Det næste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 23:

Forslag til folketingsbeslutning om dispensation for den 1-årige anmeldelsesfrist for arbejdsskader, der er indtruffet før den 1. juli 2007.

Af Jørgen Arbo-Bæhr (EL) m.fl.

(Fremsættelse 13.11.2012).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Indledningsvis vil jeg gerne sige, at jeg nærer stor sympati for den problemstilling, som Enhedslisten adresserer med beslutningsforslaget her. Det er jo et beslutningsforslag, der lægger op til at ændre på den gældende lovgivning, der er tilbage fra 2007 – som i øvrigt blev vedtaget af et enstemmigt Folketing – og som dengang betød, at der blev indført nogle forbedringer for arbejdsskadede lønmodtagere i Danmark.

Der var en del diskussion, op til at loven blev ændret i 2007. Og der var på det tidspunkt et ønske blandt flere partier, herunder mit eget, nemlig Socialdemokratiet, om, at den lovgivning, der blev vedtaget i 2007 også ville kunne komme til at foregå med tilbagevirkende kraft for en gruppe af mennesker, hvor der ikke var blevet dispenseret fra 1-års-reglen. Jeg forstår godt den diskussion, og jeg forstår også godt ønsket om at hjælpe den gruppe af mennesker, men jeg vil også sige, at jeg betragter det som afsluttet, på den måde, at det, Folketingets partier kunne blive enige om dengang, var at ændre praksis fremadrettet med lovgivning. Det er jo også normalt den måde, vi laver lovgivning på i Danmark. Jeg anerkender fuldt ud diskussionen før, altså de holdninger, der var i den daværende opposition, men jeg tror også, man kan sige, at Folketinget er gået ind i den her lovændring med helt åbne øjne, i forhold til hvilken persongruppe der vil blive omfattet.

Når vi så kigger på det i dag, har jeg sådan set ikke nogen grund til mere at sætte spørgsmålstegn ved, om den lovgivning, vi har i dag, er god nok fremadrettet. Skal vi lovgive med tilbagevirkende kraft, er det også noget, man bliver nødt til at forholde sig til mere principielt. Og så bliver man selvfølgelig også nødt til at forholde sig til, at det er vurderingen, at hvis beslutningsforslaget her vedtages, vil det koste omkring 400 mio. kr. at gennemføre. Og det er ikke et beløb, jeg kan se nogle muligheder for at tilvejebringe i den nuværende situation, hvad enten beløbet ønskes tilvejebragt, ved at vi skal afsætte pengene på finansloven eller ved at hæve omkostningerne for erhvervslivet.

Der er taget en række initiativer for at sikre, at flest mulige arbejdsskader anmeldes i dag, sådan at tilskadekomne i videst muligt omfang får den erstatning, som de har ret til. Her i 2012 er der en arbejdsgruppe bestående af arbejdsmarkedets parter, som har anbefalet en række initiativer, der kunne understøtte, at flere erhvervssygdomme bliver anmeldt. Og på baggrund af de anbefalinger fra arbejdsgruppen har Arbejdsskadestyrelsen udarbejdet en handlingsplan, som er ved at blive implementeret. Eksempelvis er der udsendt breve til ca. 2.000 læger med vejledning om anmeldelsesreglerne.

Sideløbende med det her er selvfølgelig både Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen i øjeblikket i dialog med arbejdsmarkedets sparter om anmeldelse af arbejdsulykker. Derudover er arbejdsskadesikringsloven ændret, sådan at det nu er muligt for Arbejdsskadestyrelsen at udstede administrative bøder til bl.a. arbejdsgivere, der ikke overholder pligten til at anmelde en arbejdsulykke rettidigt. Jeg har selvfølgelig bedt Arbejdsskadestyrelsen om at følge udviklingen på det her område tæt med henblik på at vurdere, om vi kan foretage yderligere initiativer. På den baggrund kan vi ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Tak. Der er lige en enkelt kort bemærkning på nuværende tidspunkt. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr, værsgo.

Tak til ministeren, fordi hun forstår min bekymring. Det er ca. 3.700 mennesker, som ikke har fået en arbejdsskadeerstatning, fordi de har overtrådt forældelsesfristen, som stadig væk virkede mellem 2003 og 2007. Ministeren snakker om, at det alt i alt koster 400 mio. kr., og derfor vil jeg spørge ministeren: Er det ikke rigtigt, at det skyldes, at der er nogle arbejdsgivere, som aldrig har anmeldt de her arbejdsskader? Og er det så ikke i virkeligheden arbejdsgiverne, der er skyld i, at de her mennesker ikke får en arbejdsskadeerstatning?

Værsgo til ministeren.

Jo, men som det er mig oplyst, ville det ikke være muligt at adressere den eventuelle regning direkte hos de arbejdsgivere, som på det tidspunkt ikke har overholdt fristen, og det vil sige, at man ville lave en generel forøgelse af arbejdsgivernes bidrag på det her område. Man er jo altid nødt til at forholde sig til, om det er det rigtige tidspunkt at gøre den slags på. Det siger jeg med det in mente, at jeg godt kender diskussionen frem til 2007. Jeg synes, at man rent principielt bliver nødt til at forholde sig til, om det er o.k. at lovgive med tilbagevirkende kraft, når det kan forøge omkostningerne hos folk, der ikke har noget ansvar for det, der er foregået.

Ønsker hr. Jørgen Arbo-Bæhr ordet for sin anden korte bemærkning?

Ja tak. Det er rigtigt, at man ikke kan adressere det til arbejdsgiverne, men derimod kan man jo se på, hvem det går ud over. Det er folk, der er kommet til skade på deres arbejde, og de får ikke nogen erstatning. Det er kun, fordi Ankestyrelsen ændrede sin praksis fra 2001 og til 2007, så som udgangspunkt handler det jo om Ankestyrelsen og derfor også den daværende minister. Det var derfor, at man rettede op på det i 2007. Og hvem er det, det går ud over? Det er dem, der er kommet til skade på arbejdet. Er det ikke dem, man skal tage hensyn til først, de ca. 3.700, som er kommet til skade på deres arbejde og ikke har kunnet gøre noget ved det forhold, at deres skade ikke er blevet anmeldt på det rette tidspunkt? Er det ikke dem, vi skal tage udgangspunkt i i stedet for at sige, at det koster penge for samfundet?

Værsgo til ministeren.

Jo, men man kommer ikke uden om at forholde sig til finansieringen af et beslutningsforslag, ligegyldigt hvad man måtte mene om det. Det er fuldstændig rigtigt, hvad Enhedslistens ordfører siger, nemlig at det ikke er, fordi lønmodtagere, der måtte have haft behov for at anmelde, ikke har anmeldt i tide, det er en fejl, der er begået hos den enkelte arbejdsgiver. Det er fuldstændig rigtigt.

Derfor var det jo også både rigtigt og vigtigt og nødvendigt, at et samlet Folketing ændrede reglerne i 2007. Jeg har været tilbage at læse førstebehandlingen og kan jo se, at der var bred politisk enighed om, at der var opstået en praksisstramning, som ikke var rimelig over for de mennesker, der kommer til skade på deres arbejde.

Når vi så ender, hvor vi gør i forhold til beslutningsforslaget, så handler det om økonomi, men jeg mener også, at Folketinget med den lovændring tilbage i 2007 med åbne øjne traf den beslutning, at det, man kunne blive enige om, var at ændre reglerne fremadrettet. Det synes jeg var fornuftigt at man gjorde, og jeg vil i øvrigt altid se på, om vi kan gøre vores arbejdsskadeområde og vores arbejdsmiljøområde endnu bedre i fremtiden, end det er i dag.

Der er ikke flere spørgsmål til ministeren. Tak. Den næste i ordførerrækken er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Da Venstres ordfører på det her beslutningsforslag, hr. Peter Juel Jensen, desværre ikke kunne være til stede her i salen i dag, har jeg lovet at læse ordførertalen op.

Den 24. maj 2007 vedtog et samlet Folketing L 194, også kaldet forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadeforsikring og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Loven indebar bl.a., at reglen om dispensation for anmeldelsesfristen i arbejdsskadeforsikringsloven blev ændret, således at den nyere praksis på området blev stadfæstet.

Reglerne er således i dag, at der kan dispenseres for 1-års-fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Fire forhold skal dog være opfyldt: at der er tale om en dokumenteret arbejdsskade; at der er en rimelig grund til, at sagen er anmeldt for sent; at der er sammenhæng mellem de nuværende symptomer og arbejdsskaden; og at der er udsigt til, at arbejdsskaden vil give ret til ydelser efter loven. En rimelig grund til, at sagen er for sent anmeldt, kan foreligge, hvis skaden var ubetydelig, men efterfølgende er forværret, eller hvis der foreligger ukendskab til årsagssammenhængen mellem en skade og en hændelse.

Venstre står ved beslutningen af 24. maj 2007 og kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg har lovet her i dag også at sende en hilsen fra De Konservative, der siger, at de har den samme indstilling til beslutningsforslaget, altså at de heller ikke kan støtte forslaget.

Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Da et bredt flertal i 2007, inklusive Socialdemokraterne, vedtog nye regler for arbejdsskadesikring, betød det bl.a., at reglerne for dispensation blev lempet, så arbejdsskadesager anmeldt mere end 1 år efter skadestidspunktet i højere grad kunne blive behandlet. Det var en klar forbedring på området, og derfor stemte Socialdemokraterne for lovforslaget dengang, og det er vi både glade for og stolte over i dag.

Med B 23, som vi så behandler i dag, ønskes det så at indføre en dispensation for den 1-årige anmeldelsesfrist for arbejdsskader i perioden fra før 1. juli 2007. Selv om forslaget umiddelbart har sin berettigelse, medfører det desværre en væsentlig økonomisk ekstra byrde, og Arbejdsskadestyrelsen har givet et forsigtigt skøn på omkring 400 mio. kr. – en udgift, der umiddelbart vil blive pålagt virksomhederne. Socialdemokraterne prioriterer arbejdsmiljøindsatsen højt for at sikre danskerne et godt og et sundt arbejdsliv og netop forhindre arbejdsskader. Vi har opprioriteret indsatsen over for det psykiske arbejdsmiljø, fokuseret 1 mia. kr. af Forebyggelsesfondens midler på arbejdsmiljøet og øget midlerne i kampen imod social dumping. Det er et udtryk for en fremadrettet indsats og en ambitiøs indsats for at forhindre fremtidige arbejdsskader. Vi har desuden sikret Arbejdsskadestyrelsen mulighed for at give administrative bøder til de arbejdsgivere, der ikke anmelder arbejdsulykker i tide. Samtidig er det fuldstændig centralt for Socialdemokraterne at sikre en fornuftig og ansvarlig fordeling af landets ressourcer.

Som sagt vil dette forslag med tilbagevirkende kraft medføre en merudgift på næsten 500.000 mio. kr. – en regning, der alt andet lige vil blive udskrevet direkte til arbejdsgiverne, og det i en tid, hvor ressourcerne er knappe, og hvor det at skabe vækst og nye arbejdspladser står øverst på vores to do-liste. Socialdemokraterne finder derfor, at selv om forslaget i udgangspunktet er sympatisk, er udgifterne alt for tunge, prioriteringen er forkert, og vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Der er en enkelt for en kort bemærkning. Hr. Jørgen Arbo-Bæhr, værsgo.

Jeg synes, at ordføreren springer over, hvor gærdet er lavest. Som udgangspunkt ved ordføreren lige så godt som jeg, at der er rigtig mange mennesker, som føler sig forfulgt, på grund af at de aldrig får en arbejdsskadeerstatning. Der er nogle, som vi har mailet frem og tilbage med, og jeg kan læse op fra et svar fra hr. Lennart Damsbo-Andersen til en, der har skrevet til ham. Han skriver:

Helt grundlæggende mener vi, at det skal undersøges, om du og de ca. 3.760 andre arbejdsskaderamte, der har fået afvist at få genoptaget deres arbejdsskadesag, kan få genoptaget sagerne efter de nye regler. Det vil sandsynligvis kræve en lovændring, og er det tilfældet, vil vi arbejde for at få en sådan gennemført. Det vil kun være rimeligt.

Mener ordføreren stadig væk, at det er rimeligt?

Værsgo til ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, er forslaget jo i udgangspunktet rimeligt. Problemet er, at her, hvor vi står nu, er vi i en anden situation end den, vi var i bare for 2 år siden. Og det, der er det væsentlige for Socialdemokratiet i dag, er at sikre, at vi får skabt flere arbejdspladser, og at vi har vækst i samfundet. Og på den baggrund har vi ikke nogen planer eller ønsker om at pålægge virksomheder flere omkostninger, så det trækker i den forkerte retning.

Alternativt ville det jo være et forslag, der skulle på finansloven, og det kan vi ikke diskutere her i dag.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Som udgangspunkt giver jeg ordføreren ret i, at vi står i en anden situation i dag i forhold til for 2 år siden. F.eks. kan jeg jo citere ordføreren fra starten af et svar, hvor han siger: Vi har fået en ny regering, heldigvis for det.

Det tror jeg at det er vigtigt at sige til os selv, altså at heldigvis har vi fået en regering, som tager sig af de arbejdsskadede. Så skal de her 400 mio. kr. på finansloven? Nej, vel? Hvordan er det, man finansierer det, hvis der er nogen, der får en erstatning for en arbejdsulykke? For det er jo ikke på finansloven.

Værsgo til ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Jørgen Arbo-Bæhr beder mig om at forklare, hvad mulighederne er. Det kan jeg selvfølgelig godt – beskæftigelsesministeren gjorde det jo også før. Der er to muligheder, enten er det via finansloven, eller også er det via forsikringsordningen, og det vil sige, at regningen bliver skrevet direkte ud til de virksomheder, der er i Danmark, og som i øjeblikket kæmper med at bevare arbejdspladser i Danmark.

Jeg synes jo, det er lidt tankevækkende, at vi skal tænke bagudrettet, for i den situation, vi havde i 2007, hvor samtlige partier i Folketinget her fra talerstolen talte for det her forslag, inklusive Enhedslisten – og så vidt jeg erindrer, efter at have læst papirerne i hvert fald, var det også hr. Jørgen Arbo-Bæhr, der var ordfører dengang – var der ikke nogen dengang, der talte for, at det skulle være med tilbagevirkende kraft. Og jeg kan ikke se, at vi så i dag med den økonomiske situation, vi har i Danmark, har mulighed for at rette op på den skade, man forvoldte dengang.

Tak til ordføreren. Der er ikke andre med korte bemærkninger lige nu, så vi fortsætter i ordførerrækken. Den næste er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak, formand. Det her beslutningsforslag, der er fremsat af Enhedslisten, kan man jo sige er positivt, fordi det viser bekymring for nogle, der skulle være kommet i klemme i forbindelse med arbejdsskader. Det er så, som jeg ser det, lidt vanskeligt at bedømme, hvor omfattende det egentlig er – der står tallet 3.750 – altså hvor omfattende erstatningskravene er ved de arbejdsskader. Det kan være alt lige fra alvorlige skader til mindre skader, men hvis det var alvorlige skader, ville jeg vil gætte på, at de var anmeldt.

Det kan også være svært at vurdere, hvorfor de ikke er blevet anmeldt. Det kan godt være, at man er kommet til skade, og så er der sådan en teknik med, at man helst skal anmelde alle skader, uanset hvor alvorlige de er, men jeg ved af erfaring, at der er mange ude på arbejdspladserne, der siger: Nej, det er ikke noget særligt, det betyder nok ikke noget. Og et par år efter finder man så måske ud af, at der nok alligevel var noget i den forbindelse. Og jeg kan jo gætte på, at det måske også er nogle af dem, der er imellem dem her. Jeg tror ikke, det for alles vedkommende bare er arbejdsgiveren, der ikke har anmeldt skaden, for hvis lønmodtageren ikke sammen arbejdsgiveren bliver enige om, at en skade skal anmeldes, bliver den jo ikke anmeldt. Man gør det ikke pr. automatik. Hvis der ikke bliver sagt, at det her er en skade, der kan få noget betydning, ved jeg af erfaring, at der er mange ude på arbejdspladserne, der så siger: Jamen det bliver ikke anmeldt. Jeg ved også, at der er nogle lønmodtagere, der siger: Jamen det var lidt min egen skyld, det vil vi ikke anmelde.

Men det ændrer jo ikke på, at hvis man har fået en skade, skal den helst anmeldes. Det er bare spørgsmålet om, hvad årsagen er til, at de ikke er blevet anmeldt, som jeg synes det var godt at komme lidt dybere ind i.

Vi var med til at lave de ændringer i 2007, og det var jo et godt tiltag, som alle bakkede op om. I den forbindelse synes vi også i Dansk Folkeparti, at hvis det er et meget stort problem, vil vi også godt i udvalget være med til at se lidt på, hvad det er, og hvor omfattende det er. Jeg tør ikke sige, om det er ½ mia. kr., som det er blevet sagt. Det tror jeg ikke der er nogen der kan sige på forhånd, for det er et spørgsmål om, hvor stor en erstatning hver enkelt ville være blevet tildelt. Og når de ikke alle er anmeldt, ligger der jo ikke nogen faste tal for, hvor meget der eventuelt kunne være blevet givet erstatning til dem, der har lidt skade.

Men i udgangspunktet synes vi, det er et positivt forslag, og jeg synes også, vi skulle se nærmere på det i udvalget.

En kort bemærkning fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Værsgo.

Tak. Som jeg hørte Dansk Folkepartis ordfører, er han i udgangspunktet mere eller mindre positiv over for forslaget. Jeg skal bare lige spørge ordføreren: Er det ikke rigtigt, at hvis der sker en ulykke, som folk kan få erstatning for, så er det arbejdsgiverens forpligtelse at anmelde den uanset hvad?

Værsgo til ordføreren.

Jo, hvis arbejdsgiveren får at vide, at der er sket en alvorlig ulykke. Men som jeg siger: Der kan være sket en ulykke, der ikke rigtig bliver oplyst noget om, fordi lønmodtageren måske ikke synes, det er noget. Man kan godt have slået ryggen og tænke, at det nok går over, selv om det er lidt ømt. Så kommer der måske noget efter et par år, og i den situation bliver der måske ikke givet besked til arbejdsgiveren om, at der skete noget. Den slags tilfælde har jeg selv oplevet. Når man har været på arbejdsmarkedet gennem 40 år, så har man jo oplevet lidt af hvert, og jeg har selv oplevet nogen sige: Jamen det var min egen skyld, og nej, det skal ikke anmeldes; det var lidt min egen skyld, det her.

Det ændrer jo ikke ved, at reglerne er sådan, at det skal anmeldes alligevel. Sådan er reglerne. Lige umiddelbart synes jeg, det er lidt svært at sige, hvor store erstatninger det kan dreje sig om. Altså om det kan være 400 mio. kr. eller måske kun 200 mio. kr., det drejer sig om. Det skal jeg ikke kunne sige, og jeg tror heller ikke, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr helt nøjagtig på beløbet kan sige noget om det, da der jo ikke er udregnet nogen erstatning, og så kan man jo ikke sige på forhånd, hvor meget hver enkelt kunne have gjort krav på.

Det kan også godt være, at der ud af de 3.750 er nogle, der ikke ville få anerkendt deres sager som arbejdsskader, der giver erstatning. Det ved jeg ikke, og jeg har ikke nogen mulighed for at bedømme det. Derfor siger jeg bare, at det kan være svært at bedømme, hvor store beløb det drejer sig om, og hvor mange der egentlig kan gøre krav på erstatning.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for anden korte bemærkning.

Jeg vil give ordføreren fuldstændig ret. Jeg kan ikke forudse, hvor mange penge det drejer sig om, eller hvor mange der får anerkendt deres arbejdsulykke. Men det er en forudsætning, at man kan tage sagerne op igen. Og jeg bliver også nødt til at spørge ordføreren: Hvis der sker en ulykke på en arbejdsplads, som arbejdsgiveren ikke får noget at vide om, har arbejdsgiveren så ikke en forpligtelse til at vide, hver gang der sker en ulykke på arbejdsgiverens arbejdsplads?

Ordføreren.

Jeg tror nok, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr stiller spørgsmålet, selv om han godt ved, at det ikke er alle arbejdsgivere, der ved, hvad der sker på deres arbejdsplads. Hvis der ikke er nogen, der siger til arbejdsgiveren, at der er sket et uheld, hvordan skulle arbejdsgiveren så kunne reagere på det? Det er det, der er problemet, og det gør det svært.

Jeg håber da, at dem, der kommer til skade, meddeler deres arbejdsgiver, at de er kommet til skade. Arbejdsgiveren bør jo være den første til at få det at vide. Der er garanteret mange arbejdsgivere, der går rundt og ikke har nogen skyld i, at det ikke er blevet indberettet, netop fordi de ikke har fået det at vide. De har måske først fået det at vide et år eller to senere, når skavanken er begyndt at gøre lidt ondt, og medarbejderen kommer til at huske tilbage på det uheld, som skete.

Men hvor mange det drejer sig om, kan jeg ikke sige noget om. Det er umuligt for mig at bedømme, hvordan situationen er i de enkelte sager. Men i udgangspunktet er vi positive over for at se nærmere på det i udvalget.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Eigil Andersen, SF.

Jeg er meget ked af, at det ikke er lykkedes at finde en løsning for denne gruppe arbejdsskadede, som er kommet i klemme, men regeringen og regeringspartiernes synspunkt er bl.a., at man ikke vil pålægge private og offentlige arbejdsgivere en udgift på 400 mio. kr., fordi det kan koste arbejdspladser.

Der er en spørger til en kort bemærkning, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslisten, værsgo.

SF's ordfører, synes jeg, springer over, hvor gærdet er lavest. Jeg har et uddrag af hans hjemmeside fra den 12. august 2010, og jeg tror, ordføreren kan huske Doris Nielsen fra Horsens, som kom i klemme med sin ryg. Så skriver ordføreren:

»Jeg er meget oprørt over, at samfundet kan behandle mennesker sådan. Det er dybt uretfærdigt, at Doris Nielsen har mistet to millioner kroner, fordi arbejdsgiveren ikke anmeldte arbejdsulykken. Det er jo ikke Doris Nielsen, der har gjort noget forkert – men arbejdsgiveren.«

Hvad gør man for hende?

Ordføreren for en kort bemærkning.

Jamen der har jeg jo skitseret – og det er rigtigt citeret – hvad min holdning er til den her sag, og det er årsagen til, at jeg er ked af, at man ikke har kunnet finde en løsning på det her. Men det er jo sådan, at man indgår i en helhed, også i en politisk helhed, og der er konklusionen så blevet, at man ikke vil pålægge private og offentlige arbejdsgivere den her udgift på 400 mio. kr., bl.a. fordi det vil koste arbejdspladser, hvad jeg også nævnte i min tale.

Spørgeren til den anden korte bemærkning, værsgo.

De her 400 mio. kr. kan man jo betragte som enten en indtægt eller en udgift. Det er rigtigt, at det er en udgift for arbejdsgiverne, nemlig de arbejdsgivere, som ikke har anmeldt arbejdsulykkerne, men det er jo en indtægt for dem, der er kommet til skade på arbejdet. De skulle have haft en erstatning, ligesom Doris Nielsen, og de har aldrig fået den. Så er det dem, man skal tage hensyn til, eller er det arbejdsgiverne?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jo en meget stor diskussion, og som jeg også har nævnt, har jeg i det, der blev læst op fra min hjemmeside, skitseret min holdning til spørgsmålet, da jeg skrev det i 2010 – blev det vist nævnt at det var. Men sagen er jo den, at det heller ikke er nogen god situation, hvis man så kommer med et forslag, som betyder færre job i Danmark. Det er jo heller ikke godt. Så på den måde er det der, hvor spørgsmålet er havnet.

Tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger. Ønsker ordføreren for forslagsstillerne at komme på nu? Til slut, tak for det. Den næste ordfører i den almindelige talerrække er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Vi kan ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Flere af de andre ordførere har haft særdeles gode argumenter for, hvorfor de heller ikke kan støtte det, og de argumenter kan vi sådan set bakke op om. Der er i forvejen nogle meget gode regler på det her område i Danmark, også når vi sammenligner med andre lande. Man kan anmelde inden for 1 år, og der er lavet dispensationsmuligheder, hvis afgørelsen går en imod. Der er endda rigtig gode dispensationsmuligheder og klagemuligheder. Så vi har et velfungerende system i dag, og vi ser ikke grund til at ændre på det.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslisten.

Jeg er jo en høflig ung mand, så derfor vil jeg godt sige tak for debatten, selv om jeg synes det er lidt bedrøveligt, at man heroppefra hører, at folk godt forstår, at der er adskillige tusind mennesker, som kommer til skade på arbejdet uden at få en erstatning på grund af 1-årsforældelsesfristen.

Vi stiller jo med det her beslutningsforslag for at rette op på den store uretfærdighed, der er overgået ca. 3.700 tilskadekomne, der er blevet ofre for arbejdsulykker i perioden 2003 til den 1. juli 2007. Disse mennesker er blevet snydt for deres erstatning, fordi deres arbejdsgiver ikke har anmeldt arbejdsulykken, så de er gået glip af erstatninger på op til flere millioner kroner.

Det strider imod enhver retfærdighedssans, at der ikke sker arbejdsgiveren – der har pligt til at anmelde arbejdsskaden, og som har forsømt at gøre det – noget, men at de tilskadekomne, som ikke har vidst, at skaden ikke var anmeldt, bliver straffet ved at miste adskillige millioner kroner i erstatning.

Disse tilskadekomne er uforskyldt kommet i klemme i systemet. De fortjener, at der gives lovhjemmel til, at deres sager kan genoptages og anerkendes, og at de kan få udbetalt den erstatning, som de ville have haft krav på, hvis deres arbejdsgiver havde anmeldt arbejdsskaden til tiden. De har alle troet, at arbejdsgiveren havde anmeldt arbejdsskaden. Først da det går op for dem – mere end et år efter at skaden er sket, hvor de spørger til deres arbejdsskadesag – at arbejdsskaden ikke er anmeldt, får de at vide, at det nu er for sent, og at de ikke har ret til erstatning.

Helt tilbage fra 1970'erne og måske endnu længere tilbage har 1-årsreglen været administreret meget lempeligt. Når den tilskadekomne blot kunne dokumentere, at der var sket en arbejdsskade, og at skaden ville udløse en erstatning, var der ikke noget problem med at få anerkendt arbejdsskaden, selv om der var gået flere år, efter at arbejdsskaden var sket.

Men i 2001 blev praksis ændret. Det var ikke, fordi loven blev ændret, men fordi nogle embedsmænd i Ankestyrelsen fandt et gammelt cirkulære fra 1959 frem. Ifølge dette cirkulære skulle der ud over dokumentation for, at der var sket en arbejdsskade, som ville udløse erstatning, være en rimelig grund, til at 1-årsfristen var overskredet. Ankestyrelsen skrev betingelserne for anerkendelse, når 1-årsforældelsesfristen var overskredet, ind i en principafgørelse. Herefter blev det gældende praksis, at betingelsen om en rimelig grund skulle fortolkes meget restriktivt, og det var årsag til stribevis af afslag på at anerkende arbejdsskadesager, efter at 1-årsfristen var overskredet.

I 2007 var der et politisk flertal for at ændre denne betingelse, som mange fandt var alt for restriktiv. Efter lovændringen i 2007 bliver der dispenseret fra 1-årsfristen, når det er dokumenteret, at der er sket en arbejdsskade, og at tilskadekomne har ret til erstatning, men det gælder kun for skader sket efter den 1. juli 2007.

Flere ordførere, deriblandt den socialdemokratiske ordfører, forsøgte forgæves at få loven ændret, således at den også skulle gælde for skader, der var sket før den 1. juli 2007. Vi ønsker, at Folketinget på samme måde ændrer loven, således at de tilskadekomne, der har fået deres sag afvist i perioden 2001 til den 1. juli 2007 på grund af en restriktiv fortolkning af reglerne, kan få deres sag genoptaget og anerkendt og få udbetalt erstatning.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der ønsker korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.