Liberal Alliance har i øvrigt sammen med Det Konservative Folkeparti været klart imod de ændringer, der er af forretningsordenen.
Vi mener, at man bryder med nogle helt fundamentale principper.
Det ene handler om det, at ét parti gives en særstilling i forhold til andre partier, og det andet er spørgsmålet om, om man til et sted mellem 10 og 15 debatter kan kræve, at et parti sender den samme person hver gang, og at partigruppen i tilfælde af forfald ikke har lov til at deltage i debatten.
Det har været helt umuligt at indgå i en egentlig dialog med Præsidiet, med Folketingets formand, og det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over.
Vi har jo lagt op til, at man skulle kunne finde hinanden i en frivillig aftale om de her debatter.
Så har vi bedt om en juridisk vurdering, og man må sige, at den juridiske vurdering, der er kommet, nok er et af de tyndeste stykker papir, som der har været i Folketingets historie.
Det, man dybest set fortæller os, er, at i forhold til spørgsmålet om at tvinge en partigruppe til at lade sig repræsentere af den samme i 10-15 debatter om året, så findes der ingen fortilfælde fra 1849 til i dag – ikke ét fortilfælde findes der.
Så siger man, at der dog findes spørgsmålet om gruppeformandsmøderne.
Der forventer man jo også, at det er gruppeformanden, der kommer.
Nu er jeg jo heldigvis ikke den eneste her i salen, der har deltaget i de møder, men de, der har, vil jo vide, at der er en ret lemfældig omgang med, hvem partierne lader sig repræsentere af til netop gruppeformandsmøderne.
Det kan være næstformanden for gruppen, det kan være gruppesekretæren eller sågar et helt tilfældigt medlem af folketingsgruppen, fordi der ikke lige var nogen af de andre, der kunne.
Hvis det er den bedste sammenligning, man kan komme med i det fine juridiske notat, som Folketinget har lavet til os, så burde det jo være ligetil.
Sammenligningen accepterer vi gerne, hvis det er det, man ønsker, og så tager vi den sammenligning til os og forstår det på den måde, at Liberal Alliance kan lade sig repræsentere af et hvilket som helst medlem af vores folketingsgruppe, hvis det er samme metode som til gruppeformandsmøderne.
Det er vores overbevisning, at Folketinget ingen ret har til at bestemme, hvem en partigruppe lader sig repræsentere af i en debat.
Det kan ikke være rigtigt, at et flertal kan bestemme, hvem et mindretal skal lade sig repræsentere af, og at mindretallet ikke kan deltage i debatten, hvis den pågældende må melde forfald.
Der kan jo være mange grunde til, at man ikke kan deltage.
Der kan være sygdomsforløb, der kan være andre ting, og der er der lagt op til, at det vil der ikke blive taget hensyn til.
Der er det bare ærgerligt.
Man kan jo godt gå videre med denne sag.
Vi må jo se på, hvordan det vil være konkret.
Den dag det vil blive et praktisk problem, vil vi forholde os til det.
Der vil vi selvfølgelig møde op med en repræsentant, lige meget hvad flertallet i Folketinget i øvrigt måtte have besluttet, og så vil vi se, om vi bliver nægtet at deltage i debatten.
Så synes jeg også, at det er værd at holde fast i, at man siger, at det er, for at debatterne herinde skal være mere underholdende.
Det er jo ligesom formandens hovedargument, nemlig at the show must go on, hvis man må sige det fra Folketingets talerstol.
Det skal ligesom være underholdende og sjovt at følge med i Folketingets debatter.
Det kan man selvfølgelig godt mene.
Jeg er i hvert fald glad for, at Folketingets nuværende formand ikke er præsident for Højesteret, og at man også indførte, at Højesteret skulle være lidt mere underholdende i stedet for at se på kvaliteten af domsbehandlingen.
Her er det underholdningen, der er i højsædet.
Man kunne også gå til andre steder i den offentlige sektor.
Skulle operationerne ikke være lidt mere underholdende?
Hvad ved jeg?
Det er jo ikke noget argument, at det skal være underholdende.
Debatten om lovgivningen må gerne være spændstig, drabelig, med virkelig gang i den, men underholdende behøver den sådan set ikke at være.
Den må faktisk gerne være kedelig, så længe at lovene bliver gode og regeringen bliver kontrolleret af oppositionen.
Så er alt andet faktisk ret ligegyldigt.
Når vi har spurgt, om man ikke kunne finde ud af at lave en frivillig aftale mellem partierne, for det mener vi sådan set godt at man kan, i stedet for at vedtage det som et beslutningsforslag, som der her er lagt op til, så er vi blevet skoset for at sige det.
Nej, nej, det er det alt for vigtigt til.
Der må jeg bare sige, at vi har noget, der hedder clearingsaftaler her i Folketinget.
Der afgiver man sin grundlovssikrede ret til at stemme i Folketingssalen.
Den baserer sig på en frivillig aftale.
Det mest basale ved at være folketingsmedlem kan vi lave frivilligt, men det her er simpelt hen for småt til at kunne klares i frivillige aftaler.
Det skal simpelt hen vedtages af et flertal i Folketinget.
Liberal Alliance betragter det ikke som legitimt, selv om det måtte blive vedtaget, og vi mener, at det er den største skandale siden Tvindloven, der kommer til at ske med den afstemning, vi har her om lidt.
Men det kan jo være, at vi får afprøvet det ved en senere lejlighed.
Vi stemmer imod.