Der har blandt Folketingets partier været en drøftelse af vores interne forhold her i Folketinget, når vi som folketingsmedlemmer skal stille spørgsmål til ministrene, og af, hvorledes det skal afvikles.
Det har tidligere været muligt for andre at blive medspørgere på et spørgsmål til en minister om onsdagen, men i forbindelse med den meget store aktivitet, der var umiddelbart efter regeringsskiftet, valgte Præsidiet at suspendere den ordning.
Nu har vi så drøftet at genindføre ordningen i en lidt anden indpakning og form, hvor det vil være muligt, hvis man synes en anden har stillet et interessant og relevant spørgsmål, at blive medspørger til spørgsmålet.
Det synes vi er glimrende.
Der er samtidig rettet op på den skævhed, der var i form af, at hvis man som folketingsmedlem ville rette spørgsmål til en minister om onsdagen i den mundtlige spørgetid, kunne det kun være til en minister, selv om man egentlig havde spørgsmål til to ministre.
Det har altså ikke været muligt at stille spørgsmål til to forskellige ministre.
Det er også en fornuftig løsning, der her lægges op til, nemlig at vi som folketingsmedlemmer får flere muligheder for at spørge ind til regeringsførelsen og til den politik, som regeringen måtte have.
Det synes vi er glimrende.
Endelig er der den lille præcisering, at 30-dagesreglen, som vi meget fornuftigt har her i Folketinget – at der altså skal gå 30 dage, fra et forslag er fremsat, til det kan endeligt vedtages – er en regel, der kun skal gælde for lovforslag, men ikke for beslutningsforslag.
Alt i alt er B 38 en god samling forbedringer af vilkårene for folketingsmedlemmer, og det er et forslag, der er fremsat i fuld enighed blandt Folketingets partier.
Derfor håber jeg også, at der vil være fuld enighed om det, når vi vedtager det.