SUU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 638: Spm. om ministeren vil give konkrete eksempler på, hvor de praktiserende lægers indflydelse på praksisudviklingsplanen har givet negative virkninger, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 14. maj 2013 stilletfølgende spørgsmål nr. 638 (Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyg-gelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra BenedikteKiær (KF).Spørgsmål nr. 638:”Vil ministeren give konkrete eksempler på, hvor de praktiserende lægers ind-flydelse på praksisudviklingsplanen har givet negative virkninger?”Svar:Jeg har bedt Danske Regioner om bidrag til besvarelsen af spørgsmålet. Dan-ske Regioner har oplyst følgende:”Ordningen med, at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har vetoretover praksisplanlægningen i de regionale samarbejdsudvalg, skaber vanske-ligheder for regionernes og kommunernes mulighed for at tilrettelægge etsammenhængende offentligt sundhedstilbud med patientens behov i centrum,og udgør en barriere for at opnå mest mulig sundhed for pengene.PLO’s primære opgave som brancheorganisation for de selvstændigt praktise-rende læger og klinikejere er at varetage medlemmernes interesser, herunderde økonomiske interesser. Det indebærer, at når der træffes afgørelser ompraksisplanlægning i de regionale samarbejdsudvalg, kommer lægernes be-hov i centrum.Regionerne har til opgave at varetage patienternes interesser og hensyn tilden overordnede sundhedsplanlægning i samarbejde med kommunerne, så-dan som regionens forpligtelser er beskrevet i sundhedsloven. Det giver enindbygget interessemodsætning.Regionerne har gennem de seneste år i en række situationer oplevet, at løs-ninger, som regionen har fundet nødvendige for at sikre lægedækning, kvalitetog sammenhæng på tværs af sektorer, er blevet forsinket eller blokeret pågrund af kravet om enighed i de regionale samarbejdsudvalg. Der er også enrække eksempler på, at det er lykkedes at nå til enighed, men at den endeligeløsningsmodel i regionens øjne er blevet dyrere eller ringere for patienterneend den mest ideelle løsning.Konkret kan det eksempelvis dreje sig om et lokalområde med lægemangel,hvor regionen har vurderet, at problemet mest hensigtsmæssigt kunne løses

ved at give en praktiserende læge tilladelse til at etablere en satellitpraksis, til-dele et ”ydernummer på licens” eller ansætte en speciallæge i almen medicintil at arbejde som praktiserende læge. Det har ifølge Region Midtjylland ek-sempelvis været situationen i Lemvig.En anden typisk situation er, hvor regionen - eventuelt i samarbejde medkommunen - har etableret et sundheds- og akuthus som led i den samledesundhedsplanlægning, og hvor man har ønsket at få sikkerhed for, atsundhedshuset vil være bemandet med praktiserende læger. Det har ifølgeRegion Syddanmark eksempelvis været en udfordring i Bogense, hvor læger-ne i området ikke har vist særlig interesse for at flytte ind i sundhedshuset.Endelig er der også eksempler på, at regionen ikke har kunnet komme igen-nem med at realisere politiske ønsker til praksisplanlægningen, eksempelvis iRegion Hovedstaden, der ønsker at styrke handicaptilgængelighed.Regionen har i flere tilfælde måttet opgive at komme igennem med sit oplæg tilselve praksisplanen, både i Region Sjælland og i Region Midtjylland.Det er i praksis et begrænset antal sager om praksisplanlægning, som rentfaktisk kommer til afstemning i samarbejdsudvalgene, men falder på uenighedmellem medlemmerne. Det skyldes, at administrationen sagsbehandling ogforberedelse af møderne finder sted under den præmis, at der kun kan skabesløsninger, hvis der er enighed. Det vil derfor i dag være spildtid at udarbejdeløsninger, som det på forhånd kan forventes vil blive vetoet. I sager, hvor mankan være usikker på dette, sker afklaring ofte på sekretariatsplan, dvs. indenden overhovedet kommer i udvalget.Det er regionernes oplevelse, at lægernes repræsentanter i det nuværendesystem generelt ikke ser det som deres ansvar og opgave på medlemmernesvegne at vedtage ændringer, der kan være til ulempe, indebære meromkost-ninger for nogle af medlemmerne, eller begrænser den enkelte selvstændigeklinikejers frihedsgrader, f.eks. i forhold til at sikre bedre kvalitet, øget tilgæn-gelighed, eller obligatoriske, indholdsmæssige krav til de praktiserende lægerstilbud til patienterne.Det kan eksempelvis resultere i, at samarbejdsudvalget indgår en honore-ringsaftale om opfølgende hjemmebesøg efter sygehusindlæggelse, men læ-gerne stiller som betingelse for at godkende aftalen, at det bliver frivilligt forden enkelte læge at udføre opgaven.Opgaveløsningen i almen praksis indgår også som en vigtig del af praksisplan-lægningen med henblik på at realisere regionens samlede sundhedsplanlæg-ning. Flere regioner har problemer med at implementere forløbsprogrammer fxfor demens, fordi lægerne kræver ekstra honorar som betingelse for at delta-ge, selvom regionen vurderer, at der er tale op arbejdsopgaver, som lægerneløser og bliver betalt for i forvejen.”Som det fremgår, så oplever regionerne altså udfordringer i forhold til plan-lægningen af almen praksis. Med lovforslaget er der givet en ny lovgivnings-mæssig ramme, der vil bidrage til en mere effektiv og fleksibel planlægning,hvor regionerne i samarbejde med de praktiserende læger og kommunerne får