SUU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 762: Spm. om på hvilket grundlag ministeren ser sig i stand til at gennemføre forslaget om at afskaffe kontrol RDU, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 5. juli 2013 stilletfølgende spørgsmål nr. 762 (Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyg-gelse, som hermed besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Li-selott Blixt (DF).Spørgsmål nr. 762:”Sagkundskaben (Tandlægeforeningen, Praktiserende Tandlægers Organisa-tion, Tandlægeskolen m.fl.), har advaret mod konsekvenserne af at afskaffetilskud til tandrensning og kontrol RDU (kontrolundersøgelser). Herunder risi-koen for flere huller og dårligere tandsundhed. Kan ministeren oplyse på hvil-ket grundlag (evidensbaserede undersøgelser/rapporter) ministeren ser sig istand til alligevel at gennemføre forslaget om at afskaffe kontrol RDU?”Svar:Jeg kan oplyse, attilskuddettil ydelsen kontrol RDU er fjernet pr. 15. juli 2013.Selve ydelsen kan kun fjernes efter gensidig aftale mellem Tandlægeforenin-gen, Danske Tandplejerforening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn(RLTN). Det forventer jeg imidlertid vil ske, når Sundhedsstyrelsens kommen-de kliniske retningslinje om undersøgelsesintervaller i tandplejen inden længeskal implementeres i tandlægernes og tandplejernes overenskomster.Om baggrunden for at fjerne ydelsen kontrol RDU kan jeg henholde mig føl-gende udtalelse udarbejdet af Sundhedsstyrelsen:”Ud fra en faglig betragtning og med den viden der foreligger i dag, anses enregelmæssig tilknytning til tandplejen som hensigtsmæssig, idet denne kan bi-drage til reduktion af risikofaktorer, sygdomsforekomst og sygdomsudvikling ibefolkningen. Baggrunden for at foretage regelmæssige diagnostisk undersø-gelser, uanset i hvilket regi tandplejen tilbydes, er at danne et grundlag for di-agnostik, behandlingsplanlægning og dermed intervention og eller behandling,afhængigt af graden og karakteren af sygdomsaktiviteten.Den optimale længde af det tidsinterval, der skal være mellem to diagnostiskeundersøgelser (undersøgelsesinterval) for i tilstrækkelig grad at kunne fore-bygge og behandle orale sygdomme hos børn og voksne har været til debat imange vestlige lande. I flere lande har der været tradition for at indkalde allepatienter til regelmæssig undersøgelse hvert halve år eller årligt. I kraft af fore-komsten af en stadig stigende tandsundhed, ulighed i tandsundhed og ønsketom en rationel anvendelse af begrænsede ressourcer er der stillet spørgsmålved denne praksis. Opfattelsen af undersøgelsesintervaller som faste og uni-verselle skønnes at være uhensigtsmæssig, og flere initiativer er iværksat forat gøre undersøgelsesintervaller patientspecifikke og baseret på individuelt

behov. Et af initiativerne har været at fastsætte længden af undersøgelsesin-tervaller på baggrund af tandplejetemaets bedømmelse af patientens risiko forat få ny oral sygdom sammenholdt med aktuel sygdomsstatus. Rationalet baget sådan risikobaseret undersøgelsessystem er, at de patienter der er sundeog kan klassificeres som værende i lav risiko, kan få udvidet deres undersø-gelsesinterval uden, at dette får indvirkning på den orale sundhed, mens pati-enter med aktiv sygdom og høj risiko kan ses med kortere undersøgelsesin-tervaller.På denne baggrund har Sundhedsstyrelsen nedsat en arbejdsgruppe af eks-perter fra tandlægeskolerne, der er ved at udarbejde en national klinisk ret-ningslinje for fastsættelse af intervaller mellem diagnostiske undersøgelsermed henblik på at vejlede tandplejen i at tilrettelægge diagnostiske undersø-gelser efter individuelt behov på baggrund af eksisterende evidens. Retnings-linjen ønsker at bidrage til en systematisk behovsorienteret tandpleje af højkvalitet for befolkningen og rationel ressourceudnyttelse.Den nationale kliniske retningslinje foreligger på nuværende tidspunkt i udkast.Med henblik på at imødekomme patientens individuelle behov anbefales i ud-kastet et undersøgelsesinterval fastsat specifikt for hver patient på baggrundaf tandlægens vurdering af patientens aktuelle sygdomsniveau og patientensrisikofaktorer for oral sygdom. I figur 1 findes en implementeringsmodel fra dennationale kliniske retningslinje vedr. undersøgelsesintervaller, der illustrererforløbet for fastlæggelse af individuelle undersøgelsesintervaller ved undersø-gelse og risikovurdering af patienten. Retningslinjen har særlig fokus på de tostore tandsygdomme caries og marginal parodontitis, der primært undersøgesfor ved den almindelige diagnostiske undersøgelse.Indgangen til fastlæggelse af undersøgelsesintervaller er tandlægens under-søgelse af patienten. Der skelnes her mellem to typer diagnostiske undersø-gelser, en diagnostisk grundundersøgelse (DU) og en statusundersøgelse(SU) som vist øverst i figur 1 (hvid rubrik). DU svarer til optagelse af stor jour-nal ved nye patienter med fuld social, medicinsk og odontologisk anamnese,gennemgribende undersøgelse af tænder, mund og kæber, risikovurdering afpatienten samt generel forebyggelse. SU opdaterer anamnese, klinisk under-søgelse samt risikovurdering og evt. forandringer i risikofaktorer noteres.Tandlægen vil ved SU ligeledes vurdere effekten af tidlige foretaget forebyg-gelse og behandling, og opdatere denne om nødvendigt. DU eller SU medfø-rer en kategorisering af (grå rubrikker i figuren), om patienten er klinisk sundog har ”ingen aktiv sygdom”, eller om patienten er syg og har ”aktiv sygdom”,der kræver intervention i form af forebyggelse og/eller behandling.Videre vil tandlægen ved DU eller SU individuelt vurdere patientens risiko forat udvikle ny sygdom eller progression af eksisterende sygdom, og om ”risiko-faktorer er under kontrol”, ”risikofaktorer kan ændres”, eller om ”risikofaktorerkun vanskeligt eller ikke kan ændres”. Patientens sygdomsstatus og risikovur-dering sammenholdes, og tandlægen inddeler på denne baggrund patienternei et grønt, gult eller rødt spor som vist i figuren.Detgrønne sportænkes for klinisk raske patienter med risikofaktorer underkontrol. Tandlægen understøtter patientens egenomsorg, og i henhold til pati-

entens risikoprofil og i samråd med patienten fastlægges, hvornår næste SUskal foretages. Retningslinjen anbefaler et 12-24 måneders interval.Detgule sportænkes for patienter med aktiv sygdom og med forhøjet risiko forprogression af eksisterende sygdom eller udvikling af ny sygdom, hvor risiko-faktorer kan ændres ved intervention. Her foretager tandlægen/tandplejerenden for tilstanden nødvendige forebyggelse, behandling og kontrol i form af fo-kuserede undersøgelser (FU). En fokuseret undersøgelse er en kontrolunder-søgelse, der fokuserer på et aktuelt sygdomsproblem, der er diagnosticeretved DU eller SU, og som indgår i den for tilstanden nødvendige forebyggelseog behandling. Intervallet mellem udført behandling og første fokuseret under-søgelse kan variere fra 2 uger - 6 måneder. Fokuserede undersøgelser kanherefter gentages med 3-6 mdr. interval indtil næste statusundersøgelse ogskal afspejle patientens aktuelle orale sygdomsaktivitet og risikoprofil.Detrøde sportænkes for patienter med aktiv sygdom og med forhøjet risikofor progression af eksisterende sygdom eller udvikling af ny sygdom, men hvorrisikofaktorer kun vanskeligt eller ikke kan ændres ved intervention. Som vedpatienter i det gule spor foretager tandlægen/tandplejeren den for tilstandennødvendige forebyggelse, behandling og kontrol i form af fokuserede under-søgelser (FU).Efter afsluttet forebyggelse og behandlingsforløb, fastsættes tidsinterval indtilnæste statusundersøgelse i samråd med patienten på baggrund af patientenssygdomsstatus og risikoprofil. I retningslinjen anbefales et 12-24 måneders in-terval. Såfremt behandlingsforløbet varer 12 måneder eller mere, må tandlæ-gen vurdere, hvornår i behandlingsforløbet en ny statusundersøgelse bør fore-tages.Målet for patienter i det gule og det røde spor at standse aktiv sygdomspro-gression, og nedsætte patientens risiko for ny oral sygdom gennem individuelforebyggelse og behandling således, at patienten vil kunne overføres til detgrønne spor ved næste SU.Med henblik på at imødekomme patientens individuelle behov bør et undersø-gelsesinterval fastsættes specifikt for hver patient på baggrund af tandlægensvurdering af patientens aktuelle orale sygdomsniveau og risikovurdering. Iden-tifikation af risikofaktorer og risikovurdering giver endvidere tandlægen grund-lag for målrettet forebyggelse, sundhedsfremme og behandling for den indivi-duelle patient.Til at guide tandlægens risikovurdering er der er fremstillet en checkliste overde mest almindelige risikofaktorer, der bør indgå ved tandlægens risikovurde-ring.Risikovurderingen tager afsæt i checklisten og består af tre trin: identificeringaf risikofaktorer, evaluering af betydningen af risikofaktorerne, prædiktion afpatientens fremtidige risiko for oral sygdom. Ved prædiktion af patientensfremtidige risiko for oral sygdom skal tandlægen integrere alt indsamlet infor-mation om patienten med sin kliniske viden og erfaring.