B 133 - 2012-13 - Bilag 4: Tillægsbetænkning afgivet 12. juni 2013

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget(Spørgetime med statsministeren m.v.)[af Udvalget for Forretningsordenen]1. UdvalgsarbejdetBeslutningsforslaget blev fremsat i betænkning den 30.maj 2013 og var til 1. behandling den 3. juni 2013, hvorefterdet blev henvist til fornyet behandling i Udvalget for Forret-ningsordenen.MøderUdvalget har, efter beslutningsforslaget blev henvist tilfornyet udvalgsbehandling, behandlet beslutningsforslaget i1 møde.NotatEfter anmodning fra udvalget har Folketingets Lovsekre-tariat udarbejdet et notat om visse aspekter af den foreslåedenye ordning for spørgetime med statsministeren i forhold tilgrundloven. Notatet er optrykt som bilag 2 til tillægsbetænk-ningen.2. Indstillinger og politiske bemærkningerEtflertali udvalget (udvalget med undtagelse af LA ogKF) indstiller beslutningsforslaget tilvedtagelse uændret.Enhedslistens medlem af udvalget er meget kritisk over forforslaget om at give partilederen for det største oppositions-parti dobbelt taletid i spørgetimen med statsministeren. Detstrider efter Enhedslistens opfattelse mod princippet om atstille alle partier ens. Enhedslisten vil dog ikke på dennebaggrund blokere for et i øvrigt godt initiativ til at skabe enmere fokuseret generel politisk debat i Folketinget og stem-mer alligevel for forslaget. Det gør Enhedslisten bl.a. påbaggrund af, at det er fremgået klart af den debat, der harværet om forslaget i Udvalget for Forretningsordenen, ogogså af bemærkningerne til forslaget, at det er det enkelteparti, der selv bestemmer og definerer, hvem der er partietsleder.Etmindretali udvalget (LA og KF) indstiller beslut-ningsforslaget tilforkastelse.Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin ogJavnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens af-givelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget oghavde dermed ikke adgang til at komme med indstillingereller politiske udtalelser i betænkningen.En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykti betænkningen.

Bilag 2Lovsekretariatets notat om visse aspekter af den foreslåede nye ordning for spørgetime medstatsministeren i forhold til grundlovenNotatet er optrykt efter ønske fra udvalget.8. juni 2013BaggrundUdvalget for Forretningsordenen har ved betænkning og indstilling afgivet den 30. maj 2013 fremsatforslag om ændringer af Folketingets forretningsorden, hvorved der bl.a. foreslås indført en ny spørgetimemed statsministeren til erstatning for den nuværende spørgetime. Den nye spørgetime vil efter forslagetvære forbeholdt mundtlige, uforberedte spørgsmål til statsministeren fra ledere af partier uden for regerin-gen.Forslaget om den nye spørgetime med statsministeren er resultatet af ganske langvarige politiske for-handlinger og udgør et kompromis mellem forskellige til dels modstridende ønsker.Det er et enigt Præsidium, som har foreslået Udvalget for Forretningsordenen den ordning, som fremgåraf udvalgets betænkning og indstilling.Under drøftelserne om forslaget i Udvalget for Forretningsordenen den 30. maj 2013 og ved 1. behand-lingen i Folketingssalen den 3. maj 2013 har Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Brian Mikkelsen (KF)imidlertid givet udtryk for utilfredshed med forslaget på følgende to punkter:At lederen af det største parti uden for regeringen ifølge forslagets bemærkninger normalt i en spørgeti-me vil få adgang til to sekvenser af spørgsmål til statsministeren, svar og opfølgende indlæg i forlængelseaf hinanden, mens de øvrige partiledere uden for regeringspartierne kun vil få adgang til én.At det efter forslaget kun er partiledere, som kan deltage i spørgetimen med statsministeren, hvorvedfolketingsgrupperne pålægges fast at lade sig repræsentere af ét bestemt medlem.KF og LA har i betænkningen og indstillingen af 30. maj 2013 og under 1. behandlingen indstillet for-slaget til forkastelse i den foreslåede skikkelse.KF og LA har endvidere anmodet om en juridisk udredning om de pågældende kritikpunkter i forholdtil grundloven og med inddragelse af relevante fortilfælde.Ad 1 – Adgang til flere spørgsmål til lederen af det største parti uden for regeringenDet fremgår af grundlovens § 48, at Folketinget selv fastsætter sin forretningsorden, der indeholder denærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.Forretningsordenen kan ændres ved et beslutningsforslag – typisk i praksis indeholdt i en betænkningog indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen – som vedtages af Folketinget med simpelt flertal.Spørgsmålet er herefter, om et flertal ved en ændring af forretningsordenen kan fastsætte bestemmelser,som på bestemte måder gør forskel mellem Folketingets medlemmer med hensyn til deltagelse i debatterm.v., f.eks. på grundlag af forskelle mellem folketingsgruppernes indbyrdes størrelsesforhold.Grundloven indeholder ingen udtrykkelige regler om ligebehandling af Folketingets medlemmer i for-hold til, hvilke bestemmelser der kan fastsættes ved forretningsordenen, eller noget udtrykkeligt, genereltligebehandlingsprincip for folketingsmedlemmer.Grundloven bygger dog på flere punkter på en forudsætning om, at de 179 medlemmer generelt er lige-værdige.Dette ses bl.a. af grundlovens § 28, hvorefter Folketinget udgør én forsamling bestående af 179 med-lemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland. Det er i omtalen af bestemmelsen i

den kommenterede grundlov (2006) beskrevet, hvordan der i Forfatningskommissionen var enighed om atlade den nye grundlov hvile på princippet om ét vælgerkorps og én valgdag og uden nogen opdeling af devalgte i flere forsamlinger og om, hvordan étkammerprincippet således f.eks. må antages at udelukke, atbeføjelser, som efter grundloven tilkommer Folketinget, overlades til et folketingsudvalg.Endvidere foreskriver grundlovens § 31, stk. 1, at »Folketingets medlemmer vælges ved almindelige,direkte og hemmelige valg«, og i stk. 2 bestemmes, at valgloven skal fastsætte valgmåden »til sikring afen ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne«. Udtrykket »direkte« valg betyderifølge Jens Peter Christensen m.fl. i »Dansk Statsret« (2012), s. 78, at vælgernes stemmer umiddelbart erafgørende for, hvilke partier og kandidater der vælges til Folketinget.Endvidere kan det fremhæves, at visse centrale kompetencer udtrykkeligt efter grundlovens ordlyd til-kommer alle folketingsmedlemmer. Efter § 41, stk. 1, er således »ethvert medlem af Folketinget (…) be-rettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger«. Efter § 53 kan »ethvert medlem af Folke-tinget (…) med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æskeministrenes forklaring«, det vil sige rejse forespørgsler. Adgangen til at rejse forespørgsler er ikke ubetin-get, idet Folketinget kan nægte at give samtykke, det vil sige fremme forespørgslen, hvilket dog i praksissjældent sker.Meget taler på den baggrund for, at grundlovens forudsætninger om folketingsmandaternes lighed førertil, at der er visse grænser for, hvor forskellige man ved bestemmelser i forretningsordenen kan gøre for-holdene for Folketingets medlemmer. Det må således antages, at det ikke vil være muligt for et flertal iFolketinget gennem forretningsordensbestemmelser at gøre nogle medlemmers muligheder for at repræ-sentere deres vælgere og udøve deres parlamentariske arbejde med lovgivning og kontrol af regeringenillusoriske eller urimeligt vanskelige.Forretningsordenen må på den anden side nødvendigvis – og som også forudsat ved grundlovens § 48 –indeholde visse praktiske regler om taletider m.v., da debatterne ellers ikke kan fungere. Som led i forret-ningsordenens regulering heraf findes der allerede regler, som på visse punkter gør forskel mellem med-lemmerne.Af særlig betydning i forhold til belysningen af kritikpunktet om, at lederen af det største parti uden forregeringen får adgang til flere spørgsmål end de øvrige, kan det fremhæves, at forretningsordenen og par-lamentarisk praksis allerede i dag bygger på en forudsætning om, at folketingsmedlemmer hyppigt talerikke kun på egne vegne, men også på vegne af deres folketingsgrupper, hvoraf nogle i sagens natur erstørre end andre, og at dette kan begrunde en forskel i vilkår. Dette synspunkt er ordførerrækkefølgenf.eks. udtryk for: Medlemmer, der som ordførere taler på manges vegne, får ordet før dem, der taler påfærres vegne, og sidst kommer de, som kun taler på egne vegne, dvs. privatister.I nogle tilfælde kommer denne forskel ikke kun til udtryk i forhold til, i hvilken rækkefølge medlemmerkan få ordet under en forhandling, men også i forhold til, hvor længe og overhovedet om et medlem kanfå ordet.Ved 2. og 3. behandlinger af lovforslag, 2. (sidste) behandlinger af beslutningsforslag, forhandlingerneom finanslovsforslaget, forespørgselsdebatter og forhandlinger om redegørelser gælder der f.eks. forskel-lige taletider for ordførere og for privatister. Ved 3. behandlinger af lovforslag, 2. (sidste) behandlinger afbeslutningsforslag, forespørgselsdebatter og forhandlinger om redegørelser er der desuden kun adgang tilprivatistindlæg i 1. runde og ikke i eventuelle efterfølgende runder.Når der til de »store« debatter er afsat en bestemt tidsramme til korte bemærkninger til hver enkelt ord-fører eller minister, er praksis også, at der inden for den fastsatte ramme gives fortrinsret til ordførerefrem for eventuelle privatister, og at der – hvis flere ønsker ordet til korte bemærkninger, end der er afsattid til – foretages en omtrent forholdsmæssig fordeling af adgangen til korte bemærkninger mellem folke-tingsgrupperne efter størrelse.

Ud over den sidstnævnte forholdsmæssige fordeling har Lovsekretariatet ikke kendskab til konkrete for-tilfælde af, at man i forretningsordenen har givet en bedre adgang til taletid m.v. for medlemmer af storeend for medlemmer af mindre folketingsgrupper.Når det i mange sammenhænge som beskrevet anerkendes, at folketingsmedlemmer under forhandlin-ger m.v. ikke alene agerer på egne, men også på deres folketingsgruppers vegne, og folketingsgruppernesindbyrdes størrelsesforhold i sagens natur afspejler forskellige grader af tilslutning blandt vælgerne, fin-der Lovsekretariatet det imidlertid ikke betænkeligt i forhold til grundlovens forudsætninger om folke-tingsmandaternes lighed at indføre en ordning, hvorefter der tilkommer et medlem – konkret en partileder– som repræsenterer en stor folketingsgruppe, en adgang til at stille flere spørgsmål til mundtlig besvarel-se til statsministeren i en spørgetime end en partileder, som repræsenterer en mindre folketingsgruppe.Det taler endvidere efter Lovsekretariatets opfattelse for det samme resultat, at den foreslåede spørgeti-me med statsministeren kun er én blandt en række af debatformer, som anvendes i Folketinget, at alleFolketingets partiledere uden for regeringspartierne får mulighed for at deltage, og at det for andre med-lemmer end partiledere fortsat vil være muligt under lignende former at deltage i en aktuel politisk ud-veksling af synspunkter med statsministeren i Folketingssalen, nemlig under spørgetiden.Ad 2 – »Obligatorisk« repræsentation ved partilederenDet andet klagepunkt – om, at det kun er partiledere, som kan deltage i den nye spørgetime med stats-ministeren – berører ligeledes spørgsmålet om, i hvilket omfang grundloven forudsætter ligebehandling afFolketingets medlemmer.Som der er redegjort for ovenfor, anerkendes det, at et medlem af Folketinget i visse sammenhænge kantillægges en fordel frem for andre, i kraft af at den pågældende taler på vegne af en folketingsgruppe.Lovsekretariatet har ikke kendskab til konkrete fortilfælde, hvor man ved en forretningsordensbestem-melse har opstillet et krav om, at en folketingsgruppe i en bestemt sammenhæng skal lade sig repræsente-re af et bestemt medlem. Således er det almindelige f.eks. også, at funktionen som ordfører ved forhand-lingen af en sag i Folketingssalen efter folketingsgruppens eget valg kan tillægges ethvert medlem afgruppen. Det nærmeste, man i dag kommer, er gruppeformandsmøderne, hvor der ønskes repræsentationaf en for gruppen direkte ansvarlig.Efter Lovsekretariatets opfattelse er grundlovens bestemmelser og forudsætninger imidlertid ikke tilhinder for en ordning som den foreslåede, som varetager et sagligt hensyn – hensynet til at opnå en aktueldebat om overordnede politiske emner mellem statsministeren og de folketingsmedlemmer, som af derespartier og grupper er valgt til at have det største politiske ansvar – og gælder ligeligt for alle de berørtefolketingsgrupper.Herved er tillige lagt vægt på, at den foreslåede spørgetid med statsministeren kun udgør én ud af enrække debatformer i Folketinget, at det fortsat vil være muligt for alle medlemmer at stille spørgsmål tilstatsministeren til besvarelse i spørgetiden, og at den foreslåede ordning ikke på anden måde begrænsernogen af Folketingets medlemmer i deres arbejde med lovgivning og kontrol med regeringen.