Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 1:

Forslag til folketingsbeslutning om akuthuse til stofmisbrugere.

Af Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 03.10.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

29) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 16:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsplaner for og lægesamtaler med stofmisbrugere.

Af Tom Behnke (KF) og Benedikte Kiær (KF).

(Fremsættelse 23.10.2012).

30) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 24:

Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af ordningen med lægeordineret heroin.

Af Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 13.11.2012).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for sundhed og forebyggelse.

Vi har en afgørende opgave som samfund, nemlig at gøre op med marginaliseringen og udstødelsen af stofmisbrugere. Nogle af de misbrugere, jeg har talt med i min tid som sundhedsminister, har fortalt mig, hvor stor en betydning det har for dem, at samfundet kommer dem i møde, som vi f.eks. har gjort det med stofindtagelsesrummet på Vesterbro. Mødet med de mennesker og samtalerne med dem overbeviser mig om, at vi er på rette spor. Og uanset at vi ser forskelligt på stofindtagelsesrum, tror jeg, at vi på tværs af partiskel er optaget af at give stofmisbrugere et godt og værdigt liv, og at vi alle gerne vil fastholde og udvikle den indsats, der bliver gjort på området.

Fra regeringen tiltrådte, har forholdene for landets stofmisbrugere ligget os på sinde. Til at begynde med har vi haft et særligt fokus på at få bragt den alt for høje dødelighed blandt misbrugerne ned. Alle mennesker i det her land skal behandles med respekt og med omsorg, men det forudsætter jo, at man har livet i behold. Derfor er indsatsen mod narkotikadødsfald et helt afgørende element i opgøret med marginalisering, med udstødelse og med uværdige livsbetingelser. Det er grunden til, at vi fra starten har haft det som fokus.

Hvad er det så, vi har gjort? Jo, jeg har allerede nævnt stofindtagelsesrummet på Vesterbro, som selvfølgelig er blevet en realitet, fordi Københavns Kommune har haft den nødvendige vilje og evne, men som jo kun kunne realiseres, fordi regeringen fremsatte det lovforslag, som Folketinget vedtog i sommer. Odense Kommune følger snart efter København, og det er godt.

Jeg er glad for, at vi sammen med Enhedslisten har fundet i alt 17 mio. kr. til statslig medfinansiering i år og næste år. Jeg er også glad for, at vi sammen med Enhedslisten har aftalt at oprette en pulje på 6 mio. kr., som større kommuner med et væsentligt stofmisbrug på gadeplan har kunnet søge til et projekt med udlevering af Naloxone til stofmisbrugere. Med Naloxone ved hånden bliver man i de tilfælde, hvor der er en overdosis, i stand til at kunne yde hinanden akuthjælp, indtil ambulancen når frem, og på den måde redde liv.

Vi har også lagt et spor ud for at få mere viden om narkotikadødsfaldene. For nylig kunne vi gøre den sørgelige konstatering, at antallet af narkotikadødsfald i 2011 var 285 – det højeste tal, vi nogen sinde har set her i Danmark. For at få mere viden om de dødsfald, som jo i hvert eneste tilfælde er en tragedie for misbrugeren, for familien, for hans eller hendes venner og omgangskreds, har vi sammen med Enhedslisten aftalt at afsætte 2 mio. kr. til en undersøgelse, hvor vi kan gå ind og analysere alle aspekter af det enkelte dødsfald.

Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Odense Kommune vil i fællesskab stå for undersøgelsen, som skal munde ud i konkrete forslag til, hvad der fremover kan gøres for at forhindre overdosisdødsfald. Kommunerne forventer, at undersøgelsen vil give resultater både i de tre kommuner og i Danmark som helhed.

Det sidste initiativ mod narkotikadødsfald, som jeg vil nævne, er den vejledning om behandling af akutte rusmiddelforgiftninger, som Sundhedsstyrelsen udsendte for nylig. Vejledningen er faktisk en del af udmøntningen af satspuljeaftalen for 2011, så den er vi jo mange faddere til her i dag.

I regeringen har vi altså til at begynde med haft særligt fokus på at få dødeligheden blandt stofmisbrugerne ned. Men de alt for mange narkotikadødsfald er jo ikke den eneste udfordring, som samfundet står over for på narkotikaområdet. Der er også de sundhedsmæssige og sociale problemer, som misbruget er forbundet med, og selvfølgelig også kriminaliteten. Det er udfordringer, som vi også skal forholde os til. Det har social- og integrationsministeren i den grad taget hul på med den nye plan, der med 103 mio. kr. skal forbedre kvaliteten i den sociale stofmisbrugsbehandling.

Men vi skal videre, og hvordan kommer vi det? Ja, her synes jeg faktisk, at Det Konservative Folkepartis forslag om lægesamtaler, om behandlingsplaner og om udvidelse af heroinordinationsordningen er meget interessante, og de fortjener bestemt, at vi arbejder videre med dem. Det gav jeg da også udtryk for allerede i efterårets satspuljeforhandlinger, hvor jeg skitserede den videre proces, som jeg for nylig har bekræftet over for satspuljepartierne.

Vi har aftalt, at jeg bl.a. med udgangspunkt i erfaringerne fra heroinordinationsordningen, som skal endeligt evalueres ved udgangen af i år, til foråret vender tilbage til partierne med henblik på drøftelse af, hvilke forslag der skal arbejdes videre med i forberedelsen af næste års forhandlinger.

Jeg har tilkendegivet, at det i den forbindelse bl.a. vil være relevant at se på retten til lægesamtale senest 3 dage efter henvendelsen om social og lægelig behandling og til senest 14 dage efter henvendelsen at få udarbejdet en social og lægelig behandlingsplan.

Jeg har også givet udtryk for, at det vil være relevant at se på en udvidelse af ordningen med lægeordineret heroin med andre indtagelsesformer end injektion, altså at man skal stikke sig, som i dag er den eneste mulighed, og eventuelt også med andre stoffer end heroin. Med hensyn til heroinordinationsordningen har jeg allerede tilkendegivet, at den efter min opfattelse skal udvides med heroin i tabletform, efter at Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der er sundhedsfagligt grundlag for, at vi udvider ordningen på den måde. Jeg forventer, at den udvidelse vil kunne ske i det nye år. Vi arbejder på sagen, og det er godt at vide, at når jeg vender tilbage til partierne om udvidelsen, så kan jeg regne med opbakning fra Det Konservative Folkeparti; det vil jeg meget gerne kvittere for.

For så vidt angår de øvrige forslag om udvidelse af heroinordinationsordningen, har jeg allerede bedt Sundhedsstyrelsen om i tillæg til den kommende evaluering af ordningen, som vi har nu, at udarbejde en sundhedsfaglig redegørelse om en udvidelse med rygeheroin og næsespray. Jeg har også bedt Sundhedsstyrelsen om – ligeledes i tillæg til den evaluering, der allerede bliver foretaget – at udarbejde en sundhedsfaglig redegørelse om en tage med hjem-ordning, som går ud på, at den metadondosis, som man i dag får med hjem til natten, veksles til en dosis heroin til at tage med hjem. Sundhedsstyrelsen vil se på fordele og ulemper ved de to metoder. Som det sidste skal Sundhedsstyrelsen også udarbejde en redegørelse om muligheden for en ordinationsordning med kokain.

Efter planen vil jeg med udgangspunkt i bl.a. erfaringerne fra heroinordinationsordningen, som jo som sagt skal endeligt evalueres ved udgangen af i år, til foråret vende tilbage til partierne for at drøfte, hvilke forslag der skal arbejdes videre med. For vi må jo også her se i øjnene, at der ville skulle findes midler til at finansiere udvidelser af ordningen, hvis det er det, vi bliver enige om, når redegørelserne fra Sundhedsstyrelsen ligger der. Og i den forbindelse vil jeg da gerne allerede nu kvittere for Det Konservative Folkepartis ønske om, at vi finder midler til området.

Med andre ord: Vi er altså godt i gang med det videre arbejde. Jeg glæder mig til at vende tilbage til foråret, så vi kan få drøftet, hvilke forslag der skal tages med videre. I regeringen er vi med andre ord indstillet på at arbejde videre med forslagene, og vi gør det sådan set allerede med de redegørelser, som jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om. Om indholdet så i sidste ende skal være nøjagtig det, som det er skitseret i beslutningsforslagene, og om implementeringerne skal ske i den takt, som forslagene lægger op til, må vi i fællesskab se på. Det må jo bl.a. afhænge af, hvad der er sundhedsfagligt grundlag for, og selvfølgelig også af, hvad vi i fællesskab kan finde økonomi til.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål fra hr. Tom Behnke. Vi tager lige spørgsmålet til ministeren først, inden vi skifter ministeren ud. Der er et enkelt spørgsmål endnu.

Tak, og tak til ministeren for imødekommenhed. Det er jo helt fantastisk, at vi allerede her fra starten af debatten er enige om, hvad for en vej vi skal, og så må vi, som ministeren siger, undervejs diskutere, hvordan vi når frem til målet. Men vi er rimelig enige om målet

Der var dog to ting i det, ministeren sagde, som jeg bed mærke i. Det ene var, at man overvejede at udvide muligheden for, at man kan få heroin med hjem til eget forbrug, ligesom man i dag kan få metadon med hjem. Det vil jeg allerede nu advare imod. Vi ved, at der i forvejen bliver handlet meget med det metadon, der bliver udleveret, og som bliver solgt, så der kan indkøbes noget andet. Allerede i dag er der altså problemer med at give det med hjem, så det synes jeg ikke vi skal udvide – slet ikke med heroin.

Mit spørgsmål til ministeren handler netop om den lægeordinerede heroin, hvor ministeren var indstillet på, at vi udvider indtagelsesmåden. Vi kan måske også udvide antallet af stofarter for at komme hele vejen rundt om problemstillingen.

Men jeg hørte ikke, at ministeren sagde noget om, at antallet af pladser skulle øges. Altså, ministeren kom ikke ind på spørgsmålet om, hvor mange stofmisbrugere der vil få mulighed for at komme ind i det her program.

Ministeren.

Jeg vil tage det første først. Det var i øvrigt ikke for at være uforskammet, at jeg var på vej ned ad trappen. Det var, fordi jeg syntes, at jeg hørte formanden sige, at der ikke var nogen spørger, og så skal man jo ikke stå her og blomstre og tage Folketingets tid. Det er godt, at der er et spørgsmål, for det her er jo en vigtig diskussion.

Jeg er helt med på, at der både er fordele og ulemper, når det handler om muligheden for at tage heroin med hjem, altså skifte den metadon, man kan få med hjem, ud med heroin.

Det er også derfor, jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om at afveje, hvilke fordele og ulemper der er, og så må vi jo prøve at se, hvad de sundhedsfaglige medarbejdere kan sige, altså om fordelene eller ulemperne vejer tungest. Det er hermed noteret, hvad De Konservative siger på nuværende tidspunkt.

Når det gælder udvidelsen af antallet af pladser, er det noget af det, som evalueringen kommer ind på, altså hvem det egentlig er, der har kunnet bruge den nuværende heroinordinationsordning, som vi har den nu, og dermed jo også, at der er nogen, der kunne have gavn af den, men som falder uden for. Så det vil helt naturligt blive en diskussion i forbindelse med den evaluering af ordningen, som er i gang, og som bliver afsluttet inden årets udgang.

Tak til ministeren. Så går vi videre med social- og integrationsministeren.

Tak, en lille hurtig ministerudskiftning.

Beslutningsforslag nr. B 1 handler om det, som jeg er minister for, og det skal ses i sammenhæng med beslutningsforslag nr. B 16 om handlingsplaner for og lægesamtaler med stofmisbrugere og beslutningsforslag nr. B 24 om udvidelse af ordningen med lægeordineret heroin, som sundhedsministeren netop har forholdt sig til.

I forhold til beslutningsforslaget om etablering af akuthuse til stofmisbrugere vil jeg gerne starte med at pointere, at vi allerede har behandlingsgaranti i Danmark, der sikrer en hurtig adgang til social stofmisbrugsbehandling. Behandlingsgarantien betyder, at kommunerne skal tilbyde behandling for stofmisbrug, og at tilbud skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen. Formålet med behandlingsgarantien er at sikre, at personer, der er motiveret til at gå i behandling, får tilbudt behandling så hurtigt som muligt, mens motivationen er størst. Hvilket tilbud borgeren skal have, afhænger af borgerens individuelle behov og problemstilling. Derfor handler det i høj grad om at sikre det rigtige match mellem misbruger og behandlingstilbud. Visiteringen til et konkret behandlingstilbud sker på baggrund af en faglig vurdering i kommunen, hvor borgerens ønsker til behandlingen bør tillægges stor betydning.

Jeg tror, de fleste af os kan være enige om, at det kan være meget forskelligartede problemstillinger, som misbrugerne har, og at der ikke findes en standardløsning. Nogle kan have brug for et ambulant tilbud tæt på borgerens bolig og i sammenhæng med andre sociale indsatser i kommunen, andre skal have et døgntilbud, der kan give borgeren en mere intensiv og sammenhængende behandling. Det vigtige er, at kommunerne har en bred vifte af forskelligartede tilbud, som de kan visitere borgerne til.

Men jeg er enig med forslagsstillerne i, at der er misbrugere, der står i en så udsat situation, at de har akut behov for en skærmet indsats, som kan skabe ro i en kaotisk og krisepræget situation. Jeg taler her om de allermest udsatte stofmisbrugere. Mange af disse borgere har en ustabil livsførelse og har en skrøbelig kontakt til kommunen og behandlingsmiljøet, fordi de har vanskeligt ved at fastholde et almindeligt behandlingsforløb i behandlingstilbuddene. Mange har også et kaotisk og intensivt blandingsmisbrug med alvorlige helbredsmæssige og sociale konsekvenser. Det gælder særlig der, hvor misbruget optræder i kombination med f.eks. en psykiatrisk lidelse eller andre alvorlige sociale problemstillinger. Det er mennesker, som ikke bare uden videre kan indgå i egentlig behandling, men som kan profitere af et ophold på et sted, hvor de kan få ro og opnå en stabilisering af deres situation. Det skal foregå i trygge rammer, hvor der både tages hånd om borgerens helt basale fysiske behov som f.eks. et måltid mad, tøj og husly og tages hånd om borgernes psykiske behov for kontakt og omsorg.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at regeringen sammen med satspuljeordførerne for Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti allerede ved satspuljeaftalen sidste år, satspuljeaftalen for 2012, afsatte 24 mio. kr. til at etablere et akutkrisecenter for akutte stofmisbrugere – lige præcis et center for stofmisbrugere, der befinder sig i en akut og til tider livstruende krisesituation. Det er et initiativ, vi i satspuljeordførerkredsen var enige om at tilføre yderligere 8 mio. kr. til en kapacitetsudvidelse i forbindelse med satspuljeaftalen for 2013.

Indsatsen på akutkrisecenteret, der skal forankres ved behandlingscenteret Kongens Ø, bygger på en omsorgspræget tilgang suppleret med tilbud om rådgivning og motiverende samtaler samt støtte til afklaring af borgerens situation. De samarbejdskommuner, der indgår i projektet, får mulighed for at benytte sig af pladserne på akutkrisecenteret, og jeg har bemærket mig, at både Københavns Kommune og Aarhus Kommune er to af de kommuner, der har vist interesse for at deltage i projektet.

Visiteringen til krisecenteret skal være så enkelt og fleksibelt som muligt, således at målgruppen har mulighed for at komme væk fra misbrugsmiljøet, mens motivationen stadig er til stede. Visiteringen skal ske gennem værestederne i samarbejdskommunen, fordi værestederne gennem deres daglige kontakt med udsatte borgere netop har mulighed for at spotte, hvilke borgere der kan have brug for et ophold på et akutkrisecenter.

Eftersom der er tale om et modelprojekt, håber jeg, det kan danne grundlag for, at andre aktører kan etablere akutkrisecentre, samt at kredsen af kommuner kan udvides i takt hermed. Set i lyset af, at vi allerede i satspuljeregi har afsat midler til at fremme en akut og skærmet indsats på et krisecenter for særlig udsatte misbrugere, mener regeringen ikke, der er behov for at fremsætte lovforslag med krav om to akuthuse for stofmisbrugere.

Men når det er sagt, er det også vigtigt for mig at sige, at jeg sådan set mener, at vi også mere generelt har behov for et løft af den sociale stofmisbrugsbehandling. Der er fortsat udfordringer på stofmisbrugsområdet, som vi skal tage hånd om, og tallene taler jo deres helt eget og tydelige sprog, og nogle af de her tal har stået stille ikke kun i Danmark i rigtig, rigtig mange år, men også internationalt set. Det er med andre ord kurver, der er meget svære at knække, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal prøve.

Jeg tror, det i høj grad handler om at have fokus på, at et stofmisbrug ofte fører en masse andre problemer med sig, og nok så vigtigt, at misbruget ofte er et resultat af andre sociale problemer som f.eks. en psykiatrisk lidelse. Effekten af indsatsen afhænger derfor af koordinationen og sammenhængen i det samlede tilbud til stofmisbrugeren. Mange tilbagefald opstår f.eks., fordi der ikke har været en tilstrækkelig hjælp til at komme videre, efter at selve behandlingen er ophørt, og så falder misbrugeren tilbage i sit gamle miljø og sine gamle vaner.

Samtidig skal vi også sikre os, at de metoder, vi anvender i stofmisbrugsbehandlingen, er metoder, der rent faktisk har en effekt for borgeren. Behandlingen skal baseres på metoder, der virker, og det er afgørende at skabe det rigtige match mellem misbruger, behandlingsmetode og det enkelte behandlingstilbud.

Jeg har tidligere på efteråret fremlagt mit bud på ti konkrete initiativer, der sammen skal bidrage til et løft af kvaliteten i indsatsen mod stofmisbrug. Jeg har desuden noteret mig, at KL i går offentliggjorde deres anbefalinger til, hvordan vi kan løfte indsatsen på stofmisbrugsområdet. Og jeg kan med glæde konstatere, at de flugter fint med mine tanker om bl.a. evidensbaserede metoder og en helhedsorienteret indsats.

Opsummerende kan jeg sige, at regeringen allerede sammen med satspuljepartierne har støttet etableringen af et akutkrisecenter for kaotiske misbrugere, der har behov for en skærmet og hurtig indsats. Regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et spørgsmål. Hr. Tom Behnke.

Tak for det, og tak for svarene, men der var noget, som jeg sådan bed mærke i. Det var, at ministeren sagde, at behandlingsgarantien sikrer hurtig behandling, og så tilføjede ministeren: 14 dage, mens motivationen stadig væk er der. Jeg tror, at hvis man har været i miljøet, hvis man har været blandt misbrugere, er man meget, meget bevidst om, at en sådan motivation holdes ikke i 14 dage. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Derfor er mit spørgsmål, fordi ministeren til sidst talte om evidens: Er der evidens for at mene, at motivationen kan holdes i 14 dage? Er der andre steder i vores behandlingssystem, hvor vi meddeler folk, som har, som ministeren udtrykte det, alvorlige helbredsmæssige problemer, at de pågældende borgere kan komme igen 14 dage senere? Har vi det andre steder i samfundet?

Ministeren.

Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at man har for øje, hvad det er for en gruppe mennesker, vi har med at gøre. Her vil der være tale om mennesker, som typisk er meget, meget langt ude, men det kan også godt være mennesker, der har nogle forpligtelser derhjemme, og derfor kan det måske godt være svært fra den ene dag til den anden at søge behandling. Nogle har måske brug for at finde ud af, hvor børnene kan være, eller hvad der skal ske med hunden eller andre ting, og derfor kan der godt være behov for, at man både har nogle dage til at tænke sig om og til at planlægge den behandling, som man gerne vil i. Det vigtige er, at behandlingen er til stede, og at den er til rådighed for dem, der gerne vil starte.

Så er jeg sådan set enig med spørgeren i, at for nogle vil det også være godt, at det sker hurtigere, og derfor har vi jo nogle regler, der siger, at det maks. må tage 14 dage, men der er jo også mennesker, som kommer til tidligere, og som skal komme til tidligere. Jeg er enig i, at vi skal sørge for, at vores behandlingstilbud er så varierede som overhovedet muligt, men for nogle mennesker vil det også være godt, at der går et par dage, og for andre vil det være godt, at man kommer hurtigere til.

Hr. Tom Behnke.

Jeg tror ikke, at der er mange i misbrugsmiljøet eller tidligere misbrugere, der kan genkende noget som helst af det. Men lad det nu ligge. Det, jeg også kan forstå på ministeren, er, at regeringen jo sådan set har gjort noget, ved at man har sat 24 plus 8 mio. kr. af til Kongens Ø. Men er det ikke korrekt, at der kan man ikke bare henvende sig, banke på, og så går døren op, og så er man inde, og så er man i behandling, men at man skal visiteres til det pågældende tilbud først? Og er det ikke korrekt, at stofmisbrugere er lige så forskellige, som alle vi andre mennesker er, og for nogle vil det være det rigtige at komme på Kongens Ø, men for andre er det simpelt hen noget, hvor man slår syv kors for sig og siger aldrig nogen sinde den behandlingsform; det er slet ikke mig; jeg har brug for noget helt andet? Og har vi så i virkeligheden ikke overladt en hel masse misbrugere, der egentlig står og er klar til at komme i behandling, til sig selv ved at sige: Ja, det er så det tilbud, vi har, tag det eller lad være. Det vil sige, at dem, der ikke kan få noget ud af at komme på Kongens Ø, så bare er overladt til sig selv. Er det ikke korrekt forstået?

Ministeren.

Som jeg sagde i min tale, er det rigtig vigtigt, at kommunerne har meget forskelligartede tilbud, fordi de misbrugere, som skal i behandling, er i forskellige situationer. Spørgeren har jo ret i, at de jo bestemt ikke er ens alle sammen. Nogle vil have godt af at komme på Kongens Ø, og andre vil, præcis som spørgeren siger, sige, at det ikke er det rigtige sted for dem.

Men når det så er sagt, vil jeg også sige, at spørgeren jo ikke behøver spørge mig om, hvad det er, vi har aftalt, fordi spørgeren er jo selv med i aftalen. Så jeg tænker, at spørgeren må være udmærket klar over, hvad det er, vi har aftalt. Det, vi aftalte i 2012, og som vi har tilført yderligere ressourcer til i 2013, er jo lige præcis at få lavet et akutkrisecenter, et sted for akutte tilfælde, hvor man kan komme hen, når man bare i den grad har brug for hjælp, og hvor det skal være de allermest udsatte, der kommer hen, hvor man bliver visiteret fra værestederne, og hvor kommunen så kan sørge for, at man kommer derhen. Det er korrekt, at det jo ikke omfatter samtlige borgere i det her land og derfor heller ikke vil komme ud til samtlige misbrugere, men det er et forsøg, som jeg håber vil kunne betyde, at nogle af dem, som står i den allermest traumatiske og dermed i en meget, meget voldsom situation, hurtigt vil kunne få en hjælp og også en hjælp, der hjælper.

Tak til ministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første er hr. Eyvind Vesselbo, Venstre.

Jeg vil godt starte med at sige, at det er rigtig godt, at der bliver sat ekstra fokus på det her område. Derfor er det også godt, at De Konservative nu har fremsat tre meget fornuftige og gode forslag. Jeg kunne jo sådan set høre på begge ministre, at der allerede var sket en del, og det er godt, og at en del af det, der er i forslagene her, også kan indgå i det videre arbejde for at gøre tingene bedre – for man kan altid gøre tingene bedre.

De her tre forslag, som vi behandler sammen, er, som jeg sagde, som udgangspunkt nogle meget fornuftige forslag.

Med hensyn til det første forslag, det, der hedder B 1, som er et forslag om to akuthuse, synes jeg, at socialministeren gjorde det meget klart, at vi allerede i satspuljen har lavet nogle forlig om at give 24 mio. kr. og 8 mio. kr. til et krisecenter, der i hvert fald som udgangspunkt skal gøre noget af det samme, som der her er foreslået fra De Konservatives side med de to akuthuse. Det betyder jo ikke, at vi så har løst alle problemer, bare fordi vi har afsat de penge, men det er da et fantastisk godt udgangspunkt, og vi får sat fokus på det, som er problemet, nemlig at der er nogle meget, meget svage stofmisbrugere, som har brug for at komme et sted og få noget hjælp.

Derfor vil vi med hensyn til det første beslutningsforslag meget gerne foreslå, at vi laver en beretning om det her forslag, som på en eller anden måde får kombineret forslaget med de initiativer, der i forvejen er taget på området, sådan at det her kan indgå i en beretning, som kører videre omkring de ting, vi har bevilget via satspuljen.

Jeg vil godt sige, at de her tre forslag – og jeg kommer til de to næste om et øjeblik – er nogle meget udmærkede, fornuftige og konstruktive forslag om at gøre noget godt og forbedre vilkårene. Men de har alle et stort problem, og det er, at de mangler finansiering. Der mangler simpelt hen finansiering af disse tre forslag. Det er jo fint nok at komme med nogle forslag, men på den anden side er det også meget rart, at man ved, hvor pengene skal komme fra, og det bør også indgå i en mulig beretning på det her område.

Med hensyn til forslaget om behandlingsplaner for og lægesamtaler med stofmisbrugere må vi jo konstatere, at det at havne i stofmisbrug er en dybt ulykkelig situation for både misbrugeren og de mennesker, som er omkring den enkelte misbruger. Som samfund har vi en forpligtelse til at spænde et sikkerhedsnet ud under de mennesker, som af en eller anden grund havner i misbrug, og hjælpe dem tilbage til et liv med tryghed og værdighed. Beslutningsforslaget, som vi behandler, sigter netop mod hurtig hjælp til at komme tilbage til livet uden stoffer.

I Danmark lever ca. 33.000 med et stofmisbrug. Det tal kan vi formentlig hurtigt blive enige om er alt for højt. Den aktuelle situation på misbrugsområdet er, at de narkorelaterede dødsfald er stigende. Derfor er der mere end nogensinde brug for at få fulgt op på de tiltag, som vi ved virker, f.eks. lægeordineret heroin.

Der er tidligere, som jeg har nævnt, gennem satspuljen taget en lang række initiativer på misbrugsområdet, og dem bakker Venstre helt og fuldt op om.

Som lovgivningen er i dag, er der gennem serviceloven fastlagt en behandlingsgaranti for stofmisbrugere, som sikrer stofmisbrugerne ret til et behandlingstilbud senest 14 dage efter henvendelse til kommunen. Det er kommunerne, der har ansvaret for stofmisbrugsområdet, og det er dermed også kommunerne, der har ansvaret for at sikre, at lovgivningen overholdes. Servicelovens krav om en social behandlingsgaranti på 14 dage skal overholdes, og det skal sikres, at sagsbehandlerne på området har tilstrækkelig viden og kvalifikationer til at yde den korrekte indsats. I Venstre anerkender vi dog, at vi har en udfordring på det her område. I alt for mange kommuner er der desværre for langt imellem lovens intentioner og det, som rent faktisk tilbydes i praksis.

Vi ser meget gerne, at ministeren – og det må være sundhedsministeren? Ja, det er det nok – svarer konkret på, hvorvidt regeringen har nogen aktuelle overvejelser om initiativer, der skal sikre, at lovgivningen overholdes fremover.

Misbrugsgruppen har ændret sig markant de seneste år, og skal vi have antallet af stofmisbrugere reduceret i en tid, hvor nye stoffer oversvømmer det danske marked og blandingsmisbrug er udbredt, er det helt afgørende, at vi tilstræber en særlig indsats på tre områder. Det drejer sig om styrket information til især vores unge, kvalificering af eksisterende behandlingstilbud og -metoder, og at vi sætter nye standarder for et liv uden misbrug. Det stiller kommunerne over for en stor opgave både på behandlingssiden og i forhold til at holde tidligere misbrugere stoffri.

I Venstre har vi mange gange efterlyst en større kvalitetsudvikling af området. Også i forhold til stofmisbrugsbehandlingen er det afgørende, at det kan dokumenteres, hvad der virker, og hvad der ikke virker, herunder at der skal være ensartet og høj kvalitet i behandlingen af stofmisbrug. Det er desværre ikke tilfældet i dag, hvor der er alt for mange tilbud, hvor der ikke er de fornødne kompetencer til at kunne rumme modtagermålgruppen, eller hvor der anvendes metoder med tvivlsom effekt. Misbrugsbehandling må aldrig have karakter af opbevaring. I stedet skal det sikres, at den enkelte borger opnår en effekt af at trives i opholdet.

Derfor foreslog Venstre som led i forhandlingerne om dette års satspulje, at der bliver igangsat en kommunalt baseret godkendelsesordning af både private og offentlige stofmisbrugsbehandlingssteder. Formålet er at sikre, at behandlingsstedet som en del af det kommunale stofmisbrugsbehandlingstilbud har den fornødne kvalitet i behandlingen.

På den baggrund glæder vi os i Venstre over, at det som led i forhandlingerne om en tilsynsreform lykkedes at opnå enighed om en række initiativer, som samlet set skal styrke kvaliteten af tilbuddene, og herunder at vi skærper kravene til godkendelse og tilsyn med både de sociale døgntilbud og ambulante stofmisbrugsbehandlingstilbud. Så det var en ros.

I Venstre har vi altså stor sympati for indholdet i beslutningsforslaget, desuagtet at vi fortsat er en smule usikre på finansieringsmodellen – der er, som jeg sagde, ikke rigtig nogen finansiering. Vi vil derfor også her foreslå, at Sundhedsudvalget udfærdiger en beretning, hvor vi i fællesskab forpligter hinanden til at se nærmere på området også i forbindelse med forhandlingerne om satspuljen i 2013.

Med hensyn til en udvidelse af ordningen med lægeordineret heroin er der jo ingen tvivl om, at den nuværende ordning med lægeordineret heroin er en succes for de 170 misbrugere, som er i behandling. Evalueringen viser, at de misbrugere, som er tilknyttet ordningen, oplever at have fået en bedre livskvalitet med mindre kriminalitet og et markant fald i sidemisbrug. Det var netop nogle af målene med lægeordineret heroin, nemlig at give belastede narkomaner livet tilbage. Det er utrolig glædeligt, at det er lykkedes for disse menneskers vedkommende.

Den aktuelle situation på misbrugsområdet er, som jeg sagde i forbindelse med det forrige område, at antallet af de narkorelaterede dødsfald er stigende. Ifølge Sundhedsministeriet bruger samtlige af dem, der dør en narkorelateret død, i gennemsnit på landsplan mellem tre og fire stoffer. De tal bekræfter et blandingsbrug blandt dem, der dør, og blandingsbruget i sig selv kan være medvirkende årsag til dødsfald.

Derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi får fulgt op på de tiltag, som vi ved virker, f.eks. lægeordineret heroin. Med den succes, som injicerbar, lægeordineret heroin er og har været i forsøgsperioden, kan man ikke fortænke Folketingets partier i at tænke videre og overveje andre indtagelsesformer som nye, mulige veje til at skabe værdige liv for belastede narkomaner. Derfor er beslutningsforslaget, som vi behandler her i dag, meget relevant.

Venstre har som ambition, at man skal reducere skaderne ved stofmisbrug. Under VK-regeringen har vi sat massivt ind for at sikre flere og bedre behandlingstilbud tilpasset den enkelte stofmisbrugers behov.

Den lægeordinerede heroinbehandling er en højt specialiseret sundhedsfaglig behandling, som Sundhedsstyrelsen har fastlagt udførlige retningslinjer for, og som kun særligt godkendte læger kan varetage. Fra Venstres side ønsker vi at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Forslagsstillerne ønsker at pålægge regeringen at udarbejde en redegørelse om fordele og ulemper ved at udvide ordningen med lægeordineret heroin til også at omfatte lægeordineret kokain. Vi mener, at vi allerede er på vej i den rigtige retning, idet man ved satspuljeaftalen i 2011 afsatte 1 mio. kr. til kvalitetssikring af den sundhedsfaglige kokainbehandling for dermed at nedbringe sygeligheden og dødeligheden blandt misbrugere af kokain.

Samlet set er vi fra Venstres side åbne over for nye veje til at hjælpe misbrugere ud af deres misbrug og tilbage til et liv med værdighed.

I og med at sundhedsministeren allerede har udstedt et løfte om, at tilbuddet om gratis lægeordineret heroin på sprøjte til hårdtramte misbrugere skal udvides til også at omfatte herointabletter, noget, der altså endnu ikke er ført ud i livet trods det, at det også er noget, Enhedslisten har foreslået, ser vi frem til, at ministeren vil følge det, hun selv har foreslået sammen med Enhedslisten. Vil ministeren fremadrettet leve op til egne løfter, og hvorledes vil regeringen anvise finansiering?

Vi håber selvfølgelig, at ministeren vil følge op på det, hun selv har sagt, for vi er meget positive over for det her, men mener også her, at det kan indgå i en samlet pakke med de tre forslag at lave en beretning, så vi får kombineret alle tingene.

Tak. Der er et par spørgsmål. Hr. Tom Behnke.

Tak for den positive tilkendegivelse, og jeg vil da gerne hjælpe Venstre lidt længere i den positive retning. For jeg kunne forstå på hr. Eyvind Vesselbo, at noget af det, der var Venstres problem, var, at der manglede en anvisning af finansieringen. Men det fremgår af beslutningsforslag B 1, side 2, anden spalte, næstsidste afsnit, hvor der står:

»Etableringen og driften af akuthusene skal finansieres af satspuljen de første 5 år. Det vil være hensigtsmæssigt med en løbende evaluering af akuthusene og deres funktion.«

Det er via satspuljen, vi anviser finansieringen, så der er anvist finansiering til vores forslag. Det er mere for lige at præcisere det, så har Venstre i hvert fald ikke den hurdle, så er vi på rette spor.

Det andet, som jeg gerne vil påpege, når man henviser til Kongens Ø som værende sådan et akuttilbud, er, at det jo er noget helt andet end de akuthuse, vi beskriver i beslutningsforslag B 1. For sagen er jo den, at jeg i vores beslutningsforslag klart og tydeligt skriver:

»For nogle stofmisbrugere er den rigtige behandling total stofafvænning i et døgnbehandlingstilbud, for andre kan det være hensigtsmæssigt med substitutionsmedicin i en længere periode. Valget af det videre forløb skal være individuelt og det, som man i samråd med stofmisbrugeren finder rigtigst.«

Det er jo noget helt andet end Kongens Ø.

Ordføreren.

Ja, det er da rigtigt, at der står, at det er via satspuljen, men det, som ville være rart at vide, var, hvilke beløb vi taler om for de der tre forslag. Jeg vil sige, at det umiddelbart er nemt nok at sige, at det skal vi nok forhandle om i forbindelse med satspuljen, men jeg har da hørt tale om nogle beløbsstørrelser, som det ville være vanskeligt at få effektueret igennem satspuljen, i hvert fald som den ser ud i øjeblikket.

Med hensyn til det, der blev sagt om Kongens Ø, er det jo korrekt. Men det var også derfor, jeg foreslog, at man skulle lave en beretning, så man ligesom kan få kombineret de ting, vi har sat i gang, med de forslag, som De Konservative her kommer med.

Hr. Tom Behnke.

Jamen det er jeg glad for, så begynder vi jo for alvor at komme i den rigtige retning. Altså, vi har sådan lavet et estimat, der hedder, at vi tror, at det, når det gælder de her tre forslag, vil ligge i omegnen af 200 mio. kr. Men der, hvor vi vil kunne få det afklaret, er jo lige præcis i den udvalgsbehandling, der nu kommer, når vi er færdige med førstebehandlingen. Her kan vi få eksperterne på banen, her kan vi få ministerierne på banen, her kan vi få alle dem derovre, som kan finde ud af at regne, til at hjælpe os med, hvad det helt præcis er, vi taler om. Nu er det jo bare en principiel stillingtagen her under førstebehandlingen, og så kommer der måske på et tidspunkt en andenbehandling, men det er jo i udvalgsbehandlingen, vi får afklaret, hvad økonomien egentlig er i det, som vi foreslår.

Det andet, som jeg gerne vil præcisere – for her har der også været en misforståelse, i hvert fald når det gælder den ene af ministrene – handler om det med, at Kongens Ø er et akuttilbud, og at nu havde man ligesom etableret et akuthus.

Nej, forskellen er jo, at Kongens Ø er én behandlingsmulighed. Når man kommer derind, er man i behandling, og man bliver der, til man er færdig. De to akuthuse, som vi foreslår, er jo noget andet. Det er ikke et behandlingssted, men en indgang til behandlingssystemet. I de akuthuse, som vi foreslår, bliver man afklaret. Der kommer ro på, og lige så snart der er blevet enighed om, hvad der videre skal ske, skal man videre ud i et egentligt behandlingstilbud. Der er jo en kæmpe forskel mellem de to tilbud.

Ordføreren.

Jamen det var jo godt, at vi nu fik sat det på plads. Vi er sådan set, hr. Tom Behnke og jeg, enige om, at vi, når vi nu kommer videre i processen, så skal få fastlagt den konkrete finansiering. Så det er ikke, fordi Venstre ser det som nogen hurdle, men det er jo mere et spørgsmål om, at vi godt vil kunne kombinere indholdet med den økonomi, der er. Så lad os nu holde fast i det.

Med hensyn til det om Kongens Ø, og det, som hr. Tom Behnke præciserede, vil jeg sige, at det jo netop var det, jeg sagde, nemlig at det ikke nødvendigvis er det samme som det, der står i dette beslutningsforslag. Det er jo også derfor, jeg siger igen: Lad os kombinere de ting, lad os se, hvordan vi kan arbejde videre med de ting, vi har sat i gang.

Det mener jeg jo er en rigtig positiv tilkendegivelse, når det gælder det her forslag. Men jeg mener i øvrigt også, at det var positive tilkendegivelser over for de to andre forslag.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg synes, det er nogle rigtig positive tilkendegivelser, der kommer fra Venstres ordfører i dag. Men når man nu flere gange har debatteret det her høje dødstal blandt stofmisbrugere i Danmark, som jo faktisk i 2011 oversteg antallet af døde i trafikken, ville det klæde Venstre på et tidspunkt at se på, at antallet af narkorelaterede dødsfald faktisk er faldet i Københavnsområdet, hvor man ud over heroinbehandlingen også har iværksat initiativer som Fixelancen og nu fixerummet på Vesterbro.

Så er Venstres ordfører ikke enig i, at man måske også burde udvide den positive tanke til at omfatte skadereducerende tiltag som f.eks. fixerum i Esbjerg, Aarhus og Aalborg, hvor vi kan se at dødstallet fortsat er foruroligende højt?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal bevare den positive stemning i den her debat. Når man går ned i tallene, ved jeg ikke helt, om man vil se, at de dokumenterer det, som ordføreren siger. Men jeg mener, at det, vi tager stilling til her i dag, er de tre forslag, som jeg har kommenteret. Og når vi laver de beretninger, kan der jo ske mange ting.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Rigtig mange af dem, der er døde, er jo unge, folk under 30 år. Man kan altid diskutere, hvilke tilbud der hjælper dem. Det kan være, vi også kan gøre det under udvalgsarbejdet, når vi skal kigge på, om vi skal lave en beretning sammen, hvad jeg meget håber. Jeg tror, det er ret vigtigt, at vi får det undersøgt til bunds, men jeg noterer mig, at når jeg kigger på tallene over narkorelaterede dødsfald, ser jeg, at det har været for nedadgående i Københavnsområdet. Risikoen for at lide en narkorelateret død er altså større nu i provinsen end i Københavnsområdet, til trods for at man skulle tro, at der i hovedstadsområdet er de største problemer.

Så kan Venstre ikke være lidt enig i, at der måske skal nogle tiltag til, som også er helt nede på gadeplan, hvor man møder folk i øjenhøjde? Et eksempel på det er fixerum. Sådan kan man få hevet folk ind i behandlingssystemet og få skabt den første kontakt.

Ordføreren.

Jeg skal ikke nedgøre eller underdrive virkningen af fixerum. Der er ingen tvivl om, at de kan have en betydning. Jeg er helt enig med ordføreren i, at man skal helt ned på gaden og helt ud at have fat på narkomanerne for at hjælpe dem, der er allermest udsatte. For dem skal vi også have med.

Vi siger tak til ordføreren. Nogle er faldet fra, så der er ikke flere spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører for Socialdemokratiet.

Der er fortsat store udfordringer på narkotikaområdet. Antallet af stofmisbrugere i Danmark er steget. Antallet af narkotikarelaterede dødsfald er ligeledes steget fra 239 dødsfald i 2008 til 285 dødsfald i 2011. Brugen af kokain i de større byer er voksende sammen med antallet af indlæggelser på landets sygehuse med narkotikarelaterede forgiftninger, ligesom der ses et stigende antal stofrelaterede diagnoser blandt patienter i psykiatrisk behandling. Som et lille lyspunkt er der i dag færre unge, der eksperimenterer med hårde stoffer, hvis vi skal tro den seneste rapport om narkotikasituationen i Danmark, men der er altså desværre også mange, der stifter bekendtskab med Giftlinjen eller andre steder, når de eksperimenterer.

Derfor har vi i Socialdemokratiet længe kæmpet for en ny tilgang til narkotikapolitikken. Stofafhængighed er et socialt fænomen med både sociale og sundhedsmæssige konsekvenser. En meget stor gruppe stofmisbrugere lever under så kummerlige vilkår, at deres risiko for at dø af en overdosis eller blive smittet med alvorlige infektionssygdomme er urimelig og unødvendig høj.

Der er dermed en gruppe af mennesker, som er afhængige af stoffer, men som vi i vores samfund aktuelt ikke når ud til, eller som ikke i tilstrækkelig grad profiterer af den indsats, vi gør for at hjælpe dem. Vi er stolte over, at der nu er igangsat stofindtagelsesrum – bedre kendt som fixerum – i København og snart også i Odense, hvor stofbrugerne kan indtage deres stoffer under hygiejniske forhold, og hvor der er personale, der kan hjælpe, hvis der sker en forgiftning, eller hvis man ønsker hjælp til at komme i behandling. Vi har kunnet se på faldet i forgiftninger i København, at det hjælper at møde stofmisbrugerne på den måde, og vi håber, at det vil brede sig til f.eks. Esbjerg, Aarhus og Aalborg, hvor dødeligheden stadig er alt, alt for høj. Vi glæder os til den dag, hvor De Konservative også kan støtte en sådan livreddende hjælp på gadeplan.

Derudover har vi også været med til at give penge til Naloxone, en modgift, som stofmisbrugerne kan bruge til at genoplive deres venner med, hvis der sker en overdosis i en situation, hvor de ikke er i nærheden af hjælp.

I andre tilfælde har stofbrugeren et ønske om for en tid at kunne undslippe narkobagmænd og kriminalitet – få sovet ud – mens man forsøger at få styr på et kaotisk liv. I Socialdemokratiet var vi glade for, at vi allerede med satspuljeaftalerne for 2012 og 2013 kunne støtte etableringen af et akut krisecenter, hvor målgruppen er kaotiske misbrugere med behov for en skærmet og akut indsats. Det gør, at vi i de kommende år vil kunne se en klar indsats for at hjælpe de udsatte stofafhængige, der er i en så kaotisk situation, at de har behov for en indsats, der kan skabe ro omkring dem og få dem stabiliseret.

Vi synes, det er yderst sympatisk, at De Konservative foreslår, at man laver akuthuse, men nu har vi jo igangsat nogle forsøg, og lad os lige samle op på erfaringerne med dem. Jeg er også af den holdning, at akuthuse ikke skal etableres i statstlig regi, men af kommuner eller regioner, alt efter hvem der i fremtiden har ansvaret for stofmisbrugsbehandlingen i Danmark.

En anden ting, som Socialdemokratiet har kæmpet for at få indført for at hjælpe de mest udsatte stofbrugere, er tilbud om at komme i behandling med lægeordineret heroin. Det er en behandling, der har været kendt i Holland i en række år, og som med stor succes har reddet livet for en række udsatte mennesker, der var afhængige af stoffer. For nogle har det også betydet en ny vej til stoffrihed eller i hvert fald til et mindre forbrug af stoffer.

I 2008 gav den daværende borgerlige regering efter for presset, men ville alene målrette tilbuddet til dem, der kunne injicere heroinen – altså stiknarkomanerne. Det beklagede vi dengang meget i Socialdemokratiet, for vi mente, at andre og mere skånsomme metoder også skulle tages i brug.

Nu forhandler vi med kommunerne om at indføre det. Sundhedsstyrelsen har lavet en rapport, så endnu flere kan rummes i heroinbehandlingen til gavn for dem selv, deres familier og vores samfund. Det burde jo netop være en sundhedspædagogisk opgave at sikre, at den lægeordinerede heroin indtages under anvendelse af de mest helbredsfremmende metoder, hvis man kan sige det på den måde.

Situationen er i dag, at stofmisbrugere har en behandlingsgaranti, der indebærer, at kommunerne skal sikre en social behandling for stofmisbrug, senest 14 dage efter at stofmisbrugeren har henvendt sig til kommunen. Mange steder har det dog vist sig – som også et utal af samråd med de daværende socialministre fra Venstre og De Konservative viste – at man i kommunerne ikke altid er gode nok til at finde hurtigt frem til den behandling, der passer til personens situation, hvor valget kan stå mellem ambulant behandling eller døgnbehandling osv., og at den lægelige behandling af stofafhængighed ikke har garantier eller er omfattet af regler om frit valg af læge.

Kommunernes Landsforening er jo netop kommet med et nyt misbrugsudspil – jeg tror, de offentliggjorde det på deres hjemmeside i går – hvori det bl.a. foreslås, at man skal blive bedre til at screene for psykiatriske baggrunde, altså være opmærksom på, at folk kan være psykisk syge og bruger stofferne for at kunne leve med den sygdom. I udspillet foreslås det også, at der skal ske andre tiltag, der kan forbedre stofmisbrugsbehandlingen. Det kan jeg godt forstå, for der har længe været fokus på indsatsen.

Vi er ved at evaluere kommunalreformen, og vi vil i den anledning også og især se på spørgsmålet om dem, som lever med både et stofmisbrug og en psykiatrisk diagnose.

Det er glædeligt, at De Konservative nu har set skriften på væggen og er villige til at tage en diskussion om, hvordan vi kan forbedre den danske indsats for at hjælpe de mennesker, der er motiverede for at komme i behandling for deres afhængighed.

Vi synes, der er en række gode elementer i de forskellige beslutningsforslag, men også elementer, som regeringen allerede har sat i gang. Derfor finder vi det mest rigtigt, at vi i Sundhedsudvalgets regi går sammen om at lave en beretning, der peger fremad mod at forbedre indsatsen over for stofmisbrugerne, og vi håber, at De Konservative som forslagsstillere vil være med til at kigge på det i det kommende udvalgsarbejde. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Tom Behnke.

Tak for de positive bemærkninger. Jeg kan garantere for, at vi er med på en konstruktiv udvalgsbehandling. For os gælder det om, at vi kommer videre, at vi kommer fremad og gør noget for stofmisbrugerne. Det her er ikke bare sådan et hovsaforslag, der lige skal trække tre linjer på side 11 i Jyllands-Posten. Vi mener det her.

Men der er nogle ting i det, som ordføreren siger, som jeg gerne vil præcisere. Når vi siger, at akuthusene – der, hvor stofmisbrugeren træder ind, bliver udredt, og hvor man finder ud af, hvad der er bedst for den enkelte, og så sendes stofmisbrugeren videre; altså sådan en indgang til behandlingssystemet – skal være statslige, er det jo, fordi vi kan se, at kommunerne ikke håndterer det godt nok i dag. Vi gav f.eks. penge til Københavns Kommune til et antal pladser i forbindelse med lægeordineret heroin. Det antal pladser er der ikke, for kommunen har brugt pengene på noget andet. Det er jo det, der sker, lige så snart vi lægger det ud i kommunerne. Vi mister det at have hånd i hanke med det.

Behandlingsgarantien i kommunerne halter. I fængslerne, hvor det er staten, fungerer det. Det er derfor, jeg siger, at vi bliver nødt til at have hånd i hanke med i hvert fald slusen ind til behandlingssystemet. Det skal være staten, der sidder ved rattet og styrer.

I forhold til det, ordføreren nævnte, vil jeg gerne lige høre, hvor mange liv fixerum har reddet i København. Et af de væsentligste argumenter var nemlig, at det går rigtig godt i København, fordi der er fixerum. Hvor mange liv har fixerum reddet i København?

Ordføreren.

Jeg tror, at de har reddet rigtig mange, og jeg kan allerede nu se, at fixerummene på Halmtorvet ofte bliver brugt af de mennesker, som før var i gaderne, og som før enten fixede eller røg heroinen på gadetrapper og bag teatret, der ligger ved Øksnehallen, og andre steder. Jeg er ikke i tvivl om, at det gør en forskel, ikke bare for at redde livet, men også for at få den rådgivning, der gør, at man overlever sit stofmisbrug og en dag bliver motiveret til at komme i behandling.

I fixerummet kan man mødes med andre mennesker og få en kop kaffe, og man kan få en ordentlig anvisning på, at man skal være opmærksom på, at det der med lige at slikke på kanylen, inden man stikker sig, ikke er en smart metode, for man får faktisk bakterier eller andet ind i sig. Der er mange myter i stofmisbrugsmiljøet, og jeg er helt overbevist om, at sundhedsrummet eller fixerummet redder liv ved alene at give en lidt bedre anvisning og ved at gøre op med myterne, således at folk får den fornødne kontakt, der gør, at de kan komme i behandling.

Så vil jeg bare sige om kommunerne: Det var jo ikke med vores, sådan i første omgang, gode vilje, at kommunerne overtog misbrugsbehandlingen i Danmark, men nu ligger den så der. Vi er ved at evaluere kommunalreformen, og jeg har noteret mig, at KL i hvert fald siger, at der er nogle ting, de gerne vil være med til at forbedre. Det synes jeg er selvfølgelig er rigtig godt.

Jeg tror, at man skal tænke på, at da Københavns Kommune gik i gang med heroinbehandlingen, kan det jo godt være, at det var os, staten, lovgiverne, der måske ikke havde givet gode nok anvisninger på, hvordan de skulle få alle de her gode mennesker ind, som vi havde afsat penge til, alene af den årsag, at vi jo kun havde afsat penge til, at det var til folk, der var intravenøse stofmisbrugere, altså stiknarkomaner. Havde vi nu fra starten af vovet pelsen og taget dem ind, der røg det eller noget andet, havde vi nok bedre kunne få udfyldt pladserne, og så havde Københavns Kommune nok ikke brugt pengene på hele den sociale indsats, som de også har gjort i det her forsøg.

Hr. Tom Behnke.

Det skal så sammenholdes med det, man har gjort i Odense, hvor man har kunnet finde ud af det og rent faktisk har lavet det antal pladser, man har fået penge til. Så det er et spørgsmål, der opleves forskelligt fra kommune til kommune. Nå, men tilbage til det med, hvor meget det har reddet liv, for det var sådan hovedargumentet:

Altså, jeg har spurgt den såkaldte Fixelancen, som var et supergodt, helhjertet privat initiativ, om, hvor mange tilfælde af overdosis de har haft, og svaret var nul. Det er jo overdoser, stofmisbrugerne dør af. De kan blive syge og dårlige af forurening osv., men det, de dør af, er en overdosis. For Fixelancen var tallet nul. Jeg har ikke hørt tallene i forhold til de nye fixerum, men det har ordføreren så heller ikke, så vi ved faktisk ikke, om det er det, der virker.

Ordføreren siger så, at man har gjort noget andet, og at det handler om de her nødpakker med modgift, men de kan jo kun bruges, hvis man er to eller flere. Hvis man er to eller flere, kan man også ringe 112. Der kommer så en lægeambulance, og der gives modgift, så misbrugeren kommer til live igen. Dem, der dør af overdosis, dør jo, når de fixer alene og får en overdosis, og der hjælper nødpakken jo intet som helst. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk ikke er korrekt. Det korrekte er jo, at man ofte netop kan være to og to sammen, og hvis den ene så har fået en overdosis, så kan den anden hjælpe ved at have modgiften på sig, og det går alt andet lige hurtigere, end hvis man skal ringe 112 og forklare situationen, mens man måske selv er påvirket, og skal få en lægeambulance til at komme frem. Så jeg er ikke enig i, at det her er overflødigt, og det er stofbrugerne heller ikke, er svaret, hvis man tager ud i BrugerForeningen på Nørrebro og snakker med dem om, hvad der skal til for at holde folk i live.

Jeg synes, at det, der er vigtigt, er, at folk ikke kun dør af en overdosis. Vi hørte før en af ministrene redegøre for, at der er rigtig mange af dem, som dør, der har op til flere forskellige stoffer i kroppen, og det vil sige, at folk også dør af forgiftninger. Lige nu har vi afsat ressourcer til at få foretaget en tilbundsgående undersøgelse af den her høje overdødelighed og få kigget på, hvordan vi kan gøre det bedre.

Jeg tror også, vi bliver nødt til at fokusere på de unge mennesker. For de indsatser, vi gør lige nu, med sundhedsrum og Naloxone, altså modgiften, hjælper dem, der er udsatte og bor på gaden, men hvis vi skal have fat i de her unge, der ender med at dø i en lejlighed efter at have taget ecstasy eller speed eller noget helt tredje, så er jeg fuldstændig enig med den konservative ordfører i, at dem finder vi ikke nede i sundhedsrummet, dem skal vi ud at finde ude på diskotekerne, lige inden de bliver smidt på porten, fordi diskoteksejerne oplever, at de er påvirkede.

Tak til ordføreren. Så går vi til næste ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er jo godt at høre, at der er bred enighed om, at det her er et vigtigt område, og at det er et område, der skal tages fat på. Jeg tror også på, at der skal tages fat på det bredt og forhåbentlig i enighed.

I Dansk Folkeparti har vi meget fokus på, at det centrale, når man snakker om stofmisbrugere, er afvænning. Det må være den overordnede målsætning for de tiltag, vi sætter i gang. Når man så taler indsatser og afvænning, er det altafgørende i behandlingen, at den er kontinuerlig, og at den starter hurtigt, når motivationen er der; og som oftest er der behov for en døgndækkende behandling. Hvis en behandling skal være effektiv, skal den også følges op. Det nytter jo ikke noget, at afvænnede misbrugere kommer hjem til sig selv igen, og at de så bare ryger ud i fornyet misbrug.

F.eks. kan man kigge på Fredericia Kommune, der gør det, at de sender misbrugere afsted i grupper. Når de kommer hjem fra behandlingen og er stoffri, samles de i midtvejshuse, hvor de så i en periode kan støtte hinanden i at holde fast i det, de nu har fået ud af deres behandling. Det er også et sted, de kan vende tilbage til, når de efterfølgende flytter ud og egentlig bor for sig selv igen.

Der er to af de beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, der helt klart bakker op og støtter, kan man sige, Dansk Folkepartis målsætning for det her.

Det første, beslutningsforslag nr. 1 om akuthuse, handler jo meget om for mig at se den hurtige indsats, den hurtige behandling. Nu har det været diskuteret lidt i dag, at der er et satspuljeforsøg i gang med Kongens Ø, og der hører vi så fra hr. Tom Behnke, at det ikke er lige præcis det samme, som det her forslag går ud på. Jeg kan også godt se forskellen, men jeg tænker, at begge dele støtter op om, at det, det handler om, er den hurtige, målrettede indsats.

Det er jo der, hvor man kan sige, at det andet beslutningsforslag, B 16, der handler om behandlingsplaner, kommer ind, for det siger sig selv, at en forudsætning for et godt resultat er, at indsatsen og behandlingen ses som en helhed. Udarbejdelse af handlingsplaner for hver enkelt stofmisbruger skal sikre en sammenhæng mellem den sundhedsfaglige og den socialfaglige del af stofmisbrugsbehandlingen og de sociale problemstillinger, der i øvrigt kunne være. Herunder skal man naturligvis også have en plan for den opfølgende indsats.

Det er jo desværre ikke en selvfølge i dag, at der bliver lavet samlede planer. Der kan være mange enkeltplaner og forskellige indsatser, men hvis man ikke får helheden med – hvis man ikke får en plan fra start til slut, er jeg lige ved at sige – så laver vi bare en masse indsatser og bruger en masse ressourcer, der ikke har nogen voldsom effekt.

Det sidste beslutningsforslag, B 24, om lægeordineret heroin kan vi være lidt mere betænkelige ved. Jeg kan godt se, at der tegner sig nogle positive resultater af det nuværende forsøg med lægeordineret heroin, men skal vi gå videre? Skal vi uddele stoffer af alle slags til alle, der måtte have behov for det? Skal vi i yderste konsekvens også give alkoholikeren alkohol for at understøtte og holde fast i det misbrug? Det tror vi ikke på.

Et andet problem med lægeordineret heroin, som det er skruet sammen nu, er, at det for os ikke ser ud, som om det rammer de allersvageste, fordi det kræver, at man selv kan komme op til behandlingen og selv følge op på behandlingen. Så skal det være i den form, skal vi i hvert fald have fat i de allerdårligste også.

Så bekymrer det jo også, når vi så hører ministeren sige, at man kunne overveje at give heroin som piller, og så kunne misbrugerne lige få dem med hjem. En ting er, om man skal indtage heroinen med sprøjte eller ryge den eller spise nogle piller – det kan vi godt diskutere – men vi tror altså ikke på, at det giver mening at lade heroinen komme med ud fra det behandlingssted, man har. Så tror vi, at risikoen for videresalg er alt, alt for stor.

Det element, der handler om at få lavet en redegørelse om mulighederne for at bruge lægeordineret kokain, kan vi sagtens støtte. Vi vil gerne se en redegørelse om fordele og ulemper, så man kan se, hvad der videre kommer ud af det.

Men samlet set støtter Dansk Folkeparti alle elementer, der kan sikre en hurtig, helhedsorienteret behandling af misbrugere med henblik på stoffrihed og en sikring af den opfølgende indsats. Der vil vi gerne i udvalget være med til at se på om vi kunne lave en beretning, der trækker i den retning, så vi primært sikrer den helhedsorienterede indsats. Tak.

Der er en kort bemærkning. Hr. Tom Behnke.

Jeg fandt lige anledning til at understrege, at jeg intet har imod Kongens Ø. Jeg synes faktisk, at det, de gør, er rigtig godt. Og jeg synes personligt, at den behandlingsform, de har, er den rigtige. Men det er jo ikke mig, der er stofmisbruger. Det er jo ikke mig, der har behov for at komme i behandling. Det er stofmisbrugerne derude, der har det.

Der hører jeg jo fra mange af dem, at Kongens Ø er det rigtige for nogle, men det er det forkerte for nogle andre. Derfor skal vi selvfølgelig ikke skifte Kongens Ø ud med mine akuthuse; nej, de akuthuse, vi foreslår, er jo nogle, der kommer oveni, det er noget ekstra.

Så kan min indgang, som er et akuthus, godt være der, hvor man kommer ind, hvor man bliver sluset ind og finder så ud af, at det rigtige for en er at komme på Kongens Ø. Fint, af sted til Kongens Ø, og så bruger man det tilbud. Men det kan også være, at det er noget andet, der er det rigtige for andre. Og så skal de af sted i den retning.

Så det er mere den forskel, jeg lige vil understrege. Og som ordføreren måske også er opmærksom på, er det ikke en kritik af Kongens Ø. Det her er bare en udvidelse, den gør bare, at det er nemmere for alle stofmisbrugere at komme ind i systemet og derfra videre til behandling på Kongens Ø eller til alle mulige andre former for behandling.

Ordføreren.

Jamen sådan opfattede jeg sådan set også det, hr. Tom Behnke tidligere sagde. For Kongens Ø er et glimrende tilbud for rigtig mange, men det ligger jo som en behandling. Og man kan sige, at det er det altafgørende, at man netop før det kan få den hurtige afklaring og den hurtige plan for, hvad man så skal, og faktisk fra dag til dag kan komme ind i et forløb, hvor man afklarer og der lægges planer og man finder ud af, hvad det korrekte tilbud så er.

Det er jo der, det selvfølgelig også er bekymrende, når vi hører flere gange i dag, at der går 14 dage, før man får lagt en plan. Det er måske det element, vi skal væk fra, for efter 14 dage er motivationen desværre nok væk for mange.

Hvis der er nogle, der har behov for, at der bliver lagt en plan, der indebærer, at de skal have hjælp til at få passet nogle børn eller passet en hund eller noget andet, jamen så kunne man da godt gå ind i en praktisk plan for det. Men det skal bare gå hurtigt med at få lagt en overordnet plan, som man så kan arbejde videre med.

Hr. Tom Behnke.

Jamen jeg er helt enig med ordføreren i, at hvis man stadig væk er motiveret efter 14 dage, er man formentlig så motiveret, at man overhovedet ikke har brug for det offentlige behandlingssystem, for så er man så motiveret, at man selv kan håndtere det her. Så jeg er enig i, at det er helt galt, som det fungerer i dag. Det er derfor, vi gerne vil stramme op. Døren skal åbnes, når man kommer og banker på, man skal ikke blive henvist til om 14 dage.

Der er noget andet, jeg også gerne lige vil understrege. Ordføreren var også inde på det her med den lægeordinerede heroin, om det nu også er den rigtige vej at gå, og om det skal udvides til flere indtagelsesmåder, og om man måske skal udvide det til at omfatte andre stoffer.

Der vil jeg bare understrege, at formålet med den lægeordinerede heroin jo først og fremmest var at komme følgekriminaliteten til livs, altså det, at misbrugere er henvist til at begå omfattende kriminalitet – indbrud, overfald, røverier, tyverier osv. – for at skaffe penge til det illegale forbrug. De køber stofferne på det illegale marked og holder liv i dødens købmænd, de køber nogle stoffer, der er urene, de kender ikke styrken af dem, og dermed er misbrugernes helbred også i fare, og deres liv er også lige pludselig i fare. Det var det, vi ville undgå for de hårdest belastede heroinmisbrugere.

Hvis det er rigtigt, og det tror jeg på, bør vi også forholde os til virkeligheden. Og virkeligheden er, at flere og flere, i dag flertallet, af dem, der er stofmisbrugere på gadeplan, som altså er nede på gaden, er på kokain og ikke på heroin. Så hvis vi ønsker at opnå de tre ting, jeg nævnte, bliver vi nødt til at se virkeligheden i øjnene, og den er, at stofmisbrugerne også tager et andet stof, nemlig kokain.

Ordføreren.

Jamen jeg siger ikke noget om, at vi ikke skal se virkeligheden i øjnene. Og derfor siger jeg også, at den undersøgelse og redegørelse om eventuelt at se på lægeordineret kokain er vi selvfølgelig med på at se på, så vi kan se, hvordan beskrivelserne er.

Når der så bliver diskuteret lidt om det med 14 dage eller ikke 14 dage, vil jeg sige, at det helt væsentlige er, at der bliver lavet en helhedsorienteret plan. En ting er, at man i dag går ind og måske sætter i gang med et eller andet ganske hurtigt, en anden er, at hvis der overhovedet nogen sinde bliver lavet en helhedsorienteret plan, går der typisk 1, 2, 3, mange uger, fordi det ikke er så entydigt.

Når man kommer ind ad døren, skal man faktisk have krav på, at der her og nu bliver lagt en konkret plan for, hvordan man kommer videre. Hvordan kan vi hjælpe dig, hvad har du brug for? Man skal rent faktisk også som misbruger, der kommer og beder om hjælp, opleve, at der faktisk er nogle, der gerne vil hjælpe en her og nu, og at det ikke er nogle, der bare taler og siger: Jamen du kan lige komme tilbage om en uge, og så må vi se, om du stadig væk er motiveret. Det skal være her og nu.

Tak til ordføreren. Så er det den næste ordfører i rækken, fru Camilla Hersom fra Det Radikale Venstre.

Tak for det. De tre beslutningsforslag, B 1, B 16 og B 24, har det tilfælles, at de angår stofmisbrugere og deres vilkår i Danmark. B 1 hører rettelig under socialministerens ressort, mens B 16 og B 24 hører under sundhedsministerens ressort. Her behandles de under et, og jeg taler derfor også på vegne af Det Radikale Venstres socialordfører. De tre beslutningsforslag omfatter oprettelse af akuthuse, behandlingsplaner og lægesamtaler for stofmisbrugere og udvidelse af ordningen med lægeordineret heroin.

Jeg vil starte med at slå fast, at Det Radikale Venstre har stor sympati for beslutningsforslagenes indhold. Stofmisbrugere hører til nogle af de allermest udsatte i vores samfund. En del af dem har en række forskellige alvorlige problemer samtidig, og vi er af den klare opfattelse, at den hjælp, der bør ydes, bør tage udgangspunkt i den helt særlige situation, som disse mennesker befinder sig i. Ofte vil stofmisbrugere have både økonomiske problemer, sociale problemer og helbredsproblemer af såvel psykisk som somatisk karakter oven i deres stofmisbrug. Hjemløshed, kriminalitet og prostitution er ikke ukendte forhold for misbrugere.

Der vil for en række af stofbrugerne ikke være overskud til andet end den daglige kamp for det næste fix, og det er selvsagt ikke befordrende for at kunne tage imod de behandlingstilbud, der allerede findes. Fordi det er mennesker i en desperat situation, har samfundet et ansvar for at hjælpe disse mennesker på fode igen, ikke bare for den enkeltes skyld, men også for samfundets skyld. Vi ønsker at leve i et samfund med værdige forhold for alle mennesker, og vi mener, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.

Som nævnt findes der allerede en række tilbud til stofbrugerne. Kommunerne skal tilbyde vederlagsfri lægelig behandling til stofmisbrugere. Det er muligt at få lægeordineret heroin, og derudover er der hen over årene etableret en række tiltag i forbindelse med satspuljeforhandlingerne. Men vi kan gøre det bedre. Regeringspartierne har som en af sine stærkeste prioriteter at gøre en indsats for de mest udsatte, og vi anerkender, at når det gælder gruppen af stofbrugere, er der behov for tilbud, der kommer gruppen i møde på en fordomsfri måde. Regeringen har derfor indført muligheden for at etablere stofindtagelsesrum, så de stofafhængige ikke er henvist til gaden, opgange og baggårde, når de tager deres stof, men kan være et sted, hvor der er varme, lys og hygiejniske forhold. Dermed oplever de forhåbentlig det minimum af værdighed, der måske kan give et lille skub til at tage imod et egentligt behandlingstilbud.

Regeringen har afsat penge til at undersøge de alt for mange narkotikadødsfald, så vi kan få mere viden om årsagerne. Det er en viden, der skal hjælpe os til at knække kurven, så stofmisbrug ikke også giver alt for stor risiko for tidlig død. Vi har startet et projekt, hvor stofmisbrugerne kan få udleveret Naloxon, en modgift, der gør, at misbrugerne kan hjælpe hinanden i tilfælde af en overdosis.

Der er en række yderligere tiltag undervejs. Som flere har nævnt, er der i regi af satspuljeforhandlingerne på socialområdet afsat penge til at etablere et akutkrisecenter for stofbrugere, der befinder sig i en akut og truet situation. Derudover har socialministeren fremsat en række forslag med det formål at skabe en helhedsorienteret indsats baseret på evidens om, hvad der virker bedst.

Sundhedsministeren har i sin tale allerede tilkendegivet over for Folketinget, at regeringen er parat til at udvide ordningen med lægeordineret heroin til også at omfatte tabletter, og at regeringen er åben over for yderligere udvidelser, der måtte komme på tale i kølvandet på den kommende evaluering af ordningen. Sundhedsministeren har også sendt klare signaler om, at der bør arbejdes på en mere helhedsorienteret indsats omfattende flere forskellige elementer, som vil blive fremlagt i forbindelse med satspuljeforhandlingerne i 2013. Det kan bl.a. omfatte en styrkelse af behandlingstilbuddene.

Radikale Venstre bakker selvsagt op om ministrenes tiltag, og vi ser frem til forårets drøftelser med Folketingets partier, da denne debat og de bagvedliggende beslutningsforslag vækker forhåbning om, at vi i fællesskab kan forpligte hinanden til at lette vilkår og adgang til behandling for samfundets mest udsatte grupper, også når det handler om at finde den finansiering, som det altid er vores lod at anvise. Uden økonomiske midler er det meget lidt, der er muligt, og der er i den nuværende regerings levetid afsat en del midler til området allerede.

Men når det handler om de allermest udsatte, er midler den nødvendige, men ikke den tilstrækkelige forudsætning. Vi må erkende, at disse mennesker kan være fanget i helt umenneskelige livsvilkår, og at den hjælp, der er behov for, ofte også omfatter helt banale fornødenheder. Det kræver en indsats, der ikke bare er helhedsorienteret, men også fordomsfri. Hvis et samlet Folketing kan stå sammen om det, kan vi forhåbentlig nå nye resultater for en gruppe mennesker i en meget svær situation.

Radikale Venstre ser frem til de videre drøftelser, og vi håber, at det vil være muligt at nå til enighed om en fælles beretning i udvalget.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det fru Özlem Sara Cekic.

Tak. I dag skal vi behandle de her tre rigtig gode forslag fra Konservative, som er enormt konstruktive og meget virkelighedsnære.

Jeg tror, at der er en bred enighed her i Folketingssalen om, at det er meget, meget – for faktisk at sige det ligeud – deprimerende med de dødstal, vi ser for vores allermest udsatte borgere. Og når jeg ser på, hvordan forholdene er i dag, får jeg bare lige lyst til at understrege – for nu er der rigtig mange, der har sagt, at det sejler med den der 14-dagesgaranti, og at der er rigtig mange kommuner, 5 pct., der ikke lever op til den – at jeg synes, at man nogle gange fra Christiansborgs side også rigtig gerne må anerkende, når der er nogle, der faktisk prøver at gøre et rigtig godt stykke arbejde.

Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der arbejder med stofmisbrugere, i den grad er nogle ildsjæle, som hver evig eneste dag prøver at se, om de ikke kan gøre en forskel. Jeg var ude at besøge fixerummet i København, hvor der i løbet af en aften kommer flere hundrede mennesker ind og ud, og den måde, de bliver mødt derinde på med ligeværdighed, men også med en faglig viden, får en til at tænke: Respekt for den måde, man møder mennesker på.

I mange år har debatten om stofmisbrugere desværre været meget moraliserende, meget med løftet pegefinger, frem for at vi bygger vores behandling på viden. Derfor synes jeg, det er fantastisk at se alle de her gode tiltag, som ligesom kommer i gang nu. Nogle af dem har vi lavet i fællesskab, og andre har vi indgået aftale med Enhedslisten om. Jeg får bare lige lyst til at nævne nogle af dem.

F.eks. kommer man til at evaluere kommunalreformen for at se, hvad det er for nogle problemstillinger, der blev skabt med kommunalreformen. En af de største problemstillinger på socialområdet er efter min mening, at borgerne faktisk falder ned mellem stolene. Og den evaluering skal så vise, hvad vi skal gøre fremadrettet.

Vi fik også indført anonym stofbehandling, som ikke var muligt før, sundhedsrum med indtagelse af stoffer – det, vi i folkemunde kalder for fixerum – en ordning med lægeordineret heroin, som der også er ret bred enighed om at vi skal udvide. Jamen når man hører om alle de her ting, tænker man: Jamen er det ikke nok? Nej, det er ikke nok. Så længe vi har et dødstal, der er så højt; så længe mennesker falder ned mellem stolene; så længe der er 40 pct. af de børn, vi anbringer, som kommer fra misbrugshjem, så er det ikke godt nok.

Derfor synes jeg, det er rigtig interessant at se på, hvad vi i fællesskab kan blive enige om fremadrettet. Der håber jeg, at vi kan blive ved med at insistere på, at den lovgivning, vi laver herfra, skal insistere på en retssikkerhed, der gør, at de her borgere ikke bliver diskrimineret, at de har de samme rettigheder som alle andre, og at de også bliver behandlet ligeværdigt ude i det virkelige liv.

Derfor håber jeg, at vi kan være enige om den her beretning, vi kan lave i fællesskab, og så fremadrettet prøve at kigge på, hvordan vi kan rette alle de fejl og alle de systemsvigt, også Christiansborgsvigt, der har været gennem årene, så vi i fællesskab kan være med til at gøre en forskel for vores allermest udsatte grupper i Danmark.

Der er et spørgsmål. Hr. Tom Behnke.

Ordførerens tale giver mig anledning til at understrege, at der selvfølgelig er kommuner, der gør det godt, at der er kommuner, der gør det rigtig godt. Men det er jo ikke dem, vi er sat i verden for at gøre noget for. Det er jo der, hvor det ikke fungerer, at vi skal prøve at gøre en forskel og prøve at gøre det bedre. Så til dem, der gør det godt derude: Bliv ved med det, bare hold fast. Men der er jo mange steder, hvor det halter.

Men det, jeg egentlig vil spørge ind til, vedrører, at der bliver sagt, at rigtig mange kommuner lever op til den her 14-dages-behandlingsgaranti. Men er det ikke rigtigt, at behandling i den sammenhæng de fleste steder betyder, at når der er gået 14 dage, så kommer man til en samtale af ½ times varighed og får derefter at vide, at man skal komme igen om 1 uge eller om 14 dage, og at det bliver ved nogle gange, indtil man er blevet enige om, hvad det er for en behandling, der skal sættes i værk? Så det er jo ikke, fordi man kommer i behandling inden for 14 dage.

Ordføreren.

Grunden til, at jeg lige fik lyst til at sige det der med kommunerne, er, at jeg synes, at vi nogle gange er rigtig gode til at nævne de områder, hvor det ikke går godt. Det skal vi selvfølgelig også, men vi skal også anerkende dem, der gør et rigtig godt stykke arbejde.

Hr. Tom Behnke har fuldstændig ret i, at behandlingen kun sker på det sociale område, altså ikke i forhold til det sundhedsmæssige. Altså, jeg har arbejdet med stofmisbrugere på gadeplan, og det er jo ikke en nyhed; det har vi jo vidst i mange, mange år. Jeg er da rigtig glad for, at hr. Tom Behnke nu også kan se, at det faktisk er en ret diskriminerende lovgivning – det mener jeg personligt – som vi på alle måder skal gøre hvad vi kan for at rette op på.

Der er 14 dages behandlingsgaranti, men alle dem, der arbejder med den her gruppe af borgere, ved godt, at man ikke kan give sådan et visitkort og sige: Kom om 14 dage. Altså, det er her og nu, og det er derfor, at man skal gøre, hvad man kan for at prøve at finde et andet behandlingstilbud til dem, som motiverer dem dér, hvor de er, frem for at sige: Nu må du gå tilbage og få en henvisning, og så kan du se, om du ikke lige kan komme tilbage. Altså, det fungerer ikke. Det kan godt være, at det fungerer for langt de fleste patienter, men jeg mener, at vores sundhedssystem godt kan prøve at have en differentiering, i forhold til hvad det er for en gruppe patienter, vi snakker om.

Tak til ordføreren. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten, som ordfører.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Det Konservative Folkeparti for at tage initiativ til de her beslutningsforslag og for at samle op på nogle af de spørgsmål, som jeg tror at vi kan mødes omkring her i Folketinget, så vi forhåbentlig fælles kan bringe behandlingsmulighederne for stofmisbrugere videre og forbedre dem.

Jeg kommer til at tænke på, når vi har den her debat, at ud over, at fixerum, synes jeg, var en rigtig, rigtig god ting for det, det er i sig selv, fordi det er med til at forbedre vilkårene for stofmisbrugerne, tror jeg faktisk også, at det er rigtig godt for den debat, vi har i det hele taget om stofområdet. Det lader til, at det, at den debat nu er afsluttet, og at vi nu har fixerummene, gør, at vi kan komme videre og måske lægge nogle af de her ideologiske synspunkter lidt bag os og kigge på, hvad det rent faktisk er, der skal til for at forbedre vilkårene, og det synes jeg er positivt.

Derudover har jeg også lyst til at sige, at jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at vi også husker at hæve os lidt over de her konkrete forslag. Der er rigtig, rigtig mange initiativer i gang. Mange af dem har været nævnt heroppe fra talerstolen, både fra satspuljen og også i kredsen af regeringen sammen med Enhedslisten. Der er virkelig mange initiativer i gang på det her område. Kommunerne har også nogle ting i gang.

Jeg tror, at det ville være rigtig givtigt, hvis vi fik en samlet handlingsplan på det her område, som kunne beskrive sammenhængen mellem de mange forskellige initiativer, der er i gang, og se på, hvor der er nogle mangler og nogle huller. Jeg synes også, at det er vigtigt, at man i en sådan handlingsplan eller i det hele taget i en samlet politik på det her område tager fat i nogle af de grupper, som også har et stofmisbrug, men som jo ikke er den gruppe, som vi taler om her, altså nogle af de stofmisbrugsgrupper, som f.eks. har et weekendmisbrug, eller nogle af dem, som misbruger hash. Der er jo forskellige typer af stofmisbrug, som nogle gange bliver lidt overset i debatten om dem, som er meget synlige i gadebilledet på Vesterbro eller i nogle af de andre store byer. Så mit indspark til debatten, inden jeg går ind i de egentlige forslag, vil være en opfordring til, at vi får lavet en samlet handlingsplan på området, som bredt set kommer rundt omkring stofmisbrug.

Så til de tre konkrete forslag fra Det Konservative Folkeparti. Vi synes fra Enhedslistens side, at de alle tre er interessante.

Til det første om akuthuse er der flere, der har peget på, at det allerede har været oppe i regi af satspuljekredsen. Jeg vil også tilføje, at der på det område også sker nogle interessante ting i Københavns Kommune, hvor man her fra den 1. januar etablerer behandlingspraktik, som er meget af det samme, hvor man umiddelbart kan komme ind og få et tilbud, og målgruppen, som jeg læser det, er også den samme, altså især de stofmisbrugere, som er blandt de mest kaotiske, og de kan komme til. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi får inddraget de erfaringer, som der allerede nu er, inden man begynder at designe et nyt bud på sådan et akuttilbud til stofmisbrugerne. Så intentionen synes jeg er rigtig, rigtig god, men som forslaget ligger her, vil vi ikke stemme for det, men vi vil meget gerne arbejde videre med det i udvalget i regi af den beretning, der har været omtalt.

Så går jeg til de to andre forslag. Det første er, at man udvider behandlingsgarantien til også at gælde på det sundhedsfaglige område, konkret at man har ret til en lægesamtale inden for 3 dage. Det synes vi er rigtig godt, og det kan vi godt støtte. Jeg vil bare tilføje, at jeg synes, at behandlingsgarantien sådan set lige så godt kunne have som sigte at have skadesreducerende formål. Uden at det nødvendigvis behøver at være et succeskriterie, at man skal igennem afvænning, så kan jeg sagtens se et formål med, at man får en lægefaglig samtale med henblik på at få reduceret skaderne af ens misbrug.

Så er der det sidste forslag om lægeordineret heroin og om at udvide den ordning til både at gælde flere administrationsmåder og også til at overveje muligheden for at udvide med kokain og selvfølgelig også at udvide, sådan at flere kan få adgang til ordningen. Det kan vi til fulde støtte, det har vi selv talt for flere gange.

Så med de ord vil jeg gerne sige tak igen til De Konservative for at holde fast i, at det her er en debat, vi langtfra er færdige med. Jeg synes, at der med det forslag, der er på bordet, bliver slået nogle rigtig, rigtig gode takter an.

Tak til ordføreren. Så går vi til hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Vi behandler i dag tre beslutningsforslag sammen, B 1, B 16 og B 24. Vi synes, det er nogle gode initiativer, som Det Konservative Folkeparti har taget, og vi er helt enige i, at der er brug for en indsats, som reducerer skaderne af stofmisbrug. I det hele taget synes vi, at der måske bør tænkes en lille smule ud af boksen ud fra den betragtning, at det, når man ser på den indsats, der er gjort over de sidste 40-50 år i forhold til at bekæmpe stoffer, må siges at have været en helt enorm fiasko. Så det er måske på tide, at man begynder at tænke lidt ud af boksen.

Når det så er sagt, kan vi støtte både B 1, B 16 og B 24. Vi er også enige i, at det vil være fornuftigt at finde finansieringen gennem satspuljen. Så det er jo en glædens dag, at man kan stå her og støtte nogle beslutningsforslag, som De Konservative er kommet med, og det er altså det, der er virkeligheden. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Tom Behnke fra De Konservative.

Tak for det og tak for en rigtig god debat. Jeg sidder jo indimellem og får den tanke, at jeg i virkeligheden godt kunne ønske mig – og man må gerne komme med ønsker, når det snart er jul – at alle ordførere, naturligvis på frivillig basis, fik den mulighed, jeg fik, nemlig at få lov til at følge to hjemløse stofmisbrugere i 24 timer. Så kommer man ud og oplever, hvad det egentlig er, der sker, oplever, hvor stor forskellighed der er, hvor store de forskellige behov er, hvad de forskellige årsager er til, at man er nået dertil, hvor man er nået, hvad det er, der skal til for at komme videre, hvad det er, der skal til for at komme ud af sit misbrug. Det er en myriade af forskelligheder, og derfor er der ikke en standardløsning, der bare passer, og som vi kan vedtage i Folketinget og så sige: Så, nu har vi vedtaget det, nu er det bare at rette ind til højre. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre, for det er langt, langt mere komplekst, end den her debat har nået at komme rundt om. Jeg synes også, der har været nogle misforståelser, hvor jeg netop sad og tænkte: Det kunne være godt, hvis alle ordførerne fik den mulighed for at komme ud og opleve det på allernærmeste hold. Jeg vil ikke sige på egen krop, for det ønsker jeg ikke for nogen, men i hvert fald at man kan være til stede så længe, at man når at se, hvad det er.

Det, der gør sig gældende, er, at stofmisbrugere er udsatte. De er utrolig udsatte på alle mulige måder, og rigtig mange af dem er også hjemløse, fordi det kaotiske misbrug gør, at de mister evnen til at fastholde en bolig, de får ikke betalt huslejen, de bliver smidt ud, de bliver hjemløse. Det er virkeligheden for rigtig, rigtig mange af de her misbrugere. Det er også rigtig, rigtig svært at komme ud af det misbrug, man er i. Man skal huske på, at de fleste, hvis ikke alle stofmisbrugere, jo altså har en grund til, at de er havnet der, hvor de er havnet. Nogle har selvfølgelig eksperimenteret med nogle ting, blevet grebet af en afhængighed og kommet længere og længere ud, men mange har også en selvvalgt grund til at være der, f.eks. at der har været problemer i deres liv eller tidligere i deres liv, der er så voldsomme, at de er nødt til at dæmpe de smerter, som de selv giver udtryk for de har på krop og sjæl. Derfor er det at skulle ud af sit misbrug jo ikke bare det, at man kommer ud af misbruget og så skal starte en ny tilværelse, det er en konfrontation med alt det, man har dæmpet med de narkotiske stoffer, for pludselig kommer den virkelighed tilbage, og den skal man også forholde sig til. Det er det, der gør, at mange misbrugere er meget tilbageholdende med det og har svært ved at finde lige præcis den motivation, der skal til for at komme ud af misbruget, altså fordi det er på to måder en virkelighed, man skal ud at møde, når man kommer ud af sit misbrug. Så den motivation er der sjældent, og når den er der, er den der kun kortvarigt.

Det er derfor, det er så utrolig vigtigt, at vi griber chancen, når misbrugeren kommer og siger: Nu er jeg motiveret, nu er jeg klar til at gå i behandling. Så skal vi tage imod, så skal vi gribe den chance. Det, jeg oplevede, var et behandlingssystem, der havde den holdning: Nåh jo, jo, men de fleste af dem springer jo fra undervejs, så vi venter lige for at se, om de nu også mener, at de er motiverede. Uden sammenligning i øvrigt tænkte jeg på: Gad vide, hvordan det ville gå, hvis private erhvervsdrivende i deres butikker havde den holdning til kunderne. Tag f.eks. bilbranchen – vi kender da alle sammen det, at man går ind i adskillige bilforretninger, man kigger på biler, man prøvekører biler, man gør alt muligt andet, og på et eller andet tidspunkt beslutter man sig for, hvilken model det skal være. Det er jo de færreste kunder, der går ind og siger: Jeg vil gerne have den der model, jeg vil have den leveret i rød farve og helst i morgen tidlig kl. 10. Det er sjældent, det sker. Men har vi automobilforhandlere, der siger til kunderne: Vi ved godt, at det kun er 1 ud af 20, der køber en bil, så ud af min butik, væk, kom ikke ind her? Nej, det har vi da ikke. Vi skal da gribe chancen, når den er der, og vi skal sørge for at tage dem ind, for det er den første forudsætning for, at misbrugerne kommer ud af deres misbrug, altså at vi tager imod og sørger for, at de kommer videre.

I dag kan vi konstatere, at behandlingssystemet og behandlingsgarantien ikke fungerer godt nok. Jeg troede sådan set, at mange af de tiltag, jeg gjorde i 1990'erne, og behandlingsgarantien, vi gennemførte i 00'erne, rent faktisk virkede derude, men da jeg kom tilbage efter at have været væk fra området et stykke tid, opdagede jeg, at det faktisk er værre, end det var tidligere. Det er ikke godt, når Folketinget vedtager en lang række regler og love og bestemmelser, og resultatet så er, at det bliver værre. Så bliver man nødt til at sætte sig ned og tænke over tingene, og det gjorde jeg også. Der var hele den diskussion om fixerum, den skal vi ikke tage igen i dag, men det var det, der gjorde et indtryk, på mig, så jeg sagde: Nej, det må vi også kunne gøre bedre. Derfor overvejede jeg det og fandt frem til at lave de her tre beslutningsforslag, som rækker videre, og som tager fat om alle de problemer, der er i den her forbindelse, og sørger for at samle alle op, der er motiverede til at gå i behandling.

Det, jeg oplevede, da jeg sammen med to stofmisbrugere var nede i det, der hedder Rådgivningscenter Vest, i Københavns Kommune i februar måned i år, var, at man blev mødt med mistro; man blev mødt med lukkede døre; man fik at vide, at man kunne komme igen senere, for man skulle lige bevise, at man var motiveret. Og på spørgsmålet om, hvad der så sker, når man kommer igen og stadig væk er motiveret, er svaret, at så bliver der lavet en aftale om, at så skal man komme igen 14 dage senere. Det er ikke en måde at behandle mennesker på, der i den grad har kæmpestore problemer og behov for hjælp, hvilket ministeren også selv sagde.

Det er et meget trægt og meget langsomt system, og det er ikke den stakkels medarbejder, der sad der, man skal kritisere, for han gør jo bare det, han får besked på. Det er jo systemet, det er ledelsen, det er måden, man i den kommunale sektor betragter stofmisbrugere på, som er så ganske utrolig forfærdelig. Det er en forfærdelig arrogance. Og det, som jeg hørte flere stofmisbrugere give udtryk for, var, at det faktisk er meget nemmere at være stiknarkoman og hjemløs, end det er at komme igennem til behandlingssystemet. Tænk sig, at det skal være sådan. Tænk sig, at de, der kommer igennem nåleøjet, kun er de stærkeste af de stærke stofmisbrugere. Alle andre er bare overladt til sig selv. Det synes jeg vi skal gøre bedre.

Det første, der er væsentligt at få slået fast, er: Hvad er problemet i forbindelse med misbrug? Hvad er det egentlig for nogle problemer, vi ønsker at løse, når vi taler misbrugere og misbrug? For det første er det jo misbrugernes helbred og det, at der er alt for mange, der dør af at tage en overdosis; de dør også på andre måder, men det er typisk af en overdosis. Og deres helbredstilstand er ganske elendig. Det er det første væsentlige, vi skal forholde os til.

Det næste er, at narkotika er ulovligt, og det synes vi fra konservativ side at det fortsat skal være, men det betyder jo også, at narkotika er meget dyrt. Det gør, at man altså ikke kan finansiere det på andre måde end ved at lave noget kriminalitet eller på anden måde skaffe ekstra penge – rigtig mange penge. Så der er meget følgekriminalitet i form af indbrud, røverier, tyverier osv. osv. Det går ud over i tusindvis af mennesker hver eneste dag, at der er stofmisbrugere, der skal skaffe penge til deres eget forbrug. Der er også nogle, der handler med narkotika for på den måde at skaffe finansiering til deres eget forbrug, men det er jo også kriminelt.

Når man så har skaffet de her penge, går man ud på det illegale marked til dødens købmænd, og så køber man stoffer af meget, meget tvivlsom kvalitet. De er ofte urene, møgbeskidte og fyldt med alle mulige tilsætningsstoffer, bare for at det skal fylde noget mere, og man ved i øvrigt ikke, hvilken styrke det, man køber, har. Og resultatet er, at misbrugerne bliver syge, de bliver dårlige, og i værste fald tager de en overdosis, og det dør man af.

Det er det, vi skal have gjort noget ved, og det er de problemstillinger, man skal prøve at fokusere på. Og alle de her tre problemstillinger tager man ikke hånd om, når vi taler om fixerummene. Det var jo derfor, jeg gerne ville videre end det – ikke for at genåbne den debat, for den kan vi tage en anden dag, men jeg ville gerne videre og prøve at komme med nogle forslag, der løser alle tre udfordringer. Og det gør de tre beslutningsforslag her.

For mig som konservativ er det utrolig vigtigt, at vi hjælper dem, der har brug for hjælp her i samfundet. Og her er altså en gruppe, nemlig stofmisbrugerne, som i høj grad har brug for vores hjælp. Derfor er det godt, at vi har haft en god debat i dag, hvor vi har koncentreret os om det her, og hvor der er en positiv vilje til, at vi skal komme videre.

Det første forslag er B 1 om akuthuse. Forslaget er, at de skal være statsfinansierede og statsdrevne. For de erfaringer, jeg har gjort mig i forhold til behandlingsgaranti, er nemlig, at det fungerer udmærket i landets fængsler, som er statsfinansierede og statsdrevne, hvorimod det i de fleste kommuner halter, og der, hvor det fungerer inden for tidsfristerne, er det så som så med, hvad det egentlig er for en behandling, man tilbyder. Derfor bør akuthusene være statsfinansierede. Men et akuthus er ikke et behandlingssted, det er bare indgangen til hele behandlingssystemet, altså et sted, hvor man kommer hen, banker på, og så går døren op.

Vi har foreslået, at det ene kunne ligge i København og det andet i Aarhus, men det er egentlig ligegyldigt, hvor man bor henne i landet, for hvis man bevæger sig hen til et akuthus og banker på og er stofmisbruger, så går døren op, og man kommer ind, og så er man i gang med et forløb.

Der er fagligt personale til stede, man kan få en seng at sove i, man kan få noget mad at spise, og man kan med det samme komme i gang med substitutionsmedicin, altså metadon eller andet, sådan at man får dæmpet abstinenserne og man ikke behøver at styrte ud for at skaffe nye stoffer. Så man kan faktisk blive der, så der kommer ro på. Og så kan der komme en hurtig afklaring i samarbejde med misbrugeren – i samarbejde med misbrugeren – som der også står i lovgivningen i dag, men det kniber i dag i rigtig mange kommuner med at forstå, at samarbejde betyder, at man skal være enige om, hvad der skal ske.

Man kan tilgodese de individuelle behov, og man kan finde den rigtige løsning, og så er det videre ud til det rigtige tilbud. Og det rigtige tilbud kan være mange forskellige ting. Der kan være nogle, der har behov for i en længere periode at være på metadon f.eks. Det er ikke, fordi det er specielt sundt, men det kan godt være, at det for nogle er det rigtige. Og det kan være, at det for nogle i en periode bliver nødvendigt at få noget lægeordineret heroin, indtil man ligesom kan komme videre.

Der er mange, mange forskellige ting, der kan være det rigtige for den enkelte. Det vigtige er, at vi kommer videre, og at vi får løst de tre udfordringer, de tre problemer, som jeg nævnte før. Og det skal i øvrigt være sådan, som jeg også sagde, at uanset hvor man bor, eller om man er hjemløs, skal man have adgang til et akuthus. Det er det vigtige. Det, som man har gjort, og som jeg ikke er imod – jeg er faktisk for – er, at man har givet nogle penge til Kongens Ø og nogle projekter der. Det er udmærket, men igen er det sådan, at man skal visiteres til det. Det er lidt bøvlet, og det er kun én behandlingsform. Den kan være udmærket for nogle, men bestemt ikke for alle.

Det andet beslutningsforslag, B 16, handler om dem, der ikke bevæger sig hen til et af de her akuthuse, vi har i beslutningsforslag B 1. Det er for dem, der bor et andet sted i landet og ikke lige vil bevæge sig til enten Aarhus eller København, men går hen på det lokale misbrugscenter eller til kommunen i øvrigt og siger, at man godt kunne tænke sig at komme ud af sit misbrug.

Så mener vi ikke, man skal vente 14 dage. Så mener vi, at man inden for 3 dage skal tilses af en læge, der har de faglige kvalifikationer til at vide, hvad det vil sige at være misbruger, og hvad der skal til. Allerede der skal der gives en fagligt kvalificeret behandling og rådgivning, så man kan komme i gang med at få set på misbrugerens helbred, finde ud af, hvilke behov der er, om der måske skal gives noget substitutionsmedicin i form af metadon eller lignende. Det er vigtigt at komme i gang med det, så der kommer ro på.

Allerede der er vi faktisk i gang med behandlingen, for så er der ro på, så man kan komme videre med alle de her samtaler, der skal være, man kan finde ud af, hvilken behandling der er den rigtige, og hvordan man kan komme i gang med den. Når først man har været der, er det altså også meget nemmere for det sociale system at arbejde videre med, hvad det er for et behandlingstilbud, der er det rigtige, for nu er der faktisk en lægefaglig vurdering af personen. Lægefagligt har man også fundet ud af, hvad der skal ske fremadrettet. Man ved, om der er nogle hensyn, der skal tages osv. Det er også meget nemmere at fastholde motivationen hos misbrugeren, indtil egentlig behandling kan starte, hvis det er sådan, at man får tilgodeset de basale behov, man har, f.eks. for substitutionsmedicin. Det er noget af det, der kan virke. Jeg kan forstå, at regeringen bakker op og siger, at regeringen er enig i det. Det er jeg glad for. Så er vi jo allerede på rette spor med det forslag i hvert fald.

Det sidste afsnit forslag, som er B 24, og som handler om lægeordineret heroin til hårdt belastede misbrugere, er noget, vi selv var med til at indføre i sin tid. Jeg er den dag i dag ked af, at man lavede så stramme begrænsninger af indtagelsesmetoden og af, hvor mange der kunne få lov at komme med, men vi startede jo trods alt der for lige at prøve det af og se, hvordan det virker. Nu har vi prøvet det, og nu kommer der en evaluering. Jeg er bare lidt utålmodigt anlagt. Jeg har været ude at se, at der faktisk er behov for, at vi kommer videre lidt hurtigt, i og med at regeringen er enig med De Konservative i, at det her faktisk er noget af det, vi skal tage fat i og komme videre med.

For det første skal vi se på, at man ikke behøver at være stiknarkoman for at komme ind i programmet. Det er jo lidt tosset. Hvis man tager heroin på en anden måde, ryger det eller sniffer det, hvorfor skulle man så accelerere til at være stiknarkoman for at få lov til at komme ind? Det giver ikke nogen mening. Det, der er det vigtige, er, at man indtager det på stedet under kontrol, så man ikke render ud og handler det til højre og venstre og køber alt mulig andet. Det er vores betingelser for det her. Men vi vil gerne udvide det, så indtagelsesformen kan være mere varieret, og vi vil også gerne udvide antallet af misbrugere, der kan komme ind i det her, altså afsætte flere penge til at udvide kapaciteten.

For det andet var vi ikke selv hundrede procent sikre på, at vi skal udvide det til at omfatte kokain. Men jeg tror, det er rigtigt, og jeg tror, det er nødvendigt, for hvis vi vil løse de tre problemer, jeg nævnte før, altså følgekriminaliteten, det illegale marked og sundhedstilstanden og de alt for mange dødsfald, tror jeg, vi skal se virkeligheden i øjnene og konstatere, at – det var i hvert fald, hvad jeg hørte – over halvdelen af dem, der render nede i gaden og er stofmisbrugere, er på kokain. Det vil sige, at hvis ikke vi får kokainen med, er vi alligevel ikke nået i mål, uanset hvor meget vi gør ved heroinbehandlingen. Så når vi ikke målet, som vi gerne vil. Så det håber jeg sker, og jeg ved, at regeringen arbejder videre med at få en vurdering af, om der er nogle fordele ved det her. Det kan også være, der er nogle ulemper, og dem hører vi også meget gerne om.

Afslutningsvis vil jeg takke for en rigtig positiv behandling af forslagene her. Det kører i den rigtige retning, og jeg kan garantere de ordførere, der har været inde på, om De Konservative nu vil fastholde, at det vil vi. Det her er et område, jeg har brændt for siden 1990, så jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde på det her. Jeg var væk fra det i en årrække og kom tilbage og opdagede, hvad tilstanden var. Det understreger bare, at der er behov for at holde fast. Det har jeg tænkt mig at gøre, for det ligger mig meget på sinde at gøre noget for de borgere her i samfundet, der i den grad har brug for hjælp. Det har misbrugerne.

Tak til regeringen, for at man har, skal vi kalde det, adopteret to af mine forslag. Eller hvem kom først med ideen? Lad det ligge. Det, der er det vigtige, er, at vi i fællesskab kommer videre og får gjort noget. Der er også enighed om, at der er et behov for at få styrket den her indsats. Den vil vi gerne bakke op om. Jeg kan forstå, at der er basis for at lave en beretning om de tre beslutningsforslag, i stedet for at vi skal til en anden behandling og stemme om det. Det er også det der med, at regeringen ikke stemmer for oppositionens forslag og sådan noget. Det er jo en virkelighed, man skal forholde sig til, når vi nu taler om at forholde os til virkeligheden.

Jeg tror, at det, vi skal gøre nu, er at tage os god tid til udvalgsbehandlingen. Jeg har selv en række spørgsmål, jeg gerne vil have afklaret. Så lad os nå frem til, at vi kan lave en fælles beretning, hvori vi bliver enige om, at det er i den her retning, vi vil bevæge os. Så må vi finde ud af, hvor hurtigt vi skal køre, hvilket gear vi skal køre i, og hvilken farve bil vi skal køre i, men vi er i hvert fald enige om, hvorhen vi gerne vil. Vi vil alle gerne gøre det bedre for vores stofmisbrugere, og det er jeg glad for. Tak for en god debat.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)