Tak for debatten af vores forslag.
Jeg er selvfølgelig ked af, at der ikke kan samles flertal for et forslag, som efter vores opfattelse har en beskeden omkostning sammenlignet med de skattelettelser, der i øvrigt deles ud, men det vender jeg lige tilbage til til sidst i mit indlæg.
Jeg vil gerne starte med at citere fra det fælles betænkningsbidrag, som de nuværende regeringspartier og Enhedslisten kom med den 9.
december 2010, dengang de nuværende regler var til behandling i Folketinget.
Jeg citerer:
»Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget finder, at lovforslaget udgør et nyt lavpunkt i regeringens fattigdomsskabende politik.
Forslaget er både usympatisk og uigennemtænkt.
Forslaget rammer en i forvejen udsat gruppe af ældre flygtninge.
Partierne er uforstående over for, at regeringen nu bryder med hensynet til, at flygtninge ikke har samme mulighed som danskere i udlandet eller indvandrere for at optjene pension.
Hidtil har bopælstiden i oprindelseslandet for flygtninge indgået i beregningen af folkepension.
Det er en udmærket ordning, som sikrer flygtninge ligestilling og social tryghed i alderdommen.
Resultatet af lovforslaget vil være, at mange flygtninge fremover må imødese en alderdom præget af dårlige levevilkår, idet lovforslaget indebærer en betragtelig indkomstnedgang for denne gruppe.
Det vil endog være således, at borgere med flygtningebaggrund, der kommer til Danmark efter det fyldte 62.
år, slet ikke vil kunne modtage pension i Danmark.
Dette er så meget desto mere kritisabelt, eftersom lovforslaget omhandler varige ydelser.
Set i lyset af risikoen for diskrimination kan det undre, at overvejelser om relationen til de internationale konventioner ikke har fundet vej til lovforslaget.
Dette gælder særlig, idet den korte høringsfrist langtfra sikrer kvalitet i Folketingets behandling af lovforslaget.«
Egentlig taler det jo for sig selv.
Enhedslisten er fuldstændig enig i det, vi var med til at skrive sammen med den daværende opposition.
Nu skal vi så høre de nuværende regeringspartier bruge den samme argumentation, som det borgerlige flertal brugte dengang, nemlig at det er for at skabe ligestilling.
Men dengang var de nuværende regeringspartier og Enhedslisten i hvert fald enige med hinanden om, at der faktisk var en saglig grund til en forskelsbehandling af den gruppe borgere, vi taler om her.
Eller måske skulle man sige mennesker.
Rigtige borgere er de jo ikke, de er flygtninge.
Det var en ironisk bemærkning, skal jeg sige af hensyn til den skrevne tekst, for der ville det ikke se kønt ud.
Man må jo anerkende, at der altså er en forskel på, om man er flygtning, eller om man helt frivilligt har sagt til sig selv:
Jeg flytter fra mit hjemland, jeg prøver lykken i Danmark og ser, hvordan jeg kan klare mig der; der må jeg så bare vide, at mine muligheder for at få folkepension i Danmark er bestemt af, hvor mange år jeg har boet i Danmark.
Det er fair nok.
Sådan er reglerne.
Men her har vi altså en gruppe mennesker, der er tvunget til at flygte fra deres hjemland, og det er vi enige om, for ellers ville vi jo ikke anerkende deres status som flygtninge.
Det er jo en væsentlig anden situation.
Så jeg savner stadig væk en begrundelse, selvfølgelig især fra de nuværende regeringspartier, for, at vi ikke skal behandle disse mennesker anstændigt.
Man mener så nu, at man behandler og har behandlet dem anstændigt ved at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser.
Det anerkender vi selvfølgelig at vi har gjort sammen med regeringen, og vi er glade for det, og det er da et af de punkter, hvor der er en tydelig forskel mellem det nuværende folketingsflertal med den nuværende regering og det tidligere flertal.
Men det ændrer jo altså ikke på, at disse mennesker stadig befinder sig i en meget svær økonomisk situation.
Der er ikke ændret på de regler, som gælder for disse mennesker, og som gør, at de har et ringere livsgrundlag, et lavere forsørgelsesgrundlag end de fleste andre pensionister.
Det har vi simpelt hen svært ved at forstå at man ikke vil rette op på.
Vi får jo så en videre behandling af det her beslutningsforslag, hvor vi må stille nogle spørgsmål.
Som jeg opfatter det, har vi fået bekræftet vores opfattelse af, at den gruppe flygtninge, der kommer til Danmark, mindre end 3 år før de når folkepensionsalderen, er ramt særlig hårdt.
De kan ikke få folkepension og bliver henvist til en kontanthjælp på niveau med pensionen til en gift folkepensionist, og hvis vi ellers har fundet det rigtige tal, drejer det sig brutto om lidt over 8.000 kr.
Samtidig er de afskåret fra at få boligydelse, varmehjælp, helbredstillæg og de øvrige ydelser, som en folkepensionist har ret til, som ministeren oplyste.
Vi vil så stille spørgsmål til, så vi kan se det helt konkret, at denne gruppe flygtninge uden problemer vil få betalt selve boligudgiften.
Det er jo ganske udmærket, men det retter ikke op på de øvrige forhold.
Så er der en diskussion om prioritering, og der må jeg sige, at det er svært at tage alvorligt for Enhedslisten, at man afviser et sådant forslag med henvisning til, at vi skal prioritere, og at det er svære tider.
Jeg har flere gange under debatten lige mindet både regeringspartierne og oppositionen om, at man i fællesskab sidste år var enige om at lette indkomstskatten for ca.
14 mia.
kr., når det er fuldt indfaset.
Det er i øvrigt en lettelse, der i høj grad blev betalt af mennesker på overførselsindkomster, og det vil bl.a.
sige den gruppe flygtninge, som vi taler om her.
Jeg har også mindet regeringspartierne og oppositionen om, at man i fællesskab har gennemført en såkaldt vækstplan, hvor et meget stort og vigtigt element er lettelser af selskabsskatten for over 4 mia.
kr.
Det er jo en besynderlig form for prioritering, at der er råd til i den grad at kaste skattelettelser i grams til de bedst stillede dele af befolkningen, mens man ikke har råd til at hjælpe en lillebitte gruppe pensionister, som vi taler om her.
Så jeg synes, at det kunne være rigtig godt, hvis regeringspartierne brugte nogle bedre proportioner og principper, når de skulle prioritere landets udgifter.