Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 13:

Forespørgsel til statsministeren om det kommende EU-topmøde. (Hasteforespørgsel):

Hvad kan statsministeren oplyse om Danmarks position forud for de kommende dages EU-topmøde?

Af Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Adelsteen (DF), René Christensen (DF), Christian Langballe (DF) og Mikkel Dencker (DF).

(Anmeldelse 11.12.2012. Fremme 11.12.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen, torsdag den 13. december.

Så skal jeg lige minde om taletidsreglerne ved hasteforespørgsler. Statsministeren har 10 minutter til besvarelse, og ordførererne har op til 4 minutter. Og så bliver der en runde med statsministeren til sidst.

Men først giver jeg ordet til hr. Kristian Thulesen Dahl for begrundelse af forespørgslen.

Tak, formand. Siden oktober har Dansk Folkeparti forsøgt at få statsministeren til at komme herned i Folketingssalen og debattere EU's udvikling. Det har statsministeren ikke haft tid til. Statsministeren har en travl kalender; der er mange ting, der skal passes. Vi har fået besked om, at en sådan forespørgselsdebat, altså sådan en daglang debat her i salen, hvor vi for alvor kan diskutere EU's udvikling, er noget, vi kan få en gang hen i januar.

I mellemtiden er der jo ganske mange store ting på dagsordenen i EU. Man kan sige det på den måde, at EU-samarbejdet virkelig rykker. Der er nogle lande, der har fuld fart på; de vil have bankunion og fælles finanstilsyn. Der ligger mange føderale tanker i de udspil, der forhandles og diskuteres i EU-kredsen netop nu.

Vi synes fra Dansk Folkepartis side, at det er fuldstændig forkasteligt, at vi ikke her i Folketingssalen har en grundig debat om de ting, inden statsministeren på topmøder debatterer de her ting med de andre statsledere. Derfor har vi forsøgt at få sådan en forespørgselsdebat. Det, vi så har kunnet få på grund af Folketingets forretningsorden – og det er vi da glade for, når vi nu ikke kan få det andet – er så en hasteforespørgsel, hvor taletiderne er yderst begrænsede, og hvor det hele skal være overstået på 2 timer.

Men vi må jo være nøjsomme folk. Vi må tage det, vi kan få, og når vi ikke kan få en ordentlig tilbundsgående debat af længere varighed, ja, så må vi jo få sådan en hasteforespørgselsdebat, hvor vi så dog i det mindste kan debattere nogle af de hovedpunkter, som gør sig gældende i EU-samarbejdet netop nu. Og det rykker; det går stærkt. En bankunion er på vej. Skal Danmark deltage? Skal Danmark ikke deltage? Hvad bliver betingelserne? – det er jo nogle af de ting, den danske befolkning selvfølgelig kigger på og vurderer og ønsker medindflydelse på.

Så jeg vil sige til statsministeren: Det, vi ønsker her, er altså en debat, der også kan involvere den danske befolkning. Det er en debat, der involverer demokratiet; det er en debat, der sørger for, at der er folkelighed omkring de beslutninger, der tages, når det drejer sig om Danmarks placering i EU. Det er vores ønske, at vi kan få fremprovokeret det, i stedet for at man pakker EU-tingene sammen med et flertal i Folketinget uden inddragelse af den danske befolkning, uden inddragelse af det folkelige demokrati, som Danmark ellers på andre områder er kendt for. Vi håber, den her hasteforespørgsel kan være startskuddet til, at vi kan få det. Vi glæder os til at høre statsministerens besvarelse heraf.

Jeg giver ordet til statsministeren til besvarelse af hasteforespørgslen.

Tak for ordet. Først skal jeg lige gøre opmærksom på, at emnet for den hasteforespørgsel, vi har i dag, ikke er det samme som for den forespørgsel, der er inviteret til, for forespørgslen handler om, hvordan ministeren vil sikre, at et EU i flere hastigheder betyder, at Danmark kun er med i de dele af EU, som der er bred folkelig opbakning til. Det er den forespørgsel, man har bedt om. Så har man bedt om en anden forespørgsel – jeg forstår den i hvert fald som en anden, ellers behøver vi jo ikke at have den, der er berammet til januar – som er en hasteforespørgsel, som så er den, vi taler om i dag. Og der er spørgsmålet: Hvad kan statsministeren oplyse om Danmarks position forud for de kommende dages EU-topmøde? Så det er altså to forskellige spørgsmål, som bliver diskuteret under to forskellige former her i Folketinget.

Nu til spørgsmålet, der er stillet.

Det helt centrale tema på topmødet i morgen og i overmorgen vil være diskussionen om en yderligere styrkelse af ØMU'en, særligt spørgsmålet om et fælles europæisk banktilsyn. Præsident Van Rompuy og de øvrige formænd offentliggjorde den 5. december den endelige rapport vedrørende ØMU'en, og de lægger op til, at udbygningen af ØMU'en skal ske i tre faser.

Den første fase løber fra 2012 til 2013, og den vedrører særligt bankunionen og implementeringen af den såkaldte sixpack og twopack vedrørende økonomisk koordinering. En bankunion består af flere elementer, og det, der sigtes mod på det her europæiske råd, er at nå til enighed om tilsynsdelen af bankunionen. Hvor langt, vi kommer, vil bl.a. afhænge af den diskussion, som finder sted i dag i ECOFIN. I forhandlingerne om tilsynsdelen er der sket fremskridt, som styrker ikkeeurolandenes rettigheder, og det er noget, Danmark har været meget optaget af. Diskussionen har særligt vedrørt forholdet mellem det nye tilsynsråd, som man skal have i det her tilsyn, og ECB's øverste organ, styrelsesrådet, hvor kun eurolandene er repræsenteret.

Det, der har været bekymringen for ikkeeurolandene, altså herunder også Danmark, har været, at de beslutninger, som blev truffet i tilsynsrådet, kunne omgøres af styrelsesrådet, og at ikkeeurolandene dermed kunne blive sat uden for indflydelse.

Nu tegner der sig en løsning. Og kort fortalt er det en løsning, hvor tilsynsrådets beslutninger står ved magt, hvis ikke ECB's styrelsesråd aktivt modsætter sig de beslutninger inden for en vis frist. Hvis styrelsesrådet underkender en tilsynsrådsbeslutning, kan ikkeeurolandene vælge, at de ikke ønsker at lade sig omfatte af den beslutning. Det her er en sikkerhedsventil, kan man sige, men hvis den sikkerhedsventil så misbruges af ikkeeurolandene, har ECB så også mulighed for at afslutte samarbejdet med det pågældende land. Det er en god ordning for Danmark.

Regeringen ønsker ikke at stå i vejen for, at eurolandene kan indgå i et samarbejde om et fælles banktilsyn, men jeg vil godt understrege, at det ikke er det samme, som at Danmark nødvendigvis skal deltage i det fælles tilsyn. Som vi ser det, er det for tidligt at træffe beslutning om, om vi skal deltage, fordi vi ikke endnu kender de øvrige elementer i en egentlig bankunion. F.eks. kender vi ikke forslaget om en fælles afviklingsordning, og først når vi har det, vil vi foretage en samlet vurdering og på den baggrund så beslutte, om Danmark bør deltage eller ej.

Det var den første fase i den her styrkelse af ØMU'en. Nu vender jeg mig så til den anden fase, som løber fra 2013 til 2014.

I anden fase er der lagt op til, at der i løbet af 2013 skal fremsættes et forslag om en fælles afviklingsmekanisme – den, jeg lige har talt om – som er et væsentligt led i en egentlig bankunion. Der lægges ud over det op til, at eurolandene skal kunne indgå kontrakter med EU-institutionerne om f.eks. vedtagelse af nationale reformer. Den mulighed er også åben for ikkeeurolande, hvis de selv ønsker det.

Endelig er der så tredje fase, der ligger efter 2014, og som indeholder en række ret vidtgående forslag, bl.a. at opbygge en finanspolitisk kapacitet for eurolandene, som kan absorbere asymmetriske stød, som et land kan blive ramt af. Der lægges også op til en styrket koordination af nationale budgetter og af den økonomiske politik, særligt på skatte- og beskæftigelsesområdet. De her forslag kan indebære traktatændringer, men som det ser ud nu, udskydes diskussionen om traktatændringer til efter valget til Europa-Parlamentet og til efter en ny kommission er på plads, og det vil sige, at vi taler om en gang i efteråret 2014.

Det foreslås også, at de her tre faser bygger på en styrkelse af den demokratiske legitimitet, og der skal særligt sikres en tæt involvering af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Det er jeg meget enig i. Der er tale om beslutninger af vidtrækkende karakter, og det er helt afgørende, at de er solidt demokratisk forankret.

ØMU-diskussionen bliver helt sikkert svær. Jeg tror grundlæggende, at eurolandene er enige om, at samarbejdet skal styrkes yderligere, men der er ikke enighed om, hvordan det skal ske, og i hvilket tempo det skal ske. Det vigtige er, at der er en åben og konstruktiv diskussion om det her, som forhåbentlig leder i retning af en mere fælles forståelse, som tjener alle parter bedst.

Som de fire formand også skriver i deres rapport, er forslagene primært møntet på eurolandene, og der vil givetvis være forslag til tiltag, som vi på grund af vores euroforbehold ikke kan deltage i, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal deltage aktivt i diskussionerne. Danmark har en grundlæggende interesse i et velfungerende euroområde og et velfungerende økonomisk samarbejde i EU, og derfor både skal og vil vi deltage aktivt og påvirke tingene. Men vi skal selvfølgelig også respektere, at vi selv har valgt at stå uden for euroen, og at vi derfor hverken kan eller skal forhindre eurolandene i at træffe beslutninger, som snævert vedrører euroen.

Det var ØMU-diskussionen, som jeg som nævnt forventer bliver det overskyggende tema på mødet. Der er også andre punkter på den dagsorden, vi har i de kommende dage. Det gælder Kommissionens årlige vækstundersøgelse og et mandat til udenrigsrepræsentant Ashton og Kommissionen om at se på, hvordan man kan styrke den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Endelig regner jeg også med, at der vil blive vedtaget en konklusionstekst vedrørende EU's udvidelse og også vedrørende situationen i Syrien. Og så kan jeg i øvrigt henvise til min forelæggelse for Folketingets Europaudvalg tidligere i dag. Tak

Tak til statsministeren for besvarelsen. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til statsministeren for besvarelsen. Det synes jeg formelt set man bør sige, fordi man så også kan sige, at besvarelsen jo rejste flere spørgsmål, end der i virkeligheden var svar.

Nu vil jeg bare lige indledningsvis sige, at jeg har været medlem af Folketinget i 18 år, og jeg tror, at i de fleste af de her år, hvor vi har haft store, vigtige EU-topmøder, har Folketinget forud for de topmøder haft anledning til at have en grundig debat her i Folketingssalen om, hvad der sker i EU. Når vi rejste en forespørgsel til statsministeren tilbage i oktober måned om et EU i flere hastigheder, var det med udgangspunkt i, at statsministeren selv brugte betegnelsen, at nu så man et EU i flere hastigheder for sig. Derfor tog vi udgangspunkt i det. Det illustrerer så også, at det her med en bankunion, et banktilsyn osv., som jo er en del af eurolandenes svar på den økonomiske krise, de står i, og som euroen står i, jo giver et EU i flere hastigheder. Det er jo sådan, udgangspunktet er, og derfor var det også et naturligt udgangspunkt for en debat her i Folketingssalen.

Nu har vi så den her meget korte debat – det er bedre end ikke nogen – men hvis man siger, at det er fint i forhold til en normal forespørgselsdebat, så er man lidt historieløs, i forhold til hvordan Folketinget gennem historien grundigere har behandlet topmøderne i EU.

Så vil jeg sige i forhold til det konkrete indhold af det, statsministeren skal til EU-topmøde for at debattere, at vi i Dansk Folkeparti har stor forståelse for, at eurolandene står i en meget vanskelig situation, at de har fået etableret sig en fælles valuta, men ikke har etableret den ramme omkring valutaen, som er nødvendig for, at den bliver levedygtig. Det burde man selvfølgelig have taget tiltag til, da man skabte euroen. Det gjorde man ikke. Tværtimod vidste man, at det nok kom senere, efterhånden som europroblemerne ville vise sig.

Det er så også kommet – en kæmpe økonomisk krise i Sydeuropa osv. – og det nødvendiggør det, som mange har vidst i ganske mange år, nemlig at en levedygtig fælles valuta bl.a. også kræver en langt stærkere fælles økonomisk koordinering, herunder jo altså det, der er på vej nu med en egentlig bankunion. Der er ikke noget mærkeligt i, at eurolandene diskuterer det og finder ud af, hvordan de kan sikre den valuta, de har valgt at have.

Men må jeg ikke bare minde om, at i september måned 2000, valgte den danske befolkning på et spørgsmål, et flertal herinde havde stillet den danske befolkning, om, hvorvidt vi skulle gå med i euroen, at svare nej tak, men svare, at man ønskede at beholde kronen, man ønskede at beholde vores egen valuta. Det binder altså det her Folketing i den praktiske virkelighed, og det kan ikke nytte noget, at man forsøger at skubbe det ind under gulvtæppet og lade som ingenting og sige, at hvis ikke man taler om, hvad den danske regering mener, så kan vi fedte os lige så stille og roligt med i det, de andre laver for at redde deres fælles valuta, uden at få nogen folkelig debat om det her i Danmark, endsige uden overhovedet at overveje en folkeafstemning i Danmark om, hvorvidt det er en god idé eller ej. På den måde forsøger man jo at lokke Danmark ind i noget uden at vide, om den danske befolkning vil stå bag det, i en situation hvor den danske befolkning altså har valgt at sige, at vi har kronen og ikke euro.

Det er det luskeri, som jeg synes er trist i EU-debatten. Det er det, jeg synes, at vi skal væk fra. Jeg synes, at vi skal have en åben og frejdig EU-debat, hvor man kan mene det ene, man kan mene det andet, men det skal være den åbne dørs politik, det skal foregå ad fordøren, man skal turde sige, hvad man mener.

En ting, vi ikke fik at vide af statsministeren under besvarelsen her for et øjeblik siden, var, hvad regeringen mener om alle de her ting. Regeringen mener, at eurolandene må gøre et eller andet, og at der skal laves en ordning for eurolandene, men skal Danmark søge indflydelse, søge deltagelse i det her, eller skal Danmark i respekt for folkeafstemningen i september 2000 sige: Det er de andre, der kører med det; Danmark ønsker ikke at være en del af en kommende bankunion og et fælles banktilsyn? Jeg synes, at vi har brug for den folkelige del af EU-debatten. Jeg synes, at vi har brug for at tale rent ud af posen, og derfor vil jeg også fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

» Folketinget opfordrer regeringen til at tilkendegive, at en dansk tilslutning til det kommende finanstilsyn/bankunion først iværksættes efter en folkeafstemning herom.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 15).

Tak for det. Det af hr. Kristian Thulesen Dahl fremsatte forslag til vedtagelse indgår naturligvis i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så det er fru Lykke Friis som ordfører for Venstre.

Tak, hr. formand. »Non!« Så klar i mælet var Frankrigs præsident de Gaulle, da han i 1963 bogstavelig talt med et nej smed briterne ud af optagelseslokalet. Som commonwealthland med helt andre økonomiske interesser kunne Storbritannien ikke blive en del af EF-samarbejdet.

Få uger efter det franske »non« tog Danmarks statsminister Jens Otto Krag til Paris og fik håndslag på, at Danmark skam godt kunne få lov til at blive i optagelseslokalet. Hermed stod Danmark over for et afgørende valg: Skulle vi gå med Frankrig og Tyskland, eller skulle vi blive uden for sammen med Storbritannien? Efter en kort tøven valgte Krag, stik imod Venstres holdning, Storbritannien.

Hvorfor starter jeg der? Jo, det gør jeg, fordi det topmøde, vi står over for i morgen, på sigt vil udløse et lignende valg: Skal vi følge kernelandene eller acceptere en endnu mere marginal position end den, vi har i dag?

I Venstre er vi ikke i tvivl om, at det spørgsmål bliver et af de mest centrale i de kommende år, og vi er sådan set heller ikke i tvivl om svaret: Danmark skal placere sig så tæt på Europas kerne som muligt. Det skal vi gøre, fordi vi nu engang deler skæbne med mange af de lande. 500.000 arbejdspladser er direkte afhængige af det indre marked, og der er potentiale til mere – heldigvis.

Der findes beregninger, der viser, at en færdiggørelse af det indre marked kan udløse en ekstra indtægt på ca. 30.000 kr. pr. europæisk husholdning, mens vedtagelsen af frihandelsaftalerne, der er på tegnebrættet, kan løfte EU's BNP med 2 pct. og skabe mere end 2 millioner nye arbejdspladser. Men det sker jo ikke automatisk.

Det kræver, at nogle lande rent faktisk kæmper for sagen, og det kan Danmark jo altså ikke gøre, hvis vi befinder os i periferien af samarbejdet. Det er nemlig en illusion svøbt i dannebrog, at alt bare fortsætter som hidtil, hvis eurolandene tager springet frem med integrationsprocessen og vi bare bliver stående. Det vil simpelt hen svække vores muligheder for at forsvare danske interesser, og i Venstre mener vi altså, at de er for vigtige til at overlade til andre.

Det gælder for øvrigt også på globalt plan, for stadig flere emner er grænseoverskridende, og de krævede jo så netop en proaktiv deltagelse i EU-samarbejdet, eller som Herman Van Rompuy sagde i Oslo for nylig: EU gør det muligt for os at mestre vor egen skæbne.

Derfor har vi fra starten støttet europluspagten, finanspagten, ligesom vi grundlæggende er af den opfattelse, at ØMU'en ikke kan stå alene. Den skal suppleres med en bankunion og gerne også stærkere finanspolitiske spilleregler, der gør, at landene sætter tæring efter næring.

Hvis en stabilisering af euroen kræver, at medlemsstaterne vedtager en ny traktat, jamen så er vi også åbne over for det, om end vi i krisetider mener, at EU bør følge det klassiske princip fra »Junglebogen« om det rent og skært nødvendige, det her og nu nødvendige, og ikke kaster os ud i en megatraktat a la forfatningstraktaten.

Hvad betyder det her så på den korte og på den lidt længere bane? Ja, på den korte bane er vi af den opfattelse, at tiden må være kommet til, at regeringen samler Folketingets partier med henblik på at blive enige om et fælles kompas op til de vanskelige forhandlinger, der nu går i gang. Kort sagt: Vi skal have en ny europapolitisk aftale.

En aftale bør efter Venstres opfattelse fokusere på i hvert fald 3 ting. For det første skal vi definere principperne for den kommende integrationsproces, der bør være åben for ikkeeurolande og respektere det indre markeds integritet. For det andet skal vi vedtage en europæiseringsstrategi, der gør op med den bekymrende tendens med få danske embedsmænd – og faktisk også tolke – i EU. Og for det tredje skal partierne forpligte hinanden på en bred offentlig debat om Danmarks placering i fremtidens EU.

På den længere bane, når den nye traktat er i hus, og vi kan så spekulere over, hvornår det så måtte være, ja, så venter den afgørende diskussion om, hvor Danmark selv skal placere sig, og der er vi jo så kommet tilbage til 1963. Dengang valgte Jens Otto Krag den marginale placering, og det fik så Venstres daværende europapolitiske ordfører, Per Federspiel, til at konstatere, at regeringen havde deponeret sin handlefrihed hos briterne.

Vi håber i Venstre, at vi denne gang vælger kernen, men det kræver, at vi kommer i gang med debatten, og hvad kunne være et bedre tidspunkt end den 12.12.2012, det kan vi jo alle sammen huske i hvert fald.

På vegne af Venstre, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Konservative skal jeg læse følgende tekst op:

Forslag til vedtagelse

»En stabilisering af ØMU'en er i dansk interesse og bør være åben og transparent i forhold til ikkeeurolande og respektere det indre markeds integritet. Danmark indgår konstruktivt i drøftelserne og afvejer fordele og ulemper ved forslag, der fremlægges. Regeringen opfordres til at drøfte køreplan med partierne og fastlægge Danmarks prioriteter.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 16).

Tak. Det af fru Lykke Friis oplæste forslag til vedtagelse fra fem partier indgår i de videre forhandlinger.

Der er foreløbig tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for ordet, og tak til Venstres ordfører. Det er jo rigtig godt at høre, at Venstre vil kæmpe for, at danske DJØF'ere fortsat kan være ansat i Bruxelles. Jeg kan også høre, at Venstre ønsker en debat. Nu kræver det jo, for at man kan debattere, at man ved, at folk siger, hvad de mener. Det er jo så dér, hvor jeg synes det er lidt spændende, hvad Venstre faktisk mener. Altså, på Venstres landsmøde kunne man jo høre, at det var meget forbudt, når Jens Rohde – det var faktisk så forbudt, at han ikke kunne blive spidskandidat til europarlamentsvalget – sagde, at EU skulle have et forpligtende forsvarssamarbejde.

Jeg vil bare høre Venstres ordfører, om det her forbud mod at gå ind for et forpligtende forsvarssamarbejde i EU betyder, at Venstre har droppet sit ønske om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er jo sådan, at det i Lissabontraktaten jo står klart og tydeligt, at man skal have et forpligtende samarbejde, og hvis vi i Danmark afskaffer vores forbehold, bliver vi jo en del af det.

Ordføreren.

Jeg vil godt lige anholde den der sådan lidt polemiske introduktion med, at vi vil kæmpe for DJØF'ere. Jeg går ud fra, at vi sådan set er enige om, at det er ret vigtigt, at Danmark – når vi nu har besluttet os for at være medlem af Den Europæiske Union – også har danskere i Kommissionen, der så naturligvis ikke forsvarer danske interesser, men som kan være med til at udlægge teksten, f.eks. med hensyn til hvad den danske model går ud på. Jeg går også ud fra, at vi er enige om – når vi nu er medlem af EU – at det er meget smart, at den danske statsminister, eller hvem det nu måtte være, har lyst til at tale det danske sprog. Det går jeg sådan set bare som en selvfølge ud fra at vi er enige om.

Der er ikke noget, der er forbudt i Venstre. Det er fint, at man har synspunkter. Det, der bare var pointen med hensyn til det specifikke, var, at det også er vigtigt, at vi der forholder os til, hvor EU's debat er henne lige nu. Det var der, hvor Junglebogsprincippet kom på banen. Det, vi diskuterer nu, er jo præcis en meget, meget vidtgående dagsorden, som jeg også har redegjort for, men den indeholder bare ikke også alle de andre emner om forsvarspolitik, turisme og alle mulige andre ting.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen der er da ingen tvivl om, at det at have danske DJØF-stillinger i Bruxelles er et ædelt formål, og det støtter jeg klart. Det, som bare er lidt svært at få på banen, synes jeg, er, hvad Venstre egentlig mener. Altså, hvis det, der står i Lissabontraktaten om et forpligtende forsvarssamarbejde er meget vidtgående og noget, der gør, at man ikke kan udnævne en person som spidskandidat til europaparlamentsvalget, når han går ind for det, er det jo lidt svært at have en debat om det lige præcis meget vidtgående forslag, der er på bordet her.

Men kunne Venstre ikke bare sige, hvad man mener om en fælles arbejdsmarkedspolitik, en fælles skattepolitik, som det bliver foreslået af Van Rompuy? Hvad mener Venstre om, at der skal være en finanszar, sådan som tyskerne har foreslået det, der skal gribe ind i landenes finanspolitik? Venstre kunne jo melde noget ud og gribe chancen for at mene noget om det i dag.

Ordføreren.

Jeg synes nu, at vi er ret specifikke, med hensyn til hvad vi helt overordnet mener. Som jeg også sagde i min tale: Ja, vi synes, at euroen skal stabiliseres, og det kræver yderligere integrationstiltag.

Med hensyn til det specifikke, som hr. Nikolaj Villumsen så spørger mig om, vedrørende forsvarspolitik kan jeg da godt oplyse, at Venstre stadig går ind for, at forsvarsforbeholdet skal ophæves; det gør vi. Vi støtter også, hvad der står i Lissabontraktaten, men mig bekendt står der ikke i Lissabontraktaten, at man ikke længere skal have et nationalt forsvar.

Jeg tager kun tre korte bemærkninger til de her første indlæg og måske endnu færre til de følgende, alt efter hvor mange der melder sig. Ellers kan vi ikke få en afvikling, hvor der også bliver korte bemærkninger til statsministeren til sidst.

Men det er hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det, formand. Fru Lykke Friis siger, at det er Venstres position at bringe Danmark så tæt på kernen af EU som overhovedet muligt. Betyder det også, at det set fra Venstres side er det rigtige at gøre at lave et system, hvor en dansk bank kan besluttes lukket fra Frankfurt af det banktilsyn, man så i fællesskab laver? Betyder det, at hvis man når dertil, at det er det, man finder ud af vil være det rigtigste, og hvis vi skal være med så tæt på kernen som overhovedet muligt, så bør Danmark egentlig også etablere det system, at det er fra Frankfurt, man i givet fald beslutter, om man vil lukke en dansk bank?

Man kan sige, at der er alle mulige mellemstationer i de forhandlinger, der nu kommer, og forskellige måder, man forsøger at tackle tingene på, men hvis Venstre mener, at vi skal gå så langt som overhovedet muligt og de andre etablerer et sådant system, skal Danmark så være med i det forstået på den måde, at man så fra Frankfurt kan beslutte at lukke en dansk bank?

Ordføreren.

Nu forstår jeg det sådan, at det kan være, at tilsynsrådet kommer til at placere sig i Paris, men lad det nu ligge. Det afhænger selvfølgelig af de endegyldige forhandlinger. Men det er fuldstændig korrekt bemærket, at vi netop bruger formuleringen så tæt på kernen som overhovedet muligt. Det gør vi naturligvis, for der kan jo godt ske ting under forhandlingsprocessen, som vi siger at vi simpelt hen ikke støtter.

Jeg kan da godt se mange ting, for nu at være endnu mere konkret, i Van Rompuy-rapporten og også i Barrosorapporten, som vi er skeptiske over for. Altså, når Van Rompuy siger, at man skal have et eurozonebudget, som skal bruges i forbindelse med asymmetriske chok, til at afhjælpe situationen i nogle lande, så vil jeg sige, at det siger vi klart fra over for. Det gælder også noget af det, der har været fremme i forbindelse med eurobonds. Det siger vi også klart fra over for.

Så derfor bliver man selvfølgelig nødt til have en overordnet målsætning som et politisk parti, altså her, at man ønsker at placere sig så tæt på den her udvikling som overhovedet muligt, men man har selvfølgelig også mulighed for at præcisere, hvor man mener at der er nogle smertegrænser. Det er jo præcis også derfor, vi har sagt: Lad os nu sætte os ned, når vi får den her tidsplan, og så også blive enige om, hvad de danske prioriteter skal være.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu har Danmark valgt ikke at være med i euroen. Venstre kan have det synspunkt, at det er en forkert beslutning, den danske befolkning har truffet, og Venstre kan ønske Danmark med i euroen. Det er jo fair nok. Dansk Folkeparti ønsker, at vi bevarer vores krone og ikke har euro. Men det er altså situationen.

Så laver eurolandene noget, der er nødvendigt for dem for at få deres valuta til at fungere. Hvis de nu laver et banktilsyn, der betyder, at man fra centralt hold, uanset om det i Frankfurt eller Paris, kan beslutte at lukke en bank, mener fru Lykke Friis og Venstre så, at sådan et system bør Danmark tilslutte sig, være en del af, så man også i det forum vil kunne beslutte at lukke en dansk bank?

Ordføreren.

Jeg vil lige anholde, at vi ikke skulle respektere euroforbeholdet. Vi går ind i den her proces i respekt for euroforbeholdet. Det er jo også derfor, jeg i min tale sagde, at det endelige opgør om, hvor Danmark skal placere sig, får vi først, når vi har den nye traktat. Indtil da vil det naturligvis være sådan, at den danske regering støttet af os forhandler på baggrund af et mandat, hvor man respekterer euroforbeholdet.

Med hensyn til specifikke spørgsmål har vi jo også meget, meget klart sagt på adskillige europaudvalgsmøder, at vi mener, at rettigheder og pligter skal følges ad. Så hvis ikke Danmark har nogen mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, der skal træffes om et banktilsyn, og de radikale beslutninger om at trække stikket til en dansk bank, så kan vi selvfølgelig ikke støtte det. Der skal være den rette balance mellem rettigheder og pligter.

Fru Merete Riisager har den sidste korte bemærkning i denne omgang.

For det første vil jeg gerne give Venstre ros for at melde nogle ting klart ud. Det overgår i hvert fald langt regeringen i klarhed. Men når det så er sagt, er det jo heller ikke mere klart end som så.

Det står klart, at i hvert fald fru Lykke Friis gerne vil ind euroen, når støvet har lagt sig – hvad det så end betyder, og jeg gad vide, hvornår støvet så har lagt sig – og på nuværende tidspunkt gerne vil langt ind i euroen. Betyder det så, at Danmark skal indtræde i en bankunion?

Fru Lykke Friis taler meget om det indre marked, men det indre marked er jo periferien af EU. Euroen er centrum. Det indre marked er vi jo en del af, så hvorfor ser fru Lykke Friis det som så attraktivt at træde ind i denne dysfunktionelle eurozone?

Ordføreren.

Når byggestøvet har lagt sig. Det er selvfølgelig en metafor, men jeg kan jo ikke vide, hvornår den nye traktat måtte være færdigforhandlet. Vi ved, at processen går i gang i slutningen af 2014, og så kan ordføreren, lige så meget som jeg kan, spekulere over det, men det kunne jo så godt være i 2015 eller 2016, at vi står over for den beslutning. Det være sagt som indledning.

Så synes jeg altså også, det er vigtigt, at man som politisk parti kommer med bud på, i hvilke retninger der skal gås. Det har vi gjort, og jeg kvitterer for rosen. Vi synes, at det er den vej, vi skal. Når de andre lande bevæger sig videre, vel at mærke på en måde, som vi overordnet synes er en god idé, for man får stabiliseret euroen, så forholder vi os til det og siger, at det sådan set er den vej, vi gerne vil.

Med hensyn til det indre marked må jeg altså bare sige, at hvis andre lande vælger at gå videre, og det går jeg ud fra at de gør, påvirker det altså også vores muligheder for at kæmpe for en liberalisering af f.eks. serviceydelserne, hvilket samlet set vil give en voldsom vækst på europæisk plan.

Fru Merete Riisager.

Tak. Men så for lige at blive en tak mere konkret: Skal Danmark med i bankunionen, og går ordføreren stadig væk ind for EU-solidaritet? Jeg hørte nemlig ved en tidligere lejlighed, at ordføreren havde udtalt til en avis, at EU-solidaritet ikke er fremmed for Venstre. Nu antager EU-solidaritet jo mange forskellige former: eurobonds, eurobudget, bankunion. Der er mange forskellige måder at betale på. Er ordføreren stadig væk positiv over for det med at være solidarisk med pengepungen?

Ordføreren.

Helt overordnet drejer de her nye spilleregler sig jo om at undgå den situation, som ligger i spørgsmålet, altså at man skal ud og hjælpe nogle lande, fordi de ikke har overholdt de basale spilleregler. Det er derfor, at man netop går ind og strammer spillereglerne. Men i Venstre har vi den holdning til det europæiske samarbejde og solidaritet, at det har der altid været. Det er der også med strukturfondene. Så det er ikke sådan, at vi fra starten af siger, at det er fuldstændig umuligt at forestille sig, at Danmark vil være villig til i situationer at hjælpe lande. Det ser vi jo så også allerede nu med det, den danske regering mig bekendt har sagt om IMF-lån til nogle af eurolandene. Det gør vi jo allerede i dag.

Men dermed er jo ikke sagt, at vi underskriver en blankocheck. Vi siger netop specifikt, at målet er, at vi kan tilslutte os. Men det afhænger da så sandelig af, hvordan det bliver skruet sammen, og her har jeg jo allerede klart sagt, at vi overhovedet ikke forestiller os at kunne sige ja til eurobonds. Vi forestiller os heller ikke at kunne sige ja til, at man har et eurobudget, der går til at skulle afhjælpe asymmetriske chok.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Jens Joel som socialdemokratisk ordfører.

Tak for ordet. Jeg har glædet mig til dagens debat, men man fristes også lidt til at sige: Så står vi her igen; vi står igen foran et EU-topmøde, hvor krisen står øverst på dagsordenen, og hvor man kigger længselsfuldt over mod Bruxelles for at finde en løsning. Det er både godt og skidt. Det er sådan set meget positivt, fordi det illustrerer, at der er en anerkendelse af, at Danmarks skæbne er dybt og entydigt forbundet med det, der sker i resten af Europa. Over 60 pct. af vores eksport går til andre EU-lande, 500.000 danskere har et job som en direkte konsekvens af vores samhandel på det indre marked, og banksektoren er blevet europæiseret osv. osv.

Vi er og bliver dybt afhængige af, hvad der sker i resten af Europa. Det er derfor soleklart, at det er i Danmarks interesse, at der kommer styr på butikken, at økonomien bliver forbedret, og at vi – hvilket er det, vi aktuelt diskuterer – også får bedre kontrol med bankerne, og det er det, uanset hvor meget Danmark skal være med i, og uanset at vi har et euroforbehold, som vi i sagens natur respekterer fuldt ud.

Men det er også skidt, hvis vi kigger længselsfuldt mod topmødet og forventer, at der kommer en endegyldig og hurtig løsning, for en sådan løsning findes ikke, hverken i EU eller i Danmark. Det vil kræve hårdt arbejde. Regeringen har bidt sig fast i forhandlingsbordet for at forsvare danske interesser og for at finde fælles løsninger. Det eneste, der er helt sikkert, er, at der sker noget i EU. Krisen har ændret virkeligheden. Landene og samarbejdet flytter sig – det skulle stå soleklart for dem, der har læst den ret store stak af papirer, der ligger forud for topmødet. Det stod også klart for mange af os, da vi for nylig var på besøg i Berlin og Paris. Eurolandene rykker sammen, men hvis de flytter sig, mens vi står stille, så betyder det også, at vi kommer længere væk fra den indflydelse, som er helt afgørende. Det er derfor, at vi fra regeringens side har været så optagede af at blande os i diskussionen.

Lad os være konkrete med hensyn til noget af det, vi snakker om, f.eks. banktilsynet. Det handler jo kort og godt om at sikre en bedre og mere ensartet tilsynsmyndighed, altså et bedre tilsyn med de europæiske banker. Der kan man, uden at være alt for fordomsfuld, nok godt sige, at kvaliteten har været svingende. Vi ved endnu ikke, om Danmark kommer til at skulle være med, men vi ved, at det, at man får bedre styr på det, er nødvendigt for vores fælles bedste. Samtidig har regeringen jo haft nogle prioriteringer i forhold til, hvordan vi skulle forhandle det her. Det mest centrale punkt var, at der ikke skulle være nogen forpligtelser, hvis der ikke også var en indflydelse. Sagt meget forsimplet kunne man sige, at vi ikke ønsker en situation, hvor en dansk bank kan blive lukket, uden at vi selv har været med til at træffe beslutningen. Det er det, som der de næste par dage vil blive forhandlet om, men det ser ud til, at der er en positiv imødekommenhed, og at der bliver skabt en god model, når det handler om balancen mellem eurolandene og ikkeeurolandene.

Et andet princip drejer sig om, at det skal være banksektoren selv, der betaler for de fremtidige kriser. Det er mest fair, og det ser heldigvis også ud, som om det er et synspunkt der er opbakning til. Der er en række yderligere spørgsmål, som vil blive diskuteret på topmødet, og der findes i den fremlagte rapport elementer, som er meget vidtgående. Noget af det vil formodentlig også være mere vidtgående, end hvad vi på nuværende tidspunkt kan støtte, og måske mere vidtgående, end hvad vi kommer til at støtte. Men vi kan jo kun forsvare danske interesser og sikre fælles løsninger, hvis vi tager del i debatten. Eurolandene vil have behov for et større og bedre samarbejde, og det er i vores interesse. Vi har i øvrigt heller ikke nogen ret til at sætte os imod det, når vi selv har valgt at have et forbehold. Men vi kan godt deltage i diskussionen.

Vi vil fra socialdemokratisk side lægge til grund, at en større koordinering kan være en fordel, men også, at ansvaret for den økonomiske politik skal forankres i Folketinget. Det var det, vi vedtog og styrkede med finanspagten: Landene skal gøre deres hjemmearbejde. Det er et sundt princip.

Afslutningsvis kan jeg sige, at den mere eller mindre spekulative diskussion og debat om ØMU'ens fremtid, der er lagt op til, jo ikke skal stå i vejen for, at vi holder fast i det, som vi allerede har vedtaget. Det gælder den række af tiltag, der skal sikre, at der kommer bedre styr på økonomien, som f.eks. twopack'en, sixpack'en, det europæiske semester, finanspagten osv. Vi skal have færdiggjort de nye krav til bankerne, så vi kan sikre, at de i fremtiden bliver bedre i stand til selv at kunne modgå kriserne. Vi vedtog under det danske formandskab også en vækstpakke, der skulle sikre, at vi bruger flere strukturmidler på at bekæmpe arbejdsløsheden, og at vi får investeret noget mere i jobskabelsen.

Tak for det.

Der er to, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for ordet, og tak til den socialdemokratiske ordfører, hr. Jens Joel. Er Socialdemokraterne enige med statsministeren og økonomiministeren i, at Danmark er det 18. euroland, sådan som statsministeren sagde det i dag på europaudvalgsmødet, og sådan som økonomiministeren udtalte til Jyllands-Posten i går? Og når nu regeringen går ud og melder det ud, mener Socialdemokraterne så ikke, at danskerne bør spørges om, hvorvidt de ønsker, at man skal være det 18. euroland?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er fuldstændig på linje med økonomi- og indenrigsministeren og statsministeren, når de konstaterer, at vi er meget tæt bundet til euroen. For det er faktisk sådan jeg hører det. Når vi har en fastkurspolitik, som betyder, at alt, hvad der sker i eurolandene og i eurozonen, også har konsekvenser for os, er vi i realiteten også et meget langt stykke af vejen nødt til at følge de samme økonomiske principper, som de følger i eurozonen. Det er helt klart i Danmarks interesse. Og det er mere end noget andet en konstatering; det ikke sådan en politisk vi ville ønske at vi var-holdning. Det er en konstatering af, at vi, hvis vi skal gøre noget godt for dansk økonomi, så må erkende, at det jo er linket til det. Og jeg har ikke hørt, at der i Folketinget skulle være interesse for at ophæve den fastkurspolitik, som jo i virkeligheden er det, der gør den her sammenhæng så stærk.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Nu er det jo ikke sådan, at det bare er fastkurspolitikken, som der bliver henvist til. Økonomiministeren siger eksempelvis:

»Vi har gjort os meget umage for at placere os som det 18. land i euroen. Det skyldes dels, at vi har en fastkurs over for euroen, og dels at vi som et af de første lande ratificerede finanspagten.«

Altså, da vi fik at vide, at vi skulle ratificere finanspagten uden at spørge befolkningen – og der var der jo mange partier her i Folketinget, der var imod – så sagde man, at det skete med respekt for det danske euroforbehold. Nu kan jeg så forstå på statsministeren og på økonomiministeren, at vi bliver betragtet som det 18. euroland, fordi vi er gået med i finanspagten.

Synes den socialdemokratiske ordfører ærlig talt ikke, at man burde spørge befolkningen, før man gør Danmark til det 18. euroland?

Ordføreren.

Jeg synes, at hr. Nikolaj Villumsen her blander årsag og virkning lidt sammen. Det, der er sagen her, og det, der var en af grundene til, at Socialdemokraterne og regeringen syntes, at det var vigtigt, at vi kom med i finanspagten, er det faktum, at vores økonomi via vores fastkurspolitik hænger sammen med euroen og med euroens skæbne. Når det nu er sådan, kan der jo så også godt være tiltag som f.eks. finanspagten, som vi har en soleklar interesse i at gå med i, fordi vil under alle omstændigheder vil blive påvirket af det, der vil ske i den gruppe af lande, som har finanspagten.

Men det er jo ikke det samme, som at vi ikke faktisk var meget opmærksomme på at forhandle os frem til en finanspagt, hvor man kunne træde ind som ikkeeuoland, præcis som at vi i disse dage og i disse timer forhandler om et banktilsyn, som gør, at der er en balance mellem dem, der er med i euroen, og dem, der ikke er med i euroen.

,

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. Hr. Jens Joel har været inde på det her med, at deltagelse i det her system med en bankunion og et banktilsyn skal bero på, at man har rettigheder og pligter, og at de går hånd i hånd. Se, en del af det, man arbejder med, er jo, at man også laver et system for afvikling af nødlidende banker, og at man skal have en fælles bankafviklingsfond. Den her bankafviklingsfonds midler skal komme fra de banker, som er underlagt det fælles banktilsyn.

Så er spørgsmålet jo til Socialdemokratiet: Er man tilhænger af, at der bliver lavet et system, hvor bankkunderne i danske banker skal finansiere oprydningen efter nødlidende banker i Sydeuropa?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg selv fik gjort det klart, men jeg hørte i hvert fald statsministeren gøre det rimelig klart, at det jo lige præcis er en af grundene til, at vi ikke endnu siger, om Danmark skal være med eller ikke med i en bankunion. Det er, fordi vi endnu ikke kender detaljerne i, hvordan en given oprydningsmekanisme, om man vil, skal sættes sammen. Og det er meget, meget vigtigt for os, at rettigheder og pligter følges ad i forhold til det her tilsyn. Det vil selvfølgelig også være vigtigt for Socialdemokraterne og for regeringen, at der er en ordentlig balance, men før vi har det endelige setup, er det meget svært at vurdere, om det er noget, der er rimeligt, om det er noget, der er i dansk interesse.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, nu synes jeg, at kæden hopper lidt af. Man kan jo ikke stå og argumentere for, at det, der er helt afgørende for Danmark og den danske regering og for Socialdemokratiet, er, at rettigheder og pligter følges ad, når jeg spørger til lige præcis et af de helt centrale elementer i hele den opbygning af det her nye system med et fælles banktilsyn og en bankunion, nemlig at rettigheder og pligter også følges ad på den måde, at det er de banker, der er underlagt det her fælles system, der betaler til den fond, som skal finansiere oprydningen efter nødlidende banker. For systemet er bygget sådan op, at det er danske bankkunder, der skal finansiere oprydningen efter nødlidende sydeuropæiske banker. Det er systemet. Så kan man jo sige, at hvis det er en dansk bank, der går ned, så er det jo også det her system og den her fond, der skal rydde op – det kan man jo mene.

Så spørger jeg bare Socialdemokratiet: Synes man om den tanke og er man for den idé om en fælles fond i euroregi, som Danmark knytter sig til, hvor de banker og bankkunder, der er inden for det her system, skal betale til den her fond, som skal rydde op efter nødlidende banker? Jeg ved godt, at detaljerne skal udmøntes efterfølgende og alt det der.

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige, at når vi forhandler det her, er vores udgangspunkt, at det i højere grad skal være banksektoren selv, som skal løfte de her ting, og så kommer man jo selvfølgelig også til at inddrage de brugere, der er i den sektor. Men hele pointen er, at vi gerne vil undgå en situation, som vi har set tidligere, hvor hele regningen ender hos skatteborgerne, fordi sektoren ikke selv har gjort noget for at sikre sig mod dårlige tider. Vi synes vi faktisk, det er et sundt princip, at banksektoren og den finansielle sektor i det hele taget selv sikrer sig, selv polstrer sig og selv er ansvarlig for at imødegå eventuelle kriser. Det er sådan, vi går ind til forhandlingerne, og så må jo se, hvor langt vi kan komme

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Rasmus Helveg Petersen som radikal ordfører.

Jeg vil gerne sige tak til statsministeren for åbningsbemærkningerne, og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for at have taget initiativ til den her udmærkede debat. Det Radikale Venstre bakker naturligvis op om regeringens strategi i spørgsmålet om en kommende bankunion.

Det er velkendt, at vi fra radikal side altid har bakket EU op i dets mange facetter, og det er oplagt, at vi i den øjeblikkelige krise skal forsøge at finde fælles løsninger. Stormvejret over den finansielle sektor i land efter land gør det aktuelt at tale om en bankunion. Det er også en naturlig forbedring af ØMU'en, at man får den dimension på hen ad vejen.

Imidlertid er tiden ikke kommet til at træffe forpligtende beslutninger om en sådan størrelse. Vi skal i de kommende forhandlinger sikre os, at vi fra dansk side kan deltage i en fælles bankunion i EU, hvis vi ønsker det. Men vi vil ikke forpligte os endnu på dette spørgsmål; vi skal først se, hvordan forhandlingerne falder ud.

Når tiden kommer, er det min tro, at Det Radikale Venstre vil anbefale, at vi går med i et sådan projekt i fuldt omfang, men som sagt: det er ikke nu, vi skal tage den beslutning. Det kommer selvfølgelig i høj grad an på resultatet.

Det er klart, at denne beslutning også skal tages i respekt for vores forbehold over for den fælles mønt, som det også er fremgået tydeligt af bl.a. statsministerens indlæg. Indtil videre kan vi bakke op om det forslag til vedtagelse, der blev oplæst af fru Lykke Friis. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for ordførerens tale, og tak for ordet. Det, som jeg godt kunne tænke mig at høre, er svaret på et meget aktuelt spørgsmål, som lige nu bliver diskuteret. Det bliver nemlig diskuteret, om man skal indføre en skat på finansielle transaktioner. Det er der nogle lande der har besluttet at gøre, og vi er også nogle i Danmark, der mener, at Danmark burde tilslutte sig det.

Den anden dag var der en kronik af SF's medlem af Europa-Parlamentet, Emilie Turunen, og LO's internationale sekretær, Marie-Louise Knuppert. I en efterfølgende debat siger Emilie Turunen, at det lugter lidt af ideologisk modstand, og at man jo godt kunne prikke lidt til økonomi- og indenrigsministeren og spørge om, hvad det egentlig handler om, når økonomi- og indenrigsministeren afviser dansk deltagelse i den her finansskat.

Derfor vil jeg tillade mig at spørge De Radikales ordfører: Hvad er det egentlig det handler om? Er det ideologisk modstand fra Det Radikale Venstres side, der afholder Danmark fra at være med i den her finansskat, der kunne begrænse spekulation og skaffe masser af penge til velfærd?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er ikke en ideologisk modstand. Det er en praktisk modstand. Det er vores formodning, efter de analyser vi nu har gjort os i Det Radikale Venstre, at en sådan skat på finansielle transaktioner vil koste en hel del arbejdspladser i den finansielle sektor i Europa og generelt fordyre den omkostning, der er ved at optage kreditter. Så vi synes, det er en dårlig idé. Det er ikke en ideologisk baseret modstand. Det er en praktisk modstand imod ideen.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Nu siger ordføreren så, at det er ud fra nogle analyser, man har lavet i Det Radikale Venstre. Kunne ordføreren så ikke dele de analyser med os andre? Det forholder sig jo sådan, at Europa-Kommissionens egen analyse er, at det ikke vil medføre tab af arbejdspladser, hvis man bruger de penge, man får ind, til at investere i at skabe beskæftigelse. De skrækscenarier, der på et tidspunkt var, om, at Danmark ville tabe mange tusinde arbejdspladser, er blevet fuldstændig underkendt.

Hvis Det Radikale Venstre ligger inde med nye analyser og beregninger, kunne ordføreren så ikke fremlægge dem? For mig bekendt er det sådan, at det overhovedet ikke er tilfældet, at Danmark vil tabe arbejdspladser, tværtimod vil vi få milliarder ind. Jeg tror, at man snakker om 8,5 mia. kr., hvis Danmark tilsluttede sig det her forslag – altså masser af penge til at skaffe arbejdspladser for. Derfor synes jeg, at det lugter lidt som en ideologisk modstand, medmindre der er en spændende analyse fra De Radikale.

Ordføreren.

Jeg beklager meget, hvis jeg gav indtryk af, at det er analyser, der er produceret i regi af De Radikale. Det er såmænd blot de analyser, som vi forholdt os til, da vi traf beslutningen, og som er offentligt tilgængelige. Så jeg beklager, at jeg ikke har noget afgørende nyt materiale at fremlægge. Men ikke desto mindre fastholder vi vores modstand mod den her skat på finansielle transaktioner, da vi ud fra vores egen analyse af de forhåndenværende tal ikke mener, at det vil være gavnligt.

Tak til den radikale ordfører. Fru Lisbeth Bech Poulsen som SF's ordfører.

Tak til DF for at rejse spørgsmålet. Der står jo i mange aviser, at vi politikere slet ikke er gode nok til at diskutere EU, Europa og alle de ting, der foregår, og at det er et af hovedproblemerne, i forbindelse med at befolkningen heller ikke interesserer sig nok for det og måske heller ikke kan gennemskue det. Så det her er en anledning til, at vi måske kan diskutere nogle af de her ting, som jeg også tror vi ser forskelligt på. Det synes jeg er en god idé, så tak for det.

Fra SF's side anser vi det jo for meget vigtigt, at euroen stabiliseres. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke går ind for euroen. Det har vi ikke gjort tidligere, og trods hr. Kristian Thulesen Dahl og nogle hans kollegaers forsøg på at forplumre det billede går vi stadig væk ikke ind for euroen. Vi mener, at euroen var fejlkonstrueret, og at det viser sig i nogle af de problemer, vi ser i dag.

Men det betyder jo ikke, at vi kan eller må, eller at det på nogen måde ville være rigtigt at stille sig i vejen for, at eurolandene tager skridt til at forbedre nogle af de ting, som har været meget problematiske, og som vi ser eksempler på i især de sydeuropæiske lande. Så vi mener, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at euroen stabiliseres, og vi støtter derfor overordnet tiltag med det formål. Van Rompuys rapport har mange vidtgående forslag, hvoraf mange kun er møntet på eurolandene. Med SF-brillerne på er det glædeligt at se, at der nu bliver taget fat om nogle af de grundlæggende problemer med euroen, som vi i mange år har påpeget.

Krisen har haft mange ofre. Rigtig mange har mistet deres arbejde, og i flere lande er lønnen blevet så lav, at almindelige mennesker ikke kan få det til at løbe rundt, selv om de har et arbejde. Også i Danmark har krisen i Europa kostet mange arbejdspladser, da vi jo lever af at eksportere til disse lande. Det er en ulykkelig situation for mange mennesker, og det er i det perspektiv, vi skal se på de tiltag, der bliver taget på det europæiske niveau. Som politikere må vi påtage os ansvaret og træffe de svære beslutninger, der skal til for at rette op på situationen.

Verden er ændret. Vi er i dag tæt forbundet med eurozonen og resten af Europa, og vi må finde fælles løsninger på problemerne. I forhold til bankunionen mener SF, at det er godt, at der tages tiltag til at bryde den negative spiral, som er opstået af sammenhængen mellem en svag finansiel sektor og svage statsfinanser. Med et fælles banktilsyn af de rette standarder kan vi nu sikre et tilsyn med de store, grænseoverskridende banker, der er – kan man sige – internationale i live, men nationale i døden. I SF er vi tilfredse med, at der er foreslået en model, der ikke kun sikrer, at det på længere sigt ikke er skatteyderne, der skal betale for rekapitalisering af bankerne, men forhåbentlig også, at bankerne betaler for deres eget rod i butikken. Det er også vigtigt, at bankunionen er underlagt en vis grad af demokratisk kontrol.

Hvad angår Danmarks deltagelse, støtter vi selvfølgelig regeringens linje. Vi bliver nødt til at overveje fordele og ulemper, inden vi beslutter, om vi skal deltage. Der er på den ene side meget, der tyder på, at det bliver dyrere at stå uden for en bankunion, da banker, der ikke er omfattet af tilsynet, vil få højere låneomkostninger. Det skal således sikres, at danskerne stadig væk har mulighed for at låne penge, så vi kan få gang i væksten. På den anden side har ikkeeurolande ingen stemmeret i ECB, og det er svært at forestille sig, at vi skal deltage i et tilsyn, hvor vi ikke har indflydelse på det, hvis licensen trækkes fra en dansk bank.

Så vi skal se på fordele og ulemper, når vi kender det samlede billede, med hensyn til om vi skal deltage, og derfor støtter SF naturligvis den tilgang, der går ud på, at vi bliver nødt til at vente og se, hvad der samlet set ligger, og så skal vi helt pragmatisk se på, hvad der er i Danmarks interesse.

Der er to korte bemærkninger. Først hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for ordet, formand, og tak til SF's ordfører. SF er jo mig bekendt et euromodstanderparti. Nu har vi så hørt fra statsministeren og økonomiministeren, at Danmark er det 18. euroland. Deler SF's ordfører den analyse?

Ordføreren.

Hvis Enhedslistens ordfører hørte min tale, ville han have hørt, at jeg gentog det ret bastant i min indledning.

Som jeg har forstået det, og som Socialdemokraternes ordfører også gentog det, ligger det ret klart, at det, som økonomi- og indenrigsministeren sagde, og det, som statsministeren sagde, var, at vi bliver nødt til at forholde os til, at vi er omgivet af eurolande. Vi bliver nødt til at forholde os til, at vi er i en situation, hvor vi bliver dybt påvirket af, hvad eurolandene gør. Vi ligger tæt op ad eurozonen, og vi har en fastkurspolitik.

Så det er en konstatering af, at naturligvis bliver vi nødt til at følge det tæt. Men der er også mange ting, der så har betydning, når vi er et ikkeeuroland. Altså, vi deltager ikke i de lånepakker til f.eks. Grækenland. Der er også nogle rettigheder, vi ikke har som ikkeeuroland. Der er nogle steder, vi ikke sidder med ved bordet osv. Men vi ligger tæt op ad eurozonen, både politisk og i forhold til konvergenskrav osv.

Så jeg ser det som en konstatering af det. Vi er naturligvis ikke i essensen et euroland, det giver sig selv.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen det er klart. Altså alle, der har prøvet at køre sydpå fra Aabenraa, har jo konstateret, at de rammer et euroland. Så selvfølgelig ligger Danmark tæt på et euroland, det er klart. Men når økonomiministeren siger, at vi er det 18. euroland, bl.a. fordi vi er med i finanspagten, så vil jeg bare gerne spørge SF's ordfører: Var det sådan, at Danmark ifølge SF's logik og synspunkt tilsluttede sig europolitikken, da vi sagde ja til finanspagten, og burde befolkningen ikke blive spurgt, om de har den samme holdning, altså at Danmark er det 18. euroland, når nu statsministeren, økonomiministeren og åbenbart også SF's ordfører deler den opfattelse?

Ordføreren.

Nej. Danmark er ikke et euroland, og det var heller ikke det, som statsministeren og økonomi- og indenrigsministeren sagde. Jeg synes, at det giver sig selv. Naturligvis handler det om, hvem vi ligger politisk og økonomisk tæt på, og ikke om, om vi deler en grænse med Tyskland eller ej. Som Socialdemokraternes ordfører også berettede om, betyder eurozonen, det europæiske samarbejde og vores eksport utrolig meget for dansk økonomi – en halv million arbejdspladser handler det om osv. osv.

Skal danskerne spørges? Hvis vi skal have en afstemning om euroforbeholdet, skal danskerne selvfølgelig spørges. Det giver sig selv. Hvis der er et tiltag, som vi går ind i, og hvormed der er afgivelse af suverænitet, skal danskerne selvfølgelig spørges.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand, og tak til ordføreren. Det er jo logisk nok, at der er nogle eurolande, der har behov for at gøre nogle ting for at prøve at redde deres skrantende valuta, og det er også det, ordføreren fra SF understreger i sin tale. Så er der en anden situation for Danmark, som er et land, der ikke er et euroland; vi har kronen, og det har befolkningen besluttet. Sådan er det, og det er jo dejligt at få konstateret, at SF stadig væk er et parti, der ikke ønsker euroen i Danmark, men ønsker at beholde kronen. Når der har været rokader og ting og sager, er det jo godt lige at få genopfrisket, hvad partierne står for.

Hvis man så alligevel når frem til, at regeringen og et flertal her i Folketinget, på trods af at vi ikke er et euroland, på trods af at vi har valgt at have kronen, ønsker, at Danmark skal være med i den bankunion, som eurolandene etablerer af hensyn til deres fælles valuta, mener SF så ikke, at det er rimeligt, at det er befolkningen, der afgør spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal være med eller ej? Mener SF, at det alene er Justitsministeriets jurister, der ud fra en definition af § 20 i grundloven skal afgøre, hvorvidt befolkningen skal spørges, eller mener SF, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmark som ikkeeuroland skal være med i en bankunion, er så afgørende, at det bør befolkningen i givet fald træffe beslutning om?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at DF's ordfører er lidt nonchalant over for vores grundlov, når han bruger formuleringen, om det bare har noget at gøre med § 20 osv. Jeg mener da, at DF har den samme holdning som Folketingets øvrige partier, nemlig at grundloven er utrolig vigtig, og at det er helt på sin plads at bedømme, om vi afgiver suverænitet eller ej. Så det er ikke bare noget, der lige bliver gjort. Det her Folketing har jo også fået bemyndigelse til at træffe nogle beslutninger, når der ikke er tale om overdragelse af suverænitet, og det skal selvfølgelig bedømmes fra sag til sag, om der er det.

I forhold til hr. Kristian Thulesen Dahls bekymring om bankunionen vil jeg sige, at fra SF's side er vi mere bekymret for, at vi med jævne mellemrum, hver 10. eller 15. år, bliver bombet tilbage på grund af finanssystemets bobler, der viser sig i forskellige afarter og forskellige udformninger. Det rammer os igen og igen. Vi er meget optaget af, at finanssystemet bliver reguleret, så almindelige mennesker ikke skal betale, og jeg vil gerne sige, at jeg synes, det er lidt underligt, at hr. Kristian Thulesen Dahl åbenbart er mere bekymret for bankerne end for skatteyderne, som i EU siden 2008 har betalt 4.500 mia. euro. Måske kunne vi få lavet et system, så det blev finanssystemet, der understøttede sig selv.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo sådan, at hvis vi udskriver en regning til bankerne, så har bankerne ét sted at hente de penge, og det er hos bankkunderne. Vil SF lave et system, hvor danske bankkunder fremover skal betale eksempelvis højere gebyrer og højere renter, fordi de danske banker bliver omfattet af en afviklingsmekanisme i euroregi, som man skal betale ind til for f.eks. at redde nødlidende banker eller rydde op efter nødlidende banker i Sydeuropa? Det er jo den konkrete virkelighed. Det er jo det, papirerne, vi har fået udleveret, om topmødediskussionen handler om. De handler om, hvorvidt man skal lave et system for afvikling af nødlidende banker med en fælles bankafviklingsfond, hvis finansiering påhviler de banker, som er underlagt det fælles banktilsyn, herunder de danske banker, hvis Danmark er med. Hvor skaffer de danske banker deres penge fra? Det gør de fra bankkunderne. Så den regning, som SF her er i gang med at udskrive til de danske banker, ender hos de danske bankkunder, som skal finansiere oprydningen efter det sydeuropæiske økonomiske morads. Det er jo i virkeligheden enden på det, SF's ordfører her står og siger.

Så spørger jeg bare helt stilfærdigt: Hvis vi skal involvere os som land i det system, bør det så ikke være befolkningen, der træffer afgørelsen og siger, at det vil man gerne, eller at det ønsker man ikke? Bør det alene være en juridisk vurdering? Bør den politiske afgørelse ikke være, at sådan noget spørger man befolkningen om, at det er den danske befolkning, der skal afgøre det spørgsmål?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at en bank eller en finansiel virksomhed jo kan hente sine penge flere steder fra. Man kan udbetale en lille smule mindre til sine aktionærer, man kan udbetale lidt færre millionbonusser til sine chefer, man kan altså selv vælge, hvor man skal finde de her penge henne. Hvis man har rod i eget hus, må man finde pengene. Forhåbentlig har vi også et system, hvor de gode, sunde banker bliver præmieret af bankkunderne, der siger: Den og den her bank lægger hele tiden regningen over på os bankkunder, når den ikke har orden i eget hus, vi skifter bank. Det kan man gøre på forskellige måder.

Jeg vil igen understrege, at jeg synes, at det er meget underligt, at hr. Kristian Thulesen Dahl synes, at det er så synd for bankerne, men at det åbenbart er helt i orden, at man har brugt over 4 bio. euro af skatteydernes penge i EU på at rydde op i stedet for at få lavet et system, som er bæredygtigt i sig selv, og som medfører, at de banker, der har rod i butikken, må lukke ned, og at de gode og sunde banker forhåbentlig kan overtage deres bankkunder. Det ville være god markedslogik i SF's øjne.

Tak til SF's ordfører. Hr. Nikolaj Villumsen som Enhedslistens ordfører.

Det er rigtig godt at få den her debat i dag. Lige nu er Danmark, EU og faktisk hele Europa sig i en meget historisk situation. Det EU, som vi kender, kommer til at være fortid meget snart. På bordet er et forslag fra EU-præsident Van Rompuy bakket op af noget meget lignende fra kommissionsformand Barosso, som tydeligt sigter imod en eurostat. Det er en radikal forandring af den situation, vi kender i Europa lige nu.

EU skal styre landenes finanspolitik. Man vil tvinge regeringerne til at indgå bilaterale aftaler med Europa-Kommissionen, så der ikke længere er forskel på, om det er den ene eller den anden regering, der sidder ved magten i landene. Jeg tror, at rigtig mange danskere er trætte af, at den nuværende regering ikke gør en større forskel i forhold til den gamle, og de vil blive endnu mere trætte af det, hvis det er Europa-Kommissionen, der har sikret, at der for al fremtid og i længere perioder med de her bilaterale aftaler ikke vil være forskel.

Ligeledes foreslås en finanskommissær, som skal gribe ind i landenes finanslove. Med den tyske finansministers ord ønsker man fra tysk side en finanszar. Tydeligere kan det ikke blive, hvem det er der skal bestemme. EU skal styre landenes arbejdsmarkedspolitik, altså vores lønniveau; EU skal styre vores skattepolitik, altså vores kommende skatteaftaler efter 2014, hvis det står til det, der ligger på bordet i Bruxelles lige nu.

EU-lederne nægter at erkende, at euroen har spillet fallit. Topmøde efter topmøde mødes de og bliver enige om to ting: Om flere nedskæringer på velfærd og løn for almindelige mennesker og om mindre folkestyre. Nu skal den have fuld skrue med det nye forslag til en såkaldt styrket ØMU. Den her forfejlede politik skal fortsættes, og spørgsmålet er, om Danmark skal gå med.

På europaudvalgsmødet i dag meldte statsministeren ret klart ud. Hun sagde, at hun støtter Van Rompuys forslag til en styrket ØMU, og sågar erklærede statsministeren, at Danmark er det 18. euroland – en udtalelse, som i går blev bakket op i Jyllands-Posten af økonomiministeren, som sagde, at Danmark er det 18. euroland, bl.a. fordi vi var blandt de første til at slutte os til finanspagten. Jeg synes ærlig talt, at regeringen burde spørge danskerne, om de ønsker at være det 18. euroland, i stedet for at snige europolitikken ind ad bagdøren.

I Danmark har vi en uhellig alliance af japartier, der står bag europolitikken. Vi har S, SF, De Radikale, Venstre og Konservative, der altid laver EU-politikken sammen. Jeg synes, at de partier burde stå ved deres politik og lade befolkningen tage stilling og spørge den ved en folkeafstemning.

Helt konkret står vi over for det spørgsmål, om vi skal med i bankunionen. Tidligere var det sådan, at statsministeren sagde, at danske skatteydere ikke skulle betale for andre landes banker. I dag kunne vi så høre, at bare det, at der oprettes en buffer, altså at bankerne smider lidt penge i en pulje, så de også er med til at betale, er nok for statsministeren; men i sidste ende vil det jo være skatteborgerne, der betaler, når bankpuljen løber tør. Hvis det skal være tilfældet, skal vi have en folkeafstemning, og jeg håber meget, at statsministeren vil love befolkningen det i dag.

På Enhedslistens vegne vil jeg gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Danmark er ikke en del af euroen. Det respekterer flertallet i Folketinget. EU skal ikke udvikle sig til en eurostat. Regeringen opfordres til at sige fra over for EU's nedskæringspolitik, der kører Europa dybere ned i økonomisk krise. I stedet bør regeringen arbejde for at sikre velfærd, grøn omstilling og folkestyre?«

(Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Tak for det. Det forslag vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så jeg siger tak til Enhedslistens ordfører. Så er det fru Merete Riisager som ordfører for Liberal Alliance.

Danmark er det 18. euroland. Sådan sagde statsministeren ved det åbne møde i Europaudvalget her til morgen. Man skal høre meget, før ørerne falder af, og jeg er ret overbevist om, at alle de danskere, der stemte nej til euroen, vil blive overrasket over denne nye status. Og de ca. 70 pct. af danskerne, der ønsker at bevare euroforbeholdet, vil formentlig undre sig over, at de ikke er blevet spurgt, om de har ændret holdning. Statsministeren skal dog have ros for med denne udtalelse for en gangs skyld at indikere, hvor hun ønsker Danmark skal placere sig i den hastige integration, der i øjeblikket sker i EU.

Ud over denne udtalelse, der måske mest af alt var en sproglig svipser eller en politisk tanketorsk, har regeringen hidtil haft som strategi at tale sig lidt om EU-integration som overhovedet muligt eller at tale om det i så overordnede termer, at det bliver indhyllet i en sky af lyserød candyfloss, uhåndgribeligt og uskadeligt. Men lad os lige slå fast, at EU er i en helt ny situation. Det står klart for alle, der gider åbne en avis, at speederen er trykket i bund i forhold til at skabe et helt nyt fuldt integreret EU med finanspagt, fælles banktilsyn, udligning af gæld og risici mellem landene, central styring af landenes finanspolitik, fælles skattepolitik, fælles arbejdsmarkedspolitik, og sågar fælles løndannelse har været nævnt. Det EU, der nu er ved at dannes, er fundamentalt forskelligt fra det EU, danskerne har sagt ja til, for det er i den nuværende situation vigtigt at huske på, at danskerne har sagt ja til at være medlem af EU og nej til euroen og dermed også nej til ØMU'en, den økonomiske overbygning på det, som vi i Liberal Alliance anser som EU's gode grundsøjler, nemlig samhandel og fredeligt samarbejde.

Når det gælder EU, er der ingen grænser for, hvor meget newspeak danskerne må lægge øre til, og her må jeg på det stærkeste opfordre regeringen til at slå forvrængeren fra og ærligheden til. For der er mange måder at ødelægge et demokrati på. Ikke at sige sandheden eller at lægge et røgslør ud for det, man gør, eller det, man har tænkt sig at gøre, er en af dem.

Da vi diskuterede finanspagten her i Folketingssalen for nogle måneder siden, fik vi at vide, at finanspagten ikke havde noget med euroen at gøre, og nu får vi at vide, at vi er et euroland, fordi vi har tiltrådt finanspagten. Jeg vil derfor rose Venstre for at melde nogenlunde klart ud i en kronik i Berlingske i dag, hvor man siger, at Danmark skal med ind i euroen, så snart støvet har lagt sig, og at vi skal så langt ind som muligt på nuværende tidspunkt. Det er da noget, man kan forstå. Men hvordan et parti, der tidligere har defineret sig selv som Danmarks liberale parti kan ønske at indgå i et system, hvor alle væsentlige beslutninger centraliseres, hvor ansvaret forsvinder, og hvor borgerne vil opleve en afvikling af det nationale demokrati, som de kender det, er uforståeligt.

Venstre har bedt om et memorandum, og statsministeren har taget handsken op. Det er på høje tid. I Liberal Alliance startede vi denne folketingssamling med at afholde en forespørgselsdebat om det samme, som vi diskuterer i dag. Allerede dengang stod det klart, at eurozonen gik imod en finansunion. Dengang blev vi mødt af skæve smil. Regeringen kan for så vidt smile skævt til Liberal Alliance, alt det de vil, men at man ikke tager en befolkning alvorligt, der forventer at blive hørt, før de trækkes ind i et tæt økonomisk samarbejde omkring euroen, finder jeg dybt alvorligt. Selv om statsministeren er europæer af hjertet, er hun dog valgt af den danske befolkning til at varetage danskernes interesser.

Liberal Alliance ønsker, at den danske befolkning spørges, før vi bevæger os endnu længere ind i eurozonen, og vi støtter derfor det forslag til vedtagelse, der er fremsat af Dansk Folkeparti.

Der er to, der har bedt om korte bemærkninger. Det er først hr. Lars Barfoed.

Jeg må sige, at jeg undrer mig en del, når jeg hører fru Merete Riisager redegøre for hele den europæiske situation og forholdet mellem eurolande og ikkeeurolande. Det er, som om Liberal Alliance lever i den vildfarelse, at fordi vi ikke er et euroland, kan vi være fuldstændig ligeglade med, hvordan det går med euroen og med eurolandenes økonomi og finanser, for det er jo ikke os.

Sandheden er jo, at vi har et skæbnefællesskab. Vi er da dybt afhængige af udviklingen i eurolandenes økonomi. Vi har låst den danske krones kurs fast til euroens kurs. Derfor er der en sammenhæng og et skæbnefællesskab, og derfor må vi da også engagere os i løsningen af de fælles europæiske økonomiske problemer og tage del i det og også være opmærksomme på, at hvis vi isolerer os for meget fra det, det sker, risikerer vi at udsætte danske pengeinstitutter og andre finansielle virksomheder for dårligere funding – altså højere omkostninger – når de skal have kapital til at låne penge ud til kunderne. Er fru Merete Riisager ikke enig i den betragtning?

Ordføreren.

Jeg tror nu nok ikke overraskende, at det er hr. Lars Barfoed, der lever i en vildfarelse. Selvfølgelig påvirkes vi af, hvad der sker i eurozonen, og det er også derfor, at vi skal have så mange kort på hånden som muligt for at navigere og for at gøre det, der er bedst for Danmark, og for at placere os så godt som muligt i en eurozone, som jo tydeligvis ikke kan finde ud af det, og hvor der bliver gravet et større og større hul foran den.

Derfor mener jeg, at vi skal gå ind i et konstruktivt samarbejde med de lande, som heller ikke ønsker at indtræde i euroen, f.eks. briterne, svenskerne og tjekkerne. Der er jo altså andre lande, som har fornuften i behold, og som kan se, at det er en helt forkert vej, vi er kommet ud på.

Hr. Lars Barfoed.

Jeg ved ikke, hvad det er for et hul, som fru Merete Riisager mener at man graver foran sig. For mig at se har der været masser af huller og bump på vejen, men det, man er i gang med, når vi taler om et fælles banktilsyn, er jo at sikre stabiliteten i den finansielle sektor i Europa. Der kan man jo ikke bare sammenligne os med Storbritannien. Vi har jo besluttet at binde den danske valuta, kronen, op på euroen, og medmindre Liberal Alliance – og det ville være en sensation, hvis Liberal Alliance har den opfattelse – ønsker, at vi skal frigøre os valutapolitisk fra euroen, kan man ikke med nogen fornuft hævde, at vi kan isolere os fra eurolandene. Vi har nemlig et skæbnefællesskab med dem, fordi vi har bundet vores krone op på deres kursudvikling.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om ordføreren forestiller sig, at man ved at sidde fuldstændig stille og bare åbne munden op for alt det, der kommer, kan løse situationen. Det mener vi ikke i Liberal Alliance at vi kan. Vi skal som nation være så agile som overhovedet muligt, sådan at vi selv kan agere. Det kan man godt som et lille land, og det er der andre små lande, der kan. Ved at indgå i et konstruktivt samarbejde med andre lande, som også ser, at samarbejdet omkring euroen er kommet ud i alvorlige vanskeligheder, kan vi indtage den bedst mulige position.

Så er det hr. Jens Joel for en kort bemærkning.

Tak for det og tak til ordføreren.

Uden at være sådan helt skarp på psykologien tror jeg alligevel, at fru Merete Riisager lider lidt af det, man vist kalder projicering, når hun siger, at regeringen ikke rigtig har nogen bud på, hvad der skal ske. Det, der er sandheden, er jo, at regeringen faktisk forholder sig til den virkelighed, vi er i. Jeg har ganske mange fredage haft fornøjelsen af samarbejdet i Europaudvalget, men må også tilstå, at der er meget, meget langt imellem, at man får et bud på, hvordan Liberal Alliance mener vi skal agere i en international verden, hvor markederne går på tværs, hvor finanssektoren går på tværs, og hvor det eneste svar er, at vi skal trække os tilbage, vi skal ud af EU.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Liberal Alliances europapolitik er – for at come to terms med det her.

Ordføreren.

Nu bliver det jo nok lidt svært at redegøre for den på 2 minutter. Men jeg kan da starte med at sige, at det ikke er særlig klædeligt, når taleren citerer mig forkert og siger, at Liberal Alliance vil ud af EU. Det ved taleren udmærket godt at Liberal Alliance ikke vil.

Vi ønsker at være i EU, vi ønsker at være en del af det indre marked, vi ønsker at indgå i et samarbejde om problemer, som er tværnationale, men overbygningen omkring euroen er jo ved at udvikle sig til et samarbejde, hvor ansvaret forsvinder; hvor nogle må betale og andre bliver styret. Man kan undre sig over, at regeringen synes, at det er så fremragende et samarbejde, at man da må træde ind i det.

Hr. Jens Joel.

Man kan også undre sig over, at når vi så tager skridt til, at der skal strammes op, så det ikke bare er regningen, der skal sendes videre, og andre der skal betale, bliver der også sagt nej. Men hvis det er for abstrakt at skulle diskutere den samlede vision omkring det her, kan man jo tage fat der, hvor hr. Lars Barfoed sluttede og sige, at når vi nu er i fastkurs og derfor meget tæt knyttet til euroen, men fru Merete Riisager og Liberal Alliance ikke mener, at vi skal samarbejde for at styrke den euro, som vi er fast tilknyttet, er det helt simple spørgsmål: Ønsker Liberal Alliance at ophæve den fastkurspolitik, vi har?

Ordføreren.

Hør nu her, vil jeg sige til hr. Jens Joel, det er urealistisk, at Danmark kan stabilisere euroen. Danmark skal ikke forsøge på det, vi skal ikke gå ind og betale for noget rod, som vi ikke har skabt. Det er ikke vores rod, vi behøver ikke betale.

Derudover er det en god idé at beholde så mange kort på hånden som overhovedet muligt, sådan at vi kan navigere i en global verden, i stedet for bare at lægge sig ind i et dysfunktionelt samarbejde omkring euroen.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg vil gerne fortsætte lidt med den her bekymring for demokratiet i Europa, som fru Merete Riisager lufter. Mener ordføreren, at den norske model, hvor man sådan pr. dekret, telefax eller noget andet modtager direktiver om, hvorledes verden skal forstås, er en mere demokratisk anvendelig model end den, hvor man faktisk har indflydelse på, hvad retning Europa bevæger sig i?

Ordføreren.

Som jeg tidligere har sagt, så lad os søge indflydelse der, hvor vi måske kan få noget indflydelse, f.eks. på udviklingen af det indre marked. Det er jo sådan i øjeblikket, at der kommer små og svage tiltag for at forbedre det, som vi synes er rigtig vigtigt med EU, nemlig det indre marked, hvorimod de store tunge tiltag kommer i forhold til ØMU'en, de kommer i forhold til en euro, som vakler, og som ikke kan fungere, medmindre man laver fuld centralistisk styring. Og det er der, jeg siger, at demokratiet forsvinder. For de fleste europæere har jo en forestilling om, at de kan gå hen til deres nationale parlament, stemme sig til en politik og blive hørt i forhold til den økonomiske politik, der skal føres i netop deres land.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Jo, den del hørte jeg sådan set godt. Men mener ordføreren egentlig, at netop den norske model, som jeg nævnte, er mere demokratisk, altså en model, hvor man står udenfor som en del af B-holdet og får at vide fra A-holdet, der sidder med ved bordet, hvad retning man skal gå i, hvilke regler man skal følge? Er det en mere demokratisk model, at man stiller sig udenfor i stedet for at bede om at få lov til at få indflydelse?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er en lille smule trættende, når man trækker lande frem, som ikke er en del af EU. Det ville da meget mere interessant at snakke om briterne, om svenskerne eller om tjekkerne, som jo også siger, at det, der er grundsøjlen i EU og det, som vi skal bygge videre på, jo er det indre marked; det er et samarbejde om problemer, som går på tværs af grænser.

Men euroen er et samarbejde, som er ved at udvikle sig i en uheldig retning. De fleste, som åbner aviser, har jo erkendt, at euroen ikke kan fungere som pengepolitik. Det bliver finanspolitik, det bliver skattepolitik, det bliver fælles arbejdsmarkedspolitik, det bliver en situation, hvor nogle lande betaler, mens andre modtager og bliver styret. Det giver en voldsom uoverensstemmelse mellem de europæiske befolkninger, og det må vi bare erkende er et voldsomt problem for demokratierne i Europa.

Tak. Jeg kan godt se, at der er noteret en ekstra kort bemærkning. Jeg har ikke taget mere end tre pr. ordfører på noget tidspunkt, så jeg siger tak til Liberal Alliances ordfører.

Så er det hr. Lars Barfoed som konservativ ordfører.

Tak til Dansk Folkeparti for at have taget initiativ til en europapolitisk debat. Det er godt, når vi kan få det, og det er jo store og vigtige beslutninger, der skal træffes, ikke kun i forbindelse med det møde, som statsministeren meget snart skal ned til, men også i det hele taget i de kommende uger og måneder, hvor der jo skal ske nogle spændende ting på den europæiske scene. Det er jo også, fordi vi står over for store fælles udfordringer. Jeg vil gerne understrege, at det er fælles udfordringer, som vi står over for. Det er jo ikke sådan, at vi i Danmark kan isolere os fra de udfordringer, som eurolandene kæmper med, for vi er en del af Europa, vi er en del af europæisk økonomi, og vores krone er bundet helt op på euroen. Og jeg har i hvert fald ikke hørt nogen her i dag hævde, at den ikke længere skal være det.

I Det Konservative Folkeparti har vi altid været stærke tilhængere af et stærkt europæisk samarbejde. Det er vi fortsat. Det er der mange grunde til. Det fælles samarbejde i Europa sikrer fred, stabilitet og sikkerhed, det fælleseuropæiske samarbejde sikrer økonomisk velstand i Europa, og så har vi i det hele taget en lang række grænseoverskridende udfordringer tilfælles i de europæiske lande, som gør det helt naturligt, og jeg havde nær sagt nødvendigt, at vi samarbejder på tværs af grænserne i Europa.

Men samtidig vil jeg gerne understrege, at Det Konservative Folkeparti også har den klare opfattelse, at der må være grænser for integration, at der må være grænser for fælles regler, grænser for fælles politik, og grænsen må gå nogenlunde der, hvor det ikke giver nogen god mening at have fælles regler, hvor der ikke er sådanne fælles udfordringer og muligheder, så vi skal have fælles regler og fælles politik, men hvor landene lige så godt kunne have egne regler og egen politik. Det er der, grænsen går. Det vil selvfølgelig være sådan, at der er en stor gråzone, hvor vi løbende kan diskutere, om et givet område så er et område, som bør være et fællesskabsområde eller ej.

Men når vi taler om økonomi og finanser kan der for mig at se ikke være nogen tvivl om, at vi har fælles udfordringer i de europæiske lande, og derfor må Danmark naturligvis også engagere sig i at håndtere de enorme udfordringer, som vi har på grund af den finansielle krise, som jo ikke er helt overstået. Her skal vi også bruge den lærdom, vi forhåbentlig har fået, de erfaringer, vi har gjort i de senere års krisesituation, til at forebygge, at lignende situationer opstår i fremtiden. Det kan man aldrig helt sikre sig mod, men man kan i hvert fald gøre, hvad man kan, for at begrænse den risiko så meget som overhovedet muligt.

Lige her og nu er det jo et fælles banktilsyn, som står lige for at skulle træffes beslutninger om. Jeg vil gerne på Det Konservative Folkepartis vegne sige, at udgangspunktet for Det Konservative Folkeparti er, at det tjener Danmark og danske interesser bedst, at vi er med i en fælles bankunion. Det betyder ikke, at vi synes, at vi kan træffe en endelig beslutning om det i dag, for det kommer naturligvis an på, som også statsministeren sagde, hvad der bliver den endelige udformning af et sådant fælles tilsyn.

Men alt andet lige er det bedst, at vi er med. Det er bedst for den danske finansielle sektor, for danske pengeinstitutter og andre finansielle virksomheders mulighed for at få kapital til en billig pris, som man igen kan låne ud til borgere og virksomheder i Danmark til en fornuftig rente. Der er klart en risiko for, at danske borgere og virksomheder kommer til at betale i form af en højere rente, hvis vi isolerer os fra det fælles banktilsyn. Jeg synes sådan set, at det ser ud, som om det er fornuftige vilkår, man kan forhandle sig frem til i de kommende dage, for så vidt angår ikkeeurolandes muligheder at tilslutte sig et sådant fælles tilsyn.

Derefter kommer så de øvrige faser i forbindelse med den fælles bankunion i de kommende måneder, og det må vi så tage stilling til, når vi ser, hvordan udformningen der bliver. Der er da klart forhold, som vi i Det Konservative Folkeparti er skeptiske over for, og som jeg ville have redegjort for, hvis ikke det var, fordi jeg kunne se, at min taletid er udløbet.

Det er korrekt. Der er to, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, formand. Og jeg vil så gerne netop der, hvor hr. Lars Barfoed slap, give hr. Lars Barfoed muligheden for at fortsætte. For hr. Lars Barfoed forsøgte sig jo først med at komme med den der med at sige, at De Konservative er et parti, som vil det fuldt og helt, man vil det hele, og man er så tæt på osv., men der var så alligevel nogle grænser. Jeg kunne så forstå, at vi der, hvor det ikke rigtig giver nogen mening at lave en EU-regulering, skulle lade være med at gøre det. Jamen det er jo fantastisk!

Det, der så er det interessante, er jo selvfølgelig, hvor det ikke giver mening. Hvor er det, grænsen går? Det, som man her i de kommende dage og man i de efterfølgende par år vil komme til at diskutere, er jo denne plan, der er delt op i tre etaper. Der synes jeg da det kunne være rigtig interessant, hvis hr. Lars Barfoed ville fortælle, hvad det er, man på nuværende tidspunkt kan sige i forhold til det med de tre etaper. Er der f.eks. her noget, der kan tyde på, at der kan være en grænse, som man vil synes, at man skulle trække, og hvor vi altså kan sige, at her er det sådan, at selv De Konservative – som jo ellers er et parti, der, når vi ser på det i et historisk perspektiv, og når vi ser på det i en integrationsmæssig sammenhæng, indtil nu er gået med på alt, hvad der er kommet fra EU – ikke ønsker at være med, for her er der alligevel en grænse, som man så ønsker at trække? Det synes jeg det kunne være interessant at få at vide, for der er jo tale om en plan, der er meget vidtgående. Det er jo en plan, der vil ende med, at der kommer mere fælles beslutningstagning, f.eks. når det gælder de nationale finanslove, og at der kommer en fælles koordinering af den økonomiske politik, herunder af skatte- og beskæftigelsespolitikken osv.

Så der er jo virkelig tale om noget, der tager fat om nogle væsentlige ting i det danske samfund.

Ordføreren.

Jamen jeg vil sige tak, fordi jeg på den måde så også får anledning til at sige det sidste, som jeg havde tænkt mig at sige. Jeg vil dog først gerne lige sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, at det ikke var noget med, at jeg forsøgte mig med at sige noget om, at Det Konservative Folkeparti var stærke tilhængere af det europæiske samarbejde, og at det så alligevel ikke helt var sådan. Der er ikke noget, jeg forsøger at sige; det er noget, jeg siger, og jeg siger det, fordi jeg mener det.

Når jeg sagde det, var det også, fordi jeg gerne ville understrege – og det vil jeg gerne gøre en gang til her – at jeg altså forbeholder mig retten til at kunne have et nuanceret standpunkt. Det kan ikke nytte noget, at hr. Kristian Thulesen Dahl prøver på at gøre det til et spørgsmål, om, at man, hvis man er tilhænger af det europæiske samarbejde og Den Europæiske Union og af Danmarks deltagelse heri, så er blevet defineret og blevet anbragt i en bås, hvor man bare siger ja og amen til alt, der kommer fra EU. For det gør Det Konservative Folkeparti ikke – basta!

Så vil jeg gerne sige, at min skepsis først og fremmest retter sig mod to områder. Det ene punkt er bankafviklingen. Hr. Kristian Thulesen Dahl har meget rigtigt peget på, at der selvfølgelig er en risiko for, at de danske pengeinstitutter kan komme til at betale en pris, der er for høj, fordi der andre steder i Europa har været et svigt i økonomierne og et svigt med hensyn til styringen af bankerne. Det er en af de ting, som vi må se på med skepsis, for vi skal ikke udsætte de danske pengeinstitutter for en for stor risiko; det kan jo smitte af på kunderne og aktionærerne.

Med hensyn til det andet punkt vil jeg sige, at jeg sådan set mener, at vi er gået langt, og at det, når det gælder den fælles finanspolitik, jo har også har været fornuftigt nok at vi har gjort det. Men hvis vi kommer derhen, hvor Kommissionen eller EU skal kunne gribe ind og intervenere i det, der vedrører det nærmere indhold i vores finanslove, så synes jeg at der er et problem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hr. Lars Barfoed må undskylde, at jeg sidder og bliver lidt rundtosset. Men det kan man godt blive, når man kan se, at der på talerstolen står en hr. Lars Barfoed, der, havde jeg nær sagt, er blevet ophidset, blot fordi man har stillet sådan et enkelt spørgsmål.

Det lyder jo flot, når man siger, at man vil trække en grænse, og at der er nogle ting, som man siger nej til, men mit problem er bare, at jeg ikke kan huske, at der skulle have været nogle ting, som De Konservative har sagt nej til. Jeg kan ikke huske, at der har været nogen forhandlinger om en traktat, hvor De Konservative har sagt, at der ville man ikke afgive suverænitet, at der ville man ikke overlade flere beføjelser til EU, eller at det ville man ikke være med til. Jeg kan huske, at De Konservative eksempelvis ønsket, at vi skulle have euroen i Danmark, og at man sagde, at det var noget, som danskerne skulle tage til sig. Men danskerne sagde nej tak. Jeg kan huske et konservativt parti, der har ment, at de danske forbehold skulle væk, sådan at vi fuldt og helt kunne være med, og alt det der. Alt det der kan jeg huske.

Men jeg kan ikke rigtig huske, at der skulle have været nogen steder, hvor De Konservative skulle have sagt, at det ville man ikke være med til, at dér sagde man nej tak, eller at dér anbefalede man befolkningen, at den sagde nej til det. Jeg kan bare ikke huske det. Det kan godt være, at det bare er, fordi jeg ikke er klædt ordentligt på til debatten i dag, men så må hr. Lars Barfoed jo kunne berige mig med nogle oplysninger om, hvor det er, at De Konservative har sagt nej.

Men det er jo derfor, at det, når vi kigger fremad, så er med en vis sund skepsis med hensyn til om det, der bliver sagt, og som alligevel lyder sådan lidt flydende, om, at der er nogle ting, der måske ikke er så gode og sådan noget, virkelig er noget, der vil afstedkomme, at vi for en gangs skyld vil kunne se, at der er et konservativt parti her i Danmark, der siger, at det vil man bare ikke være med til, altså at vi vil kunne se, at De Konservative, uanset hvad regeringen siger, og uanset hvad Venstre siger, så siger nej. Jeg glæder mig til den dag.

Ordføreren.

Nu har jeg så redegjort for, hvor det i hvert fald primært er jeg ser med skepsis på den plan, som Van Rompuy har lagt frem. Men jeg skal gerne hjælpe lidt til, når det gælder hr. Kristian Thulesen Dahls korttidshukommelse.

Bare inden for de seneste par måneder har Det Konservative Folkeparti været stærkt afvisende over for tanken om en europæisk finansskat. Det ønsker vi ikke. Vi ønsker slet ikke, at man skal give EU muligheden for at kunne opkræve skatter. Der er også et andet forslag, som vi har været stærkt imod, og det er det forslag, der har været fra Kommissionen, om, at man fra EU's side skulle begynde at blande sig i sammensætningen af bestyrelserne i aktieselskaberne i Europa. Der mener vi, at det i det hele taget må være sådan, at den, der ejer en virksomhed, selv må kunne bestemme, hvem der skal sidde i bestyrelsen. Det giver ikke nogen mening, at man på europæisk plan begynder at lave kvoteordninger. Sammensætningen af bestyrelserne i aktieselskaberne er ikke noget fælles problem, en fælles udfordring, eller et grænseoverskridende problem.

Så det er bare to eksempler fra de seneste måneder, hvor Det Konservative Folkeparti har været imod initiativer fra EU.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen jeg er egentlig også lidt interesseret i, hvad det er, De Konservative mener. Nu var jeg ikke med til De Konservatives landsmøde, men det er min opfattelse, at tonen over for EU blev strammet der. Dengang finanspagten blev præsenteret, altså, det vil sige, da Merkel og Sarkozy på et møde i Marseille proklamerede, at nu havde de et forslag til, hvad man skulle gøre – det, der blev til finanspagten – var hr. Lars Barfoed til stede og proklamerede, at De Konservative i Danmark havde et andet syn på tingene, nemlig at de gik ind for nationalstaternes Europa. Sådan mindes jeg at hr. Lars Barfoed formulerede det. Kort tid efter støttede De Konservative så, at Danmark tilsluttede sig den finanspagt, som Merkel og Sarkozy havde foreslået.

Derfor vil jeg bare gerne høre nu: Hvor er det, grænsen går? Altså, nu har vi et forslag om en fælles skatte- og arbejdsmarkedspolitik på bordet fra EU-præsidenten, Van Rompuy. Giver det mening – hvis man spørger De Konservative i Danmark?

Ordføreren.

Med hensyn til det pågældende møde i Marseille, som jo lå lige op til et europæisk topmøde i Bruxelles, vil jeg sige, at jeg ganske nøje husker, hvad jeg sagde ved den lejlighed. Og det, jeg sagde dér, er sådan set det samme, som jeg sagde lige før: Når det gjaldt finanspagten og det at koordinere finanspolitikken derhen, at vi skal have en bundlinje i vores nationale budgetter, der sikrer mod for store underskud og for stor gældsætning, så er jeg sådan set enig i, at det skal vi i fællesskab styre efter. Men jeg mener til gengæld ikke, at EU skal intervenere i, hvordan vi når frem til det resultat på bundlinjen – altså om det er gennem øgede skatter, hvilket jeg aldrig ville gå ind for, eller om det er gennem besparelser, eller hvordan vi ellers skal nedbringe vores underskud. Det er det, jeg tager afstand fra. Det gjorde jeg ved den lejlighed, og det har jeg gjort i dag.

Når det gælder beskæftigelsespolitik og skattepolitik, står der jo – trods alt – ikke i dokumentet, at vi skal have en fælles beskæftigelsespolitik og skattepolitik. Der står, at man skal arbejde hen imod at koordinere beskæftigelses- og skattepolitikken, men jeg er da også skeptisk over for, hvor langt man forestiller sig man vil gå i den retning.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Altså, nu er det jo sådan, at man siger, at efter 2014 skal man i gang med det her med fælles skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik. Og jeg håber da, at De Konservative vil sige fra over for det. Jeg ved ikke, om jeg skal forstå det sådan; så hvis jeg skal forstå det sådan, må ordføreren meget gerne uddybe.

Men hvad så med at have en fælles finanskommissær? Det er jo det, der også ligger på bordet. Det er jo lige præcis en, der skal gribe ind i landenes finanslove. Det er faktisk en tidligere del af processen end den her fælles skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Vil man afvise det? Altså, det er ret radikalt; tyskerne snakker om en finanszar. Betyder det, at vi vil se en konservativ modstand mod det?

Ordføreren.

Altså, det afgørende i den sammenhæng er jo ikke, om der er en person, der har en titel – og det kan så være finanskommissær eller finanszar eller noget helt tredje – det afgørende er, hvad stillingsindholdet vil være, og hvilke kompetencer man giver Kommissionen i de sammenhænge. Og der er det, jeg siger, at jeg ikke ønsker, at Kommissionen får mulighed for at intervenere i sammensætningen af landenes budgetter, altså i vores finanslov. Det er en lov, vi skal vedtage her i Folketinget. Jeg accepterer helt, at vi skal holde os inden for nogle grænser, når det gælder underskud og gældsætning, men ikke at man intervenerer i, hvordan vi når frem til den bundlinje.

Som sagt ved jeg ikke helt, hvad der ligger i Van Rompuys formulering om at koordinere beskæftigelsespolitik og skattepolitik. Men jeg ønsker ikke, at det skal være sådan, at vi ikke kan have vores egen beskæftigelsespolitik og vores egen skattepolitik i Danmark. Det skal vi naturligvis kunne have. Om vi så skal diskutere med de andre og der er nogle målsætninger på det ene eller det andet område, kan da godt være, men så må vi jo se, hvad der ligger nærmere i det. Men vi skal kunne føre vores egen skattepolitik og beskæftigelsespolitik.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Jeg giver så ordet til hr. Edmund Joensen.

Det er positivt, at debatten afholdes før mødet i Det Europæiske Råd. Spørgsmålet om fælleseuropæisk finanstilsyn og indskydergaranti kan få konsekvenser for færøske og grønlandske banker og indskydere. Færøerne og Grønland er som bekendt ikke med i EU, men er en integreret del af den danske finanssektor. Regeringen bør derfor have en plan for, hvad man gør med hensyn til færøske og grønlandske banker og indskydere.

Derfor vil jeg spørge statsministeren specielt om indskydergarantien. Har regeringen en plan, og hvad går den i givet fald ud på? Og vil regeringen forpligte sig til, at indskyderne på Færøerne og i Grønland har en garanti, der er på linje med den fælleseuropæiske? Tak.

Så giver jeg ordet til statsministeren.

Tak for debatten i dag. Den afspejler, at det er særdeles vigtige spørgsmål, vi diskuterer i øjeblikket i EU, også på det kommende topmøde. Jeg vil gerne kvittere for en spændende og også ganske konstruktiv debat, som vi har haft i dag. Jeg vil også godt understrege, at det er regeringens opfattelse, at det er i Danmarks klare interesse, at der kommer styr på krisen i Europa. Derfor skal vi selvfølgelig også debattere, hvordan ØMU'en kan styrkes yderligere ud over de tiltag, som allerede i løbet af det sidste år er taget for at styrke euroen og ØMU'en.

Regeringen går ind i de her diskussioner med det klare udgangspunkt, at et styrket EU-samarbejde er en vigtig del af løsningen på den krise, som vi desværre stadig står i. EU har taget en række væsentlige initiativer, som har været med til at afdæmpe konsekvenserne af krisen og forhindre, at vi begår de samme fejl en gang til. Men vi må også konstatere, at vi desværre ikke er ude af krisen endnu, og at der stadig er et langt, sejt træk foran os. Derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at fokusere på, hvordan EU-samarbejdet kan indrettes bedst muligt, så vi kan komme ud på den anden side af krisen og igen få skabt vækst og arbejdspladser i Europa. Det er de arbejdspladser, som vi har så hårdt brug for.

Jeg vil også gerne endnu en gang understrege, at vi fra dansk side deltager aktivt i forhandlingerne og diskussionerne. Vi byder ind med danske synspunkter, naturligvis i fuld respekt for euroforbeholdet. Et af de synspunkter, jeg vil fremhæve i den forbindelse, er, at en styrkelse af ØMU'en skal være åben og transparent i forhold til ikkeeurolande. Den skal selvfølgelig også respektere det indre markeds integritet. Det er noget af det, vi har været meget optaget af.

Ud over det har vi også været optaget af, at ikkeeurolande får færre rettigheder, hvis de skulle ønske at deltage i det, som vi skal diskutere de kommende dage, nemlig finanstilsynet. Det er måske en af de sager, som har optaget os mest i de seneste dage og uger. Det er det her med, at vi skal sikre, at hvis vi har pligter over for tilsynet, skal vi også have rettigheder. Som vi ser forhandlingerne nu, er der sket betydelige fremskridt, som styrker ikkeeurolandenes rettigheder. Som vi vurderer forhandlingerne, har der været stor vilje blandt eurolandene til at finde en løsning, så det bliver attraktivt for ikkeeurolande at deltage.

De her diskussioner betyder ikke, at vi i Danmark, som jeg også sagde tidligere, har afgjort, om vi i sidste ende skal deltage. Det kan vi først afgøre, når vi har hele pakken foran os. Først derefter giver det mening, at vi i Danmark tager en grundig diskussion og vurderer, om det er i dansk interesse at deltage. Men indtil videre skal der ikke være nogen tvivl om, at vi er optaget af, at euroen kommer ud af krisen, at vi får en styrket euro, og det er også det, vi har sagt til de andre lande, nemlig at vi støtter, at de er optaget af at få styrket ØMU'en.

Jeg ser selvfølgelig frem til at holde tæt kontakt til Folketingets partier om hele denne sag i det kommende forløb. Jeg opfatter debatter som dem, vi har i dag, og som vi også havde tidligere i Europaudvalget, som meget væsentlige, og vi skal være stolte af den europadebat, vi har i Danmark.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Statsministeren har fulgt med i den time og 39 minutter, vi har debatteret. På baggrund af det, statsministeren har hørt nu, og den debat, der har været i Europaudvalget tidligere på dagen, vil jeg spørge statsministeren om, hvorvidt der er noget som helst punkt, hvor regeringen og partiet Venstre er uenige om det, man nu står over for. Det, jeg har hørt Venstre sige, er måske det samme, som statsministeren siger, bare i et klarere sprog. Man vil have Danmark placeret så tæt på kernen som muligt. Det er det, man tager udgangspunkt i og tror er i Danmarks interesse. Og så handler det egentlig om, hvordan vejen dertil ser ud.

Men ud over at fru Lykke Friis på Venstres vegne måske har sagt det lidt mere åbenhjertigt og direkte, er der så noget i det indholdsmæssige af det, statsministeren har hørt fra Venstres side, som på nogen måde er i modsætning til det, som statsministeren selv står for? Jeg har haft svært ved at tyde statsministerens holdning til de her ting, men det er måske en måde at få klarhed over på det på.

Statsministeren.

Jeg skal ikke gøre mig klog på Venstres samlede holdning til det europapolitiske, men jeg skal ikke lægge skjul på, at vi på mange stræk har fællesskab med det japolitiske flertal i Folketinget. Det er også en af grundene til, at vi har lavet et fælles forslag til vedtagelse i dag. Der er en gruppe af partier i Folketinget, som er optaget af, at vi søger indflydelse i det europæiske samarbejde, som er optaget af og har forståelse for, at de beslutninger, der bliver taget i Europa, også kommer os ved, fordi de påvirker Danmark. Derfor giver det god mening, hvis man gerne vil have indflydelse på ens egen situation, at man også søger indflydelse på den europæiske situation. Det har været udgangspunktet for min europæiske holdning igennem mange år, og jeg tror også, det en del af udgangspunktet for Venstres europæiske holdning. Så hvis hr. Kristian Thulesen Dahl kan finde lighedspunkter mellem Venstre og Socialdemokraterne på det punkt, har han sikkert ret. Vi har jo igennem mange, mange år samarbejdet om Danmarks position i Europa.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Det var helt igennem et svar, som jeg forventede. Det betyder så også, at når budskabet er, at Danmark skal placere sig så tæt på kernen i EU som muligt, er det en fælles bestræbelse, som Venstre, Socialdemokraterne og for den sags skyld regeringen og statsministeren har. Det gør så, at det er nødvendigt at spørge, hvordan man med det som udgangspunkt sikrer sig fuld respekt for euroforbeholdet.

Jeg synes, der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af, at der er nogle partier herinde, der i virkeligheden forsøger at bringe Danmark i den situation, at vi agerer, fuldstændig som om vi var et euroland. Den eneste forskel er, at vores mønter og sedler ikke hedder euro, men kroner. Men den følger jo kursen på euro tæt. Man har fastkurspolitik. Og i alt, hvad man gør med hensyn til den økonomiske del, koordinering og central styring – nu er der så tale om en bankunion osv. – vil man placere Danmark så tæt på eurolandene som overhovedet muligt. Hvori består så respekten for euroforbeholdet?

Statsministeren.

Danmark er ikke et euroland. Det har man jo også mærket meget tydeligt det sidste år, hvor Danmark ikke er blevet bedt om at bidrage solidarisk til f.eks. nogle af de lånemekanismer, man har skabt i forhold til f.eks. Grækenland. Danmark er ikke et euroland. Vi har ikke de pligter og rettigheder, som de andre eurolande har. Det er jo egentlig ganske, ganske enkelt.

Vores opgave er at placere Danmark der, hvor vi får mest indflydelse på forhold, som påvirker os selv. Det, vi har oplevet de sidste år, er, at det, der sker i Europa – hvis en bank går ned, hvis et land har problemer med økonomien, hvis renten stiger – med det samme påvirker forholdene i Danmark. Derfor mener jeg, det er i Danmarks interesse at bidrage til, at vi får styr på euroen, at vi fremadrettet styrker ØMU'en. Det er i Danmarks interesse. Vi har set, at hvis der ikke er styr på euroen, går det ud over Danmark med det samme.

Fru Lykke Friis.

Tak. Jeg vil godt starte med at kvittere for den her debat, men også kvittere for, at vi nu også for alvor kommer lidt mere ned i detaljen. Det gør vi jo bl.a., fordi vi får en tænketanksrapport, vi får en høring, og så vil der jo så også, når vi har afholdt det, være mulighed for at indgå en europapolitisk aftale. Det vil jeg godt starte med at kvittere for.

Mit spørgsmål er: Er statsministeren enig i, at den periode, vi nu går ind i i den europæiske integrationsproces, bliver meget afgørende for dansk indflydelse, altså at vi går ind i et udskilningsløb, hvor vi skal beslutte os for, om vi skal være i kernen, eller om vi skal lægge os mere i periferien? Det er sådan set lidt afgørende, for det er jo det, der er perspektivet i den debat, vi skal have den kommende tid, for ellers er der en fare for, at vi udelukkende diskuterer de enkelte forslag løsrevet.

Statsministeren.

Jeg vil ikke bruge ordet udskilningsløb. Jeg vil i øvrigt gerne takke for, at der kvitteres for den konstruktive måde at diskutere Europa på. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Det er rigtig vigtigt, at vi kommer videre, og fru Lykke Friis angiver, hvilket spor vi skal videre ad.

Jeg oplever det ikke som et udskilningsløb, men man skal da være helt fuldstændig ærlig og sige, at eurolandene igennem de sidste år har rykket markant. Der er nogle, der har det indtryk, at eurolandene ikke har gjort nok for at rydde op i den krise, vi har i øjeblikket. Jeg synes, at eurolandene har opført sig solidarisk og har opfundet nye måder at gøre tingene på, mens vi stod midt i krisen. Så jeg er egentlig ret imponeret af eurolandenes evne til at agere i den her vanskelige situation.

Så eurolandene har haft og vil have en diskussion om, hvordan man styrker euroen. Noget af det har været noget, man gjorde for at løse krisen, men også fremadrettet vil eurolandene være optaget af, hvordan man styrker euroen fremadrettet, og det betyder selvfølgelig, at eurolandene får nye mekanismer, nye måder at gøre tingene på, som også påvirker ikkeeurolandene.

Fru Lykke Friis.

Jeg hører det lidt som værende en diskussion om ord, om man nu vælger at kalde det et udskilningsløb eller ej. Statsministeren har vist aldrig været glad for sportsmetaforer anyway. Men jeg forstår det på den måde, at ja, de andre lande går videre, og at der nu vitterlig sker noget i den europæiske integrationsproces. Derfor et helt specifikt opfølgende spørgsmål: Vi har jo nu fra Venstres side klart sagt – det gjorde formanden allerede i Herning – at vi synes, at Danmark skal placere sig så tæt på kernen som muligt. Hvor ønsker regeringen så, at Danmark skal placere sig?

Statsministeren.

Det har altid været socialdemokraternes og nu også regeringens holdning, at Danmark skal placere sig der, hvor vi får mest indflydelse, og det, der er sagens kerne, er, at de ting, der foregår i Europa, de beslutninger, der træffes, også inden for eurozonen, påvirker Danmark. Derfor er vi også optaget af at være tæt på eurolandene. Det var bl.a. derfor, vi var enige om, at vi skulle være en del af finanspagten, netop fordi vi også er optaget af at være tæt på kernen i Europa. Så heller ikke på det punkt tror jeg der er så stor forskel på hvad Venstre og Socialdemokraterne mener. Jeg tror ikke, vi er enige om alt, men jeg tror, at Venstre og regeringen generelt deler en række fælles grundholdninger til, hvor Danmark placerer sig bedst, som bl.a. kom til udtryk, da vi i fællesskab tog beslutning om, at vi skulle være en del af finanspagten.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for ordet, formand, og tak til statsministeren for at få nogle interessante ting på bordet i dag.

Jeg tror, at når man spørger rigtig mange danskere, vil de sige, at det, som de er rigtig sure over, er det her med, at bankerne er dem, der tjener pengene, og så ender det med at være skatteborgerne, der betaler regningen. Derfor var jeg også blandt dem, som var ret glade, da statsministeren i juni meldte ud omkring en eventuel dansk deltagelse i en bankunion, nemlig:

»De danske skatteydere er ikke interesseret i at betale for gæld, de ikke selv har skabt« .

Det blev tolket, som om det ville være en umulighed, at danske skatteborgere skulle betale for den andre landes bankers gæld. Nu kunne vi så høre på europaudvalgsmødet i dag, at statsministeren åbnede op for lige præcis det her, bare der var en lille buffer i bankerne, så de også var lidt med til at betale. Hvorfor ændrer statsministeren holdning?

Jeg tror ikke, jeg tidligere har talt om en buffer og brugt det ord. Faktisk tror jeg ikke, jeg har brugt det ord, buffer, hele dagen.

Vi har den grundholdning, og det har vi haft hele tiden, at det fælles tilsyn skal hvile på, at i forbindelse med kriser er det først og fremmest sektoren selv, der skal bære omkostningerne, og ikke skatteborgerne. Det er det princip, vi har haft i forhold til den danske banksektor, og det er det princip, vi har gennemført med de bankpakker, vi har gennemført i Danmark, nemlig at det er sektoren selv, der må betale. Glædeligvis kan vi nu konstatere, at den måde at tænke på, altså at sektoren må bære omkostningerne selv, også er noget, man deler i EU. Det er bl.a. det, der fremgår af Kommissionens forslag om det samme, og også det, som man må forstå der lægges op til i ØMU-rapporten, nemlig at man skal fastholde det her princip. Så det er bankerne, der skal bære omkostningerne selv.

Nikolaj Villumsen.

Ja, bankerne skal ind over, men den sidste regning vil jo ende ved skatteyderne. Sådan er det forslag, der ligger på bordet. Når den bankpakke – kalde det buffer, kald det, hvad man vil – er tømt, så er det skatteyderne, regningen rammer.

Det er jo meget kontroversielt med de her bankpakker, og jeg synes, det ville være rigtig kontroversielt, hvis fremtidige bankpakker, hvis Danmark går med i bankunionen, ikke bliver besluttet i Folketinget, men at den øverste myndighed er Den Europæiske Centralbank, og at danske skatteydere ikke bare skal dække ind for Danske Bank, men skal dække ind for Deutsche Bank eller franske banker. Hvis det sker, vil statsministeren så ikke bare love os en folkeafstemning, for så tror jeg, at danskerne svar vil være ret klart?

Statsministeren.

Jeg er glad for, at vi fik på det rene, at hr. Nikolaj Villumsen citerede mig forkert, for det er altid lidt ubehageligt. Så det er jeg glad for at vi fik på det rene.

I forhold til den her afviklingsmekanisme skal man bide mærke i, at det ikke er noget, der er besluttet endnu, men netop en af de ting, som skal besluttes i løbet af 2013. Vores udgangspunkt er det samme, som det hele tiden har været, nemlig at omkostninger i forbindelse med kriser først og fremmest skal bæres af sektoren selv og ikke skatteyderne, og vi er glade for, at det princip og den måde at tænke på også kan genfindes i Kommissionens forslag.

Det her tror jeg drejer sig om noget andet. Jeg tror, det drejer sig om, at hr. Nikolaj Villumsen altid ville være imod, at man skulle have et sådant fælles tilsyn og en afviklingsmekanisme. Sådan har regeringen det ikke. Vi vil afvente, hvordan det her kommer til at se ud. Vi vil gøre vores indflydelse gældende, og først derefter vil vi tage stilling til, om det kan være fornuftigt for Danmark at deltage. Og man kunne godt forestille sig en situation, hvor det kunne være fornuftigt for Danmark at deltage. Man kan argumentere ganske enkelt: Hvis man har en grænseoverskridende banksektor, kan det også være, det er fornuftigt at have et grænseoverskridende tilsyn, bare for at sige det ganske kort.

Fru Merete Riisager.

Statsministeren sagde her til morgen, at Danmark er det 18. euroland. Vil statsministeren ikke lige uddybe, hvad hun mente med det?

Statsministeren.

Meget gerne. Det er en konstatering af, at af ikkeeurolandene er vi det land, som er tættest på eurolandene. Hvorfor det? Det er, fordi vi har en fastkurspolitik; en fastkurspolitik, som jeg i øvrigt ikke tror at der er nogen, der argumenterer imod. Men det, at vi har en fastkurspolitik, betyder selvfølgelig, at vi er meget tæt på euroen og tættere på end briterne, som jo ikke har en fastkurspolitik for deres pund, og tættere på end svenskerne, som ikke har en fastkurspolitik for den svenske krone. Vi har valgt en fastkurspolitik, og derfor er vi tættere på euroen end de to lande, jeg nævnte. Derfor er det en konstatering, når jeg og andre har sagt, at vi er det 18. euroland

Fru Merete Riisager.

Vi har jo haft fastkurspolitikken længe. Statsministeren sagde jo netop, at når vi er det 18. euroland – det sagde hun til morgen – er det bl.a., fordi vi har en fastkurspolitik og har ratificeret finanspagten. Da vi diskuterede finanspagten med regeringen her for et par måneder siden, fik vi at vide, at den ikke havde noget med euroen at gøre, og nu siger statsministeren, at vi er det 18. euroland, fordi vi har fastkurspolitik, og fordi vi har ratificeret finanspagten. Og så siger statsministeren om bankunionen, at hvis vi indtræder i den, bliver det i respekt for euroforbeholdet.

Det er ærlig talt lidt svært at finde ud af, hvad statsministeren mener. Og hvad vil statsministeren sige til alle de danskere, som tror, at vi har et fungerende euroforbehold, og som tror, at regeringen har respekt for demokratiet og for, at danskerne har sagt nej til euroen?

Statsministeren.

Vi har et forbehold, og det er også derfor, at vi hverken har de rettigheder eller de pligter, som eurolandene har. Det har man også kunne se i samtlige de beslutninger, der er truffet i det sidste års tid. Der er eurolandene, som er eurolande, og så er der ikkeeurolandene, som selvfølgelig har respekt for som i Danmarks tilfælde, at der er et forbehold. Og det betyder, at vi ikke tager del i de pligter og rettigheder, som eurolandene har.

Finanspagten er et rigtig godt eksempel. Finanspagten har selvfølgelig noget med euroen at gøre, for det er jo eurolandene, der har en finanspagt, mens ikkeeurolandene har haft mulighed for at tilslutte sig finanspagten. Men det er et godt eksempel, for alle eurolandene skulle være medlem af finanspagten, hvorimod ikkeeurolande, som Danmark, kunne vælge at tilslutte sig den. Så jeg tror aldrig, at jeg har sagt, at finanspagten ikke har noget med eurolandene at gøre, men det er så endnu et eksempel på, at fru Merete Riisager ikke citerer mig helt korrekt.

Hr. Lars Barfoed.

Jeg vil gerne spørge, om statsministeren i forbindelse med de drøftelser, der nu skal være, vil sikre, at danske realkreditobligationer bliver betragtet som stærke værdipapirer, så vi ikke risikerer, at vi får ødelagt det danske realkreditsystem, som jo er noget ganske særligt, og som jeg ved at der kan være lidt problemer med at forklare ude i Europa, fordi det er et særligt dansk system. Men det er jo vigtigt for hele vores finansielle system, at der er en respekt om vores danske realkreditobligationer, og at de bliver vægtet som solide papirer, når man skal opgøre pengeinstitutternes sammensætning af deres kapital.

Statsministeren.

Jeg har ikke nogen konkret formodning om, at der vil være et problem for danske realkreditinstitutioner. Det er rigtigt, at diskussionen af og til kommer op. Men jeg har ikke nogen konkret formodning om, at hvis Danmark skulle vælge at være en del af det her fælles tilsyn, at der så vil være et problem for danske realkreditinstitutioner.

Hr. Lars Barfoed?

Så er det slut med de korte bemærkninger, og vi siger tak til statsministeren og giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo bl.a. for, at jeg kan få lejlighed til at sige tak for debatten. Jeg synes, at den debat, vi nu har haft lejlighed til at have, har vist, at der er behov for, at vi her i Folketingssalen diskuterer EU's udvikling.

Jeg er bekendt med – og det er jo ikke alle tilhørerne, der er det – at der har været ganske mange, der har bedt om ordet undervejs, men på grund af de taletidsregler, der er, har de simpelt hen været afskåret fra at deltage i denne debat under den her hasteforespørgsel. Der er kun afsat 2 timer, og så er debatten slut, og det skal formanden selvfølgelig styre efter, sådan er det. Det betyder bare, at der har været en masse medlemmer her i Folketinget, som har ønsket at tage del i den her debat, men ikke haft mulighed for det. Og det illustrerer for mig, at vi burde have haft en egentlig forespørgselsdebat, hvor vi havde god tid til den grundlæggende EU-debat.

Det skal selvfølgelig ikke betyde, at jeg ikke samtidig alligevel takker for den debat, der har været, og som jeg også syntes illustrerede nogle ting, nemlig for det første, at der er noget af en strudsepolitik over det, regeringen foretager sig. Det er der også med det forslag til vedtagelse, som nu bliver vedtaget i morgen af flertallet her i Folketinget. Det er en politik, der går ud på, at man, som der står i forslaget, skal afveje fordele og ulemper ved forslag, der fremlægges. Ja, det er da altid en god idé at afveje fordele og ulemper ved forslag, der fremlægges. Og så står der videre, at regeringen opfordres til at drøfte køreplanen med partierne og fastlægge Danmarks prioriteter. Aha, drøfte en køreplan med partierne, ja, det er nok heller ikke særlig skelsættende, men har det for alvor gjort os klogere på, hvad regeringen egentlig vil på de enkelte områder? Nej, det har det ikke, selv om vi har forsøgt at afæske netop det under debatten.

Statsministeren sagde ved sin tiltræden for, tror jeg, godt et års tid siden, at hun ville være statsminister for alle danskere, eller hun sagde for hele Danmark. Jeg syntes, det var godt sagt, og jeg tænkte: Det lover godt og måske specielt i forhold til vores EU-debat, som jo tit har været delt op mellem på den ene side dem, man har benævnt japartierne, og på den anden side dem, man har benævnt nejpartierne.

Jeg må desværre konstatere, at under den her sparsomme 2-timersdebat, vi har fået lov til at have i dag, lykkedes det statsministeren at bruge udtrykket det japolitiske flertal. Altså, at hun – på trods af det, hun havde som udgangspunkt om at være statsminister for hele Danmark, da hun trådte til som statsminister – alligevel herinde allerede nu deler partierne op i japartier og nejpartier. Man kan jo næsten forstå, at dem, hun vil drøfte køreplan og fastlægge Danmarks prioriteter med, når det handler om EU, er de såkaldte japartier.

På den måde får man EU-politikken tilbage til det, vi har kendt. Ikke til noget udfordrende nyt i forhold til at have en spændende diskussion af, hvad vi vil bredt set her i Danmark med EU-politikken – man prøver stadig væk at dele det op i den ene side og den anden side og at undgå debatten og sandsynligvis også i sidste ende en folkeafstemning.

I Dansk Folkeparti synes vi omvendt, at alle bør inddrages i diskussionen om EU-politikken, at EU-politikken er så vigtig, at det bør være en folkelig debat, der rækker videre ud, også ud over det her hus, og at det resultat, der kommer, også om en bankunion og et banktilsyn, er et resultat, der bør forelægges danskerne i form af en folkeafstemning. For det er jo det, der i virkeligheden ultimativt sikrer, at det er danskerne, der træffer beslutningen om Danmarks placering i det fremtidige EU-samarbejde.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forespørgslen slut.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse finder sted i morgen.

Vi holder en pause på 1/2 minut.

Mødet er udsat. (Kl. 14:59).

Da justitsministeren ikke er kommet, udsætter vi mødet i 5 minutter.

Mødet er udsat. (Kl. 15:01).