Tak for det, formand.
Det er jo ikke normalt, at der er debat eller forhandling om Ombudsmandens beretning, men vi står i den situation, at den beretning, der bliver behandlet her, nemlig beretningen for 2011, er lavet af den tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, der efter 25 år er stoppet som ombudsmand.
Derfor har Folketinget efter indstilling fra Folketingets Retsudvalg sidste år udpeget en ny ombudsmand, nemlig Jørgen Steen Sørensen, og derfor fandt vi i Folketingets Retsudvalg det på sin plads at benytte lejligheden til endnu en gang at sige tak til den tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, for hans arbejde i 25 år og for et godt og tæt samarbejde med Folketinget og også Folketingets Retsudvalg, men også samtidig at sige velkommen til og tak for en rigtig god start til den nye ombudsmand, nemlig Jørgen Steen Sørensen, og de ændringer, der er fulgt med i ombudsmandsinstitutionen i det sidste års tid.
Her tænker vi i Folketingets Retsudvalg i særdeleshed på oprettelsen af det her nye børnekontor i ombudsmandsinstitutionen og også den fornyede og meget konstruktive proces, som vi har omkring Ombudsmandens beretning og det generelle samarbejde, vi har, som vi i Retsudvalget jo gerne vil udbygge med ombudsmandsinstitutionen, som er vigtig.
Det var sådan set den korte besked, jeg skulle give på vegne af et samlet Retsudvalg, dels en tak til den gamle ombudsmand, dels en velkomst til den nye ombudsmand, som vi er meget tilfredse med og tilfredse med samarbejdet med efter det første år, som det her beslutningsforslag godt nok ikke handler om, for det er Ombudsmandens beretning for 2011, men det er alligevel en god lejlighed til at nævne de pågældende ting.