B 98 Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en social protokol til EU's traktater.

Af: Nikolaj Villumsen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Pernille Skipper (EL)

Udvalg: Europaudvalget

Samling: 2012-13

Status: 1. beh./Henvist til udvalg

1. behandling den 30-05-2013

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 98:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en social protokol til EU's traktater.

Af Nikolaj Villumsen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 03.04.2013).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for vedholdende at sætte fokus på behovet for, at vi i Folketinget diskuterer og adresserer spørgsmålet om social dumping og de problemer, som vi oplever på kryds og tværs af de europæiske grænser i den henseende.

Der er jo ikke nogen som helst tvivl om – og det ved Enhedslisten godt – at vi fra regeringens side fuldt ud deler et ønske om hele tiden at skærpe vores indsats i kampen mod social dumping. Vi har allerede lavet meget i fællesskab, og vi har også opnået gode resultater. Personligt er jeg meget, meget glad for det integrerede og forstærkede samarbejde myndighederne imellem, altså mellem Arbejdstilsynet, SKAT og politi. Der er ikke nogen som helst tvivl om, at vi, selv om vi til forskel fra Enhedslisten er tilhængere af det indre marked og arbejdskraftens fri bevægelighed, er lige så optaget som Enhedslisten af, at der er ordentlige løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Og der er heller ikke nogen som helst tvivl om, at de regler, der gælder for den fri bevægelighed, udfordrer. Det gør de, fordi der er lønmodtagere, der kommer hertil på ordentlige vilkår, som overholder og respekterer reglerne, og der er udenlandske firmaer, der kommer hertil, som overholder og respekterer reglerne, men vi har også mange eksempler på det modsatte, både hvad angår lønmodtagere og virksomheder. Det er et stort problem for danske lønmodtagere, og det er et stort problem for danske virksomheder og små håndværksmestre, der alle sammen udsættes for en unfair konkurrence.

I sammenhæng med dette vil jeg sige, at vi fra regeringens side hele tiden og løbende overvejer, hvordan vi bedst understøtter indsatsen mod social dumping, og hvordan vi bedst beskytter vores borgere i det europæiske samarbejde.

Enhedslisten foreslår med beslutningsforslaget her, at en del af den indsats skal inkludere, at der indsættes en såkaldt social protokol i EU's traktater, som skal sikre, at de faglige rettigheder får forrang og ikke begrænses af hensyn til den fri bevægelighed. Det har jo været diskuteret i EU-regi af flere omgange. Diskussionen kom ikke mindst på dagsordenen efter Lavaldommen, som netop satte fokus på balancen mellem de sociale og de økonomiske rettigheder. Kommissionen forsøgte så sidste år med Monti II at præcisere den balance. Det gik, som Enhedslisten er fuldt ud bekendt med, ikke særlig godt, og diskussionen endte på det tidspunkt med, at Kommissionen måtte trække forslaget helt tilbage, efter at de nationale parlamenter havde givet forslaget det såkaldte gule kort efter en ret heftig diskussion.

Som jeg sagde før, er det indre marked i regeringens øjne til stor fordel for Danmark, både for danske lønmodtagere, for danske virksomheder og for dansk økonomi. Men det er klart, at forudsætningen for, at det indre marked fungerer, er, at vi har de rigtige regler, og at de også efterleves.

Derfor afviser vi beslutningsforslaget her. Vi gør det med den begrundelse, at der, hvor vi vil have vores fokus i den kommende tid, og der, hvor vi vil lægge vores kræfter, er i at sikre en bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet. Det er i vores øjne den mest farbare vej til at realisere nogle af de ønsker og mål, vi har, hvad angår bekæmpelse af social dumping og i det hele taget angreb på et reguleret og ordentligt dansk arbejdsmarked. Tak.

Tak. Der er foreløbig tre kolleger, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten, værsgo.

Tusind tak til beskæftigelsesministeren for det her svar, som desværre var en smule skuffende, skuffende, fordi der jo lige præcis findes mange måder at konkurrere på. Man kan konkurrere på, hvem der har de bedste kvalifikationer, og man kan konkurrere på, hvem der har de dårligste løn- og arbejdsvilkår – og lige præcis konkurrencen på at have de dårligste løn- og arbejdsvilkår er jo den, der foregår i Europa lige nu.

Derfor undrer det mig, at regeringen indtager den position, som regeringen indtager. Eksempelvis var det sådan, at de socialdemokratiske beskæftigelses- og socialministre fra EU-landene mødtes den 27. februar 2013. De mødtes og blev enige om, at de faktisk ville arbejde for en social protokol. Jeg ved, at beskæftigelsesministeren ikke var til stede, men var det, fordi den danske regering som den eneste regering af de regeringer i Europa, der har en socialdemokratisk beskæftigelsesminister, ikke ønskede at være med? Og er det ikke en smule skuffende, når vi ofte fra lige præcis Socialdemokraterne hører, at man skal tage den kamp mellem højre og venstre i EU?

Ministeren.

Mit afbud til mødet var ikke af politisk karakter, men var af helt andre årsager. Det havde ikke noget med indholdet af mødet at gøre, men skyldtes andre ting. Det var det først, jeg ville sige.

Det andet, jeg vil sige, er, at jeg simpelt hen tror, der gives et for forsimplet billede af, hvad der foregår på den europæiske scene lige nu, når der fra Enhedslistens side siges, at der kun konkurreres på dårlige løn- og arbejdsvilkår. Det er jo ikke rigtigt. Der er af masser af både lønmodtagere og virksomheder, der vandrer – også på tværs af grænser – som overholder spillereglerne. Masser. Vi har masser af danske lønmodtagere, der rejser ud til stor glæde for dem selv, til stor glæde for danske virksomheder og dermed også til stor glæde for dansk økonomi. Så heldigvis har vi masser af retskafne borgere og virksomheder inden for den europæiske grænse, som bruger det indre marked til fordel for os alle sammen. Heldigvis, og sådan skal det også vedblive med at være i fremtiden.

Men lige så vigtigt og rigtigt det er at sige det, lige så vigtigt og rigtigt er det jo at understrege, at der bestemt er en konkurrence på unfair vilkår, som presser de europæiske arbejdsmarkeder, som presser faglige rettigheder, og som dermed også presser de europæiske lønmodtagere. Det er jo derfor, at vi i andre sammenhænge er så utrolig enige med Enhedslisten i behovet for en hele tiden forøget indsats imod social dumping.

Hr. Nikolaj Villumsen, anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg er da glad for at høre, det ikke var politisk motiveret, at beskæftigelsesministeren blev væk, men det er alligevel ærgerligt, at beskæftigelsesministeren blev væk, for det, vi jo har set med en lang række domme fra EU-Domstolen, er, at fagbevægelsen har fået begge arme bundet bag på ryggen og mistet mange af de muligheder, der tidligere var, for at stille krav til lige vilkår for udstationerede arbejdere. Derfor er det jo så positivt, at vi ikke bare har en europæisk fagbevægelse, men åbenbart også har samtlige socialdemokratiske beskæftigelses- og socialministre – undtagen den danske beskæftigelsesminister – i EU-kredsen, som ønsker en social protokol. Det er altså ikke bare Enhedslisten, der står alene med det her. Er det ikke ærgerligt, og giver det ikke grund til eftertanke hos ministeren, at hendes socialdemokratiske kollegaer i EU mener noget andet og ønsker en social protokol?

Ministeren.

Jeg tror, at det, der er det afgørende, er at have fokus på, hvad det er for et mål, vi ønsker at opnå, og så kan man jo efterfølgende diskutere, hvilke midler man mener er de rigtigste at tage i brug. Jeg tror også, det er vigtigt at sige, at der efter Lavaldommen har været en enighed mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark om, hvordan vi håndterer det i forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel efterfølgende. Det er den måde vi med regeringens øjne bør håndtere udfordringerne på det her område. Vi vil gerne gå i takt med arbejdsmarkedets parter, og der er ingen tvivl om, at det indre marked, kan man sige, udfordrer de danske regler og det danske arbejdsmarked både positivt og negativt, og det håndterer vi hen ad vejen.

Derfor er det altså vores opfattelse, at der, hvor fokus skal være nu, er på bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet, og jeg lytter mig i øvrigt også til, at der er et ønske fra arbejdsmarkedets parter om at sikre, at det kommer til at ske fyldest.

Tak. Den næste kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten, værsgo.

Tak, og tak til ministeren. Nu er det jo sådan, at LO støtter kravet om en social protokol, der blev vedtaget så sent som på LO's sidste kongres. Det gør de sammen med hele den europæiske fagbevægelse.

Men det, jeg gerne vil spørge ind til, er ministerens begrundelse for at afvise forslaget. Den er, at man hellere vil koncentrere sig om Kommissionens forslag til håndhævelse af udstationeringsdirektivet. Ministeren er vel bekendt med og enig i, at forslaget til håndhævelsesdirektiv, i hvert fald i den form, det har nu, på ingen måde løser det problem, som opstod med EU-Domstolens afgørelser i Viking Line-sagen, Laval-, Rüffert- og Luxembourgsagerne. Det, der jo var kernen i Domstolens afgørelser, var, at de faglige og sociale rettigheder skal vige til fordel for EU's regler om fri bevægelighed.

Det andet problem, som har med udstationeringsdirektivet at gøre, er jo, at det blev slået fast, at udstationeringsdirektivet er et maksimumsdirektiv, og at det ikke er tilladt for landene at stille større krav end det minimum, der er beskrevet i udstationeringsdirektivet. Og det problem bliver ikke løst med håndhævelsesdirektivet.

Hvordan kan man så henvise til det som et argument for at afvise forslaget om en social protokol?

Ministeren.

Det er, fordi vi synes, at det er den rigtige vej at gå. Det er jo sådan set det, der er vores begrundelse. Man kan jo have forskellige holdninger til, hvilke midler vi bedst tager i brug. Det er vel et meget godt eksempel på også nogle mere ideologiske forskelle på spørger og svarer i den her henseende. Jeg vil hellere tage et skridt i den rigtige retning og få et resultat hjem, end jeg vil have mine øjne rettet mod noget, som givet er svært gennemførligt, og som derfor meget hurtigt vil komme til at fortone sig i tågerne. Jeg tror simpelt hen, at hvis vi gerne vil have resultater i hus, hvad angår kampen mod social dumping, er det at sikre en bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet i mine og regeringens øjne det helt rigtige sted at starte.

Hr. Finn Sørensen, anden korte bemærkning.

Der var den. Der er liv i den. Nu udelukker det ene jo ikke det andet. Enhedslisten vil også gå helhjertet ind i arbejdet om håndhævelsesdirektivet for at skaffe de små forbedringer, der måske kan skaffes. Der kan også være nogle problemer, men det lader vi ligge og diskuterer en anden dag.

Men forslaget om social protokol er jo affødt af det problem, jeg beskrev før. Det er jo det, der er baggrunden for, at den europæiske fagbevægelse har stillet det forslag. Det er for at få løst det helt grundlæggende problem med, at Domstolen har tilsidesat de faglige og sociale rettigheder til fordel for det indre markeds regler om fri bevægelighed. Det er et grundlæggende problem, der betød et indgreb i konfliktretten i alle de europæiske lande og et indgreb i landenes ret til at finde de midler til beskyttelse mod social dumping, som de nu mener er rigtige. Nogle lande vil jo hellere bruge lovgivning end overenskomster. Det var et groft indgreb i det.

Ministeren erkender vel, at det er et stort problem? Og at det problem skal løses?

Så spørger jeg: Hvis ikke ministeren vil støtte det forslag, hvilke andre løsninger er der så ud over at melde sig ud?

Ministeren.

Her kommer spørgeren vel sådan set til at afsløre rigtig meget til sidst, nemlig at Enhedslisten ønsker, at Danmark skal træde ud af det europæiske samarbejde. Det gør regeringen ikke. Det gør regeringen ikke, og derfor kan man sige, at det bliver svært at finde en fælles vej i EU-spørgsmålet, når vores udgangspunkter for diskussionen er så langt fra hinanden, som de er. Mig bekendt er Enhedslisten også imod det indre marked. Det er regeringen ikke.

Det kan jo være vigtigt at minde hinanden om, at der er en grundlæggende præmisforskel for diskussionen her, for vi ønsker fortsat et indre marked. Men vi ønsker også, at der tages de nødvendige hensyn til lønmodtagerrettigheder, og at vi i det hele taget balancerer spørgsmålet om økonomi, indre marked på den ene side og arbejdstagerrettigheder og ordnede forhold på den anden side.

Tak. Den næste kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes ikke, vi skal diskutere, om vi skal melde os ud af EU. Vi skal diskutere, hvordan vi styrer det europæiske arbejdsmarked, og jeg går ud fra, at vi er enige om, at det europæiske arbejdsmarked er en fælles kampplads, og at kamppladsen faktisk går ud over grænser i det her spørgsmål, og at vi ikke kan klare det inden for hvert enkelt lands grænser. Formanden for LO og formanden for FTF sendte en opfordring til statsministeren i 2011, lige efter at regeringen var trådt til, hvor de opfordrede til, at regeringen brugte EU-formandskabet til at sikre opbakningen til en social protokol til EU's traktat. »Jeg har stor tiltro til, at regeringen vil lytte«, sagde Harald Børsting på det tidspunkt. Det er mere for at sige, at det jo ikke er et forskelligt ideologisk udgangspunkt, vi har. Vi er enige med LO-formanden. Vi er enige med Euro-LO. Vi er sågar enige med Kommissionen, når de prøver at tumle med de her ting. Selv om det kan forekomme som en stor opgave, så tumler de med det, og de synes også, at politikere bør tumle med det.

Hvis vi i Danmark kun havde fire rettigheder – kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed, som fungerer i EU – skulle vi så ikke have nogle flere regler, hvis det nu var Danmark, vi snakkede om?

Ministeren.

Jeg synes, at det er en lidt speciel diskussion, for Danmark og EU er nu to vidt forskellige størrelser, og derfor er det selvfølgelig heller ikke sammenligneligt. Men det er jo ikke rigtigt, hvad hr. Christian siger, når hr. Christian Juhl siger, at vi ideologisk ikke er uenige. Joh, det er vi jo. Enhedslisten er modstander af EU, og regeringen er tilhænger af EU. Enhedslisten er modstander af det indre marked, og regeringen er tilhænger af det indre marked. Man kan jo ikke lade, som om det faktum ikke er der, når vi diskuterer en eventuel social protokol i EU. Det kan jo ikke nytte noget. Man bliver nødt til at have alle aspekter op på bordet. Og det, regeringen er optaget af, er hele tiden at efterstræbe det rigtige balancepunkt mellem på den ene side hensynet til lønmodtagerrettigheder, altså at vi har et ordnet og reguleret både dansk og europæisk arbejdsmarkedet, og på den anden side, at vi ønsker et dynamisk indre marked, som også er til fordel for danske lønmodtagere.

Jeg tror, at Enhedslisten en gang imellem i sin interne europæiske diskussion, hvis der er et indre europæisk liv hos Enhedslisten, undervurderer den positive effekt, det har for danske lønmodtagere, at der er et indre marked, for det er det, der understøtter, at vi har de virksomheder, vi har, i Danmark.

Jeg har ikke noteret hr. Christian Juhl for adgang til den anden korte bemærkning.

Jeg skal bare minde om her i salen, at de ærede kolleger bedes trykke sig ind, og når det sker, kan vi registrere det i teknikken. Tak for det.

Så er det hr. Christian Juhl for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Jeg har fået at vide, at jeg ikke må diskutere med formanden, men der er meget forskel i praksis blandt de forskellige formænd, og det er ikke til at finde ud af, undskyld jeg siger det.

Vi er meget interesserede i det europæiske arbejdsmarked, og vi er også meget interesserede i, at der er en balance i EU. Vi har EU, og det eksisterer i dag, og det ville da være tåbeligt at påstå, at det ikke eksisterede. Jeg spørger: Er det ikke regeringens opfattelse, at vi også i EU skal have en social balance, der er større, end den findes i dag? Det er derfor, jeg nævner de fire markedsrettigheder. En arbejderrettighed kunne jo være en god balance til det. Første gang, jeg hørte om det, var det Euro-LO, der nævnte den, og jeg havde aldrig tænkt den tanke. Jeg synes, at det er en forjættende tanke, at vi slås for en social protokol, hvor arbejderrettigheder har forrang for markedsrettigheder. Jeg tænker det som dybest set en socialdemokratisk tankegang, i hvert fald hvis det var på nationalt plan. Og jeg håber da også, at vi elsker EU så meget alle sammen, at vi godt vil snakke om en social dimension også i EU, hvor arbejderrettighederne har en stor betydning. Er det ikke rigtigt forstået, at vi er enige på det punkt?

Ministeren.

For det første vil jeg sige, at jeg ikke elsker EU. Det at elske har for mig at se at gøre med andre ting end politiske institutioner, om end jeg bakker helhjertet op om det europæiske projekt. For det andet tror jeg i al beskedenhed og ydmyghed, at jeg er bedre til at fortolke det socialdemokratiske synspunkt, end spørgeren er. For det tredje vil jeg sige, at det ikke er rigtigt, at konfliktretten i Danmark ikke er reguleret, og det er heller ikke rigtigt, at konflikten har forrang frem for alt andet. For konfliktretten i Danmark skal også respektere anden lovgivning, og konflikter kan være både lovlige og ulovlige.

Tak. Den foreløbig sidste, der har bedt om adgang til en kort bemærkning, er fru Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Jeg synes alligevel lige, jeg måtte rejse mig, fordi egentlig synes jeg, det er at spise Enhedslisten af lidt for nemt, når man siger, at de jo er imod det indre marked. Så vil jeg bare fortælle, at Dansk Folkeparti er ikke imod det indre marked. Men ikke desto mindre synes jeg faktisk, at Enhedslisten har en pointe lige præcis her.

Jeg vil også godt sige, at vi ikke er imod EU. Vi er skeptiske over for nogle ting. Så det har jeg ligesom også som udgangspunkt.

Men i forhold til en social protokol siger ministeren, at man ligesom har valgt et andet spor, nemlig at få ændret på nogle af de direktiver, der giver problemet. Må jeg så ikke spørge: Når man nu skal finde det rigtige balancepunkt, som man jo skal finde i forhold til arbejdstagerrettigheder og i forhold til det indre marked og konkurrence og sådan noget, har man så en idé om, hvornår man finder det balancepunkt, eller rettere sagt, hvornår man kan se nogle resultater? For det her er jo ret væsentligt for danske arbejdere og også for danske virksomheder i forhold til konkurrenceevnen.

Ministeren.

Jo, men det er jo det, jeg har sagt nu i hele debatten og i øvrigt i en række andre debatter i Folketingssalen: Den regering, der sidder lige nu, har gjort mere mod social dumping, end der nok er sket i andre regeringers levetid lagt sammen. Altså, vi har intensiveret indsatsen både på finansloven for 2012 og finansloven for 2013. Vi sidder lige nu i kommuneforhandlinger med KL om at udbrede brugen af arbejdsklausuler, og vi er hele tiden og fortløbende i gang med indsatsen imod social dumping.

Det gør vi sammen med Enhedslisten, fordi vi har en fælles intention om og interesse i, at det danske arbejdsmarked skal fungere på ordentlige vilkår. Det er en vigtig politisk indsats, den vil vi blive ved med at prioritere.

Det gør vi også på europæisk plan, og som jeg sagde før, synes vi – og det forstår vi der sådan set også er interesse for i dansk fagbevægelse – at vi får en bedre håndhævning af det udstationeringsdirektiv, der gør sig gældende. Det betyder jo ikke, at diskussionen slutter her, fordi vi vil hele tiden efterstræbe præcis det balancepunkt, som jeg startede ud med at understrege vigtigheden af.

Fru Pia Adelsteen, anden korte bemærkning.

Jeg forstår sådan set udmærket godt, hvad ministeren siger, nemlig at man vil sikre en bedre håndhævelse af bl.a. udstationeringsdirektivet. Jeg spørger så, hvor lang tid der går, og det er jo også et nemt spørgsmål at stille, det er jeg helt med på. Men noget af det, som jo er problemet inden for EU – når man netop har de direktiver, som alle lande reelt burde overholde – er, at det så ikke sker. Det er jo egentlig Kommissionen, der burde sørge for, at det skete. Så hvor er det, regeringen ligesom vil lægge deres kræfter i at få håndhævelsen af det her direktiv til at ske? For egentlig er det vel noget, Kommissionen bare burde gøre helt af sig selv.

Ministeren.

Jamen altså, som spørgeren ved, har vi jo netop i den her tid diskussionen om en bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet på dagsordenen. Det har vi på det næste møde i EPSCO-rådet, hvor jeg selv deltager, og derved får man jo også anledning til at diskutere det i Folketingets Europaudvalg forud for det.

Noget af det, vi er optaget af fra regeringens side, er jo at sikre adgang til oplysninger for de faglige organisationer, der er en meget, meget aktiv del af kampen imod social dumping. Noget andet, vi er meget optaget af, er selvfølgelig, at vi i Danmark kan have de kontrolforanstaltninger, som vi mener er vigtige og afgørende at have i indsatsen mod social dumping. Derfor er det selvfølgelig fuldstændig afgørende for os, at RUT-registeret også vil kunne bruges i fremtiden, og at vi ikke får lavet et direktiv på det her område, der så at sige begrænser os i at kontrollere, hvem det er af udenlandske udbydere af tjenesteydelser, der kommer til Danmark. Overholdes reglerne? Er man registreret, som man skal? Derfor har vi fokus på hele tiden at gøre RUT-registeret bedre. Det gælder ikke bare internt, men også i diskussionen på europæisk plan.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der bedt om adgang til korte bemærkninger, og vi går videre i talerrækken. Den næste er hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre, værsgo.

Tak for det, formand. Enhedslistens forslag til folketingsbeslutning om at indføre en social protokol til EU's traktater indebærer, at faglige rettigheder får forrang frem for markedsrettighederne. Det vil begrænse den fri bevægelighed på det indre marked, og det vil have en skadelig indvirkning på Europas økonomier. I Venstre har vi meget vanskeligt ved at finde noget, Danmark har mindre brug for lige her og nu end begrænsninger af det indre marked, som er en klar forudsætning for, at vi kommer igennem den økonomiske krise.

I Venstre tror vi på, at arbejdskraftens fri bevægelighed er noget af det, der såvel historisk som fremadrettet skaber værdi for landene i Den Europæiske Union, og vi tror på nødvendigheden af et fleksibelt arbejdsmarked. Den fri bevægelighed er et grundlæggende princip for det europæiske samarbejde, og den er en forudsætning for et velfungerende indre Marked.

Når det er sagt, vil jeg også gøre helt klart, at Venstre ser meget positivt på den danske arbejdsmarkedsmodel og på, at kollektive forhandlinger er en grundlæggende del af det. Vi mener ikke, at der skal lovgives om arbejdsmarkedsforhold – hverken på nationalt plan eller på EU-plan. Arbejdsmarkedsforhold reguleres bedst efter aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, da man herved sikrer et konkurrencedygtigt og fleksibelt arbejdsmarked. Vi ser ikke nogen modsætning mellem fri bevægelighed og ordentlige forhold på arbejdsmarkedet.

Det er ligeledes Venstres holdning, at vi i EU bør respektere medlemslandenes forskellige modeller for arbejdsmarkedet, og at det ikke bør være EU, der regulerer medlemslandenes arbejdsmarkeder. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at netop Enhedslisten – som måske ikke altid er helt så positivt stemt for det europæiske samarbejde som jeg – fremsætter et forslag om, at vi gennem EU skal regulere landenes arbejdsmarkeder.

Der består en god balance mellem den frie bevægelighed og den danske arbejdsmarkedsmodel; der er allerede velfungerende regler på området. Udstationeringsloven fastsætter reglerne for, hvordan udenlandske virksomheder skal registrere sig i RUT-registeret – Registeret for Udenlandske Tjenesteydere. Det register er jo netop til for at forhindre problemer med udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Samtidig sikrer vi, at de regler, der eksisterer for arbejdstagere i Danmark, håndhæves.

Venstre ser ikke behovet for en social protokol. Medlemslandene i EU har allerede ratificeret ILO-konventioner, Europarådets sociale charter og EU's charter om grundlæggende rettigheder, hvori grundlæggende rettigheder for arbejdstagere er reguleret. De faglige organisationer har ligeledes mulighed for at rejse sager ved domstolen, hvis de mener, at deres medlemmers rettigheder overtrædes. En juridisk bindende protokol vil betyde, at EU skal tage del i reguleringen af arbejdsmarkedspolitikken i medlemsstaterne. Det er Venstres fortsatte holdning, at sådan en politik hører hjemme under medlemslandenes egen kompetence. Derfor vil Venstre stemme imod beslutningsforslaget, og jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de er fuldstændig enige heri.

Tak. Der er foreløbig fire, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten, værsgo.

Jeg vil da varmt opfordre ordføreren til at læse det forslag, Enhedslisten har fremsat, og læse den protokol, som vi taler om. Hvis ordføreren gjorde sig den umage, ville ordføreren kunne se, at det er noget værre vrøvl, ordføreren står og siger. For forslaget går jo netop ud på, at EU ikke skal regulere, hvordan landene vil bekæmpe social dumping. Forslaget går nemlig ud på at ophæve Domstolens afgørelser, som blander sig i konfliktretten i medlemslandene og i medlemslandenes lovgivning mod social dumping.

Så forslaget opfylder faktisk det ønske, som ordføreren siger han har: at det ikke bør være EU, der regulerer, hvordan landene skal indrette deres arbejdsmarked. Så jeg synes, at ordføreren skulle trække sin udmelding tilbage og gå hjem og læse på lektien, og så lad os tale om det, når ordføreren har fået læst, hvad vores forslag rent faktisk går ud på. Og hvis ordføreren mener, at jeg har misforstået det, så vil jeg da gerne høre, hvordan jeg har det.

Ordføreren.

Jeg håber ikke, at hr. Finn Sørensen har misforstået Enhedslistens eget forslag, og jeg beklager, hvis jeg har misforstået det, men jeg kan gentage, at vi i Venstre ikke mener, det er en god idé med en social protokol til EU's traktater. Og hvis det er Domstolen, der er udfordringen her, vil jeg sige, at Domstolen jo netop balancerer hensynet til arbejdsmarkedet og til arbejdskraftens fri bevægelighed. Der er jo ikke tale om, at man underkender det ene eller sætter det ene frem for det andet. Der er tale om en balancering fra Domstolens side.

Hr. Finn Sørensen, anden korte bemærkning.

Ja, så kan jeg høre, at ordføreren også skal hjem og læse på de domme, der er blevet afsagt, og som jeg remsede op før, for der er aldeles ikke tale om nogen balancering. Der er tale om, at det indre markeds regler bliver sat højere end de faglige og sociale rettigheder, altså at de bliver sat højere end medlemslandenes ret til at beskytte sig mod social dumping, som medlemslandene nu synes: om det er gennem overenskomster eller gennem lovgivning. Så jeg må altså bede ordføreren om at gå hjem og læse på lektien.

Så skal jeg bare lige rette en lille misforståelse. Den sociale protokol er jo ikke Enhedslistens forslag. Det er et forslag, der kommer fra den europæiske fagbevægelse, og som har bred støtte udeomkring i Europa og også blandt de socialdemokratiske beskæftigelsesministre.

Så ordføreren må lige forklare mig, hvordan forslaget om social protokol går ind og regulerer medlemslandenes arbejdsmarkedslovgivning, for det er åbenbart det, ordføreren har fået ud af det.

Ordføreren.

Vi kommer lidt vidt omkring. Jeg er glad for, at hr. Finn Sørensen netop nævner en af de her domme. Jeg har derfor forberedt mig – selv om det ikke er hr. Finn Sørensens opfattelse – og har taget en præmis med fra en af dommene. Det er den dom, der hedder Viking Line-dommen, præmis 79, og jeg vil nu læse højt:

»Da Fællesskabet således ikke blot har et økonomisk formål, men ligeledes et socialt og arbejdsmarkedsmæssigt formål, skal de rettigheder, der følger af traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, afbalanceres i forhold til de formål, der forfølges med social- og arbejdsmarkedspolitikken, herunder, således som det fremgår ...«

Der er altså tale om en afbalancering og ikke om en tilsidesættelse eller en hævdelse af et princip frem for et andet.

Tak. Den næste kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten. Værsgo.

Problemet er jo, at det, som blev resultatet af Vikingdommen, en dom, som handlede om, at organiserede finske arbejdere blev erstattet med uorganiserede, underbetalte estiske arbejdere på Viking Line, der sejler mellem Helsinki og Estland, var, at det ikke var i orden at kræve ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det er jo derfor, at baggrunden er, at den europæiske fagbevægelse, en lang række socialdemokrater osv., har bakket op om det her forslag, som Enhedslisten fremsætter i dag. Det, som jeg godt kunne tænke mig at høre fra Venstre er: O.k., Venstre vil ikke være med til at lave en social protokol, Venstre vil ikke arbejde for det, men er det, fordi Venstre ikke mener, at der er pres på danske løn- og arbejdsvilkår udeomkring i Danmark?

Ordføreren.

Jeg vil starte med at nævne, at det er rigtigt, at man kan være enig eller uenig i Laval- og Vikingdommene, men det har man jo altså taget konsekvensen af, og fagbevægelsens konfliktmulighed er reguleret i udstationeringsloven som følge deraf og netop i øvrigt med fagbevægelsens støtte.

Spørgsmålet gik på ... (Nikolaj Villumsen gentager sit spørgsmål uden for mikrofon). Jeg synes ikke, at ordførerens anden bemærkning skulle gå til at gentage spørgsmålet, fordi jeg ikke havde hørt efter. Jo, vi anerkender bestemt, at der er konkurrence, men det er jo en del af globaliseringen, og løsningen over for en stadig mere globaliseret verden er jo ikke at bede den om at stoppe, fordi man vil af. Det er fint og glimrende og udmærket at være imod globaliseringen, men man bliver nødt til at forholde sig lidt mere konstruktivt til det, og danske virksomheder og danske lønmodtagere bliver ramt af konkurrence, uanset hvad vi måtte indføre af sociale protokoller, fordi vi er en del af en større verden.

Hr. Nikolaj Villumsen, anden korte bemærkning.

Tak for det. Men så synes jeg ærlig talt, at Venstres ordfører skal tænke sig lidt bedre om, næste gang Venstres ordfører skriver en ordførertale, for ordføreren startede med at beskylde Enhedslisten for at ville fremsætte det her, for at EU lige pludselig skulle til at blande sig i arbejdsmarkedet, hvorefter ordføreren begynder at læse en dom op, som meget klart og tydeligt gør det klart, at EU allerede blander sig på arbejdsmarkedet i Europa og i Danmark. Det er bare lige, så vi i hvert fald har det på plads. EU blander sig allerede.

Så afviser Venstre at prøve at være med til at forhindre den her indblanding, som kunne være med til at stoppe presset på løn- og arbejdsvilkår, og Venstre siger, at det bare er en naturlig ting, man må acceptere. Med globaliseringen er det sådan, at løn- og arbejdsvilkår bliver presset. Er det det, som er budskabet fra Venstre i dag til de danske lønmodtagere rundtomkring? Når de kan se, at der er lønninger ned til 40-50 kr. i timen, er det bare noget, vi må lære at leve med.

Ordføreren.

Nej, det er det sådan set ikke, men jeg mener ikke, at hr. Nikolaj Villumsen har ret i den præmis, der hedder, at enten får man en social protokol til EU's traktater, eller også skal man have 40 kr. i timen. Jeg mener ikke, at det er en rimelig måde at sætte tingene op på. Jeg mener, at hvis man begrænser konkurrencesituationen, gør man både danske lønmodtagere og europæiske lønmodtagere og europæiske virksomheder fattigere, og det synes jeg ikke at der er nogen grund til. Jeg synes, at det er fint med konkurrence på utrolig mange fronter i det europæiske samarbejde.

Tak. Den næste kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og jeg ønsker at bruge begge mine indlæg.

I Danmark er der sket en udvikling, hvor vi har haft et marked og de frie rettigheder, og markedets frie rettigheder er der selvfølgelig blevet sloges for fra liberal side op gennem historien i de sidste 150 år, 200 år måske. I modsætning til det har arbejderbevægelsen sloges for arbejderrettigheder, retten til at organisere sig, retten til at konflikte og retten til at indgå kollektive overenskomster. Det har så skabt det samfund, vi har i dag, og som jeg kan forstå at ordføreren forsvarer.

Hvis udviklingen så europæiseres, sådan at markedet bliver europæisk, er det så unaturligt, at der sker den samme proces, altså at der faktisk på arbejdsmarkedet i Europa også rejses et krav om, at man vil have ret til at konflikte, ret til at tegne overenskomster og ret til at organisere sig? Og hvis udviklingen globaliseres, synes ordføreren så, det er mærkeligt, at man så forfølger de samme standpunkter på globalt plan for at modgå de negative konsekvenser af den totale markedsgørelse?

Ordføreren.

Det korte svar ville selvfølgelig bare være nej, at det synes jeg ikke er mærkeligt. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan jeg har givet udtryk for det. Altså, ja, jeg tror på de frie markedskræfter, og ja, jeg tror på muligheden for at organisere sig og for at kæmpe for sine rettigheder som arbejdstager. Og det kan man gøre i det regi, man nu bliver enige om at gøre det i. Det mener jeg ikke at jeg har udtrykt noget andet om.

Hr. Christian Juhl for den anden korte bemærkning.

Hvis så den sociale protokol netop handler om retten til at organisere sig på tværs af grænserne i Europa, retten til at tegne overenskomster på tværs af grænserne i Europa og retten til at indgå overenskomster der, hvor man nu bor, når firmaerne rejser på tværs af landene, er det så ikke det samme som at slås for en social protokol?

Når man siger, at det vil man forsvare i Danmark, hvad er så årsagen til, at man ikke vil forsvare det danske arbejdsmarked på europæisk plan og sikre, at de her rettigheder er der? Når nu markedsrettighederne gælder fuldt ud i Europa og det viser sig, at arbejderrettighederne ikke gælder fuldt ud i Europa, var det så ikke en idé at give mulighed for, at arbejderne frit ... [Lydudfald].

Ordføreren.

Jo, det kan man da i den grad gøre, men det må jo være op til medlemsstaterne. Altså, der er nogle ting, som man regulerer bedst i medlemsstaterne, og der er nogle ting, man regulerer bedst på fællesskabets plan, og jeg mener ikke, man skal tvinge det her ned over hovedet på nogen, som Enhedslisten tilsyneladende synes man skal gøre.

Den foreløbig sidste, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er fru Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Må jeg ikke bare sige, at det sidste jo var noget af en anerkendelse, altså at der er nogle ting, EU skal gøre, og at der er nogle ting, nationalstaterne skal gøre. Det synes jeg bare var rart at høre fra en ordfører, der ellers synes, at EU skal klare det meste.

Må jeg så ikke stille et spørgsmål i forhold til ordførerens udtalelse om, at man anerkender, der er konkurrence. Jeg studsede meget over den bemærkning, for spørgsmålet gik lidt på, om man mente, der var pres på løn- og arbejdsvilkår, og svaret var: Jeg anerkender, at der er konkurrence. Jeg tror ikke, der er nogen danske arbejdere, der er bange for konkurrence, men vi har nogle helt andre vilkår i Danmark, og vores udgifter er noget større, end de er i eksempelvis Polen eller Rumænien, eller hvor det nu måtte være. Derfor er der jo et pres.

Da jeg hørte ordførerens tale, sad jeg sådan lidt og tænkte: Gad vide, om Venstre slet ikke har opdaget, at der faktisk kommer folk til Danmark, der arbejder for en meget, meget lille løn? For sådan virkede det ikke. Synes ordføreren slet ikke, der er et problem? Synes Venstre slet ikke, der er et problem?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er forkert at anerkende, at der er konkurrence. Jeg er ualmindelig begejstret for, at der er konkurrence. Jeg elsker konkurrence, for det betyder, at de bedste får mulighed for at gøre det, de er bedst til, og at dem, der ikke er lige så gode, bliver sorteret fra, og det synes jeg er smukt.

Men ja, det her giver os nogle udfordringer, og dem synes jeg vi løser ganske udmærket gennem den danske arbejdsmarkedsmodel. Det var det, jeg forsøgte at sige med min tale. Det mener jeg ikke man skal gøre på et fælleseuropæisk niveau, det synes jeg er fint at gøre på et nationalt niveau. Og ja, jeg anerkender i den grad også, at der er nogle ting, man løser væsentlig bedre nationalt end overnationalt.

Fru Pia Adelsteen for den anden korte bemærkning.

Jeg er sådan set heller ikke interesseret i, at EU kontrollerer det danske arbejdsmarked, overhovedet ikke, men alt andet lige må man sige, at de domme, der bliver henvist til i det her beslutningsforslag, altså er nogle domme, der er faldet ved EU-Domstolen, og som giver den danske model et problem. Altså, sådan må man jo tage det. Vi kan så ikke løse det her, for vi er jo nødt til at følge de her EU-domme. Vi kan ikke løse det nationalt, ergo er vi nødt til at løse problemet med social dumping via EU, og det må ordføreren, som jo er super tilhænger af EU, da også være indstillet på.

På mig virker det, som om man tænker: Nej, det går nok, bare der er konkurrence, så skal tingene nok gå. Men der er altså et pres på danske lønmodtagere. Der er et pres på det danske arbejdsmarked, og det bliver man da nødt til at gøre noget ved.

Ordføreren.

Altså, jeg er jo enig med Dansk Folkepartis ordfører langt hen ad vejen, men jeg er ikke sikker på, eller jeg er ualmindelig lidt sikker på, at en social protokol vil løse de udfordringer. Og en social protokol vil jo ikke ændre på, at vi lever i en stadig mere globaliseret verden. Den vil jo ikke ændre på danske virksomheders konkurrenceforhold. Den vil ikke ændre på danske lønmodtageres konkurrencesituation. Jeg mener det, jeg sagde før, om, at alle i Europa vil blive fattigere, hvis man sådan prøver at lave en – nu er det jo en ordfører fra Dansk Folkeparti – ny variation af en grænsebom for den europæiske arbejdskraft. Det er den frie bevægelighed for arbejdskraften simpelt hen for vigtig til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for endnu en gang at rejse spørgsmålet om den sociale beskyttelse i EU.

Det er også helt afgørende for os, at EU-samarbejdet foregår på ordentlige vilkår. Vi har brug for samhandel og fri bevægelighed for arbejdstagerne, men for Socialdemokraterne er det selvfølgelig helt afgørende, at den samhandel, det samarbejde og den frie bevægelighed aldrig fører til uretfærdig konkurrence og løndumping. Vi vil ikke acceptere et EU, hvor vi eksempelvis konkurrerer på at sænke lønningerne og fjerne sikkerheden på arbejdspladserne.

Derfor har vi også fra første dag efter regeringsskiftet sat massivt ind på at bekæmpe den sociale dumping – et arbejde, vi i øvrigt i overvejende grad har lavet sammen med Enhedslisten – og dagens forslag, som handler om at indføre en social protokol i EU's traktater, er jo et krav, kan man sige, hvilket der også er blevet gjort opmærksom på, der har været rejst bl.a. af den europæiske og den danske fagforening, og som har mange støtter rundtomkring.

Desværre har forslaget også rigtig mange modstandere, ikke mindst blandt nogle af de borgerlige regeringer rundtomkring i Europa, som mener, at EU's sociale dimension er en hindring for vækst. Ydermere ville forslagets gennemførelse kræve en traktatændring, og det har, for nu at sige det på jysk, temmelig lange udsigter i EU at nå dertil, både at få et flertal og også overhovedet at få en traktatændring igennem.

Derfor er det i Socialdemokraternes øjne faktisk langt vigtigere at sætte ind nu mod den ulige konkurrence og løndumping, der foregår i dag. Sagen er, at når man kigger på EU's regler, så er der rigtig mange af dem, som faktisk på papiret ser fornuftige nok ud. Problemet er alt for ofte, at de regler, vi har, rent faktisk ikke bliver overholdt. Og det skal de i fremtiden. Modsat i VKO-tiden, hvor der ikke blev gjort noget, har vi jo faktisk for alvor, også sammen med Enhedslisten, taget fat på en markant styrkelse af kontrollen fra SKAT, politi og arbejdstilsyn, vi har givet bedre muligheder for at udstede bøder på stedet, når man opdager problemer på arbejdspladserne, bedre kontrol med udenlandske virksomheders skattebetaling og aktivitet i hjemlandet, kontrol på landevejene og højere bøder til de chauffører og vognmænd, der ødelægger det danske transporterhverv, og endelig f.eks. klausuler i forbindelse med offentlige udbud, så vi sikrer danske løn- og arbejdsvilkår, og så vi sikrer, at vi får langt flere lærlinge, end vi har i dag.

Men vi har også en opgave i EU, som det har været nævnt flere gange, nemlig omkring det her håndhævelsesdirektiv. Der er ikke et flertal, og jeg er heller ikke sikker på, at vi ville kunne få et særlig fornuftigt direktiv, hvis vi åbnede udstationeringsdirektivet, men der er heldigvis en større og større erkendelse i Bruxelles af, at vi bliver nødt til at håndhæve det direktiv, vi har, langt bedre, så vi får bedre muligheder for kontrol og samarbejde over landegrænserne om rent faktisk at leve op til de regler, vi har i dag.

EU har bragt os mange arbejdspladser, megen vækst og eksempelvis et bedre miljø, men EU-samarbejdet og den frie bevægelighed må selvfølgelig aldrig betyde, at der konkurreres på dårlige lønninger og manglende sikkerhed. Vi støtter ikke beslutningsforslaget, som det ligger i dag, og det gør vi ikke ud fra den betragtning, som også har været fremført flere gange, nemlig at vi sætter ind dér, hvor vi tror det er realistisk at opnå nogle resultater på kort sigt, og det er netop ved at bekæmpe den sociale dumping, sådan set både i Bruxelles i forhold til håndhævelsesdirektivet og herhjemme i forhold til det, vi har lavet i gentagne finanslove og andet sammen med Enhedslisten.

Så vi står side om side med Enhedslisten i kampen mod social dumping. Vi er godt på vej, men vi er langtfra færdige, og jeg skulle hilse og sige fra Det Radikale Venstre, at de er dækket ind af denne tale, så jeg tager også spørgsmål til dem, ha ha!

Tak. Der er foreløbig tre kollegaer, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren. Hvad ligger der i ordene om, at man ikke støtter forslaget i den form, det ligger i dag? Ligger der i det, at man er åben for en drøftelse af, hvordan der kan arbejdes med det? Er ordføreren enig i, at EU-Domstolen med de fire domme, vi har talt om, har begrænset konfliktretten for medlemslandenes fagforeninger og begrænset medlemslandenes ret til at beskytte sig mod social dumping?

Ordføreren.

I forhold til at vi ikke støtter beslutningsforslaget, som det er fremsat, ligger der det i det, som jeg også gjorde opmærksom på, at vi ikke tror, at det er en kamp, som i nogen overskuelig fremtid kan vindes, og at vi derfor fokuserer et andet sted. Vi vil sådan set hellere, om man så må sige, bruge vores begrænsede taletid, vores indflydelse i EU på at få nogle resultater der, hvor det betyder noget for arbejdspladserne derude.

Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad hr. Finn Sørensen også nævner, at vi har nogle udfordringer, og at nogle af de domme har givet os nogle udfordringer, som betyder, at vi bliver nødt til at tilpasse EU's lovgivning for at sikre os, at det ikke skrider.

Det er jo også en diskussion, vi har herhjemme. Vi har jo haft den, kan man sige, lidt interessante diskussion i forhold til sidste sommers konflikt på Vejlegården, hvor nogle partier i Folketinget mente, at den slags blokader, som blev lavet der, ikke skulle være tilladt, men hvor vi også var nogle, der sagde: Det kan man sådan set ikke, for hvis vi opgiver det, er det kernen i den mulighed, vi har, for at stå imod presset fra f.eks. EU-lovgivningen.

Så jeg er fuldstændig enig med hr. Finn Sørensen i, at vi har udfordringer, men ikke i, at det her er den mest nærliggende og næstkommende mulighed for at løse dem.

Hr. Finn Sørensen, anden korte bemærkning.

Tak. Jeg er glad for ordførerens udtalelse om, at det nødvendigt at tilpasse EU's lovgivning, fordi vi har fået nogle udfordringer. Ordføreren svarede ikke direkte på mit spørgsmål om Domstolen, men jeg vil tillade mig at tillægge ordføreren det synspunkt, at ordføreren er enig med mig i, at det er nogle meget problematiske domme, der griber ind, sådan som jeg beskrev det.

Så det er godt at skrive, at vi skal tilpasse EU's lovgivning, men det er jo netop det, forslaget om social protokol går ud på, nemlig at tilpasse EU's lovgivning, sådan at den ikke begrænser fagforeningernes konfliktret og medlemslandenes muligheder for at beskytte sig mod social dumping med de metoder, de nu måtte ønske.

Jeg kan, hvis vi skal korte det helt ned, forstå, at den eneste grund, ordføreren har til ikke at støtte forslaget, er, at der sidder nogle højreorienterede regeringer rundtomkring i Europa, som vil afvise det. Så spørger jeg bare: Hvad er perspektiverne i det sociale Europa, som ordføreren taler så meget om, når man på forhånd giver op på grund af modstand?

Ordføreren.

Jeg kan berolige hr. Finn Sørensen med, at jeg ikke er til sinds at give op over for noget som helst og særlig ikke over for den bekæmpelse af social dumping, som vi ser. Det, jeg i al beskedenhed bare siger, er, at vi starter og arbejder der, hvor vi tror der er en realistisk mulighed for at få et resultat, som kan gavne danske løn- og arbejdsvilkår, danske lønmodtagere.

Det er jo vigtigt i den her situation også at gøre sig klart, at når man diskuterer på EU-niveau, hvad det er, der skal til, så er der rigtig mange af reglerne, der er udmærkede – det synes jeg faktisk – men der er også nogle af reglerne, der skal laves om. Og jeg er ikke sikker på, at et quick fix, om man så må sige, hvor man indfører en helt generel forrang for f.eks. konfliktrettigheder, er den rigtige vej at gå. Som beskæftigelsesministeren også har nævnt, er det jo heller ikke sådan herhjemme, at konfliktretten er uafhængig og står over al anden lovgivning; den skal selvfølgelig også tilpasses alle mulige rimelighedskrav og i øvrigt anden lovgivning, der er gældende.

Så jeg tror, at man skal tage fat og meget konkret se på, hvor der er huller, hvor det borgerlige flertal måske nogle gange har fået lavet nogle regler, som er lidt for gunstige for dem, der gerne vil udnytte arbejdskraftens frie bevægelighed på den negative måde, og hvor vi kan sætte ind for at dæmme op for den ulige konkurrence.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren om noget. Hvis det nu viser sig, at man har indført nogle markedsrettigheder, hvad man notorisk har i EU, og de så forringer mulighederne for arbejderbevægelsen i de enkelte lande for at forsvare deres rettigheder, er det så ikke o.k., at fagbevægelsen i Europa finder sammen og rejser et fælles krav, f.eks. en social protokol, og slås for den? Og er det utopisk af euro-LO, af dansk LO og FTF at rejse det krav, som de kan se som den bedste beskyttelse imod at få forringet deres vilkår?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig uomtvisteligt, at de har rejst det her ønske, så det er slet ikke det, jeg siger. Men man skal notere sig, at ETUC og dansk LO og alle mulige andre gode sammenslutninger i fagbevægelsen heldigvis også foretager sig meget andet for at påvirke den konkrete lovgivning, som de lige nu ser på som et problem. Og man skal ikke tage fejl af, at der i Europa foregår en kamp, bl.a. mellem nogle kræfter i Storbritannien, som ønsker at trække miljøbeskyttelsen, arbejdstagerrettighedsbeskyttelsen ud af det europæiske samarbejde. Og hr. Christian Juhl har fuldstændig ret i, at det, man startede med i Europa, var et indre marked, og det støtter vi sådan set fuldt og helt op om, men jeg skulle hilse og sige, at vi også fra socialdemokratisk side er blevet noget gladere for Europa, efterhånden som der er blevet bygget politiske regler, tøjling af markedskræfterne oven på det indre marked. Så den kamp vil vi selvfølgelig fortsætte.

Hr. Christian Juhl.

Men man kan vel sige, at for arbejderbevægelsen er et af de centrale punkter i øjeblikket, det, der måske er hårdest ved arbejderbevægelsen i Europa, den sociale dumping, og så er det vel også godt at lede efter nogle muligheder. Og jeg forstår det ikke helt, men er det sådan, at Socialdemokratiet kun ser på kort sigt? Er der en modsætning i at have et krav på lang sigt og et krav på kort sigt? Det var, som om det her forslag om social protokol blev afvist, fordi det var et mere langsigtet projekt. Kommissionen har jo prøvet at tumle med det, en masse organer har prøvet at tumle med det her krav. Er der en modsætning i måske at få lavet det den her sommer, men samtidig også få set på perspektiverne? For så var der da aldrig noget, der havde heddet socialisme eller for den sags skyld et velfærdssamfund i Danmark i forbindelse med vore forfædres rejsen krav.

Ordføreren.

Nej, det er sådan set ikke, fordi vi har noget imod at se på langsigtede krav. Hr. Christian Juhl nævner selv, at Kommissionen jo har tumlet med det her. Ja, det skulle jeg da hilse og sige, for den løsning, de foreslog, var så den helt forkerte, hvortil vi jo heldigvis her fra Folketingets partiers side bredt sagde: Nej, nej, den går ikke, I skal ikke blande jer i vores konfliktret på den måde, som der var lagt op til.

Det siger måske meget godt noget om den konflikt, der foregår i Bruxelles. Og der er det bare, jeg i al beskedenhed siger: Vi kan sagtens tage en diskussion om, hvad vi godt kunne tænke os i EU's tusindårsrige, men for mig, for Socialdemokraterne og for danske lønmodtagere tror jeg, at det sådan set er vigtigere at få skaffet nogle resultater på relativt kort sigt. For vi har jo et meget akut problem, det er jeg jo enig med spørgeren i.

Hr. Nikolaj Villumsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Som jeg hører den socialdemokratiske ordfører, er hovedargumentet for ikke at arbejde for en traktatfæstet social protokol, at det vil være svært at få en traktatændring. I 2008, da der var en traktatændring, altså, da vi lavede Lissabontraktaten, stillede Enhedslisten et ændringsforslag til den danske ratificering. Dengang sagde Socialdemokraterne, og det var nu afdøde Svend Auken, der sagde det, at det ikke var det rigtige tidspunkt at stille forslaget på, fordi det kunne forsinke ratificeringsprocessen af Lissabontraktaten.

Altså: Dengang, da der var en traktatændring, måtte man ikke stille et ændringsforslag, Socialdemokraterne var imod det, fordi det kunne forsinke processen, men nu her, hvor der kommer et forslag om det, er det bare urealistisk at lave en traktatændring.

Det kunne minde om, at Socialdemokraterne leder efter dårlige undskyldninger, men man kunne også spørge på en anden måde: Hvornår vil det være et godt tidspunkt, eller kommer det tidspunkt ganske enkelt aldrig for de danske Socialdemokrater?

Ordføreren.

Man har jo lov at håbe på, at der på et tidspunkt kommer langt bedre muligheder for at skabe socialdemokratiske flertal i Europa. Jeg kan ikke huske den diskussion, og man kan sige meget om Svend Auken, men han var jo både meget ideologisk båret og pragmatisk, i forhold til at nogle af de gevinster, man kunne høste på kort sigt, ville man også skulle høste. Og hvis det har været vurderingen, at den sociale protokol ville betyde, at man ikke kunne få de traktatændringer, som var nødvendige på en række andre områder, har det været det, der har været baggrunden.

Jeg vil så sige, at Enhedslistens ordfører ikke rigtig har hørt efter, hvis han mener, at jeg har afvist forslaget, udelukkende fordi det kræver en traktatændring. Jeg har bl.a. sagt, at der ikke er nogen som helst tegn i sol, måne og stjerner på, at der et flertal for at indføre det her i EU, hvorimod der faktisk er en mulighed og et konkret forslag på bordet om håndhævelse, og det kan vi tage en ideologisk kamp om, så vi kan få det indre marked til at få en mere social dimension, og så vi kan få styrket arbejdstagerrettighederne, som vi så gerne vil have styrket i fællesskabet.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Altså, det er klart, at der ikke lige nu er et socialdemokratisk flertal i EU-landene, men man kan så vende det om og sige: Hvis den danske socialdemokratiske beskæftigelsesminister ikke møder op, når hendes socialdemokratiske kollegaer mødes og giver håndslag på at kæmpe for en social protokol, så bliver det jo også svært at få fælles fodslag og udkæmpe en højre-venstre kamp for bedre lønmodtagerrettigheder i Europa.

Hvorfor er det, at det ene udelukker det andet? Altså, hvorfor kan vi ikke lave flere og forhåbentlige mange flere af de gode initiativer, som regeringen og Enhedslisten har gjort, og så arbejde for, at der kommer en traktatfæstet sikkerhed for europæiske lønmodtagere, som sikrer, at vi stopper det ræs mod bunden, der finder sted lige nu. Hvorfor er det, det ene udelukker det andet for Socialdemokraternes vedkommende?

Ordføreren.

Det, jeg i al beskedenhed vil sige, er, at vi skal starte med det, vi har en realistisk mulighed for at få resultater med, nogle resultater, som er helt nødvendige for danske lønmodtagere. Og ja, vi ser nok nogle gange anderledes på tingene fra socialdemokratisk side, end Enhedslisten gør: Vi går på banen og spiller på den bane, der er lige nu, for at skabe nogle konkrete resultater, også selv om det ikke bliver sådan, som man kunne ønske sig det i den ideelle verden. Der er sikkert også forskel på, hvad vi opfatter som den ideelle verden, men lad det ligge til en anden dag.

For os er det i hvert fald vigtigt at sige, at vi kan komme rigtig langt ad den vej, som vi går ad lige nu, ved at bekæmpe den sociale dumping i Danmark, ved at sætte ind målrettet i de diskussioner, vi har i EU, og jeg noterer mig bare, at når man så prøver at tage de her helt overordnede diskussioner om, hvordan EU f.eks. skal håndtere et spørgsmål som konfliktret, er det ikke vores løsning, der bliver præsenteret fra Bruxelles. Derfor advarer jeg bare imod, at man gør den kamp til den vigtige, når man faktisk har mulighed for at høste nogle resultater, som kan være med til at stoppe den negative lønkonkurrence og den udbytning af de mange udenlandske arbejdere, som finder sted på danske arbejdspladser nu.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Pia Adelsteen som ordfører og ikke den ordfører, som står her på min liste.

Jamen tak. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget.

Jeg synes et eller andet sted, at man skal have en positiv vinkel på det her. Jeg kan nemt stille mig op og sige, at det her er urealistisk, altså at få ændret EU's traktater og sådan noget, men vi ved alle sammen, at der er pres på lønmodtagere i Danmark. Vi ved, at der er folk, der kommer til Danmark og arbejder for en – hvis jeg må sige det – latterlig løn set med danske øjne. Og selvfølgelig skal man gøre noget ved det.

Jeg synes, det er helt fint, at vores beskæftigelsesminister forsøger at følge et spor, kigge på de direktiver, der giver problemerne, se på, hvad vi kan gøre for, at tingene selvfølgelig bliver håndhævet på en ordentlig måde i samtlige EU-lande. Men samtidig synes jeg ikke, at det nødvendigvis forhindrer, at man indfører en social protokol. Jeg vil dog sige, at når man skriver fra Enhedslistens side, at faglige rettigheder skal have forrang for fri bevægelighed, så er jeg på en måde enig i, at man skal finde et balancepunkt. Og når jeg siger det, er det, fordi vi faktisk også har det balancepunkt i Danmark. Vi har jo en balance imellem, at arbejdsgivere og arbejdstagere hver især har nogle rettigheder, og der har vi forsøgt at lave en eller anden balance, sådan at det nogenlunde hænger sammen. Det synes jeg faktisk fungerer i Danmark, og jeg kunne godt tænke mig, at det fungerede sådan andre steder også.

Men når det så er sagt, synes jeg faktisk, det er helt fint at gøre noget ved det her. For der er et problem i Danmark, og hvis indførelsen af en social protokol kunne hjælpe, er det vel ikke anderledes, end når Dansk Folkeparti siger ja til en akutpakke, som måske kunne have hjulpet. Altså, værre er det vel ikke. Det værste, der kan ske, er, at det ikke hjælper. Men der er altså et problem, som der skal gøres noget ved. Så et eller andet sted kunne man sige: Jamen arbejd dog på det. Det er ikke sikkert, det bliver til noget. Der er mange ting, vi arbejder på herinde i Folketinget, som ikke nødvendigvis bliver til noget. Men om ikke andet får man rejst debatten, og nogle gange er det nok til, at man kan få vendt nogle ting, så man får løst nogle problemer. Og alt andet lige er problemet altså også, at vi har en EU-Domstol, som har afsagt nogle domme, der er fuldstændig horrible, også set med Dansk Folkepartis øjne, og det er altså et problem

Så jeg synes principielt, at det skal være sådan, at man arbejder for det her. Jeg tror ikke, det er specielt realistisk, men jeg synes ikke, det er et problem at arbejde for, at det sker.

Jeg ved godt, at man hver gang har forhandlinger, og nu står der i forslaget, at det skal ind i EU's traktater. Det er ikke noget af det nemmeste, det ved vi alle sammen. Men alt andet lige ved vi også udmærket godt, at hvis vi får sat tingene på dagsordenen, vil det være nogle punkter, som vi – hvis der kom en forhandling om en ny traktat – vil prioritere fra dansk side. Og så kan man jo – hvis man ligesom har fået dem ind på listen og sagt, at det her skal vi lige huske at have det med i den sociale protokol, for vi har altså et problem – finde ud af, hvor det her skal placeres på ranglisten, hvis der skal forhandles om en traktat. Sådan må det nødvendigvis være. Men jeg synes ikke, man bare på forhånd skal afvise at gøre noget ved det her problem, for det er et problem i Danmark og for danske lønmodtagere.

Må jeg så ikke også bare sige, at nogle gange generer det mig gevaldigt – og det er måske lidt en henvendelse til Venstres ordfører – at vi altid får at vide, at vi lever i en globaliseret verden, og fordi vi gør det, skal vi i store træk acceptere alt. Det synes jeg simpelt hen ikke er i orden. Ja, vi har vel altid levet i en globaliseret verden. Spørgsmålet er, hvor hurtigt vi kommer frem og tilbage, og hvordan vi kommunikerer. Det har så ændret sig lidt med udviklingen, men vi har vel i bund og grund altid levet i en globaliseret verden, en verden, hvor vi kunne komme rundt, når muligheden var der og man havde pengene til det. Men det betyder da ikke, at vi ikke skal kæmpe for de ting, vi synes er rigtige, uanset at vi lever i en globaliseret verden.

Så Dansk Folkeparti er positive over for, at man sætter det her på dagsordenen.

Der er et par korte bemærkninger, hr. Finn Sørensen først.

Jeg vil gerne takke for ordførerens indlæg og også for den positive holdning. Jeg kan også godt lide ordførerens tilgang til det. Enhedslisten foregøgler jo ikke, at det er nemt at komme igennem med det her, men den første betingelse for at ændre tingene er jo, at man selv beslutter sig for, at man gerne vil ændre dem, og at man rejser diskussionen over for de andre lande.

Det, jeg lige ville spørge ordføreren om – eller sige til ordføreren, kommentere, hvad skal jeg sige, bede ordføreren uddybe – er, at jeg synes ikke helt, man kan sammenligne den danske model med den afbalancering, som EU-Domstolen taler om. For her i Danmark har vi det i hvert fald som grundlæggende holdning – der sker nogle afvigelser, men som grundlæggende holdning – at det er arbejdsmarkedets parter selv, der finder ud af at regulere tingene. Det er også dem, der selv aftaler, hvordan de skal afklare deres indbyrdes uenigheder, hvad enten det er i forhold til fortolkning eller en interessekonflikt. Så det kan man ikke sammenligne, tværtimod må man sige, at det er lige nøjagtig den model, som Domstolen har grebet ind i. Så det var bare lige for at få ordførerens kommentar til, om det nu også var en helt heldig sammenligning.

Ordføreren.

Altså, jeg forstår udmærket godt, hvad ordføreren mener, men jeg synes stadig væk, jeg har en smule ret. For der er også tidspunkter, hvor arbejdsmarkedets parter i Danmark ikke nødvendigvis kan finde ud af det, og der kan være ting, hvor man så går i Arbejdsretten, og hvor Arbejdsretten kommer med en dom. Der kan være en strejke, der er ulovlig, eller en lockout, der er ulovlig, osv. Så vi har jo også en eller anden form for domstol i forhold til de her problematikker, der kan være på arbejdsmarkedet. Det, der set med Dansk Folkepartis øjne er problemet med EU-Domstolen, er jo, at den i bund og grund er hamrende politisk. Det er vel egentlig det, der er problemet.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg har bare lige den bemærkning, at vi har ikke ulovlige strejker her i landet, vi har overenskomststridige strejker, og den store forskel er jo, at Arbejdsretten er en partsdrevet institution, om man så må sige. Der er jo et minimum af lovgivning, virkelig et minimum af lovgivning, omkring konfliktret og arbejdsmarkedsregler herhjemme. Det er en styrke. Men så tror jeg, vi er enige om, at det skal Domstolen også afholde sig fra at blande sig i.

Ordføreren.

Jeg er ked af, når jeg bruger de forkerte ord, men jeg bliver altid glad, når folk forstår, hvad jeg mener alligevel. Det er lige det med de der termer, man har inden for bestemte områder, og når man ikke lige nødvendigvis altid er inden for det område, så glemmer man dem jo lidt. Men jeg tror egentlig ikke, vi er så uenige. Der er jo heller ikke nogen grund til at lave regler for reglernes skyld. Ligesom love i Danmark laver man vel regler med et formål – det er vel et formål enten at beskytte nogle, hjælpe nogle eller regulere noget. Sådan er det typisk. Og der er jo ingen grund til at lave regulering eller regler for noget, der ikke behøver reguleres yderligere.

Tak til ordføreren. Fru Lisbeth Bech Poulsen som SF's ordfører.

I dag behandler vi Enhedslistens beslutningsforslag om indførelse af en social protokol til EU's traktater.

Jeg vil starte med at takke Enhedslisten for at bringe et så vigtigt emne som social dumping på banen. Social dumping skal bekæmpes, ikke kun i Danmark, men i hele EU – det tror jeg vi alle sammen er enige om. Vi kan ikke tillade, at udenlandske lønmodtagere har nogle løn- og arbejdsvilkår, der ligger under de danske, når de tager arbejde i Danmark. Samtidig skaber social dumping unfair konkurrence for det danske erhvervsliv.

Som ministeren så rigtigt sagde i sin tale, har denne regering gjort mere for at forhindre social dumping end nogen anden tidligere regering. Og vi har gjort det i samarbejde med Enhedslisten. Som noget af det første efter valget i 2011 gik regeringen og Enhedslisten sammen om at bekæmpe social dumping med finansloven for 2012. Der blev afsat en ramme på i alt 55 mio. kr. fordelt mellem Arbejdstilsynet, SKAT og politiet.

Finanslovsaftalen for 2012 indebar endvidere, at der blev nedsat et udvalg, som skulle undersøge mulighederne for, om der inden for EU-rettens rammer kunne iværksættes yderligere tiltag til at modvirke og bekæmpe social dumping. Det blev fulgt op året efter med finansloven for 2013, hvor vi sammen blev enige om at bruge yderligere 122 mio. kr.

Hovedelementerne i den aftale var: En styrket anvendelse af RUT-registeret, en styrket håndhævelse af reglerne for udenlandske tjenesteydere, øget brug af arbejdsklausuler, bedre kontrolmulighed med ulovlig cabotagekørsel, styrket myndighedsindsats og styrkelse af Arbejdstilsynet. Et af de vigtigste tiltag er det samarbejde, der blev oprettet mellem Arbejdstilsynet, SKAT og politiet for et år siden. Der er blevet kontrolleret lige knap 1.500 virksomheder siden da, hvoraf cirka halvdelen af kontrollerne er gennemført i bygge- og anlægsbranchen.

Hvad angår den nuværende situation i EU’s medlemslande, er det korrekt, at vilkårene for arbejdstagere er anderledes. Det skyldes i høj grad, at vi i Danmark har en større tradition for medlemskab af fagforeninger end i mange andre lande. I Danmark indgår arbejdsmarkedets parter i mange af regeringens specialudvalg, hvor de kan påvirke det forberedende arbejde med EU's retsakter.

Som vi har talt om i dag, blussede diskussionen jo op efter Lavaldommen, og Kommissionen kom derefter med Monti II-forslaget. Det endte som bekendt med et gult kort til Kommissionen, også fra vores hjemlige Europaudvalg, efter en diskussion om retten til kollektive kampskridt.

Danske lønmodtagere har kollektivt arbejdet for at opnå nogle fair arbejdsvilkår, som passer til det danske arbejdsmarked. Danske lønmodtagere er også i titusindvis afhængige af det indre marked, og derfor er vi i SF tilhængere af det indre marked – det er et gode for danske arbejdspladser. Men det indre marked kan kun fungere, hvis der er en ordentlig håndhævelse af udstationeringsdirektivet. Det indre marked skal respektere de grundlæggende rettigheder, og derfor skal vi også fortsat arbejde for en bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet i EU-regi. Dette vil vi, som ministeren også var inde på, gøre i forhandlingerne om håndhævelsesdirektivet.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det grundlæggende problem lige nu jo er, at vi har nogle regler, som ikke bliver overholdt, eller som er rigtig svære at overholde, bl.a. fordi vi i Danmark har den specielle danske model, der gør det vanskeligt. Derfor mener vi fra SF's side også, at kampen skal ligge i at styrke håndhævelsesdirektivet.

Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, men vi er fuldstændig enige i målet.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tusind tak for især den sidste sætning. Hvis nu det viste sig, at der var fire rettigheder, som altid var vigtigere end de andre – altså, jeg tænker på markedsrettighederne – og man, hver gang man ville lave en forbedring, fik at vide, at man aldrig måtte antaste de fire rettigheder, forekommer det så ikke ordføreren lidt omvendt at sige, at det er helt o.k.? For det er jo ikke det, der er tale om.

Der findes fire rettigheder, som antaster arbejderrettighederne og rettighederne til at forsvare sig, som jo har fungeret, men nu er blevet forringet, i hvert fald i et eksempel i Sverige, i et eksempel i Tyskland og i et eksempel i Luxembourg. Og vi kan såmænd også nok finde nogle eksempler i Danmark, hvor vi er i konflikt med markedsrettighederne.

Ordføreren.

Efter Lavaldommen og nogle af de andre domme lavede vi jo i Danmark den her Lavallov, som den blev kaldt, for netop nationalt set at indhegne nogle af konsekvenserne af dommene, og det var vi jo bredt enige om at vi skulle gøre. Derfor mener jeg også, at et grundlæggende problem er, at de regler, vi har, ikke bliver overholdt godt nok. Vi har modtagerlandsprincippet, og det handler jo om, at man skal respektere de forhold, der er i det modtagerland, som arbejderne kommer til, og hvor udenlandske arbejdstagere opererer. Og der har vi, det er jeg fuldstændig enig i, et meget, meget grundlæggende problem med lige nu at overholde det princip.

For princippet i Danmark er jo meget baseret på, at vi har en lidt anden type arbejdsmarkedsmodel end i mange andre lande, og at vi ikke har en lovfastsat minimumsløn. Så jeg mener, at det grundlæggende er, at vi skal se på, hvordan vi i langt højere grad kan håndhæve de regler, der allerede er.

Hr. Christian Juhl.

Så er jeg nødt til at spørge, om det ikke gør indtryk, at også andre landes fagbevægelse synes, det er en god idé at få en traktatfæstet social protokol. Og hvis vi snakker om den indhegning, vi har i Danmark, er fru Lisbeth Bech Poulsen så fortrøstningsfuld, med hensyn til at der alligevel ikke kan køres hen over den som en damptromle over en flok legende børn af EU-Domstolen? Har vi lavet den indhegning så effektiv, at der ikke sker noget ved det, og kan alle lande lave sådan en indhegning, eller skal vi via en social protokol for at sikre det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg kan stå her på talerstolen og love, at der ikke kommer en eller anden rigtig, rigtig dum sag. Og hvis jeg egenhændigt skulle tegne konturerne af den europæiske union og havde fuldstændig frie hænder, så den ikke helt ud, som den gør i dag. Men som den socialdemokratiske ordfører også var inde på, bliver vi nødt til at spille på den bane, hvor det er muligt, og den sociale protokol er ikke mulig i den nære fremtid. Men der, hvor der er rigtig gode muligheder, er, når det gælder om at få nogle bedre håndhævelsesregler i forhold til de regler, der allerede ligger, og det arbejder vores beskæftigelsesminister benhårdt på.

I forhold til Lissabontraktaten vil jeg sige, at man kan diskutere, hvad der var godt, og hvad der var skidt, og det ser de forskellige partier herinde også forskelligt på, men der blev da i hvert fald nogle muligheder ikke bare i de nationale parlamenter, men også i Europa-Parlamentet for at reagere på forskellige måder. Og jeg synes, det var rigtig positivt, at vi var så enige i Europaudvalget for ikke så længe siden, da vi gav et gult kort i forbindelse med Monti II.

Hr. Nikolaj Villumsen, en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til SF's ordfører. Det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre, er, om SF helt principielt går ind for en social protokol. Og når jeg spørger, er det, fordi SF stemte nej til Enhedslistens ændringsforslag i 2008 i forbindelse med Lissabontraktaten. Men da man havde gjort det, udsendte man en pressemeddelelse om, at SF ville kæmpe for en social protokol. Den 1. maj 2008 stod jeg i Fælledparken, hvor hr. Villy Søvndal proklamerede, at nu ville man samle 1 million underskrifter ind i Europa for at få en social protokol.

Så er det noget, som SF principielt mener, eller har man ganske enkelt skrinlagt den holdning?

Ordføreren.

For måske lige at opklare for dem, der følger med, eller de øvrige herinde i salen vil jeg sige, at den daværende ordfører på det tidspunkt, hr. Karsten Hønge, sagde i sin tale om Lavalforslaget, at selv om der ikke er udsigt til hverken en ny social protokol eller et forbedret udstationeringsdirektiv i morgen, kan Folketinget sagtens gøre ganske meget for at sikre konfliktretten og dermed sikre udenlandske arbejdere på danske arbejdspladser bedre løn- og ansættelsesforhold. Han sagde altså grundlæggende, at det, at det har så lange udsigter, ikke skal betyde, at det her Folketing ikke laver nogle indhegninger, hvilket der jo også var plads til, fordi loven gik igennem.

Men til det mere principielle spørgsmål, vil jeg sådan overordnet set sige, at hvis jeg kunne tegne Den Europæiske Union, så ville den se anderledes ud i dag. Men der er også mange fordele ved EU, og vi har titusindvis af danske arbejdspladser, som også er afhængige af det indre marked. Så SF er ikke imod det indre marked, men vi er meget for, at vi gør meget mere ved de muligheder, der er for at forbedre udstationeringsdirektivet, for at håndhæve reglerne meget bedre og for at leve op til modtagerlandsprincippet.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen egentlig gik mit spørgsmål ikke på Lavalloven, men på Lissabontraktaten, og i den sammenhæng var det hr. Ole Sohn, der udsendte en pressemeddelelse om, at SF nu ville kaste alle kræfter ind i det, efter at Danmark havde tilsluttet sig Lissabontraktaten. Og når jeg spørger, hvad SF's holdning egentlig er på området, er det, fordi jeg synes, det er vanvittig interessant. Altså, vi ved alle sammen, at der er en problemstilling i forbindelse med en finansskat, hvor De Radikale er imod og SF og Socialdemokraterne er for. I dag har vi fået en tilkendegivelse fra Dansk Folkeparti om, at de er for.

Det vil sige, at hvis SF og Socialdemokraterne kunne overtales til at være med – der har været ytringer fra dem en gang imellem om, at det var en god idé, og tidligere var det en mærkesag for SF – jamen så kunne vi jo faktisk have et flertal i Folketinget i dag uden om De Radikale. Så er det en holdning, som SF stadig har, eller har man forladt ønsket om en social protokol?

Ordføreren.

Jamen grundlæggende kan jeg sige, at fra SF's side synes vi ikke, at EU, som det er i dag, er socialt nok anlagt. Vi synes, at der er en ubalance. En af grundene til, at vi har en modstand mod euroen, er ikke, hvad der står på vores pengesedler; det er, at vi synes, at den ikke tager nok hensyn til en række forhold, som vi har diskuteret tusind gange herinde. Så vi har ikke ændret holdning, i forhold til at vi ønsker en anden balance i EU. Jeg synes også, det lysner i øst i forhold til en masse ting omkring finansiel regulering osv.

Det er rigtigt, at på arbejdstagerområdet har vi nogle store problemer, men jeg mener, at der er et uopdyrket land lige nu, i forhold til hvor vi står nu, og i forhold til hvor vi kan komme hen, hvis vi kan få forbedret håndhævelsesdirektivet. For der er mange ting, vi kan gøre, og der er et princip om, at man skal respektere det land og de arbejdsvilkår, der er i det land, når man kommer dertil. Og der må vi jo sige, at sådan er det ikke i dag.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er nok nødt til lige at gentage hr. Nikolaj Villumsens spørgsmål, om SF har ændret politik. For det har siden 2008 været en meget klar politik fra SF's side, at man støttede den europæiske fagbevægelses forslag om en social protokol; det er nøjagtig det papir, vi behandler i dag. Så jeg vil gerne høre, om det stadig væk er SF's politik eller det ikke er.

Så skal jeg lige høre ordføreren, om vi egentlig er enige om, hvad den der håndhævelsesdirektivsøvelse går ud på. Altså, som jeg opfatter det, har Domstolen sagt, at der ikke findes noget princip om, at man skal respektere værtslandet, når man kommer som udstationeret virksomhed, bortset fra det absolut skrabede minimum, der er i udstationeringsdirektivet. Så det forslag, der ligger til et håndhævelsesdirektiv, handler ikke om at ændre udstationeringsdirektivet, sådan som jeg ser det – tværtimod slås det fast, at Domstolens afgørelser er gældende – men det handler om at forbedre håndhævelsen af udstationeringsdirektivet. Jeg skal bare høre, om vi er enige om det.

Det er rigtigt, at der er nogle helt konkrete objektive kriterier i udstationeringsdirektivet – altså minimumsløn, alder, anciennitet og sådan nogle ting – og det gør jo det lidt mere enkelt at efterleve national lovgivning. For 12 år siden arbejdede jeg f.eks. efter gymnasiet i England til 47 kr. i timen, fordi det var den lovfæstede minimumsløn.

Men nej, vi har ikke skiftet politik i forhold til målsætningen om, at Europa skal blive en mere balanceret union i forhold til sociale rettigheder. Det her handler om: Hvor kan vi opnå mest muligt lige nu? Og der støtter vi beskæftigelsesministeren i hendes arbejde med at få en meget bedre håndhævelse af det regelsæt, der er til rådighed, men som ikke bliver brugt godt nok i dag.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen det støtter Enhedslisten bestemt også beskæftigelsesministeren i, for det kunne måske give nogle mindre forbedringer. Men jeg konstaterer bare, at ordføreren ikke vil bekræfte, at det stadig væk er SF's politik at kæmpe for en social protokol som foreslået af den europæiske fagbevægelse.

Det, jeg siger, er, at vi er fuldstændig enige i målet. Det, vi siger i dag, også fra Socialdemokraternes side – sådan hørte jeg ordføreren; ellers må han undskylde, hvis jeg har misfortolket ham – er jo, at målet er det samme. Vi ønsker det samme. Men hvor er det realistisk at få nogle forbedringer ind henne? Hvis man skal se helt konkret på, hvad vi og fagbevægelsen og mange andre gerne vil have bedre styr på, så vil man se, at det er arbejdsmiljøreglerne, at det er lønningsniveauet, altså alle de her ting, som vi fra SF's side mener vi kan få forbedret i forhold til håndhævelsen. Altså, der står ikke noget sted, i nogen som helst traktat eller i noget som helst direktiv – ellers har jeg i hvert fald overset set – at du som polak, hvis du kommer til Danmark, så skal være forhindret i at arbejde på danske vilkår. Tværtimod skal man leve op til modtagerlandets principper – og der har vi nogle overenskomster osv. – men vi har et system, som er lidt svært at håndtere med de regler, der er, fordi det bygger på overenskomster og det bygger på arbejdsmarkedets parter.

Tak til SF's ordfører. Fru Merete Riisager som Liberal Alliances ordfører.

Tak. Beslutningsforslag nr. B 98 kan man betragte som et af den yderste venstrefløjs svar på globaliseringen. Det er et håbløst naivt forslag om at fastfryse velstanden og gode vilkår ved at vedtage, at sådan vil vi have det, fordi vi siger det; vi vedtager en lov, og så bliver det sådan. Kære venner, hold nu op! Kig op og se, at der er en verden derude. Man beder om stilstand, men det kan man ikke få. Danmark udfordres, Europa udfordres. Gode vilkår opnår man gennem hårdt arbejde, ved at skabe værdi, og så bliver der råd til at have det godt, indrette sig komfortabelt. Det fungerer ikke den anden vej rundt. Hvis man blot fokuserer på at indrette sig komfortabelt, taber man sin velstand på gulvet, og det er ikke særlig komfortabelt. Spørg de gamle, som man kender, dem, som har kendt fattigdom, de ved, hvad de taler om, og de ved også, at gode vilkår kommer gennem arbejde.

Den debat, Enhedslisten rejser i dag, er dog interessant, den vil vi komme til at tage mange gange i løbet af de kommende år, og det vil være interessant at høre partiernes bud på den. I Liberal Alliance mener vi, at dygtighed, lav skat og tårnhøj konkurrenceevne er den bedste måde at imødegå et globalt samfund på. Globaliseringen består af muligheder, hvis vi forstår at gribe dem. Vi kan godt mure os inde, vi kan også godt lovgive om, at vi helst vil have det rart. Det vil ikke virke. I stedet må vi både som individer og som nation tage vores skæbne i egne hænder. EU kan vi bruge som en infrastruktur for det, vi vil, en form for vejnet, en hurtigrute på en god dag. Men vend jer ikke til EU for løsninger på, hvordan Europa fortsat kan forblive rigt, den del er primært op til individer og virksomheder.

Al for megen lovgivning i EU går lige nu i den forkerte retning: mere bureaukrati, flere omkostninger, mere regulering, mere støj på linjen. Dette forslag er en del af det. EU har historisk haft succes med at skabe en infrastruktur for markedet, det indre marked, lad os holde fast i det, for så er der en god mulighed for, at vi og generationer efter os også kan få et godt liv, og at der vil være velstand nok til at indrette sig komfortabelt.

Men først kommer arbejdet, så kommer velstanden – i den rækkefølge. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Min bedstefar fortalte, at engang for mange år siden var der sådan et slogan, som almindelige arbejdere fik at vide – det var før, det hed fagforeninger. Det hed bed og arbejd, altså tro på din gud og arbejd og ellers hold din kæft, så skal du nok blive til noget. Men der skete ingenting. Der skete kun det, at de fattigste forblev i armod. Først da de udskiftede det begreb med det, der hed gør din pligt, kræv din ret, da de begyndte at organisere sig, kræve overenskomster, kræve nogle ordentlige vilkår og gøre op med markedets vilde ridt, begyndte der at komme velstand også til den del af samfundet. Er der ikke til stadighed en kamp mellem dem, der skal yde arbejdet og ofte er i armod, og dem, der ellers tumler af sted med væksten og den økonomiske udvikling, og er det ikke sundt, at der er en kamp mellem de to yderpunkter, eller skal det være sådan, at væksten bare skal have frie muligheder og alle skal bede og arbejde?

Ordføreren.

Nu er jeg jo liberal, så hvorvidt folk vil bede, må de selv om. Jeg tror, at vi ser forskelligt på historien. Det er jo sådan, at stræbsomhed og kapitalisme fører til velstand, og det fører til mere velstand for alle dem, der er i et samfund. Min bedstefar startede som en fattig bondesøn, så blev han smed, og så arbejdede han sig op til at få sin egen virksomhed med flere hundrede ansatte. Det betød, at han kunne få brød på bordet, og det betød, at hans mange ansatte kunne få brød på bordet. Sådan er der rigtig mange mennesker, der har knoklet og har arbejdet sig til velstand, og det er også det, vi fortsat må gøre for at give noget videre til de kommende generationer.

Hr. Christian Juhl.

Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne stille mig tilfreds med, at markedet kan give velstand i hvert fald på et eller andet niveau, men jeg tror også, at det er sådan, at hvis markedet bare får lov til at tumle uhindret, vil der ske en øget ulighed i ethvert samfund, hvor man ikke prøver at regulere markedet, kapitalismen, som ordføreren kalder det. Er der virkelig en indbygget tendens til større lighed, til større social retfærdighed bare ved at lade markedet vokse? Eller er vi nødt til at sige, at der må vi gribe ind i markedets uhæmmede lyst til bare at rage til sig til små grupper? Jeg mener, at der er en verden til forskel på velstand og velfærd, og derfor er vi nødt til at gå ind og forsvare arbejderne, altså de besiddelsesløses – i gåseøjne – ret til at forsvare sig, ret til at organisere sig, ret til at kræve deres del af væksten.

Ordføreren.

Jeg mener, at det, som Enhedslisten repræsenterer i dag, faktisk er en ret historieløs tilgang. Det er på mange måder også en meget forkælet tilgang, hvor man ligesom har glemt, hvad det er, der har skabt den velstand, som vi lever af i dag. Vi lever i et af de allermest lige samfund i hele verden. Vi lever i et Europa, som er gennemreguleret, og som er ved at gå i stå. Vi regulerer, vi regulerer, og vi regulerer, og der er meget lidt plads til at tage teten, tage initiativ, skabe værdi, og det er det, der er problemet både for os og for de generationer, der kommer efter.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kan godt mærke, at der er noget fundamentalt forskelligt, i hvert fald mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Alt andet lige startede fru Merete Riisager med at tale om, at vi nu skulle komme ind i kampen, at vi lever i en globaliseret verden, hvor der er konkurrence osv. osv. Jeg har intet imod konkurrence, det har vi altså ikke i Dansk Folkeparti, men alt andet lige kunne jeg godt finde på at spørge: Hvornår startede globaliseringen?

Mine bedsteforældre var arbejdere, jord- og betonarbejdere, som det hed dengang, det hedder vist noget andet i dag, så vi ikke ved, hvad folk laver. Men de var jord- og betonarbejdere, ud at lave noget, og man knoklede, og man sørgede for, at børnene havde tøj på kroppen og kom i skole og helst skulle have et bedre liv, end man selv havde osv. osv. Men man kæmpede også samtidig for at få nogle sociale rettigheder eller nogle arbejdstagerrettigheder, nemlig at man kunne få ret til ferie osv. Og alt andet lige kan man jo godt påstå, at vi andre synes, vi har nogle forkælede tilgange til det her, men er det ikke en lidt forkælet tilgang at sige, at nu har vi det hele, så nu skal der bare være fri konkurrence? De her rettigheder er jo kommet igennem en lang periode, og det er jo nogle rettigheder, som man et eller andet sted som arbejder i hvert fald meget gerne vil beholde. Synes fru Merete Riisager ikke, at man skal det?

Ordføreren.

Vi har det, vi har, fordi der har været konkurrence, og fordi der har været hårdt arbejde. Det har vi glemt. Vi overregulerer, og vi regulerer, og vi regulerer, og vi går mere og mere i stå. Det gælder både på dansk og europæisk niveau. Hvor længe har der været globalisering? Det er dejligt, synes jeg, med sådan nogle åbne vidder i diskussionerne hernede i Folketingssalen. Jamen det har der jo været siden middelalderen, måske længere tilbage endnu. Industrialiseringen førte nogle nye muligheder med sig, og det er det, der er interessant, fordi velstand giver også mulighed for rettigheder. Man kan ikke få rettigheder til en hel masse goder, hvis man ingenting har at fordele.

Fru Pia Adelsteen.

Nej, det er jo rigtigt. Det er svært at få noget, hvis der ikke er noget. Det er ligesom at bede om et stykke lagkage, når der ikke er fødselsdag. Sådan er det.

Alt andet lige er det jo rigtigt, at vi da fik industrialiseringen, var der jo nogen, der – set med mine øjne – udnyttede nogle arbejdere. Det er selvfølgelig et følelsesladet udtryk, det var ikke meningen med det, men der var i hvert fald nogle arbejdere, der blev sat til at lave nogle ting på nogle vilkår, som jeg finder var urimelige, og hvor der så var nogle, der tjente mange penge på det. Arbejderne kæmpede på et eller andet tidspunkt for nogle rettigheder, og det er jo den udvikling, der er sket, og det er der vel ikke nogen i dag, som synes er urimeligt. Jeg tvivler på, at fru Merete Riisager ville arbejde på industrifabrik under de vilkår, der fandtes i 1920'erne. Det tvivler jeg bare på. Det er der i hvert fald ikke nogen fra Dansk Folkeparti der ville, og det tror jeg ikke der er nogen i Danmark der ville. Et eller andet sted må man jo sige, at forslaget jo går ud på at bevare de rettigheder, vi har kæmpet for i 100 år i Danmark. Det er jo egentlig det, det drejer sig om, altså at de ikke bliver forringet.

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at man i den politiske sjæl i Dansk Folkeparti har arbejdsmoralen, har den historie med sig. Det mener jeg ikke at man har i Enhedslisten. Men det er også vigtigt, at man også i Dansk Folkeparti husker sig selv på den balance, der skal være i tingene, for når man f.eks. glæder sig over en arbejdsmarkedsydelse, som betyder, at alle dem, der arbejder, over skatten skal betale mennesker for ikke at arbejde, samtidig med at der kommer mange udlændinge til Danmark og tager de job, som disse danskere så ikke vil tage, f.eks. i landbruget eller i gartneribranchen eller i hotelbranchen, så er det lige præcis, man glemmer, hvad det er for en balance, og at det er arbejdet, der skaber værdien. Når man har værdien og velstanden, så får man goderne, det er den vej rundt.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne. (Kommentar fra salen) . Vil hr. Finn Sørensen gerne have ordet før sin egen ordfører? Det vil jeg sådan set lade de herrer afgøre indbyrdes. Ja, o.k.

Tak. Med formandens og min egen ordførers tilladelse vil jeg gerne lige give et par bemærkninger som det, der hedder privatist, har jeg lært. Og det handler udelukkende om at prøve, om vi kan få slået nogle faktuelle forhold fast omkring den ting, vi har diskuteret her i dag. Men også som en udfordring af både beskæftigelsesministeren og de andre ordførere. Er vi enige om, hvad regelgrundlaget egentlig er, og hvad de her EU-domme har sagt? Det er vi jo nødt til at være enige om, hvis vi skal arbejde videre på at forbedre vilkårene.

Om Viking Line-dommen blev der sagt af en ordfører, at den afbalancerede tingene. Det gjorde den aldeles ikke. Viking Line-dommen handlede om én ting, og det var at slå fast, om Domstolen havde ret til at blande sig i konfliktretten. Og det mente Domstolen den havde ret til.

Nu skal jeg nok lade være med at trætte forsamlingen med alle de tekniske forklaringer, som Domstolen kom med, men det var hovedpointen i det, og det var vel ikke en afbalancering. Sådan opfattede den danske regering det i hvert fald ikke. Det var stik imod den danske regerings opfattelse af regelgrundlaget i EU. Danmark havde et klart skarpt indlæg imod Domstolens opfattelse under behandlingen af den her sag til støtte for de finske søfolk.

Det ville i sig selv have været en god grund til at lade være med at skrive under på Lissabontraktaten. Det gjorde man ikke. Kort tid efter at Lissabontraktaten var underskrevet, kom Lavaldommen. Der var heller ikke tale om nogen afbalancering af faglige rettigheder og bevægelsesfrihed på det indre marked. Den dom slog meget klart fast, at de svenske bygningsarbejdere ikke havde ret til at konflikte for at få en normal svensk overenskomst med det lettiske firma Laval. Det blev altså udtrykkeligt slået fast, at de svenske bygningsarbejdere ikke måtte stille krav om lige løn for lige arbejde. Der er ikke rigtig nogen balance i det.

Den dom fik også konsekvenser for den danske konfliktret. Det kan jo ikke bestrides – og det gjorde regeringen sådan set heller ikke, dengang man behandlede loven – at der var tale om en begrænsning af den danske konfliktret. Så var der forskellige vurderinger af, om det var forsvarligt at gøre det, men en begrænsning var det, fordi Lavaldommen slår fast, at når det drejer sig udstationerede virksomheder, kan de danske fagforeninger ikke stille krav om en ganske sædvanlig overenskomst, så der bliver lige løn for lige arbejde. Så skal det være en særlig overenskomst, der opfylder Domstolens fortolkninger, det, man bedst kunne betegne som en mindstelønsoverenskomst. Der var altså heller ikke nogen balance i det.

Så var der Rüffertdommen. Den afbalancerede heller ikke noget. Den slog fast, at den tyske delstat Niedersachsen ikke havde lov til at stille krav om, at en offentlig kontrakt med et privat polsk byggefirma skulle udføre arbejdet på de overenskomstmæssige vilkår, der var gældende i Niedersachsen. Den sidste var Luxembourgdommen, som heller ikke afbalancerede noget – tværtimod. Den slog fast, at staten Luxembourg ikke havde ret til at kræve, at udenlandske virksomheder skulle følge de overenskomster, der blev brugt og var aftalt i Luxembourg. Så der er ikke nogen som helst afbalancering imellem faglige rettigheder og det indre markeds regler. Det er en klar majorisering af de faglige rettigheder til fordel for det indre markeds regler om fri bevægelighed.

Så er der Kommissionens forslag til et håndhævelsesdirektiv, som regeringspartierne nu siger vi skal arbejde med for at løse problemet. Det løser ikke det problem, for det direktivforslag handler ikke om ændre det eksisterende udstationeringsdirektiv. Det handler om, hvordan det håndhæves. Vi har til gode at se, om der kan komme et tilfredsstillende direktiv ud af det. Det skal vi selvfølgelig arbejde på, men det løser ikke det problem, vi taler om.

Domstolen har fortolket udstationeringsdirektivet som et maksimumsdirektiv, og der må ikke stilles større krav end det skrabede minimum, som er beskrevet i udstationeringsdirektivet. Så der er jo heller ikke nogen afbalancering i det, og det fremgår klart og tydeligt af Kommissionens forslag til et håndhævelsesdirektiv, at man stadfæster Domstolens afgørelser i de fire domme. Hvor er balancen henne i det?

Min pointe med det her er ikke, at det så kan være lige meget at lave småforbedringer, og at det skulle være lige meget at lave et håndhævelsesdirektiv. Det arbejde går Enhedslisten helhjertet ind i. Man skal bare lade være med at fremstille det, som om det er nogen som helst løsning på det problem, vi taler om.

Så tilbage bliver der vel kun – med mindre man vil bestride de her redegørelser for, hvad dommene rent faktisk indeholder, og hvad regelgrundlaget er – spørgsmålet om den politiske tilgang. Vil man gøre noget ved det problem, Domstolen har skabt, eller vil man ikke?

Tak, også for formandens tålmodighed. Vi skal lige høre, om der er nogen, der vil slås.

Nej, der er ikke nogen, der vil slås.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen som ordfører for forslagsstillerne.

Tusind tak. Man må sige, at vi fra Enhedslistens side er blevet inspireret af den imponerende arbejdsdeling, de har i Venstre, men det er så også sådan, at vi sender chefen på talerstolen til sidst. Nu er han ankommet, og det, som jeg selvfølgelig vil redegøre for, er, hvorfor Enhedslisten har fremsat det her forslag.

Enhedslisten fremsætter dette forslag, fordi vi gerne vil ændre på de skadelige domme, som hr. Finn Sørensen så fint redegjorde for før, altså EU-Domstolens angreb på fagbevægelsen både i Danmark og i Europa.

Det blev påstået i dag i debatten, at det kun er EU-modstandere, som kan finde på at støtte Enhedslistens forslag. Men ærlig talt, vi ved alle, der er til stede, at LO, FTF og den europæiske fagbevægelse ikke er EU-modstandere. De støtter tværtimod den samme intention, som Enhedslisten har, nemlig kravet om en social protokol, fordi de deler vores ønske om ordentlige løn- og arbejdsvilkår. De støtter det her krav, fordi vi ikke kan leve med det nuværende pres, der er mod bunden. Vi kan ikke leve med den sociale dumping, vi ser i Danmark. Løn- og arbejdsvilkår er nemlig under pres rundtomkring på arbejdspladserne, og presset er blevet endnu større, som den økonomiske krise er vokset. Vi hører dagligt om lønninger ned til 40 eller 50 kr. i timen. Alt, alt for ofte hører vi om en stakkels østeuropæisk kollega, som er drættet ned fra stilladset. Baggrunden for denne triste situation er ikke tilfældig. Baggrunden er, at EU's indre markeds fundamentalisme sætter virksomhedernes interesser over lønmodtagernes. Gang på gang har EU-Domstolen angrebet løn- og arbejdsvilkår. Det er en skævhed til fordel for arbejdsgiverne, som er traktatfæstet i EU-traktaten. Derfor dømmer EU-Domstolen præcis også med lønmodtagerfjendtlige briller på. Det forhindrer fagbevægelsen i at stille krav om lige vilkår, og det skaber en situation, hvor der er en unfair – en unfair – konkurrence og et ræs mod bunden.

Derfor foreslår Enhedslisten en traktatfæstet social protokol. Og som sagt er Enhedslisten heldigvis ikke alene. Vi har opbakning og har taget udgangspunkt i forslaget fra den europæiske fagbevægelse. Vi har opbakning fra det danske LO og FTF, og jeg noterede mig, at de socialdemokratiske beskæftigelsesministre, da de mødtes, støttede op om kravet. Det er selvfølgelig klart, at vi ikke skal skose den danske beskæftigelsesminister for ikke at være til stede ved det møde, men jeg synes, det er trist, at den socialdemokratiske danske regering ikke støtter op om disse beskæftigelsesministres krav.

Tidligere var det et krav fra SF's side, at man kæmpede for en social protokol, ja, undskyldningen for ikke at stille kravet i forbindelse med Lissabontraktaten var, at man ville sætte alle sejl til for at få en social protokol. I dag har vi ikke kunnet få svar fra SF på, om man overhovedet stadig mener, hvad man så meget mente før. Det er trist.

Det er også trist, at vi ikke har en opbakning fra Socialdemokraterne, som i forbindelse med tiltrædelsen af Lissabontraktaten stillede sig positiv over for, at det var et krav, der kunne stilles i en anden sammenhæng. Det er særligt trist, fordi vi så har fået en positiv tilkendegivelse fra Dansk Folkeparti. Altså, hvis alle dem, som på et tidligere tidspunkt har udtrykt sig positivt eller ligefrem haft det som et hovedkrav, at der skulle føres en social protokol, ønskede det, havde vi faktisk flertal – selv uden om De Radikale, som ikke har været til stede i dag, men været repræsenteret ved Socialdemokraterne. Vi havde dermed haft en anderledes situation end den, vi har, når det drejer sig om finansskat, hvor der findes en intern uenighed i regeringen. Jeg synes, at det er ærgerligt, at det her flertal ikke har vist sig i dag, men er forsvundet som dug for solen.

Det er selvfølgelig klart, at Enhedslisten ikke stopper kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, selv om vi får vores beslutningsforslag afvist i dag. Det håber jeg virkelig heller ikke at fagbevægelsen gør, for jeg synes, det er helt afgørende, at vi står op og forsvarer de sejre, som arbejderbevægelsen i Danmark og i Europa har kæmpet for at få, de sejre, som vi har tilkæmpet os. Derfor skal kampen mod den sociale dumping også fortsætte i stort og småt efter i dag, selv om der ikke er opbakning til Enhedslistens forslag.

Tak til ordføreren. Har beskæftigelsesministeren bedt om ordet? Nej, det har hun ikke – det så bare sådan ud heroppe.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)