Spørgsmål nr. 201 (Alm. del) fra Udvalget for Udlændinge- og Inte-

grationspolitik:

”Ministeren bedes kommentere blogindlæg af Jacob Mchan-gama, Cepos, på Berlingskes hjemmeside den 9. januar 2013”Justitsministerentagerfejlomdomspraksis”.http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2013/01/09/justitsministeren-tager-fejl-om-domspraksis/”

Svar:

1.

Blogindlægget af 9. januar 2013, som er omtalt i spørgsmålet, er enkommentar til Justitsministeriets besvarelse af 21. december 2012 af ud-valgsspørgsmål nr. 151 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Inte-grationspolitik og justitsministerens besvarelse den 8. januar 2013 af sam-rådsspørgsmål Y om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols prak-sis i sager om udvisning af kriminelle udlændinge. Udvalgsspørgsmål nr.151 og samrådsspørgsmål Y havde begge baggrund i Jacob Mchangamastidligere blogindlæg af 28. november 2012 med tilhørende notat.

2.

I blogindlægget af 9. januar 2013 anfører Jacob Mchangama, at:”I begge sager [Kilic og Cömert] var der altså tale om ikke ba-re alvorlig, men særdeles alvorlig kriminalitet. I de domme, deromtales i notatet nemlig Balogun, Samsonnikov og Shala, erder, alt andet lige, tale om langt mindre omfattende og/ellermindre alvorlig kriminalitet end i Kilic og Cömert. […]Derfor er det langt fra overbevisende, når Justitsministerenfremhæver Kilic og Cömert som afgørelser, der skulle væresammenlignelige med de nye afgørelser fra 2012, der efter minopfattelse giver stater som Danmark en udvidet skønsmargin iudvisningssager.”Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at fremhævelsen af dom-mene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerneKilic modDanmarkog sagenCömert mod Danmarki besvarelserne havde til formålat illustrere, at Domstolen accepterer udvisning af udlændinge, som er op-vokset eller ligefrem født i opholdslandet, forudsat at alvoren af den begå-ede kriminalitet vejer tungt nok.Det fremgår af Jacob Mchangamas blogindlæg af 9. januar 2013, at klage-ren iBalogun mod Storbritannien”blev dømt for besiddelse af mindre par-tier narkotika med henblik på videresalg og for hæleri”. Det fremgår imid-lertid af dommen fra Menneskerettighedsdomstolen, at klageren var blevet2

idømt tre års fængsel for besiddelse af narkotika med henblik på videre-salg, idet han havde lagt hus til ”the preparation and sale of drugs by agroup of people”. Han var endvidere tidligere straffet for hæleri og fleretilfælde af besiddelse af narkotika, hvor flere af forholdene dog var begået,mens han stadig var mindreårig.Jacob Mchangama anfører i blogindlægget vedrørende klageren iShalamod Schweiz,at denne ”havde begået mildere former for vold, afpresningog truet sin ekskæreste”. Det fremgår af dommen fra Menneskerettigheds-domstolen, at klageren havde begået gentagen kriminalitet gennem en pe-riode på 5 år, herunder afpresning og adskillige dødstrusler mod en eks-kæreste samt vold. Derudover havde han modtaget to betingede udvisnin-ger. Samtidig havde han en stærk tilknytning til hjemlandet.OmSamsonnikov mod Estlandanfører Jacob Mchangama, at ”på trods afklagers fire domme for bl.a. tyveri, (mildere) vold mod en politibetjent ognarkokriminalitet (samt bøder for indtagelse af ulovlige stoffer) kan gradenaf alvor ikke sammenlignes med manddrab”. Det fremgår af dommen, atklageren var blevet straffet for gentagne tilfælde af tyveri, vold mod en po-litibetjent, grov vold og gentagne tilfælde af besiddelse af narkotika fremtil sin udrejse til Sverige. Da han vendte tilbage til Estland efter afsoningaf en dom i Sverige for narkotikasmugling, afviste de estiske myndighederat forlænge hans opholdstilladelse. Klageren havde samtidig en stærk kul-turel og sproglig tilknytning til sit hjemland (Rusland).Det bemærkes generelt vedrørende Domstolens praksis, at Domstolennormalt anser narkotikakriminalitet for at være alvorlig kriminalitet. Dettekan bl.a. illustreres ved Domstolens dom iEl Boujaïdi mod Frankrigfra1997 om udvisning for narkokriminalitet og røveriforsøg af en person, dervar indrejst som 7-årig, samt Domstolens dom iBaghli mod Frankrigfra1999 om udvisning for narkokriminalitet af en person, der var indrejst som2-årig, og hvis eneste tilknytning til hjemlandet syntes at være, at han hav-de aftjent et års værnepligt der. Herudover kan henvises til Domstolens af-gørelse iDemir mod Frankrigfra 2006, der vedrører udvisning for narko-kriminalitet af en ung mand, som havde boet i Frankrig siden han var 4-5år gammel. Han havde dog også en forholdsvis stærk tilknytning til sithjemland, hvor han havde fundet sin ægtefælle, havde boet et par år somvoksen og aftjent værnepligt.Herudover vil det normalt også veje tungt ved Domstolens vurdering, atklageren har begået gentagen kriminalitet. I denne forbindelse kan f.eks.3

henvises til Domstolens dom iJoseph Grant mod Storbritannienfra 2009,hvor der skete udvisning for gentagen mindre strafværdig kriminalitetgennem 20 år, og Domstolens afgørelse iMiah mod Storbritannienfra2010, hvor der skete udvisning for gentagen berigelseskriminalitet for atfinansiere et misbrug, uanset at den pågældende var indrejst som 11-årigog havde opholdt sig i landet i omkring 15 år.

3.

I blogindlægget af 9. januar 2013 anfører Jacob Mchangama om Dom-stolens dom iButt mod Norge,at:”netop domstolens henvisning til ordet ”exceptionelle omstæn-digheder” i Butt-sagen, en ordlyd som også fremgår af Izmirerklæringen, bestyrker min pointe om, at domstolen rent fak-tisk lægger vægt på denne erklæring – selvom erklæringen ik-ke nævnes eksplicit i dommen og EMD også tidligere har an-vendt denne passus. Derfor er det vel heller ikke helt rigtigt el-ler præcist, når ministeren i sit svar på side 3 skriver, at ” Intet-steds ses en henvisning til medlemsstaternes fælleserklæringer,hverken direkte eller indirekte ved ændringer i den anvendteterminologi”. For i Butt bruger domstolen jo altså terminologi-en ”exceptionelle omstændigheder”.Domstolens praksis i sager somButt mod Norge,der angår opnåelse af op-holdsgrundlag (og ikke udvisning for kriminalitet), er bl.a. beskrevet idommenRodrigues da Silva og Hoogkamer mod Hollandfra 2006, hvordet i para. 39 bl.a. anføres:“Another important consideration will also be whether familylife was created at a time when the persons involved wereaware that the immigration status of one of them was such thatthe persistence of that family life within the host State wouldfrom the outset be precarious. The Court has previously heldthat where this is the case it is likely only to be in the most

ex-

ceptional circumstances

that the removal of the non-nationalfamily member will constitute a violation of Article 8 (seeMit-chell v. the United Kingdom(dec.), no. 40447/98, 24 Novem-ber 1998, andAjayi and Others v. the United Kingdom(dec.),no. 27663/95, 22 June 1999).” [fremhævet her]Som det kan ses af de afgørelser, som Domstolen henviser til i det citere-de, har denne praksis været fulgt i hvert fald siden 1998. Der synes såledesikke at være noget belæg for, at henvisningen til ”exceptional circumstan-ces” i Butt-sagen er en henvisning til Izmir-erklæringen fra 2011.

Spørgsmål nr. 201 (Alm. del) fra Udvalget for Udlændinge- og Inte-

grationspolitik:

Svar:

1.

2.

3.

ex-

ceptional circumstances

4.