Udenrigsudvalget 2012-13
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIETDen 1. maj 2013Spørgsmål fra Udenrigs-udvalget til udviklings-ministeren af 11. april2013. URU alm. del.spm. 107.
Spørgsmål 107:Vil ministeren redegøre for sin holdningsændring om smugling langs Irans grænseog stigning i antallet af dødsstraf i kølvandet på det danskstøttede program, jvf. om-talen i Politiken søndag 24. marts 2013 og den 9. april 2013?Svar:Formålet med støtten til UNODC’s landeprogram for Iran har været at bidrage tilkapacitetsopbygning af den regionale indsats mod narkotikasmugling fra Afghani-stan. En styrkelse af det regionale grænsesamarbejde mod narkotikastrømme under-støtter den danske indsats for stabilisering af regionen. Dansk støtte til UNODC’slandeprogram i Iran blev i 2010 under den tidligere regering godkendt med et beløbpå 5 mio. kr. over Freds- og Stabiliseringsfonden (dengang Globalrammen).Den 24. marts 2013 understregede jeg overfor Politiken vigtigheden af, at pro-grammet og dets resultater evalueres meget nøje. Jeg betonede særligt vigtighedenaf, at UNODC fører en menneskerettighedsdialog med de iranske myndighedermed det formål at sikre rettigheder for dem, som anholdes. Jeg slog afslutningsvistfast, at såfremt sådanne elementer ikke var tilstede, måtte vi drage konsekvensen ogindstille støtten.Udenrigsministeriet har siden 2010 nøje fulgt implementeringen af den danske støttetil UNODC, og som led i denne opfølgning blev der i februar 2013 igangsat et re-view af landeprogrammet i Iran.Den 9. april påpegede jeg under henvisning til dette review, at vi ikke i tilstrækkeliggrad kan være sikre på, at programmet styrker menneskerettighederne i Iran. Det erpå den baggrund, at der er truffet beslutning om ikke at videreføre den danske støttetil programmet.Reviewet peger overordnet på, at UNODC i Teheran har styrket sit arbejde medmenneskerettighederne overfor iranerne. Reviewet peger dog samtidig på, atUNODC’s generelle tilgang lider af visse mangler, herunder bl.a. som følge af un-
derfinansiering, samt at det ikke kan udelukkes, at programmet har medført en stig-ning i antallet af anholdelser. En fortsat støtte til UNODC-programmet i Iran villederfor nødvendiggøre en særlig tæt og ressourcekrævende monitering, men selv veden forstærket risikohåndtering fra UNODC står vi overfor det grundlæggende uac-ceptable forhold, at Iran anvender dødsstraf og endda i meget stor omfang. Der vilderfor ikke kunne opstilles garantier, som lever op til de høje krav, vi fra dansk sidestiller.
