Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 9:

Forslag til folketingsbeslutning om indgåelse af aftaler om foranstaltninger til sikring af effektiv udmøntning af afsoning i hjemlandet, efterforskning og kriminalitetsforebyggelse.

Af Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 09.10.2012).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Det beslutningsforslag, vi nu skal behandle, minder jo meget om det forslag, der blev fremsat i foråret og nedstemt. Jeg skal da også allerede nu tilkendegive, at regeringen heller ikke denne gang kan støtte det nu foreliggende forslag.

Forslagsstillerne lægger med forslaget op til, at regeringen pålægges at optage forhandlinger med relevante lande om foranstaltninger, der effektivt vil kunne understøtte samarbejdet om strafafsoning i hjemlandet. Samtidig anfører de, at der i forhold til visse lande også bør tages initiativ til at styrke samarbejdet om efterforskning og forebyggelse af grænseoverskridende kriminalitet. Som begrundelse for de tiltag har forslagsstillerne navnlig henvist til Kriminalforsorgens kapacitetsproblemer, som de anfører bl.a. vil kunne afhjælpes ved at sende flere domfældte udlændinge til strafafsoning i deres hjemland.

Lad mig starte med at slå fast, at regeringen er enig med forslagsstillerne i, at vi skal de problemer, der under den tidligere regering har ophobet sig i Kriminalforsorgen, til livs. Regeringen er også enig i, at det i mange tilfælde kunne være ønskeligt, hvis domfældte udlændinge kunne afsone i deres hjemlande. Men når det er sagt, ved medforslagsstillerne udmærket godt, at der er gode grunde til, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Den første og nok så væsentlige grund er jo, at der for ganske nylig blev indgået en bred politisk aftale af regeringen sammen med Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative, som vedrører lige nøjagtig det, det her forslag også handler om, altså håndteringen af Kriminalforsorgens kapacitetsproblemer. Det vil jeg gerne takke aftalepartierne for, og jeg tænker selvfølgelig på, at det som sagt var en ny bred flerårsaftale om Kriminalforsorgen, som efter min opfattelse pænt sagt rent faktisk har overhalet beslutningsforslaget indenom på væsentlige punkter. Det vender jeg tilbage med mere om lige om lidt.

Lad mig først understrege, at det internationale samarbejde allerede i dag prioriteres endog meget højt, og at regeringen hverken ser et behov for eller nogen særlig værdi i de øvrige tiltag, der lægges op til med beslutningsforslaget. Regeringen er derfor imod beslutningsforslaget i sin helhed.

I forhold til Kriminalforsorgens udfordringer kan jeg mere specifikt sige, at den nye flerårsaftale, som jo bl.a. indeholder flere gode tiltag, bl.a. har en mere effektiv og målrettet indsats for hjemsendelse af de senere års stigende antal udlændinge i fængslerne. Forslagsstillerne har i bemærkningerne til beslutningsforslaget fremhævet tallet to, nemlig det antal domfældte udlændinge, som i 2011 – altså det sidste år med den tidligere regering – blev sendt til strafafsoning i hjemlandet. Det tal er naturligvis ikke højt nok, ligesom tallene for de foregående år med den tidligere regering heller ikke er specielt opmuntrende.

Bl.a. derfor ville det da også have klædt Venstre og for den sags skyld også Dansk Folkeparti, hvis de havde taget et ansvar for at være en del af det brede politiske flertal, som nu ønsker at være med til at løse de problemer, der har ophobet sig i Kriminalforsorgen de sidste mange år. Desværre – og det mener jeg faktisk – må jeg konstatere, at det ikke er tilfældet. Jeg vil dog ikke desto mindre tillade mig at håbe, at også Venstre og Dansk Folkeparti kan glæde sig over, at der i den nye flerårsaftale nu er et særligt fokus på området og iværksat konkrete initiativer, der skal medvirke til at løse Kriminalforsorgens kapacitetsproblemer.

Lad mig fremhæve to af initiativerne i aftalen: Det ene er, at aftalen indeholder klare mål for, hvordan vi hurtigt og målrettet skal behandle sager om overførsler. F.eks. indeholder aftalen helt klare og konkrete målsætninger for, hvor lang tid der må gå i sager om udvisningsdømte udlændinge, før en anmodning om overførsel fremsendes til myndighederne i den pågældendes hjemland. Aftalen indeholder også klare tilkendegivelser af, hvor mange overførselssager vedrørende udvisningsdømte der skal rejses. Ambitionen er som bekendt at nå et hjemsendelsesniveau, der svarer til niveauet i de andre nordiske lande. Det er det ene initiativ, jeg vil fremhæve.

Det andet initiativ er, at der som led i aftalen etableres en taskforce – den hedder Task Force Hjemsendelse – i Justitsministeriet. Task Force Hjemsendelse vil særlig fokusere på at sikre, at indsatsen vedrørende overførte udenlandske indsatte til afsoning i deres hjemland er både hurtig og effektiv.

Taskforcen vil bl.a. have fokus på at understøtte og smidiggøre overførselsindsatsen i forhold til udvalgte lande som f.eks. Polen, Rumænien og Litauen. Men den vil herudover også iværksætte systematisk erfaringsindsamling fra udvalgte lande, som har gode erfaringer med hjemsendelse af udlændinge til strafafsoning i hjemlandet; det vil først og fremmest sige Norge og Sverige. Den erfaringsindsamling fra Norge, som forslagsstilleren altså lægger op til, er altså allerede i gang med at blive realiseret, ligesom der også vil blive arbejdet for at smidiggøre behandlingen af overførselssager i forhold til udvalgte lande.

Sammenfattende om flerårsaftalen for Kriminalforsorgen kan jeg derfor sige, at aftalen indebærer en væsentlig opgradering af hjemsendelsesindsatsen, og det er min klare forventning, at de tiltag, der med aftalen iværksættes på området, vil medvirke til, at langt flere vil blive overført. På den baggrund kan regeringen altså ikke støtte den del af beslutningsforslaget, som vi jo altså allerede har taget hånd om med den nye aftale. Jeg kan bare endnu en gang ærgre mig over, at det ikke blev til, at Venstre og Dansk Folkeparti var klar til at stille sig bag den brede politiske aftale og også tage et ansvar for de udfordringer og problemer, som har hobet sig op i Kriminalforsorgen de senere år.

Så er der den del af beslutningsforslaget, som ikke umiddelbart overlapper flerårsaftalen for Kriminalforsorgen. Til den del vil jeg kun knytte nogle ganske korte bemærkninger, for vi har jo stort set været det hele igennem i foråret. I forhold til den nye EU-rammeafgørelse om overførsel af domfældte er der det at sige, at jeg naturligvis også gerne så, at rammeafgørelsen på nuværende tidspunkt var fuldt implementeret i alle EU's medlemsstater. Men derfra og så til at Danmark efter norsk forbillede skulle begynde at finansiere fængsler i udvalgte lande og derved indirekte belønne dem for ikke at leve op til deres EU-forpligtelser, synes jeg altså der er langt. Det er da et flot synspunkt at have, når vi samtidig mangler fængselspladser herhjemme i Danmark. Som jeg også tidligere har redegjort for over for Retsudvalget, er langt de fleste EU-lande på nuværende tidspunkt enten i gang med at implementere rammeafgørelsen eller har allerede gjort det. Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg svært ved at forestille mig, at lande med et større antal indsatte i danske fængsler skulle være interesseret i at påtage sig mere vidtgående forpligtelser end dem, der allerede følger af rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen repræsenterer i forvejen en væsentlig udvidelse af mulighederne for at overføre kriminelle EU-borgere til afsoning i hjemlandet. Det er derfor regeringens opfattelse, at der ikke vil være nogen merværdi at hente ved at forsøge at supplere rammeafgørelsen med bilaterale aftaler eller tiltag i øvrigt.

Det samme gælder i øvrigt for den del af forslaget, der vedrører det internationale politisamarbejde. Forslagsstillerne anfører bl.a., at der er behov for at styrke samarbejdet om efterforskning og forebyggelse af grænseoverskridende kriminalitet. Til det kan jeg blot gentage, at dansk politi allerede i dag i meget vidt omfang har mulighed for at samarbejde internationalt om bekæmpelse af lige nøjagtig grænseoverskridende kriminalitet. Herudover har politiet også styrket sin internationale indsats i forhold til kriminalitet begået i Danmark med relationer til udlandet. Det er bl.a. sket ved oprettelsen af en række taskforces, som de hedder, som bl.a. skal sættes ind over for bandekriminalitet og indbrudskriminalitet. Politiet gør altså allerede god brug af de muligheder, der er på området, og som efter regeringens opfattelse er fuldt tilstrækkelige. Derfor er der efter regeringens opfattelse heller ikke behov for yderligere tiltag på området for efterforskning og forebyggelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Endelig vil jeg til slut knytte en kort bemærkning til forslagsstillernes vision om at hastebehandle udenlandske kriminelles straffesager i domstolssystemet. Domstolene har allerede i dag en stærk ambition om generelt at afkorte sagsbehandlingstiderne, men det siger sig selv, at en opprioritering af visse sagstyper også betyder en nedprioritering af andre sagstyper, hvis der ikke bliver tilført de fornødne ekstra ressourcer. Så kan man jo passende spørge, hvor forslagsstillernes finansiering til den del af beslutningsforslaget i givet fald skulle komme fra, eller hvordan forslagsstillerne havde forestillet sig, at vigtigheden af denne sagstype skulle afvejes over for f.eks. en sag om voldtægt eller en anden sag om en grov personfarlig forbrydelse begået af en dansker.

Sammenfattende finder regeringen, at de nødvendige initiativer på området allerede er iværksat med den nye flerårsaftale for Kriminalforsorgen, og at der ikke aktuelt er behov for yderligere tiltag på området. Så jeg håber ikke, det kommer som nogen overraskelse, at regeringen på den baggrund ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Karsten Lauritzen.

Det overrasker ikke, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, for regeringen ønsker ikke reelt at løse det her problem. Hvis man reelt ønskede at løse det, havde man jo støttet det beslutningsforslag, som ligger, og som er ganske udmærket.

Jeg noterer mig, at justitsministeren siger, at den aftale, som justitsministeren er stolt af – og som indfører en betydelig grad af brugerbetaling hos folk, der skal til tandlæge, i højere grad end i dag, og måske også gør det dyrere at have bil, det er jo finansieringen af aftalen – overhaler beslutningsforslaget indenom. Det skal man forstå. Derfor bliver jeg nødt til at spørge justitsministeren – for sådan opfatter jeg også justitsministeren svar med at afvise bilaterale aftaler: Skal man forstå ministeren sådan, at ministeren ikke mener, der er behov for at indgå en bilateral aftale med f.eks. Polen om afsoning i Polen for polske kriminelle, der i øjeblikket sidder i danske fængsler? Og dem er der mange af, skulle jeg hilse og sige.

Justitsministeren.

Som jeg sagde, fremgår det tydeligt af aftalen, og det kan hr. Karsten Lauritzen jo selv se, at den store satsning, vi laver på det her område, bl.a. indeholder en ny Task Force Hjemsendelse, og den vil have et særligt fokus på at understøtte og smidiggøre overførsel til udvalgte lande. Og det er jo f.eks. Polen, Rumænien og Litauen. Så det fokus, man ønsker fra Venstres side, er allerede til stede i den aftale, vi har lavet her.

Så kan vi sagtens have en lang diskussion om holdbarheden i Venstres økonomiske politik. Jeg ved ikke, om det er mit gebet, men fair nok. Jeg ser frem til, at Venstre kommer med konkrete forslag til, hvordan man har tænkt sig at sikre, at der kommer en nulvækst, som jeg forstår man vil have i udviklingen i de offentlige udgifter nærmest i al evighed. Det glæder jeg mig til at se hvordan man har tænkt sig at implementere, når man har så vanskeligt ved at tage stilling til så målrettet og konkret en finansiering, som skulle til for at redde kriminalforsorgen, som det her var tilfældet.

Hr. Karsten Lauritzen.

Ministeren gør jo det, som man gør, når man har en dårlig sag. Så stiller man flere spørgsmål og angriber sin modpart i stedet for at svare på det, der bliver spurgt om.

Ministeren sagde i sin ordførertale – og det kan vi jo kigge på efterfølgende – at ministeren var modstander af at indgå de her bilaterale aftaler, som ligger i beslutningsforslaget. Og hvis ministeren reelt ønsker, at Polen skal tage imod afsonere, bliver man nødt til at lave en bilateral aftale, for den EU-lovgivning, som ministeren synes er fantastisk og vi andre er skeptiske over for – vil jeg sige til ministeren – har Polen fået en 5-årig udsættelse med. Det vil sige, at Polen ikke er forpligtet af de EU-regler, der ligger, som ministeren synes er fantastiske, og som vi andre er skeptiske over for. Og det vil sige, at den eneste vej til at sikre, at polske kriminelle, der sidder i danske fængsler, afsoner i Polen i stedet for i Danmark på de danske skatteyderes regning, er ved at lave en bilateral aftale. Men det skal man så forstå at ministeren er imod.

Justitsministeren.

Ministeren er for, hvis jeg må bruge det udtryk om mig selv, enhver god aftale, som kan betyde, at vi kan få flere hjem til afsoning i deres eget hjemland. Altså, det, der er virkeligheden, er, at den her regering har overtaget et kæmpe problem fra den tidligere regering, hvor man som sagt i de sidste regeringsår fik to personer – to personer – sendt hjem. To personer har man fået sendt hjem, og nu er der altså lavet en aftale her, som betyder, at ambitionen er, at vi skal på niveau med de andre nordiske lande. Det synes jeg er fremragende, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, det er fremragende! Og det er jo så muligt for partierne i forligskredsen, der står bag aftalen – og igen vil jeg gerne takke både Konservative, Liberal Alliance og Enhedslisten for, at de er klar til at tage et medansvar for det – at følge indsatsen. Det har vi skrevet ind i aftalen. Vi mener det, der står, og det har vi selvfølgelig tænkt os at arbejde efter.

Der er et problem. Vi konstaterer, at et af de partier, som havde hovedansvaret under den tidligere regering, ikke vil være med til at tage et medansvar for at løse de problemer, som man selv har været med til at skabe og i hvert fald ikke gjort nok for at løse. Det må jeg bare konstatere. Men stor ros til de andre borgerlige partier, som gerne vil være med til at tage det medansvar.

Så er det fru Pia Adelsteen.

Det harmer mig lidt, når man nu siger, at man tager et medansvar, og så følger man indsatsen. Og så kommer man i øvrigt med en masse skyderier – jeg ved næsten ikke, hvad for et ord jeg skal bruge, men i hvert fald angriber man den tidligere regering. Det kan jeg jo sådan set være ligeglad med, var jeg ved at sige, men man kommer i hvert fald med nogle angreb, hvor man siger, at den tidligere regering kun fik sendt to hjem. Men hvor mange har ministeren fået sendt hjem? Det kunne man jo også spørge om. Der er da gået et år i hvert fald, så hvor mange har ministeren fået sendt hjem? Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg godt vil bore lidt mere i det med de bilaterale aftaler. For én ting er, at EU har lavet den her rammeafgørelse om, at man skal kunne sende domfældte hjem. Men noget andet er, at der, som jeg husker det, er 11 lande, der har implementeret det, der er et enkelt land, der kommer til at implementere det til næste år, og så har Polen fået 5 års udsættelse. Det vil sige, at det ud af de 27 EU-medlemslande jo er under halvdelen, som overhovedet har implementeret det her. Det er da et problem, og så bliver man da nødt til at gøre noget ved det. Jeg vil da også godt klandre den tidligere regering for, at det ikke blev gjort tidligere, men hvad vil ministeren gøre? Vil ministeren ikke gå i gang?

Justitsministeren.

Hvor mange har vi fået sendt hjem? spørger fru Pia Adelsteen. Aftalen er lige lavet; det var også den første mulighed for Dansk Folkeparti for rent faktisk at tilslutte sig en betydelig mere ambitiøs indsats, end man har været i stand til at understøtte under den tidligere regering. Derfor er det her bestemt en ambitiøs indsats. Og jeg må altså ærligt indrømme, at jeg stadig ikke forstår, hvorfor måske i særlig grad Dansk Folkeparti ikke kan være i stand til at støtte den aftale, der her er om kriminalforsorgen. Den er på alle ledder og kanter fremragende, og jeg er som sagt glad for, at et bredt flertal i Folketinget står bag.

Dansk Folkeparti må jo så selv forklare over for de ansatte i fængslerne, hvorfor man ikke vil være med til at give dem et bedre arbejdsmiljø, hvorfor man ikke vil være med til at løse de problemer, rockere og bandemedlemmer skaber i fængslerne, og hvorfor man ikke vil være med til at sikre, at der bygges 200 ekstra fængselspladser, når man kan konstatere, at det, man har efterladt til den nuværende regering, er en mangel på over 400 pladser inden for de næste 4 år, hvis man ikke havde gjort noget. Det må man jo selv forklare.

Men jeg har det bare sådan, at jeg må sige: Her gøres der noget; i de sidste år under den tidligere regering, hvor Dansk Folkeparti var parlamentarisk grundlag, blev der sendt to – to – personer ud af landet. Nu er ambitionen, at vi skal nå det, der er niveauet i de andre nordiske lande. Det forstår jeg simpelt hen ikke man kan være utilfreds med. Men man må jo have sine grunde til, at man ikke vil være med til at hjælpe kriminalforsorgen med de problemer, som kriminalforsorgen står med.

Fru Pia Adelsteen.

Det bliver jo nok en lidt længere forklaring, men jeg skal såmænd nok komme med den, når jeg kommer op på talerstolen. Jeg vil så godt bare spørge igen, for jeg kan åbenbart ikke få svar på mit spørgsmål. Det sidste år, hvor Dansk Folkeparti var støtteparti for VK-regeringen, fik vi sendt to ud. Så spørger jeg bare: Hvad er der så sket i den periode, hvor regeringen har siddet? Og det er jo meget godt, at man så siger, at aftalen lige er trådt i kraft. Ja, men har der været mere end to i det år, der er gået, eller hvad? Altså, har man de tal, eller har man dem ikke? Det er den ene ting.

Den anden er, at jeg måske godt lige kan undre mig over, at ministeren brugte ordet målrettet om finansieringen i forhold til kriminalforsorgen. Ja, det var at tage penge fra dem, der ikke har råd til at gå til tandlægen og bruge dem. Og det er jo ikke et spørgsmål om, at vi ikke ønsker at hjælpe ude i kriminalforsorgen, men det er et spørgsmål om finansieringen, altså hvor pengene kommer fra. Der er ikke så meget at sige til det.

Justitsministeren.

Dansk Folkeparti må selv redegøre for det optrin, vi alle sammen var vidne til i forbindelse med den endelige afslutning af forhandlingerne om Kriminalforsorgen; det skal jeg ikke blande mig i. Der skal bare ikke efterlades et indtryk af, at regeringen er med til at sikre, at dem, der ikke har råd til tandlægebehandling, får ringere muligheder for det i fremtiden. Det ved man ikke passer, hvis man læser finansloven. Tværtimod er der blevet sat penge af til særligt udsatte gruppers tandbehandlinger i den finanslov, som vi har lavet. Det kunne jo være et element, som Dansk Folkeparti kunne fristes til at støtte, når finansloven kommer til afstemning inden længe.

Det spørgsmål har været diskuteret, om man skulle lave bilateralt samarbejde med de her lande, som regeringen, altså ud over det generelle skærpede fokus, har valgt at sætte fokus på. Det gælder Polen, Rumænien og Litauen. Det står direkte i aftalen – det kan man se på side 6 i aftaleteksten – at det bl.a. skal ske gennem et bilateralt samarbejde for netop at understøtte og smidiggøre overførslerne af sagerne i forhold til de her lande. Så det, der efterspørges fra Venstre og Dansk Folkeparti, fremgår altså af aftalen, og det synes jeg at man jo blot kunne honorere.

Men altså, jeg må sige, at jeg stadig har svært ved at forstå, hvorfor Venstre og Dansk Folkeparti valgte at stå uden for den her aftale. Der gik taktik og andet i det. Jeg er ikke helt sikker på, at de taktiske greb, man valgte at lægge ind i de afsluttende forfatninger, offentligt er helt så succesfulde, som man håbede de ville være. I hvert fald synes jeg, det efterlader et meget skidt signal, ikke mindst til de ansatte i kriminalforsorgen, som hver eneste dag gør en fremragende indsats for at få vores fængsler til at hænge lidt bedre sammen. Det får de med den her aftale bedre muligheder for, og som sagt er jeg glad for, at De Konservative, Liberal Alliance og også Enhedslisten valgte at støtte den her brede aftale.

Tak til justitsministeren. Så går vi over i ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Ole Hækkerup, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Det her forslag handler om, at der bliver nogle bedre muligheder for hjemsendelse af de udenlandske statsborgere, der sidder i de danske fængsler, til afsoning i eget land. Der er det politiske spørgsmål jo i virkeligheden: Skal udenlandske statsborgere hjem for at afsone i deres eget land? Der er svaret enkelt: Ja, det skal de. Det er så mange som muligt, der skal hjem til deres eget land for at sidde i fængsel. Heldigvis er der i EU blevet indgået en aftale om, at man skal kunne tage sine egne borgere hjem, så de kan afsone i deres eget land. Det er en glimrende aftale, som vi allerede har gennemført i Danmark, og som resten af EU-landene er ved at gennemføre. Der er, så vidt jeg er orienteret, allerede ti andre EU-lande, der har gennemført den i deres lovgivning, og flere lande er på vej, simpelt hen fordi de skal det.

Vi har så af præcis den samme grund, som justitsministeren også allerede har nævnt, netop lavet en aftale for de næste 4 år om fængslerne i Danmark. Den aftale har vi lavet sammen med Enhedslisten, med De Konservative og med Liberal Alliance, og det er en aftale, som vil komme til at rykke noget ved det her. For et er, at man i EU laver en politisk aftale, der siger, at vi danskere skal tage vores egne statsborgere hjem, så de kan afsone i vores egne fængsler, mens vi til gengæld kan sige, at de i Rumænien eller Litauen skal tage deres statsborgere hjem, så de kan afsone i deres egne fængsler, noget andet er jo, at vi selvfølglig også skal have det på på plads, der vedrører det administrative apparat. Og derfor laver vi med den aftale, vi har indgået, nemlig 4-årsaftalen om fængslerne, et hjemsendelseshold i kriminalforsorgen, altså det, vi kalder Task Force Hjemsendelse.

Her kunne man jo så tænke: Hvordan kan det være, at Venstre og Dansk Folkeparti ikke kan være med i denne del af aftalen, altså at de ikke kan være med til det, der er i forhold til de initiativer, vi her lægger op til? Der må jeg sige at jeg har det fuldstændig ligesom justitsministeren – det er selvfølgelig ikke overraskende – altså at jeg også undrer mig over det, særlig når det var sådan, at man fra Dansk Folkepartis side, i forhold til den aftale, der nu ligger, ellers havde været med, helt fremme ved målstregen. Man spørger jo sig selv, om det virkelig var sådan, at de ikke kunne anbefale det til deres folketingsgruppe.

Så ligger der i det her forslag også det, at der efter en norsk model skal laves nogle aftaler med nogle andre lande, lad os sige med Litauen eller andre lande, hvor man går ind og siger: Hvis vi betaler jer nogle penge, kan I så til gengæld tage nogle af jeres egne statsborgere retur? Pengene skal så komme, ved at man betaler for nogle af tingene i de lande.

Der må jeg sige, når det nu er sådan, at der i EU er blevet lavet en aftale om, at man i et land skal tage sine egne statsborgere retur, men vi kommer og siger, at vi gerne vil investere nogle penge hos dem, hvis de tager deres egne borgere retur, så tror jeg vi meget let vil kunne komme i den situation, at så vi ligesom siger: I skal godt nok gøre det her gratis, men vi vil faktisk gerne give jer nogle penge for det. Og det synes jeg er forkert.

Jeg synes bl.a., det er forkert af den grund, at man, hvis vi gør det, jo godt kunne frygte, at der ville være nogle lande, som, når det gælder om at indføre det i deres egen lovgivning, så ville gøre det mere langsomt. Derfor er jeg, også hvad angår den del af det, stærkt kritisk over for det.

Jeg kan på den baggrund sige, at Socialdemokraterne selvfølgelig ikke kan anbefale det her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Det, som den socialdemokratiske ordfører her siger, er jo ikke overraskende. Socialdemokratiet ønsker – det er måske ikke så overraskende – ligesom regeringen ikke reelt at løse det her problem. Hvis det var, at man reelt havde ønsket at løse det, havde man selvfølgelig også taget positivt imod det beslutningsforslag, der ligger; det siger sig selv. Hr. Ole Hækkerup er jo utrolig tilfreds med den aftale om afsoning i hjemlandet, der er blevet indgået som en del af kriminalforsorgens økonomi.

Men jeg skal spørge hr. Ole Hækkerup: Hvorfor er der ikke skrevet et måltal ind i den aftale? Hvis hr. Ole Hækkerup synes, aftalen er så fantastisk, hvorfor har man så kun sat et måltal op i forbindelse med sagsbehandlingstid, altså hvorfor er der kun et mål for processen? Der er ikke noget outputmål, der er ikke noget resultatmål. Hvorfor er det, at Socialdemokratiet, hvis man synes, at det, der er blevet aftalt, er fantastisk, så ikke har sat en målsætning ind og har sagt: Vi skal have x antal hjemsendt? Men det eneste, man vil sige, er, at vi skal have nogle flere hjemsendt, end vi har i dag. Og det er ret let, for der er nærmest ingen, der bliver hjemsendt. Hvorfor ønsker man ikke at sætte et konkret mål op for resultatet? Hvorfor snakker man i Socialdemokratiet kun om proces?

Ordføreren.

Der er flere ting her. Jeg kan klart afvise det der med, at vi ikke reelt ønsker det. Tværtimod tror jeg, vi alle er enige om, at det, som vi her har aftalt, med 4-årsaftalen for fængslerne, da vil være et fremskridt. Jeg tror endda sådan set, at selv Dansk Folkeparti og Venstre vil sige, at der med det, man har aftalt, er tale om et fremskridt. Når man laver nogle klare måltal for administrationen, altså for, hvor hurtigt sagsbehandlingen skal foregå osv., så vil det da alt andet lige betyde, at det bliver mere effektivt, at man får folk hjem at afsone i deres eget land. Uanset hvordan man vender og drejer det her, ønsker vi jo alle sammen, at folk skal hjem at afsone i deres eget land. Og der må man da sige, at det, der ligger i den her aftale, er noget, der gør det mere effektivt og mere målrettet. Det er det ene.

Det er andet er så spørgsmålet: Hvor mange skal sendes hjem? Jeg synes sådan set, at alle dem, som vi efter reglerne kan få sendt hjem, for at de kan afsone i deres eget land, skal vi da også prøve, om vi kan få sendt hjem, for at de kan afsone i deres eget land. Justitsministeren har så sagt, at man rigtig gerne vil komme op på det niveau, som vi kender fra de andre nordiske lande. Og der står eksplicit i den aftale, vi har indgået, at der er nogle udvalgte lande, man skal have særlig fokus på. Det er jo ikke så overraskende, hvad det er for nogle lande; det er eksempelvis Rumænien, det er eksempelvis Litauen, altså nogle af de lande, som mange af de indsatte, vi har i de danske fængsler, kommer fra.

Men at der med den her aftale er tale om et fremskridt i forhold til ønsket om at sørge for, at de udenlandske kriminelle kan komme hjem, så de kan afsone i deres egne lande, tror jeg da er noget, der er helt ubestrideligt. Det er da bedre end det, der er tilstanden i dag.

Inden vi går videre, skal jeg lige bede hr. Christian Juhl om at forlade tilhørerpladserne deroppe. Hvis der er nogen, der skal ind, og som gerne vil sidde på tilhørerpladserne, så er det ovre på de andre tilhørerpladser, så længe behandlingen i Folketingssalen er i gang.

Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg synes umiddelbart ikke, det giver ret meget mening, når ordføreren siger, at det, der er blevet aftalt, er fantastisk, og at det er et kæmpe skridt fremad. Ja, o.k., det er da bedre end det, der var før, det kan vi godt sige. Og det er jo noget, som man tydeligvis har fundet inspiration til i den dagsorden, som de borgerlige partier rejste allerede sidste år, hvor vi behandlede et beslutningsforslag, der lignede det her, et beslutningsforslag, som hr. Ole Hækkerup dengang i øvrigt med henvisning til, at de regler, der var, allerede var tilfredsstillende nok, stemte ned. Så det er da altid noget, at vi kan se, at man altså her har taget noget af det, som vi lagde vægt på, med i det; det vil jeg da godt kvittere for. Men jeg forstår bare ikke, at man, hvis man synes, at det, der er blevet aftalt, er fantastisk, så ikke vil være med til at sætte et måltal op i forhold til resultatet, i forhold til, hvor mange der skal sendes hjem.

Hr. Ole Hækkerup vil gerne sætte nogle måltal op i forhold til bureaukratiet. Jo, jo, og det kan der også være behov for at gøre. Men jeg tror, at borgeren vil være interesseret i at få at vide: Vil det f.eks. være halvdelen af dem, vi kan hjemsende, der vil blive hjemsendt ? Vil det være en fjerdedel af dem? Vil det være 90 pct.? Der er jo potentielt tale om små 500 personer. Og der er selv en målsætning om, at man, hvad angår disse hjemsendelser, gerne vil ligne de andre nordiske lande, hvor de f.eks. sidste år i Norge hjemsendte 50, lidt uambitiøs.

Ordføreren.

Jeg har virkelig svært ved at forstå det, hvis det, der skal skille os i den her debat, er, om det er tilstrækkelig høje måltal, man har sat op for administrationen, for embedsmændene. Alle må da ubetinget kunne sige, at det er fremragende, at man har tidsfrister på 30 dage, på 60 dage, i forhold til hvor hurtigt sagsbehandlingen skal gå. Det synes jeg da er glimrende. Det kan da umuligt være det punkt, der skiller partierne. Så er jeg glad for, at hr. Karsten Lauritzen siger, at det jo er bedre end det, der var før.

Så er det rigtigt, at man kan spørge: Hvor mange flere skal vi nå op på ud over de to, der er blevet hjemsendt, hvilket allerede har været oppe i debatten? Ja, jeg håber da meget, at vi hurtigt kan nå op på et niveau, som de har i de andre nordiske lande. Viser det sig så, at vi kan nå endnu længere op, for det er mulighed der for, fordi vi er gode til at få administrationen til at virke, så er det da fremragende. Det skal jo ikke være sådan, at vi siger: Nu var måltallet at få sendt 60 hjem, hurra, nu har vi nået måltallet.

Næh, succeskriteriet er da noget andet, nemlig: Hvor mange er det realistisk set muligt at få sendt hjem i forhold til de aftaler, vi har indgået? Og så skal vi forfølge det så meget, som vi overhovedet kan. Det er sådan set det, jeg er glad for i forbindelse med den her aftale.

Så må jeg bare igen spørge i forhold til den diskussion, der har været, om ikke det ville være smart at lave en aftale om hjemsendelse med nogle lande, bilateralt, ligesom de har gjort i Norge, hvor man så til gengæld siger, at man støtter landet med nogle penge til deres fængsler og sådan noget? Hvis vi går ind og laver det nu, tror jeg altså, der vil være nogle lande, der har en betydelig dårligere økonomi end Danmark, som vil sætte sig ned og sige: Hov, måske skulle vi lige vente et år eller to år med at omsætte EU-aftalen i vores eget lands lovgivning, for måske kunne man nå at få nogle penge ud af det. Det tror jeg altså også lige man skal tænke over.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Det er jo sjovt, når vi har de her diskussioner, at så bliver det vendt. Når der kommer sådan et beslutningsforslag, starter man med en minister, der fortæller om alt det, regeringen har gjort, altså, der er jo ikke noget nyt i det, sådan er det jo altid. Men det er alligevel lidt underligt, at i stedet for at diskutere, hvad forslaget går ud på, og om der er noget, man kan bruge, eller noget, man ikke kan bruge, så er det sådan ja/nej, og så vender man diskussionen og fortæller om alt det gode, man selv har gjort.

Der er for Dansk Folkeparti ikke nogen tvivl om, at vi altså ønsker, at når der er udlændinge, der er kommet til Danmark, der begår noget strafbart, og når det er muligt, at de skal hjem at afsone. Der er heller ikke nogen tvivl om, at vi faktisk tror på, at det vil gavne. Hvis de ved, at de kommer hjem, så vil det også gavne ved at være forebyggende. Det er jeg ikke i tvivl om.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at hvis man, som hr. Ole Hækkerup sagde, hjælper til med at bygge fængsler i hjemlandet, sådan så der også er plads dernede, at det vil være effektivt. Det kan man jo så være uenige om, altså, om det er effektivt eller ej, men jeg kan godt undre mig over, at vi fremsætter et forslag om, at vi ønsker, at der er flere udlændinge, der skal komme hjem at afsone. Vi fremsætter et beslutningsforslag med nogle forslag til løsninger på at få flere udlændinge til at komme hjem at afsone i hjemlandet. Så er ministerens ord: Man er decideret imod forslaget.

Det kan godt undre mig, for så er det jo ikke indhold, vi diskuterer, så er det, fordi forslaget kommer fra et sted, hvor i hvert fald to af partierne ikke er med i den aftale om kriminalforsorgen, og det er åbenbart et meget, meget stort problem. Jeg vil godt sige én ting. Årsagen til, at Dansk Folkeparti ikke var med i den aftale om kriminalforsorgen, har ikke noget at gøre med, at vi ikke vil forbedre forholdene for de ansatte, men det har noget at gøre med finansieringen. Det ved ministeren. Så kan man synes, at det er forkert eller rigtigt, men vi ønskede altså ikke at tage penge fra dem, der skulle til tandlægen, og bruge i kriminalforsorgen. Vi kunne til gengæld sætte ulandsbistanden ned, den har regeringen jo sat op. Det ville vi ikke have noget imod, men det vil regeringen ikke. Det er jo igen finansieringen, vi diskuterer. Jeg synes bare, at det er mærkeligt at komme ind på det, når vi sidder og diskuterer et beslutningsforslag, og så sige: Men I ville jo heller ikke. Og så vil vi jo selvfølgelig ingenting.

Jeg skal ærligt indrømme, at når man så sidder og kigger på det her rammeforslag fra EU – jeg kludrer rundt i ordene, men klokken er også mange, så det skal I ikke være kede af, og det skal jeg nok heller – og taler om de her ting, der skal vedtages i samtlige EU-lande, og som kommer fra EU, ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg synes simpelt hen, at det er under al kritik, at det ikke er sket hurtigere.

Det er tilbage fra 2008, og vi skriver 2012 nu. Polen har fået en udsættelse på 5 år, og det er halvdelen eller omkring 10-11 lande, der har implementeret det. Hvad med resten? Hvornår forventer man at det sker? Jeg synes, det er godt, at man kan sige: hjem for at afsone, uanset hvilket EU-land. Det må da være dejligt. Så får vi også danskerne hjem. Jeg er ikke i tvivl om, at vi tager imod danskerne, men det ville da være rart at kunne sende rumænere og polakker hjem også. Men hvad gør man der? Er justitsministeren inde at presse på, når han nu sidder med ved bordet, hvilket man jo elsker at gøre i EU?

Der var i hvert fald én ting, der undrede mig, kære minister – må jeg sige sådan, formand? (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Nej). Det tænkte jeg nok, så må jeg hellere lade være; jeg er tilgivet, håber jeg. Justitsministeren sagde: Politiet gør god brug af de muligheder, de har, og de er tilstrækkelige inden for det her område. Så sad jeg og tænkte, at o.k., nu ved jeg ikke, hvor mange gange jeg har siddet til europaudvalgsmøder, hvor man har talt om retsforbehold, og der vil jeg bare sige, at jeg er rigtig glad for at vide, at de muligheder, politiet har i forhold til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, er tilstrækkelige, så vi ikke længere behøver at spekulere i retsforbeholdet. Det må man jo bare sige.

Jeg havde håbet på en lidt mere positiv tilgang til det her, og jeg håber så sandelig, at regeringen vil tage det alvorligt og sørge for, at der bliver flere hjemsendelser af udenlandske kriminelle, og at det sker i en fart. Tak.

Der er en kort bemærkning. Hr. Ole Hækkerup.

Tak, formand. Jeg skal nok sørge for at tiltale efter forretningsordenen. Jeg skal spørge Dansk Folkeparti: Hvorfor vil Dansk Folkeparti med det her forslag gerne være med til at betale for fængsler i andre lande, men ikke være med til at betale for fængslerne i Danmark?

Ordføreren.

Det har jeg sådan set svaret på i min ordførertale. Vi ønskede ikke at tage penge fra tandplejen. Det er såre simpelt, nemlig et spørgsmål om finansiering. Vi har såmænd ikke noget imod at forbedre vilkårene for de ansatte i fængslerne, vi har ikke noget mod at få flere fængsler, men det er et spørgsmål om finansiering. Vi kan tage pengene fra ulandsbistanden, og så kan ordføreren jo forklare, hvorfor man ikke vil være med til det.

Hr. Ole Hækkerup.

Tak. Det vil sige, at Dansk Folkeparti siger sådan her: Her har vi nogle andre lande, de skal sådan set tage deres egne statsborgere hjem. Det er lige meget med en EU-afgørelse, det skal de bare gøre. Det er ikke noget, man kan diskutere, det skal de bare. Så siger Dansk Folkeparti: Skulle vi ikke tage også at betale dem nogle penge oveni for det, for det fremgår af forslaget, at vi skal lave aftaler med dem? Så er det bare, at jeg spørger: Hvorfor skal vi betale andre lande for at gøre noget, de alligevel skal gøre gratis?

Ordføreren.

Fordi de ikke gør det. Det er jo meget simpelt. De gør det jo ikke. Og så kan det være fint nok, at vi sidder og har et EU-system, som skulle sørge for, at de gør det, men de gør det jo ikke. Det er jo det, der er hele problemet, og så må vi altså løse problemet selv. Det bliver vi nødt til. Der er ikke andre muligheder.

Hr. Tom Behnke.

Jeg skal høre i forbindelse med det her om tilskud til tandrensning, for det har jo spøgt i medierne, og det har skabt en enorm misforståelse ude i befolkningen med hensyn til, hvad det er for et tilskud, der forsvinder: Er det ikke korrekt, at det tilskud, der forsvinder, er et overflødigt tilskud til overflødig tandrensning, at det i fremtiden stadig væk vil være sådan, at enhver, der har behov for en tandrensning, får et tilskud, og at det vil sige, at det er overflødige udgifter, at det er misbrug af penge på et område, hvor der ikke er behov for, at man bruger pengene? Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg faktisk ikke. Jeg er godt klar over, at man kan få tilskud til nødvendig tandrensning. Jeg går selv personligt til tandlæge to gange om året. Jeg er helt sikker på, at min tandlæge vil mene, at den ene gang er overflødig. Det mener jeg ikke.

Så kan man jo spørge: Jamen skal det offentlige så betale for, at jeg synes, at jeg skal gå til tandlæge to gange om året? Det kan man jo være for eller imod, men når det offentlige er med til f.eks. at betale for, at nogle går til lægen ti gange om året, så sker det jo også.

Det tilskud, der er til den offentlige tandpleje, er så lille, og det har historiske årsager. Der er ikke nogen logisk grund til det, det har historiske årsager. Og så kan man jo synes, at det er helt o.k. at tage fra dem, men det synes vi altså ikke i Dansk Folkeparti.

Hr. Tom Behnke.

Det har jeg forstået, men det, der undrer mig, er, at man vil fastholde, at der skal være et offentligt tilskud til noget, som er unødvendigt. Vi havde også gerne set fra konservativ side, at de penge, man sparede der, var blevet i tandsektoren, så vi kunne gøre endnu mere for dem, der har paradentose osv., give noget mere i tilskud der. Det vil vi også gerne fra konservativ side, men det kan vi jo stadig væk gøre; så skal vi bare finde pengene et andet sted. Men når man nu – også som jeg – to gange om året får lavet en tandrensning, hvor det den ene gang sundhedsfagligt er fuldstændig overflødigt, skal vi så beholde det? Kunne man forestille sig, at jeg gik ind til min nabo og ringede på og sagde: Goddag, kære nabo, jeg skal ned og have foretaget en tandrensning, den er fuldstændig overflødig og unødvendig. Giv mig lige et tilskud. For det er jo naboen, der betaler. Det ville man da aldrig nogen sinde være bekendt at gøre.

Endnu en gang må jeg understrege, at alle, der har behov for en tandrensning, får det og får tilskud til det. Er det ikke det, der står på bundlinjen?

Ordføreren.

Endnu en gang må jeg bare understrege, at jeg er uenig. Det er vi i Dansk Folkeparti. Og det er lige præcis finansieringen, der har været problemet. Det er fint, at De Konservative synes, at det er nok med en tandrensning om året. Det er fint. Det synes vi så altså bare ikke i Dansk Folkeparti. Og ja, der er andre problemer, men jeg er også helt sikker på, at offentlige unødvendige udgifter findes rigtig mange steder, og der er nok også nogle, som vi alle sammen er gået med til.

Det var lige i sidste øjeblik, fru Karina Lorentzen Dehnhardt også fik ordet. Værsgo.

Jeg har så forstået, at der er et problem med finansieringen. Jeg kan nu ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at fylde tilskudskroner ned i private tandlægers lommer, uden at det er nødvendigt. Men der kan jeg så forstå at der er uenigheder.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti ellers er enige i alt indholdet i kriminalforsorgsaftalen. Kunne man have støttet den?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi langt hen ad vejen kunne have støttet en stor part af den.

Må jeg så ikke godt opponere imod udtrykket private tandlægers lommer. Hvis fru Karina Lorentzen Dehnhardt kan finde en offentlig tandlæge, som man kan fylde pengene i, hvis det er bedre, så ser jeg gerne sådan en.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nej, men jeg må bare sige, at det her er et fuldstændig unødigt tilskud, som – det kan vi så være uenige om – i hvert fald i min optik er et spild af offentlige kroner. Og jeg er også glad for, at vi så med finansloven faktisk får gjort noget for udsatte. Det synes jeg er mere relevant.

Men det er meget godt at få pindet ud, at man i Dansk Folkeparti faktisk er glade for den aftale, der ligger for kriminalforsorgen. Jeg må jo konstatere, at man i en eller anden udstrækning er glade for de initiativer, som regeringen har taget på det her område. Man har været med hele vejen, man har haft mulighed for at have indflydelse, men så, fair nok, sprang man fra, da man ikke kunne få nogen finansiering på det her område.

Men tak for tilslutningen til de initiativer, som vi egentlig også selv synes er gode, i forhold til at kunne sende udenlandske kriminelle hjem.

Ordføreren.

Jeg tror nok, jeg sagde, at vi en stor del af vejen kunne være enige. Jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af det, der sker, er godt. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi gerne havde set, at man havde været noget hårdere med hensyn til at sende udenlandske afsonere hjem. Det ser vi gerne går meget hurtigere, og at det sker meget mere. Det er den ene ting.

Må jeg så godt sige i forhold til det her med finansieringen: Det er fint, at man sidder herinde og synes, at der er en offentlig unødvendig udgift, men jeg kan finde de første ti punkter inden for EU, hvor man bruger langt flere af skatteborgernes penge – og det er bare den danske andel – til noget, som i hvert fald er unødvendigt. Vi kan tale om 736 postkort til 1,3 mio. kr.; det er 1.800 kr. stykket, som man har brugt via EU. En del af de penge kunne vi måske have brugt på tandbehandling herhjemme.

Så hvis det drejer sig om unødvendige offentlige udgifter, så kom til mig, for så skal jeg finde nogle, og så kan vi jo i øvrigt også få sat budgettet i EU ned.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen, Radikale Venstre, som ordfører.

Tak for ordet. Man får jo lidt en deja-vu-oplevelse. Vi har jo allerede diskuteret det her flere steder, både her i salen med et lignende beslutningsforslag, i medierne og selvfølgelig også i forbindelse med forhandlingerne om kriminalforsorgens fremtid. Derfor vil jeg ikke bruge al for lang tid på forslaget, eftersom vi måske har hørt nok på hinanden.

Jeg vil dog kort sige, at uenigheden jo ikke er så stor. Vi er jo enige i, at der kan være mange fordele ved, at udlændinge afsoner i deres hjemland. Her i landet får vi færre udgifter til fængselsvæsenet, og vi får bedre plads, og den udenlandske indsatte har ofte bedre muligheder for at få resocialisering på et sprog, som vedkommende forstår, og vedkommende kan også i højere grad få besøg af sin familie osv.

Derfor vil vi som regering arbejde for, at flere kommer til at afsone i hjemlandet. Vi har beskrevet det meget nøje i aftalen om kriminalforsorgens økonomi, der jo som bekendt faldt på plads for nylig, mellem Konservative, Liberal Alliance, Enhedslisten og regeringen. Vi vil modsat tidligere praksis gerne se på, om vi kan overføre folk hyppigere og hurtigere.

Vi arbejder igennem EU's rammeafgørelse på dette område. Den er i øjeblikket ved at blive implementeret, og vi mener, at EU-systemet er den rigtige vej at gå. Det mente den tidligere regering i øvrigt også. Yderligere tiltag mener vi ikke vil have nogen effekt, hvorfor vi fra radikal side ikke kan støtte forslaget. Lad os i fællesskab håbe, at implementeringen af rammeafgørelsen og aftalen om kriminalforsorgen i fællesskab øger antallet af hjemsendte. Det lyder til, at vi kan finde et fælles fodslag her. Det kan vi dog ikke omkring beslutningsforslaget.

Der er en enkel kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg vil bare høre De Radikales ordfører, om man er enig i den del af forslaget, der handler om at se på, om vi skal forbedre den EU-lovgivning, der ligger. Den EU-lovgivning, der er i dag, er jo kraftigt begrænset. Der skal være 6 måneder tilbage af reststraffen, for at man kan overføres til afsoning i hjemlandet, og der er jo mange, der bliver dømt for alvorlige forbrydelser, men som får mindre end 6 måneder, fordi vi i forhold til især en række østeuropæiske lande dømmer ret mildt i Danmark. Jeg skal bare høre, om De Radikale vil være med til at presse på, for at EU forbedrer den lovgivning.

Det optimale, hvis man skal tage det, hr. Jeppe Mikkelsen siger for gode varer, må vel være, at så mange som overhovedet muligt kommer hjem at afsone. Så kan man vel ikke i Det Radikale Venstre være tilfreds med, at EU-lovgivningen kun giver mulighed for, at dem, der er idømt en straf på mere end 6 måneder eller har mere end 6 måneders reststraf tilbage, får lov til at afsone i deres hjemland.

Ordføreren.

Tak. Lad os lade rammeafgørelsen blive implementeret i første omgang. Den er jo først fuldt ud implementeret i hele EU i 2016. Så lad os se, hvad erfaringerne er, og hvis vi på nogen mulig måde kan optimere det, vil vi gerne være med til at kigge på det.

Hr. Karsten Lauritzen.

Det der svar illustrerer jo, hvor Det Radikale Venstre i virkeligheden er i den her sag. Man siger, at man gerne vil, men man er ikke villig til at drage konsekvensen og sætte handling bag den politiske vilje. Det er det samme problem, regeringen og justitsministeren har i den her sag. For hvis man ville det, ville man jo straks gå i gang med at lægge pres på de andre EU-lande og spørge: Skal vi ikke forbedre den EU-lovgivning, der ligger?

Hr. Jeppe Mikkelsen siger jo, at i 2016 vil man godt være med til at ændre den. Men vi ved allerede nu, at selv når rammelovgivningen er fuldt implementeret, kan de, der afsoner i Danmark for ganske alvorlige forbrydelser, vold, grov vold osv., og som har en reststraf, der er mindre end 6 måneder, ikke sendes hjem til afsoning. Hvorfor vil Det Radikale Venstre ikke være med til at forbedre EU-lovgivningen allerede på nuværende tidspunkt, når man indrømmer, at den har nogle mangler?

Ordføreren.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at vi ikke har drøftet det. Jeg er jo heller ikke EU-ordfører for Radikale Venstre. Men jeg vil gerne være med til at kigge på det. Og det kan også godt være, at vi skal kigge på det før 2016. Det skal jeg ikke være afvisende over for. Men jeg må sige, at vi langt hen ad vejen følger den vej, som den tidligere regering gjorde. Så hvis vi ikke vil sætte handling bag ordene, må jeg konkludere, at det ville den tidligere regering åbenbart heller ikke.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Klokken er ved at være mange, og jeg føler lidt, at vi står og diskuterer noget, som vi har diskuteret hundrede sytten gange før.

Jeg synes, det er sådan lidt mærkeligt, at man prøver at puste det her op til en debat om, at regeringen ikke vil gøre noget. Hør nu her: Der er ingen i regeringen, der synes, at det er specielt smart, at vi har en masse udenlandske afsonere i vores fængsler. Vi vil hellere end gerne kunne sende dem hjem til de lande, de kommer fra. Det er bare et spørgsmål om det muliges kunst, og det er derfor, at vi har taget nogle, synes jeg, udmærkede initiativer i forbindelse med den nye kriminalforsorgsaftale. Det er det, der er muligt.

Snart er der flere EU-lande, der kommer med på vognen, og så bliver det faktisk muligt at sende de her mennesker hjem. Når Polen har fået udsættelse til 2016, handler det jo om, at man i Polen også har overfyldte fængsler. Hvad vil der ske, hvis vi sender penge med dem hjem? Jo, så bliver det måske meget interessant for Polen at modtage penge for deres afsonere; så løslader de dem eller sætter dem i en ventekø, og vupti, så har vi dem her i Danmark igen til at begå ny kriminalitet. Det kan da helt ærligt ikke være meningen.

Så lad os nu få det her på plads. Meget snart bliver det faktisk muligt at få sendt nogle af de her afsonere hjem til deres egne lande. Det er den allerbedste løsning. Vi har ikke nogen tilbud til dem i Danmark, og jeg synes faktisk også, det er bedst, at de er tæt på det sted, hvor de skal udsluses. Så der er ikke nogen stor ideologisk uenighed om det her.

Hvis det her var så nemt, er jeg sikker på, at man selv havde gjort noget, da man havde regeringsmagten. Det er i hvert fald ikke første gang, vi har diskuteret det her forslag.

Der er en kort bemærkning. Hr. Karsten Lauritzen.

SF's ordfører siger, at klokken er mange, og det er jo sådan set rigtig nok, men det siger også lidt om, hvilken prioritet SF giver den her opgave. Ja, det er rigtigt, at klokken er mange, men det er faktisk en ret alvorlig sag. Der sidder næsten 500 i de danske fængsler, som kunne afsone i deres hjemlande, hvis man ønskede at sætte politisk ind over for det.

Det, som SF's ordfører trækker frem som det store resultat i aftalen om kriminalforsorgen, er nogle måltal for bureaukratiet. Der er ikke nogen måltal for, hvad der skal komme ud af det, udover et politisk ønske. Derfor bliver jeg nødt til at spørge SF: Hvorfor er SF modstander af, at man sætter en målsætning for, hvor mange der så bliver overført til afsoning i hjemlandet? Hvorfor skal vi kun sætte måltal op for bureaukratiet og processen? Hvad med at få nogle måltal for resultater? Hvorfor er det, at SF har så stort et problem med det?

Ordføreren.

Når jeg sukker lidt over det her, tror jeg, er det, fordi vi har været igennem det her mange gange, og vi har faktisk været igennem det for nylig. Jeg synes bare, det er utroligt, at vi skal blive ved med at diskutere det.

Det er jo ikke, fordi vi ikke vil gøre noget på det her område. Og vi gør sådan set også noget; vi gør noget med kriminalforsorgsaftalen, og jeg tror faktisk, at man i Venstre måske er en smule pigesur over, at man ikke kom med i den her aftale om kriminalforsorgen. Det kan jeg kun beklage. Det er en vigtig aftale for vores fængsler; det er en aftale, hvor vi samler regningen op bl.a. for Venstres uansvarlige retspolitik igennem et årti. Nu kommer der styr på den del, og jeg kan konstatere, at det vil man ikke være med til. Vi har taget nogle initiativer, og det er jeg sådan set glad for.

Tak til ordføreren. (Karsten Lauritzen (V): Jamen jeg har markeret). Der har været to, og man har kun to spørgsmål. Har han kun fået et? Vi giver hr. Karsten Lauritzen et spørgsmål mere.

Jeg er ret overbevist om, at SF's ordfører i sin ordførertale sagde, at klokken er mange, og det var også min indledende replik i det første spørgsmål. Men det skal da ikke skille os ad. Der kommer jo andre lejligheder til at diskutere den her sag.

Jeg kan bare sige, at i Venstre er vi ikke pigesure – på ingen måde. Men vi synes i al sin enkelhed, at det, der ligger i aftalen omkring afsoning i hjemlandet, er for tyndt.

Vi tror ikke, at det vil føre til, at de 500 personer, der i øjeblikket sidder og afsoner, om et år er sendt til afsoning i deres pågældende hjemlande. Hvis det skulle være tilfældet, skal jeg gerne erkende, at jeg har taget fejl. Men det tror vi bare ikke.

Derfor spurgte jeg, og det var det, SF's ordfører overhovedet ikke svarede på, hvorfor man ikke vil være med til at lave målsætning om, at halvdelen – eller 25 pct. eller 10 pct. – af dem, vi kan hjemsende, skal hjemsendes.

Hvorfor vil SF ikke være med til at sætte et konkret mål for, hvad der skal komme ud af de fine initiativer? Hvorfor vil man kun være med til at lave en målsætning for bureaukratiet og for en proces? Lad os da fokusere på resultaterne.

Ordføreren.

Der er jo ikke nogen uenighed på det område, vil jeg bare sige til Venstres ordfører. Vi vil meget gerne være med til at hjemsende dem, der kan hjemsendes. Men vi er stærkt uenige i, at man, som Venstre foreslog, bare skulle spare 50 mio. kr. på det her område på forhånd, uden at det måske overhovedet kunne lade sig gøre.

Derfor vil vi ikke være med til at lave nogle andre målsætninger. Vi risikerer at stå i en situation, hvor det rent faktisk ikke kan lade sig gøre, og hvor Kriminalforsorgen endnu en gang må betale for nogle dårlige prioriteringer. Det synes jeg bare ikke er i orden.

Nu har vi sat nogle mål for sagsbehandlingstiden. Det betyder, at der kommer til at ske noget, og det kommer til at ske inden for nogle bestemte tidsgrænser. Jeg tror på, at det kan hjælpe, og lige om lidt er der hul igennem til en lang række af de andre EU-lande, og så tror jeg bare, at vi vil se, at det her kommer drypvis i gang. Det er en god aftale, og jeg sætter min lid til den.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen som ordfører for Liberal Alliance.

Problemerne med pladsmangel i de danske fængsler er vokset så store, at behovet for udvidelse som bekendt sneg sig ind i de netop overståede forhandlinger om finansloven. Liberal Alliance støttede ved den lejlighed etableringen af nye fængselspladser, der er målrettet de hårdeste kriminelle. Det er et helt igennem fornuftigt initiativ, der på kort sigt løser nogle ud af de udfordringer, vi står over for.

Desværre slutter behovet jo ikke her. De danske fængsler er, som det fremgår, stadig overfyldte, og indsatte med udenlandsk statsborgerskab udgør en uforholdsmæssig stor andel. Dette fordrer, at vi tager andre midler i brug for at komme pladsmangelen i fængslerne til livs. Denne udfordring adresseres i det beslutningsforslag, vi står med her i dag.

Da vi tidligere på året behandlede et lignende beslutningsforslag, var det med støtte fra Liberal Alliance. Ved daværende lejlighed argumenterede vi for, at de bilaterale aftaler, som det anbefales at tage i brug, også burde indgås med lande uden for EU. Dette element er som bekendt en del af beslutningsforslaget, vi behandler her i dag, og det er en af grundene til, at Liberal Alliance nu er medforslagsstiller.

Når vi føler, at der er behov for en genfremsættelse, skyldes det ganske enkelt, at implementeringshastigheden af EU-rammeafgørelsen på området i rigtig mange lande lader meget tilbage at ønske. Derfor mener vi, der bør skeles til de erfaringer, man har gjort i Norge, hvor det med al tydelighed fremgår, at det er nødvendigt, at de internationale aftaler ledsages af netop bilaterale aftaler. Det gælder både, når det drejer sig om at tage imod egne domfældte statsborgere, og når vi taler generel forebyggelse og efterforskning.

Med hensyn til de økonomiske incitamenter, som forslaget lægger op til, er vi af den klare overbevisning, at man kan få langt flere fængselsceller for pengene ved at støtte opførelsen af fængsler i eksempelvis Østeuropa. Udgifterne til både opførelse af nye fængsler og driftspersonel er alt andet lige billigere i Rumænien end i Danmark, og vi finder det derfor formålstjenligt, at en del af de midler, der spares ved at sende de dømte hjem til afsoning, anvendes til det formål. Forslaget her skal så ses som et udtryk, går jeg ud fra, for, hvordan en fremtidig borgerlig regering vil lovgive på området.

Som medforslagsstiller støtter Liberal Alliance naturligvis forslaget.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti er medforslagsstiller på dette beslutningsforslag, og det er vi af den simple årsag, at det her bekymrer os stærkt. Det bekymrer os ikke alene, at vi har rigtig mange udlændinge siddende og fylde op i vores fængsler. Det bekymrer os nemlig også, at vi har kunnet konstatere, at der er udlændinge, der kommer hertil, fordi de sådan set ikke regner det for noget som helst at blive pågrebet af politiet, dømt og smidt i et dansk fængsel. De regner det ikke for noget. Det er som et bedre højskoleophold, i forhold til de vilkår de kommer fra.

Derfor er det helt afgørende vigtigt, at vi får strammet op og markeret, at hvis man som udlænding kommer her til landet og begår kriminalitet, ryger man direkte hjem til afsoning i ens eget hjemlands fængselsvæsen. For det er det eneste, de har respekt for – det eneste.

Dermed vil det have en enorm præventiv effekt. Der er jo noget, der er stærkt bekymrende, nemlig at vi kan se, hvordan de kriminelle fra Østeuropa rejser det meste af Europa igennem og kommer op til Danmark for at lave kriminaliteten her.

Vi kan konstatere, at der i Danmark er seks gange så mange indbrud i private hjem, som der er i Tyskland. Hvorfor er der det? Det er der, fordi det ikke har de samme hårde konsekvenser at lave indbrudskriminalitet i Danmark, som det har i Tyskland.

I det hele taget bør der strammes op, for det, der må være målet med den lovgivning, vi laver her i landet, er jo ikke at sørge for, at flest mulige sidder i fængsel. Det er at sørge for, at færrest mulige laver kriminalitet. Og vi er helt sikre på, at det her vil få en præventiv effekt. De kriminelle vil fravælge Danmark, og dermed er der færre, der bliver ofre for forbrydelser i Danmark. Det må være det, der er målet. Derfor står vi bag beslutningsforslaget her.

Vi står også bag forliget med regeringen om at få strammet op og få øget sikkerhed i kriminalforsorgen, og vi har også lavet nogle måltal, med henblik på at der bliver sørget for, at så mange udenlandske kriminelle som muligt kommer hjem og afsoner i eget hjemland. Den aftale står vi bag. Men vi synes godt, det kunne have været gjort bedre.

Det er der jo ikke noget i forliget der forhindrer. Selvfølgelig kan man arbejde videre i den retning, man har lyst til, og beslutningsforslaget er bl.a. udtryk for Det Konservative Folkepartis politik, nemlig at der skal gøres alt det, der overhovedet kan gøres. Ikke kun for at sikre, at der ikke sidder udenlandske kriminelle i danske fængsler, hvilket er det ene formål, men for at få udenlandske kriminelle til at holde op med at rejse til Danmark og lave kriminalitet, for så får vi færre ofre, og det er det andet formål, som er langt, langt vigtigere.

I Det Konservative Folkeparti er vi på ofrenes side, og derfor står vi bag beslutningsforslaget her, som vi støtter.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karsten Lauritzen, Venstre.

Tak. I Venstre er vi meget optaget af at sikre, at folk, der ikke har lovligt ophold i Danmark, bliver hjemsendt til afsoning i deres hjemlande. Jeg kan nævne en lang række sager fra Nordjylland, hvor jeg er valgt og opstillet. Man havde for nylig en sag med to svenskere, der begik væbnet røveri – det var et meget forfærdeligt røveri med store omkostninger for ofrene – og blev idømt 2 års fængsel for det. De afsoner så i Danmark, og der må man undre sig over, hvorfor de pågældende ikke straks blev overført til afsoning i Sverige. Der sker det, at de bliver prøveløsladt, og kort tid efter, altså her i 2012, begår de så endnu et røveri mod en bank, tror jeg det var. Det viser med al tydelighed, at vi har nogle problemer i Kriminalforsorgen med afsoning i hjemlandet. I det her tilfælde skulle de have været sendt til afsoning i Sverige, og der skulle have været taget hånd om, at de pågældende ikke vendte tilbage til Danmark.

Et andet eksempel, jeg kan nævne, er i virkeligheden en historie, jeg har hørt fra en politibetjent, og som handler om nogle af de østeuropæiske kriminelle, som tager til Danmark med henblik på at begå indbrud – vi har en kedelig europæisk rekord i indbrud – i almindelige danskeres hjem. Politiet er dygtige nok til at fange dem, de bliver idømt en straf, de udstår straffen i et dansk fængsel og bliver så hjemsendt til deres pågældende land for kort tid efter at vende tilbage og begå flere indbrud. Der tror vi i Venstre på, at det ville have en præventiv effekt, hvis de pågældende afsonede i et østeuropæisk fængsel frem for i et dansk fængsel.

Berlingske Tidende var i forbindelse med en artikel for nogle måneder siden ude at besøge Københavns fængsler, som jo er fyldt med udenlandske kriminelle – mennesker, der ikke har lovligt ophold i Danmark, men som er kommet hertil, har forbrudt sig imod vores samfunds regler, er blevet fanget af politiet, idømt en straf og nu sidder og afsoner eller venter på at få en dom. Berlingske Tidende talte med fængselsinspektøren, der bekræfter, at det er et stigende og voksende problem. Jeg tror, det er næsten halvdelen af dem, der sidder i de københavnske fængsler, som ikke har lovligt ophold i Danmark, og som er udenlandske statsborgere, og det tal er i voldsom vækst. De talte også med en rumæner, som sad i Københavns fængsler, og han fortalte om, hvor fantastisk det var at være i Danmark. Jeg kan ikke huske citatet præcist, men det lyder noget i retning af, at han havde siddet i fængsler i Holland, i Tyskland, andre steder i Europa, men der var ikke noget, der var så godt som at sidde i et dansk fængsel. Han skulle helt sikkert tilbage til Danmark. Det er altså en person, der sidder inde, fordi vedkommende har begået kriminalitet, men det er det syn, en række udenlandske kriminelle har på det danske samfund, og de betragter det som en badeferie at sidde i et dansk fængsel.

Derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag sammen med de øvrige borgerlige partier, altså for at sikre, at man får overført så mange som overhovedet muligt til afsoning i hjemlandet. Og vi er da kede af, at justitsministeren og en række partier – det tyder på, der er et flertal, selv om vi ikke har hørt Enhedslisten – der vil afvise det her beslutningsforslag under henvisning til, at man har lavet en aftale om Kriminalforsorgen, som med justitsministerens ord overhaler det her beslutningsforslag indenom. Det er jo et mærkeligt udsagn at komme med fra justitsministerens side, for det her beslutningsforslag indeholder en lang række redskaber, bilaterale aftaler, en genforhandling af EU-reglerne, en hasteprocedure ved domstolene – ting, som rent faktisk vil føre til, at flere udlændinge blev dømt hurtigere, blev udsendt hurtigere og afsonede i deres hjemlande, i stedet for på danske skatteborgeres regning. Der er ikke nævnt et eneste ord om de her initiativer i den aftale om Kriminalforsorgen. Det er rigtigt nok, at der i aftalen om Kriminalforsorgen er en overskrift, der handler om nye, klare måltal for hjemsendelse, men måltallene er måltal for bureaukratiet og ikke måltal for, hvor mange der skal hjemsendes, og der savner vi en klar politisk ambition fra justitsministerens side.

Så er jeg da glad for aftalen, som jo er et skridt i den rigtige retning. Der er jo en grund til, at både Liberal Alliance og De Konservative vil stemme for beslutningsforslaget – sådan hørte jeg i hvert fald ordførertalerne. De er med i forliget, og det er Venstre ikke. Og grunden til, at de her ting er indført, er, at de borgerlige partier har siddet rundt om forhandlingsbordet. Nogle af os har så forladt forhandlingerne, og andre er blevet, men det her er ikke ting, der er kommet ind i aftalen på justitsministerens initiativ. Det er nogle, der er kommet ind i aftalen på initiativ af de borgerlige partier. Derfor synes jeg, at justitsministeren skulle lade være med at sige, at vi er politisk enige om det her, for det er vi ikke. Det er jo derfor, at regeringen anbefaler at stemme det her beslutningsforslag ned.

Det synes vi i Venstre er ærgerligt, og vi synes, at det siger noget om, hvordan regeringen prioriterer det her område. Hvis man havde et oprigtigt ønske om at sikre, at udlændinge afsoner i deres hjemlande, så kæmpede man da for at forbedre de EU-regler, der ligger, som jo kun giver mulighed for, at de udlændinge, der er idømt mere end 6 måneders fængsel eller har mere end 6 måneder tilbage af deres reststraf, kan afsone i deres hjemlande. Hvis man reelt ønskede at sørge for, at udlændinge afsoner, ikke på danske skatteborgeres regning, men på deres hjemlands, ville man da forsøge at indføre bilaterale aftaler med en række lande, sådan som vi lægger op til i det her beslutningsforslag.

Derfor forstår jeg ikke, at justitsministeren afviser de bilaterale aftaler, sådan som ministeren gjorde i sin tale. Sådan et land som Polen, der jo har fået en udskydelse af implementeringen af EU-reglerne frem til 2016, har jo ikke noget ønske om at tage imod deres egne statsborgere, hvis man ikke laver en bilateral aftale. Så har vi det Venstre fint med, at vi må binde lidt penge i enden af den aftale, ikke forstået sådan, at der skal sendes en tusindkroneseddel eller 10.000 kr. efter en udenlandsk statsborger, der skal afsone i Polen, men det kunne være en hjælp til opbygning af det polske fængselssystem. Vi har dygtige fængselsfunktionærer, som kæmper i de danske fængsler med udenlandske indsatte, som ikke er lette at håndtere, og de sidder måske inde med noget viden, som de kunne bruge Polen. Vi kunne måske hjælpe med at opbygge nogle fængsler i Polen, der gør, at de i større omfang kan tage imod egne statsborgere.

Men i stedet for gå med til de her ting sidder justitsministeren på sine hænder og henviser til en aftale, som der er et meget begrænset indhold i. Jeg kan love justitsministeren, at for Venstres vedkommende vil vi forfølge den her sag, og vi vil forfølge, om de initiativer, der er i aftalen, som Venstre ikke er en del af, rent faktisk fører til, at flere bliver overført til afsoning i hjemlandet. Vi tvivler meget kraftigt på det.

Til sidst bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor de partier, der stemmer imod det her beslutningsforslag, ikke i det alternativ, de stiller op, nemlig aftalen om Kriminalforsorgen, har indført et måltal, hvor man har sat et præcist mål for, hvad det her skal føre med sig. Hvad skal resultatet være? Hvad skal der komme ud af det? Man har sat flotte målsætninger op for bureaukratiet, for hvilke regler og retningslinjer der skal overholdes, men man har overhovedet ikke fokuseret på, hvad der kommer ud af det.

Det, der kan overraske endnu mere, er, at der, hvis man læser lidt videre i aftalen, er et andet område, som regeringen prioriterer højere, hvor man netop har lavet en målsætning. Der står på side 11 i aftalen om Kriminalforsorgen, at man i forbindelse med de nye initiativer i forhold til resocialisering har sat det mål op, at de skal føre til et fald i belæg på ca. 50 pladser i 2016 i forhold til det nuværende kriminalitetsbillede.

Så i forhold til resocialisering og de initiativer, der er aftalt der, tør man godt sætte et mål op for, hvad resultatet skal være, men når det handler om afsoning i hjemlandet, kan det ikke lade sig gøre. Det afslører med al tydelighed, at regeringen reelt ikke ønsker at prioritere afsoning i hjemlandet. Man har fokus på resocialisering og på, hvad udenlandske afsonere skal lære i de danske fængsler. Man har ikke fokus på, hvordan man hurtigst muligt får sendt dem hjem. Hvis man havde det, havde man stemt for det her beslutningsforslag. Det må vi erkende tilsyneladende ikke er tilfældet.

Men jeg skal alligevel takke for den behandling, som Tinget har givet beslutningsforslaget, og håber, at vi kan få sat fokus på nogle af tingene heri i den følgende udvalgsbehandling. Og så skal jeg sige, at Venstre selvfølgelig støtter beslutningsforslaget.

Det ville også være mærkeligt andet, når det er dem selv, der har fremsat det.

Hr. Ole Hækkerup for en kort bemærkning.

Tak. Det, hr. Karsten Lauritzen sagde, er jo sådan set ikke overraskende. Vi har jo også diskuteret det her ad flere omgange, og jeg kan forstå at Venstres logik cirka går på følgende måde: Vi laver nogle aftaler, det koster nogle penge, o.k., fair nok, men til gengæld sparer vi nogle penge i den anden ende. Så er mit spørgsmål til Venstre: Hvor mange budgetterer Venstre med at kunne sende hjem?

Ordføreren.

Vi har jo meldt ud, og det har vi gjort i offentligheden, at vi tror, at man godt kunne finde et besparelsespotentiale på, jeg tror, det var 50 mio. kr. næste år stigende til 75 mio. kr. i 2014. Det tror vi er realistisk og muligt, fordi der er rigtig mange penge at spare her. Vi har jo tidligere fået et svar fra Justitsministeriet om, at potentialet i 2011 er på små 230 mio. kr., hvis man tager alle udenlandske afsonere, der sidder i danske fængsler. Vi kan selvfølgelig ikke sende dem alle sammen hjem, men vi tror, at det er muligt at spare en betydelig sum penge, og vi tør godt sætte os et politisk mål om, hvilke fængselspladser der skal frigøres. Hvis vi så ikke når målet, men kun kommer tæt på, må vi snakke om det, men vi synes, at det er kedeligt, at man ikke engang som politiker tør sætte sig et mål for andet end bureaukrati og papirarbejde.

Hr. Ole Hækkerup.

Det er alt sammen meget godt, 50 mio. kr. Hvad er det, Venstre vil gennemføre for at sikre, at man når den besparelse? Hvad er det for nogle initiativer, Venstre vil tage?

Ordføreren.

Hr. Ole Hækkerup kan jo bare læse beslutningsforslaget. Det lyder jo, som om den socialdemokratiske ordfører ikke engang har læst beslutningsforslaget. Der står jo klart i det, at man vil lave bilaterale aftaler, og det vil sige, hvis jeg skal forklare det for hr. Ole Hækkerup, at en bilateral aftale f.eks. kunne gå ud på, at Danmark laver en aftale med Rumænien om, at de ved en hurtig procedure, hurtigere end den, EU-systemet stiller op, skal tage imod folk, der afsoner i Danmark og kunne afsone i Rumænien. Hvis man laver sådan en aftale, kunne man jo sende alle dem hjem, som EU-aftalen forhindrer at vi sender hjem, fordi de har mindre end 6 måneder tilbage af deres reststraf. Så kan det godt være, at vi skal sige, at vi sender nogle fængselsbetjente ned til at undervise nogle rumænske fængselsbetjente, og at det koster lidt penge, men jeg tror, at samlet set vil det være en betydelig besparelse.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.