Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 51:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.

Af Finn Sørensen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 17.01.2013).

Værsgo til ministeren.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten for at rejse en helt relevant debat om sygedagpengeområdet. Jeg skal selvfølgelig starte med at sige, at vi ikke kan støtte det fremsatte beslutningsforslag. Vi er godt i gang med politiske drøftelser med en række af Folketingets partier vedrørende den samlede sygedagpengelovgivning, og det er drøftelser, der foregår på en god og konstruktiv måde. Den vil vi selvfølgelig gerne fra regeringens side afvente, før vi tager diskussionen her i Folketingssalen.

Til det politiske indhold vil jeg sige, at vi fuldt ud deler Enhedslistens bekymring for de mennesker, der hvert år oplever at stå uden et forsørgelsesgrundlag, mens de fortsat er sygemeldte og endnu ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er en problemstilling, vi har kendt i en årrække. Vi har bl.a. set, synes jeg, nogle rigtig, rigtig svære tilfælde med eksempelvis borgere, der fortsat er i behandling for en svær kræftsygdom, som pludselig oplever undervejs i behandlingen, at deres sygedagpenge stopper, at de står uden forsørgelse med den enorme usikkerhed, det giver. Jeg tror i øvrigt ikke, at man må undervurdere, hvor stor en usikkerhed det giver for mange af vores sygedagpengemodtagere, at man lever med den risiko, at ens sygedagpenge kan ophøre.

Så problemstillingen er relevant. Løsningen er i regeringens øjne, at vi kombinerer en ophævelse af varighedsbegrænsningen med en stærkere aktiv indsats end den, vi kender i dag. Lige så vigtigt det er at sikre, at vi har et ordentligt socialt sikkerhedsnet, at der er forsørgelsesgrundlag for vores sygemeldte, lige så vigtigt er det jo at understøtte, at mennesker kommer hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet, og derfor har vi foreslået fra regeringens side en model, hvor vi ophæver varighedsbegrænsningen på sygedagpenge og i stedet efter den 26. uge giver mennesker, der fortsat er sygemeldte, muligheden for at overgå til et ressourceforløb med en tværfaglig koordineret indsats.

Derudover er det regeringens forslag, at vi laver en ottende forlængelsesmulighed, der lægger sig oven på de syv forlængelsesmuligheder, der i dag gælder på sygedagpengeområdet. Den ottende forlængelsesmulighed, vi foreslår, er målrettet de borgere, der har en livstruende sygdom, og hvor man ikke kan forlænges efter de eksisterende regler. Det gælder bl.a. på hjerte- og kræftområdet.

Så vi deler fuldt ud intentionen om at sikre de mennesker, der i dag står uden forsørgelsesgrundlag. Vi har fremlagt en model, vi synes er rigtig god, og jeg vil gerne afvente drøftelsen med de øvrige af Folketingets partier, inden vi tager diskussionen her i salen igen.

Tak. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren. Jeg har to spørgsmål.

Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor det skal afvente drøftelser med de andre partier, for ministeren er vel bekendt med, at det forslag, vi fremsætter her, i sit indhold er fuldstændig identisk med et forslag, som ministerens parti og de to andre regeringspartier har fremsat sammen med Enhedslisten under den tidligere regering. Hele tre gange har vi fremsat forslag om at ophæve varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål går på, hvad der egentlig er indholdet i det forslag, som ministeren har fremsat her for nylig. For ministeren brugte ordene:

Vi vil kombinere en ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpengene med en tidlig indsats.

Men er det det, der ligger i ministerens for nylig fremsatte forslag, altså en ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpengene? For så har jeg da vist misforstået ministerens forslag, men hvis jeg har det, kan jeg jo risikere at gå hjem som en rigtig glad mand. Så det vil jeg gerne høre lidt mere om.

Tak. Ministeren.

I mine øjne følger det af helt almindelig, god både forhandlings- og forligstradition, at man selvfølgelig afventer resultatet af politiske forhandlinger, der pågår. Der er en allerede etableret forligskreds på sygedagpengeområdet; den arbejder med det her område netop nu, og det skal selvfølgelig foregå på en ordentlig måde, både set med regeringens briller og også set med de øvrige forligspartiers regler, tror jeg.

Resultatet af de forhandlinger tør jeg ikke spå om; vi er just gået i gang, og der er masser af uafklarede spørgsmål, tror jeg, for en række partiers vedkommende. Men ikke desto mindre afventer vi selvfølgelig de forhandlinger og bruger vores energi der.

Hvad angår indholdet af vores forslag, vil jeg sige, at ja, det er en kombineret løsning, hvor vi lukker, kan man sige, det sorte hul, det er, at der er mennesker, der i dag står uden forsørgelse, selv om man fortsat er sygemeldt, og kombinerer det med en revurdering efter 26 uger og derefter en aktiv indsats.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Så forstår jeg, at de tre nuværende regeringspartier og Enhedslisten under den tidligere regering har været alt for uhøflige og utålmodige, når vi tre gange har fremsat forslag om det samme, som Enhedslisten foreslår her, nemlig at vi ophæver varighedsbegrænsningen for sygedagpengene, hvilket vi dengang var enige om under alle omstændigheder var nødvendigt.

Men jeg er nødt til at spørge ind til det igen, for ministeren brugte altså i det første indlæg vendingen:

Vi foreslår at ophæve varighedsbegrænsningen for sygedagpengene kombineret med en tidlig indsats.

Men sådan som jeg har læst ministerens oplæg, er det ikke en ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpengene, tværtimod forkortes sygedagpengeperioden fra 52 til 26 uger, og den ydelse, man derefter overgår til – medmindre man bliver omfattet af en af forlængelsesmulighederne – er ikke sygedagpenge, men en kontanthjælpssats. Der er vel forskel på sygedagpenge og kontanthjælp. Det mente vi i hvert fald før valget.

Tak. Ministeren.

Vi har i en årrække ment, at det udgør et problem, at mennesker mister deres forsørgelse. Det mente vi før valget, og det mener vi efter valget. Og det ligger også til grund for regeringens regeringsgrundlag, at der skal findes en løsning på den udfordring.

Man kan være enig eller uenig i den model, men man bliver nødt til at anerkende, at der ligger et forslag fra regeringens hånd, og det forslag går ud på at løse den problemstilling, at der er sygemeldte, der i dag mister deres forsørgelsesgrundlag.

Vi foreslår ikke en blind ophævelse af varighedsbegrænsningen, vi foreslår en kløgtig model, synes vi selv, hvor vi løser den udfordring, at der i dag er mennesker, der står uden forsørgelse, samtidig med at vi igangsætter den nødvendige aktive indsats for vores borgere. Det er i vores øjne den rigtige måde at løse de problemstillinger på, der er på sygedagpengeområdet. Det kan man så have forskellige holdninger til, men ikke desto mindre er jeg nu selv af den overbevisning, at de sygemeldte borgere, der i dag oplever, at deres sygedagpenge ophører, og at de ikke har noget at leve for, vil stå bedre med den model, der er fremlagt fra regeringens side.

Tak til ministeren. Og så er det fru Ulla Tørnæs, Venstre. Værsgo.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at være Enhedslisten, når man som regeringens parlamentariske grundlag og dermed regeringens flertal har så lidt indflydelse på regeringens politik, at man ligefrem er nødt til at udstille den manglende indflydelse ved at fremsætte et beslutningsforslag som det, vi har til behandling her. Men det er naturligvis al ære værd, at Enhedslisten på den måde forsøger at holde regeringen fast på de mange løfter, som den gav, ikke bare før valget, men jo også – som det er tilfældet her – i det regeringsgrundlag, som regeringspartierne udarbejdede, og som de i øvrigt var ret mange dage om at blive enige om.

I Venstre er vi ikke enige med Enhedslisten i, at det er en god idé at fjerne varighedsbegrænsningen i sygedagpengesystemet. Vi ønsker faktisk at fastholde et sygedagpengesystem, hvor man ikke risikerer at komme for langt væk fra arbejdsmarkedet. For som ministeren understregede, handler det jo om at sikre, at man, selv om man bliver ramt af sygdom, får mulighed for at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Al erfaring siger nemlig, at det er den bedste måde, hvorpå man har mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Al erfaring viser jo netop, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, desto vanskeligere er det at komme tilbage.

Vi er godt tilfredse med varighedsbegrænsningen, men selvfølgelig også de forlængelsesmuligheder, der findes i dag. Og vi er faktisk optaget af at finde en løsning på det, man sådan kort fortalt kan kalde de livstruende sygdomme. Så vi er meget åbne over for den ottende forlængelsesmulighed, som ministeren også nævnte.

Som ministeren nævnte, foregår der jo i øjeblikket et forhandlingsforløb i Beskæftigelsesministeriet, så også af den grund kan Venstre ikke støtte Enhedslistens forslag her. Og jeg skal meddele, at Det Konservative Folkeparti, som ikke har mulighed for at være til stede, heller ikke kan støtte Enhedslistens forslag. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten, værsgo

Tak. Og tak til ordføreren, fordi ordføreren trods alt ikke ville gå så vidt som til at håne Enhedslisten, fordi vi prøver at holde regeringen fast på det, den selv har skrevet i sit regeringsgrundlag, og som den lovede før valget. Så mange tak for det.

Vi taler jo om en ganske bestemt gruppe mennesker her. Det er efter ministeriets tal ca. 8.000 personer, der mister retten til sygedagpenge efter de gældende regler – 8.000 om året. Af den gruppe er der ca. 900, der kommer i arbejde – de er altså raske nok til at arbejde, tillykke til dem og heldigvis for det – men resten er ikke raske nok til at arbejde, og de er ifølge kommunernes vurdering heller ikke syge nok til at få tilkendt førtidspension. Det er jo den gruppe mennesker, vi hele tiden har villet tilgodese med det her forslag.

Så er det bare, jeg spørger: Synes ordføreren virkelig, at det er rimeligt, at mennesker skal gå voldsomt ned i indtægt, når de er i en situation, en uforskyldt situation, hvor de ikke er raske nok til at arbejde og heller ikke syge nok til at få tilkendt en førtidspension? Synes ordføreren virkelig, at det er rimeligt? Og hvorfor skulle en sådan ordning bringe disse mennesker nærmere arbejdsmarkedet? Det vil jeg gerne høre lidt om.

Værsgo til ordføreren.

Vi ønsker at fastholde varighedsbegrænsningen i sygedagpengesystemet, fordi vi mener at kunne påvise, at det faktisk virker. I Sverige har man for nylig indført en varighedsbegrænsning, fordi man kunne se, at det havde en positiv effekt på sygdomsramte personers mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet i Danmark.

Jeg synes ikke, at det er rimeligt, vil jeg sige til hr. Finn Sørensen, at mennesker skal gå i et vakuum som det, hr. Finn Sørensen beskriver. Det er ikke rimeligt. Derfor har vi lavet en førtidspensionsreform, som gerne skulle medvirke til, at personer, som har en ressource, selvfølgelig får mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Fleksjobreformen skulle gerne kunne rumme nogle af de personer, som hr. Finn Sørensen taler om. Det er i hvert fald Venstres mål.

Jeg synes ikke, at det er rimeligt at fastholde den gruppe af personer på sygedagpenge – det hjælper dem jo ikke. Der skal da en indsats til, så de får mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Hr. Finn Sørensen, værsgo

Det kan vi kun være rørende enige om, og det er faktisk også beskrevet i de gældende regler om sygedagpenge, nemlig at det er kommunernes forpligtelse at foretage en tidlig helhedsorienteret indsats – det er de ord, der bliver brugt. Det er kommunernes forpligtelse. Men der er noget, der tyder på, at kommunerne ikke lever op til deres forpligtelser, siden man efter 26 uger kan risikere, at vi så har en gruppe mennesker, som falder ned i det hul, vi taler om. De er for syge til at få førtidspension, og de er ikke er raske nok til at arbejde.

Synes ordføreren virkelig, det er rimeligt, at kommunernes manglende efterlevelse af de klare regler, der er i sygedagpengeloven, skal gå ud over de mennesker, for det er jo det, der sker? Kommunerne er åbenbart ikke i stand til at hjælpe dem, men det får de mennesker så lov til at betale for med en voldsom indtægtsnedgang. Synes ordføreren virkelig, det er rimeligt?

Så er det ordføreren.

Jeg synes under ingen omstændigheder, at det er rimeligt at fastholde folk på varig forsørgelse. Det er bestemt ikke et mål for Venstre. Og netop derfor var vi meget optaget af at få lavet en reform af fleksjobordningen, som giver en tilskyndelse til at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, alt efter hvilken arbejdsevne man rent faktisk har, altså hvad man har af muligheder for at have en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Så nej, vil jeg sige til hr. Finn Sørensen, jeg synes ikke, at det er rimeligt på nogen måde at fastholde folk på varig forsørgelse, hvad enten det er kontanthjælp eller, som vi diskuterer her, sygedagpenge. Det er ikke noget mål for Venstre, tværtimod.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak til fru Tørnæs. Jeg hørte fru Tørnæs sige, at varighedskravet virker, så det vil jeg godt spørge fru Tørnæs om. Varighedskravet har vi jo haft i en del år, og der er nogen, der falder ud og derfor ikke får sygedagpenge eller ryger på kontanthjælp og ikke får nogen forsørgelse. Er det ændret, efter at varighedskravet er indført i Danmark?

Ordføreren.

Hold da op, det er godt nok et spørgsmål, jeg ikke lige har mulighed for at svare på. Mig bekendt har varighedsbegrænsningen eksisteret, ja, nu skal man passe på, når man siger altid, men i hvert fald lige så lang tid tilbage, som jeg har mulighed for at huske. Men det er et spørgsmål, som jeg faktisk vil opfordre hr. Jørgen Arbo-Bæhr til at stille til ministeren, da hun jo råder over embedsmændene, der er i stand til historisk at kunne se tilbage.

Men mig bekendt har der altid eksisteret en eller anden form for begrænsning i vores sygedagpengesystem, netop ud fra, at man ikke skal parkeres varigt på sygedagpenge, hvis man er ramt af en eller anden arbejdsnedsættelse. Så skal man jo have fundet en vej tilbage til arbejdsmarkedet, hvor man får mulighed for at bruge de ressourcer, som man har.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Det kan måske være, at mit spørgsmål ikke var præcist. Mit spørgsmål går på dem, der er i dag er på sygedagpenge. De når varighedskravet, og så siger fru Tørnæs: Jamen så virker det jo. Hvordan? Som udgangspunkt synes jeg, at der jo stadig væk er tusindvis af dem, der falder ud over grænsen. Kommer der flere i arbejde nu, end der gjorde før?

Jeg tror, vi skal tage udgangspunkt i, at der stadig væk er 7.000 mennesker, der falder ud og enten kommer på kontanthjælp eller ikke får nogen forsørgelse. Det handler jo om, at man går ned fra sygedagpenge til kontanthjælp, og det vil sige, at det er mellem 3.000 og 6.000 kr., man falder i indtægt om måneden.

Ordføreren.

Nu er vores, synes jeg, udmærkede velfærdssamfund sådan indrettet, at kontanthjælpen er det nederste sikkerhedsnet, vi har i vores velfærdssamfund, og det er jo ikke meningen, at man skal blive hængende på sygedagpenge, hvis ikke man er berettiget til sygedagpenge. Så har man kontanthjælp, og hvis man ellers er berettiget til at få kontanthjælp, er det den forsørgelse, som samfundet stiller til rådighed. Så det er jo ikke sådan, at man ikke har nogen forsørgelse. Hvis ikke man er berettiget til at få kontanthjælp, er det, fordi man har andre forsørgelsesmuligheder. Det er sådan, vores velfærdssamfund er indrettet, og det synes jeg faktisk er udmærket. Det ønsker jeg ikke at ændre på.

Jeg kan ikke de statistiske tal for, hvor mange der gennem årene har været ramt af varighedsbegrænsningen. Jeg kan ikke udviklingen, det kan jeg ikke ryste ud af ærmet, og det beklager jeg meget, men igen er det sådan et faktuelt spørgsmål, som jeg vil anbefale hr. Jørgen Arbo-Bæhr at stille til ministeren. Det har hun bedre muligheder for at kunne svare på, end jeg har.

Hr. Christian Juhl.

Det, der fik mig op, var sådan set ordførerens snak om, at vores mindsteniveau er kontanthjælpen. Det er jo ikke rigtigt. Vores mindsteniveau er uden forsørgelse, og der er faktisk helt op mod 60 pct. af dem, der søger om kontanthjælp, der ikke får noget. Så 0 kr. er det mindste niveau, vil jeg sige til fru Ulla Tørnæs.

Jeg vil gerne høre, om ordføreren tror, at mennesker bliver mere raske af at få frataget deres sygedagpenge, eller om der kunne være en chance for, at man blev hurtigere rask, hvis man ikke også havde økonomien at spekulere på, hvis man netop havde en nogenlunde forsørgelse, mens man er syg.

Ordføreren.

Jeg forstår, at vi ikke deler opfattelsen af, hvordan det danske velfærdssamfund er indrettet. Jeg er af den klare overbevisning og opfattelse – og det er i øvrigt også Venstres politik, at det skal være sådan – at kontanthjælpen er det nederste forsørgelsesgrundlag, som vi har, altså det nederste forsørgelsesnet i vores fintmaskede velfærdssamfund. Præmissen for kontanthjælpen er, at man kan få kontanthjælp, hvis man er berettiget til at få kontanthjælp.

Hvis man ikke er berettiget til at få kontanthjælp, er det, fordi man har anden mulighed for forsørgelse. Det kan være gennem en ægtefælle, eller det kan være, ved at man er formuende, altså at man har en formue. Det er præmissen for vores kontanthjælpssystem. Så når hr. Christian Juhl siger, at det ikke passer, at kontanthjælpen er det nederste sikkerhedsnet, fordi det nederste sikkerhedsnet er ingen forsørgelse, så er jeg uenig i den definition, bliver jeg nødt til at sige.

Hr. Christian Juhl.

Jamen det er jo ikke nemt at diskutere med nogle, der benægter fakta. Men jeg synes, fru Ulla Tørnæs skulle spørge nogle af de 60 pct., der søger om kontanthjælp, hvor lidt ingenting er. For det er 60 pct. af dem, der søger om kontanthjælp, der ingenting får.

Men jeg stillede egentlig et andet spørgsmål – jeg spurgte jo ikke om, om ordføreren syntes, vi var enige – nemlig spørgsmålet: Tror ordføreren, at mennesker bliver hurtigere raske af ingenting at have at leve for, end hvis man har sygedagpengene at leve for, sådan at man kan koncentrere sig om at blive rask, i stedet for at skulle bruge sin energi på at lede efter penge at leve for? Tror ordføreren ikke på, at hvis man har et nogenlunde forsørgelsesgrundlag, så bliver man hurtigere rask, end hvis det modsatte er tilfældet?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at holde fast i, at vi er fundamentalt uenige i, hvad kontanthjælpssystemet er for en størrelse. Jeg forstår på hr. Christian Juhl, at man ikke accepterer, at hvis man har anden forsørgelse, så er man ikke berettiget til kontanthjælp. Jeg vil gerne understrege, at det er en præmis for Venstre, at kontanthjælpssystemet hviler på, at det er det nederste sikkerhedsnet i det danske velfærdssamfund sådan at forstå, at hvis man ikke har anden forsørgelse, så er man berettiget til kontanthjælp. Det er faktisk ret afgørende, vil jeg sige til hr. Christian Juhl.

Med hensyn til om man bliver mere rask af ingenting at have, altså underforstået om man bliver mere rask af ikke længere at være berettiget til sygedagpenge, synes jeg, man kan konstatere, at det er afgørende vigtigt at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet, selv om man er på sygedagpenge. Al erfaring viser faktisk, at det er vigtigt, at man har en tilknytning enten til sin arbejdsplads eller en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er den bedste sikkerhed for, at man får mulighed for at vende tilbage. Og det kan jo være, det er i et fleksjob, at man vender tilbage.

Tak. Dermed sluttede de korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for at rejse den her debat. Det har vi også gjort fra Socialdemokraternes og regeringens side.

For os Socialdemokrater er det afgørende vigtigt, at vi en gang for alle får gjort op med den situation, at syge mennesker, som det er i dag, kan ende uden forsørgelse. I dag har vi et system, hvor den sygemeldte kan miste sin indtægt, praktisk talt mens de ligger på operationsbordet, eller en situation, hvor depressionsramte og andre bliver raskmeldte via en skrivebordsøvelse og mister deres indkomst, uanset at de ikke endnu er i stand til at tage et arbejde. Det er situationen i dag, og det skal der laves om på.

Derfor har regeringen præsenteret en samlet vision for en afskaffelse af sygedagpengebegrænsningen. Helt overordnet vil vores model betyde: for det første at ingen mister deres forsørgelsesgrundlag, mens de stadig væk er syge; for det andet at livstruende syge medborgere sikres sygedagpenge uden en tidsbegrænsning, og fremover skal man kort og godt koncentrere sig om at blive rask og ikke om, hvorvidt man mister sin indtægt; for det tredje vil regeringen sætte tidligere ind og målrette indsatsen til den enkelte borger, når man slås med mere komplekse problemer. Det handler både om, at vi skal sikre forsørgelse, og også om at sætte ind, så man bliver hjulpet hurtigere til at komme tilbage til arbejdsfællesskabet.

Derfor er det vores udspil, at der skal investeres i nogle bedre forløb for de sygemeldte, derfor skal vi simpelt hen have en højere ambition om at hjælpe de mennesker, som har brug for det, og derfor er det her heller ikke nogen spareøvelse. Faktisk kommer det forslag, som regeringen har fremlagt, til at koste i omegnen af 130-140 mio. kr. på den korte bane. Og der er hårdt brug for det. Rigtig mange af dem, som i dag styrer direkte mod varighedsbegrænsningen, er folk, der har komplekse, men også diffuse lidelser, har ondt i livet, lider af forskellige ting, som folk har svært ved at sætte navn på, og rigtig mange af dem bliver hverken raske eller lykkeligere af at gå rundt og vente på, at de mister forsørgelsen.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, når vi hører om enkeltsager, hvor man lader den sygemeldte gå, indtil vedkommende næsten rammer begrænsningen, og pengene er ved at løbe ud. Det kan og skal vi gøre langt bedre.

Opsummerende kan jeg derfor sige, at vi er fuldstændig enige med Enhedslisten om, at vi skal have ændret den nuværende situation, hvor man kan ende i et sort hul uden en krone på lommen. Når vi alligevel ikke bare støtter det fremsatte beslutningsforslag, er det, fordi de sygemeldte også har andre problemer end forsørgelsen. Vi har brug for en samlet og gennemarbejdet løsning, der er i økonomisk balance, og som både sikrer sygedagpengesystemet uændret for de store, store flertal, 430.000, der hvert år bruger systemet, og som også gør en særlig indsats og hurtigere indsats for de 8.000-9.000, der lige nu har allersværest ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det lægger regeringens reformforslag op til, og jeg synes, at vi skal sætte os ned om bordet og finde en holdbar løsning sammen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Før valget var vi enige om, at en holdbar løsning var det forslag, som Enhedslisten har lagt frem her. Jeg vil gerne lige citere fra det beslutningsforslag, vi fremsatte den 17. december 2009. Efter at vi havde konstateret, at der selvfølgelig også skal ske den nødvendige opfølgning, skrev vi:

»Der er derfor under alle omstændigheder et presserende behov for at ophæve varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge.«

Hvad er der sket med vores ambitioner? Hvorfor er der ikke længere et presserende behov for at ophæve varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge?

Ordføreren.

Der er stadig væk et presserende behov for at få gjort op med den situation, at man kan ende uden forsørgelse. Det er også det, regeringen lægger op til, men der er også et presserende behov for, at vi faktisk tilbyder folk noget andet og noget bedre lidt hurtigere, end vi gør i dag, i håbet om, at vi kan give folk en lettere vej til tilbage til arbejdsmarkedet. Det er sådan set ambitionen med det her, altså at man ikke bare skal parkeres, så man ender i en situation, hvor der går et år, og hvor man ikke rigtig har fået gjort noget ved det. Så står vedkommende med udsigt til at falde i et sort hul sådan rent økonomisk og er i den situation jo ikke blevet mere rask undervejs.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg skal bare høre ordføreren, om ordføreren anerkender, at vi før valget havde en større ambition end den, ordføreren har nu, nemlig at hjælpe de 1.400, der helt mister forsørgelsen; at vi før valget havde en ambition om at hjælpe de ca. 7.000, der efter de nuværende regler mister sygedagpengene. Kan ordføreren ikke bare forklare mig, hvad der er sket med ambitionerne, hvorfor har man skruet ned for dem?

Ordføreren.

Jeg er faktisk ikke enig med hr. Finn Sørensen i, at det er en mindre ambition at ville sikre, at folk ikke ender uden en krone på lommen, for vi har også en ambition om, hvad det er, vi tilbyder undervejs i forløbet. Det er jo derfor, at vi også i den her reform lægger op til, at man skal bruge det ressourceforløb, som sikrer, at det ikke er den sygemeldte, der skal løbe spidsrod mellem det ene og det andet og det tredje offentlige kontor og blive afvist alle steder, men at man fra det offentliges side også gør en helhedsindsats, som er tilpasset den enkelte. Og det er faktisk en ambition om at hjælpe den enkelte tilbage på arbejdsmarkedet hurtigere, og det synes jeg sådan set er en hævelse af ambitionsniveauet.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Nu siger ordføreren, at det handler om forsørgelse. Før i tiden fik man jo, når man var syg, sygedagpenge. Men med det nye forslag fra regeringen går folk efter ½ år ned på kontanthjælp. Er det ikke rigtigt, at det betyder, at der er i tusindvis af mennesker, der går ned med noget, der svarer til et sted mellem 3.000 og 6.000 kr. om måneden? Er det ikke rigtigt?

Ordføreren.

Før i tiden kunne man jo miste sit forsørgelsesgrundlag og ingenting få, og sådan er det også nu. Det, som vi lægger op til, er, som hr. Jørgen Arbo-Bæhr fuldstændig rigtigt siger, at man efter 26 uger vurderer det. Her vurderes det måske, at det, man har behov for, er at komme på et ressourceforløb. Så lad os bare tage det konkrete eksempel, at man er forsørger, og at man går fra sygedagpenge og over i et ressourceforløb. Så vil der efter skat være en forskel på 1.000 kr. om måneden. Men til gengæld for, at man har den lidt lavere ydelse i det halve år, kan man så se frem til, at ydelsen ikke stopper, når man rammer de 52 uger, hvilket man kan i dag.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg får ikke rigtig noget svar. For det er jo som udgangspunkt nu sådan, at du i de første 12 måneder får sygedagpenge, og det bliver nogle gange forlænget med 3 måneder. Men her siger regeringen så, at man efter ½ år går ned på kontanthjælp. Nå, hvad betyder det? Regeringen har jo regnet på det. På længere sigt tjener man ca. 100 mio. kr. om året på det. Hvem betaler de penge? Hvem er det, der skal betale de 100 mio. kr.? Er det ikke dem, der går ned fra sygedagpenge og over på kontanthjælp? Eller hvem skal betale det?

Ordføreren.

Nej, man kan faktisk ikke sige, at det er dem, der går ned i ydelse, der skal det. For de penge, som vi formodentlig – forhåbentlig – kan sikre at det her på lang sigt sparer, er jo ikke penge, der kommer op af lommen hos dem, der ellers skulle have modtaget dem; det er penge, der kommer, fordi flere er på arbejdsmarkedet, og fordi flere faktisk kommer tilbage i arbejde. Så det er sådan set ikke det. Man kan sige, at vi flytter pengene fra ydelse til indsats; det synes jeg sådan set er en meget god måde at anskue det på. Jeg synes også, vi skal passe på med at idyllisere den situation, vi har på nuværende tidspunkt, hvor man kan blive raskmeldt henne ved skrivebordet, selv om man stadig væk er syg, men hvor man også kan ende i en situation, hvor man ingenting har. Der siger vi, at det faktisk er et udmærket bytte. Selv om man f.eks. som forsørger i et halvt år vil få 1.000 kr. mindre om måneden, er der til gengæld ikke nogen udløbsdato for dem.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker vil have nemmere ved at koncentrere sig om at blive rask, hvis det er det perspektiv, de har, end hvis de kan se frem til, at de ender i et sort hul, uden en krone.

Dermed sluttede spørgsmålet. Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Bent Bøgsted.

Tak, formand. Man kan sige meget om forslaget om afskaffelse af varighedsbegrænsningen af sygedagpenge. Det var det løfte, som regeringen har givet Enhedslisten. Sådan har jeg forstået det. De har aftalt med Enhedslisten, at varighedsbegrænsningen skulle afskaffes i forbindelse med regeringsgrundlaget. Hvis jeg har forstået det rigtigt, har Enhedslisten fået et løfte om det. Jeg forstår godt, at Enhedslisten er lidt utilfreds med, at de skal agere stemmekvæg for en regering, der har givet dem et løfte, og når løftet skal opfyldes og statsministeren sidder på pinden, er regeringen egentlig ligeglad med Enhedslisten. Det må være en lidt sur fornemmelse for Enhedslisten, at regeringen løber fra det, den har lovet. Det er nok ikke den rigtige måde. Eller så har Enhedslisten ikke været god nok til at stille krav til regeringen, hvis de skulle have noget gennemført.

Men Dansk Folkeparti går ikke ind for at afskaffe varighedsbegrænsningen. Vi er ved at forhandle om nye sygedagpengeregler. Det er ikke en afskaffelse af varighedsbegrænsningen. Der er det for en lille gruppe, der kommer under den ottende forlængelsesmulighed. De kan få sygedagpenge ubegrænset. Men for dem, der kommer ind i ressourceforløbet, vil jeg ikke kalde det en afskaffelse af varighedsbegrænsningen. Man laver det om til en anden ydelse, kontanthjælpsydelse, der så ikke er ægtefælleafhængig. Det er det, der er lagt op til. Det kan man jo ikke sige er en afskaffelse af varighedsbegrænsningen. Jeg forstår godt, at Enhedslisten er lidt utilfreds med det, men Enhedslisten har jo ikke været konsekvent over for regeringen, hvis regeringen er løbet fra nogle løfter.

Men hvordan det nye system med sygedagpenge skal blive og udfærdiges er for tidligt at sige nu, når vi sidder og forhandler. Der kan nemt komme ændringer i det udspil, der er kommet fra regeringen. Vi skulle jo gerne se, om vi kunne komme frem til et nyt system. Der er lagt op til, at der bliver samlet op, så der ikke er nogen, der helt mister deres indkomst. Det er da positivt. Når man kigger på ressourceforløbet og på, om det skal løbe i det uendelige, må man sige, er det er noget, vi skal diskutere. Det er noget, vi i Dansk Folkeparti har foreslået. Det er noget med et ressourceforløb, de skal ind under, men vi havde ikke forestillet os, at det skulle være uendeligt. Hvordan det bliver, afhænger af forhandlingerne.

Når man kigger tilbage, ser man, at varighedsbegrænsningen blev indført i 1990 af den daværende radikale minister Aase Olesen – hun er her desværre ikke mere. Det blev indført dengang, og det var stort set et enstemmigt Folketing, der stemte for. Enhedslisten eksisterede ikke i 1991, det var alle mulige andre fraktioner, så vidt jeg husker. Jeg kan ikke lige huske, hvordan de stemte på det tidspunkt. Jeg kan ikke lige huske, hvornår Enhedslisten blev dannet, det må jeg sige. Det var stort set alle partier i Folketinget, der i 1990 stemte for, at varighedsbegrænsningen skulle indføres.

Der er sket mange ændringer siden, og i 00'erne har vi i Dansk Folkeparti fået indført fire forlængelsesmuligheder, der har hjulpet nogle af dem, der er på sygedagpenge i dag.

Et af de problemer, som vi også kan se, er, at man ude i kommunerne ikke tolker reglerne på samme måde, som vi gør herinde. Når vi har siddet og forhandlet noget på plads, har vi troet, at det var i orden. Så kommer det først igennem embedsmandsapparatet i ministeriet, så kommer der vejledning ud til kommunerne, så tolker de reglerne ude i kommunerne på en måde, og når der er kommet en ny vejledning, og de har tolket reglerne, kører de alligevel efter den gamle vejledning. Det sker nogle gange ude i kommunerne. Så kommer der en masse klagesager, og der skal vi selvfølgelig også se på at få stoppet alle de klagesager, så der ikke er nogen, der bliver frataget sygedagpenge, uden at der er hold i det. Der er mange, der får omstødt den afgørelse. Det skyldes jo, som jeg ser det, at kommunerne tolker det forkert efter den lovgivning, der er. Det er sådan noget, vi også skal se på her. Men det er som sagt endnu for tidligt at sige noget om, hvordan den nye lovgivning på området bliver. Men det må vi se under forhandlingerne ovre i ministeriet.

Der er en kort kommentar fra hr. Finn Sørensen.

Jamen for at hjælpe lidt på den historiske hukommelse kan jeg sige, at det var i 1994, Enhedslisten kom i Folketinget, så vi har alene af den grund ikke del i de ulykker, der er sket før.

Jeg vil sådan set allerhelst gerne høre ordførerens holdning til det forslag, vi har lagt frem, i stedet for alle mulige spekulationer om, hvordan Enhedslisten har det og ikke har det. Så kunne ordføreren ikke bare lige kort forklare, hvorfor ordføreren synes, at det er en god idé, at vi hvert år skal være i en situation, hvor 8.000 mennesker mister deres sygedagpenge, og hvoraf kun en meget lille del af dem er raske nok til at komme i arbejde. Resten er enten ikke syge nok til at få tilkendt førtidspension eller en anden nogenlunde stabil ydelse, eller også er de ikke raske nok til at komme i arbejde.

Er det rimeligt? Og hvorfor synes Dansk Folkeparti, at det er en rimelig situation at bringe mennesker i, at de helt uforskyldt skal gå drastisk ned i indtægt?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg synes egentlig, at jeg sagde, at vi ikke går ind for at afskaffe varighedsbegrænsningen.

Grunden til, at varighedsbegrænsningen i sin tid blev indført, var, at den indsats, der blev gjort over for dem, der var syge, stod stille. Der blev ikke lavet nogen indsats. I kommunerne blev folk bare placeret på sygedagpenge, og så kunne de egentlig gå der til tid og evighed.

Før 1990 var der nogle, der gik næsten resten af deres liv – det var næsten ved at være sådan – på sygedagpenge, fordi der ikke blev gjort en indsats. Derfor blev varighedsbegrænsningen indført. Det er måske også derfor, de har lavet varighedsbegrænsning i Sverige nu.

Det plejer altid at være sådan, at man henviser til Sverige og siger, at de godt kan få det til at fungere, for de har ingen varighedsbegrænsning. Der har de så nu. Man kan så ikke helt sammenligne det, for det er nogle andre regler, de har derovre.

Men det er simpelt hen sådan, at der skal være en tidsfrist for, hvornår indsatsen skal gøres. Derfor er det også fornuftigt at se på, hvordan man kan samle dem op. Det er også det, der bliver gjort i det forslag, der er lagt frem, og som vi sidder og forhandler om. Så må vi se, hvad det ender med, og hvad vi kan blive enige om.

Hr. Finn Sørensen.

Nu erkender ordføreren jo, at det sådan set er kommunernes skyld, at de mennesker kommer i den her situation. Så er det bare, at jeg spørger: Hvorfor er det rimeligt, at den gruppe mennesker, at den gruppe langtidssyge, der ikke har nogen alternativer, skal undgælde for, at kommunerne ikke lever op til det, der faktisk står i loven? For loven er ganske klar, hvad angår en tidlig opfølgning og en helhedsorienteret indsats.

Hvorfor skal disse mennesker undgælde for det med Dansk Folkepartis accept?

Ordføreren.

Jamen det har vi egentlig også spurgt om mange gange. Vi har spurgt om, hvorfor det er sådan, at kommunerne ikke kan leve op til loven og gøre den indsats, de skal. Det havde vi svært ved at få svar på under den tidligere regering. Men den her regering har også svært ved at forklare, hvorfor kommunerne agerer anderledes end det, der var tiltænkt.

Der er også noget med, at når lægekonsulenterne kommer ind over, sker der lige pludselig noget mystisk ude i kommunerne. Det er derfor, vi arbejder for at få lægekonsulenterne væk.

Det er også noget, vi skal se på her. For den aftale, der blev lavet i sin tid, om, at man skulle have lægekonsulenterne væk, er ikke gennemført på sygedagpengeområdet, men kun i forbindelse med førtidspensionsområdet, der er der sket nogle nogle ændringer. Så der er nok at tage fat på.

Hr. Finn Sørensen. ( Bent Bøgsted (DF): Han har haft to). Han har haft to. Hr. Christian Juhl.

Der var en gang for nogle år siden, hvor hr. Bent Bøgsteds tidligere forbund skrev en bog, der hed: »Sygdom er ikke hver mands herre«. Det er sygdom jo objektivt set, men det viser sig, at folk, der laver hårdt fysisk arbejde, er mere syge end de rige i det her land. Det vil sige, at overklassen er mindre syg og har bedre muligheder for at undgå sygdom, end underklassen eller arbejderklassen har. Men hvis nu vi tager udgangspunkt i, at sygdom er hver mands herre, og at når først vi bliver ramt af den, er det nogle gange svært –i hvert fald er det svært at selvhelbrede, medmindre man er religiøs og den slags ting – så betyder det, at man står i en magtesløs situation og er overladt til kommunerne og til sygehusene.

Så vil jeg gerne spørge: Hvorfor straffer man de syge, hvis de er syge i lang tid, i stedet for at straffe det system, som måske er årsag til, at de ikke får en behandling, og som måske er årsag til, at de er blevet syge?

Ordføreren.

Se, det spurgte jeg egentlig også mig selv om, dengang jeg var syg, i 1990'erne engang, hvor jeg havde fået en skade. Der må jeg indrømme at der var manglende indsats fra, ja, det var dengang, det hed arbejdsformidlingen og socialcenteret i kommunen. Der var en manglende indsats der, det var i 1990'erne. Det var, mens jeg var ude på arbejdsmarkedet. Det er ikke så lang tid siden, så jeg har været ude, og jeg har også prøvet at være syg – modsat andre herinde i Folketinget, der aldrig har været ude på arbejdsmarkedet. Så på den måde ville jeg have sat pris på, at der havde været noget mere opfølgning. Der fik jeg egentlig bare lov til at gå, til jeg var rask nok. Der var ikke nogen indsats, og med den rigtige indsats kunne jeg være kommet tidligere tilbage på arbejdsmarkedet. Det var det, der manglede.

Derfor er det vigtigt med en rigtig indsats, og der var varighedsbegrænsningen jo med til at gøre – det skulle den have været i hvert fald – at kommunerne gik i gang noget tidligere. Det gjorde de ikke i 1990'erne, men det er de så kommet til senere. Men somme tider traf de nogle forkerte beslutninger.

Hr. Christian Juhl.

Jamen selv om kommunerne traf nogle forkerte beslutninger, kan det være, at sygdommen er langvarig. Jeg kan forstå, at vi er fuldstændig enige om, at det så er uretfærdigt at ramme de syge. Er konklusionen så ikke også, at de syge skal have sygedagpenge, så længe de reelt er syge eller venter på en behandling? Ellers er der jo ingen logik i det, som ordføreren fortæller os her.

Ordføreren.

Det er også derfor, der er lavet de her forlængelsesmuligheder. Det er den ottende forlængelsesmulighed, som regeringen er kommet med. Den ser udmærket ud, men den skal justeres på nogle områder, for det er svært gennemskueligt med en diagnoseliste. Det er svært for lægerne at afgøre det. Men det er fint nok, at man kan få sygedagpenge i noget længere tid, hvis man er ramt af en alvorlig sygdom.

Men så er der selvfølgelig en restgruppe, og det er der, hvor regeringens forslag er, at de ikke vil afskaffe varighedsbegrænsningen, men at de vil indføre en anden ydelse. Det er det, vi skal til at forhandle om, og hvad resultatet bliver af de forhandlinger, kan jeg selvfølgelig ikke sige noget om endnu.

Dermed sluttede spørgsmålene. Jeg siger tak til ordføreren, og den næste ordfører er fru Linda Kristiansen.

Hr. Nadeem Farooq er desværre blevet forhindret, så jeg har lovet lige at læse hans tale op:

Der er blevet talt og skrevet om regeringens politik, når det gælder sygedagpenge og varighedsbegrænsning. For nylig har regeringen spillet ud med en ny model for sygedagpenge. Det har afstedkommet en del debat, hvilket er naturligt. Regeringens holdning er klar: Regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, så ingen sygemeldte risikerer at stå helt uden forsørgelse. Samtidig skal sygemeldte have en hurtigere og bedre indsats end i dag. Det er udgangspunktet for en ny sygedagpengemodel.

I dag er der borgere, der mister deres sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen, selv om de endnu ikke kan arbejde. Derfor skaber varighedsbegrænsning utryghed hos rigtig mange sygemeldte og ikke mindst deres familier. Denne utryghed berører langt flere borgere end dem, der ender med at falde for varighedsbegrænsningen. Regeringen vil fjerne utrygheden. Frem for at bekymre sig om økonomi skal sygemeldte i stedet bruge deres kræfter på at komme på benene og tilbage til arbejdsmarkedet.

Når det er sagt, er det også vitalt for regeringen, at vi finder en gennemtænkt og balanceret løsning på den fælles udfordring. Ingen bliver rask af at få sygedagpenge. Jeg mener, at vi med vores model adresserer begge forhold: hensynet til tryghed og hensynet til, at vi med en tidligere, tværfaglig og helhedsorienteret indsats kan hjælpe den syge tilbage på arbejdet. Radikale Venstre kan med disse bemærkninger ikke støtte beslutningsforslaget fra Enhedslisten.

Der er ikke nogen, der har bedt om ordet, så jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Sanne Rubinke, SF.

Fra SF's side er vi naturligvis også helt enige med forslagsstillerne om, at frygten for at stå uden forsørgelse ved udløbet af sygedagpengeperioden lægger et helt urimeligt pres på sygemeldte. Usikkerheden i sig selv kan være ødelæggende for den enkelte proces henimod at få det bedre og blive rask, og det befordrer ikke en indholdsmæssigt positiv indsats, at både den syge og sagsbehandleren ofte tvinges til at fokusere fuldt ud på varigheden og på falddatoen.

Derfor er vi også meget tilfredse med, at regeringen i det netop fremsatte forslag til en ny sygedagpengemodel lægger op til at sikre alle forsørgelse, uanset hvor længe de er syge. Det er, synes vi, en meget stor ting, at absolut ingen sygemeldte mere skal komme ud for at stå helt uden forsørgelse. Vi lægger stor vægt på, at der i det samme udspil også er fokus på en forbedret støtte og hjælp til den sygemeldte – en indsats, der skal være tværfaglig og helhedsorienteret.

Vi ved, at den fremlagte model kritiseres for at operere med en nedsat ydelse til sygemeldte, som efter 26 uger ikke kan forlænges efter en af forlængelsesbestemmelserne. Den kritik forstår vi naturligvis godt, men det her er det muliges kunst, og vi vægter det altså højt, at der både er udsigt til en indholdsmæssigt mere individuel og helhedsorienteret hjælp, og at ingen mere skal frygte at komme til at stå helt uden forsørgelse. Så vi støtter ikke beslutningsforslaget her, som det ligger, men ser frem til, at vi måske kan opnå enighed om en ny sygedagpengemodel.

Der er en enkelt ordfører, der har en kort bemærkning. Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det her har før været diskuteret i Folketingssalen, senest i februar 2010 på baggrund af et beslutningsforslag, som ordførerens parti og Enhedslisten og De Radikale og Socialdemokraterne fremsatte. Dengang sagde SF's ordfører følgende:

»Det skal selvfølgelig være sådan, at man kan bevare sine sygedagpenge, indtil den dag hvor det er afklaret, om man kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, om man skal have et fleksjob, eller om man skal have en førtidspension.«

Så er det bare jeg spørger ordføreren: Hvad er der i mellemtiden sket med SF's opfattelse af disse ting, siden man ikke længere mener det, der står der? For det, jeg lige har læst op, er jo i fuld overensstemmelse med det forslag, Enhedslisten har fremsat, og det, som står i regeringsgrundlaget. Så hvad er det for en ny ting, ny erkendelse, SF er nået til, siden man ikke længere står fast på det, man sagde dengang?

Ordføreren.

Tak. Vi er i hvert fald nået ind i en ny virkelighed, om spørgeren vil, i forhold til at sige, at det er det muliges kunst, som jeg faktisk sagde før, og at vi er i en prioriteringsvirkelighed. Vi har valgt, som jeg også tidligere har hørt nogle af ordførerne fra regeringspartierne sige, i den her model at veksle noget ydelse med noget indsats. Vi har valgt at respektere, at vi har nogle begrænsede økonomiske rammer at bevæge os inden for. Det er det, der har ændret sig i vores virkelighed, siden vi var medforslagsstillere sidst.

Hr. Finn Sørensen.

Vil det sige, at de tre nuværende regeringspartier og Enhedslisten var fuldstændig økonomisk uansvarlige, da vi under den tidligere regering tre gange stillede forslag om at ophæve varighedsbegrænsningen for sygedagpenge?

Vi var fuldstændig, havde jeg nær sagt, i hvert fald næsten alligevel uden reelt økonomisk ansvar, og måske havde vi også en manglende økonomisk indsigt i virkeligheden. Jeg vil sige, at vi i hvert fald på det tidspunkt jo ikke har vidst, hvad vi gerne ville lave af andre reformer med den her regering. Det hele hænger også sammen med, hvad vi gerne vil lave af andre reformer, og hvad vi i det hele taget som regeringspartier har af ambitioner for, hvad vi gerne vil lave nu. Der kommer sygedagpengereformen jo ind som et element af de her dele.

Vi har jo så altså valgt nu at gå med i og fremlægge en model, hvormed vi sikrer, at ingen mere står helt uden forsørgelse, og at man i øvrigt kvalificerer indsatsen og samarbejdet med sygemeldte. Det synes vi faktisk ikke er dårligt.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Først og fremmest hørte jeg ordføreren sige, at det er en ny virkelighed – en ny virkelighed for hvem? Og for det andet synes jeg, det er sjovt, at man skal gøre noget mere, for i sygedagpengeloven i dag står der, at man skal lave et helhedsorienteret tilskud til dem, der er på sygedagpenge. Hvad er forskellen på en helhedsorienteret plan og et ressourceforløb?

Ordføreren.

Jeg kan jo bedst tale for mig selv og mit parti. Den nye virkelighed er indtrådt for os, i forhold til at vi har valgt at indgå i et regeringssamarbejde, i forhold til at vi har valgt at være med til at fremlægge adskillige reformer i det her forår og dermed også være med til at lave økonomiske prioriteringer.

Så vil jeg sige med hensyn til den helhedsorienterede indsats: Det er jo rigtigt, det står der også nu. Vi mener med den model, vi er med til at lægge frem nu, at man har mulighed for at gøre det på et meget tidligere tidspunkt og faktisk også mere kvalificeret og med en sundhedsfaglig indsats ind over meget tidligere i en koordineret kommunal indsats. Det er i hvert fald nogle nye redskaber, vi giver kommunernes jobcentre eller sygedagpengeafdelinger.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Virkeligheden består altså i, at SF er kommet med i en regering; jeg synes ikke, det går så godt. Men hvad er forskellen på en helhedsorienteret plan og et ressourceforløb? En helhedsorienteret plan indebærer, at man kan have alle mennesker ind over, så som udgangspunkt er der vel ikke nogen forskel på det og et ressourceforløb. Så jeg synes ikke, man har gjort noget nyt, men derimod tager man nogle penge fra nogle folk.

Ordføreren.

Tak. Selv om der står, at man laver en helhedsorienteret indsats, er det jo sådan i den nuværende indsats, at det i hvert fald i vid udstrækning er op til kommunerne at fortolke, hvad de i de enkelte tilfælde eller i den enkelte kommune lægger i at sige, at der skal være en helhedsorienteret indsats. I det udspil, der er lagt frem fra regeringens side nu, er man altså lidt tydeligere i at pinde ud, hvad man mener, når man siger tværfagligt. Og så er vi jo i øvrigt ikke færdige med at sætte alle de her småpunkter ind, og det er jo også til forhandling lige nu. Men der bliver det altså pindet lidt mere ud, hvad man i virkeligheden mener med det.

Tak for evalueringen af SF's regeringsdeltagelse – der evalueres fra mange sider i øjeblikket.

Hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren sagde, at da SF var med til at fremsætte forslaget om at fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, var det i en tid, hvor man var uden for økonomisk ansvar. Skal det så forstås på den måde, at det, man fremlagde dengang, var økonomisk uansvarligt?

Jeg hørte ikke sidste del af spørgsmålet.

Jeg spurgte: Skulle det forstås sådan, at det, man fremlagde dengang, var økonomisk uansvarligt, fordi ordføreren sagde, at da man fremlagde forslaget om at begrænse varigheden på sygedagpenge, var man uden for ansvar, man sad i opposition, man havde ikke det økonomiske ansvar?

Ordføreren.

Nej, det skal ikke forstås sådan, at det, vi fremlagde dengang, var uansvarligt, men det skal forstås sådan, at der er forskel på at være i opposition og regering, og der er forskel på, inden for hvilke rammer man kan fremsætte sine forslag. Der kan især være forskel på, hvilken samlet viden man kan have, i forhold til hvad der er muligt og ikke muligt, og det er mere forpligtende at fremsætte det som regeringsparti. Det er forskellen, men jeg tror ikke, at nogen fremlægger uansvarlige forslag i oppositionen. Det gjorde vi heller ikke.

Hr. Joachim B. Olsen? Nej, så er det hr. Christian Juhl.

Hvis det er på grund af en ny virkelighed, at SF ikke længere synes de her ting, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor man så ikke fik skrevet ind i regeringsgrundlaget, at det var den nye virkelighed? For regeringsgrundlaget skulle jo sådan set beskrive den nye virkelighed. Der står jo noget helt andet, der er meget tættere på det her forslag.

Ordføreren.

Jeg var ikke med til at skrive regeringsgrundlaget, men jeg kunne forestille mig, at vi også har fået flere ambitioner på nogle områder, siden vi skrev regeringsgrundlag sammen, på den måde at forstå, at man så også stadig væk er inde at prioritere. Så kan vi jo også altid slås om ord. Jeg mener, at der står i regeringsgrundlaget, at vi vil afskaffe varigheden på sygedagpenge. Nogle tolker det her som afskaffelse af varigheden på sygedagpenge. Sådan ville jeg ikke selv udtrykke det, men jeg vælger så at udtrykke det på den måde, at vi sikrer alle en forsørgelse, så længe de er syge eller sygemeldte.

Hr. Christian Juhl.

Nu tror jeg da ikke, at det er så svært. Det skal i hvert fald være en meget akademisk diskussion, hvis man siger afskaffe og så begynder at diskutere, hvad det mon betyder. Afskaffe er jo at afskaffe. Men det tror jeg ikke at vi kommer ret meget længere med, og jeg kan forstå, at først har man en SF-holdning, så går man ind og laver en regeringsgrundlagsholdning. Så var det heller ikke godt nok til prioritering, og så går man ned og laver et tredje niveau. Det er jo nok derfor, at der er så mange, der spørger, hvad regeringen egentlig vil, og jeg synes da, at det ville være rigtig godt, hvis vi kunne hjælpes ad med at gøre det skarpere, fordi jeg ville være rigtig, rigtig trist, hvis regeringen sætter det hele til på den slags øvelser.

Men en af regeringsparterne, som vi hørte før og af høflighedsgrunde ikke gik hårdt til, fordi hun holdt talen på en andens vegne, sagde på De Radikales vegne: »Ingen bliver rask af at modtage sygedagpengene«. Man kunne næsten forledes til at tro, at den sætning betyder, at så skal man lade være med at give sygedagpenge. Hvad siger SF's ordfører til sådan en sætning: »Ingen bliver rask af at modtage sygedagpengene«?

Ordføreren.

Jeg har i virkeligheden ikke lyst til at kommentere, hvad den radikale ordfører sagde. Hvis vi snakker om udsagnet, »Ingen bliver raske at modtage sygedagpengene«, vil jeg sige, at det er der jo ikke nogen, der gør. Der er jo heller ikke nogen, der bliver rask af at blive frataget dagpenge. Det er jo sådan set det, der er hele miseren, og det, vi forsøger at rette op på nu, nemlig at der jo ikke er nogen, der bliver rask af, at man stopper deres forsørgelse. Det er jo så det, vi forsøger at rette op på nu ved at sige, at nu giver vi i hvert fald mennesker en mulighed for at være forsørget, så længe de er syge, og vi giver mennesker en bedre mulighed for at få hjælp til at blive raske, fordi vi også styrker indsatsen. Det er vores ambition med det her forslag.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Den næste ordfører er hr. Joachim B. Olsen.

Jeg kan godt forstå, hvis Enhedslisten er en lille smule forvirret. Fjernelsen af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge var et klokkeklart løfte før valget, og det stod i regeringsgrundlaget. Men vi har trods alt fået uddybet, hvorfor det ikke kan holdes. Det kan vi jo så forstå skyldes, at man nu har fået et økonomisk ansvar, og det muliggør ikke, at man kan fjerne den varighedsbegrænsning, som man ellers havde sagt man ville fjerne.

Det synes vi i Liberal Alliance er rigtig, rigtig fornuftigt. Det synes vi bl.a., fordi man sparer nogle penge, men det er sådan set den mindst vigtige grund. Den vigtigste grund er, at en fjernelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge vil medføre, at flere mennesker vil blive på offentlig forsørgelse. Det tværministerielle udvalg, som er sat til at kulegrave det her område, er kommet frem til, at mellem 2.500 og 3.500 mennesker ville forblive på offentlig forsørgelse, hvis man fjernede varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.

Det primære mål må jo være at bringe folk tilbage på arbejdsmarkedet. Et system, der fastholder mennesker på offentlig forsørgelse, som vi jo i øvrigt ved gør mennesker mere syge, er ikke et system, som hjælper mennesker – tværtimod. Så derfor synes vi, at det forslag, der er fremsat her, er et rigtig dårligt forslag. Vi vil godt kvittere for, at regeringen har brudt det løfte, som den gav. Det synes vi er rigtig fornuftigt, ikke mindst fordi det, hvis man havde gennemført det, ville have medført, at flere mennesker var forblevet på offentlig forsørgelse. Det kan de ikke være tjent med. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Så hr. Joachim B. Olsen mener, at de er bedre tjent med at miste sygedagpengene. Det kan jeg forstå på det. Det vil jeg gerne have ordføreren til at forholde sig til. Hvis det nu skulle gå så galt, som ministeriet frygter, nemlig at en ophævelse af varighedsbegrænsningen vil medføre, at der kommer lidt flere mennesker på sygedagpenge i lidt længere tid, altså hvis det skulle ske – hvad der er jo ikke er nogen ønsker, allermindst de mennesker, der er i den situation – vil hr. Joachim B. Olsen så medgive, at så skyldes det hovedsagelig, at kommunerne ikke løfter det ansvar, de skal i henhold til sygedagpengeloven, nemlig at sørge for en tidlig og helhedsorienteret indsats, sådan at man får hjulpet mennesker, lang tid før de kommer i den situation?

Ordføreren.

Det, som erfaringerne viser, og det, de siger, når man spørger ude i jobcentrene, ude i kommunerne, hvorfor den her varighedsbegrænsning på sygedagpenge virker, er, at det, at der er en grænse for, hvor lang tid man kan være på sygedagpenge, faktisk betyder, at folk har en egeninteresse i at tage initiativ til, at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg kan citere Lars Bostholm, som er arbejdsmarkedschef i Guldborgsund Kommune, som har været en af de kommuner, som har haft meget succes med at få folk tilbage på arbejdsmarkedet, når de har været på sygedagpenge. Han siger:

»... varighedsbegrænsningen har den effekt, at borgeren får en enorm stor egeninteresse i at samarbejde med os om hurtigst muligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor kunne jeg godt frygte, at hvis varighedsbegrænsningen fjernes, så vil det alt andet lige forlænge sygemeldingen og gøre det sværere for os, at få borgeren klar igen. Det element, at sygedagpenge er midlertidige, det bruger vi meget i vores informationsarbejde, når et sygedagpengeforløb starter, og det har en betydning ...«.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Jeg kan forstå på hr. Joachim B. Olsen, at ordføreren så ikke mener, at det er kommunernes skyld, hvis folk er på sygedagpenge i meget lang tid, men at det er disse menneskers egen skyld, og at de i virkeligheden ikke er rigtig syge, og at det er derfor, det virker på den måde, at hvis vi nu tager sygedagpengene fra dem, så kommer de i arbejde. Det må være konklusionen, for det må jo være en af de to forklaringer, der gælder. Enten er det kommunernes sagsbehandling og sundhedssystemets manglende evne til at afklare folk i en fart, eller også er det de menneskers skyld. Altså, en af forklaringerne må jo være den, som hr. Joachim B. Olsen mener er den rigtige. Hvad er det så for en af dem? Jeg går ud fra, at det er den sidste.

Ordføreren.

Nej, det er det sådan set ikke. Jeg køber ikke præmissen. Jeg tror, at det er helt berettiget at sige, at den måde, man har indrettet systemet på nu, ikke er fuldstændig hensigtsmæssig. Det forhandler vi jo så lige nu om at ændre ved at indføre de her ressourceforløb. Det vil forhåbentlig i sig selv have en effekt, og det vil medvirke til at løse nogle af de problemer, som hr. Finn Sørensen beskriver her.

Men, og det er så den anden side af det, det har så også en effekt, at der er en varighedsbegrænsning på sygedagpenge. Det kan skyldes mange ting, tror jeg, men for nogle mennesker, som er syge og står en svær situation, hvor det kræver en stor indsats at vende tilbage, kan det, at der også er en stopklods for, hvor lang tid man være på sygedagpenge, gøre, at de vender hurtigere tilbage og får det skub, der gør, at nu vender de altså tilbage til arbejdsmarkedet.

Så er det hr. Christian Juhl.

Hvis nu man vil lave et system med tryghed i, og man siger, at vi laver et ressourceforløb, det hjælper nok, bedre sygehuse, det hjælper nok, ordentlige sagsbehandlinger i kommunen, det hjælper nok, helhedsorientering, det hjælper nok, og det så ikke hjælper, hvorfor i alverden er det så de syge, der hver gang skal tage risikoen? Hvorfor er det ikke det offentlige, der tager risikoen i stedet for? Det er dog vanvittigt, at et menneske, der er blevet sygt og måske risikerer helbredet eller livet, er det, der skal tage risikoen ved ikke at kunne få nogle penge.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg synes sådan set, at det offentlige tager vældig store risici i dag. Vi har i dag et velfærdssamfund, hvor vi bruger flere penge på at have folk på offentlig forsørgelse, end man gør i de omkringliggende velfærdssamfund. Det er jo i sig selv en enorm risiko at tage på sig. Det udfordrer vores økonomiske vækst, det udfordrer vores mulighed for at skabe job, så der også er job, som folk kan vende tilbage til på arbejdsmarkedet. Så jeg synes, at det offentlige måske mere end i noget andet land påtager sig en vældig stor risiko.

Hr. Christian Juhl.

Ja, nu begynder vi at snakke forebyggelse, og jeg er fuldstændig enig i, at vi har lavet så vanvittigt et samfund, at man faktisk systematisk ødelægger og nedslider og gør folk syge. Det er den måde, vi producerer på i Danmark. Det er fuldstændig vanvittigt.

Men når så folk først er syge, hvorfor i alverden er det så den, som ikke kan gøre noget selv og uden skyld er kommet i en situation, som er ved at tage livet af vedkommende eller ved at ødelægge hans eller hendes helbred, hvorfor skal de pågældende så tage ansvar der? Hvorfor skal vi så ikke i fællesskab sige: Det dækker vi ind, så længe du er syg, og når du så er rask igen, har du en pligt. Det er dog mærkeligt at sige: Du skal selv have en pligt til at blive rask. Det kan man da ikke forlange af folk, der er blevet syge, og som ikke kan gøre noget ved det.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det er måske, fordi det ikke helt hænger sådan sammen, som hr. Christian Juhl beskriver det. Det, man kan konstatere, er, at når der er den her varighedsbegrænsning, så betyder det faktisk, at en ret stor andel vender tilbage til arbejdsmarkedet. Det er ikke det samme som at sige, at de ikke var så syge alligevel, det er måske mere et udtryk for, at det her faktisk er ret komplekst, og at det, at der er et incitament til at blive fastholdt i overførselsindkomstsystemet, gør, at nogle mennesker ikke får det skub, som gør, at de rent faktisk finder de ressourcer, som de havde, og som gjorde, at de faktisk godt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er uhensigtsmæssigt, mest af alt for de mennesker, hvis man har et system, hvor man fastholder dem på overførselsindkomst, for det bliver mennesker ikke mere raske af.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Når jeg hører hr. Joachim B. Olsen, kommer jeg til at tænke på, om spørgsmålet er, om folk er sygemeldte, fordi de syge eller noget andet. Det andet, som hr. Joachim B. Olsen siger, er nemlig: Overførselsindkomster er der for mange af.

Så spørger jeg hr. Joachim B. Olsen: Er der flere på sygedagpenge, end der er syge i Danmark?

Ordføreren.

Det er jo et lidt underligt spørgsmål, for det er jo komplekst. Det tror jeg vi alle sammen vedkender os det er. Det, vi sådan kan konstatere overordnet set, er den historiske udvikling, nemlig at når vi herinde har lempet på adgangskravene til at komme på forskellige forsørgelsesordninger, når vi har øget kompensationsgraden, altså givet flere penge på de her overførselsindkomster, så kan vi se en direkte korrelation, der viser, at der så også er kommet flere mennesker på de her ordninger. Det er fuldstændig empirisk bevist.

Så der er altså en sammenhæng mellem, at man lemper på adgangskravene til noget og gør det mere økonomisk attraktivt at være der, og at det tiltrækker mennesker. Det er ikke det samme som at sige, at der er folk, der ikke er reelt syge, og som ikke skal have hjælp. Men der er altså den her balance, som vi i meget høj grad er nødt til at tage hensyn til, mener jeg, specielt for de menneskers skyld.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes for det første, at det er sjovt, når hr. Joachim B. Olsen siger, at man har lempet på kravene til folk, der får sygedagpenge. For det andet siger han, at man giver mere i tilskud til folk. Jeg skal bare have hr. Joachim B. Olsen til at forklare mig: Er sygedagpengene mere værd i dag, at de var for 2 eller for 5 år siden? Eller er de ikke også blev beskåret ligesom alle mulige andre overførselsindkomster, altså ligesom arbejdsløshedsdagpenge og pensioner? Så som udgangspunkt forstår jeg simpelt hen ikke det, som hr. Joachim B. Olsen siger.

Så siger han, at det er komplekst. Er det komplekst, om folk er syge eller ej?

Ordføreren.

Ja, det om, at folk er syge, er komplekst. Forskellige diagnoser er komplekse. Der kan være mange grunde til, at folk havner i sygedagpengesystemet. Det kan også være nogle sociale forhold, der gør, at de ender i sygedagpengesystemet. Så det her er enormt komplekst. Jeg synes faktisk, det er Enhedslisten, der prøver at gøre det her ukompliceret – det er det på ingen måde.

Så blev der vist spurgt, om det er blevet mere attraktivt at være på overførselsindkomst. Man kan i hvert fald konstatere, at når man ser på udviklingen i de reale, disponible indkomster over de sidste år, så må man sige, at man har en højere levestandard i dag, altså at man kan købe flere varer i dag, når man er på overførselsindkomst, end man kunne for f.eks. 10 år siden. Så det er blevet mere attraktivt, ja.

Han har spurgt to gange, vi har kontrolleret det. Så er det ordføreren for forslagsstillerne. ( Munterhed ).

Det forslag, vi har fremsat her, er i sit indhold identisk med et forslag, vi hele tre gange fremsatte under den tidligere regering, men dengang sammen med de tre nuværende regeringspartier. Vi var dengang enige om, at det er urimeligt, at mennesker skal miste deres sygedagpenge, hvis de stadig væk er syge og deres situation er uafklaret. Vi var enige om, at økonomisk utryghed i sig selv kan være en meget væsentlig barriere for at blive rask, og vi var enige om, og jeg citerer fra vores beslutningsforslag: Der er behov for både bedre opfølgning og ophævelse af varighedsbegrænsningen. Citat slut. Det sagde vi i en erkendelse af, at ophævelse af varighedsbegrænsningen ikke løser problemet i sig selv, der skal en øget indsats til i kommunerne i form af tidlig indsats og helhedsorienteret sagsbehandling. Jeg citerer igen fra vores beslutningsforslag fra dengang: Der er derfor under alle omstændigheder et presserende behov for at ophæve varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge. Citat slut.

Vælgerne handlede derfor i god tro, da de ved valget i 2011 stemte på et af de fire partier, der stod samlet om dette forslag, i forventning om, at løftet ville blive indfriet. Vælgerne blev også glade, og det gjorde Enhedslisten også, da vi så regeringsgrundlaget. Under overskriften »Færre mennesker skal leve i fattigdom« står der, og jeg citerer: Regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, i stedet vil regeringen styrke den aktive indsats. Citat slut.

Det var og er ikke til at misforstå. Men så begyndte vores bekymringer, for forslaget var ikke med i regeringens forslag til finanslov, og det lykkedes heller ikke at få det med. Begrundelsen var, at det skulle gøres ordentligt. I februar 2012 blev sagen sendt i et tværministerielt udvalg, der skulle komme med en indstilling inden sommerferien, altså sommerferien 2012. Imens fortsatte medierne med at bringe det ene eksempel efter det andet på mennesker, der blev frataget sygedagpenge, selv om de ikke var raske nok til at vende tilbage til arbejdet, men heller ikke syge nok til at blive tilkendt førtidspension. Det har drejet sig om ca. 20 personer om dagen, hvoraf de fleste enten blev sat ned på kontanthjælp eller helt mistede forsørgelsesgrundlaget på grund af kontanthjælpsreglerne. Det betyder altså, at ca. 8.000 mennesker helt unødigt er kommet i denne situation på grund af regeringens tøven i denne sag. Det var ikke sket, hvis regeringen med det samme havde benyttet sig af sit flertal sammen med Enhedslisten for at indfri et klokkeklart valgløfte.

Det havde jo så været værd at vente på, hvis valgløftet rent faktisk var blevet indfriet, men skuffelsen var stor blandt vælgere, patientforeninger og hos Enhedslisten, da regeringen omsider meldte ud her i begyndelsen af februar. Der var og er ikke tale om en indfrielse af valgløftet, tværtimod vil regeringen stramme op, så varighedsbegrænsningen sættes ned fra 52 til 26 uger, hvorefter den stadig sygemeldte overgår til kontanthjælp dog uden ægtefællemodregning. Det svarer til et indtægtstab på et sted mellem godt 3.000 kr. og knap 7.000 kr. om måneden. Det holdt lidt hårdt her i debatten, men det lykkedes da at få den socialdemokratiske ordfører til at indrømme, at det i virkeligheden handler om at flytte penge fra ydelserne og over til den tidlige indsats, som ordføreren sagde. Nu kan man godt pludselig acceptere, hvad vi ikke ville acceptere før valget, nemlig at det er de langtidssyge, der kommer til at betale regningen for, at kommunerne og sundhedssystemet ikke sørger for at leve op til sygedagpengelovens krav om en tidlig og helhedsorienteret indsats og derfor er alt for længe om at få afklaret de langtidssyge, så de hurtigst muligt kan hjælpes tilbage på arbejde eller blive visiteret til førtidspension.

Det står desværre klart, at vi ikke kan få flertal for vores forslag her i dag, og regeringspartierne afviser at indfri et klokkeklart valgløfte, på trods af at det eneste nye er, at de netop er blevet regeringspartier, og at de har overtaget VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, som der står i regeringsgrundlaget. Det eneste sådan rigtig gode ved den her debat var SF's ordførers store ærlighed; ordføreren indrømmede jo, at der nu er en ny virkelighed, at der nu er en økonomisk prioritering, og, må jeg tilføje, når vi ser, hvad regeringen i øvrigt har fremsat af planer siden hen, en ny virkelighed, der handler om, at der skal være luft til skattelettelser til aktionærerne i de største og mest velpolstrede virksomheder i det her land. Det er bare for småligt, ikke mindst når man ser på, at der er tale om en beskeden udgift sammenlignet med de beløb, regeringen har tænkt sig at bruge på at lempe selskabsskatten og andre skatter og afgifter, der først og fremmest kommer nogle af de rigeste her i landet til gode.

Regeringen vil nu indlede forhandlinger med Folketingets partier om regeringens udspil til ændring af sygedagpengereglerne. Disse forhandlinger møder Enhedslisten selvfølgelig op til, hvis vi bliver inviteret, med det formål at forbedre de nuværende regler, men vi håber selvfølgelig, at ministeren vil nå til den erkendelse, at det bedste ville være at leve op til det, man har lovet vælgerne og selv har skrevet i regeringsgrundlaget.

Hr. Joachim B. Olsen.

Når vi nu har en så frygtelig regering, som ikke lever op til de valgløfter, den har givet, hvorfor vælter man den så ikke bare? Jeg mener, det er den ene brokhistorie efter den anden, hver eneste dag. Der er ikke nogen grænser for, hvor usolidariske de er, og – nu citerer jeg – jeg tror endda, fru Johanne Schmidt-Nielsen har sagt, at de pisser på vælgerne og de svageste, og hvad man nu har sagt. Ja, det er et citat, jeg undskylder.

Hvis det er så frygteligt, så vælt den dog. Jeg mener, man har ikke engang styrken til at løfte hånden og trykke på den røde knap for de svages skyld, som man jo siger. Så vis dog noget mod. Vis, at det ikke bare er floskler og alt muligt andet, at man faktisk tør gøre noget, men det mod har man måske ikke i Enhedslisten, når det kommer til stykket.

Ordføreren.

En af grundene til, at vi ikke ligefrem opsøger den situation, hr. Joachim B. Olsen prøver at beskrive, er måske, at vi har siddet og lyttet til hr. Joachim B. Olsen flere gange i den her sal, når talen er faldet på, hvad vi skal gøre for mennesker, der er i en svær situation, langtidssyge f.eks. Vi har lige hørt hr. Joachim B. Olsen stå og afvise vores forslag, fordi han har en helt anden filosofi. Og noget af det, vi måske lige overvejer, og som gør, at vi ikke bare lige opsøger den situation, som hr. Joachim B. Olsen så indtrængende opfordrer os til, kunne jo være en vis frygt for, at hr. Joachim B. Olsen og de andre borgerlige partier får endnu mere magt ved et kommende folketingsvalg, end de har nu, og end de havde før.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det er jo simpelt hen for tyndt, det er simpelt hen for tyndt. Jamen helt ærligt, man har en regering, som man er utilfreds med på stort set alle områder. De sænker skatten, de sænker endda selskabsskatten, de vil ikke leve op til de valgløfter, som de har givet vælgerne osv., og det, der så afholder Enhedslisten fra at trykke på den røde knap, er, at man er bange for, at der kommer noget, der er værre.

O.k., hvad er det for en incitamentsstruktur, man så sætter op? Hvad tror Enhedslisten der sker om forhåbentlig mange år, når der kommer en ny socialdemokratisk regering? Måske sker det aldrig, det kan være, de forsvinder inden da. Men hvis det nu skulle ske, har man så bare lært det, de har lært i Socialdemokratiet: Vi kan bare føre den politik, vi har lyst til, for Enhedslisten gør præcis, hvad vi siger. De brokker sig lidt, der kommer lidt overskrifter i medierne, men de spiller jo med.

Der er ingen konsekvens.

Ordføreren.

Der er selvfølgelig klart en konsekvens, der er nemlig den konsekvens, at vi lever op til vores valgløfter. Og vores valgløfter er, at vi kæmper for forbedringer for almindelige mennesker, og at vi stemmer imod de forringelser, der bliver lagt frem. Det er den politik, som vi arbejder efter, og hvis den politik medfører, at regeringen kommer i en situation, hvor den ikke kan samle flertal for et forslag, fordi Enhedslisten stemmer imod det, så er det regeringens valg, hvilken konsekvens den vil drage af det, og så kender vi jo nogle parlamentariske spilleregler.

Men når vi ikke opsøger situationen – det kan være, regeringen gør det, hvad ved vi om det? – så er det jo, fordi det ikke handler om at frygte noget som helst. Det handler bare om at kunne huske en lille smule tilbage på den anden side af det sidste folketingsvalg, og så vil det jo stå lysende klart, at Enhedslisten vil få langt mindre indflydelse i et Folketing, hvor hr. Joachim B. Olsen har en bestemmende indflydelse, end vi har med den nuværende sammensætning af Folketinget.

Hr. Bent Bøgsted.

Man fristes jo til at sige, at Enhedslisten har et godt kendskab til ordsprog. Der er et ordsprog, der siger: »Tomme tønder buldrer mest«. Det må man jo erkende er noget af det, vi hører fra hr. Finn Sørensen. Der er en masse trusler over for regeringen, men der er ingen konsekvenser, som hr. Joachim B. Olsen også siger. Så er der det her med, at det jo kunne være, at der kom en borgerlig regering til. Jamen altså, hr. Finn Sørensen står jo og klager over, at den nuværende regering fører blå politik; der har aldrig før været ført så blå en politik som nu. Det har der været nogle citater om – det var så nok ikke hr. Finn Sørensen, der sagde det – men der er alligevel ingen konsekvenser. Så kommer der noget med, at det jo kunne være, at regeringen kom med et forslag, som Enhedslisten stemte imod.

Den dag det sker, tror jeg nok at jeg vil give en omgang, altså hvis Enhedslisten stemmer imod et forslag fra regeringen, og som betyder, at regeringen må gå af.

Ordføreren.

Jamen så tror jeg da, at hr. Bent Bøgsted, hvis man kigger på de planer, der bliver lagt frem, måske kan begynde at spare op, medmindre det lykkes regeringen – hvad der jo klart bliver inviteret til – at lave økonomisk politik sammen med partiet Venstre og sammen med højre side i salen. Og hvis man laver de aftaler der, har vi jo ikke nogen mulighed for at påvirke det.

Så jeg ved ikke, hvad det er for trusler, hr. Bent Bøgsted har hørt i min tale. Jeg har sådan set bare ridset op, hvad Enhedslistens princip for arbejdet i Folketinget er, og det er, at vi arbejder for at forbedre almindelige menneskers vilkår, og det er de forbedringer, vi kan skaffe et flertal for sammen med regeringspartierne. For vi har endnu ikke været ude for, at vi har kunnet gøre det sammen med hr. Bent Bøgsteds parti, på nær en enkelt undtagelse, nemlig i forhold til en kortvarig forlængelse af dagpengeperioden. Men ellers går Dansk Folkeparti jo, som det også sker i dag, imod, når vi kommer med et forslag, der kunne forbedre vilkårene for langtidssyge.

Så jeg har såmænd bare ridset op, hvad Enhedslistens principper er for arbejdet i Folketinget. Og dem følger vi, og dem kender regeringen udmærket.

Så er det hr. Bent Bøgsted.

Jamen jeg synes jo, at hr. Finn Sørensen bevæger sig ud i noget, der er sådan lidt uholdbart. Så siger hr. Finn Sørensen, at den dag kan komme, hvor de her forslag bliver gennemført. Nej, det er da klart; hvis regeringen gennemfører dem med de borgerlige partier, er det en gratis omgang for hr. Finn Sørensen at sige, at nu stemmer Enhedslisten imod, og så kan regeringen lære det. Det er jo en gratis omgang. Jeg tror nok, vi er nogle stykker, der godt ville give den omgang, hvis det sker, at hr. Finn Sørensen stemmer imod et forslag, som bringer regeringen i mindretal. Men det sker aldrig; det vil aldrig komme til at ske, i hvert fald ikke i den her samling eller på denne side af et valg.

Ordføreren.

Hvis det ikke sker, er der jo to mulige årsager til det. Den ene årsag kan være, at regeringen laver et forlig med hr. Bent Bøgsteds parti og de andre borgerlige partier, og den anden årsag kan være, at regeringen laver et forlig med Enhedslisten. Vi vil selvfølgelig foretrække det sidste, for så er der nogle muligheder for, at vi kan få nogle forbedringer igennem for almindelige mennesker i det her land. Det er faktisk også lykkedes. Det er ikke lykkedes i et sådant omfang, at vi har kunnet drømme om at nedtone den kritik, vi har af regeringens generelle økonomiske politik – eller lægge låg på den – en politik, som vi på det seneste har set et rigtig skrækkeligt eksempel på, nemlig med den såkaldte Vækstplan DK. Men det er det princip, som Enhedslisten arbejder efter. Og dér er vores opgave i Folketinget selvfølgelig at prøve, om vi kan overbevise regeringen om, at den skal lave nogle forlig med Enhedslisten til gavn for almindelige mennesker i det her land, ligesom med det forslag, som vi her har fremsat, men som hr. Bent Bøgsteds parti jo er enig med regeringen om at afvise.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget.

Op igen, hr. Finn Sørensen. Fru Ulla Tørnæs har bedt om ordet.

Jamen jeg kan sådan set godt forstå, hvis hr. Finn Sørensen er lidt bedrøvet sådan en aftentime. For det må da være trist sådan at skulle agere stemmekvæg for en regering, hvis politik man ikke deler opfattelsen af – at være en sådan regerings parlamentariske grundlag.

Det, som jeg tror mine kollegaer fisker lidt efter, og som jeg også vil prøve at spørge hr. Finn Sørensen om, er, hvor grænsen går. Er det en ultimativ støtte til regeringen, sådan en blankocheck, som Enhedslisten har udstedt? Man har lavet en aftale om at kunne fremsætte det her forslag, vel vidende at det ikke har en kinamands chance for at blive vedtaget. Så sidder man til forhandlinger, og der får man heller ikke noget som helst gennemført, fordi regeringen jo ved, at hr. Finn Sørensen, jævnfør hvad hr. Finn Sørensen også har sagt her i aften, under ingen omstændigheder kunne finde på at vælte regeringen.

Er det sådan, det forholder sig, vil jeg spørge hr. Finn Sørensen om.

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren er kommet i sit digteriske hjørne. Altså, hvornår har jeg sagt, at vi under ingen omstændigheder kunne finde på at vælte regeringen, hvis fru Ulla Tørnæs med det mener, at Enhedslisten under ingen omstændigheder vil bringe regeringen i mindretal? Det har jeg ikke givet udtryk for. Tværtimod har jeg jo klart sagt, at der selvfølgelig kan ske det, at regeringen ikke kan samle flertal for et forslag, fordi både Enhedslisten og den borgerlige side stemmer imod. Så der er ikke så meget nyt i det.

Hvis vi endelig skal tale om bedrøvelse, går den jo allermest på, at fru Ulla Tørnæs fuldstændig iskoldt siger, at det er helt i orden, at mennesker kan miste deres sygedagpenge, selv om de er langtidssyge og ikke raske nok til at komme tilbage i arbejde, men heller ikke så syge, at de kan få tilkendt førtidspension. Det fik vi jo klart et indtryk af, det blev udtrykt. Det er sådan noget, man kan blive bedrøvet over, når det samtidig bliver pakket ind i en masse ord om omsorg for syge mennesker, og hvad ved jeg.

Fru Ulla Tørnæs.

Det digteriske hjørne? Jeg var ikke klar over, at jeg havde sådan et, men tak for det.

Hr. Finn Sørensen kan på ingen måde fortænke os i at være en lille smule optaget af, hvor Enhedslistens grænse går. Her har vi så et eksempel på, at Enhedslisten jo absolut ingen indflydelse har. Man er oven i købet nødt til at vise for fuldstændig åbent tæppe, at man ikke har haft tilstrækkelig indflydelse på regeringen til, at man kunne få gennemført det, der blev aftalt før valget, og som man fik aftalt blev en del af regeringsgrundlaget.

Jeg synes da, det må være trist for hr. Finn Sørensen ligefrem at skulle vise for åbent tæppe, at man ikke har nogen indflydelse overhovedet på regeringens politik. Derfor spørger jeg bare undrende: Hvor går grænsen for, hvor meget hr. Finn Sørensen skal udstille sin manglende indflydelse på regeringens politik?

Så er det ordføreren.

Nu kan ordføreren jo sætte sig ned og læse finanslovaftalerne for 2012 og 2013. Så vil hun jo kunne se, at Enhedslisten faktisk har haft en hel del indflydelse på regeringens politik og har lavet nogle udmærkede aftaler, bl.a. på et punkt, som fru Ulla Tørnæs jo var inkarneret modstander af, da fru Ulla Tørnæs var beskæftigelsesminister. Det drejer sig om indsatsen mod social dumping.

Jeg kan godt forstå, at ordføreren er voldsomt optaget af, hvor Enhedslistens grænse går, for så kunne det jo blive nemmere at spille det spil, man gerne vil spille for at komme tilbage til regeringsmagten. Men så enkelt går det altså ikke.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Jeg siger tak til ordføreren.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.