Det sidste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 4:

Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier.

Af Torsten Schack Pedersen (V), Ole Birk Olesen (LA) og Mike Legarth (KF) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2012).

Forhandlingen er åbnet. Skatteministeren.

Tak, formand. Der er fremsat forslag om at forhøje grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier fra 50 pct. til 75 pct. Det er også det, der kaldes pengetanksreglen. Den nuværende grænse på 50 pct. blev fastsat sidste år i en aftale mellem regeringen og De Konservative. Jeg er derfor forundret over, at De Konservative nu er med til at foreslå grænsen i pengetanksreglen ændret.

Det er regeringens opfattelse, at en grænse på 50 pct. ligger på et passende niveau. På den ene side sikrer grænsen gunstige vilkår ved generationsskifte af familieejede virksomheder, og på den anden side sikres det, at vi ikke begunstiger pengetanke. Med grænsen på 50 pct. er der skabt en god balance. Man skal huske på, at successionsreglerne er meget fordelagtige for de familieejede virksomheder, for de slipper jo for at betale skat af avancen ved overdragelse af en virksomhed ved et generationsskifte, og disse gunstige regler skal efter min opfattelse forbeholdes den del af erhvervslivet, som ikke er pengetanke. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget.

Den næste ordfører er hr. Thomas Jensen.

Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er fremsat af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Beslutningsforslaget har noget helt særligt til fælles med en række andre beslutningsforslag, som oppositionen ønsker at behandle i disse dage, nemlig et ønske om at løbe fra aftaler, som forslagsstillerne netop selv har været med til at indgå. I dette tilfælde er det Det Konservative Folkeparti.

Ved finansloven for 2012 indgik regeringspartierne, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti en aftale om at ændre den såkaldte pengetanksregel, og det var grænsen, der skulle gå fra 75 pct. til 50 pct. I dag ønsker oppositionen inklusive Det Konservative Folkeparti med dette beslutningsforslag at lempe reglen og flytte grænsen for finansielle aktiver tilbage til grænsen på de 75 pct. Pengetanksreglen, som er en del af successionsreglen, skal forhindre likviditetsdræn, når virksomheder foretager generationsskifte. Reglerne er sådan, at aktierne i en virksomhed kan overdrages til nære familiemedlemmer, medarbejdere og andre ved succession, uden at pågældende bliver beskattet i forbindelse med selve overdragelsen. Køber overtager sælgers skattemæssige forpligtelser, og beskatningen udskydes, indtil aktierne sælges eller bliver overdraget til personer, som ikke er successionsberettigede.

Dette er forbundet med en række betingelser, bl.a. må selskabet ikke være en såkaldt pengetank. En pengetank betegner de af selskabets indtægter, der vedrører passiv pengeanbringelse i finansielle aktiver eller udlejning af fast ejendom. Pengetanksreglen beskriver altså procentgrænsen for et selskabs passive anbringelser. Reglerne for succession for familievirksomheder er lukrative. Regeringen ønskede med sit oprindelige lovforslag i forbindelse med finansloven for 2012 at gøre nogle meget lukrative regler lidt mindre lukrative, og vi ønskede at tilskynde virksomheder til at foretage aktive erhvervsinvesteringer frem for at bruge skattebegunstigelser til at fremme passive pengeanbringelser i en krisetid. Erhvervslivet og dele af oppositionen havde indvendinger i forhold til den grænse på 25 pct., vi oprindelig foreslog, men efter et konstruktivt forhandlingsforløb og De Konservatives vilje til at gå i dialog med regeringen og Enhedslisten endte pengetanksgrænsen med at blive fastsat til 50 pct. Ud over lempelsen til de 50 pct. indførte vi også en overgangsordning, der giver virksomhederne mulighed for at tilpasse sig de nye regler. Alt i alt en god og bred aftale, som også erhvervslivet kvitterede for.

Regeringspartiernes fremmeste mål er at sikre danskerne job, genskabe fremdriften i dansk økonomi og genskabe tilliden til fremtiden. En af forudsætningerne for at sætte gang i væksten i Danmark er, at der er arbejdsvillig kapital til at finansiere sunde erhvervsmæssige tiltag. I den kontekst mener vi det samme, som vi mente for en del år siden, nemlig at grænsen på 50 pct. for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier er den rette. Vi står ved vores politik, for os er en aftale en aftale, og Socialdemokraterne kan på den baggrund ikke stemme for forslaget.

Der er en enkelt kommentar. Hr. Mads Rørvig.

Det har jo været fremme under debatten, også da vi behandlede det her emne sidste gang, at man gjorde det her for at begrænse mulighederne for pengetanke. Så jeg vil spørge ordføreren, om ordføreren betragter LEGO, der beskæftiger 10.000 medarbejdere, som en pengetank, eller om Grundfos, der beskæftiger nogenlunde samme antal medarbejdere og holder hjulene i gang i Danmark, er en pengetank. Er det definitionen af en pengetank? For det er nogle af dem, der bliver ramt af, at man har nedsat det her fra 75 pct. til 50 pct.

Ordføreren.

Nu tror jeg hverken hr. Mads Rørvig eller jeg har bemærket, at der har været et generationsskifte i Grundfos eller LEGO inden for det seneste år, og jeg ved ikke præcis, hvordan pengeanbringelserne er inden for de to koncerner. Men hvis hr. Mads Rørvig er vidende om det, synes jeg, at hr. Mads Rørvig skal delagtiggøre Folketinget i de oplysninger derfra, så vi alle sammen kan blive klogere på, hvad for nogle konsekvenser vores lovforslag har.

Men generelt vil jeg sige, at det her jo er et lovforslag, der skal være med til at sikre, at de familieejede virksomheder, der bliver generationsskiftet, kan køre videre og være gode og konkurrencedygtige og have en god kapital til at skabe arbejdspladser for. Og derfor skal de også have mulighed for en skattefritagelse. Men hvis pengene placeres i nogle ting, som ikke skaber aktivitet og ikke skaber nye arbejdspladser, så synes jeg, det er helt på sin plads, at vi også går ind og er lidt skrappe og sørger for, at der også er en beskatning ved overdragelse af sådanne virksomheder.

Mads Rørvig.

Jamen man skulle jo altså ikke have åbnet en avis, da vi behandlede det her, hvis ikke man ved, hvad for nogle virksomheder det er, der bliver ramt. Man behøver ikke sådan yderligere finansielt kendskab til en speciel virksomhed for at se, hvordan den bliver ramt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvad var det, der gjorde, at man hævede grænsen fra de oprindelig foreslåede 25 pct. til 50 pct.? For jeg hører stadig væk virksomheder, der klager over, at man ikke har den på 75 pct. igen. Det er virksomheder som LEGO, Grundfos, Foss, for den sags skyld; det er store danske virksomheder, der beskæftiger rigtig mange danskere.

Kunne vi ikke blive enige om at sætte den op til 75 pct. igen og sige: Hov, det var en fejl, vi satte den ned; det skaber et unødigt likviditetsdræn for de her virksomheder? Så kunne vi sørge for, at virksomhederne selv får råderet til at sikre et smidigt generationsskifte, så virksomhederne kan blive ved med at være i Danmark.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at vi i løbet af det seneste år har hørt særlig meget til nogen debat om det her forslag, og det begrunder jeg også med, at vi jo faktisk landede på et rigtig godt kompromis med Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten sidste år, hvor jeg synes, vi fandt en fornuftig balance på de 50 pct.

Jeg har ikke som Socialdemokraternes skatteordfører modtaget nogen henvendelser fra virksomheder, som har ment, at vi skulle gå ind og ændre i det her. Så derfor tager jeg det egentlig som »intet nyt er godt nyt.« Vi er nemlig landet på en rigtig, rigtig fin balance. Jeg har heller ikke hørt, at der er nogen af de her familieejede virksomheder, som har sagt, at de vil flytte til udlandet, sådan som hr. Mads Rørvig postulerer her i dag.

Så derfor synes jeg nu nok, at det er lidt en storm i et glas vand, hvis man skal stå og tale sig helt op med, at det her er at sende arbejdspladser ud af Danmark og den slags. Det her er såmænd bare en god og sund indretning af skattepolitikken, sådan at vi sikrer os, at de virksomheder, der generationsskifter, kan få nogle gunstige og lukrative vilkår, hvis det er sådan, at de også sørger for at være med til at bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Dennis Flydtkjær.

Da vi i december måned behandlede L 30, som satte pengetanksreglen, som bruges ved ejerskifte i virksomheder, ned fra 75 til 50 pct., var vi i Dansk Folkeparti imod loven, og derfor kan det nok ikke komme bag på nogen, at vi er enige med partierne bag det her beslutningsforslag om, at man igen sætter pengetanksreglen op til de 75 pct..

I Dansk Folkeparti mener vi jo, at det skal være let at lave et generationsskifte, så virksomheden kan drives videre uden at blive ribbet for kapital, hvilket den ville blive med den ordning, som regeringen foreslog tilbage i december måned. Da vi i 2007 hævede pengetanksreglen fra 50 til 75 pct., var formålet jo, at vi ville sikre, at det var muligt at lave et generationsskifte, uden at man drænede en virksomhed for likviditet, og sådan burde det jo sådan set også være.

Der er over 60.000 familieejede virksomheder i Danmark, og de laver typisk generationsskifte hvert 25. år, så i snit er der ca. 2.400 familieejede virksomheder, der hvert år laver et generationsskifte. I de virksomheder er det ikke urealistisk, at mange af dem vil komme over pengetanksreglen på de 50 pct.

Som hr. Mads Rørvig nævnte i sit spørgsmål for lidt siden, er det rigtig mange store virksomheder, der kan blive omfattet af den her pengetanksregel – det kan være Foss, det kan være LEGO. Jysk var også ude i medierne, da vi behandlede lovforslaget, og kritiserede det voldsomt, men en hel branche, som er særlig udsat, er jo it-branchen, fordi den netop bliver ramt af den her pengetanksregel.

Pengetanksreglen siger jo, at man ikke må have ret mange penge stående i f.eks. bygninger, likvide midler osv., og at de helst skal stå i varelagre og andre ting, for at man kommer op i procentsatsen. Men det, der kendetegner it-virksomheder, er jo typisk, at de ikke har noget varelager. De har menneskelige ressourcer og noget software, som de sælger, men de har jo ikke store omsætningsaktiver som lagre osv., så de vil typisk blive ramt af en sådan pengetanksregel. Altså, vidensvirksomheder, som vi virkelig har brug for i fremtiden, vil blive ekstra hårdt ramt af en pengetanksregel på 50 pct. Og jeg synes da, at det er utrolig ærgerligt, at vi i Folketinget prøver på at lave nogle regler, der gør, at de familieejede virksomheder nu skal have dårligere vilkår.

De virksomheder, som bliver beskattet af pengetanksreglen, som den er i dag, vil jo få en ekstra beskatning, i forhold til hvad de gjorde tidligere, og det vil udhule virksomhedernes likviditet. Og når man udhuler virksomhedens likviditet, er der mindre kapital til investeringer, og når virksomheden har færre penge til at investere, ja, så kommer der færre arbejdspladser. Og igen, som vi så tit ser: Det er stort set alle lovforslag fra regeringen, vi behandler, hvor det er det stik modsatte, der er hensigten lige nu.

Vil man så som virksomhed prøve på at undgå at få den her ekstra beskatning, er man tvunget til løbende at udbetale noget udbytte til ejeren i stedet for, altså nedbringe sin likvide formue. Og det gør jo bare, at man bliver mere afhængig af bankerne i stedet for. Jeg troede egentlig, at regeringen gerne ville have, at danske virksomheder var mindre afhængige af bankerne, så de netop stod styrket i en krisetid og havde noget mere at stå imod med. Men det er jo den uhensigtsmæssige effekt af sådan et forslag om at nedsætte pengetanksreglen til 50 pct., at man netop er nødt til at udbetale udbytte i stedet for at få et hul som følge af pengetanksreglen.

Så vi støtter fuldt ud forslaget, som det er her, altså i forhold til at man igen skal hæve pengetanksreglen til de 75 pct.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Hr. Nadeem Farooq.

Tak for det. Det her er jo lidt en genkendelsens glæde. Vi havde diskussionen om regler ved generationsskifte i familieejede virksomheder i forbindelse med finansloven for 2012. Dengang havde regeringen et initialt forslag i finanslovforslaget om at sænke grænsen fra 75 til 25 pct. Der valgte regeringen, vil jeg sige, efter gode og konstruktive forslag og råd fra de familieejede virksomheder og erhvervslivet under et at lytte og ændre grænsen til 50 pct.

Det er min og Radikale Venstres helt klare vurdering, at en grænse på 50 pct. ligger på et passende leje. På den måde sikrer man rimelig attraktive vilkår ved generationsskifte af familieejede virksomheder. Det, man så også kan sige, er, at familieejede virksomheder er et plus for dansk økonomi – men det vil jeg lige vende tilbage til.

Det, der er vigtigt at sige, er, at successionsreglerne, når man ser på dem, er rimelig gunstige for familieejede virksomheder, men familieejede virksomheder er også gunstige for dansk erhvervsliv. Der er lavet forskellige undersøgelser – mest på europæisk plan – som siger noget om, hvad familieejede virksomheder bidrager til under et. Det, de undersøgelser typisk viser, er, at familieejede virksomheder bidrager med vækst og jobskabelse, de har ofte et meget langsigtet perspektiv, og så har de også et stort fokus på talentudvikling. De er ikke så komplekse i deres tankegang, måske ikke så bastante og fastlåste, og derfor er de også fleksible og har en fokuseret ledelse.

Alt i alt mener jeg faktisk, at vi hele tiden skal sikre, at familieejede virksomheder har rimelig attraktive erhvervsvilkår i Danmark. Jeg mener ikke, hvis vi samlet set ser på de rammevilkår, som de virksomheder har, at der er grund til her at øremærke yderligere midler til f.eks. at sætte pengetanksreglen op til 75 pct.

Der er lige blevet bedt om en kort bemærkning. Hr. Mads Rørvig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren: Giver det bedre eller dårligere vilkår for erhvervslivet, hvis man indfører det her forslag?

Ordføreren.

Det er jo svært at svare på, hvis man anlægger sådan en delvis tilgang til det her og siger, at hvis vi bruger nogle penge på særligt at understøtte familieejede virksomheder, så vil det styrke de familieejede virksomheder. Men det er jo altid et spørgsmål om, hvad man skal prioritere til og fra. Vi har f.eks. også sammen med Venstre gennemført en skattereform, hvor vi sænker skatten markant på arbejde, hvor vi styrker rammevilkårene for vækstiværksættere, og så vil det jo altid være sådan, at når der er knaphed på penge set fra statens perspektiv, så må man prioritere. Jeg mener faktisk, at det, som jeg også selv var fortaler for, nemlig at man skulle lande det på 50 pct., som jeg også selv, vil jeg sige, kæmpede for, var et godt udfald på de mange forhandlinger.

Hr. Mads Rørvig.

Jeg tror da hurtigt vi kan blive enige om, at 50 pct. er bedre end 25 pct., og jeg vil da håbe, at jeg kan trække hr. Nadeem Farooq endnu længere, så vi forhåbentlig en dag kan blive enige om at lande den på 75 pct. Det er jo interessant i forhold til det der med at prioritere midler, for det eneste, vi prioriterer her på den varige virkning, er jo netop renteeffekten, for man udskyder bare skattebetalingen, og det er derfor, at det her er fuldstændig oplagt i forhold til det beskedne provenu, det koster at lave en ordentlig indsats. For det betyder utrolig meget likviditetsmæssigt for de virksomheder, som vi forsøger at hjælpe her, i forhold til hvis hr. Nadeem Farooq skulle bruge 20 mio. kr. på at lette indkomstskatten. Det kommer man nok ikke så langt med. Men lige præcis her giver det enormt god mening, og det er derfor, jeg håber, at jeg på sigt kan få trukket hr. Nadeem Farooq i den helt rigtige retning og få den op på 75 pct. igen.

Ordføreren.

Hr. Mads Rørvig kan være sikker på, at jeg altid vil kæmpe for dansk erhvervsliv og for rammevilkårene for dansk erhvervsliv, og det, hr. Mads Rørvig også kan være sikker på, er, at jeg vil holde øje med, om rammevilkårene for familieejede virksomheder er gode nok. Det vil jeg gøre. Men jeg mener stadig, at selv om man kan sige, at det kun koster et beskedent provenutab at gøre noget, jamen så er det trods alt et provenutab. I den ideelle verden kan man sige at der ikke er knaphed på penge, og så kan man jo tilgodese alle, men vi bliver nødt til at prioritere, og jeg mener faktisk, at vi er landet på et rigtig godt leje på de 50 pct.

Så er det hr. Dennis Flydtkjær.

Grunden til, at jeg har taget ordet, er, at jeg syntes, at der var lidt modstridende holdninger i ordførertalen. Man sagde, at man var glad for, at regeringen havde sænket pengetankreglen til 50 pct., fordi reglen var lidt for gunstig for familieejede virksomheder, og så brugte ordføreren lang tid af sin tale på at fortælle, hvorfor det var vigtigt, at der var nogle gode rammevilkår for de familieejede virksomheder. Altså, det giver da absolut ingen mening.

Er ordføreren ikke enig i, at skulle man lave gode regler for familieejede virksomheder, hvilket han brugte meget tid på at sige i sin tale, så skulle man da hæve pengetankreglen igen? Det, som hr. Mads Rørvig har ret i, er, at det jo bare er en udskydelse af beskatningen. Altså, man udskyder beskatningen til senere hen ved at hæve pengetankreglen. Ellers havde man ladet virksomhederne beholde pengene i noget længere tid selv, så de kunne bruge dem til at investere, bruge dem til at skabe arbejdspladser, udvikle nye produkter, de kan sælge, osv.

Hvorfor er det, at ordføreren vil have, at man skal gøre det mindre attraktivt? Altså, hvorfor vil man have pengene ud af virksomhederne? Skulle de ikke netop blive der, hvis man gerne ville skabe vækst?

Ordføreren.

Nej, jeg tror, det er et spørgsmål om, hvordan man ser rækkefølgen. Altså, vi gør det jo ikke mindre attraktivt. I forhold til det initiale udgangspunkt, vi havde fra regeringens side sidste år, hvor vi valgte at sænke det fra 75 til 25 pct., så valgte vi netop at høre på de gode og konstruktive forslag fra erhvervslivet og i særdeleshed fra familieejede virksomheder. Da efterkom vi det ønske om, at man nok burde lande det på et andet leje, og der syntes vi at 50 pct. var bedre og mere attraktivt for de familieejede virksomheder. Og det havde vi jo ikke gjort, hvis ikke vi mente, at de familieejede virksomheder bidrager til dansk økonomi. Så når jeg roser de familieejede virksomheder, er det jo netop et udtryk for, at det er det, der legitimerer, at vi går fra de 25 pct. til de 50 pct.

Så kan jeg godt forstå, at mere vil have mere, altså at man godt kunne ønske sig lidt mere. Det forstår jeg godt, men vi bliver også nødt til at prioritere midlerne, og det mener jeg vi har gjort på rette vis.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Det er meget flot, at ordføreren siger, at man lyttede til erhvervslivet, da vi behandlede forslaget, L 30, i december måned. Men erhvervslivet ønskede jo ikke 50 pct., de ønsker at beholde de 75 pct. Det er rigtigt, at man så indgik et kompromis med De Konservative, som endte på de 50 pct., og det var da selvfølgelig bedre end 25 pct.

Men hvis man ønsker at lytte til erhvervslivet, kan vi da godt prøve at opfordre nogle af de store virksomheder til igen at skrive ind til Skatteministeriet og til hr. Nadeem Farooq om, at de faktisk godt kunne tænke sig 75 pct. For hvis man er så indstillet på at lytte til erhvervslivet, er jeg da ret sikker på, at vi kunne få dem til at sende en lille venlig hilsen igen.

Så vil jeg spørge hr. Nadeem Farooq, om regeringen, hvis man kunne få de samme virksomheder som Jysk, Foss, Grundfos, LEGO osv. til at sende en fælles henvendelse en gang til, så ville være indstillet på, at man hævede det til 75 pct. Hvis de kan dokumentere, at det gør, at de får mange flere penge til investeringer, som kunne gavne Danmark og skabe arbejdspladser, var man så indstillet på det?

Ordføreren.

Ja, det er meget fristende, men sådan spiller klaveret jo ikke. Altså, jeg foregøgler ikke nogen, at topcheferne for de familieejede virksomheder offentligt går ud og siger, at de hellere vil have 50 pct. end 75 pct. Men når vi så har haft dialogen, som jeg også har haft med mange af topcheferne, har man udtrykt stor tilfredshed med, at vi landede det på 50 pct.

Men det er intet under, at de selvfølgelig godt kunne tænke sig, at det kom op på 75 pct., og al respekt for det. Men jeg mener, at vi har fundet et godt leje, og jeg mener også, at familieejede virksomheder er et stort plus for dansk økonomi. Det er også derfor, at jeg selv har kæmpet for, at det blev på 50 pct.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Frank Aaen.

Det her drejer sig om, hvorvidt man kan udskyde beskatningen af den fortjeneste i en virksomhed, som giver sig udslag i stigende aktiekurser. Det synes jeg i forvejen er meget fordelagtigt, og det blev så strammet lidt med sidste års finanslov.

Så taler man hele tiden om, at det er virksomhederne, der skal betale. Det er ikke virksomhederne, der skal betale. Det er arvingerne. Det er arvingerne til virksomheden, som slipper i skat, og det gør arvinger, hvis de bare ejer ganske få procent af den pågældende virksomhed. Så diskussionen føres på et falsk grundlag. Jeg synes, man skal lade være med hele tiden at sige, at det her går ud over virksomhederne. For det går ud over arvingerne, og det gør det i alt for ringe grad efter vores opfattelse. Grænsen skulle endnu længere ned. Jeg kan til nød gå med til, at den, der har stiftet virksomheden og har udviklet den, får lov til at beholde ejendomsretten over virksomheden uden at skulle betale skat af sin kursavance. Det er o.k. Det kan man godt diskutere en anden dag, men det har vi så sagt er o.k. Men hvorfor arvingerne skal have den fordel, kan jeg sådan set ikke forstå, og jeg kan slet ikke forstå, at man her fra de borgerliges side slås for, at den del af en virksomhed, der bare er en pengetank, skal have skattebegunstigelsen. Det er mig helt uforståeligt. Men det er i hvert fald helt ved siden af og urimeligt at påstå, at det her er af hensyn til virksomhederne; det er af hensyn til arvingerne.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Ole Birk Olesen.

I Liberal Alliance har vi den analyse, at penge og kapital, som er ude hos virksomhederne, bliver brugt til værdiskabelse. Det kan vi konstatere er tilfældet. Det er ikke noget, vi mener; det er noget, vi ved. For det forholder sig jo sådan, at der kun er ganske, ganske få mennesker, som syr deres penge ind i madrassen, når de har nogle. Langt, langt størstedelen, og det gælder også ejere af store virksomheder, sætter deres penge i investeringer, som de håber giver det størst mulige afkast. Det med at få et afkast er jo udtryk for, at jo bedre man er til at investere i det, der øger værdiskabelsen, jo større et afkast får man. Så alle incitamenterne er korrekte her. Folk gør det, der er til gavn for dem selv, og det er så også til gavn for samfundet. Derfor ønsker vi, at flest mulige penge bliver ude i virksomhederne, hvor de kan gøre gavn for dansk økonomi.

Regeringen har omvendt et andet syn på det. Regeringen mener, at enhver million, der opkræves i skat, gør mere gavn i det offentlige end ude i det private. Det er bare en opfattelse, vi ikke deler, og derfor støttede vi heller ikke, at man gjorde det sværere at lave generationsskifte ved at tage flere penge fra de familieejede virksomheder. Og derfor bakker vi også op om nu, at man med det her beslutningsforslag vil gøre det lettere at lave generationsskifte, så der kan være flere penge ude i virksomhederne, hvor de gør mere gavn, end hvis hr. Frank Aaen kan lege med dem i en eller anden finanslovforhandling.

Vi støtter.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Hr. Brian Mikkelsen.

Det Konservative Folkeparti støtter selvsagt også beslutningsforslaget, da vi er medforslagsstillere. Det er vi, fordi virksomhederne, vi taler om her, er livsnerven i dansk erhvervsliv. Det er virksomheder, som genererer vækst; det er virksomheder, som sørger for at skabe innovation og udvikling af det danske samfund.

Når man ser på den krise, vi har været udsat for siden efteråret 2008, den finansielle krise, som startede med, at Lehman Brothers krakkede i USA og det hele væltede ned over resten af verden efterfølgende, så kan man se, at de virksomheder, som har klaret sig godt i Danmark, har været familieejede virksomheder. Det har været virksomheder, hvor der har været kontinuitet og stabilitet, og som ikke bare har svinget fra side til side i lyset af de investeringsproblemer, der var. Derfor er det så vigtigt, at der bliver sikret nogle ordentlige successionsregler, nogle ordentlige muligheder for, at virksomhederne bliver drevet videre, så der kan blive ved med at blive investeret i de virksomheder.

Regeringen lagde jo op til i efteråret, da de kom til, at sætte det ned til 25 pct. Efter for øvrigt rigtig gode konstruktive forhandlinger med den nuværende skatteministers forgænger, den tidligere skatteminister, lavede vi en aftale om at hæve det til 50 pct. Jeg synes, regeringen var meget konstruktiv i det forløb, og det var en god aftale, der blev lavet. Men der er jo ikke nogen tvivl om, og det sagde vi også, da vi lavede aftalen, at vores mål var at hæve det til 75 pct. igen så hurtigt som muligt. Derfor er vi medforslagsstillere på det her forslag. Vi står ved, at vi lavede en god aftale med regeringen, men vi synes også, det bedste for Danmark og for dansk erhvervsliv og for arbejdspladserne i Danmark er at hæve det til 75 pct. igen. Derfor mener vi, det er det rigtige beslutningsforslag at støtte.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Nå, undskyld. Hr. Thomas Jensen.

Jeg havde trykket på knappen.

Ja, med det her beslutningsforslag må man jo sige at Det Konservative Folkeparti lidt har skiftet mening i forhold til den aftale, vi lavede sidste år mellem regeringen, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, hvor vi landede på en, synes jeg, ganske god balance på 50 pct. i forhold til pengetankreglen, og mit spørgsmål til hr. Brian Mikkelsen er: Har der været massiv debat i danske medier de sidste år om, at det her er et kæmpe problem? Har der været masser af folk, der er kommet i Skatteudvalget og har sagt: Det her er virkelig et stort problem? Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Brian Mikkelsen, hvad det er, der gør, at Det Konservative Folkeparti er gået fra at mene, at 50 pct. var godt nok, til at man nu vil ændre det her til 75 pct. Har der virkelig, virkelig været et ønske om det her fra offentligheden?

Ordføreren.

Det er jo vigtigt at slå fast i en sådan debat, at vi aldrig har ment, at 50 pct. var godt nok. I de forhandlinger, vi havde med den daværende skatteminister og med regeringen, var vi tilfredse med den aftale, vi indgik. Jeg syntes, det var et konstruktivt forløb, og jeg syntes, at regeringen var fornuftig at snakke med. Det var en god forhandling til gavn for Danmark.

Det betød så også, at virksomhederne var glade for den aftale. Der var rigtig mange positive tilkendegivelser i forbindelse med, at det blev løftet fra de 25 til de 50 pct., og det var jo positivt at se, at det så kunne lykkes i det samarbejde, der var mellem de forskellige partier, som lavede den aftale. Men det bedste for Danmark vil være at have de 75 pct. Der er sådan lidt misundelsestankegang over, at man skal sætte det så lavt som muligt. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor den misundelsestankegang hersker også i regeringskredse, for der må man jo være interesseret i, at der bliver skabt arbejdspladser og udvikling. Det kan også godt være, at nogle i Skatteministeriet har set sig lidt sure på det af forskellige årsager, jeg ved ikke hvorfor, men sagen er den, at de 75 pct. er til gavn for erhvervslivet og til gavn for investeringerne i Danmark.

Så er det hr. Thomas Jensen.

Jeg skal ikke undlade at kommentere, at vi fra regeringspartiernes side arbejder meget målrettet på at sætte gang i væksten i Danmark, og at vi har stoppet den blødning fra private arbejdspladser, som hr. Brian Mikkelsen og hr. Lars Løkke Rasmussen stod for. I hr. Lars Løkke Rasmussens korte statsministerperiode tabte vi over 130.000 private arbejdspladser. Den blødning har vi stoppet, og vi holder hånden under beskæftigelsen og sørger for, at der igen kommer vækst og nye arbejdspladser til Danmark. Men jeg vil bare lige gentage mit spørgsmål til hr. Brian Mikkelsen om den her pengetanksregel. Jeg har ikke som skatteordfører for Socialdemokraterne modtaget en eneste henvendelse fra en virksomhed eller fra personer om, at den her aftale, vi lavede sidste år, skulle laves om. Så vidt jeg kan huske fra henvendelserne til Skatteudvalget, har vi siden den aftale, vi lavede med Det Konservative Folkeparti for 1 år siden, ikke modtaget en eneste henvendelse, der har sagt, at vi skal lave det her om. Hvorfor er det så lige pludselig, at Det Konservative Folkeparti løber fra aftalen og vil ændre den til 75 pct., når der ikke har været noget ønske fra erhvervslivet eller i henvendelserne til Skatteudvalget om at ændre det? Kan hr. Brian Mikkelsen give et klart svar på det?

Så er det ordføreren.

Vi løber ikke fra nogen aftale. Vi lavede en krystalklar aftale med regeringen sidste år, som gjaldt for den periode. Den gjaldt ikke sådan, at vi ikke fik lov til eller mulighed for at stille andre forslag. Den gjaldt i forhold til at hæve det fra 25 til 50 pct., og det var fuldstændig klart, at Det Konservative Folkeparti dagen efter kunne stille et andet forslag, hvis det var. Det var ikke et forlig, det var en politisk aftale om at stemme for de 50 pct. i stedet for de 25 pct. Og vi tilkendegav under alle de forhandlinger, at vi gerne ville hæve den til 75 pct. igen.

Det er rigtigt, at der ikke har været en stor, massiv opmærksomhed omkring det, fordi der var en generel tilfredshed med, at man fik hævet den fra 25 til 50 pct. Det var der. Det var fornuftigt. Det betyder ikke, at man fra erhvervslivets side ikke helst ser og så, at det var 75 pct. Det ville være bedre for successionen, det ville være bedre for investeringerne i Danmark, og det er derfor, at vi bakker op om og synes, det er en god idé, at man har 75 pct.

Så er det hr. Dennis Flydtkjær.

Grunden til, at jeg tager ordet, er hr. Thomas Jensens spørgsmål, for han spørger, om der nu har været mediestorm, om der nu har været en masse debat og ønsker om at sætte den op. Jeg vil gerne prøve at vende spørgsmålet om og høre ordføreren, om ordføreren kan huske før december sidste år, om der har været nogen storm i forhold til at få den sat ned til 25 pct. Har der været rigtig mange socialister eller Enhedslistens folk, der har henvendt sig og sagt, at nu skal den her ned, for alle de der rige virksomheder har alt for mange penge, de investerer i alt for mange ting, og de skaber for mange arbejdspladser, og det vil man ikke have? Det er jo en fuldstændig tåbelig argumentation, hr. Thomas Jensen bruger, for der har jo heller ikke været storm den modsatte vej. Kan hr. Brian Mikkelsen bekræfte, at han heller ikke har fået nogen henvendelser om, at man ønsker at få den sat ned fra 75 pct. til 25 pct.?

Ordføreren.

Det kan jeg helt sikkert bekræfte. Der er ikke nogen, der har henvendt sig til mig om at ville sætte den regel ned fra 50 til 25 pct. Det ville også være til stor, stor skade for Danmark. Nej, jeg tror, at det, der sker – det er sådan en mere filosofisk bemærkning; jeg har selv siddet i Folketinget siden 1994 – er, at når man først ligesom har fundet en løsning på en sag, uanset hvor god den løsning er eller ej, går debatten videre til næste emne. Det er blevet sådan noget hurtigt, hu hej, tv-agtigt noget også i det danske Folketing: diskutere en sag et kort øjeblik og så flakse hurtigt videre til noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er nødvendigt at fastholde momentum eller fastholde fokus på en sag som f.eks. den her sag, hvor det rigtigste er at hæve det til 75 pct.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Vi står ved det, vi var med til at aftale sidste år, men vi står faktisk med en anden problemstilling, der er i familie med den her, og som i virkeligheden er meget vigtigere, nemlig hvor lillebitte en del af en virksomhed man må arve og så komme ind under den her regel, hvor man slipper for at betale skat af sin arv. Nu tager jeg det bare fra hukommelsen, men jeg mener, at man, hvis man arver 3 pct. af en virksomhed, er fritaget for almindelig arveafgift, når man arver de her aktiver. Det har vi rejst flere gange før, og det skal vi også nok gøre igen, for vi synes, det er en regel, der er alt for lempelig.

Men jeg vil så lige spørge om noget. Det her er jo igen et forslag, der ikke er finansieret. Der er i hvert fald ikke noget fælles finanslovudspil fra de partier, der fremsætter forslaget, så det er ikke finansieret, og det var jo i øvrigt lagt sammen med en aftale om, at en afgift på registrering af iværksættere blev fjernet. Betyder det, De Konservative gør i dag, så, at man vil have genindført den afgift for iværksættere, der skal registreres?

Så er det ordføreren.

Nej, det vil vi under ingen omstændigheder være med til. Vi har jo lagt et utal af forskellige finansieringsforslag frem. F.eks. kunne vi godt forestille os, at man havde en mindre stigningstakt i den offentlige sektor – vi har verdens højeste offentlige forbrug, verdens største offentlige sektor. Og så er der jo også stadig væk nogle aftaler, vi har lavet med regeringen, og i den forbindelse ligger der nogle penge, som vi kan sidde og fordele sammen, hvis det endelig skulle være; vi har en aftale om noget kantinemoms, og i den forbindelse ligger der et par hundrede millioner kroner, man kan fordele sammen. Så på den måde er der også penge, hvis man absolut vil bruge skattepenge til det.

Selvfølgelig vil sådan et forslag være finansieret, og når vi skal diskutere finanslovafstemningerne om præcis en måneds tid, vil der også fra konservativ side være et konkret forslag til finansiering til det her forslag.

Hr. Frank Aaen.

Vi er dog enige om, at forslaget, som er til behandling i dag, er uden finansiering. Og jeg forstod, at det gode, som Det Konservative Folkeparti fik i forbindelse med den her aftale om pengetankreglen, nemlig at få fjernet en registreringsafgift, der ramte iværksættere, og som var indført af De Konservative sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, vil man bare beholde, så det er altså også ufinansieret.

Ordføreren.

Jamen det opfatter jeg ikke som et gode for Det Konservative Folkeparti. Det er godt, men det er da et gode for Danmark, at man fjerner sådan en afgift, som betyder, at det bliver lettere at starte egen virksomhed i Danmark. Altså, uanset hvor man er henne på den politiske skala, må man jo erkende, at værdier i det danske samfund skabes af private virksomheder. Man kan ikke forestille sig en 100 pct. offentlig virksomhed, som skal skabe velstand i Danmark. Velstand skabes af arbejdspladser og udvikling i den private sektor, så jo flere virksomheder og iværksættere vi har, jo bedre.

Så på den ene side er det smaddergodt, at vi har fjernet en afgift for nogle iværksættere – flot, det beholder vi – det er godt for os alle sammen, ikke bare for Det Konservative Folkeparti; på den anden side er det også godt, at man har gjort noget ved successionen, for det betyder, at flere virksomheder kan blive drevet videre i sund tilstand i stedet for at blive splittet op eller solgt til nogen, som ikke er interesseret i at drive virksomheden videre.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mads Rørvig.

Tak for indlæggene i løbet af debatten. Jeg kan forstå, at hvis det ikke har været i hr. Thomas Jensens indbakke, er det ikke vigtigt, men jeg vil redegøre for, hvorfor jeg og Venstre på vegne af forslagsstillerne i hvert fald synes, at det her område er utrolig vigtigt.

Der er omkring 60.000 familieejede virksomheder i Danmark. Stort set samtlige af Danmarks største virksomheder er startet som familieejede, og den dag i dag er der mange virksomheder, der fortsat er familieejet: Danfoss, Grundfos og LEGO, for bare at nævne nogle stykker – virksomheder, der beskæftiger i tusindvis af danskere og henter enorme eksportindtægter hjem. Samtidig sikrer de, at viden udvikles her i Danmark og giver arbejde til et væld af underleverandører. Vores familieejede virksomheder er grundstammen i dansk erhvervsliv. Ved at lade de familieejede virksomheder gå i arv til yngre generationer eller nøglemedarbejdere sikrer vi, at knowhow, ansatte og kunder forbliver i virksomheden.

Regeringen har dog vist en anden holdning til spørgsmålet. Regeringen opfatter alene erhvervslivet som en pengetank, som man kan suge penge op af, uden at det har negative konsekvenser for samfundet. Dette er sidste års finanslov et godt eksempel på. Dem, der bl.a. måtte holde for, var netop de familieejede virksomheder. Det var grænsen for finansielle aktiver ved overdragelse af aktier, som regeringen havde fået kig på, eller sagt med andre ord grænsen for, hvor mange penge virksomhederne må have på kistebunden, når de går i arv til næste generation.

Regeringens lovændring straffer familieejede virksomheder, der har sparet op, sparet op til at stå igennem økonomisk svære tider, til at udvide eller til at overtage andre virksomheder. Det indebærer, at de familieejede virksomheder enten kan lade sig opsplitte eller overtage af konkurrenter. Det vil medføre tab af værdifuld viden og arbejdspladser. Alternativt kan de bruge løs af opsparingen, så de atter kommer under grænsen for, hvornår virksomheders aktiver kan overdrages til familiemedlemmer eller nære medarbejdere.

Venstre vil ikke vende det døve øre til en politik, hvor familieejede virksomheder helt urimeligt drænes og udhules for kapital ved generationsskifte. Det går ud over virksomhedernes investering, det går ud over konkurrenceevnen, det går ud over jobskabelsen, og det går ud over velstandsudviklingen generelt og i sidste ende velfærden. Og der er grund til bekymring, for som sagt før blev grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier nedsat fra 75 pct. til 50 pct. sidste år. Det forringer direkte familieejede virksomheders mulighed for at gennemføre et generationsskifte, som ellers er til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Vi forhøjede selv grænsen for finansielle aktiver ad to omgange til 75 pct. i vores sidste regeringstid, og vi hævede netop grænsen til 75 pct., fordi en lavere grænse kan risikere at ramme virksomheder med reel erhvervsaktivitet. En virksomhed kan have et ønske om at have en god likviditet til f.eks. brug ved opkøb, større investeringer eller udtræk til afgifter i forbindelse med generationsskiftet. En sådan likviditet bør ikke afskære muligheden for at kunne foretage et hensigtsmæssigt generationsskifte af virksomheden. Indtil årsskiftet havde virksomheder med helt op til 75 pct. finansielle aktiver således muligheden for at lave en såkaldt skattemæssig succession til familiemedlemmer. Først ved et salg overtog køber de skattemæssige forpligtelser. Hvis det skal være muligt igen, skal virksomhederne ikke anses alene som en pengetank, der drænes af staten. Derfor foreslår vi grænsen sat op til 75 pct.

Rigtig mange veldrevne danske virksomheder bliver ramt af regeringens urimelige beskatning. De bliver i kraft af den høje beskatning frarøvet muligheden for at drive virksomheden videre i næste generation eller af nærtstående medarbejdere. Med den høje beskatning risikerer regeringen dermed ganske enkelt, at familievirksomhederne sælges, havner på udenlandske hænder eller ganske enkelt lukker. Alle scenarier er til stor skade for arbejdspladser, vækst og eksportindtægter.

Venstre vil arbejde for at forbedre erhvervslivets rammevilkår og dermed konkurrenceevnen, så vi sikrer rigtige, permanente arbejdspladser i Danmark. Regeringens politik sikrer ingen af de ting, men bebyrder og sender dermed arbejdspladser og virksomheder ud af landet, senest med en forhøjelse af skatterne for den almindelige dansker for omkring 2,5 mia. kr. Dette forslag indgår i den erhvervspakke, som vi foreslog som en del af Venstres finanslovforslag for næste år, og denne pakke og dermed det varige mindreprovenu på 20 mio. kr. foreslås bl.a. finansieret ved udmøntning af kantinemomsmidlerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Jo, undskyld, hr. Frank Aaen.

Vi kan jo blive enige om, at dem, der har fremsat forslaget, ikke i fællesskab har peget på nogen finansiering, og der står slet ikke noget om det i selve forslaget. Det er meget godt, det kaster jo lys over, at man bare fremsætter forslag uden at pege på konkret finansiering.

Men så har jeg bare et enkelt spørgsmål. Der bliver hele tiden sagt virksomhederne, men er vi ikke enige om, at den her skattebegunstigende ordning ikke gavner virksomhederne, men gavner arvingerne? Og var det ikke mere præcist at sige arvingerne i stedet for at sige virksomhederne, når man omtaler det?

Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, at hr. Frank Aaen skal tage skyklapperne af og så spille bolden længere op ad den lange bane. Altså, vi driver jo ikke virksomhed bare for at drive virksomhed og understøtter det i Danmark. Vi driver jo virksomhed for at skabe vækst og arbejdspladser, og vi fremsætter det her forslag for at lave gunstige konkurrencevilkår for virksomhederne – ikke for virksomhedernes skyld, altså for deres egen skyld, men fordi de bidrager til dansk økonomi, fordi de bidrager til at skabe arbejdspladser.

Så prøv lige at spille bolden op ad den lange bane, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, for det er faktisk det, der er intentionen bag det her forslag og en række andre erhvervsvenlige initiativer, som vi lancerer i Venstre.

Hr. Frank Aaen.

Jeg bad sådan set om et svar på, om det her ikke er til fordel for arvingerne. Det er dem, der får skattebegunstigelsen, for de skal ikke betale den skat, de ellers skulle betale, hvis man satte grænsen op.

Ordføreren.

Man skal slet ikke tolke forslaget her så snævert, med hensyn til hvem der præcis får fordel af hvilke teknikaliteter i det her forslag. Hvis man ser på det på den lange bane, kan man se, at det giver virksomhederne en likviditetsfordel, og det vil vi gerne give virksomhederne. For det er med til at skabe vækst i Danmark, det er med til at fastholde familieejede virksomheder i Danmark, og det er med til at skabe arbejdspladser i Danmark. Det er af de hensyn, vi fremsætter det her beslutningsforslag.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og jeg siger tak til ordføreren.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Skatteudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.