Umiddelbart er vi også positive over for forslaget, selv om der åbenbart kan være nogle omkostninger ved det, men vi er nødt til at se lidt bredere på det.
De fleste ordførere nævner, at det drejer sig om DSB, men nu er der heldigvis andre aktører på banen end DSB, og virkeligheden er jo, at der har man faktisk en rejsetidskompensationsordning, der er bedre end DSB's.
Det kunne jo så kalde på en lidt anden diskussion end blot at understrege, at vi måske skal ændre på rejsetidsbestemmelserne for DSB, som så får et større driftsunderskud, som de så skal låne til med en statsgaranti, og så kører hele rumlen igen.
Som jeg kan finde ud af det, yder Arriva rent faktisk en kompensation for alle billettyper, kontantbilletter, klippekort, hvilket DSB ikke gør.
Derfor kan man sige, at også her er DSB altså bagud på point.
Når jeg siger det, er det jo, fordi vi jævnligt hører en trafikminister påpege, at det er vigtigt, at vi har et stort og stærkt DSB.
Vi har sammen konstateret, at der skilles de politiske veje nok.
Jeg synes bare, at det er et problem, at ministeren bliver ved med den retorik, når vi nu på område for område kan konstatere, at det der store og stærke DSB er en dyr løsning for Danmark, og at der vil være oplagte muligheder ved at få udliciteret flere strækninger, når andre har vist, at de kan gøre det billigere og bedre, og det er uanset, hvilket element vi tager op.
Nu er det jo Enhedslisten, der har sat fokus på det her område.
Der kan vi også konstatere, at andre aktører er bedre end DSB, så på et eller andet tidspunkt skulle vi stille et spørgsmål til ministeren om, hvornår ministeren bliver klogere på det område, men sådan kan man vist ikke stille spørgsmål.
Men det var måske efterhånden en idé, at vi fik en ordentlig debat om, om vi skal blive ved med at skubbe rundt på en dødvægt, som gang på gang viser sig være den dyreste løsning.
Det vil jeg blive ved med at påpege over for ministeren.
Vi har på mange områder en fornuftig transportminister – jeg skal nok lade være med at rose ham mere; det er godt, at det er torsdag eftermiddag og snart fyraften – og derfor er det sådan set lidt bedrøveligt, at ministeren ikke er mere håndfast på det her område og er klar til at drage konsekvenserne af noget, der ikke er i orden.
Uanset hvilken situation ministeren har arvet DSB i, er det ministerens ansvar at fokusere på de løsninger, der gør det bedre.
Derfor kan det her næsten forværre det, for hvis DSB skal have øgede omkostninger, er det den forkerte vej, vi går.
Det er sådan set bagsiden af det her forslag, som vi altså positive er over for, for kunderne skal have en lige så god behandling i DSB, som andre steder.
Det kunne så betyde, at vi skulle vælge andre løsninger.
Så jeg håber meget, at vi på et tidspunkt finder sammen om et fornuftigt udspil om at lade andre aktører byde ind, så vi får en mere fleksibel indgang på skinnerne.
Det er jo sådan set ligegyldigt, hvem der kører på de skinner, bare de kører til tiden, flytter folk og gør det til den rigtige pris, og bare de betaler en kompensation, når de ikke gør det, de skal.
Så er det egentlig ligegyldigt; det behøver altså ikke at hedde DSB.
Så jeg vil sige til ministeren:
Tænk over det.