Af dagspressen, bl.a. Berlingske Tidende, BT, Politiken og Information fra den 16. november 2012 og frem fremgår det, at USA’s ambassade i Danmark har henvendt sig til ministeren med opfordring til ikke at stemme for opgraderingen af Palæstinas status i FN. Fra henvendelsen er bl.a. citeret: "En sådan resolution vil have betydelige negative konsekvenser for selve fredsprocessen (mellem Israel og palæstinenserne, red.), for FN-systemet og for vore muligheder for at opretholde vor betydelige økonomiske støtte til de palæstinensiske myndigheder" og "Vi tror, at jeres regering ved, hvad der er på spil her og - som os - ønsker at undgå en konfrontation på FN's Generalforsamling", jf. artiklen "USA advarer Danmark i Palæstina-strid", på www.b.dk den 15. nov. 2012.
Vil ministeren i forlængelse heraf oplyse, om ministeren har modtaget brev fra den amerikanske ambassade om afstemningen i FN om Palæstina? Og hvis ja, hvad ministeren mener om denne henvendelse, og hvad ministeren har svaret den amerikanske ambassade?
Dato: 26-11-2012
Status: Endeligt besvaret