i forhold til det regeringsgrundlag om god regeringsførelse, som statsministeren selv har formuleret? Hvad er statsministerens egen stil i forhold til regeringsgrundlaget? Det vil være dejligt at få svar på det.

Statsministeren.

Regeringen kommer til at svare på rigtig mange spørgsmål om hele det her felt, og det vil vi selvfølgelig også gerne, for der er en stor del af det, som vedrører Folketinget. Derfor stiller vi os også beredvilligt til rådighed for samråd, forespørgsler – det er ikke den sidste om Grønland – og også for besvarelse af skriftlige spørgsmål. Og sådan skal det også være.

Da fru Gitte Lillelund Bech var heroppe, fik hun det nærmest til at lyde, som om vi ikke vil svare på spørgsmål. Hun nævnte fejlagtigt nogle ting, som vi rent faktisk svarer på, men som hun gav som eksempler på ting, vi ikke vil svare på.

Jeg kan bare nævne nogle eksempler. Vi vil besvare spørgsmål om betingelserne for udlændinges ophold i Grønland ved storskalaprojekter, spørgsmål om pas og visum til udenlandske arbejdstagere, konsekvenser for danske myndigheder i storskalaloven – og der er temmelig mange spørgsmål om det – spørgsmål om SAR-beredskabet, herunder havmiljøberedskab og sundhedsberedskab. Så det er altså temmelig store områder, som vi naturligvis svarer på spørgsmål om.

Men så er der nogle spørgsmål, som jeg har begrundet, hvorfor vi ikke vil besvare, nemlig på grund af den respekt, vi har for selvstyreloven, og den manglende retlige interesse, vi har i at få besvaret de spørgsmål.

Hr. Leif Mikkelsen.

Nu vi er i den principielle afdeling og statsministeren er på talerstolen – og der kan jeg betrygge både Folketinget og befolkningen med, at hendes stil er i pagt med regeringsførelsen – så nævnte jeg allerede i mit indlæg på talerstolen, at jeg ville undlade at læse op fra forskellige skemaer, som beskriver ministres tidsforbrug i forbindelse med at svare på spørgsmål, høringsfrister osv., siden denne regering trådte til.

Det skal jeg stadig væk spare Folketinget for at læse op af, men jeg vil bare sige til statsministeren: Der er plads til forbedring. Og spørgsmålet er så, om vi i dag, når nu vi er i det principielle hjørne, i forbindelse med regeringens behandling af Folketinget kan få statsministerens svar på, om statsministeren vil sørge for, at det selvfølgelig bliver ændret fra og med denne skelsættende dag i Folketinget, hvor statsministeren har understreget sin stil og regeringsgrundlaget. Det håber jeg meget at vi kan få klare svar på fra talerstolen.

Statsministeren.

Vi har haft en udmærket debat i dag, hvor vi har diskuteret et principielt spørgsmål om besvarelse. Jeg synes, at de synspunkter, der er i sagen, er kommet frem. Regeringen har gjort rede for sine synspunkter, og jeg vil gerne understrege, at regeringen ønsker at besvare spørgsmål. Det er en rigtig måde, og det skal vi gøre. Men der er nogle spørgsmål, som på grund af deres indholdsmæssige karakter ligger uden for det retlige område, som vi er ansvarlige for.

Jeg skal bare en gang til give et eksempel, hvis formanden tillader det. Der er blevet spurgt, om det er rigtigt, at der skal foreligge et feasibility study, for at man kan søge om udnyttelsestilladelse, sådan som London Mining de facto har gjort det i forbindelse med Isuaprojektet – altså et meget konkret spørgsmål, som vi mener ligger uden for det her. Og jeg vil egentlig bede alle dem, der har rejst debatten i dag, om at kigge på de fem konkrete spørgsmål, som vi henviser til, og om at hæfte sig ved alle de mange spørgsmål, som vi naturligvis – naturligvis! – agter at besvare i forbindelse med hele den her debat.

Tak til statsministeren. Så vil hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for forespørgerne lige slutte af. Der vil ikke blive nogen korte bemærkninger til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg vil egentlig også bare ganske kort sige tak for debatten. Man kan sige, at selv om vi ikke er enige om det her, synes jeg, de sidste par timer har vist, at det var rigtigt at tage den her hasteforespørgsel. Vi er inde på et kerneområde i forhold til vores folkestyre, vi er inde på et område, der handler om, hvorvidt det er Folketinget og Folketingets medlemmer selv, der definerer, hvad der er interessant for os at vide noget om, så vi derfor selvfølgelig kan stille statsministeren og regeringens ministre spørgsmål, eller om det handler om, at vi vil acceptere, at det er regeringen fremover, der kan udtage områder og sige, at der derom ikke kan stilles spørgsmål, og at vi ikke kan forvente svar.

Jeg sagde i en af mine korte bemærkninger her mod slutningen af debatten, at jeg faktisk mener, der er en problemstilling i forhold til både grundlov og forretningsorden. Det kan godt være, statsministeren synes, at det da var et latterligt spørgsmål, men sagen er bare, at udgangspunktet for grundloven jo er, at det er Folketingets medlemmer, der for ethvert offentligt anliggende kan æske ministrenes forklaring, som der står i grundlovens § 53. Udgangspunktet i grundloven er, at det er uomtvisteligt, at det er Folketingets medlemmer, som kan sætte ethvert emne, offentligt emne, til debat og bede om at få ministrenes forklaring på det. Det er så konkret udmøntet i Folketingets forretningsorden, og der står i § 20, hvordan man stiller spørgsmål til ministre, og der står så, hvordan en minister på et konkret spørgsmåls område kan sige, at man ikke vil svare. Der står intet i forretningsordenen om, at en regering forlods kan tage et område ud og sige: Derom kan der ikke stilles spørgsmål. Det er derfor, det her er så skelsættende, det er derfor, det er en praksisændring, der virkelig vil noget, og det er derfor, det er vigtigt, at Folketinget forholder sig til, om vi vil acceptere den her glidning af kompetence fra Folketinget til regeringen.

Dansk Folkeparti synes ikke, vi skal acceptere det, og vi vil derfor gå videre med den her sag og bede om, at det bliver taget op i Udvalget for Forretningsordenen, så vi får undersøgt, om det her kan give problemer i forhold til Folketingets forretningsorden, og om Folketingets forretningsorden i givet fald skal underlægges ændringer for at rumme det, regeringen vil her, og så må vi jo se, om der er et flertal herinde, der ønsker det, eller om der er et flertal, der ønsker at stå vagt om Folketingets integritet.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Afstemning om fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted den 7. februar 2013.