Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2012-13
SUU Alm.del
Offentligt
Holbergsgade 6DK-1057 København KT +45 7226 9000F +45 7226 9001M[email protected]Wsum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 14. oktober 2013Enhed: Sundhedsjura og læ-gemiddelpolitikSagsbeh.: DEPMAKISags nr.: 1304594Dok nr.: 1310832
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 17. september 2013stillet følgende spørgsmål nr. 949 (alm. del) til ministeren for sundhed og fore-byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Bene-dikte Kiær (KF).Spørgsmål nr. 949:”Vil ministeren redegøre for, hvorfor det kun er private botilbud efter servicelo-ven, der er omfattet af sundhedslovens § 215a?”Svar:Som jeg forstår spørgsmålet ønskes det oplyst, hvorfor tilsynet efter sund-hedslovens § 215 a alene omfatter private behandlingssteder og ikke behand-lingssteder, der drives af det offentlige.Bertel Haarder (V) fremsatte i april 2011 forslag om, at der blev indført et tilsynmed private sygehuse, klinkker og praksis m.v. Alle partier i Folketinget stemtefor forslaget.Det følger af forarbejderne til loven, at baggrunden for denne tilsynsordning er,at konkrete sager havde givet anledning til at overveje behovet for udvidelseog forbedring af Sundhedsstyrelsens tilsynsmuligheder vedrørende manglen-de fund af brystkræft ved mammografi. Videre følger det af forarbejderne, atdet var regeringens opfattelse, at en udvidelse og forbedring af Sundhedssty-relsens tilsyn ikke alene burde være målrettet mod denne form for lægelig pa-tientbehandling eller andre nærmere afgrænsede grupper af patientbehand-ling. Tilsynet skulle derimod rettes mod alle lægefaglige behandlinger og un-dersøgelser, der udøves på private sygehuse, klinkker m.v.Videre fremgår det af forarbejderne, at tilsynet også vil omfatte behandlings-steder, hvor medhjælp udfører lægeforbeholdt virksomhed, uden at lægen fak-tisk er til stede.I høringsnotatet fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet (nu Ministeriet forSundhed og Forebyggelse) er det i tilknytning til et høringssvar oplyst følgen-de:”For så vidt angår bemærkningen om, at også de offentlige sygehuse bør væ-re omfattet af Sundhedsstyrelsens proaktive tilsyn, bemærkes, at regionernehar myndighedsansvaret for, at sundhedsvæsenet tilbyder en befolkningsrettetindsats vedrørende behandling af den enkelte patient. Regionernes myndig-hedsansvar omfatter blandt andet kvaliteten af patientbehandlingen. Der vur-deres ikke at være behov for at udvide den foreslåede registrerings- og til-
Side 2
synsordning til også at omfatte offentlige sygehuse, som regionerne selv driverog har et direkte ansvar for.”
Baggrunden for afgrænsningen af anvendelsesområdet (lægelig patientbe-handling, der udføres af private behandlingssteder) for tilsynet efter § 215 a erikke i forarbejderne til loven nærmere uddybet i forhold til kommunerne.Når det proaktive tilsyn efter § 215 a alene gælder for private behandlingsste-der skydes det således, at de konkrete sager, der gav anledning til tilsynsord-ninger, vedrørte private behandlingssteder, og at der for patientbehandling,der udføres af det offentlige, gælder et særligt myndighedsansvar. Jeg kan iøvrigt henvise til mit svar på spørgsmål nr. 948 (SUU alm. del), hvoraf detfremgår, at plejehjem m.v. har deres eget proaktive tilsyn.I forlængelse af mit svar af 4. juli 2013 på spørgsmål nr. 692 (SUU alm. del)kan jeg oplyse, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse sammen medSundhedsstyrelsen har drøftet, om der er behov for at tilpasse styrelsens ad-ministration af registrerings- og tilsynsordningen, herunder i forhold til bl.a.LOS´ medlemsvirksomheder.Det har i den forbindelse været drøftet, hvordan botilbud, hvor der udføres læ-gelig patientbehandling, herunder medicingivning efter delegation fra en læge,skal behandles i gebyrmæssig henseende. Der er i den sammenhæng enig-hed om, at det må bero på en konkret vurdering af de faktiske forhold ved etgivent botilbud, der er omfattet er registreringspligten, hvilket gebyr der skalbetales. Det forhold, at der er tale om døgnbehandlingstilbud med sengeplad-ser, medfører imidlertid ikke pr. automatik, at der skal betales det største ge-byr, som gælder for behandlingssteder med sengepladser. Der kan såledeslægges vægt på, hvor nært behandlingsstedets sengepladser er knyttet til denlægelige patientbehandling, der foregår på stedet.Jeg kan i øvrigt henvise til Sundhedsstyrelsens bidrag til besvarelse afspørgsmål. nr. 953 (SUU alm. del).
Med venlig hilsen
Astrid Krag
/
Mads Kirkegaard