SUU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 136: Spm. om kommentar til materialt fra Øfeldt Centrenes foretræde tirsdag den 20/11-12, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 20. november 2012stillet følgende spørgsmål nr. 136 (alm. del) til ministeren for sundhed og fore-byggelse, som hermed besvares.Spørgsmål nr. 136:’’Ministeren bedes kommentere materialet fra Øfeldt Centrenes foretræde tirs-dag den 20. november 2012, jf. SUU alm. del - bilag 55 (intern).”Svar:Materialet fra Øfeldt Centrene omhandler det private lovforslag L 46, som blevvedtaget i april 2011, og som medførte, at denvederlagsfri behandling(spe-cialiseret ambulant behandling) på Øfeldt Centrene pr. 1. januar 2012 blevoverflyttet fra kommunalt til regionalt ansvarsområde og omfattet af reglerneom sygehusbehandling, jf. § 79, stk. 3, i sundhedsloven.Behandling for muskellidelser, som ydes med 40 procents tilskud,blev i denforbindelse ikke omfattet af sundhedslovens bestemmelser om sygehusbe-handling og ydes stadig i regi af praksissektoren.Baggrunden for det private lovforslag var, at kommunerne ifølge forslagsstille-ren var tilbageholdende med at yde tilskud til befordring efter de sociale regler.Efter sundhedsloven ydes alene befordring eller befordringsgodtgørelse til sy-gehus, praktiserende læge, speciallæge og genoptræning, mens fx ØfeldtCentrene og privatpraktiserende fysioterapeuter ikke er omfattet af befor-dringsreglerne. Dette var forslagsstillernes begrundelse for, at specialiseretambulant behandling ved Øfeldt skulle være omfattet af bestemmelserne omsygehusbehandling.Personkredsen for specialiseret ambulant behandling hos Øfeldt svarer til denpersonkreds, der indtil den 1. januar 2012 har modtaget vederlagsfri optræningefter § 140 b i sundhedsloven. Baggrunden for denne afgrænsning er bl.a., atsygehusbehandling efter § 79 er vederlagsfri, og at det fremgår af bemærknin-gerne til det private lovforslag, at forslaget er udgiftsneutralt. Det var såledesikke med lovforslaget forudsat, at flere patienter skulle være omfattet af denvederlagsfri behandling til udgift for det offentlige.Det fremgår af materialet til spørgsmålet, at det er Øfeldts opfattelse, at ogsåpersoner, som modtager tilskud til behandling for muskellidelser, burde væreomfattet af sundhedslovens bestemmelser om sygehusbehandling frem for afbestemmelserne om behandling i praksissektoren. Dermed ville denne per-songruppe også blive omfattet af bestemmelserne om befordring og befor-

dringsgodtgørelse i sundhedsloven. Desuden ville denne persongruppe få til-budt behandlingen vederlagsfrit, jf. at sygehusbehandling er vederlagsfri.En evt. udvidelse af personkredsen, som er berettiget til vederlagsfri behand-ling i medfør af sundhedslovens § 79, stk. 3, vil - udover en ændring af den lovom Øfeldt Centrene, som blev vedtaget i april 2011 - kræve en udvidelse afden økonomiske ramme for behandling på Øfeldt Centrene og befordring der-til. Dette følger som konsekvens af, at flere patienter skal modtage optrænin-gen som vederlagsfri sygehusbehandling frem for med 40 procent og somkonsekvens af, at der skal ydes befordring til sygehus.Ifølge materialet fra Øfeldt Centrene betyder egenbetaling og udgifter til befor-dring, at nogle patienter vælger ikke at modtage den behandling, som aleneydes med 40 procents tilskud. Hertil kan oplyses, at personkredsen, som erberettiget til vederlagsfri træning på Øfeldt Centrene, er fagligt afgrænset somværende den samme som personkredsen for vederlagsfri fysioterapi, jf. Sund-hedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi. Herudoverydes tilskud til behandling på Øfeldt Centrene på samme måde som til fysiote-rapi.Endelig peges der i materialet fra Øfeldt Centrene på, at opsplitningen af be-handlingen i hhv. sygehusbehandling og praksissektorbehandling er uhen-sigtsmæssig, da al behandling ifølge Øfeldt er højt specialiseret. Hvad angårspecialisering, er det imidlertid Sundhedsstyrelsens vurdering, at behandlingenpå Øfeldt Centrene er på niveau med behandling hos fysioterapeuter i praksis-sektoren, og at de særligt intensive træningsmetoder også kan ydes i andetregi.