Tak.
Kan man forestille sig, at medlemmer af en regering og medlemmer af de partier, der står bag regeringen, vil stemme imod deres eget regeringsgrundlag?
I en normal verden, i et normalt Folketing og med, undskyld mig ordvalget, en normal regering skulle man jo ikke kunne forestille sig, at noget sådant kunne finde sted.
Vi må jo gå ud fra, at når man har arbejdet med det her regeringsgrundlag oven i købet i 14 dage afsondret fra virkeligheden, undskyld mig ordvalget, så har man da i hvert fald gennemarbejdet sine forslag.
Man har regnet på, om man nu havde råd til at gennemføre dem, og man ville så også gøre det.
Men jeg er bange for, at der lige om lidt vil vise sig det helt utrolige, nemlig at regeringspartierne stemmer imod deres eget regeringsgrundlag.
Hvad står der i det regeringsgrundlag på side 48?
Der står, at regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, punktum.
Hvad står der i det beslutningsforslag, vi skal stemme om om lidt?
Der står, at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der ophæver varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
Der står også noget om nogle datoer, det er irrelevant i den her forbindelse.
Ved førstebehandlingen af det her forslag kunne vi jo altså konstatere, at regeringspartierne ikke kunne stemme for den sætning i deres eget grundlag.
Det er jo meget overraskende, når man tænker på, at de samme regeringspartier sammen med Enhedslisten gik til valg på, at vi skulle indfri lige nøjagtig den her sætning, at de tre regeringspartier sammen med Enhedslisten under den tidligere regering hele tre gange fremsatte et fælles beslutningsforslag om, at vi skal indfri den sætning, som står i Enhedslistens beslutningsforslag og i regeringsgrundlaget.
Jeg er helt sikker på, at en af grundene til, at vi vandt det folketingsvalg, var de tusindvis af mennesker og deres familier, som med god grund var bekymrede over den situation, man kommer i, når ens sygedagpenge stopper i en situation, hvor man ikke er rask nok til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Der havde vi, de tre regeringspartier og Enhedslisten, i fællesskab tændt et lys, et håb, hos de mange tusinde mennesker, og de blev rigtig glade, da de så regeringsgrundlaget, hvor vi fastholdt den fasttømrede enighed, som regeringspartierne og Enhedslisten havde under det tidligere folketingsflertal.
Men nu vil man altså ikke stå ved, hvad man har skrevet i sit eget regeringsgrundlag, og hvad vi i fællesskab har kæmpet for i rigtig mange år.
Begrundelsen er, at man altså nu fra regeringens side har fremsat et forslag, hvormed man mener at leve op til regeringsgrundlaget.
Begrundelsen er, at man nu vil afskaffe det problem, som mange langtidssyge er kommet ud for, når de har mistet sygedagpengene, nemlig at de skulle på kontanthjælp, men at de ikke var berettiget til at få den.
Nu vil man så indføre en særlig ydelse for mennesker, der mister deres sygedagpenge, og som ikke er raske nok til at komme i arbejde.
Den tankegang har vi kvitteret for, og det er selvfølgelig et fremskridt.
Det er bare ikke det, der står i regeringsgrundlaget.
Jeg tror, at regeringspartierne og regeringen er enig med mig i, at der er forskel på sygedagpenge og på kontanthjælp.
Og når man kigger på, hvad der i øvrigt ligger i det forslag, som så ikke er til behandling, men det er jo begrundel
sen
for, at man ikke vil stemme for Enhedslistens beslutningsforslag, vil man se, at der jo ligger en dramatisk forringelse i det, fordi man nedskærer sygedagpengeperioden fra 52 uger til 26 uger, således at mange tusinde flere, hvis det bliver vedtaget med de borgerlige stemmer senere hen og forhandlet på plads og alt det der, vil komme i den situation, som vi var enige om vi skulle undgå.
Den forbedring, der ligger i forhold til muligheden for en kontanthjælpsydelse, ændrer jo ikke på det forhold, at vi har lovet vores vælgere – og vi er de tre regeringspartier og Enhedslisten i fællesskab – at vi ville indfri det, som står i regeringsgrundlaget.
For at genopfriske hukommelsen hos regeringspartiernes medlemmer af det høje Ting, der lige om lidt skal stilles over for, om de vil stemme imod deres eget regeringsgrundlag, vil jeg gerne lige citere fra den sidste gang, vi i fællesskab fremsatte beslutningsforslag i det her Folketing om at afskaffe varighedsbegrænsningen.
Det var nemlig i 2009.
Dengang skrev vi i fællesskab:
Både handicaporganisationer, faglige organisationer, pressen og et stort antal borgere har gentagne gange fremlagt fyldig dokumentation for de alvorlige konsekvenser, som ophør af sygedagpengeudbetalingen medfører.
For de fleste sygemeldte fører ophør af sygedagpenge til enorm usikkerhed om, hvad fremtiden vil føre med sig.
Den usikkerhed kan i sig selv være en meget væsentlig barriere for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, fordi den enkelte bruger alle ressourcer på at spekulere over de økonomiske og helbredsmæssige problemer, som de står i.
Dermed har den enkelte sjældent overskud til selv at arbejde for at komme tilbage i job, og for nogle har den mistede ret til sygedagpenge en direkte negativ betydning for deres fysiske og ikke mindst psykiske velbefindende.
I en række tilfælde fører de mistede sygedagpenge til så alvorlige sociale følger som gældsættelse, tvangsauktion, tvangsudsættelse og skilsmisse.
Der er behov for både bedre opfølgning og ophævelse af varighedsbegrænsningen.
Det er lige så aktuelt i dag, som det var, dengang vi skrev det.