URU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 139: Spm. om, at tilsende udvalget et notat, der redegør for, om regeringens beslutning om at opgradere status for Palæstinas Mission i København er i overensstemmelse med Olso aftalens kap. 1, art. 1, stk. 5a og kap. 3, art. 17, stk. 1., til udenrigsministeren

Spørgsmål 139:I forlængelse af samrådet i Udenrigsudvalget den 16. maj 2013 bedesministeren tilsende udvalget et notat, der redegør for, om regeringensbeslutning om at opgradere status for Palæstinas Mission i Københavner i overensstemmelse med Olso aftalens kap. 1, art. 1, stk. 5a og kap. 3,art. 17, stk. 1.Svar:Da den første Oslo-aftale (Princip-aftalen af 1993) blev indgået for præcis 20 år si-den, skabte det verden over et håb om snarlig fred og fordragelighed mellem Israelog det palæstinensiske folk. Med aftalen i 1993 anerkendte den palæstinensiske lederYasser Arafat og ministerpræsident Yitzhak Rabin gensidigt hinanden som forhand-lingspartnere. I kraft af aftalen anerkendtes PLO som det palæstinensiske folks legi-time repræsentant, og PLO anerkendte staten Israels ret til at eksistere. Dermed bleven forhandlingsproces indledt, der skulle føre til en endelig afslutning på konfliktenmellem Israel og Palæstina. Interim-aftalen fra 1995 (Oslo II) fastlagde efterfølgendedet palæstinensiske selvstyres geografiske og politiske udstrækning. Samlet set ud-gjorde Oslo-aftalerne altså et politisk aftale-kompleks, der udstak rammerne for par-ternes indbyrdes forhold i en overgangsperiode.Men Oslo-aftalerne har på en række punkter lidt en krank skæbne. Fra visse sider erder eksempelvis rejst spørgsmål om, hvorvidt de fortsatte bosættelser og bygning afsikkerhedsmuren er forenelige med aftalernes bestemmelser om ikke at tage ensidigeskridt, som søger at ændre de besatte områders status. Andre har på samme måderejst spørgsmål om f.eks. de palæstinensiske FN-aktiviteter. Under alle omstændig-heder må det konstateres, at aftalerne ikke har været nøglen til løsningen på konflik-ten.Der er givet elementer i Oslo-aftalerne, som det fortsat er relevant at forsøge at hol-de parterne op på. I det omfang det er tilfældet, vil vi fra dansk side støtte sådannebestræbelser. Dog er det vigtigt at understrege, for det første, at aftalerne i dag måses i lyset af udviklingen siden 1993. Her er det værd at erindre, at Danmark den 29.november 2012 med bred opbakning i Folketinget og sammen med et overvældendeflertal af verdens nationer, herunder en stor gruppe EU-lande, stemte for en ny og

styrket status for Palæstina i FN. For det andet er aftalerne - både oprindeligt og nu- af politisk, snarere end juridisk karakter. Parterne er således ikke juridisk forpligtetaf aftalerne - det samme gælder naturligvis også Danmark.Regeringen anser på denne baggrund ikke Oslo-aftalerne for juridisk at forhindrepalæstinensisk uafhængighed eller det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.Dermed anser Regeringen heller ikke Oslo-aftalerne som juridisk relevante i forholdtil en dansk opgradering af status for Palæstinas Mission.