Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 133:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget. (Spørgetime med statsministeren m.v.).

Af Udvalget for Forretningsordenen.

(Fremsættelse i betænkning fra Udvalget for Forretningsordenen 30.05.2013. Anmeldelse 31.05.2013).

Mødet er åbnet.

Beslutningsforslag nr. B 133 er fremsat af Udvalget for Forretningsordenen. Det vil sige, at forslaget er Folketingets ansvar, og på Præsidiets vegne vil jeg naturligvis følge debatten med henblik på den videre behandling, samtidig med at jeg er Venstres ordfører.

Forhandlingen er åbnet, og jeg skal spørge, om der er nogen, som ønsker ordet. Det gør fru Karen J. Klint, værsgo.

Selv om vi står med en betænkning her og et beslutningsforslag, som har opbakning fra vores samlede Præsidie, synes jeg, det er vigtigt også lige at få sat almindelige ord på, hvad det er, vi går i gang med, og hvorfor. Det handler jo om, at når vi har politiske drøftelser her i Folketinget, så sker det på vilkår, hvor det er muligt for befolkningen at følge med, og helst også på en måde, så befolkningen synes, det er interessant at følge med, og så vi får højnet interessen for demokratiet i Danmark.

Derfor er vi som Socialdemokrater rigtig glade for, at der nu er enighed i Præsidiet om, at vi skal afprøve nogle nye metoder i samtaleform herinde, og at vi også afprøver en mere direkte dialog, en spørgetime mellem partilederne. Det tror jeg kan blive rigtig interessant. For i dag har vi det jo sådan, at man i vores åbne spørgetime og i spørgetiden nogle gange har statsministeren til besvarelse af spørgsmål, men vi har det jo ikke fast sådan, at det så er andre partiledere, som får ordet. Og vi synes faktisk, det er en styrkelse, at vi – vælgerne, hele befolkningen – kommer til at kende alle partiledere og ikke kun dem, der sidder på regeringsposterne. Så vi synes, den del er en udvidelse af måden at få landets befolkning til at kende sine politikere på.

Så er der nogle andre praktiske forslag, som også skal være med til at højne dialogen herinde og gøre det lidt mere rationelt, f.eks. at vi kan træffe beslutning om, at nogle beslutningsforslag kan gå direkte til udvalgsbehandling frem for at komme herned i Folketingssalen, hvor vi mange gange kun ser dem én gang, fordi de så ikke kommer til afstemning. Der synes jeg, det er rigtig fint, at vi får afprøvet nogle ny måder at tilrettelægge det på.

Så ved vi godt, at der jo også er nogle beslutningsforslag, som handler om måske at flytte holdninger som led i en proces, og det hindrer den nye regel her ikke. Den hindrer jo ikke, at man kan sige, at det forslag her ønsker vi først at få førstebehandlet i salen, vi ønsker ikke, at det går direkte til udvalget. Det hindrer heller ikke, at et beslutningsforslag, der har været fremsat i én periode, kan blive genfremsat i den næste periode og så stadig komme til debat i Folketingssalen. For nogle gange ser vi jo også, at folketingsgrupperne før og efter et valg repræsenterer nogle forskellige nuancer i nogle holdninger. Det har vi i hvert fald tydeligt set nogle gange i forhold til sager med lidt etiske elementer i eller med nogle andre holdningsmæssige elementer i.

Det må ikke opleves som en indskrænkning på den måde, at beslutningsprocesser omkring beslutningsforslag ikke skal være til stede, for de skal selvfølgelig være til stede. Og det skal også være på en måde, hvor man netop kan få tydeliggjort, at oppositionen til enhver tid, uanset hvilken farve regeringen har, jo også har mulighed for at starte nogle politiske debatter, uden at man skal formulere et konkret lovforslag. Så det er meget vigtigt, at vi ikke ødelægger muligheden for det.

Så er der nogle andre praktiske ting i forbindelse med forretningsordenen, som lidt mere har været sædvane, og nu bliver de skrevet direkte ind i forretningsordenen. Det kan være noget med, hvordan vi tilrettelægger hasteforespørgsler, også i de uger, hvor vi får den nye partiledertime med debat. Vi håber, det bliver alle de 15 gange om året, der ligesom er lagt op til, men vi ved jo godt, at både statsministeren og andre partiledere godt kan have nogle problemer med forlods at binde sig til X antal tirsdage om året. Men lad os prøve det og se frem til, at vi får en sjovere debat, en mere åben og mere direkte debat, der også involverer befolkningen omkring os.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det kan jo aldrig være skidt, hvis vi får en sjovere debat, som ordføreren valgte at formulere det. Jeg vil bare høre, hvordan Socialdemokraterne helt principielt stiller sig til, om et flertal i Folketinget kan bestemme, hvem en partigruppe skal lade sig repræsentere af i en given sag i salen.

Ordføreren.

Det, som der er skabt enighed om i Præsidiet, er, at det er en partilederdebat, og jeg tror ikke, der er ret mange partier, der skifter partileder hyppigt. Så enten har vi en partilederdebat, eller også har vi en åben debat med statsministeren. Og det, vi lægger stemmer til i Socialdemokratiet nu, er, at det er en partilederdebat.

Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg har læst forslaget, så det var ikke for at få det gentaget. Det var et spørgsmål om, hvad Socialdemokraternes principielle holdning er til, at et flertal i Folketinget kan bestemme, hvem et mindretal skal lade sig repræsentere af.

Ordføreren.

Jeg syntes også, det var det, jeg svarede på. Det her er ikke en gentagelse af den spørgetime, vi har med statsministeren en gang imellem i dag. Der kan alle jo tage ordet. Nu lægges der op til, at det laves om, men ikke til en åben spørgetime til statsministeren. Så kan man stille statsministeren nogle andre spørgsmål i spørgetiden, det er man stadig væk velkommen til. Men i den konkrete debat, der kommer om tirsdagen nu, er det en partilederrunde. Hvis man skifter partileder hver uge i Liberal Alliance, kan der jo komme en ny partileder på. Men det er en partilederrunde og ikke en åben spørgetime med statsministeren. Det har vi jo om onsdagen stadig væk.

Hr. Brian Mikkelsen har en kort bemærkning.

Et af elementerne i forslaget er jo, at det største oppositionsparti har mere taletid end de andre partier i Folketinget. Det er en uskik, som jeg ikke erindrer man har brugt i Folketinget før i forhold til taletid for ordførere. Der har været det i forhold til spørgsmål bagefter. Så det rent principielle er jo, om Socialdemokratiet er enig i, at der er forskel på partier, forstået på den måde, at nogle skal have mere taletid end andre, altså at det er den stærkeste knægt i skolegården, der skal have lov til at bestemme over de andre, eller i, at partierne i Folketinget selvfølgelig har lige ret til taletid i Folketinget.

Hvad angår den almindelige taletid, er der stadig væk lige ret. Jeg forstod det sådan, at det er det kompromis, man er landet på i Præsidiet, og det synes jeg så skal have en chance, og så må vi jo evaluere, om det skævvrider debatten og magtbalancen. Men det skævvrider i hvert fald ikke på den måde, at det så er ét parti, som kan sige nogle ting. Hvis der er medspørgere på, kan de store partier jo også komme med andre medspørgere. Men jeg kan godt forstå det, der bliver sagt.

Brian Mikkelsen.

I Danmark har vi jo ikke et topartistyre, som man har i en del andre europæiske lande, hvor der måske kunne være en mening i det. Men her drejer det sig jo om en rent principiel tilgang til, om Socialdemokratiet er enig eller uenig i, at der skal være lige taletid for de partier, der er valgt ind i Folketinget. Der må det være rimeligt at få et svar fra den socialdemokratiske ordfører på, om man principielt er enig i, at alle partier selvfølgelig skal have den samme taletid.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at alle partier skal have taletid og grundlæggende også skal have ens taletid. Det, vi drøfter nu, er en forsøgsperiode med en særlig tilrettelagt partilederdebat, og der har jeg forstået det sådan, at for at det største oppositionsparti ville være med, skulle der være en positiv særbehandling af det. Det er så det, vi afprøver, og så må vi jo se på, om det skævvrider oppositionens rolle internt.

Fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.

Jeg vil bare lige henlede fru Karen J. Klints opmærksomhed på bemærkningerne til den bestemmelse, som hr. Simon Emil Ammitzbøll er inde over, hvor det jo netop er præciseret, at man ikke har fundet det hensigtsmæssigt at definere i forretningsordenen, hvad der skal forstås ved en partileder. Det forudsættes dog, at de pågældende vil være medlemmer, som enten er partiformænd eller indtager en lignende politisk ledende og fremtrædende rolle i deres partier eller folketingsgrupper, og at hver folketingsgruppe fast er repræsenteret ved et medlem ved spørgetimer med statsministeren. Så det er bare for at dæmpe kritikken af forslaget lidt.

Ordføreren.

Jeg er enig i det, og det var også derfor, jeg svarede, at vi jo ikke blander os i, hvis man skifter partileder de 15 gange om året, der bliver lejlighed til det. Det er jo op til Liberal Alliance at skifte partileder.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så giver jeg ordet til Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Kjærsgaard.

Så springer vi over Venstres ordfører. Jeg kan jo godt forstå, at formanden ikke kan deltage, når formanden sidder i Folketingets formandsstol. Men det gør jeg jo ikke lige p.t., så derfor tager jeg selvfølgelig ordet til det her.

Jeg kan egentlig kun uden at gøre alt for meget ud af det erklære mig enig med den første ordfører. Jeg kender godt kritikpunkterne. Vi har drøftet dem i Udvalget for Forretningsordenen. Jeg tror ikke, at man røber noget fortroligt her ved at sige, at det faktisk har været et kildent punkt. Ja, man kan gøre meget anderledes, men min opfattelse er klart, at det var det, der kunne opnås, og så kan man så spørge: Kunne vi komme længere? Jeg er absolut tilbøjelig til at sige: Nej, det kunne vi ikke på det tidspunkt. Og vi har diskuteret det her spørgsmål igennem i ganske lang tid.

Man kan tage de bemærkninger, der allerede er kommet, og der vil nok komme nogle flere, men uanset hvad man mener om det, er der ingen tvivl om, at det vil give en mere livlig debat. Det tror jeg i hvert fald godt man kan konstatere, og det er jo i hvert fald det, vi har været meget interesseret i, nemlig at der bliver lidt mere interesse for Folketingets spørgetime, at der er flere, der vil følge lidt med, og det tror vi, indtil det modsatte er bevist, at det her forslag vil være medvirkende til.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg vil bare høre, om fru Pia Kjærsgaard kender til tidligere eksempler i folkestyrets historie, hvor det har været sådan, at et flertal har kunnet bestemme, hvem et mindretal skulle lade sig repræsentere af her i Folketingssalen.

Ordføreren.

Det ved jeg ikke om jeg umiddelbart kender noget til, men jeg må altså sige, at det, jeg har set i forbindelse med det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll har fremført, mener jeg absolut ikke der er noget grundlovsmæssigt eller andet forkert i.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det finder vi så på et eller andet tidspunkt måske ud af. Jeg forstår det sådan, at Dansk Folkeparti ikke har nogen som helst principielle indvendinger i forhold til, at et flertal af partier kan bestemme, hvem de øvrige partier skal lade sig repræsentere af i givne sager.

Ordføreren.

Tak. Jeg skal også forholde mig til det, som fru Anne Baastrup lige har sagt, nemlig at der altså er mulighed for, at man kan ændre på det, hvis man vil. Jeg siger ikke, at det her, som debatten også klart har vist, er et forslag, der har været tilfredshed med i alle hjørner, jeg siger bare, at mig bekendt har det her forslag været ca. 3 år undervejs, og hvis ikke der var fundet den her løsning, var der ikke blevet noget forslag, og så var der ikke blevet nogen ændring.

Jeg vil helt klart sige, at det på et tidspunkt fortjener en evaluering. Vi evaluerer altid, når vi ændrer på taletid, når vi ændrer på Folketingets forretningsorden, fordi der altid, uanset hvordan vi gør det – vi ser det også i forbindelse med afslutningsdebatter – er indvendinger, hvad enten man gør det kort eller langt, eller hvad man gør. Hele tiden må vi evaluere, hvordan vi får den bedst mulige demokratiske proces ud af det, som kan tilfredsstille de danskere, der følger med og helst skulle følge endnu mere med efter det, vi gør nu. Jeg tror i hvert fald på, at det, vi gør nu, vil være en medvirkende årsag til det.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så giver jeg ordet til SF's ordfører, fru Anne Baastrup.

I den tid, jeg har siddet i Folketinget, har vi gang på gang beklaget os over, at der ikke var nok aktivitet, at der ikke sad nok folk i salen, at der ikke var nok udefra, der interesserede sig for vores forhandlinger, og derfor har vi lavet stribevis af ændringer i forsøget på at få en mere livlig debat. Det her er så endnu et af de forsøg.

I stedet for at tage det frem, som hr. Simon Emil Ammitzbøll har interesseret sig for, og som jeg nu nok mener vi kan håndtere, så synes jeg, at vi skal fokusere lidt på den der nyskabelse, der ligger i, at man kan få ½ minuts spørgsmål. Det tror jeg vil give en mere livlig debat, og det vil give flere medlemmer af Folketinget retten til at stille spørgsmål i de store debatter, og det synes jeg vi skal fokusere på.

Jeg tror i og for sig, at hvis statsministerens spørgetime skal blive til noget, skal der være bred opbakning, og så kan det godt være, at Liberal Alliance kommer med en ny politisk leder, det er vist 12 gange om året, det kan blive aktuelt. Men skal vi ikke tage det, når det kommer? Jeg tror, det bliver en måde at få en mere livlig debat på. Der er selvfølgelig altid nogle principielle overvejelser, det har der været, hver gang vi har lavet om på det, men jeg synes, vi skal prøve at se, om ikke det kan fungere.

Der er en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg må sige, at jeg synes ikke, det klæder fru Anne Baastrup at gøre grin med dem, der prøver at varetage mindretallets interesser. Det var sådan set det, vi her var vidne til, men det er jo SF's eget valg. SF var jo en gang et parti, der gik meget op i det med demokratiet og sådan noget.

Vi har senest set det med offentlighedsloven, hvor man er helt ligeglad med sine medlemmer og med demokratiet, men bare stemmer sammen med regeringen. Nu ser vi det også her, hvor man ikke engang udviser en eller anden form for forståelse for vores synspunkt, men bare prøver på at gøre sig morsom på vores bekostning. Vi prøver faktisk helt fundamentalt at spørge ind til, om det principielt er i orden, at et flertal vil bestemme, hvem et mindretal vil lade sig repræsentere af i en given sag her i salen.

Ordføreren.

Jeg mener, at vi med de bemærkninger, jeg læste op, rent faktisk har taget højde for den meget berettigede kritik, som hr. Simon Emil Ammitzbøll tidligere er kommet med. Og jeg synes også, at vi tager det meget seriøst. Det er op til Liberal Alliance at vælge den, de vil stille med i den her givne spørgetime.

Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg er da glad for, at fru Anne Baastrup mener, at Liberal Alliances kritik er meget berettiget. Det er jo så sikkert den eneste sejr, vi får i denne sag. Jeg vil dog sige, at jeg tror desværre, at ordføreren lidt har misforstået, hvad vores kritik egentlig går ud på.

Vi har sådan set ikke sagt, at vi ikke er villige til eller ikke ønsker, at Folketingets partier i enighed skal kunne finde frem til en eller anden debatform, som nogle måtte ønske. Det, vi siger, er, at flertallet vil påtvinge os, at den, vi lader os repræsentere af den første gang, skal vi lade os repræsentere af de 14 efterfølgende gange, og dermed vil flertallet bestemme, hvem vi skal lade os repræsentere af – jeg er lige ved at sige, uanset om Storebæltsbroen måtte gå i stykker eller blindtarmsbetændelser indtræde, eller hvad man kunne forestille sig, skal vi lade os repræsentere af en bestemt person, som vi har valgt på et tidspunkt, hvor vi ikke kunne forudsige, hvordan tingene ville gå.

Mener fru Anne Baastrup virkelig, at det principielt er demokratisk, at flertallet kan påtvinge mindretallet det?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal give det en chance. Jeg har lyttet til Liberal Alliances kritik. Og jeg synes, vi skal give det en chance. Vi får jo fastlagt, hvornår det i givet fald kommer på tale, at de her spørgetimer skal være, og det vil sige, at man et helt år forud helt præcist ved, hvornår det bliver, så jeg tror altså ikke, at problemet bliver så forfærdelig stort. Med alle de mange forskellige ændringer af forretningsordenen, som vi har lavet i et forsøg på ikke at få britiske tilstande, men alligevel få lidt mere liv, så synes jeg, at det her er en af metoderne.

Tak til SF's ordfører. Så giver jeg ordet til Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Fra Enhedslistens side er vi i udgangspunktet positive over for en række af de tiltag, der foreslås her. Det, der fylder mest, er diskussionen om det her topmøde, eller hvad man nu vil kalde det, hvor statsministeren kan møde partilederne. I udgangspunktet synes vi, at det i hvert fald er en god idé at erstatte den spørgetime, som man endnu har med skiftende ministre, med noget andet, for det har mildt sagt ofte været en tynd kop te, også fordi det ikke er altid, synes man, at statsministeren har held til at udpege den eller de ministre, det for tiden er mest interessant at spørge om noget. Det lykkes somme tider for statsministeren, og andre gange lykkes det ikke, og det kan også være svært, for det skal jo planlægges et stykke tid i forvejen, og hvem ved, hvilken minister der nu kommer til, måske uden for den planlagte skematik fra regeringens side, at bringe sig i offentlighedens søgelys. Det kan være vanskeligt at vurdere, hvorimod man vel kan være nogenlunde sikker på, at uanset hvornår man kalder statsministeren ind, så vil det vække en vis interesse og opmærksomhed. Så den del af det er vi fuldstændig enige i.

Vi har to kritiske bemærkninger til det. Den ene er den, som hr. Simon Emil Ammitzbøll har rejst. Et eller andet sted virker det måske lidt besynderligt, at det er Folketinget, som bestemmer, hvem partierne bør repræsenteres af i store debatter. Vi har jo bemærket, vil jeg sige, at de to store partier bruger en hel del energi på at diskutere med hinanden, hvem der burde have været der, og vi kan også bemærke, at også på det område er det sådan, at de skifter position, lidt afhængigt af om de er i opposition eller de er i regering. Derfor fylder det jo meget, det forstår vi godt. Et eller andet sted forstår vi godt, at det her handler om, at statsministeren vil være sikker på, at hvis hun møder op, så bliver hun også matchet på lige fod, eller hvad det nu hedder, ved at det er den såkaldte oppositionsleder, formanden for Venstre, der møder op.

Det kan jeg godt forstå. Jeg vil sådan set også være indstillet på, at vi jo kunne lave en aftale om, at sådan er det, og så burde man vel kunne overholde aftalen. Det er vel ikke så svært, vi er jo forholdsvis hæderlige mennesker, de fleste af os, der sidder i Folketinget, i hvert fald når det kommer til den slags formelle aftaler, så det burde vi vel kunne. På den anden side må jeg sige med hensyn til lige præcis den paragraf, at jeg jo også har læst, hvad der står, og jeg kan da se, at Enhedslisten med de formuleringer, der er, ikke vil have svært ved først at foretage det spændende valg om, hvem der nu for tiden er partileder, og derefter fastholde det så længe, som nu er fornuftigt og rimeligt og rigtigt at gøre, og så i givet fald træffe en anden beslutning efterfølgende. Pointen er jo den lidt banale, at hvis man er så heldig, at man i sine vedtægter ikke har indskrevet en partileder eller en partiformand, så er der jo en vis form for frihed, som jeg godt kan forstå at andre misunder os, men det skal man jo ikke lade sig slå ud af.

Jeg har nu alligevel også godt forstået både på Folketingets formand og på andre, at man ikke ville synes, det var passende, hvis Enhedslisten sådan sendte de 12 folketingsmedlemmer på skift. Det tror jeg heller ikke vi vil gøre. Jeg tror sådan set, at vi nok skal beslutte os til, hvem det skal være, og så prøve at overholde det. Men det er klart, at et eller andet sted taler det jo også os lidt imod, at man sådan beslutter sig til, hvordan det skal være, og pådutter os, at vi skal have en partileder, når vi nu ikke har en partileder. Og det er jo ikke ulovligt at have et parti, der sidder i Folketinget, som ikke har en partileder. Det er ikke skrevet ind i grundloven eller valgloven endnu i hvert fald. Men jeg har forstået, at det kan vi forhåbentlig finde en løsning på.

I virkeligheden synes jeg, at det andet problem er større, nemlig det, at de to største partier aftaler, at de kun vil lave det her, hvis de er sikre på, at de altid har dobbelt så lang taletid som de andre. Nu kunne man selvfølgelig diskutere, om Socialdemokraterne har nogen permanent sikkerhed for at være landets næststørste parti eller det største, men det er vel alligevel det, der lidt er udgangspunktet. Og det vil sige, at det jo er fuldstændig ude af trit med den måde, vi normalt tilrettelægger arbejdet på her i Folketinget, at man forlods giver et enkelt parti dobbelt taletid. Jeg må indrømme, at når vi har de store debatter, så får de store partier jo i kraft af det mest taletid i spørgerunde osv. i praksis, men det er jo noget andet end at vedtage, at det skal være sådan, at det er den tilstand, der er den anerkendte, den eksisterende tilstand.

Så det synes jeg også nok vi kan få brug for at snakke lidt mere om i udvalget, men jeg vil da sige, at jeg synes, det ville være en dårlig ting, hvis vi ikke kunne ende med at få vedtaget den her omlægning af Folketingets arbejde, sådan at vi får de her debatter med statsministeren og repræsentanter for de partier, der ikke sidder i regering, som et alternativ til den nuværende struktur, så jeg håber på, at vi i løbet af de kommende ugers intensive udvalgsarbejde kan få løst de her ting på en tilfredsstillende måde.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for Liberal Alliance.

Flertallet i Udvalget for Forretningsordenen har indstillet nærværende beslutningsforslag til vedtagelse, hvilket vil sige udvalget på nær Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. I Liberal Alliance mener vi, at der primært er to problemer i det her, og de vedrører begge spørgsmålet om denne partilederdebat, som der har været så meget snak om. Helt fundamentalt handler de om: Hvem bestemmer, hvem en partigruppe vil lade sig repræsentere af? Der skal man vælge én bestemt person, som kan være der 14-15 gange på 1 år. Hvad, hvis pågældende ikke kan være til stede? Jo – har vi fået oplyst – så kan partiet desværre ikke være repræsenteret i debatten. Man må undre sig. Man må undre sig over, at et flertal i Folketinget på den måde vil tvinge noget ned over et mindretal. Man må undre sig over, at partigrupper kan være udelukket fra at deltage i bestemte debatter.

Jeg synes også, at vi som Folketing svækker os selv kollektivt. Jeg ved, at Liberal Alliance ikke er det eneste parti, der har haft indgående diskussioner med Danmarks Radio om, at de ikke skulle bestemme, hvem vi skulle lade os repræsentere af i bestemte debatter. Så kan man selvfølgelig, som SF siger, skifte partileder hist og her. Det kan hurtigt blive meget morsomt, desværre. Vi har selv eksperimenteret med det over for Danmarks Radio en gang – de valgte dog at aflyse debatten – hvor vi havde hr. Leif Mikkelsen som politisk leder et enkelt døgn for at få lov til at deltage i en debat. Men det er jo ikke en fremgangsmåde, som man vil foreslå nogen.

I virkeligheden synes vi, at man kommer til at gøre op med det helt fundamentale i, hvad det er et parlament egentlig laver. Et parlament skal udøve kontrol med landets regering, og et parlament skal stå for lovgivningen. Nu vil man konkurrere med Danmarks Radio og TV 2 og TV 2 News om at få de mest populære tv-udsendelser. Det skal blive sjovt, sagde den socialdemokratiske ordfører, og det bliver det da ganske givet også – så må vi håbe, det også bliver relevant. I virkeligheden kan man sige, hvis man ser tilbage på det gamle Rom, at det virker, som om man har ladet sig inspirere mere af Colosseum end af senatet: Det handler om at lave underholdning for befolkningen.

Der er også spørgsmålet om taletider. Man giver ekstra taletid til et særligt parti, som Enhedslistens ordfører så korrekt sagde det: i forventning om, at de to største partier i al evighed vil forblive de største partier. Men lur mig, om historien rammer disse, som de har ramt andre en gang imellem. Derudover må jeg også sige, at jeg faktisk synes, at Præsidiet har et stort ansvar i det her, og for Liberal Alliances vedkommende må jeg sige, at vi er utrolig skuffede over, at Folketingets formand har ageret mere partipolitiker end formand for hele Folketinget i den her sag. Vi er overhovedet ikke i nærheden af at være tilfredse med den måde, som vi er blevet behandlet på af formanden.

Er vi så bare sådan nogle, der afviser alt og slet ikke vil gå i dialog? Nej, det er vi faktisk ikke. Vi har sagt, at vi tror godt, man kan lave det her på baggrund af en frivillig aftale mellem de otte partigrupper i Folketinget – nok ikke præcis, som modellen er endt, men så i en anden udgave. Er det, fordi vi ikke vil lade vores partileder, hr. Anders Samuelsen, deltage i debatterne? Nej, det er det sådan set ikke, det vil vi gerne bestræbe os på at gøre, hvis det er det, man ønsker. Men kan det ikke lade sig gøre, er vi af den opfattelse, at vi stadig har ret til og krav på at deltage i enhver debat i denne sal? Vi har tænkt os at forfølge det i udvalgsarbejdet og om nødvendigt endnu længere, selv om et flertal skulle tromle det her forslag igennem Folketinget.

Så på den baggrund er vores indstilling, at vi på det foreliggende grundlag vil sige nej. Vi mener også, det er forkert at gøre det gennem en ændring af Folketingets Forretningsorden. Men hvis Præsidiet og især formanden skulle bløde op og ønsker at tage en reel dialog, også med de partier, der ikke er repræsenteret i Præsidiet, om en frivillig aftale mellem Folketingets partier, er vi åbne over for det.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen J. Klint.

Det kan da godt være, at hr. Simon Emil Ammitzbøll er utilfreds med, at jeg brugte ordet sjov. Det var, fordi jeg også ligesom lægger det i det, at der skal være noget glæde i nogle af de debatter. Det tror jeg faktisk der vil være, når det er partilederne, der kommer til at være i hurtig konfrontation med hinanden. Det er ikke lange ordførertaler på ½ time, som statsministeren eller en minister typisk har i nogle store debatter. Det var derfor, jeg brugte ordet sjov. Det skal selvfølgelig også være interessant og spændende og relevant. Men jeg tror faktisk, at der nogle gange skal lidt mere glæde ind i også det politiske arbejde, så folk synes, at det er spændende at se på. Det er deri, demokratiet ligger.

Så har jeg jo hørt de kritikpunkter, der er, en gang mere. Mit spørgsmål går på: Er det ikke mest korrekt, at det, der sker her i salen, står i Folketingets Forretningsorden, og at det ikke bygger på frivillige aftaler i Udvalget for Forretningsordenen?

Værsgo.

Svaret på det sidste er nej. Jeg mener, at det er langt fra at være korrekt, for ikke at sige at det hverken er overhovedet rimeligt eller på sin plads, at et flertal i Folketinget kan pådutte mindre partigrupper eller de partigrupper, der er uden for – det kunne jo også have været et stort parti – at sende bestemte repræsentanter i bestemte debatter. Det er sådan set et principielt synspunkt. Så kan det da godt være, at vi kan lave nogle aftaler om, hvordan vi vil have tingene til at fungere, men jeg mener, at det kræver enighed fra alle partier.

Fru Pia Kjærsgaard sagde i sin tale: Nu har det taget 3 år, og jeg tror ikke, at det var blevet til noget, hvis ikke man havde gjort det nu.

De, der var med i debatten for et år siden, vil vide, at det var det, Folketingets formand sagde sidste år, altså at hvis ikke vi sagde ja sidste år, ville det ikke blive til noget. Alligevel kommer man med en ny udgave, hvor det så igen lyder: Hvis ikke vi siger ja til det her, så bliver det ikke til noget.

Det er i virkeligheden en tom trussel.

Så er det Karen J. Klint.

Jamen for mig er det her ikke et utålmodighedsprojekt. Det er faktisk en service over for befolkningen. Mit spørgsmål gik ikke på en gentagelse, altså et ønske om at få gentaget svaret på, hvorfor Liberal Alliance ikke er for forslaget, men det gik på det med, at når vi laver noget om, hvad angår Folketingssalen, er det så ikke mest korrekt, at det, vi gør, og den måde, vi samarbejder på i Folketingssalen, er indskrevet i vores forretningsorden, frem for at det bygger på nogle frivillige aftaler mellem partilederne?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at man via et flertal i Folketinget kan lave noget, der så fundamentalt strider imod grundlæggende demokratiske principper, nemlig at en partigruppe ikke selv kan bestemme, hvem de lader sig repræsentere af. Det siger jeg ikke for at gentage et synspunkt. Og fru Karen J. Klint skal være velkommen til at komme op i en anden runde, hvis det er sådan, at jeg misforstår spørgsmålet. Jeg tror bare, at sagen er den, at argumentet for, at vi er imod, er det samme som argumentet for, at vi ikke vil have, at det skal stå i Folketingets forretningsorden. De to ting hænger uløseligt sammen, fordi jeg ikke mener, at det er fru Karen J. Klints opgave at bestemme, at Liberal Alliance ikke kan være til stede i en enkelt debat, hvis det nu skulle forme sig sådan, at hr. Anders Samuelsen får forfald.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Og så tager vi til sidst den konservative ordfører, hr. Brian Mikkelsen.

Det er vigtigt, at debatten i Folketinget bliver interessant. Det er vigtigt, at debatten i Folketinget også bliver vurderet som værende så givende, at man har lyst til at følge den. Det bør være de vigtigste og de mest principielle debatter, der føres i Folketinget, og også dem, der bliver overværet af flest mulige, og som tages for at være interessante nok til, at man har lyst til at følge dem og referere fra dem og også se dem eksempelvis i tv fra Folketinget. Så derfor er vi for, at man også kigger på, om man kan gøre debatterne mere interessante, mere levende, men også sådan mere substantielle. Og derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at man hele tiden kigger på, om man kan gøre tingene anderledes.

Men i det her tilfælde synes vi ikke at Præsidiet har ramt rigtigt. Først og fremmest er vi ikke enige i at differentiere mellem partiernes mulighed for at ytre sig. Det har altid været en god tradition i Folketinget, at Folketingets partier har lige ret til at ytre sig, lige ret til at tale, lige ret til at fremføre partiernes synspunkter. Og i det her tilfælde oplever man så, at Folketingets to største partier, S og V, laver sådan en bytte, bytte købmand-handel, og de tror så, at de i al evighed kan blive ved med at bytte rundt og så give hinanden nogle privilegier. Og det synes jeg er en uskik, det er en gigantisk uskik for vores demokrati og også en uskik for folkestyret. Og det er også ærgerligt, at man fra Folketingets formands side trumfer sådan en model her igennem.

Det er rigtigt, at politik også er det muliges kunst, også i forhold til procedurer og processer, men så må man måske bare tage en holmgang til for at få det på plads. For det her skaber jo en uheldig præcedens, i forhold til man også i andre debatter kan afgøre, at nogle partier skal have mere taletid end andre – og så kan et flertal altså bare afgøre, at nogle partier ikke skal have så meget taletid, og at andre partier så skal have mere taletid.

Nu er det jo heldigvis sådan, at politik ændrer sig, og hvem der er det største parti og det næststørste parti og det tredjestørste parti og fjerdestørste parti har også ændret sig meget i løbet af de sidste både 10, 15, 20 og 25 år. Så det kan sagtens være, at det ikke er S og V efter næste valg igen, der er de to største partier. Men det er det rent principielle, som vi må forholde os til, og det er, at partierne i Folketinget, i det her tilfælde de otte partier, selvfølgelig skal have lige mulighed for at ytre sig og også have lige lang taletid.

Det var den ene anke. Den anden anke er den, som Liberal Alliance også har fremført, altså at det er sådan, uanset hvordan formuleringen er i beretningen fra Udvalget for Forretningsordenen, at man lægger op til, at det er Folketinget, der bestemmer, hvem hvert enkelt parti skal lade sig repræsentere af. Det er en uskik. Så kan vi også gå ind og blande os i, hvem der f.eks. skal repræsentere partierne ved afslutningsdebatten. Den socialdemokratiske politiske ordfører repræsenterer Socialdemokratiet, men det kunne være, at et borgerligt flertal næste gang vurderede, at det ikke skulle være den politiske ordfører, der repræsenterede Socialdemokratiet, og derfor fastlagde, at det skulle være finansordføreren, der skulle deltage i afslutningsdebatten. Det er jo det samme princip. Man knæsætter et princip om, at det er nogle andre, der bestemmer, hvem man skal lade sig repræsentere af, og det er ikke rimeligt. Så derfor vil vi også være imod den del af forslaget.

Det betyder, at Det Konservative Folkeparti vil stemme imod forslaget, og jeg appellerer til, at den evaluering, som der heldigvis er lagt ind, vil betyde, at man tænker sig godt og grundigt om og vender tilbage til tidligere tiders normer om, at man i konsensus afgør, hvordan forretningsordenen skal være i det danske Folketing.

Tak til den konservative ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Jeg har en begrundet fornemmelse af, at både Venstres ordfører og den radikale ordfører føler sig dækket ind af, hvad fru Karen Klint, fru Pia Kjærsgaard og fru Anne Baastrup sagde fra talerstolen. Det er nemlig et enigt Præsidium, der har fremsat forslaget.

Jeg tolker hr. Per Clausens og hr. Simon Emil Ammitzbølls indlæg sådan, at de ønsker en fornyet udvalgsbehandling, og forslaget går derfor tilbage til Udvalget for Forretningsordenen.

Det er vedtaget.