Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 32:

Forslag til folketingsbeslutning om højere straffe for handel med dopingmidler.

Af Brian Mikkelsen (KF) og Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 23.11.2012).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for sundhed og forebyggelse, værsgo.

Med beslutningsforslaget, som vi nu skal til at behandle, pålægges regeringen at fremsætte forslag om en forhøjelse af strafferammen for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler fra 2 til 6 år. Til det vil jeg gerne starte med at sige, at regeringen ligesom forslagsstillerne ser med stor alvor på dopingkriminalitet. Handel med dopingmidler er et indtjeningsområde for rocker- og bandemiljøerne samt andre kriminelle, og det skal vi selvsagt ikke tolerere.

Hertil kommer så ikke mindst, at udbredelsen af doping indebærer alvorlige sundhedsrisici for den enkelte, fordi brug af dopingmidler kan føre til alvorlige helbredsskader hos den, der doper sig. Mennesker, der bruger lægemidler for at få større muskler, blive mere udholdende eller forbedre deres fysiske præstationsevne, løber altså en meget alvorlig helbredsmæssig risiko: leverskader, forhøjet blodtryk, forstørret hjerte, åreforkalkning, sterilitet, nedsat immunforsvar, impotens, nedsat egenproduktion af testosteron, forstørrede bryster, forstørret prostata, menstruationsforstyrrelser, basstemme og skægvækst hos kvinder for blot at nævne nogle af de fysiske skader. Hertil kommer, at misbrug af dopingmidler også kan medføre en række psykiske og psykiatriske bivirkninger. Der ses tendens til vold, ukontrollabel adfærd, psykotiske træk, ændret seksualdrift, svingende humør med depression og risiko for selvmord. Konsekvenserne af et langvarigt, massivt misbrug af doping vil med andre ord være, at helt vitale organer ødelægges.

For at imødegå brugen af doping tog regeringen også i juni måned sidste år en række initiativer som opfølgning på kulturministerens offentliggørelse af en arbejdsgrupperapport om dopingkontrol i motions- og fitnesscentre her i landet. Regeringen offentliggjorde otte konkrete tiltag i bekæmpelsen af doping. Det var tiltag, der bl.a. omfattede en forenklet liste over ulovlige stoffer for de kommercielle motions- og fitnesscentre, så det bliver tydeligere for centrene og deres brugere, hvilke stoffer og hvilke metoder der er ulovlige i forbindelse med træning i de kommercielle motions- og fitnesscentre. Derudover omfattede tiltagene et register over dopingsanktionerede personer, så personer, der har modtaget en dopingsanktion, ikke kan træne videre i andre motions- og fitnesscentre.

Kulturministeren fremsætter således her i begyndelsen af 2013 et lovforslag om ændring af lov om fremme af dopingfri idræt. Med forslaget vil der i regi af Anti Doping Danmark skulle oprettes et register over dopingsanktionerede. Registeret vil herefter gøre det muligt for motions- og fitnesscentre at tjekke, at de ikke optager medlemmer, som altså har en dopingsanktion.

Tiltagene omfattede bl.a. også en forbedret oplysningsindsats særlig målrettet unge, som er en målgruppe for indsatsen mod misbrug af doping, som vi i betydelig grad har set en vækst af misbrug iblandt de seneste år. Denne oplysningsindsats vil blive forankret i Anti Doping Danmark. Et væsentligt formål med oplysningsindsatsen er at sætte fokus på netop de meget alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, som dopingmisbrug har for den enkelte, og som jeg var inde på tidligere i min tale. Derfor vil Sundhedsstyrelsen under mit ressort bidrage til arbejdet med den sundhedsfaglige viden om den helbredsmæssige betydning af misbrug af dopingmidler, selv om det er forankret under et andet ressort.

Men jeg tror også, vi må være ærlige og sige, at dopingkontrol og forebyggelse ikke gør det alene, hvis der står organiseret kriminalitet bag. Derfor ser regeringen positivt på at indføre en forhøjet strafferamme, der vil kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger særlig skærpende omstændigheder. Sådan en forhøjelse af strafferammen vil også bringe den danske lovgivning mere på linje med vores nabolande Norge og Sverige.

Vi vil derfor gå i gang med at udarbejde en strafskærpelsesbestemmelse, med henblik på at et lovforslag kan fremsættes af justitsministeren i næste folketingssamling. Vi vil i den forbindelse analysere området nærmere for at finde frem til, hvad maksimumstraffen bør være i en forhøjet strafferamme, og hvornår en forhøjet strafferamme bør finde anvendelse. Det vil indgå i undersøgelserne, hvordan lovgivningen i vores nordiske nabolande nærmere er skruet sammen.

Jeg synes, der sådan en fredag eftermiddag er grund til at glæde sig over, at vi både i regeringen og blandt forslagsstillerne er enige om, at der her er tale om et problem, som der skal gøres noget ved. Det er positivt, for jo flere ting, vi kan nå frem til med et bredt mandat i Folketinget, jo bedre er det.

Forslaget her lægger op til, at strafskærpelsen skal ske ved en ændring af lov om forbud mod visse dopingmidler. Det er imidlertid i dansk lovgivningspraksis sådan, at indførelse af strafferammer på over 2 års fængsel sker i straffeloven og ikke i særlovgivningen. Det er som nævnt efter regeringens opfattelse nødvendigt nærmere at overveje, hvordan en strafskærpelsesbestemmelse mere præcist bør udformes, og hvad strafmaksimum skal være. Det er jo i den forbindelse også vigtigt at sikre, at der er en sammenhæng i vores straffesystem også fremover, herunder også i forhold til narkoområdet. Det arbejde vil Justitsministeriet nu sætte i gang i tæt samarbejde med anklagemyndigheden, og på den baggrund må jeg derfor sige, at regeringen ikke kan tilslutte sig beslutningsforslaget, som det ligger her i dag. Det håber jeg at forslagsstillerne har forståelse for, og så håber jeg selvfølgelig, at forslagsstillerne vil støtte regeringens lovforslag, når det fremsættes i næste folketingssamling.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard, værsgo.

Tak. Jeg beklager da lidt, at ministeren ikke vil bakke forslaget fra Dansk Folkeparti og De Konservative op i dag, men jeg har jo også læst avisen osv.

Men det, jeg egentlig gerne vil høre sundhedsministeren om, vedrører bl.a., at vi for knap et år siden, i marts 2012, var tre partier, der indkaldte til samråd. Ministeren var her meget klar i mælet og sagde, at man mente, at der var tilstrækkelig lovgivning på området, så der derfor ikke skulle ske noget. Justitsministeren deltog i samme samråd og sagde, at der ikke blev efterspurgt skærpede strafferammer; så det var heller ikke aktuelt. I november måned kørte der en længere serie i politikken, hvor sundhedsministeren også var på banen og blev interviewet, og hvor man heller ikke havde til hensigt at ændre på lovgivningen. I dag fremkommer det så i Jyllands-Posten, at man nu gerne vil ændre på lovgivningen, både fra justitsministerens side og fra sundhedsministerens side.

Det er jo ikke et nyt fænomen, der er kommet her. Hvad er der dog sket? Er det simpelt hen, fordi vi har beslutningsforslaget på i dag, eller hvad er der sket? Tak.

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg da håber, at spørgeren trods alt er glad for, at regeringen gerne vil gå videre med en skærpelse. Jeg synes jo også, det er værd at notere sig, at man skønner, at der er sket en ret markant stigning i antallet af dopingmisbrugere, og at antallet af dem, der overvejer at bruge muskelopbyggende stoffer, også er steget ret markant. Så er det jo sådan, at det her er et område, vi følger løbende. Det vil spørgeren jo også vide, hun refererer til hele to anledninger til diskussion om emnet bare sidste år. Og vi har foretaget en ny politisk vurdering af, hvordan vi forholder os til både de oplysninger om konsekvenserne af doping og den kriminalitet, der er forbundet med doping, og som vi har kendskab til. Derfor er regeringen nået frem til, at det er på tide, at strafferammen skærpes.

Jeg vil selv sige som sundhedsminister, at den korte redegørelse, jeg fik fra Sundhedsstyrelsen i december måned, gør stort indtryk på mig. Jeg vil meget gerne sende den over til ordførerne. Man kigger her på de sundhedsmæssige konsekvenser af brugen af doping holdt op imod brugen af euforiserende stoffer, hvor der jo er en anderledes strafferamme allerede i dag.

Fru Karin Nødgaard.

Tak. Jeg er meget glad for, at ministeren siger, at man har lavet en ny politisk vurdering. Det er altid klædeligt – og også glædeligt – når det sker, uanset hvem der sidder i regering.

Ministeren starter i sin tale med at sige noget om, at det er et problem, der skal gøres noget ved. Men det har det altså været længe, og jeg vil gerne høre, om ministeren ikke kan sige, at man var bekendt med de tal, der var. For de tal, som man brugte sidste år, var jo tal fra 2010, der viste udviklingen: I 1999 var der 15.000, der havde brugt muskelopbyggende stoffer, hvorimod det senere hen, i 2010, var 44.000.

Jeg vil også sige, at alle de desværre mange bivirkninger, der er ved at indtage doping, og som ministeren remsede op – og der er garanteret endnu flere – jo har været kendt i mange år. Så er man ikke lidt sent på banen? Og er det, fordi vi har beslutningsforslaget på i dag?

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at det ikke er ny viden, der er dumpet ned fra himlen, altså hvor farligt det kan være at bruge doping. Man kan jo være bekymret for, om den viden når langt nok ud, og det er noget af det, regeringen har handlet på. Det her er jo hverken det første eller det eneste tiltag på området. Faktisk blev der jo på baggrund af en arbejdsgrupperapport – arbejdsgruppen afgav en rapport i sommer – iværksat en stribe tiltag inden for dopingområdet, og jeg var inde på rigtig mange af dem i min tale.

På mit eget område kan jeg jo sige at vi bidrager med bl.a. den her oplysningsindsats i motionsmiljøet om, hvad det er for en risiko, man løber, når man doper sig. Det gælder de mange forfærdelige ting, jeg var inde på, fra forstørret hjerte over impotens til skægvækst hos kvinder og jo også noget så alvorligt og voldsomt som pludselig, uforklarlig død. Og at få de oplysninger godt nok ud og intensiveret den oplysningsindsats er et af de tiltag, der er i den handleplan, der er fra i sommer, og som mit ministerie deltager i.

Tak til ministeren. Så er det fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre.

Tak for det. Da Venstres ordfører på B 32 desværre er forhindret i at være til stede under dagens debat, skal jeg hermed gøre rede for Venstres holdning.

Venstre vil gerne her under førstebehandlingen udtrykke stor sympati for forslaget fra Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Der er ingen tvivl om, at doping, ikke bare på eliteidrætsplan, men desværre også på breddeidrætsplan, er et kæmpe problem. Derfor har vi også som lovgivere en forpligtelse til at kigge dybt i værktøjskassen og kontinuerligt se på, om der er redskaber, som endnu ikke er bragt i anvendelse, og som kunne bekæmpe dette uvæsen i dansk idræt.

Vi er i lighed med forslagsstillerne bekymret for, om den lave danske strafferamme betyder, at dopingbagmændene har for let spil her i Danmark. Ser vi på en række af vore nabolande, tegner der sig et billede af dopingbagmænd i Danmark, som risikerer en straf, der er lavere end i landene omkring os. I en verden, hvor kriminalitet som bekendt ikke kender grænser, er der risiko for, at Danmark optræder som transit- og katalysatorland for omfattende handel med doping. Det er selvfølgelig på ingen måde acceptabelt, lige så vel som det ikke er det på andre kriminalitetsområder.

Venstre er klar til at stemme for forslaget, når det kommer til afstemning her i salen, og når Venstre ikke er medforslagsstillere på forslaget, handler det mest om, at vi gerne vil have undersøgt proportionaliteten i forholdet mellem forbrydelse og straf, herunder om dopingkriminalitet er at sidestille med andre kriminalitetstyper, som har en strafferamme på 6 år. Det andet, som vi også gerne vil have lidt mere klarhed over, er, hvilke konsekvenser, herunder spørgsmålet om ressourceanvendelse, en øget strafferamme og dermed også øgede efterforskningsmuligheder vil have for politiets økonomi – altså, om øget efterforskning af dopingkriminalitet vil gå ud over efterforskningen af andre typer kriminalitet.

Det er ikke sagt, fordi vi ikke deler forslagsstillernes bekymring, for det gør vi, og når de forhold er undersøgt og klarlagt, vil vi ende med at stemme for forslaget, hvis intentioner vi deler.

Tak til ordføreren. Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Socialdemokraterne støtter ikke det fremsatte beslutningsforslag, men vi støtter i allerhøjeste grad den ansvarlighed, der bliver udtrykt i beslutningsforslaget. Jeg har som idrætsordfører stået på denne talerstol og gang på gang igennem de sidste 5 år slået på tromme for en bedre og mere markant dopingindsats i Danmark, både på elitesportsområdet og på motionssportsområdet og idrætsområdet.

Jeg er rigtig glad for, at der her i Folketinget er en så stor enighed om, at doping er af det onde, og at konsekvenserne for rigtig mange er svære at indse og forstå, altså at det kan være konsekvenser, som rammer den enkelte i ødelæggende grad, både fysisk og mentalt. At miljøet omkring dopingmidler er voldsomt kriminaliseret, og at der eksisterer en sort økonomi af et stort omfang, er også en samfundsskadelig del i forhold til doping.

Jeg er derfor rigtig, rigtig glad for, at regeringen nu tager et initiativ – det, som sundhedsministeren har fremlagt – til at få kigget på strafferammen. Vi har alle sammen – vi, der er interesset i dopingområdet – hørt den ene politikreds efter den anden sige, at deres efterforskningsmidler ikke har været i orden, og at der har været uklarhed på området, bl.a. i forhold til at skelne mellem dopingmidler og euforiserende stoffer. Derfor giver det rigtig meget mening, at der er sket en politisk vurdering af det her område – og jeg bed rigtig meget mærke i sundhedsministerens måde at formulere det på – og at regeringen derfor nu har besluttet sig for, at der skal kigges nøjere på området.

Men sådan som jeg læser beslutningsforslaget, som det er fremlagt, er der helt klart også et par ting, som gør, at vi fra socialdemokratisk side alene af den grund ikke kan stemme for det. Det første, jeg vil nævne, er det der med, at når man læser det igennem, trækker man en lillebitte smule på smilebåndet, fordi der står, at Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti forventer, at regeringen skal kunne gøre noget inden udgangen af 2012. Det andet er, at når det drejer sig om strafferammen, som altså ligger på over 2 år, er det et spørgsmål om, at man i forhold til lovpraksis skal sørge for, at få det indarbejdet i straffeloven. Og for det tredje er det også et spørgsmål om – og det er der, jeg virkelig gerne vil kippe med flaget – at der nu bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal vende alle sten, så vi kan få området analyseret.

Men med socialdemokratisk røst vil jeg gerne sige, at beslutningsforslaget jo ikke er årsagen til, at regeringen nu kommer med deres forslag. Det kan måske godt se sådan ud, og der kan måske også ligge en lille smule i det, det skal jeg ikke kunne frasige mig, men jeg har i hvert fald ikke noget ansvar for det. Men hvorom alting er, giver det en italesættelse af den her problemstilling, og det er jeg rigtig, rigtig glad for.

Vi støtter ikke beslutningsforslaget af de grunde, jeg har nævnt, men jeg glæder mig meget over, at vi givetvis kommer til samlet at tage stilling til et lovforslag, når regeringen når så langt i det her arbejde. Og det er jo ikke en lang frist, der er sat for det. Tak.

Der er to korte bemærkninger. Det er først fru Karin Nødgaard.

Tak. Jeg er ikke i tvivl om, at hr. Flemming Møller Mortensen er optaget af det her område. Derfor kunne jeg, som jeg også sagde til sundhedsministeren, næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet over det, der kom frem på samrådet. Jeg ved jo, at ordføreren er formand for udvalget og sad og lyttede til hele debatten. Her sagde ministeren jo, at der ikke efterspørges strafskærpelser eller nye efterforskningsmidler på området. Det stemmer overhovedet ikke overens med det, ordføreren nu står og siger, nemlig at politiet netop siger, at der ikke er nok efterforskningsmidler. Jeg tror, at det var sådan ordføreren udtrykte det. Det vil jeg egentlig gerne have en lille kommentar til. Vil det sige, at ordføreren faktisk har lagt arm med justitsministeren, som jo kommer fra samme parti, om, at der skal ske noget på det her område? Jeg synes stadig væk, det er glædeligt, at der sker noget. Men vi har lov til lige at stikke lidt til hinanden og høre, om det egentlig er det, der er foregået.

Jeg må også sige, at i dag er det lidt specielt. Jeg kan, når jeg ser rundt i salen, se, at vi er en blandet skare ordførere. Der er, så vidt jeg kan se, retsordførere, der er sundhedsordførere, der er idrætsordførere osv. Det gør jo også, at det er lidt specielt. Men jeg kan vende tilbage til det i mit næste spørgsmål. Tak

Ordføreren.

Tak for det. Jeg vil sige til fru Karin Nødgaard om det med at trække på smilebåndet, at det er sundt. Jeg ved, at både ordføreren og jeg har let ved det, så lad os bare gøre det her en fredag eftermiddag i Folketingssalen.

Det konkrete og måske lidt polemiske spørgsmål til mig gik på, om jeg havde vredet armen om på justitsministeren. Jeg vil sige, at jeg tror, at vi alle sammen en gang imellem tænker: Gid, man havde magt, som man har agt. Jeg har præciseret, at jeg rigtig godt kan lide de ord, som sundheds- og forebyggelsesministeren har brugt i den her sammenhæng. Det er altså, at der er lavet en ny politisk vurdering, som så har resulteret i, at regeringen har besluttet sig for en særlig og ny indsats.

Jeg glæder mig naturligvis også over, når vi diskuterer et emne, som er så alvorligt, at det virker, som om vi alle, når vi når frem til at skulle lave lovændringerne på det her område, vil trække på smilebåndet og sige: Godt gået, Folketing.

Fru Karin Nødgaard.

Tak. Det, jeg var ved at sige noget om som afslutning på mit første spørgsmål, var om det, som ordføreren også er inde på om straffeloven og dopingloven, hvor noget hører under justitsministerens ressort, andet hører under sundhedsministerens ressort, og vi står, bl.a. ordføreren og jeg, som idrætsordførere, og vi repræsenterer egentlig kulturministerens ressort. Er der ikke noget rod i alt det her? Vi har jo fået at vide, at det skal behandles i Sundhedsudvalget, og det har vi fuld respekt for. Men næste skridt på vejen er selvfølgelig, at det kommer under justitsministeren.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at det er sådan lidt rodet, med hensyn til hvordan alt det her hænger sammen med de forskellige ressortområder? Og kunne man egentlig ikke have gjort det lidt mere smidigt?

Ordføreren.

Det kunne man måske nok. Til gengæld ved vi også godt, at det her gør, at der er endnu flere her i Folketinget, som får berøring med dopingsagen, og det er måske lige nøjagtig derfor, at vi er så enige om det og løfter i flok. Men det er da fuldstændig korrekt, at når noget ligger på kulturområdet, andet på sundhedsområdet og noget tredje på det juridiske område, er der nogle grænseflader, som måske er uhensigtsmæssige.

Jeg har siddet i opposition i 4 år frem til for 15 måneder siden. Fru Karin Nødgaard har været med til at understøtte den tidligere regering, som sad i 10 år, endda med en kulturminister, som markerede sig meget kraftigt på antidopingområdet. Derfor kan jeg sige: Ja, det kan da godt være. Jeg vil da godt kæmpe for, at vi kan få skabt mere entydighed i lovkomplekserne, men fru Karin Nødgaard har i hvert fald misset den chance i de 10 år, hvor fru Karin Nødgaards parti havde de afgørende mandater til at sikre regeringsflertallet.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren har interesseret sig for det her emne i mange år. Det er noget, som interesserer ham dybt, sagde ordføreren. Kunne ordføreren med sin store viden på området fortælle noget om, hvad dopingmisbrug koster samfundet hvert år? Altså, hvad er sundhedsvæsenets udgifter til folk, som har fået blodpropper som konsekvens af dopingmisbrug? Hvad er sundhedsvæsenets udgifter til behandling af kvinder med skægvækst som konsekvens af dopingmisbrug? Hvad er de samlede omkostninger for sundhedsvæsenet på grund af det her misbrug?

Ordføreren.

Mange, mange tak til hr. Joachim B. Olsen. Det var et rigtig godt spørgsmål og et meget simpelt spørgsmål, som jeg på ingen måde kan besvare. Jeg vil sige til hr. Joachim B. Olsen, at det spørgsmål tror jeg ligger meget mere korrekt på en ministers bord.

Men jeg vil gerne sige, at jeg personligt har oplevet – ikke på mig selv, men i mit nærmiljø – menneskelige omkostninger på grund af dopingmisbrug, som har betydet både fysisk og mental sygdom, den mentale sygdom som fuldstændig ukontrollabel aggressivitet hos unge mennesker, som med deres aggressivitet har bevæget sig ud i nattelivet eller andre steder og forvoldt skade på sig selv og andre, en skade, som har medført en ikke ren straffeattest osv.

Derfor er det her, både på elite- og motionsdopingområdet, noget, som vi som samfund ikke kan lukke øjnene for, ikke engang bare det ene øje. Og derfor er det rigtig godt, at det virker, som om et næsten samlet Folketing står bag både de initiativer, som kulturministeren iværksatte sidste år, og det, som sundhedsministeren nu i et samarbejde med justitsministeren iværksætter på det juridiske område.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det undrer mig bare en lille smule, at man, når man er specialist på området og har beskæftiget sig med det i mange år, ikke har nogen viden om, hvad det her koster samfundet, hvad det koster sundhedsvæsenet. Man vil være med til at hæve strafferammen, og det vil betyde flere udgifter både til efterforskning og rumaflytning og til at sætte folk længere tid i fængsel. Så man ved altså ikke noget om – og det skal jeg bare have bekræftet – om de øgede omkostninger til at putte folk i fængsel og til efterforskning står mål med de reelle omkostninger for samfundet. Jeg skal bare lige have bekræftet, at det har man ikke nogen viden om.

Ordføreren.

Altså, jeg takker hr. Joachim B. Olsen for at tillægge mig specialiststatus, blot fordi jeg som politiker har interesseret mig for det her på både det retslige område, det sundhedsmæssige område og det kulturpolitiske område. Men nationaløkonomi, samfundsøkonomi er ikke noget, jeg som sygeplejerske – og det er min baggrund – har spidskompetence i. Så derfor vil jeg sige til hr. Joachim B. Olsen: Lad være med at stille den type spørgsmål til en ordfører, som måske ikke har dyrket eliteidræt, men har nogle andre erfaringer med sig i livet.

Jeg vil alligevel sige til hr. Joachim B. Olsen, at der er sådan lidt en underliggende tone af, at Liberal Alliance og hr. Joachim B. Olsen ikke erkender problemernes omfang i forbindelse med doping. Og lad det stå som en hypotese fra min side, en antagelse fra min side om, at det er det, hr. Joachim B. Olsen ønsker at udtrykke med sit spørgsmål til mig i dag.

Så er det fru Karin Nødgaard som Dansk Folkepartis ordfører.

Motion er godt både for motionisten og for eliteidrætsudøveren. Det er godt for den enkeltes sundhed, det giver øget velvære, og ofte har det positive, sociale sidegevinster, hvor vi kan etablere en omgangskreds, som deler vores interesse for en idrætsgren eller motionsform. Vi kan få oplevelser, som er uvurderlige på kort og på lang sigt. Vi føler en øget livskvalitet, og det er vel noget af det ypperste, et menneske kan opnå.

Desværre sker der af og til det, at disse positive gevinster ved motion overskygges af et udefrakommende monster, som man vel nærmest kan udtrykke det, som noget, der vil besætte ens krop, og det er dopingens uvæsen. Desværre er denne tendens blevet mere og mere hyppigt forekommende, og mange fristes desværre, primært i ungdomsårene, til at dope sig for at kunne præstere mere fysisk og for at kunne få et udseende, som i mine øjne helt fejlagtigt opfattes som ideelt. Dette ændrede udseende er resultatet på kortere sigt, men de katastrofale konsekvenser for krop og helbred kendes først efter nogen tid, og når skaden er sket. Og de skader er alvorlige. For den enkelte er det sygdomme, som kan være livstruende, og for samfundet har det endvidere store økonomiske omkostninger.

Når Dansk Folkeparti er med til at fremsætte dette forslag, som vi behandler nu, om en øget strafferamme fra 2 til 6 år, skyldes det, at der gennem årene er set en øget omsætning og lettere tilgængelighed til at købe dopingmidler. De er blevet lettere at få fat på, og der sker en øget kommunikation på nettet om, hvorledes visse stoffer virker, hvordan de bruges, samt hvor man får fat i disse præstationsfremmende midler.

Desværre har politiet ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelige muligheder for at intensivere jagten på den omsiggribende distribution. Det mener vi at der vil blive øget mulighed for med en øget strafferamme. Så vil politiet få bedre redskaber i kampen mod doping. Udfordringen ligger i at få fat på de kriminelle dopingbagmænd. Det er her, fokus må ligge i første omgang. Man skal have fat i dem, som tjener store summer penge på andres ulykke. Når straffen og risikoen for at blive opdaget er lille, tilfalder der disse skruppelløse bagmænd store summer.

Som lovgivere har vi en forpligtelse til at gøre vores bedste for at sikre et samfund uden kriminalitet. Det gør vi ikke, hvis vi ikke yder en større indsats for at komme dopingspøgelset til livs.

Der har gennem årene været mange historier om såvel elitesportsfolk som motionister, der er dopede. Førstnævnte gruppe har nok fået mest mediebevågenhed, da det drejer sig om kendte personer med idolstatus, men begge områder er alvorlige og bør angribes alvorligt.

En øget strafferamme i Danmark fra 2 til 6 år vil dermed være ens med den, der er i vore nabolande, og netop med dopingmidler, som jo er en handelsvare, er det ikke uvæsentligt, om der er en vis ensartethed netop for at undgå, at et enkelt land bliver handelssted for ulovlige dopingmidler. Danmark må ikke ende som et slaraffenland for kriminelle bagmænd, der tænker på fortjeneste af ussel mammon og glemmer alt om de menneskelige omkostninger, der er forbundet med salget.

Når vi har fremsat dette forslag, er det ikke en kritik af politiets arbejde, men for at udstyre det med yderligere og bedre redskaber for at komme dette monster til livs. Vi må ikke glemme, at vi generelt opfordrer vore børn og unge til at leve et aktivt liv med sund kost og motion, og så skal det ikke ende med, at de kommer i miljøer, der er inficeret af dopingmidler og mennesker, som har et helt unaturligt forhold til egen krop og fysisk præstation og et skønhedsideal, der er helt ude af proportioner.

Jeg håber derfor, at ministeren for sundhed og forebyggelse, som sidder her i dag, netop vil tænke sundhed og forebyggelse. Når man selv har haft glæden af at være en del af en sund idrætsverden og selv har børn, der kommer i foreninger, og ser deres glæde ved samvær og motion, nogle som breddeidrætsudøvere, andre som eliteudøvere, er det vigtigt, at de ikke en dag udsættes for fristelser, som de ikke ved, hvordan de skal håndtere. Vi ved, at man i de unge år netop er mere modtagelig, og er man først fanget i det beskidte dopingnet, er det svært at komme ud.

Som på så mange områder i samfundet, hvor vi taler om at beskytte vores børn og unge, er det oplagt, at vi netop på dette område ser vigtigheden af, at vi beskytter vore børn. Det gør vi bedst ved at få fat i de personer, som ikke ønsker det samme, og som distribuerer og informerer om brug af dopingmidler. Det tror vi bedst kan ske ved at øge strafferammen fra 2 til 6 år, og det håber vi selvfølgelig at Folketingets partier er enige med os i.

Jeg kan høre, at der er positive tilkendegivelser, og derfor kunne det måske ende med, at vi i Sundhedsudvalget, hvor nogle af os så må blive indskiftet, kan få lavet en beretning på området. Justitsministeren har jo i dag været fremme med en melding om, at der skal ændres på strafferammen. Dette er positivt, men igen, som jeg sagde før i et spørgsmål til en ordfører, er det jo lidt pudsigt, at den melding kommer lige i dag, hvor forslaget fra Dansk Folkeparti og Konservative behandles. Sundhedsministeren afviste så sent som i november 2012, at der skulle ændringer til. I marts 2012 var tre ministre i samråd i Kulturudvalget, hvor det blev afslået at ændre på strafferammen, primært på baggrund af udtalelser fra Rigsadvokaten.

Men jeg håber selvfølgelig nu, at der er en overensstemmelse og enighed mellem ministrene, og at det også giver enighed blandt ordførerne, for det skylder vi sporten og ikke mindst dens eksistensberettigelse. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren sagde, at dopingmisbrug har store samfundsøkonomiske omkostninger. Hvad er de samfundsøkonomiske omkostninger?

Ordføreren.

Tak. Jeg synes, det er vigtigt at sige, at når man har et sådant forslag her, så er det helt klart, at jeg måske har en lidt mere humanistisk tilgang til det i forbindelse med børn og unges ve og vel, og i forhold til hvad det er for en verden, vi skaber – det håber jeg også at ordføreren bemærkede – og at sporten skal kunne eksistere til evig tid, kan man sige.

Men jeg er også nødt til at sige, at der er nogle samfundsøkonomiske konsekvenser af det. Her tænker jeg selvfølgelig især på, at hvis vi står med nogle unge, voksne mennesker, som efter nogle år med doping lige pludselig er blevet meget, meget syge, så ved vi jo, at det også koster samfundet noget med hensyn til helbredelse, til indlæggelse. Behandling i sundhedsvæsenet osv. vil også medføre store udgifter. Man kan ikke sætte tal på det, for det kommer jo an på, hvor mange det så drejer sig om. Men den udvikling, der har været, og de tal, vi har set fra 1999 til 2010, viser faktisk, at der er en meget, meget stor stigning i antallet af personer, der bruger de her dopingmidler.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jamen jeg synes, det er meget fint. Jeg deler fuldstændig ordførerens holdning til, at der ikke skal være doping i idræt. Jeg kender alt til den verden, jeg er en meget stor modstander af det. Jeg har det bare også sådan, at når en politiker står og siger på talerstolen, at det har store samfundsøkonomiske konsekvenser, så er jeg sådan indrettet, at jeg så regner med, at man ligesom bygger det på et eller andet, at man har nogle tal. Vi er et ret gennemregistreret samfund, vi ved, hvad rygning koster, vi ved, hvor mange der dør af narkotikamisbrug, vi ved, hvor mange der dør som følge af alkoholmisbrug, vi er et gennemregistreret samfund.

Nu står vi altså og behandler et beslutningsforslag, som også vil have nogle samfundsøkonomiske konsekvenser. Det vil koste nogle penge at sætte nogle mennesker i fængsel, det vil koste nogle penge for politiet at efterforske. Det er ressourcer, som de kan bruge til andre ting, til at opklare tyverier, mord, indbrud osv., som rammer mange, mange tusinde danskere. Derfor kan jeg bare godt lide, at man ved, hvad omkostningerne er, så når man siger, at det har store samfundsøkonomiske konsekvenser at behandle folk på hospitaler på grund af doping, så går jeg ud fra, at man har nogle tal at bygge det på.

Ordføreren.

Tak. Nu kan jeg høre, at hr. Joachim B. Olsen er sådan lidt i drillehumør, hvad angår nogle af områderne. Hr. Joachim B. Olsen sagde, at han kendte alt til doping. Jeg håber da i hvert fald kun, at det er fra sidelinjen og ikke fra det aktive niveau. Det tror jeg nu heller ikke, for jeg har fulgt hr. Joachim B. Olsen også i hans aktive karriere.

Men vi kan jo ikke stå her i dag og sige, præcis hvilke sygdomme der kommer de næste 5 år afledt af doping. Vi ved bare, at der er nogle – ministeren nævnte en lang remse af bivirkninger, der er ved det – der skal have en dyr behandling, nogle skal måske slet ikke have behandling, fordi de når at dø, inden der sker noget, og nogle skal ikke have så meget. Jeg synes bare, det er vigtigt, at vi husker på, at hvis vi kommer det her til livs, sparer samfundet mange penge. Men hvis det her kræver, at der findes ekstra midler til f.eks. politiets redskaber, så vil Dansk Folkeparti altid være med på banen i forhold til at styrke området. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Vi fremsætter hvert år vores finanslovforslag, som altid er fuldt finansieret.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Camilla Hersom som radikal ordfører.

Brug af dopingmidler er desværre udbredt i Danmark. Misbruget antager omtrent samme omfang som misbruget af hårde stoffer, nemlig ca. 40.000 personer. Men hvor stofmisbrugere ofte har en historie med svigt og overgreb bag sig, er udgangspunktet for dopingbrugere tit et andet. Faktisk vil der i mange tilfælde være tale om mennesker, hvis liv udefra kan fremstå succesfuldt. Men brug af dopingmidler er ikke omkostningsfrit. Der kan være en lang række bivirkninger af både fysisk og psykisk art forbundet med doping, og mange af bivirkningerne er alvorlige. Hvis en ung fyr f.eks. tager anabolske steroider for at komme til at ligne en muskelmand, risikerer han at ødelægge sin lever, sin potens og sin fertilitet. Misbrug af steroider påvirker psyken negativt, og misbrug fører ofte til afhængighed. Det er med andre ord ingen spøg at bruge dopingmidler, men et dybt alvorligt misbrug, der kan medføre blivende skader på organerne.

Derfor er vi i Radikale Venstre meget tilfredse med den indsats, regeringen har påbegyndt for at bekæmpe doping. Det omfatter bl.a. en række initiativer rettet mod brugerne af dopingmidler i form af øget oplysning særlig rettet mod unge. Der er også taget initiativ til oprettelse af et særligt register, så brugere, der formenes adgang til et fitnesscenter på grund af dopingmisbrug, ikke bare kan spadsere hen over gaden til det næste fitnesscenter.

Men oplysning og registrering kan ikke gøre det alene. Handel med ulovlige dopingmidler er en lukrativ forretning. I Jyllands-Posten i dag kan man læse, at provenuet er fire gange højere, end hvis man handler med kokain, og mængden af doping i omløb lader til at vokse. Der er med andre ord nogle, der tjener tykt på skruppelløst at gamble med andre menneskers liv og helbred.

I Danmark har vi lavere strafferammer for at handle med doping end i vore nabolande, Sverige, Norge og Tyskland. Det medfører en risiko for at tiltrække kriminelle. Den lave strafferamme står ikke mål med de konsekvenser, doping har, og endelig har den lave strafferamme næppe tilstrækkelig afskrækkende virkning på de kriminelle, der tjener tykt på handling. Radikale Venstre er derfor enige i behovet for at diskutere en forhøjet strafferamme.

Vi mener dog, at der må gå et grundigt arbejde forud, før vi kan beslutte, præcis hvor niveauet skal ligge. Det arbejde udføres bedst af justitsministeren i samarbejde med Rigsadvokaten og Rigspolitiet. Ligesom der skal tages hensyn til, hvordan strafferammen skal være i forhold til straffen for andre forhold, er det også nødvendigt, at vi tænker på, at mere straf koster penge hos politiet og i kriminalforsorgen – et faktum, som man ikke kan beskylde de tidligere regeringspartier for at respektere i deres regeringsperiode. Endelig bør en forhøjet strafferamme efter gældende praksis indsættes i straffeloven og ikke i en særlovgivning.

Det Radikale Venstre vil derfor stemme imod B 32, uanset at vi er åbne over for at diskutere en forhøjelse af strafferammen for handel med doping og at vi håber, at et bredt flertal i Folketinget vil kunne vedtage en forhøjet strafferamme, når et endeligt lovforslag præsenteres.

Der er to for korte bemærkninger, først hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren nævner Tyskland og Sverige som lande, der har en højere strafferamme, og at vi derfor også skal gå den vej for at reducere salget og udbredelsen af dopingmidler. Det er rigtig godt, at man vil reducere udbredelsen og salget, det er helt fint. Men når det nu er den vej, man ønsker at gå, altså højere straffe, som jeg kan forstå er det, regeringen vil, kan ordføreren så uddybe, hvad det har haft af effekt i de lande? Hvor meget har det reduceret både salget og brugen af dopingmidler i de lande?

Ordføreren.

Jeg har ikke nøjere kendskab til, hvordan udviklingen har været i de lande, men det er min overbevisning, at på det her område er der tale om en fuldstændig kold kalkule foretaget af de bagmænd, der opererer på det her felt, hvor man vurderer risikoen for at blive taget, den straf, man i givet fald bliver idømt, op imod den gevinst, der er. Når gevinsten er så utrolig stor økonomisk, og når vi kan se, at brugen af dopingmidler stiger, så synes jeg, det er på tide at gribe ind.

Jeg vil tro, at hvis man opererer i kriminelle miljøer – de opererer jo også over grænser – så er det da bedre at have sin handel til at foregå i Danmark, hvor strafferammen er lavere, end til at foregå i f.eks. Sverige og Tyskland. Det er jo et fænomen, vi kender fra andre typer af kriminalitet også.

Hr. Joachim B. Olsen.

Ja, det er jo korrekt. Det er nemlig et fænomen, vi også kender fra andre typer af kriminalitet. Der kan man diskutere, hvor effektivt det har været i forhold til at bekæmpe anden narkotikakriminalitet at sætte strafferammen op.

Kunne man forestille sig, at hvis man sætter straffen op og dermed øger risikoen ved at producere og sælge de her ting, så vil det bare medføre, at priserne går tilsvarende op, ligesom vi har set det på andre områder, f.eks. hash og anden narkotika, nemlig at når straffen og risikoen bliver højere, så betyder det altså ikke, at salget bliver mindre, men derimod at priserne stiger, fordi risikoen bliver større?

Jeg tager muligvis fejl, men jeg er ikke bekendt med undersøgelser fra andre lande, der viser, at det, at man har sat folk i fængsel for den her type forbrydelser, har reduceret efterspørgslen eller forbruget, men ordføreren kan måske gøre mig klogere.

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, at hr. Joachim B. Olsen ved meget mere om den her problemstilling, end jeg gør. Jeg har i forberedelsen til den diskussion, vi har i dag, været meget overrasket over at læse, hvor stor udbredelsen af doping er. Det overraskede mig faktisk, det vil jeg tilstå her fra Folketingets talerstol, og jeg tror, vi har en meget, meget stor opgave i at påvirke efterspørgslen, altså at oplyse, herunder om de meget, meget alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, der kan være af at dope sig. Det handler ikke bare om at se smart ud i en periode, og så ser man mindre smart ud, når musklerne forsvinder. Det kan være fuldstændig ødelæggende for ens liv og helbred. Der skal vi sætte ind, og det er regeringen godt i gang med.

Men jeg synes også, at når man ser på en strafferamme på 2 år, så virker det meget, meget lavt i forhold til de konsekvenser, som brugen af doping har, og i øvrigt når vi sammenligner os med andre lande. Så derfor er vi for, at vi arbejder med en forhøjelse af strafferammen, også selv om det at forhøje strafferammer ikke er et fuldstændig naturligt redskab i den radikale redskabskasse, som vi hiver op ved enhver lejlighed. Der skal være god grund til det, og det mener vi faktisk der er her.

Fru Karin Nødgaard for en kort bemærkning.

Jeg har egentlig bare et enkelt kort spørgsmål til ordføreren – for jeg kan høre, ordføreren faktisk er meget enig i mange af intentionerne i det, vi har drøftet i dag – og det er: Vil Radikale Venstre så være med til at lave en beretning i Sundhedsudvalget om hele det her område?

Ordføreren.

Altså, vi ender jo med at afvise beslutningsforslaget, som det ligger, af de grunde, jeg har nævnt. Og jeg synes fuldstændig ligesom min kollega hr. Flemming Møller Mortensen, at ministeren formulerede det meget rigtigt i sin tale, nemlig at vi er nået dertil, hvor regeringen er parat til at arbejde for det her, og at det skal foregå i det rette regi. Og det er hos justitsministeren, at man skal arbejde videre med den her problemstilling.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører.

Når man sådan lytter til debatten her i dag, tror jeg, man får en sådan ret god fornemmelse af, at alle her i Folketingssalen synes, at doping er et alvorligt samfundsmæssigt problem. Personligt synes jeg, at det er trist, at vi har det her problem, at det er trist, at det særlig er unge mennesker, at det særlig er drenge, og at det er trist, at der har dannet sig en subkultur, hvor man tilsyneladende er meget risikovillige i forhold til at bruge lige præcis dopingstoffer. Det er trist, fordi det i virkeligheden handler om sundhed og det her f.eks. findes i styrketræningsmiljøerne, og at det desværre er meget bredt accepteret i nogle kredse at bruge doping, uden at man tænker på konsekvenserne for en selv.

Sundhedsministeren gav en række eksempler på den skadevirkning, som doping har. Jeg skal ikke stå og nævne dem alle sammen igen, men jeg må indrømme, at jeg synes, at de er ret skræmmende, og at det i sig selv godt kan begrunde, at vi kan få kriminaliseret det her område. Værst af alt, synes jeg, er det, at brugen af doping i længden skaber afhængighed, og for nogle skaber det en sygelig afhængighed, hvor man er sygeligt optaget af hele tiden at blive så stor som mulig. Man kan sige, at det nærmest kan være en parallel til spiseforstyrrelser – det modsatte, hvor man er optaget af at blive mindst mulig – men det, der kommer ud af begge dele, er højst problematisk.

For mange kommer der blivende skader, og for nogle fører det endda ud i kriminalitet og det, der er værre. Og som den radikale ordfører gjorde opmærksom på, er det her ikke noget lille problem i Danmark, og det er desværre også et problem, som er i vækst, og derfor er der selvfølgelig behov for at gøre noget på det her område. Jeg er med på, at der er en mere eller mindre frivillig efterspørgsel fra de unge, og der mener jeg også at man skal sætte ind med oplysning og kampagner, mærkningsordninger i centre og behandlingstilbud og alt det gode, vi kan gøre for at hjælpe til, at flere kommer ud af deres misbrug eller i det hele taget lader være med at begynde på det.

Jeg tror også, det er vigtigt at have en retspolitik på det her område, som går på to ben, altså dels at man sørger for at gøre alle de forebyggende ting, dels at man samtidig gør en hel del for at sikre, at vi stiller bagmændene til ansvar – dem, som i virkeligheden er med til at udbrede det her, dem, som tjener tykt på det her, og dem, som er fuldstændig ligeglade med alle de unge mennesker, som risikerer at komme til skade af det her. Vi ved jo godt, at en hel del af det her også er bundet op på rocker- og bandemiljøet og den mere organiserede kriminalitet.

Derfor er jeg tilfreds med, at justitsministeren i dag har bebudet, at man lige præcis vil sætte ind over for den organiserede og lidt tungere del af dopingområdet. Nu må vi afvente og se, hvordan lovforslaget bliver udformet. På den baggrund vil jeg så også sige, at jeg ikke kan støtte det her beslutningsforslag. Jeg synes faktisk, at regeringen gør en hel del, og der kommer mere i den kommende tid, og det synes jeg selvfølgelig er fornuftigt og godt.

En kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Nu står der en ny ordfører på talerstolen og taler om alle de her skader og de samfundsøkonomiske omkostninger, der er forbundet med det her. Altså, doping skal betragtes som et misbrug af medicin. Det er ikke sundt, og det tror jeg ikke der er nogen der er uenig i. Og det er ikke noget forsvar for de mennesker, som gør det – overhovedet ikke.

Jeg prøver bare – ligesom når vi her i Folketinget behandler et beslutningsforslag – at spørge ind til, hvad den faglige begrundelse for det er. Jeg har nu gang på gang oplevet en ordfører, der stiller sig op og siger, at det har samfundsøkonomiske konsekvenser, altså permanente skadevirkninger, men der er ikke nogen, der kan give mig en eneste reference til en eneste rapport om det. Her i et af de mest registrerede samfund i verden ved vi, hvad stort set alting koster på sundhedsområdet. Jeg synes bare, det er dybt underligt, at den faglige viden om, hvad det rent faktisk koster samfundet, er så lille – det må jeg sige. Alligevel står der gang på gang en ordfører og udtaler sig om, at det koster en hel masse penge for samfundet.

Ordføreren.

Nu er jeg ikke sundhedsordfører, så derfor ved jeg heller ikke til punkt og prikke alt om lige præcis det her område. Men jeg har i hvert fald hæftet mig ved, at der eksisterer nogle undersøgelser. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor tilbundsgående de er.

Jeg vil bare sige, at for mig er det ikke økonomien og samfundsøkonomien i det her, der er det springende punkt, altså hvor meget det koster at behandle mennesker i sundhedssystemet. Selvfølgelig er det også interessant, hvis det bliver en kæmpestor og voldsom byrde, men for mig handler det om den svage part i det her, altså om de unge mennesker, som på grund af det her risikerer at komme ud i et misbrug, og som potentielt udsætter sig selv for blivende skader, som er ret alvorlige og livsindskrænkende.

Så derfor synes jeg, at der alene af den grund skal gøres noget på det her område. Og jeg må bare sige, at sidste gang vi havde den her diskussion – hvor det ikke handlede om, at justitsministeren ville skærpe straffene for den allergroveste kriminalitet, men skærpe straffen for hele spektret, så man også ramte den svage misbruger i den anden ende – stemte Liberal Alliance for. Men SF stemte faktisk gult. Det gjorde vi ikke bare, fordi vi synes, det er vigtigt at opretholde et pres på den organiserede kriminalitet, men også, fordi vi samtidig ønsker at tage hånd om den svage part, altså misbrugeren ude i den anden ende, hvor vi skal sætte ind med alle de gode og forebyggende ting og al den hjælp, der skal til for at løse problemet.

Jeg kan bare konstatere, at Liberal Alliance selv har ændret holdning på det her område, og det er fair nok. Men regeringen står fast på, at indsatsen mod den organiserede kriminalitet skal skærpes.

Hr. Joachim B. Olsen.

Altså, det, jeg står og spørger ind til, er, om der er nogen, der har en viden om det, de udtaler sig om. Det er det, jeg spørger ind til. Når der gang på gang står en ordfører på talerstolen og siger, at det her koster samfundet en masse penge, så spørger jeg bare: Hvad koster det? Det må man jo vide, når man står og siger det. Jeg går ikke ud fra, at man bare står og lirer en eller anden rygmarvsargumentation af og siger, at det her koster en masse penge, uden at man ved, hvad det koster. Det er sådan set bare det, jeg gerne vil vide.

Så vil jeg gerne spørge SF, hvornår det er blevet SF-politik, at misbrug skal bekæmpes med hårdere straffe. Og hvis det virker på det her område, skal vi så også sætte straffen for salg af hash op? Det ville jo være en logisk konsekvens.

Ordføreren.

Jamen jeg hørte godt ordførerens spørgsmål om det samfundsøkonomiske, og jeg har på intet tidspunkt sagt noget om det samfundsøkonomiske. Jeg har sagt, at det her rummer nogle kæmpestore problemer og nogle risici for nogle, og jeg er overhovedet ikke interesseret i økonomien i det her. Jeg er interesseret i at beskytte den svage part. Og der er altså nogle, der sælger de her ting til unge mennesker, og det ville jeg meget gerne være foruden.

Med hensyn til en stærkere kriminalisering og højere straf må man jo altid veje de ting op mod hinanden, når man kaster sig ud i sådan noget her. Der sidder en række kyniske bagmænd og vurderer det nøje, så derfor tror jeg faktisk, at straffen betyder noget. Og ja, SF har flere gange været med til at skærpe straffen for organiseret kriminalitet, som meget ofte har et skær af noget nøje planlagt og gennemtænkt. Der synes vi sådan set at det er i orden at sparke til den.

Tak til SF's ordfører. Fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Som flere har været inde på før jeg, er der efter sigende langt flere, som anvender doping eller har erfaringer med at bruge muskelopbyggende stoffer, end der var for 10-15 år siden. Helt konkret har jeg set tal, der viser, at 10 år senere end 1999 havde tre gange så mange erfaring med muskelopbyggende stoffer. Så at problemet er voksende, synes jeg er tydeligt.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at doping har sundhedsmæssige konsekvenser. Det er veldokumenteret, og der er også flere, der har opremset lange lister på symptomer, gener og sygdomme, man kan få som følge af doping. For mig at se er skader som skader på leveren og forhøjet blodtryk, blodpropper og forstørret hjerte, sterilitet og psykiske problemer, der har været talt om, klart de værste. Skægvækst hos kvinder er måske mindre slemt, om end det kan være en gene.

En effektiv antidopingindsats handler jo om mange forskellige ting. Det vigtigste, mener jeg, er at lave en indsats for at sænke efterspørgslen efter doping. Det handler om effektiv forebyggelse og oplysningsarbejde, men sådan set også om hjælp til at stoppe et dopingmisbrug, hvis man først er kommet ud i et. Det handler også om effektive testordninger på både eliteområdet og breddeområdet, og det handler selvfølgelig også om kontrol og retshåndhævelse.

Vi synes, det har været rigtig positivt, at kulturministeren tidligere på året har været ude med en lang række initiativer på området. Dem bakker vi sådan set op om.

Det aktuelle forslag fra De Konservative og Dansk Folkeparti, som vi behandler i dag, fokuserer på strafdelen i forhold til doping og kriminalitet. Konkret foreslås det at hæve strafferammen fra 2 års fængsel til 6 års fængsel. Som flere før har været inde på, først sundhedsministeren, er der et teknisk problem, som vedrører, at en sådan hævelse af straffen bør høre til i straffeloven og ikke i dopingloven, men det er jo ren teknik i den her sammenhæng.

Enhedslistens retspolitik bygger på princippet om, at der skal være en mening med straf, og at det skal have en effekt og være med til at bekæmpe kriminalitet. Når det gælder organiseret og kalkuleret kriminalitet, mener vi godt, at hårde straffe kan være et brugbart redskab til at mindske kriminaliteten. Derfor har vi f.eks. støttet, at man bruger øgede straffe, når det gælder økonomisk kriminalitet, som vi lavede en aftale med regeringen om for nogle måneder siden. Omvendt er det også altid vigtigt, synes jeg, at spørge sig selv om, hvorvidt en skærpelse af en straf er nødvendig, om det er klogt og brugbart, eller om der alene er tale om symbolpolitik, hvor formålet primært er at give indtryk af, at nu gør vi noget ved et problem.

Sidste gang straffen blev skærpet på det her område, var tilbage i 2009, altså for ikke specielt lang tid siden, hvor Folketinget hævede strafferammen til 2 års fængsel og i øvrigt flyttede niveauet for straf hele vejen op, altså også for de helt små fisk, uanset hvilken mængde doping der er tale om. Dengang endte det med, at vi stemte imod, bl.a. fordi vi ikke tror på, at det at gå efter de små fisk i den her sammenhæng har nogen som helst form for effekt. Nu skal de altså også i fængsel.

Der er også en historik i forbindelse med det her konkrete forslag om at hæve strafferammen til 6 år. I marts sidste år havde Kulturudvalget indkaldt både kulturministeren, sundhedsministeren og justitsministeren i et samråd om doping. I den forbindelse fik Folketinget en redegørelse fra Rigsadvokaten, som byggede på den aktuelle retspraksis og på erfaringer fra politikredse, Rigspolitiet og SKAT. Dengang sagde Rigsadvokaten, at man ikke mente, at der var behov for at skærpe straffen yderligere for overtrædelse af dopingloven, at man ikke var bekendt med sager, hvor den nuværende strafferamme ikke er tilstrækkelig. Den vurdering henholdt regeringen sig til dengang.

Jeg kan forstå på debatten i salen og også af dagspressen i dag, at regeringen nu har ændret holdning og ønsker at diskutere, om straffen bør skærpes på det her område. Og jeg kunne godt tænke mig at spørge, og det kan også være, at vi får lejlighed til at diskutere det, når regeringen kommer med et lovforslag, hvad baggrunden er for, at man har ændret holdning. Er der sket en ny udvikling siden samrådet i marts, som er årsagen til, at man har ændret holdning? Har vi fået ny viden fra Norge, Tyskland og Sverige, som har været nævnt, f.eks. om, hvilken effekt en ændret strafferamme har? Den viden mener jeg at vi bør have til rådighed for at kunne tage stilling til det.

Men som forslaget ligger her, vil vi afvise det. Vi stiller os selvfølgelig til rådighed for at diskutere det yderligere og ser frem til at se et forslag fra regeringen, og så vil vi være villige til at diskutere det.

Tak til Enhedslistens ordfører. Hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg har brugt det meste af mit liv i idrætsverdenen. Jeg har dyrket elitesport på højt niveau. Jeg har også konkurreret mod en del, som har taget doping. Så sent som for få måneder siden fik jeg faktisk tilkendt en sølvmedalje, fordi den konkurrent, jeg havde konkurreret mod for 8 år siden, blev testet positiv for brug af doping. Man havde fundet nogle nye måder at analysere prøverne på, og det viste sig, at han havde snydt, og i stedet for en bronzemedalje fik jeg så en sølvmedalje. Men jeg blev altså snydt, jeg blev snydt for den hæder, som jeg burde have fået dengang, og sådan noget har altid gjort mig vred.

Jeg hader doping i sport. Når man træder ind i en idrætsforening, træder man ind i et frivilligt fællesskab, hvor der er nogle regler, som skal overholdes. Jeg så meget gerne, at man inden for sportens verden gjorde sådan, at blev nogen taget for doping, så røg de ud for ever, for good.

Jeg vil også sige, at hvis man har nogen tro på, at højere straffe for salg af doping på nogen måde vil mindske brugen af doping i forbindelse med idræt, tager man fejl. På det niveau får de, der snyder, ikke doping ude på det illegale marked; de får det af læger, der udskriver det på recepter i deres hjemlande.

Så vil jeg også sige, at når vi her i Danmark har – og det har vi – en af de absolut reneste eliteidrætter i verden, er det ikke, fordi vi har strenge straffe, at vi har meget kontrol. Så er det, fordi vi har en kultur i Danmark, i den danske idrætsverden, med hensyn til at det at bruge doping er det værste, man overhovedet kan gøre. Det er en kultur, vi har. Den kultur har man ikke i andre lande, og derfor er der mere doping der. Men det er altså den kultur, der afholder folk fra at bruge doping i Danmark. Derfor har vi heldigvis meget få, der er blevet taget. Inden for min egen sportsgren, atletik, har vi kun tre tilfælde, og der var her tale om nogle mennesker, som havde nogle andre problemer, som jeg tror fik dem ledt ud i det her.

Jeg har det sådan, at når det kommer til motionsdoping, synes jeg, at der er en faglig ting, jeg som idrætsmand kan konstatere: at mange af de unge mennesker, som lader sig friste af det her, simpelt hen helt fagligt begår en stor fejl, for de resultater, de gerne vil opnå, kunne de sagtens opnå uden brug af kemikalier. Det kunne de gøre ved at træne smartere, spise sundere osv. Det synes jeg at der skulle sættes større fokus på, og det gør man heldigvis også mange steder.

Men når vi herinde vil sætte straffene op, må vi på et eller andet niveau prøve at forholde os til det sådan lidt fagligt. Så må vi basere de beslutninger, vi tager, på en viden, vi har, om, hvad det her rent faktisk koster samfundet, og hvad det vil koste at sætte straffene op, hvad det vil koste at sætte folk i fængsel i længere tid. I øvrigt synes jeg måske i parentes bemærket, det er meget sjovt, at der bruges masser af doping i fængsler. Mange af de kriminelle, som kommer i fængsel, opfatter det nærmest som en eller anden træningslejr, for der er ro til at træne, og der er rigelig adgang til doping i fængslerne. Men det er sådan en lille parentes, som jeg synes er meget sjov. Men jeg synes altså, at man skal afveje, hvad det her vil komme til at koste samfundet af øget politiindsats, i forhold til de samfundsøkonomiske konsekvenser, altså hvad det koster sundhedsvæsenet at behandle folk for det her.

Jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde er noget forsvar for doping, for det er det ikke. Jeg synes bare, at man skal forholde sig ret fagligt til det. Jeg vil dog mene, og det har jeg så ikke noget belæg for at sige, at en gennemsnitlig misbruger af de her stoffer i Danmark temmelig sikkert er sundere end gennemsnitsdanskeren, og det skyldes, at dem, der bruger de her stoffer, er folk, der træner meget og spiser sundt. De vil gerne se ud på en bestemt måde, og så tager de også de her stoffer, og det er meget, meget usundt, men gennemsnitligt set tror jeg de er sundere end den gennemsnitlige kartoffeldansker, der sidder hjemme i sofaen og ser fjernsyn, spiser chips og er overvægtig; jeg tror, de er betydelig sundere.

Jeg tror, det hører lidt med, når man skal se på, hvad det her egentlig koster samfundet, hvad det her koster sundhedsvæsenet, og det har jeg ikke kunnet finde nogen tal for. Det undrer mig, at der står en masse ordførere heroppe og siger, at det koster sundhedsvæsenet en hel masse, uden at de ved noget som helst om det. Man skal huske på, at hvis vi skal bruge flere ressourcer på politi for at bekæmpe det her, kan de ressourcer ikke bruges på andre ting. De kan ikke bruges til at behandle folk, der uforskyldt er blevet syge, altså ikke er blevet syge, fordi de har taget nogle stoffer, de ikke burde tage. Jeg synes i højere grad, at vi burde have opmærksomhed på de mennesker og bruge ressourcerne på de mennesker, der uforskyldt har fået sygdomme, i stedet for at bruge dem på nogle mennesker, som helt frivilligt har valgt at fylde sig selv med nogle kemikalier. Tak.

Så er der to til korte bemærkninger, først fru Karin Nødgaard.

Altså, ordføreren snakker en hel del om eliteniveauet, det er også fint nok, og lidt mindre om motionsniveauet. Motionsniveauet er dér, hvor vi sådan set alle sammen starter. Det er også dér, vores børn starter, og så kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren: I stedet for at fokusere så ufattelig meget på et bestemt konkret tal i forhold til samfundsøkonomien er det så ikke første prioritet, at vi beskytter vores børn og unge mod det uvæsen, som doping er, så vi er sikre på, at de i generationer frem kan komme ud i foreningerne og opleve glæden ved at motionere, at have den gode kost, have de gode vaner osv.?

Jeg synes, det her bliver stillet ufattelig firkantet op af ordføreren. Ordføreren er lidt mildere i sin tale end i de spørgsmål, der er blevet stillet til flere af os ordførere. Kan man gøre alt op i penge – helt ærligt? Jeg forstår det altså ikke.

Ordføreren.

Nu taler fru Karin Nødgaard om vores børn. Jeg elsker det der udtryk, vores børn, når politikere siger det, som om alle børn er vores børn herinde, og det er de jo så ikke.

Men når jeg sender mine børn ud i en idrætsforening, og når andre sender deres børn ud i idrætsforeninger, så kan de være ganske trygge ved, at der ikke er doping derude. Det er der jo netop ikke i idrætsmiljøet ude i foreningerne i Danmark, det er et minimalt problem. Der, hvor doping er i Danmark, er i motionscenteret. Det er i motionsmiljøet, og det er centreret omkring bodybuilding og vægttræning. Det er der, der er doping. Det er altså i de færreste fodboldklubber, atletikklubber og andre steder, der er det. Man må dokumentere, at det forholder sig anderledes, og det tror jeg man får meget, meget svært ved. Det er meget, meget trygt at sende sine børn til idræt i foreningsdanmark, det må jeg bare konstatere at det er.

Så siger fru Karin Nødgaard: Kan man gøre alting op i økonomi? Nej, det kan man ikke, men det spiller trods alt en rolle, når vi vælger at bruge nogle penge herinde. Så må man forholde sig til, at vi ikke kan bruge de penge på nogle andre ting.

Fru Karin Nødgaard.

Jo, men det er så nok der, forskellen ligger mellem Liberal Alliance og mit eget parti, Dansk Folkeparti. Altså, jeg mener, at vi her klart har et område, hvor det er vigtigt at vi prioriterer og vi også må finde nogle penge.

Jeg vil også godt lige understrege, at udtrykket vores børn ikke har noget at gøre med, om det er statens børn, eller hvad det er. Det er mine børn, jeg har børn, og jeg har også erfaret, at hr. Joachim B. Olsen har børn, så det er derfor, jeg bruger udtrykket. Jeg har to børn, og når jeg sender dem af sted, skal det også være trygt.

Jeg ved faktisk fra mine børn, som nu er unge mennesker, at de har ændret motionsvaner. Så fra at være i det almindelige foreningsliv er de nu måske lidt mere i det, der hedder fitnessverdenen, og det er jo der, vi ser nogle massive problemer. Så det er altså at nedgøre problemstillingen, når ordføreren siger, at der nærmest ikke figurerer noget andre steder end lige i elitesporten. Så jeg er lidt bekymret over den holdning, der er.

Vi har nogle tal, som jeg også nævnte tidligere. I 1999 var der 15.000, der brugte muskelopbyggende stoffer. Det er fra en befolkningsundersøgelse. I 2010 var der 44.000 mennesker, der gjorde det. Er det ikke en stigning, er der ikke nogen alarmklokker, der skal ringe, selv for Liberal Alliance?

Ordføreren.

Jeg synes, fru Karin Nødgaard roder tingene en lille smule sammen. Altså, man skærpede straffen i 2009, og det her beslutningsforslag handler om at bekæmpe doping ved at skærpe straffen for doping. Så siger fru Karin Nødgaard, at der er kommet en stigning i brugen af doping. Det er ganske korrekt, og det bryder jeg mig heller ikke om. Jeg kan forstå, at man skærpede straffen i 2009, men man har ikke oplevet et fald, og så er der bare et eller andet, det siger mig, at så er det måske ikke den her vej, vi skal gå, ligesom det ikke har været vejen på så mange andre områder.

Altså, man fremsætter et beslutningsforslag om at skærpe straffen for at nedbringe dopingmisbruget, og så går man tilbage i tiden og siger, at vi skærpede straffene for nogle år siden, men at det så ikke har virket. Skal vi så fortsætte med at bevæge os ned af den samme vej? Jeg synes, det er et rimelig rationelt spørgsmål at stille.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Jeg vil sige til hr. Joachim B. Olsen, at jeg virkelig undrer mig over hans insisterende spørgsmål. Altså, det kommer til at fremstå, som om Liberal Alliance vil forsvare doping. Og så siger ordføreren samtidig, at det ikke er det, ordføreren vil. Jeg kan kun gisne om, hvad det er, der rører sig i Liberal Alliance på det her punkt. Jeg ved, at man generelt i alle sammenhænge blot vil afregulere. Altså, samfundet bliver fantastisk set med Liberal Alliances øjne, hvis bare vi afregulerer alt.

Jeg vil gerne spørge hr. Joachim B. Olsen, om Liberal Alliance vedkender sig, at doping, motionsdoping, er et problem for titusindvis af især unge mænd, som bruger anabole steroider. Vedkender Liberal Alliance sig, at det er et problem for de titusindvis af unge, og at det også har nogle meget negative konsekvenser i forhold til samfundet?

Ordføreren.

Jeg bliver spurgt, om det har nogle meget negative konsekvenser for samfundet. Det er jo det, jeg har spurgt ind til hele dagen. Jeg har jo spurgt om, hvad de samfundsøkonomiske konsekvenser er. Altså, jeg synes, det er et legitimt spørgsmål at stille. Vi ved, hvad alkoholmisbrug koster, vi ved, hvad rygning koster, og vi ved, hvad hashmisbrug koster. Og så spørger jeg: Hvad koster dopingmisbrug? Jeg har ikke fået noget svar endnu, og jeg har heller ikke fået at vide, hvad det her beslutningsforslag vil medføre af omkostninger. Men hr. Flemming Møller Mortensen vil måske give mig et svar nu.

Så kan vi få en reel debat. Så kan vi sige: O.k., det her koster samfundet så og så meget. Og så kan vi jo veje tingene op mod hinanden og sige: Er der en idé i at øge indsatsen på det her område? Og hvis ikke, kunne det være, at vi skulle bruge pengene på kræftbehandling, på at behandle syge, som helt uforskyldt har fået et dårligt helbred. Måske skulle vi ikke målrette ressourcerne mod nogle mennesker, som har fyldt sig – og lige meget, hvor tåbeligt det er – med nogle stoffer, og som så er blevet syge af det.

Jeg vil bare hellere bruge de ressourcer, vi har, på folk, der uforskyldt er blevet syge, end på folk, der frivilligt fylder sig med kemikalier.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg ved godt, det er fredag eftermiddag, men det er dog imponerende, at jeg stiller hr. Joachim B. Olsen et konkret spørgsmål om, hvorvidt Liberal Alliance anser doping for at være et problem for de titusindvis af især unge mænd, som doper sig – som bliver fysisk syge, som bliver mentalt syge – og at hr. Joachim B. Olsen så skøjter fuldstændig hen over det spørgsmål.

Anti Doping Danmark, Danmarks Idræts-Forbund, DGI, alle de store idrætsorganisationer i Danmark, også de private organisationer, som har motionsdoping i fitnesscentrene, har for en stor dels vedkommende bakket op om en øget indsats mod doping. Og vi er næsten et helt Folketing, der gør det.

Jeg skal bare endnu en gang spørge hr. Joachim B. Olsen, om ordføreren og Liberal Alliance vil være med til at bakke op om en øget indsats mod doping, eller om Liberal Alliance går i den modsatte retning. Så synes jeg, det skal udstilles højt og tydeligt her i dag.

Ordføreren.

Prøv at høre, hvad det er, jeg siger. Hr. Flemming Møller Mortensen spørger, om det er et problem for de titusindvis af mennesker, som bliver syge, også psykisk syge, og som får alle mulige skader. Hvis det forholder sig sådan, at der går 40.000 danskere rundt, som er psykisk syge og er fysisk skadet for livet, fordi de har taget doping, så er det et problem.

Det eneste, jeg har spurgt til, er dokumentation. Jeg vil bare gerne se det dokumenteret, så vi kan få en saglig diskussion. Jeg har ikke kunnet få et eneste tal – ikke et eneste. Vi ved, hvor meget alkoholmisbrug koster. Det kan vi diskutere. Vi ved, hvor meget rygning koster. Det kan vi diskutere. Jeg spørger bare: Når man siger, at det her er et sundhedsproblem for titusindvis af mennesker, og at det er et økonomisk problem for samfundet, for sundhedsvæsenet, så vil jeg bare gerne bede om dokumentation, så vi kan få en diskussion på et sagligt grundlag. Undskyld, jeg ved godt, det er for meget at forlange, når man diskuterer med Socialdemokrater.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Brian Mikkelsen fra De Konservative.

Tak for de mange bemærkninger. Også tak for regeringens kovending, det må man sige. Det er noget af en eklatant kovending, der er skabt på 24 timer. Selvfølgelig har der været en regeringsproces, der blev skabt af, at deadline var i dag, hvor vi skulle behandle det her beslutningsforslag. Nu har jeg jo selv siddet i regering i 10 år og ved, hvordan sådan nogle processer bliver forceret og skubbet i forhold til forskellige forslag, men her må jeg jo sige, at omvendte syndere er o.k. Der er kommet alle mulige forklaringer på, hvorfor man har villet skifte holdning, og på de signaler, der er blevet givet. Realiteten er jo den, at man har skiftet holdning, fordi det her beslutningsforslag skulle behandles i dag, fordi man var blevet klogere, og fordi man kunne risikere, at der blev flertal for forslaget. Men fint og godt for det.

På trods af den debat, der har været, også fra den enkelte ordførers side her, er realiteten den, at det er et stort samfundsmæssigt problem, at doping accelererer, som det gør. Det er et globalt problem. Det er et globalt problem, fordi gangstere, bander rundtomkring i verden lukrerer på det her. Der er sidekriminalitet, og forskellige undersøgelser dokumenterede bl.a., at den internationale handel med doping har et næsten tilsvarende niveau som handelen med narkotika i verden – næsten tilsvarende niveau. Det er kriminelle bander, der lukrerer på det, og som bruger de indtægter, de har der, til andre kriminelle aktiviteter.

Den kriminalitet vil vi godt have stoppet med det her forslag. Med vedtagelsen af det her forslag betyder det, at politiet kan få nogle bedre efterforskningsmetoder. Når man hæver strafferammen fra 2 til 6 år, så er der den helt konkrete effekt af det, at man f.eks. kan bruge aflytning i forbindelse med efterforskningen.

Der er også samfundsøkonomi i det her, for hele formålet er, at vi skal have færre til at bruge doping, og det er en helt bred palet af initiativer, man så skal tage: Det er oplysning, som Anti Doping Danmark er i gang med. Det er skærpet tilsyn. Det er kontrol. Det er bedre måder at kunne undersøge på, om udøvere bruger doping, hvad enten det er motionsudøvere eller elitesportsudøvere. Men det er også en øget politiindsats, for jo mindre doping vi får ind i Danmark, jo mindre doping er der at købe i Danmark.

Så det her er altså et spørgsmål om, at vi vil ramme den kriminelle åre, der er hos banderne, det gælder også rockere, som står for en stor del af de aktiviteter, der er på området. Jeg vil blot nævne, at de sidste tal viser, at der blev taget 77 millioner dopingenheder i 2010, og i de første 10 måneder af 2012 blev der taget 245 millioner enheder. Så det er altså næsten en firedobling, der er sket på de 2 år, der er gået.

Det er et stigende økonomisk problem, et stigende etisk problem og et stigende medicinsk problem. Alene sidste år beslaglagde danske dopingjægere otte nye dopingstoffer. Vi ved, at det ud fra forskellige empiriske undersøgelser er konstateret, at dopingstofferne giver leverskader, de giver blodpropper, de giver mentale styrelser og et væld af andre sygdomme.

Vi kan også konstatere, at de fire mest brugte dopingpræparater er anabole steroider, det er epo, det er væksthormoner, det er også noget så banalt som slankemidler, og alle sammen har de ved overdreven brug sundhedsmæssige konsekvenser for den person, som indtager de her ting. Så derfor slår vi med forslaget fra de to partiers side en masse fluer med et smæk.

Vi er glade for, at et stort flertal i Folketinget bakker op om beslutningsforslaget. Det synes vi kun er positivt. Vi håber også, at vi kan få skrevet en beretning om det i Sundhedsudvalget, hvilket Dansk Folkepartis ordfører var inde på i nogle af spørgsmålene her, og så vil vi gerne sammen med regeringen arbejde for, at der bliver et konkret, godt lovforslag ud af den kovending, regeringen har foretaget på det her område.

Der er en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren siger, at omfanget af dopingsalg har nået et niveau som salg af andre stoffer, andre former for narkotika. Ordføreren siger også, og jeg citerer: Den kriminalitet vil vi gerne stoppe med det her forslag. Så vil jeg gerne bede ordføreren fortælle, hvor stor succesen har været med til at stoppe kriminalitet med salg af hash og andre hårde stoffer med strengere straffe. Hvor meget er forbruget faldet, i takt med at man har øget straffen?

Ordføreren.

Vi konstaterer, at der bliver konfiskeret meget narko ved de danske grænser. På trods af i hvert fald SKATs egen vurdering af, at der er en mangelfuld tolderindsats i de danske farvande, bliver der jo konfiskeret meget hård narko, meget hash og meget kat, i det hele taget euforiserende stoffer. Alle de stoffer var jo på vej til danske forbrugere så at sige. Dem kan de så ikke købe nu, og så slipper man for den pine i form af det. Det er det samme med de dopingenheder, som er blevet konfiskeret. Som jeg nævnte, taler vi bare de første 10 måneder af 2012 om 245 millioner enheder, som er blevet konfiskeret og taget af danske myndigheder. Det er jo enheder, som var på vej til danske forbrugere, hvad enten det er motionsidrætsudøvere eller eliteidrætsudøvere, og det er da en god sag, at vi har taget de ting.

Hr. Joachim B. Olsen.

Ja, nu siger ordføreren eliteidrætsudøvere. Ordføreren er meget vidende på det område og ved udmærket godt, at omfanget af doping i dansk eliteidræt er noget af det mindste i hele verden. Det synes jeg lige ordføreren skylder at pointere, når han står og siger, som han gør. At der er blevet beslaglagt en masse doping og en masse narkotika og en masse hash, er én ting, og det kan man godt glæde sig over, men ordføreren, som har god indsigt i, hvordan et marked fungerer, ved godt, at det er efterspørgslen, der er problemet. Og forbruget er jo ikke faldet, det får ikke forbruget til at falde, det får bare priserne til at stige, men ikke forbruget til at falde, fordi efterspørgslen er der. Vil ordføreren ikke bare erkende den helt basale markedsmekanisme, og vil ordføreren ikke godt erkende, at når man ser på udviklingen af forbruget af stoffer i Europa og USA, så vil man se, at der ikke er noget, der tyder på, at hårdere straffe vil løse problemet med kriminaliteten, for det er det, ordføreren står og påstår det her lovforslag vil gøre?

Ordføreren.

Jo, det vil hjælpe; det vil hjælpe politiet i deres efterforskningsindsats, fordi man får nogle bedre redskaber til bekæmpelsen af indsmuglingen og organiseringen af kriminaliteten. Det vil også hjælpe, fordi vi ikke tror på, at markedet har en effekt her. Hvis man gav markedet frit, tillod doping, tillod euforiserende stoffer i en grad, som nogle i hvert fald forestiller sig, så ville der jo ikke være den signaleffekt i at sige, at det altså har en invaliderende effekt at bruge dopingmedikamenter, at man kan dø af det, at man kan blive invalideret for livstid og få varige skader. Derfor er det også vigtigt, at man sender et signal om, at det kriminaliseres på en hård måde – ikke at bruge det, for det er der lovgivning for internt, også i idrættens verden. Det, vi griber ind over for her, er smuglingen og salget af dopingstofferne, og det er den organiserede kriminalitet, vi vil til livs med det her forslag, og der mener vi, det har en stor effekt.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.