Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 25:

Forslag til folketingsbeslutning om oplysninger i udbudsmateriale ved offentlige udbud.

Af Jacob Jensen (V) og Mike Legarth (KF).

(Fremsættelse 14.11.2012).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til økonomi- og indenrigsministeren.

I det fremsatte beslutningsforslag står der, at regeringen skal fastlægge retningslinjer om, at tildeling af opgaver ved offentligt udbud skal ske på baggrund af de valgte tildelingskriterier.

Men sådan er det allerede, og derfor må der ligge noget andet i forslaget end at foreslå det, der allerede er virkeligheden. Ellers ville vi jo spilde hinandens tid.

Derfor må det være et ønske om at få en diskussion af, hvorvidt man skal være forpligtet til at indgå en kontrakt. Jeg tror, man ville kalde det kontraheringspligt, hvis man var jurist. Det er jeg heldigvis ikke, så vi kan nøjes med at tale om, hvorvidt det skal være en pligt at indgå en kontrakt. For det er nemlig det, der er konsekvensen af det forslag, der ligger foran os, og det kan vi fra regeringens side ikke støtte.

Det er der rigtig gode grunde til. De regler, som vi har i dag, indebærer ikke, at man er forpligtet til at indgå kontrakten, og der er jo det sunde ved en kontraktindgåelse, at den er frivillig for de to parter, der indgår kontrakten. Det er som regel den bedste begyndelse på et fremtidigt partnerskab.

Når det efter de gældende regler er sådan i dag, så er det jo, fordi der kan være gode grunde til at aflyse et udbud. Gode, saglige, ordentlige grunde, og det må man have respekt for. F.eks. kan det jo være sådan, at det – efter at man har haft noget i udbud – viser sig, at løsningen af en opgave bliver dyrere end forudset.

Det kan også være, at man som kommune et eller andet sted i landet har stillet kravene på en måde, som i virkeligheden ikke var helt hensigtsmæssig, og så kan man risikere at få leveret en ydelse, hvor kvaliteten egentlig ikke er, som man gerne ville kunne tilbyde de borgere, som jo i sidste ende skal modtage og betale for ydelsen. Det ville heller ikke være nogen god situation.

Hvis man er i et af de to eksempler, er det jo oplagt, at der skal være en eller anden mulighed for at aflyse udbuddet – altså undlade at indgå en kontrakt med den tilbudsgiver, der i forhold til tildelingskriterierne har afgivet det bedste bud – fordi det vil vise sig, at det måske i en formel form var det bedste bud, men bare ikke i den virkelighed, som borgerne møder.

Dermed er også sagt, at hvis der indføres sådan en pligt til, at man skal indgå aftale, så løber man jo den risiko, at dem, der udbyder og konkurrenceudsætter – det kan være en kommune – i virkeligheden bliver mere tilbageholdende med at gennemføre udbud, fordi der simpelt hen bliver mindre plads til at lave en egentlig saglig vurdering af det, man har foran sig.

Regeringens synspunkt er, at vi må sætte borgernes interesser først. Det er i borgerens interesse, at opgaver løses godt i forhold til borgerens behov og i forhold til borgerens økonomi og dermed også den samlede økonomi i kommunen, i regionen og i staten som sådan. For borgeren er jo både modtager af offentlig service og betaler af den offentlige service.

En af måderne at gøre det på er jo at bruge konkurrenceudsættelse. Men når man bruger konkurrenceudsættelse som et redskab til at sørge for, at borgeren får en ordentlig service til en rimelig pris, så må man jo sørge for, at kommunen – hvis det er en kommune eller en anden offentlig myndighed, vi taler om – ikke påtager sig meromkostninger i forhold til at løse opgaven selv. Det ville jo ikke rigtig give mening, fordi der hele tiden er det dobbelte hensyn, at borgeren skal have det bedste, når man modtager en serviceydelse. Men da borgeren også er skatteyder, skal man også have det billigste, og de to ting skal forenes.

Det er på den baggrund, at man i staten, regionerne og kommunerne har lavet reglerne om kontrolbud. Formålet med at indføre regler om kontrolbud er således ikke, at offentlige myndigheder skal være forpligtet til under alle omstændigheder at indgå en kontrakt, hvis et kontrolbud umiddelbart er mindre fordelagtigt end et bud, der kommer udefra.

Når det er sagt, så må udgangspunktet jo klart være, at der sker en udlicitering, hvis man har valgt at udarbejde et kontrolbud, og det viser sig at være dårligere end det bud, der kommer fra en ekstern leverandør.

Jeg vil understrege, at der ikke er fri adgang til bare sådan at aflyse en udbudsforretning. Det skal være sagligt. Man må ikke have usaglige grunde til at aflyse en udbudsforretning. Det kan f.eks. være usagligt, hvis man siger, at man ikke kan lide en bestemt leverandør. Det er ikke nogen saglig begrundelse for at aflyse et udbud. Eller for den sags skyld at man aflyser et udbud, fordi man egentlig hellere vil indgå en aftale med en tredje leverandør. Det er heller ikke en saglig grund til at aflyse et udbud.

Når vi har den her diskussion, synes jeg også, det er væsentligt at holde sig for øje, at vi har en revision. Vi har folk, som kigger kommunerne, regionerne og staten over skuldrene for at se, om tingene egentlig gøres på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde, og at kvaliteten samtidig er i orden. Derfor finder vi samlet set, at de gældende regler om offentligt udbud og kontroludbud er tilstrækkelige, og at der derfor ikke er grundlag for at lave en pligt til at indgå en aftale under alle omstændigheder. Det kunne have meget negative resultater i form af dyrere opgaveløsning eller for den sags skyld mindre udbud, fordi man sagligt betragtet ikke har noget rum til at sige, at det her gør vi på en anden måde alligevel. Dermed kan regeringen ikke tilslutte sig forslaget.

Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Jacob Jensen.

Tak til ministeren for bemærkningerne. Det overrasker mig selvfølgelig ikke, at regeringen ikke kunne støtte det, men jeg vil godt spørge, om ikke ministeren dog trods alt er enig med mig i, og det tror jeg hun er, at udbud, det at konkurrenceudsætte opgaver, er en god ting i de fleste tilfælde, og at for at man kan få en ordentlig udbudsproces, kræves det, at man både har lavet udbuddet, og at man så også får tilbuddene tilbage igen – forstået på den måde, at der skal være tillid mellem parterne, altså både dem, som laver udbud og siger, at man godt vil have nogle tilbud på den her givne opgave, og de virksomheder givetvis, som skal byde på de opgaver, så de virksomheder ikke bliver tilbageholdende og siger: Vi er ikke klar over, hvad det er for nogle regler, vi egentlig bliver bedømt ud fra.

Det er jo en konkurrence mellem forskellige tilbud fra forskellige private leverandører så vel som et kontrolbud fra offentlig side. Og hvis virksomhederne ikke kender de regler, der gælder for den konkurrence, tror jeg, og det er det, jeg vil spørge om ikke ministeren er enig med mig i, at der vil være virksomheder, herunder potentielt den bedste virksomhed, der vil være tilbageholdende med egentlig at give et tilbud, fordi man rent faktisk ikke ved, om de regler, der bliver stillet op i konkurrencen, også er de regler, man så vil blive bedømt efter efterfølgende.

Ministeren.

Nu tager vi sådan set hul på den forespørgsel, som hviler på ryggen af det her beslutningsforslag, for man kan ikke tage diskussionen som en isoleret diskussion om pligt til at indgå kontrakt eller ej. Der er en lang række ting, der skal være på plads, for at lige præcis den tillid kan være til stede mellem en ordregiver, f.eks. en kommune, og så de virksomheder, som kunne tænke sig at byde på den opgave. Jeg tror, tilliden bygges op, hvis man f.eks. har en ordentlig, ligefrem adgang til at klage, hvis man får mistanke om, at der er usaglige kriterier på spil, og hvis selve regelsættet for udbud er i orden og til at gennemskue.

Det er jo en af grundene til, at vi meget gerne vil fremsætte forslag til en udbudslov, når vi i EU har gjort det nye udbudsdirektiv færdigt, for så får man klare regler, og man får dem med en dansk forankring, sådan at både regelsættet omkring det at udbyde og klageadgangen, hvis der foregår noget, som er uldent i kanten eller ikke er, som det skal være, også er på plads. For så tror jeg, vi kan få en situation, hvor det at udbyde en opgave og udsætte den for konkurrence, få testet prisen og få testet kvaliteten kan blive en strategisk faktor i kommunen i stedet for sådan et tillæg, som måske kan være mere eller mindre tilfældigt.

Jacob Jensen.

Det er ikke, fordi jeg vil tage hul på forespørgselsdebatten, for den kommer vi tilbage til om lidt, og det glæder jeg mig til. Men det er specifikt i forhold til det forslag, som vi behandler her. Jeg vil selvfølgelig også i min ordførertale senere komme ind på det og uddybe mine bevæggrunde, vores bevæggrunde, til at fremsætte forslaget. Men det er bare for at sige, at det er min opfattelse – og det er det, jeg godt vil spørge ministeren om hun trods alt ikke er enig med mig i – at det er vigtigt for at få et ordentligt udbud, så man faktisk får et resultat for vores alle sammens skyld, herunder borgerens, der skal have en god kvalitet, herunder skatteborgerens, der skal betale regningen, at man også sikrer sig, at tilliden er til stede, forstået på den måde, at man så også faktisk får den bedste til at byde på opgaven.

Hvis ikke den tillid er til stede, tror jeg bare, der er mange virksomheder – det er i hvert fald det, jeg har forstået på virksomheder og erhvervsorganisationer og andre, som opererer i det her felt – der er tilbageholdende med overhovedet at give et tilbud, fordi de simpelt hen er usikre på, om de kriterier, der bliver stillet op i udbudsmaterialet, også efterfølgende er dem, som man rent faktisk bliver målt på, og dermed må være de kriterier, man skal prøve at spille sit tilbud op imod i den konkurrence mellem sit eget tilbud, kontrolbuddet og eventuelle tilbud fra andre private leverandører.

Ministeren.

Men så synes jeg, det er en anden diskussion end en diskussion om, hvorvidt man skal indgå aftale. Så er det en diskussion om, hvorvidt det udbudsmateriale, der er lavet, er ordentligt og retvisende. For som sagt indledningsvis er det allerede sådan, at man skal følge de kriterier, man har lagt frem i sit udbudsmateriale. Man kan ikke lige pludselig ned fra snoreloftet sige, at i øvrigt skal det hele være blåt: Og hvis ikke kitlerne er blå, så – nå, det vidste I ikke? Nå, men ærgerligt, ærgerligt, nu aflyser vi det hele. Det kan man ikke, og sådan er det allerede i dag.

Hvis der er problemer i kvaliteten af udbudsmaterialet og virksomhederne har en usikkerhed af den grund, tror jeg derfor, det er nogle andre ting, vi skal diskutere. Og det handler jo om, hvordan man kan vejlede bedre, hvordan man i højere grad kan sørge for, at ordregivere lærer af andre ordregivere, som måske endda har dyrekøbte erfaringer på et givet område, og hvordan man kan tilrettelægge tingene, hvis man har privat-offentlig innovation, sådan at den deltagende virksomhed også kan byde efterfølgende. For det handler om selve kvaliteten i udbudsprocessen, og det synes jeg sådan set kan være super relevant. Jeg synes bare, det har mindre at gøre med pligten til faktisk at indgå en aftale.

Så er det hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Som supplement til det vil jeg sige, at når jeg møder små og mellemstore virksomheder, udtrykker de alle den bekymring ved og utilfredshed med, at de har forsøgt at byde på en offentlig opgave, og at de troede, at de ting, de blev vurderet på, var det, der stod i udbudsmaterialet, og så synes de, at de en gang imellem oplever, at de bliver sorteret fra på et andet grundlag end det, der var beskrevet i udbudsmaterialet.

Det er sådan set det, det her forslag handler om: at vi sikrer, at når man udbyder en opgave, beskriver man helt præcist, hvordan man så har tænkt sig at bedømme det tilbud, der bliver givet, hvilke parametre der er gældende – pris, kvalitet, leveringssikkerhed, beredskab og alle de der ting – altså hvad det så er for nogle faktorer, man udvælger ud fra. Det er, fordi der tilsyneladende er en tendens til, at de offentlige indkøbere vælger den sikre løsning. Selv om en lille virksomhed måske kunne have fået den samme leverance billigere, så vælger man alligevel at være på den sikre side og tager den store virksomhed; og så taber den lille virksomhed der. Så der vil vi gerne have nogle præcise vilkår.

Ministeren.

Jeg har ikke selv haft erfaring med at lave konkrete udbudskriterier, altså sådan virkelig haft det i hånden. Men for mig at se må det også være et væsentligt kriterium – og det må man så have fremlagt – at der er en leveringssikkerhed, og det kan jo være en vurdering af virksomhedens størrelse, altså om den ligesom kan levere hele den pakke, som man har brug for, med en meget stor sikkerhed for leverancen, eller om der er en risiko for, at der måske de facto, fordi der måske er tale om en lille eller nystartet virksomhed eller en sammenslutning af flere virksomheder, er en større usikkerhed om det.

Jeg synes, det er tankevækkende, at der er så mange udbud, der alligevel lykkes. For hvis jeg skulle pege på en ting, som måske står mindre stærkt i beslutningsforslaget, er det sådan de faktuelle forhold. Altså, hvor er eksemplerne på, at der er brug for en pligt til at indgå en kontrakt? Der bliver lavet rigtig, rigtig mange udbud i Danmark, og vi kan se, at nogle kommuner udbyder endog særdeles meget. Regionerne kommer stadig bedre med, og andre kommuner har andre erfaringer. Og jeg synes jo, at man skal være forsigtig med på baggrund af enkelte dårlige erfaringer at sige til alle kommuner, at så kan de lære det, at nu får de en pligt til at indgå en kontrakt, selv om der kan være væsentlige ulemper forbundet med det som f.eks. dem, jeg nævnte indledningsvis.

Mike Legarth.

Nu beder ministeren jo selv om eksempler, og Sorø Kommune og Svendborg Kommune er to kommuner, som fuldstændig åbent har sagt eller i hvert fald bevisligt har valgt anderledes end det udbudskriterie, de selv har fremlagt, fordi man efterfølgende åbenbart har ændret opfattelse eller på anden måde ikke havde tiltro til det, man selv havde beskrevet i udbudsmaterialet. Det er jo der, at hele tilliden til det her system forsvinder. Man kan se, at man bliver bedt om at byde på en opgave efter nogle bestemte parametre, og det gør man så, og så vælger kommunen ud fra nogle helt andre kriterier. Det er jo helt unfair, det er jo helt urimeligt, at en lille virksomhed har brugt mange penge på at give et tilbud, beskrive det osv., hvilket kræves. Og derfor er vi nødt til at få genoprettet den tillid, og det er jo det, hr. Jacob Jensen og jeg har forsøgt i vores beslutningsforslag her, nemlig at prøve at skabe en præcis beskrivelse af, hvordan man skal håndtere udbudsmaterialet, efter man har fået tilbud ind, altså at man følger det, man selv har sagt.

Ministeren.

Jeg forstår fuldstændig hensynet, for jeg tror, at enhver kan sætte sig ind i, hvor frustrerende det er, hvis man har afgivet et bud og har investeret tid og medarbejderressourcer og tankekraft og alt muligt andet for at lave et bud, som man mente var et seriøst bud på, hvordan den opgave kan løses. Det forstår jeg fuldstændig.

Det, som skal tages med ind i afvejningen, er jo, at der kan begås fejl. Det kan være, at det viser sig, at det er markant dyrere overhovedet at få den opgave løst, hvis man vil have den løst på den måde, og derfor vil man egentlig helst gøre det på en gammeldags billigere måde, fordi kommunen simpelt hen ikke har råd til det i perioden. Der er jo også et hensyn til, at man kan være i sådan en situation – man siger, at joh, vi troede, vi kunne få løst den her opgave på den her bedre måde til en lavere pris – at man så kaster sig ud i noget, som ikke kan realiseres. Der er der jo et hensyn til borgeren, så det ikke er borgeren, der så at sige bliver offer for, at der har været en dårlig proces mellem kommunen og tilbudsgiveren.

Så sidst, men selvfølgelig ikke mindst: Hvis kommunerne varetager usaglige hensyn, så skal og bør der jo klages over dem. Så synes jeg generelt, det er vigtigt, at vi, når vi overvejer lovgivning, overvejer, om det er 2 kommuner, eller om det er flere kommuner, for der er trods alt 98 af dem.

Hr. Leif Mikkelsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu er det jo et velmenende forslag fra de to tidligere regeringspartier, som umiddelbart er svært at sige nej til. Og alligevel ligger der i det sådan risikoen for flere regler og mere bureaukrati osv. Men det er jo rigtigt, at der er en opfattelse af, at virksomheder og firmaer kan have svært ved at gennemskue det, gennemse det. Har ministeren overvejet, om der er åbenhed nok og gennemsigtighed nok i, hvad der foregår i den proces, sådan at den lille virksomhed ikke føler sig trynet eller oplever, at kommunen sagtens kan overrule, for de har nok ikke talt alle udgifterne med osv.? Er der en mulighed for større åbenhed, uden at man skal have et særligt regelsæt for det? Har ministeren overvejet sådan noget i den retning i stedet for et forslag som det her?

Ministeren.

Jeg tror sagtens, det kan være tilfældet, at man sidder med den oplevelse, især hvis man er en lille virksomhed i en stor kommune eller en lille virksomhed over for en stor opgave, som udbydes. Det mener jeg sagtens kan være tilfældet. Det, jeg synes sådan set er noget af det mest afgørende, er jo, at vi får en lovgivning om udbud, som i sig selv er til at gennemskue. Det er derfor, jeg nævner det her med, at vi har ambitionen om at lave en dansk udbudslov, når EU-direktivet er færdigt, så vi får det forankret, og så vi får diskussionen her, så det er Folketinget, der har lavet det og ligesom godkendt, at det er det regelsæt, vi vil køre efter. Det er til at forstå. Det er til at have med at gøre. For det er meget svært at have åbenhed om meget komplekse regler, fordi selv om alting bliver lagt åbent frem, og det mener jeg i vid udstrækning det gør, hvordan skal du så forholde dig til det? Du er i forvejen en lille virksomhed. Du har brugt rigtig mange ressourcer på at lave et bud. Skal du så også have hele Advokatrådet med i ryggen for at kunne gennemskue, hvad det er, der foregår? Derfor tror jeg, at de skridt, som bliver taget, er vigtige for klare og enklere regler for at klage, klarere og bedre fundament for offentligt udbud gennem en klar dansk udbudslov.

Leif Mikkelsen.

Kunne ministeren overveje en forpligtelse til, når nu der har været en sådan proces og kommunen måske selv vælger opgaven, at det så skal lægges ud på en portal, sådan at der var en gennemsigtighed og en mulighed for at se, om det nu også er gået helt fornuftigt for sig, så vi kunne få afmystificeret den her oplevelse eller opfattelse af det? Kunne man forestille sig nogle regler om det, som ikke var særlig bureaukratiske, men som dog virkelig signalerede åbenhed, så det ikke er sådan, at man kommer i en situation, hvor man skal til at bede om aktindsigt eller noget andet vanskeligt bureaukratisk stads? Kunne det overvejes positivt?

Ministeren.

Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt der er brug for nye skridt i den forbindelse, for jeg mener, det er sådan, at hvis en kommune vælger selv at varetage opgaven efter at have afgivet et kontrolbud, så er kommunen også pligtig at løse opgaven inden for det kontrolbud og skal også i sit regnskab vise, at man så gør det inden for det kontrolbud. Det er slinger i valsen og snydepelseri, hvis man siger, at det kan vi gøre meget billigere, men det så i virkeligheden året efter viser sig, at man bruger 10 pct. eller 20 pct. mere end det, man egentlig havde stillet i udsigt og ladet være baggrund for ikke at tage en ekstern leverandør. Det er jo sådan set en meget kontant måde at gøre det på, altså at hvis kommunen på baggrund af et kontrolbud selv tager opgaven, så må den også vise, at det kan lade sig gøre inden for den økonomiske ramme, som kontrolbuddet giver. Det synes jeg er en meget konkret måde at vise på, at der faktisk er sund sans og bund i de ting, den siger.

Tak til økonomi- og indenrigsministeren. Så giver jeg ordet til fru Ane Halsboe-Larsen som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak for det. Socialdemokraterne ønsker, præcis som ministeren også lige har redegjort for, også en robust og effektivt offentlige sektor. Det er afgørende, at vi sikrer kvalitet i opgaveløsningen og samtidig sikrer, at den nødvendige sammenhæng er til stede mellem pris og kvalitet. Det kan vi bl.a. sikre med konkurrenceudsættelse, og det sker også rigtig mange steder i vores offentlige sektor.

For Socialdemokraterne er konkurrenceudsættelse imidlertid ikke et mål i sig selv. Det er nærmere et middel til at sikre, at offentlige opgaver løses bedst og billigst under hensyntagen til borgernes behov, altid under den hensyntagen. Det er vores opfattelse, at man fordomsfrit må se på de konkrete opgaver og de lokale forhold for så at vurdere, om det er mest hensigtsmæssigt, at en given opgave løses i privat eller offentlig sammenhæng. Det er en pragmatisk holdning, hvor udgangspunktet altid er borgeren.

Partnerskaber bygger imidlertid på tillid og reelt samarbejde. Derfor kan det ikke nytte noget, at man fra regeringens side tvinger kommunerne og regionerne til konkurrenceudsættelse. Vi tror på, at kommunerne selv har den største viden om lokale forhold, herunder hvilke opgaver der er udbudsegnede og i hvilket omfang. I modsætning til den tidligere regering ønsker vi derfor ikke at udstede et dekret fra Christiansborg med fastlåste måltal for konkurrenceudsættelse. Under den tidligere regering så vi en række eksempler på, hvordan det kan gå mindre godt, når privatisering af offentlige opgaver sker på baggrund af et ideologisk tunnelsyn frem for at være sagligt begrundet. Den vej ønsker vi ikke at gå.

Med det fremsatte forslag ønsker forslagsstillerne at indføre bindende retningslinjer for kommunerne, regionerne og statens tildelingskriterier for opgaver i offentligt udbud. Men som ministeren lige har redegjort for, findes de allerede. Forslagsstillerne ønsker ydermere, at offentlige instanser forpligtes til at tildele opgaven efter kriterierne, også i de tilfælde, hvor den offentlige instans selv afgiver et kontroludbud. Det vil, sådan som jeg har forstået det, være det samme som at indføre en kontraheringspligt, der ikke gælder i dag, og det betyder, at en udbudsproces ikke kan aflyses. Det kan vi ikke bakke op om. Det er Socialdemokraternes opfattelse, at det i de her situationer fortsat skal være muligt at aflyse udbudsprocesser af økonomiske eller andre substantielle hensyn.

Socialdemokraterne kan på den baggrund ikke støtte forslaget.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Jeg går straks videre til hr. Morten Marinus, ordfører for Dansk Folkeparti.

I Dansk Folkeparti er vi grundlæggende positive over for offentlige udbud. Som et led i det finder vi det vigtigt, at konkurrencen foregår på de mest faste, fair og overskuelige vilkår som overhovedet muligt. Derfor vil vi selvfølgelig også altid gå ind for regelforenklinger og præciseringer på området, hvor der er brug for det.

Vi mener dog ikke, at det forslag, vi behandler her i dag, er den helt rigtige løsning. Vi mener, at man måske skal skubbe lidt til EU, så vi kan få lavet om på EU-direktivet om udbudsreglerne. Vi synes jo netop, at udbudsreglerne er alt for bureaukratiske, især når det drejer sig om små opgaver. Det er tit et ret tungt apparat at bringe i stilling, og det medfører ofte, at mindre opgaver slet ikke bliver konkurrenceudsat. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig arbejde for, at bundgrænsen for anvendelse af udbudsreglerne forhøjes.

Endvidere må vi konstatere, at reglerne som sagt bunder i et EU-direktiv, og at det altså langtfra følges i alle lande. Det er et problem, at vi i Danmark har lavet et åbent marked, mens andre lande holder deres udbud væk fra danske leverandører. Derfor må vi også sende et ønske til regeringen om, at den via Ministerrådet i EU eller gennem en henvendelse til Kommissionen sørger for, at alle landene lever op til samme regler og giver samme rettigheder og pligter, når det kommer til disse udbud, så der sikres en fri konkurrence landene imellem.

Tak til ordføreren. Så går vi til den radikale ordfører, fru Marlene Borst Hansen.

Det her beslutningsforslag om at indføre bindende retningslinjer ved offentligt udbud kan Radikale Venstre ikke støtte.

Hvis man læser beslutningsforslag B 25, kan man få det indtryk, at forslagsstillerne ønsker, at tildeling af opgaver på baggrund af offentligt udbud skal ske på baggrund af i forvejen valgte tildelingskriterier. Men som ministeren også var inde på, kan det jo næsten ikke været hensigten, for det er jo allerede gældende. Så den eneste måde, jeg kan forstå det på, er, at formålet med forslaget er, der skal indføres en egentlig kontraheringspligt, altså at offentlige myndigheder skal være forpligtet til at indgå kontrakt om en udbudt opgave, medmindre myndigheden via et kontroltilbud kan påvise, at den selv kan løse opgaven billigere eller mere økonomisk fordelagtigt.

Det kan vi ikke støtte i Det Radikale Venstre. Vi er faktisk godt tilfredse med de nuværende regler, hvor offentlige opgaver skal løses bedst og billigst under hensyntagen til det offentliges behov. Vi synes, at konkurrenceudsættelse er godt, og vi synes sådan set også, at udlicitering kan være rigtig godt, når det kan løse opgaven bedre eller billigere og allerhelst begge dele, men en kontraheringspligt kan vi ikke støtte.

Det kan vi ikke, fordi der kan være gode grunde til, at en kommune eller en region eller for den sags skyld staten ønsker at trække sig fra en udbudsproces. Det kan være, at man er bliver klogere undervejs, eller det kan være, at der sker noget uforudset, og at man derfor ønsker at ændre på nogle af kravene eller helt at droppe projektet. Der kan altså være gode grunde til, at man vælger at trække sig og aflyse udbudsprocessen. Det har vi helt tillid til kun sker i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, og det er den enkelte kommune og region altså bedst til at vurdere. Derfor kan Radikale Venstre ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Jensen.

Jeg tror, at den radikale ordfører trods alt må være enig med mig i, at hvis man skal spille på en bane og konkurrere, er det klogt, at man kender de fælles spilleregler og de fælles regler for, hvem der vinder konkurrencen. Derfor tror jeg også, at det må være mest hensigtsmæssigt – og det er sådan set derfor, vi fremsætter forslaget – at man netop beskriver, hvad det er for nogle regler, der gælder. Så må man kunne tage de forbehold og dermed få beskrevet det på forhånd, så alle parter ved, hvad det er, de går ind til i den her konkurrence, herunder under hvilke forhold man vil aflyse de udbud eller trække sig tilbage fra dem igen. Så må de virksomheder, der potentielt vil byde på dem, afgøre med sig selv, om de på de vilkår ønsker at bruge tid og kræfter og dermed også penge på at lave et tilbud til de udbud, der bliver fremsat, på de vilkår, som kommunen eller regionen laver udbuddene på. Det er sådan set derfor, vi fremsætter forslaget og siger: Vi skal have de tildelingskriterier beskrevet, og de skal være bindende, sådan at man på forhånd ved, at det er de her kriterier, der gælder, og når de gælder, er det også dem, man bliver bedømt på efterfølgende blandt de udbud og i øvrigt også det kontrolbud, der måtte blive indgivet.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Jacob Jensen i, at der selvfølgelig skal være gennemsigtighed, og at det selvfølgelig skal være sådan, at virksomhederne ved, hvad de byder ind på; deri er vi fuldstændig enige. Men som reglerne er i dag, som ministeren var inde på, skal der foreligge saglige begrundelser, hvis der skal ske ændringer. Sådan er det også i dag. Man kan jo ikke lige pludselig ændre det, fordi man undervejs finder ud af, at man bedre kan lide den ene tilbudsgiver end den anden, eller fordi man måske synes, at den ene har en lidt pænere facade end den anden, når det ikke var en del af det egentlige udbud. De saglige begrundelser er der jo i forvejen i dag. Så derfor er det slet ikke nødvendigt at skulle vedtage det her beslutningsforslag.

Jacob Jensen.

Jeg ved ikke, om den radikale ordfører kender til de forhold, som erhvervsorganisationer og virksomheder beskriver i forbindelse med deres oplevelser. Jeg tror sådan set, at det – når man skal have den bedste til at byde på opgaverne, og det er jo det, vi alle sammen er interesseret i – bunder meget i psykologi og dermed også i tillid, sådan som jeg var inde på det i mit spørgsmål til ministeren for et øjeblik siden. Og det vil jeg også gerne bede den radikale ordfører om at forholde sig til. Jeg mener her tilliden til, at man kan regne med, at de kriterier, der bliver opstillet, også er dem, man bliver bedømt efter. Når man oplever eksempler på – hr. Mike Legarth var inde på det i sit spørgsmål tidligere – at det ikke sker, vil der kunne siges, at det er inden for saglige vurderinger, men en saglig vurdering er jo også igen en afvejning, som man gør sig; det er jo en subjektiv afvejning.

Så jo mere præcis, man kan være med de her kriterier og regler, som man vil bedømme ud fra, jo større vil tilliden mellem parterne selvfølgelig også være, altså fordi man dermed undgår de misforståelser i de enkelte sager. Heldigvis er det få sager, men selv få sager vil jo i den her situation kunne ødelægge det for de rigtig mange andre, idet virksomheder så siger: Vi vil ikke længere bruge den tid og de kræfter på at byde ind, fordi vi ikke er sikre på, at vi ved, hvad det er for nogle regler, vi vil blive bedømt efter.

Ordføreren.

Altså, man kan jo måske få den opfattelse, at forslagsstillerne med det her forslag i virkeligheden er ude at skyde gråspurve med kanoner, når to sager – indtil videre har vi hørt om to konkrete sager – ligesom ligger til grund for hele den her debat, altså hvis det er de to eneste forslag.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at forslagsstilleren har fuldstændig ret i, at der selvfølgelig skal være tillid, når man byder. Altså, der skal være tillid til, at når et udbud er sat i værk, er det også de kriterier, der gælder. Der kan ske fejl, og der kan måske også indimellem ske nogle uretmæssigheder – jeg skal ikke bedømme, om det er sket retmæssigt i de to sager, vi har hørt om i dag – men så er der jo stadig væk en klageinstans.

I forhold til at tale om tillid er Det Radikale Venstres holdning, måske modsat Venstres, at vi faktisk har ret stor tillid til, at kommunerne og regionerne fint selv kan styre det her.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Men er vi ikke enige om, at hvis man har to eksempler på, at et princip er blevet brudt, og at man ikke har fulgt den hensigt og den forventning, vi havde, om, at tingene foregår pænt og ordentligt, så breder det sig som ringe i vandet og gør, og at der ikke er nogen, der har tiltro til systemet mere. Så 2 eksempler på, at tingene ikke fungerer, som de skal, er jo 2 gode eksempler, og så skal man jo ikke bede om 100 eller 10 eksempler. Vi skal tage det alvorligt, at der ikke er den procedure, sådan som vi tror der er. For jeg lytter jo til ordføreren, som har en god intention og en god forventning om, at alting går efter bogen. Men det har vi altså fået dokumenteret at det ikke gør, og det er 2 eksempler da en udmærket illustration af.

Hvis der først svigtes i den her proces, jamen så er der ingen, der gider bruge tid på at byde ind på det her. For det er jo stort arbejde at byde på offentlige udbud. Det drejer sig ikke om småpenge, så det er et digert værk, hvor der skal beskrives ned i detaljen. Der sidder folk og arbejder med det her i dage- og ugevis, og så viser det sig, at kommunen trækker udbuddet tilbage. Og det kan også være godt nok, hvis det er beskrevet, men ville det så ikke være retfærdigt, at man havde sagt det på forhånd, og at man så kompenserede for de timer, der er brugt, altså hvis man imod det, man havde stillet i udsigt, så rent faktisk pludselig trækker udbuddet tilbage?

Ordføreren.

Jeg er så glad for, at Danmark har fået en ny regering, og jeg er så glad for, at den her regering ikke længere fremsætter lovforslag på baggrund af meget, meget få eksempler, altså at det, lige så snart der er et eksempel på noget, som ikke har fungeret hensigtsmæssigt, ikke skal have betydning for resten af landets kommuner.

Vi lovgiver ikke efter laveste fællesnævner. Hvis der er et generelt problem i forbindelse med det her, så kigger vi på det, men umiddelbart synes jeg, at vi må ind at se på de to sager – to konkrete sager har vi hørt om – og at de må prøves ved en klageinstans, inden vi begynder at lovgive for 98 kommuner på baggrund af to sager.

Mike Legarth.

Jamen det er jo godt, at ordføreren er glad for, at der er kommet en ny regering. Alt andet ville da også have virket mærkeligt, men lad det nu ligge.

Lad mig bare sige, at jeg synes, at man skal passe meget på med at undervurdere den mistillid, der er fra små virksomheders side, med hensyn til at det kan betale sig at prøve at byde på offentlige opgaver. Først og fremmest har vi i mange sammenhænge gjort det umuligt for små virksomheder at byde ind, fordi de krav, vi stiller, er så store, så høje og så omfangsrige, at en almindelig lille virksomhed med en håndfuld ansatte slet ikke kan komme i betragtning til det. Det synes jeg i øvrigt er en fejl i sig selv, men det havde vi i VK-tiden også et ansvar for; det tager jeg gerne på mig.

Det bør vi ændre på. Vi bør gøre det mere fleksibelt og gøre det muligt for selv små virksomheder at byde ind på opgaver. Så det er den vej, vi gerne vil gå, og så vil vi gerne prøve at opbygge tillid. Vi vil gerne prøve at medvirke til at skabe en tillid til systemet, som der ikke er i dag. Og det kan vi altså bare gøre ved – det her er jo ikke en eller anden dommedagslovgivning, vi taler om – at skrive, at når man bringer ting i udbud, så skal man over for dem, der byder på det, over for dem, der ofrer tid på at skrive et tilbud, fortælle, hvad det er for nogle kriterier, man så vil bedømme udbuddet ud fra. Og hvis man ikke gør det, skal man kompensere for det arbejde, der er udført.

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at ordet tillid sådan er begyndt at blive meget fremherskende her i salen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også har tillid til kommunerne og til det kommunale selvstyre. Og i forhold til at der bliver mere gennemsigtighed, vil jeg sige, at jeg glæder mig til, at vi alle sammen forhåbentlig kommer til at diskutere en ny udbudsstrategi, som kan sikre, at det bliver lettere og mere gennemskueligt, når man skal byde på et offentligt udbud.

Tak til den radikale ordfører. Så går vi til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det beslutningsforslag, som vi behandler nu, må jeg indrømme jeg ikke tror er helt gennemtænkt fra forslagsstillernes side, med hensyn til hvad konsekvenserne kan være. For på den ene side vil det indskrænke det kommunale selvstyre, og på den anden side – og det tror jeg at forslagsstillerne går rigtig meget op i – kan det måske rent faktisk resultere i, at der kommer færre udbud, fordi kommunerne føler sig bundet på hænder og fødder og ikke vil kunne afvise et udbud af reelle og hæderlige årsager, hvis man er tvunget til at tage et udbud. Jeg tror ikke, at der er nogen virksomheder, der er interesseret i, at der skal komme færre udbud.

Der er jo allerede udbudskrav i den nuværende lovgivning, og derfor er Venstre og Konservatives kommentarer til beslutningsforslaget udtryk for en smule fordrejning af tingenes tilstand. Der er jo udbudskrav. Men der er også en meget rigid tilgang i kommentarerne, der viser meget lidt forståelse for det kommunale selvstyre og den kommunale forskellighed.

Beslutningsforslaget indebærer reelt en kontraheringspligt, som vi har hørt, altså en pligt til under alle omstændigheder at indgå aftaler, og det støtter SF ikke. Der kan være gode grunde til at trække et udbud tilbage. Der er mange ting, der kan have betydning for den samlede kvalitet. Eksempelvis er der højesteretsafgørelsen i sagen, hvor ISS anlagde sag mod Silkeborg Kommune. Kommunen havde vurderet, at ISS ikke levede op til standarderne vedrørende arbejdsforhold, kvalitet m.m., og Højesteret anerkendte Silkeborg Kommunes ret til at inddrage alle forhold. Desuden var opgaven ikke gået til en anden tilbudsgiver, og det var derfor ikke i strid med det udbudsretlige ligebehandlingsprincip. Kort sagt må det altid bero på en konkret vurdering, og hensynet til borgerne må gå før hensynet til samtlige virksomheder.

Fra SF's side anerkender vi, at der kan være mange gode grunde til at sende ting i udbud, men det kan vi jo diskutere under forespørgselsdebatten, hvor vi kommer lidt bredere omkring. Her vil jeg bare forholde mig til det helt konkrete forslag. Som sagt mener vi fra SF's side ikke, at der skal være pligt til at indgå en aftale, hvis der er kommet ting frem i det materiale, som kommunen mener giver en dårlig aftale, selv om tilbuddet eventuelt skulle være billigere. Det er ikke altid, at man kan lægge alting frem i et udbud. Der kan komme ting op. F.eks. var der i sagen med ISS simpelt hen blevet underbudgetteret med arbejdstimer ifølge Silkeborg Kommune.

En kommune sender jo ikke noget i udbud, hvis det ikke er, fordi man ønsker at få belyst, om det kan gøres bedre og billigere. Derfor anerkender vi også, at udbud er en rigtig god ting. For der kan man få belyst, om kommunen kan gøre det bedre og billigere, eller om man skal have en privat leverandør til det.

Så der er mange gode grunde til at fastholde den fleksibilitet, der er i den nuværende lovgivning, og SF kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til SF's ordfører. Og vi går videre til Enhedslistens ordfører, hr. Finn Sørensen.

Tak. Enhedslisten er enig med økonomi- og indenrigsministeren og regeringspartierne i analysen af, hvad det her forslag egentlig går ud på, og vi er også enige i, at Folketinget bør afvise forslaget. Vi mener, det er urimeligt at pålægge kommunerne en udliciteringstvang, som jo opstår, ved at man afskærer kommunerne fra at aflyse et udbud. Det ville da også være i modstrid med den kurs, som regeringen og Enhedslisten har lagt, med hensyn til at fjerne noget af den tvangslovgivning, som VKO trak ned over hovedet på kommunerne med hensyn til udlicitering.

Enhedslisten vil gerne videre ad det spor, vi har lagt sammen med regeringspartierne, for der er stadig noget at gøre, hvad det angår, efter vores opfattelse. Det er vi måske ikke så enige med regeringspartierne om, men vi er i hvert fald enige om, at vi ikke skal lave noget, der trækker i den modsatte retning.

Vi synes, det er glædeligt, at den gældende retstilstand ikke forhindrer kommunen i at annullere et udbud. Nu har SF's ordfører refereret til højesteretsdommen i ISS' sag mod Silkeborg Kommune, og der vil jeg gerne lige citere fra dommen, som jo er af 18. august 2011, og hvor det bl.a. hedder:

»Silkeborg Kommune valgte at annullere udbuddet med henblik på at fortsætte med at udføre opgaven selv. Højesteret lægger til grund, at beslutningen byggede på en vurdering af, at hensynet til arbejdsvilkårene for medarbejderne og kravene til rengøringsstandard og -kvalitet bedre ville kunne sikres ved en fortsat kommunal opgaveløsning end ved en løsning i privat regi. Samtidig ville kommunen undersøge mulighederne for at effektivisere rengøringsområdet bl.a. ved at inddrage erfaringerne fra de kommuner, som skulle lægges sammen med Silkeborg Kommune.«

Det er jo fuldstændig saglige hensyn, og det er helt urimeligt at fratage kommunerne muligheden for at tage sådan nogle hensyn. I det hele taget synes jeg, det er ret besynderligt, at partier, der hylder frihed og liberale værdier og kommunalt selvstyre og alt det fine, nu vil tvinge offentlige myndigheder til at indgå kontrakter, uanset om det kan være til skade for kvaliteten og kommunernes økonomi.

Måske er de liberale partiers reelle motiver til det her snarere at sikre private firmaer en ekstra profit på fællesskabets regning. Et af formålene med kontrolbud er jo at sikre, at det offentlige ved et udbud ikke påtager sig meromkostninger i forhold til omkostningerne ved at udføre opgaven selv, men hvis man afskaffer kommunens mulighed for på baggrund af kontrolbuddet at annullere et udbud, og hvis man indfører den kontraktpligt, som bliver konsekvensen af det her forslag, så afskærer man jo også kommunen fra at sikre sig imod sådanne meromkostninger.

Så jeg er da glad for, at vi er enige med regeringspartierne om at afvise det her forslag.

Tak til Enhedslistens ordfører. Vi går straks til Liberal Alliances ordfører, hr. Leif Mikkelsen.

Tak for det. Jeg håber jo, at vi ved det næste forslag her i Folketinget kan enes om et godt signal om, at udbud er godt, at konkurrenceudsættelse godt, og at det skal vi have mere af. Det er sådan set ikke det, vi diskuterer her. Det er jo alene et spørgsmål om de retningslinjer og spilleregler, der skal være omkring det.

Det er, som jeg nævnte i mit spørgsmål til ministeren, et velmenende forslag fra de to tidligere regeringspartier, som man sagtens kan have lidt vanskeligheder ved om man nu skal sige ja eller nej til, fordi flere regler øger bureaukratiet, og det trækker den forkerte vej. Og så må vi alligevel sige, at det her område jo er et område, hvor man kan sige at alle parter er ved at øve sig. I de senere år, og i takt med at den offentlige virksomhed har fået den størrelse, som den har, er muligheden for udbud og konkurrenceudsættelse jo styrket. Kommunalreformen gav et ordentligt hop i den retning, fordi der var kommuner, der før havde en størrelse, hvor der ikke var interesse for at byde og ikke mulighed for at inddrage private virksomheder. Så det er altså et område, der er vokset i de senere år, og derfor kan man sige, at alle vel egentlig øver sig lidt på det her område.

Vi kan konstatere allerede nu, at det her forslag jo ikke bliver vedtaget, og derfor vil jeg faktisk hellere understrege over for ministeren, at det er vigtigt at være opmærksom på de spilleregler, der er, og de oplevelser, alle parter har i den her sag. Hvis ellers vi senere i dag enes om, at konkurrenceudsættelse og udbud er godt, ja, så er spillereglerne omkring det faktisk meget vigtige, så alle føler sig trygge og tilpas. Der er muligheden for større åbenhed og større tryghed for alle parter et fornemt mål at forfølge for enhver minister på det her område, og det tror jeg måske er vigtigere end lige spørgsmålet om, om vi får vedtaget den ene eller den anden regel.

Så det skal være min appel til, at ministeren fortsat og måske i skærpet grad er opmærksom på, at de her spilleregler er så åbne som muligt, sådan at antallet af eksempler, der kan fremdrages, på nogle, der føler sig dårligt behandlet, bliver minimeret så meget som muligt. Og det er faktisk vejen til, at der kommer mere af det, som de fleste af os forhåbentlig kan enes om er godt, nemlig mere konkurrenceudsættelse og mere udbud. Så indtil nu konstaterer vi bare, at forslaget slet ikke bliver vedtaget.

Tak til ordføreren. Vi går til den konservative ordfører, hr. Mike Legarth.

Hr. Jacob Jensen fra Venstre og jeg fra Konservative har fremsat det her beslutningsforslag. Vi synes, det er en vigtig debat, og tak for den. Tak for de synspunkter, der har været i dag. Vi har jo i hvert fald kunnet aflive eller har forsøgt fra vores side at aflive nogle af de myter og forventninger og alt muligt andet, der er lagt i det beslutningsforslag, vi har lavet.

Lad mig prøve at præcisere det. Det, det handler om fra vores side, er jo, at det næste, vi skal beskæftige os med her i salen, er en forespørgsel, F 10, om konkurrenceudsættelse. Der tager vi den del. Her taler vi om præmisserne for mere konkurrenceudsættelse, altså at kommunerne får mere for pengene og man tester, at de varer, ydelser, man køber, nu også er af den kvalitet og til den pris, man kan få på markedet. Her vil vi så gerne sikre, når man udbyder noget, at kommunerne så beskriver i detaljer, hvad det er, man vil vurdere det tilbud på, som kommer ind. Vi har hørt fra mange sider i de netværk, vi har, og der, hvor vi møder folk ude i forsamlingshusene og ved de erhvervsmøder, der er, at der ikke er fuld tillid fra virksomhederne til, når de byder, at der rent faktisk bliver foretaget en vurdering præcis på det udbudsmateriale, der ligger.

Det er selvfølgelig en fejl, og der vil vi gerne være med til at skabe den tillid fra kommunerne, fra dem, der udbyder, det gælder jo også stat og regioner, at når det offentlige har en udbudsrunde, har de på forhånd beskrevet, hvordan de vil vurdere det, og hvilken vægt de vil give de forskellige parametre, sådan at der er fuldstændig rene linjer om det. Når man så har fået nogle tilbud, bliver der truffet afgørelse i forhold til de parametre. Og hvis man ikke gør det, kan der klages, og så vil klageren jo vinde. Så kommer der en tillid til det system, og så vil der være flere, der byder på opgaverne. Det synes vi er helt fremragende.

Så har vi tilført det element, at man selvfølgelig skal have lov til at annullere en udbudsrunde, hvis der er nogle saglige forhold fra kommunen, regionen eller en statslig virksomhed til at gøre det, men så synes vi også, at det må være fair, at man kompenserer de firmaer, de virksomheder, der har budt ind og har givet et tilbud, for de timer, der er brugt på det. Det er sådan set i korte træk det, det handler om. Det var ordene fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jacob Jensen, fra Venstre.

Tak for det, og tak for debatten, som jeg egentlig synes har været udmærket, i den forstand at vi i hvert fald har fået vendt nogle synspunkter om det her vigtige emne, og vi vil jo lige om et øjeblik komme til en forespørgselsdebat, der som sagt er lidt bredere.

Det er ret afgørende, tror jeg, hvis man skal have et effektivt udbud, at man så selvfølgelig både får sendt opgaven i udbud, konkurrenceudsat den, og at man så også derefter får de tilbud ind, som rent faktisk er dem, som er de bedste og de billigste, økonomisk mest hensigtsmæssige, eller hvordan man vælger at formulere det, og dermed også får beskrevet de kriterier, hvorefter man ønsker at afgøre den konkurrence. Heldigvis, kan man sige, har vi også efterhånden en del erfaringer med det her, altså omkring 25 pct. af offentlige opgaver bliver konkurrenceudsat. Vi så gerne, at det var mere, det vender vi også tilbage til efterfølgende.

Men som sagt er det vigtigt, tror vi, at man kender spillereglerne fra virksomhedernes side. Vi har i hvert fald hørt fra erhvervsorganisationer og enkeltstående virksomheder, som er tilbageholdende med overhovedet at give tilbud, bruge de ressourcer, de midler, den tid, det kræver at få beskrevet det her udbud og give et tilbud med de kriterier, der nu skal være for at blive godkendt, at de simpelt hen ikke ved efterfølgende, om de så også bliver bedømt ud fra de kriterier, der ligger, eller om kommunen så efterfølgende går ud og siger, at det ville den alligevel ikke ud fra såkaldte saglige kriterier.

Jeg tror sådan set også, at det vil gavne kommunen, at man simpelt hen øger tilliden og også fra kommunens side bliver skarpere på at få beskrevet, hvad det er for nogle kriterier, herunder også hvad det er for nogle situationer, der kan være, af saglige hensyn, eller hvad det nu måtte være, hvor man så trækker sig tilbage igen, men sådan at man i hvert fald har gjort sig de overvejelser på forhånd fra kommunens side og dermed også signalerer over for sin medpart, dem, som skal give et tilbud, at man også er, om jeg så må sige, til at stole på. Det tror jeg sådan set nok at man er, men det er psykologi, og det er en barriere, som man skal have nedkæmpet. Jeg tror, at der ikke sådan set er – det er der måske nogle steder – politisk modstand, men vi kan i hvert fald sige, når vi kigger ud over landet, at det er meget forskelligt, hvordan andelen af opgaver bliver konkurrenceudsat, og der kan man ikke tegne et entydigt billede af, at eksempelvis de blå kommuner konkurrenceudsætter mere, og de røde kommuner konkurrenceudsætter mindre.

Det billede giver mig indtryk af, at der så ligger nogle andre barrierer, herunder de psykologiske barrierer, at man er nervøs og usikker på det ukendte. Kommer der overhovedet nogen tilbud? Er det overhovedet umagen værd fra kommunens side at bruge den tid, det selvfølgelig også kræver fra kommunens side eller regionens side at få beskrevet den opgave, som der ligger, eller vil det bare være rene udgifter. Og omvendt som sagt vil virksomhederne i visse tilfælde være tilbageholdende, og allerværst vil det være den bedste virksomhed, som er tilbageholdende med at give det tilbud, og dermed går vi jo som borgere, som skatteborgere, glip af det i sidste ende.

Så derfor er det som sagt, at vores forslag går ud på, at de tildelingskriterier ikke bare er nogen, man sådan sender frem, og så prøver man at stikke fingeren i jorden, men at man faktisk også bliver bundet op på, at de kriterier så også efterfølgende vil være bindende.

Men vi vil også godt i samme åndedrag sige, at der kan være en idé i at kigge på proceduren for, hvordan man så kan klage efterfølgende, både som kommune og som virksomhed, og dermed kan man sige, at man kan give noget til begge parter, altså at kommunen måske ser, det har jeg i hvert fald forstået at de gerne så, at klageproceduren var lidt smidigere, at der måske var knap så stor adgang til at kunne klage på den ene side, og på den anden side hensynet til virksomhederne om, at man så i højere grad er sikker på, at kriterierne bliver fulgt. På den måde har man måske afvejet synspunkterne og dermed højnet tilliden til, at man så også kan få det her til at fungere.

Økonomien i Danmark kræver, at vi får mest for pengene. Skatteborgerne kræver det, danskerne, som skal opleve servicen, kræver det også, så vi får den bedst mulige kvalitet, og det er derfor, at vi sådan set tror på, at det her forslag kunne have været med til at højne kvaliteten blandt de tilbud, der kommer ind, og dermed også højne kvaliteten i den service, som bliver givet efterfølgende.

Men jeg takker for bemærkningerne og opfordrer selvfølgelig til, at vi efterfølgende får en beslutning om, at det kan blive vedtaget. Kan det ikke det, kan vi i hvert fald have fået en god debat om det i dag, og det takker jeg for.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Kommunaludvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.