SUU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 724: Spm. om kommentar til Cathrine Blochs artikel `Jægersoldaten tabte til systemet` bragt i BT den 16. juni 2013, social- og integrationsministeren, kopi til mininsteren for sundhed og forebyggelse

Svar:Jeg vil gerne starte med at understrege, at borgere, der har brug for hjælp,selvfølgelig skal have den hjælp, de har krav på. Derfor er det også vigtigtfor mig at slå fast, at pårørende selvfølgelig ikke skal levere pleje og praktiskhjælp 24 timer i døgnet.Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag, men jeg vil gerne beskrive reg-lerne på området – og herunder borgernes muligheder for at få hjælp ogstøtte, da serviceloven rummer flere muligheder for at få bl.a. personlighjælp og pleje.Efter servicelovens § 96 skal kommunalbestyrelsen tilbyde borgerstyret per-sonlig assistance (BPA) til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere medbetydelig og varigt nedsat funktionsevne, der har et behov, der gør det nød-vendigt at yde denne ganske særlige støtte.Udmåling af hjælpen sker efter en konkret, individuel vurdering af borgerensbehov for hjælp og ud fra formålet med ordningen om at skabe en fleksibelog helhedsorienteret ordning. Ved udmålingen skal tage udgangspunkt i,hvad den enkelte borger kan klare selv. Det fremgår af vejledning om bor-

gerstyret personlig assistance, at der ikke er hjemmel i serviceloven til atpålægge en ægtefælle eller andre at påtage sig de udvidede pleje, overvåg-nings og ledsagefunktioner, der normalt indgår i en BPA ordning.Ankestyrelsen har i en ny principafgørelse om BPA (49-13) netop fastslået,at der ved udmålingen af hjælp skal tages hensyn til, i hvilket omfang enborgers ægtefælle er i stand til at varetage opgaver i hjemmet. Principafgø-relsen fastslår desuden, at der ikke kan/skal udmåles timer til den borgersty-rede personlige assistance i et sådant omfang, at de huslige opgaver ogpasningen af børn dermed bliver varetaget fuldt ud af hjælperne.Det skal understreges, at Ankestyrelsen i begrundelsen for afgørelsen sam-tidig beskriver, at kravene til den raske ægtefælle omvendt ikke må have etsådant omfang, at ægtefællen ikke har mulighed for at få hvile og fritid i til-strækkeligt omfang til at kunne klare sin egen daglige tilværelse. Herunderskal den raske ægtefælle have mulighed for at varetage sit arbejde, havefritidsinteresser m.v.Hvis der er tale om borgere, som ikke har BPA, kan det oplyses, at kommu-nerne efter servicelovens § 83 skal tilbyde personlig og praktisk hjælp samtmadservice til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysiskeller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kanudføre disse opgaver. Det følger af lovens formålsbestemmelse, at formåletmed hjælpen er at fremme den enkeltes muligheder for at klare sig selv ellerlette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for den enkelte. Samti-dig bygger hjælp efter serviceloven på den enkeltes ansvar for sin familie.Når en kommune træffer afgørelse om personlig og praktisk hjælp, så skaldet ske på grundlag af en konkret, individuel vurdering af den enkelte bor-gers behov for hjælp. Ved vurderingen af det konkrete behov for hjælp ogstøtte skal kommunen bedømme borgerens samlede situation. Det følger afpkt. 102 i Socialministeriets Vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven,at der ved vurderingen af borgerens samlede situation bl.a. skal tages hen-syn til borgerens pårørende og netværk, og det forudsættes, at eventuelleøvrige medlemmer af den fælles husstand deltager i opgaveudførelsen ihjemmet.Ankestyrelsen har i en principafgørelse om tildeling af praktisk hjælp i hjem-met (221-11) fastholdt princippet om, at en kommune er berettiget til at tagehensyn til, i hvilket omfang en ansøgers ægtefælle er i stand til at varetageopgaver i hjemmet.Udmåling af hjælp vil således altid være op til en konkret, individuel vurde-ring af den enkelte borgers behov samt af borgerens samlede situation, her-under i hvilket omfang den øvrige husstand kan forventes at deltage i denpraktiske opgaveudførelse.

Hvis forudsætningerne for kommunens afgørelse efter § 83 eller § 96 æn-drer sig, f.eks. fordi borgerens behov ændrer sig, eller hvis ægtefællen ellersamleveren ikke længere kan varetage en given opgave i hjemmet, så harkommunen pligt til at foretage en ny vurdering af borgerens behov for hjælp.Jeg vil desuden gerne understrege, at alle borgere, som er uenige i enkommunal afgørelse om hjælp efter serviceloven, har mulighed for at klageover kommunens afgørelse. Såfremt kommunen i forbindelse med en klagefastholder sin afgørelse, vil klagen blive behandlet af Ankestyrelsen.Endelig kan jeg oplyse, at reglerne om respirationshjælp hører under Mini-steriet for Sundhed og Forebyggelse. Ministeriet har til brug for besvarelsenoplyst, at respirationsbehandling i hjemmet er højt specialiseret sygehusbe-handling, som varetages og finansieres af et respirationscenter, som hørerunder regionerne.Det indebærer, at det er respirationscentret, som udmåler, hvor mange timeren borger har behov for hjælp til respirationsbehandling. Udmålingen af timertil respirationshjælp sker på et lægefagligt grundlag. Patientens hjælpereansættes til at udføre respirationsbehandlingen efter delegation fra den an-svarlige læge på respirationscentret, og respirationscentret har således an-svaret for, at hjælperne har de nødvendige kvalifikationer til at varetage op-gaven. Det gælder også i det omfang, at pårørende ansættes som hjælperetil respirationsbehandlingen.Jeg kan afslutningsvis oplyse, at det er min opfattelse, at hjælp til borgere iform af respiratorhjælp i eget hjem og f.eks. borgerstyret personlig assi-stance (BPA) i næsten alle tilfælde ydes af én person og dermed tilrettelæg-ges i én ordning til gavn for borgeren og af hensyn til en fornuftig ressource-anvendelse. En sådan ordning forudsætter, at regionen og kommunen ind-går aftale om fordelingen af udgifterne i de fælles ordninger, hvor borgerenbåde har brug for respirationshjælp og hjælp efter serviceloven.En aftale om, at samme person udfører både respiratorhjælp og almindeligeplejeopgaver, ændrer ikke på ansvarsfordelingen mellem kommunen ogregionen. Ansvaret for respiratorbehandlingen ligger således fortsat hoslægerne på respirationscentret, og ansvaret for pleje, overvågning og ledsa-gelse og ansvaret for hjælp efter serviceloven er fortsat kommunalbestyrel-sens.Karen Hækkerup/ Hanne Stig Andersen