Om et lille øjeblik skal vi trykke på knapperne i forbindelse med det her beslutningsforslag, som Liberal Alliance har fremsat, og som handler om større ledelsesbeføjelser til skolelederne i den danske folkeskole.
Det er et beslutningsforslag, som vi har tænkt os at støtte.
Vi synes, at der er lige præcis det vigtige element i det, der handler om frihed til skoleledelserne.
Jeg synes i virkeligheden også, at det meget er det, der gennemstrømmer regeringens udspil til en reform af folkeskolen, og derfor vil det undre mig utrolig meget, hvis vi om lidt – og jeg siger jo hvis, for vi har ikke set afstemningsresultatet endnu – kommer til at opleve, at det her forslag bliver stemt ned.
For hele elementet i forhold til at kunne skabe en bedre folkeskole, hvor danske skoleelever bliver løftet fagligt i en grad, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse, kræver altså, at der er fleksibilitet ude på den enkelte folkeskole.
Det kræver, at der er et ledelsesrum for skoleledelserne til at kunne lave den bedste folkeskole.
Så jeg håber meget, at vi kommer til at opleve den fulde grønne plade i forbindelse med det her forslag, fordi det i virkeligheden flugter rigtig fint med det, vi sidder og forhandler om i forhold til folkeskolereformen.