Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af retsstillingen for ofre for grovere volds- og sædelighedsforbrydelser begået i udlandet.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2012).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak, formand. Med beslutningsforslaget pålægges regeringen i indeværende folketingsår at gennemføre de fornødne ændringer af lovgivningen, der forbedrer retsstillingen for ofre for grovere volds- og sædelighedsforbrydelser, der er begået i udlandet mod danske statsborgere med bopæl i Danmark. Regeringen pålægges endvidere at gennemføre ændringer af lovgivningen, der medfører, at disse ofre sikres erstatning på lige fod med ofre for grovere volds- og sædelighedsforbrydelser begået i Danmark.

Det er et vigtigt emne, som forslagsstillerne med beslutningsforslaget sætter på Folketingets dagsorden i dag. I den nuværende regering er vi meget optaget af at hjælpe ofre for kriminalitet gennem konkrete initiativer.

Inden jeg redegør for regeringens nærmere holdning til beslutningsforslaget, vil jeg gerne understrege, at regeringen – som det også fremgår af regeringsgrundlaget fra oktober 2011 – har sat sig som mål, at ofre for kriminalitet skal hjælpes bedre. Regeringen offentliggjorde derfor i juni måned i år sin offerpakke, som er blevet til i et tæt samarbejde med Enhedslisten. Offerpakken skal sikre, at ofre for kriminalitet får mere hjælp og får en bedre behandling i retssystemet.

Offerpakken består af tre tiltag. For det første vil vi etablere en offerfond. Fonden skal opkræve penge fra gerningsmænd, og de penge skal anvendes på initiativer, der hjælper ofre for kriminalitet videre i tilværelsen. Det gælder ikke mindst ofre for volds- og sædelighedsforbrydelser. For det andet vil regeringen som en del af offerpakken udvide informationspligten i forhold til ofre. Ofre, der ønsker det, skal fremover modtage en underretning, hvis deres gerningsmand under afsoning optræder som central person i et tv-program. For det tredje er det vores ønske, at offerets version af sagen kommer mere i centrum i retssager. Derfor vil jeg bede Strafferetsplejeudvalget udarbejde forslag til en sådan ny model for afvikling af straffesager, hvor altså hensynet til ofrene i højere grad kommer i centrum i retssalene, og redegøre for konsekvenserne heraf.

Jeg mener, at vi med disse initiativer tager et stort skridt for at styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser. Det lovforslag, som skal til for at etablere offerfonden og udvide informationspligten, vil jeg fremsætte i den samling, vi er i gang med nu, og jeg håber, at der vil være bred politisk opbakning til forslaget.

Ud over de konkrete tiltag, som regeringen i samarbejde med Enhedslisten allerede har spillet ud med, er vi selvfølgelig altid åbne over for at diskutere yderligere initiativer, som kan gavne ofre for forbrydelser.

Hvis jeg skal knytte et par kommentarer til de tiltag, som forslagsstillerne efterspørger, kan jeg begynde med den første del af forslaget, der handler om initiativer, der skal forbedre retsstillingen for ofre for grovere volds- og sædelighedsforbrydelser, der er begået i udlandet. Jeg har ligesom forslagsstillerne – og det er der ingen grund til at skjule for nogen af os overhovedet – stor forståelse for, at man som offer kan føle sig ekstra udsat og utryg, når man er blevet udsat for en lovovertrædelse i udlandet og skal henvende sig til udenlandske myndigheder. Heldigvis er det da også allerede sådan, at de danske myndigheder hjælper den slags ofre. Hvis dansk politi modtager en anmeldelse om et groft strafbart forhold, der er begået i udlandet, hjælper politiet med at videregive anmeldelse til de rette udenlandske myndigheder. Tilsvarende hjælper det danske Erstatningsnævn med at indsende en ansøgning til de rette udenlandske myndigheder om offererstatning. Landets politi vejleder i øvrigt offeret om mulighederne for at få beskikket en dansk bistandsadvokat.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at eftersom gerningsmand, vidner og bevismateriale jo typisk befinder sig i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, vil efterforskningen og strafforfølgelsen naturligvis som alt overvejende hovedregel skulle gennemføres i netop dette land. Dansk politi hverken kan eller skal stå for efterforskningen af udenlandske sager i andre lande. Det er endvidere reglerne i gerningslandet, der gælder ved behandlingen af den udenlandske sag. De danske myndigheder har derfor ikke indflydelse på, hvordan de udenlandske myndigheder vælger at tilrettelægge deres efterforskning og den eventuelle straffesag, ligesom de udenlandske myndigheder jo heller ikke bestemmer, hvordan vi her i landet behandler sådanne sager. Jeg tror, at forslagsstillerne vil være enige med mig i, at vi også her i landet nødig vil have andre landes myndigheder til at blande sig i, hvordan politiet, anklagemyndigheden og domstolene tilrettelægger og afgør straffesager i Danmark.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at både politiet og anklagemyndigheden rent faktisk yder en stor indsats, der rækker ud over den hjælp, jeg allerede har været inde på, for at hjælpe ofre for forbrydelser i udlandet inden for de rammer, der er til stede. Det tror jeg også at forslagsstillerne vil være enige med mig i, hvis de har læst den udtalelse, som Rigsadvokaten har afgivet til brug for min besvarelse af 12. november i år af spørgsmål nr. 210 fra Folketingets Retsudvalg.

Som det bl.a. fremgår af udtalelsen, har dansk politi og anklagemyndighed i flere tilfælde bistået danske ofre og deres bistandsadvokater med at etablere kontakt til myndighederne i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, og med at tilvejebringe oplysninger om sagens status m.v. Det illustreres f.eks. af den konkrete sag, som jeg gætter på har givet anledning til beslutningsforslaget, og hvor det fremgår af udtalelsen, at Nordsjællands Politi har ydet betydelig bistand til forurettede og dennes bistandsadvokat.

Når jeg ikke desto mindre nævner de rammer, der er til stede, handler det naturligvis om, at vi her har at gøre med grænseoverskridende kriminalitet. I sådanne sager siger det sig selv at vi ikke fra dansk side kan agere på egen hånd og diktere, hvordan myndighederne i andre lande skal behandle en sag. Jeg er i forlængelse heraf nødt til at sige, at det ikke står mig helt klart, hvad det er for nogle initiativer, som forslagsstillerne mere konkret tænker på at der skal gennemføres i dansk lovgivning, for det fremgår jo faktisk ikke af beslutningsforslaget eller dets begrundelse. Måske skyldes det, at forslagsstillerne ikke har gjort sig helt klart, hvad det er, man efterspørger. I alle tilfælde er det efter min mening fornuftigt at få et overblik over, hvad det konkret er, ofrene og deres bistandsadvokater efterspørger i denne type af sager, før man slår ud med armene og konkluderer, at lovgivningen skal ændres.

Derfor har jeg bedt Rigsadvokaten om sammen med Rigspolitiet at tage initiativ til et møde med bl.a. repræsentanter for bistandsadvokaterne og Udenrigsministeriet. Jeg håber bl.a., at et sådant møde vil kunne være med til at få ryddet nogle af de misforståelser af vejen, som jeg tror der hersker på dette område.

Med den anden del af beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne, at ofre for grovere volds- og sædelighedsforbrydelser begået i udlandet skal tildeles erstatning på lige fod med ofre for lignende forbrydelser begået i Danmark. Det kan umiddelbart lyde som en besnærende tanke, men er altså ikke en, regeringen kan støtte. Jeg vil i den forbindelse godt minde om, hvad den danske ordning rent faktisk bygger på.

For det første skal der være et erstatningsgrundlag. Afgørelse efter offererstatningsloven træffes af Erstatningsnævnet, som foretager en vurdering af den enkelte ansøgning med henblik på at fastslå, om der i den konkrete sag er et sådant grundlag. Nævnets vurdering er grundlaget for erstatning og beror hovedsagelig på de oplysninger, som politiet tilvejebringer under den indledende efterforskning. Eftersom efterforskningen og senere strafforfølgningen i udenlandske sager gennemføres i det pågældende gerningsland, vil det i mange tilfælde formentlig være umuligt at få afklaret, om der i den konkrete sag er et erstatningsgrundlag efter de danske regler om offererstatning.

For det andet bygger ordningen på, at offerets krav på erstatning retter sig mod gerningsmanden. Staten yder som bekendt erstatning og godtgørelse efter reglerne i offererstatningsloven til personer, der har været udsat for en overtrædelse af bl.a. straffeloven, i det omfang skaden ikke godtgøres af gerningsmanden eller en forsikring eller lignende.

Den danske ordning er således baseret på, at staten så vidt muligt gør krav gældende over for gerningsmanden. I sager begået i udlandet vil det ofte være yderst vanskeligt, hvis ikke umuligt, for den danske stat efterfølgende at inddrive kravet hos den pågældende gerningsmand. Sagen er altså, at det i udenlandske sager for det første vil være meget vanskeligt at afgøre, om offeret har krav på erstatning, og for det andet også meget usikkert, om den danske stat vil kunne få beløbet tilbage fra gerningsmanden. Det er for mig at se væsentlige indvendinger imod forslagsstillernes tanker på dette punkt.

Jeg vil i øvrigt tilføje, at der efter den nugældende ordning er mulighed for, at der i helt særlige tilfælde kan ydes erstatning til et offer, som har været udsat for en forbrydelse i udlandet, når offeret har bopæl i Danmark, dansk indfødsret eller gør tjeneste for den danske udenrigsrepræsentation. Efter praksis ydes der som udgangspunkt kun erstatning, hvis skaden er opstået i et såkaldt lukket dansk miljø, f.eks. hvis en dansk skoleelev under en studietur overfaldes af en klassekammerat. Baggrunden for, at der er tale om en snæver undtagelse, er, at det i andre sager, som ikke har fundet sted i et sådant lukket miljø – som jeg tidligere har været inde på – vil være meget vanskeligt at afgøre, om der er et erstatningsgrundlag. Og det vil også være meget vanskeligt at inddrive kravet om erstatning hos gerningsmanden, som jeg sagde tidligere.

Jeg mener derfor, at det giver god mening at stille krav om, at ydelse af erstatning for skader forvoldt i udlandet forudsætter, at forbrydelsen har en vis nærmere tilknytning til Danmark, og jeg mener derfor ikke, at der bør foretages ændringer af reglerne på dette område.

Jeg kan i øvrigt tilføje, at hvis lovovertrædelsen er begået i et andet EU-land, er der mulighed for at søge erstatning hos den relevante myndighed efter erstatningsreglerne i det pågældende land. Som jeg allerede har været inde på, hjælper Erstatningsnævnet med at videresende erstatningsansøgninger til de rette myndigheder i EU.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ser frem til behandlingen af initiativerne i regeringens offerpakke, som jeg tror på vil gøre mere for ofrene. Som jeg sagde indledningsvis, håber jeg for mit vedkommende, at det lovforslag, som vi fremsætter, vil nyde bred opbakning i Folketinget. Jeg kan i hvert fald sige med hensyn til dette beslutningsforslag, at der knytter sig en hel række vanskeligheder til det, og regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til justitsministeren. Der er ikke nogen spørgsmål. Den første i ordførerrækken, som vi begynder på nu, er hr. Karsten Lauritzen, og han er ordfører for Venstre.

Tak. Med dette beslutningsforslag vil Dansk Folkeparti, som justitsministeren også har redegjort for, forbedre retsstillingen for danske statsborgere, der er udsat for f.eks. en voldtægt i udlandet. Derudover vil partiet sikre, at ofrene for disse forbrydelser får samme erstatning, som hvis forbrydelsen var sket i Danmark.

Det er jo umiddelbart svært at være uenig med Dansk Folkeparti i den her forbindelse. Særlig når man tænker på nogle af de skrækhistorier, som har været fremme, bl.a. i medierne, står det klart, at der er nogle alvorlige problemer. Det er ikke acceptabelt, at danske statsborgere ikke kan få klar besked om, hvordan deres sag i udlandet skrider frem, og i en situation, hvor man kunne have fået en forbryder dømt for en alvorlig forbrydelse, f.eks. voldtægt, er det ikke acceptabelt, at dialogen mellem offeret i Danmark og anklagemyndigheden i et andet EU-land går så langsomt, at der ikke nødvendigvis sker den domfældelse, som man kunne forestille sig.

I september stod et af ofrene i sådan en sag frem i TV-avisen på Danmarks Radio, og hun – hun hed Mie – fortalte sin skrækkelige historie. Under en studietur i Spanien blev hun overfaldet og voldtaget. Hun anmeldte det til det spanske politi, som ganske hurtigt anholdt gerningsmanden, og da hun kom hjem til Danmark, kontaktede hun sin advokat og de danske myndigheder med henblik på at få sagen oplyst via de europæiske samarbejdspartnere, f.eks. Eurojust. Siden er sagen så strandet, bl.a. fordi det har taget meget lang tid at få de nødvendige oplysninger om ankefrister og andet. Det er selvfølgelig ikke godt nok.

Spørgsmålet er, om det at lovgive, som Dansk Folkeparti foreslår, løser det problem, som den her sag illustrerer. Jeg tror, der er oplysninger om, at der sidste år var over 50 lignende sager i andre EU-lande. Spørgsmålet er, om mere lovgivning så løser de problemer, man løber ind i, og det mener vi i Venstre ikke. Der er, som justitsministeren allerede har redegjort for, regler, der betyder, at man får beskikket en advokat. Det er noget, der er gennemført i VK-regeringens levetid.

Vi må dog anerkende, at der er en stor forskel i den praksis, som de forskellige politikredse har, og derfor har vi også noteret os med glæde, at man i Justitsministeriet arbejder på at få sikret en ensartet praksis. Man må nogle gange undre sig lidt over, at det kan tage så lang tid at få en ensartet praksis, når der er tale om meget alvorlige sager som f.eks. en voldtægt begået i et andet EU-land. Der bliver man nødt til at tage hensyn til offeret og ikke nogen bureaukratiske systemer.

I Venstre er vi af den opfattelse, at der er behov for, at justitsministeren ikke blot, som ministeren har redegjort for, kigger på reglerne, men også giver en klar garanti til Folketinget om, at det samarbejde, der skal være mellem dansk politi, vores samarbejdspartnere i Europa, de danske repræsentationer og Udenrigsministeriet, forbedres. Der er jo klare regler, hvis en dansk statsborger sidder indespærret i et land uden for Danmarks grænser, der er rettigheder om besøg fra ambassaden hvert halve år osv., og så kan det ikke passe, at der ikke kan laves nogle klare, enkle retningslinjer for, hvis man er udsat for en alvorlig forbrydelse i et andet EU-land.

De EU-lande, som sløser med den EU-lovgivning, som er på området, må man rejse en politisk debat på europæisk plan med, og der må justitsministeren banke i bordet i Bruxelles og pege på Spanien og nogle af de andre lande – det er desværre særlig i de sydeuropæiske lande, der er problemer – og gøre opmærksom på, at det selvfølgelig ikke er acceptabelt, at der ikke foregår et ordentligt samarbejde mellem advokaten for et offer i Danmark for en meget alvorlig forbrydelse og så de pågældende landes anklagemyndigheder.

Men vi tror ikke på, at lovgivning er vejen frem. Det må være muligt at sikre det ved at lave nogle retningslinjer, der gør, at de offentlige myndigheder i Danmark samarbejder bedre, og at ambassaderne rundtom i verden bliver bedre til at hjælpe de ofre, der er, for alvorlige forbrydelser, og sikrer, at der er en ordentlig kontakt mellem anklagemyndigheden i det pågældende land og offeret og offerets beskikkede bistandsadvokat i Danmark. Det kunne vi godt tænke os at justitsministeren giver et lidt mere klart svar på eller en lidt mere klar garanti for end den, ministeren har redegjort for her i dag, men det er jo noget, vi kan se på i den kommende udvalgsbehandling. Jeg vil ikke på Venstres vegne afvise, at vi kan komme i en situation, hvor vi synes, man skal skrive en beretning i Folketingets Retsudvalg om den her sag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Hækkerup, ordfører for Socialdemokratiet.

Som det allerede er fremgået, handler det her beslutningsforslag om, at ofre for forbrydelser i udlandet skal stilles bedre. Som det allerede er blevet nævnt, også af ministeren, mener vi jo som Socialdemokrater, at ofre for forbrydelser skal have den støtte og den hjælp, som de har brug for. Det betyder så også, at ofre for kriminalitet skal hjælpes bedre, end de bliver det i dag. Det er derfor, vi har lavet en aftale om en offerpakke. For mig at se er det en af de måder, hvorpå man kan se, at der er sket et regeringsskifte.

Når det så gælder spørgsmålet om ofre for kriminalitet, der er begået i udlandet, vil jeg sige, at så vil vi også gerne kigge på, om der er noget, vi kan gøre bedre end i dag. Det har allerede været nævnt, at politiet skal hjælpe i forhold til udenlandsk politi, og at Erstatningsnævnet skal hjælpe med at søge erstatning. Og så har justitsministeren jo redegjort for nogle af de forskellige juridiske aspekter i det her, eksempelvis det helt selvindlysende, logiske med, at vi ikke kan bestemme over lovgivningen i andre lande.

Men det, jeg synes er vigtigt, og det, som jeg noterede mig, er i virkeligheden det initiativ, justitsministeren nævnte i sin tale, nemlig at sørge for, at bistandsadvokaterne, rigspolitiet og Rigsadvokaten sætter sig ned sammen med Udenrigsministeriet og ser på, hvad de kan gøre bedre end i dag.

Er reglerne gode nok? Det er de måske, det er de måske ikke. Hvad med den måde, reglerne bruges på? Måske kan myndigheder og advokater arbejde bedre sammen, end man gør i dag. Det har vi brug for at få afklaret, og det bliver det nu med det initiativ, justitsministeren har taget. Og det tror jeg i virkeligheden er den bedste måde at komme videre på. For så tager vi dem, der har det her mest inde på livet, og får dem til at komme med deres erfaringer og deres ideer til, hvad der kan gøres bedre.

Det står i bemærkningerne til forslaget, at der er et tomrum i forbindelse med reglerne på området. Jeg ved ikke, om der er et tomrum i forbindelse med reglerne på området, men uanset hvad, får vi det kortlagt nu, når Rigsadvokaten, rigspolitiet og repræsentanter for bistandsadvokaterne og Udenrigsministeriet sætter sig ned og kigger på det sammen. Det skal ikke skorte på velvilje fra Socialdemokraternes side til at sige: Lad os kigge på de regler, der er; lad os kigge på, om der er mangel på regler, for at se på, om det her kan gøres bedre.

Man kan jo sige, at det måske i virkeligheden drejer sig om at få sat sig ned og kigget på, hvordan det her fungerer i praksis. Hvordan fungerer det her i praksis? Er det reglerne, det er galt med? Er der mangel på regler? Og man kan sige, at det vil stille Folketinget bedre, men jeg synes i virkeligheden, at pointen her er: Ja, ja, det kan da godt være, at det her vil stille Folketinget bedre, men først og fremmest vil det her arbejde med dem, der faktisk har fingrene nede i det, kunne stille nogle af ofrene bedre. Og det synes jeg i virkeligheden er pointen i den her forbindelse.

På den baggrund tror jeg at vi får det bedste resultat. Og jeg tror, at vi får det bedste grundlag for vores arbejde for at stille ofrene bedre med det initiativ, justitsministeren her har taget. På den baggrund skal jeg selvfølgelig meddele, at vi så ikke kan støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det hr. Jeppe Mikkelsen, ordfører for Radikale Venstre.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne for forslaget.

Det er absolut et vigtigt emne at tage op, og vi er i Radikale Venstre meget åbne over for at se på, hvordan man kan hjælpe ofre for kriminalitet bedre generelt set, end vi gør i dag. Og vi har som bekendt i regeringen allerede lavet en aftale med Enhedslisten, som på forskellige punkter skal hjælpe ofre for kriminalitet.

Så må man sige, at danske ofre i dag heldigvis ikke er fuldstændig på egen hånd, når de bliver udsat for forbrydelser i udlandet. Der er allerede en række muligheder for hjælp. Det synes jeg man skal starte med at sige, når man nu står og snakker om et forslag af den her kaliber. Men jeg er da åben over for at se på, om vi kan gøre det endnu bedre. Jeg er meget glad for det initiativ, som justitsministeren har sat i gang, og derfor er nye ideer naturligvis også velkomne. Vi er åbne over for at lytte.

Derfor har jeg også læst beslutningsforslaget med interesse. Men jeg må være helt ærlig og sige, at jeg har lidt svært ved at forstå det. Jeg tror, at alle partier har et ønske om, at danske statsborgere får den bedst mulige og den samme behandling, uanset om de så bliver udsat for en forbrydelse her i landet eller uden for vores grænser. Det er vi sådan set enige om, tror jeg. Men det ville jo også medføre, at vi skulle gå ind og ændre lovgivningen i andre lande. Jeg ved ikke, om forslagsstillerne tænker, at vi skal overtage kontrollen i f.eks. Spanien eller lignende. Hvis det er det, man ønsker, vil jeg i hvert fald sige, at den tanke støtter vi ikke.

Men hvad forslagsstillerne ønsker at ændre i dansk ret, står heller ikke så klart. Man nævner selvfølgelig bestemmelserne om erstatning, og at de står i offererstatningsloven, og man citerer lidt derfra. Men man skal jo forstå, at her spiller efterforskningen også en kæmpestor rolle, og den bliver jo altså også udført i det land, hvor forbrydelsen nu engang måtte være foregået.

Så har vi heller ikke nogen myndighed, som justitsministeren også var inde på, til at inddrive gælden i f.eks. Polen eller Belgien, eller hvor en forbrydelse nu kunne være foregået. Så chancen for overhovedet at inddrive en erstatning fra gerningsmanden er meget lille.

Men jeg synes, at problematikken om borgere, der bliver udsat for kriminalitet, er rigtig, rigtig god, og den viser meget godt, hvorfor vi bør samarbejde tættere på retsområdet, også på tværs af grænserne, især selvfølgelig med EU-landene. Og EU er faktisk i gang med at implementere et nyt offerdirektiv. Jeg ved ikke helt, hvor langt man er i processen, det må jeg være ærlig at indrømme at jeg ikke har haft tid nok til at gå i dybden med. Men direktivet sikrer altså EU-borgerne en masse minimumsrettigheder på en række områder.

Bl.a. sikres det, at ofrene behandles med respekt, og at politi, anklager og dommer er uddannet i, hvordan de skal behandle ofrene, som det sig bør; man sikrer, at ofrene informeres om deres rettigheder og deres sag på en måde, de forstår – det kan man sige også er en vigtig ting, når det foregår i udlandet – at der findes tjenester, der yder støtte til ofre i alle medlemsstater, er også noget, der sikres; og at ofrene kan deltage i retsproceduren, hvis de ønsker det, og få hjælp til at overvære retssagen, er også en ting, der sikres; at udsatte ofre indkredses, f.eks. børn, voldtægtsofre og handicappede mennesker, og at de beskyttes ordentligt, er også en ting, der sikres; og det sikres, at ofrene beskyttes, både mens politiet efterforsker forbrydelsen og under retssagen.

Jeg tror og mener, at vi heldigvis kan snige os uden om retsforbeholdet. Det håber jeg, og det tror jeg sådan set alle partier er enig med mig i. For det vil være noget, der kan være med til at sikre, at danske statsborgere også har en række minimumsrettigheder, når de rejser rundt i EU.

Så for at opsummere vil jeg sige, at det er et beslutningsforslag med gode intentioner, men et uklart indhold. Det kan vi ikke stemme for i Radikale Venstre, men jeg kan derimod love forslagsstillerne, at vi i regeringen fortsat vil arbejde for at forbedre rettighederne for danske borgere, som bliver udsat for en forbrydelse i udlandet.

Så synes jeg heller ikke, at vi skal glemme, at EU også arbejder aktivt i denne sag. Det er altså et nej fra radikal side til dette forslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti, som ordfører.

Tak for ordet. Først vil jeg gerne sige tak til Dansk Folkeparti, fordi de bringer det her emne på banen. Jeg synes, at det er et rigtigt vigtigt emne. Desværre er det ikke første gang, vi diskuterer det her i Folketinget. Også under den borgerlige regering har vi haft fat i det her. Derfor synes jeg også, at det er godt, at ministeren nu endelig har taget et initiativ, hvor vi får sat de personer sammen, som rent faktisk også kan skabe nogle løsninger på det område.

Det giver sig selv, at det er rigtig svært at blive udsat for kriminalitet, at blive udsat for vold eller voldtægt og være i udlandet og føle sig helt alene og at skulle forsøge at rejse en sag, måske om erstatning eller med retsforfølgelse, når man kommer hjem til Danmark – og i øvrigt skulle holde sig orienteret om de frister, der kan være i andre landes retssystemer. Det giver sig selv, at det er rigtig svært. Og bistandsadvokaterne har haft store problemer med at løse lige præcis den del af opgaven.

Der er jo i dag EU-regler, som betyder, at man rent faktisk kan få erstatning, når man bliver udsat for et overgreb i et andet EU-land. F.eks. finder hovedparten af de 50 voldtægter, der foregår i udlandet hvert eneste år, sted i EU. Og det vil sige, at der vil man have adgang til erstatning. Men det nytter jo ikke ret meget, hvis man ikke også kan udnytte mulighederne i retssystemet for at gøre krav på de her rettigheder.

Jeg ved, at der er et nyt offerdirektiv på vej fra EU, som skal udpinde det minimum af hjælp, man kan blive garanteret i et andet land, hvis man er udsat for en forbrydelse. Og jeg håber meget, at det kommer til at medføre nogle initiativer, som kan hjælpe folk med bl.a. at få en advokat i et andet EU-land. For det giver sig selv, at det kan være meget svært at løfte sådan en sag fra Danmark. Der er meget store forskelle på de forskellige EU-landes retssystemer og den måde, som de kører på. Så det vil i de fleste tilfælde i hvert fald være det bedste, hvis man har en advokat i selve landet, som på en eller anden måde kan konferere med den danske bistandsadvokat.

Jeg er glad for, at der bliver set på det her. Jeg tror, at vi kan komme et skridt videre. Og jeg glæder mig til at se, hvad der bliver resultatet af det samarbejde, som der nu kommer mellem Rigsadvokaten, rigspolitiet, bistandsadvokaterne og Udenrigsministeriet.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Jeg står her stadig væk på vegne af vores retsordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll, og kan sige, at Liberal Alliance støtter hensigten med det her beslutningsforslag. Vi tror nemlig, at det er svært for ethvert menneske, der bliver udsat for vold; det er svært at håndtere, og det er særlig svært at håndtere, hvis man så også er i udlandet, når det sker. Det forstærker i hvert fald vanskelighederne, både med at klare sig og få den fornødne hjælp osv. Så det er et vigtigt emne, der er rejst her.

Vi støtter som sagt hensigten i forslaget. Inden vi tager endelig stilling, synes vi bare, at det er vigtigt at få afklaret, hvordan reglerne egentlig er, og hvor meget hjælp der egentlig er at få i de lande, vi nu taler om her.

Er der behov for nogle justeringer og ændringer, eller er der det regelsæt, vi kunne forvente? Så vi er lidt spørgende på det her område et stykke vej frem og ser frem til at få de her ting afklaret i udvalgsarbejdet.

Men jeg vil gerne takke forslagsstillerne for at kaste lys på det her vigtige menneskelige emne. Så indtil videre er vi positivt spørgende.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Tom Behnke, ordfører for Konservative.

Fra konservativ side er vi også meget optaget af de problemer, der opstår, når man bliver udsat for en forbrydelse i udlandet, især når der er tale om de grove volds- og sædelighedsforbrydelser. Der er jo nogle ofre, som, uanset hvor det er foregået i verden, er ofre. Derfor har vi også en pligt til at prøve at tage hånd om de her mennesker og sørge for, at de kan komme videre med deres liv.

Derfor er vi også tilfredse med de regler, som vi har fået gennemført under den tidligere regering, og som heldigvis stadig væk er i kraft, nemlig at man går ind og støtter ofrene alt det, man kan, i forhold til at beskikke en bistandsadvokat, der kan hjælpe med sagen, at myndighederne hjælper med at få sagerne oplyst i de pågældende lande og i det hele taget bistår med sagsbehandlingen, så ofrene kan se, at der sker noget, at det ikke bare var ligegyldigt, og at det ikke er sådan, at det pågældende land bare kan lægge sagen til side. For så kommer de danske myndigheder og spørger: Var det nu ikke en god idé, om vi fik kigget på sagen? Så langt så godt.

Men beslutningsforslaget her går jo videre, for i forslaget ønsker man at forbedre retsstillingen for ofrene. Og det må nødvendigvis læses på den måde, at man ønsker, at vi med lov skal vedtage, at danske myndigheder skal kunne intervenere i et andet lands lovgivning og måden, de behandler sagerne på, og det kan vi jo ikke. Vi kan jo ikke ringe til et eller andet land og pålægge de pågældende myndigheder der, at de skal foretage det ene eller det andet efterforskningsskridt, og pålægge dem, hvordan de skal opklare sagen og sådan noget. Det kan vi ikke gøre. Så den del af forslaget kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Jo, vi kan da godt vedtage sådan en lov, men den vil aldrig nogen sinde komme til at virke i praksis.

Lad os forestille os, at der ringede en betjent fra Spanien hertil og sagde til de danske politimyndigheder: Nu skal I bare høre, hvad jeg synes I skal gøre, nu skal I gøre sådan og sådan. Så ville vi nok sige: Vi tror nok, at vi har styr på det her i Danmark; rolig nu, vi skal nok tage os af den her sag. Selvfølgelig ville man gøre det, og det gør man også den anden vej rundt. Så den del af forslaget kan jeg ikke se skulle kunne lade sig gøre.

Den anden del af forslaget handler om erstatning til ofrene. Og det synes jeg så til gengæld vi langt bedre kunne komme af sted med, for som ministeren siger, er det rigtigt, at det i dag er muligt i helt særlige tilfælde. Men lige præcis den formulering ved vi jo godt betyder, at det er en ud af 1.000, der kan komme igennem nåleøjet – altså, det er virkelig svært at komme igennem nåleøjet der. Det kunne vi godt gøre lidt bedre.

Jeg ved godt, at ministeren har svaret, at det rent faktisk er muligt at søge erstatning i det pågældende land, og at danske myndigheder også gerne vil bistå og hjælpe med, at det kan lade sig gøre at søge den erstatning. Men hvis nu man ikke får den, hvis det pågældende land ikke har en offererstatningslov, hvis ikke den mulighed findes i det pågældende land, står offeret stadig væk og er offer.

Det kommer vi ikke uden om. Altså, ofre bliver jo ikke mindre ofre af den grund. Og jeg synes godt, vi kunne være lidt large her og sige, at så gælder de danske regler. Hvis ikke der er mulighed for at hente erstatningen andre steder, er man inde under de danske regler for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Det synes jeg godt man kunne gøre. Det ville ikke betyde noget, at man gjorde det her. Tværtimod ville det i hvert fald hjælpe ofrene til at have den tryghed, at har man prøvet alle muligheder, er der til sidst også den mulighed, at man kan få erstatning fra den danske stat.

Vi skal huske på, at det pågældende offer jo ikke bare søger erstatning for sjov. Det er en erstatning, som bliver brugt til at prøve at genoprette det liv, som man havde tidligere. Så den del af forslaget vil vi gerne være meget positive over for, og den del af forslaget kunne vi godt finde på at jagte noget mere.

Nu har der været forskellige tilkendegivelser i løbet af debatten, så det kunne være, at det – og det skal så være min opfordring til forslagsstillerne – i stedet for at skrive betænkning, og at vi skal ud i at stemme om det her forslag, er hensigtsmæssigt, at vi skrev en beretning om, hvad det er, vi godt kunne tænke os, altså hvor vi kunne se nogle muligheder for at forbedre ofrenes retsstilling. Og det vil vi gerne være med til fra konservativ side.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Tak for den forholdsvis positive modtagelse af forslaget. Når jeg siger forholdsvis, er det, fordi det jo altid er så sjovt, når man har fremsat et beslutningsforslag, som alle egentlig synes er godt, men som alle så siger nej til. Det kan man jo altid tage sådan lidt ...

Men det, jeg synes er godt, er, at om ikke andet har vi fået rejst debatten. Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti i hvert fald at sige: Det her bør vi se på.

Jeg synes, det er positivt, at justitsministeren siger, at alt andet lige holder vi nu et møde mellem Rigsadvokaten, bistandsadvokaterne, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet og forsøger at få afdækket, hvad det er, der i det praktiske, kan man sige, er et problem. For det er jo lige præcis der, man støder på problemerne, og så kan det godt være, at det ikke er en lov, men nogle retningslinjer, og hvad ved jeg, der skal til. Det er jo også ligesom det, vi lægger op til i beslutningsforslaget.

Jeg vil godt sige til de kommentarer, der er kommet om, om vi skal ændre andre landes myndigheders arbejde, at jeg tror, at de fleste af dem, der har hørt mig i Europaudvalget ved, at det mener jeg ikke. Det gør vi ikke i Dansk Folkeparti, det har intet med det at gøre. Det, der er meget vigtigt, er selvfølgelig, at man har respekt for andre landes måde at håndtere sagerne på, men at man samtidig sikrer, at de danskere, der er udsat for vold eller voldtægt, altså grove forbrydelser, i udlandet, simpelt hen også får en ordentlig behandling og får den bedst mulige hjælp.

Det er også derfor, at jeg er meget, meget glad for hr. Tom Behnkes udtalelse om erstatning. For det var et af de punkter, hvor jeg tænkte: Arh, der slipper man altså lidt billigt, når man siger, at det er svært at få erstatning, at gerningsmanden gerne skulle være med til at betale, og at den kan man jo ikke opkræve, hvis det er en gerningsmand i udlandet – og at der sikkert er mange gerningsmænd i Danmark, som man heller ikke kan få penge fra.

Jeg synes bare, at det var lidt nemt, for her tænker vi jo på offeret. Det er vigtigt at hjælpe offeret i forbindelse med erstatning, og der må man jo altså som myndighed alt andet lige sige: Jamen så prøver vi på at kræve pengene ind. Det er ikke altid, det lykkes, det ved vi godt, men om ikke andet har vi da i et samfund som Danmark hjulpet offeret, og det synes jeg er væsentligt. Så jeg er meget glad for, at hr. Tom Behnke er meget positiv over for den del af det. Og det håber jeg et eller andet sted også at justitsministeren vil være.

Nu fik han jo gjort god reklame for offerpakken, men jeg opfattede ikke, at den offerfond, man opretter, vil give penge til ofre for forbrydelser i udlandet. Men det kan man jo eventuelt spørge ind til om kunne blive en del af det. For så sikrer man da de ofre, som ikke kan få penge andre steder fra.

Umiddelbart vil jeg sige tak for den positive behandling. Og så håber jeg, at vi i udvalgsarbejdet kan se på, hvordan vi kan komme videre med det. For det, der er vigtigst for Dansk Folkeparti i den her sag, er sådan set at hjælpe ofrene. Om det så er lovgivning eller møder, eller hvad det er, der skal til, finder vi ud af – det må være det, der er det vigtigste.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.