Spørgsmål nr. 427:

”Ministeren bedes kommentere sagen, jf. artikel fra www.dr.dk af den 26.september 2013: ’På flugt fra myndighederne: Danske forældre har skjultsøn i 15 måneder’. Det fremgår, at drengen ikke har gået i skole i den tid.Hvad er ministerens holdning til denne sag, herunder at hverken de kommu-nale myndigheder eller politiet ikke har sikret, at drengen har kunnet kommei skole, hvilket han ellers har ret til både ifølge den danske grundlov og FN'sBørnekonvention.eller at afgørelsen om tvangsfjernelse er blevet effektue-ret? Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at dette ikke sker igen?”

Svar:

Jeg mener, at det er en meget uholdbar situation for et barn at leve underjorden i 15 måneder. Det er altid ulykkeligt, når det er nødvendigt at anbrin-ge et barn uden for hjemmet og særligt, når det ikke lykkes at opnå foræl-drenes accept af anbringelsen. Men løsningen må aldrig være et liv underjorden.Kommunerne er forpligtet til at give udsatte børn og unge den støtte, de harbehov for. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunerne er opmærksommepå servicelovens mulighed for at træffe akutte afgørelser. Efter servicelo-vens § 75 kan formanden for børn og unge-udvalget således træffe en fore-løbig afgørelse om bl.a. anbringelse uden for hjemmet uden samtykke i desituationer, hvor barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afven-te, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Det kan f.eks. være rele-vant i tilfælde, hvor det vurderes, at der er en risiko for, at forældrene vil gå

under jorden med barnet for at unddrage sig en afgørelse fra børn og unge-udvalget.Træffer børn og unge-udvalget en afgørelse om anbringelse uden for hjem-met uden samtykke, jf. servicelovens § 58, har kommunalbestyrelsen pligt tilat fuldbyrde afgørelsen. Kommunerne har i den forbindelse mulighed for,mod behørig legitimation og uden retskendelse, at skaffe sig adgang til for-ældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gemmer for at eftersøge ogmedtage barnet, jf. servicelovens § 64, stk. 2.Kommunalbestyrelsen kan anmode politiet om at yde bistand til fuldbyrdelseaf eksempelvis en afgørelse om anbringelse uden samtykke, jf. § 64, stk. 4,med henblik på at få adgang til boligen.Såfremt forældrene er gået under jorden, er det en sag for politiet at foretageefterforskning og eftersøge barnet og forældrene, så kommunen kan effek-tuere anbringelsen.Jeg kender alene den konkrete sag fra omtale i medierne og mener ikke påden baggrund, at der er behov for at iværksætte nye tiltag i forhold til kom-munernes indsats for at fuldbyrde afgørelser efter serviceloven.Jeg har anmodet justitsministeren om et bidrag til besvarelsen for så vidtangår de dele af spørgsmålet, som vedrører politiet.Justitsministeren oplyser følgende:”Justitsministerietkan henvise til ministeriets besvarelse af 1. november2013 af spørgsmål nr. 4 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, som vedrørersamme emne. Af besvarelsen, hvori er gengivet en udtalelse fra Rigspolitiet,fremgår følgende:”Rigspolitietkan indledningsvis oplyse, at Rigspolitiet i samarbejdemed Social-, Børne- og Integrationsministeriet har udarbejdet ret-ningslinjer til politikredsene vedrørende behandlingen af sager ombørnebortførelse. Retningslinjerne, der senest er blevet revideret iaugust 2013, tager primært sigte på sager, hvor børn bortføres til ud-landet af den ene forælder.Det fremgår af retningslinjerne, at politiet ved modtagelse af en an-meldelse, eller når politiet på anden måde bliver opmærksom på til-fælde, hvor et barn er savnet eller mistænkes bortført, vil foretage enforeløbig vurdering af, hvorvidt der kan være tale om en overtrædel-se af straffelovens § 215.

Efter straffelovens § 215 er det strafbart at unddrage personer under18 år fra forældres eller anden rette vedkommendes myndighed ellerforsorg.I tilknytning hertil foretager politiet – alt efter sagens karakter – en fo-reløbig vurdering af, om §§ 156-157 i lov om social service (service-loven), der supplerer straffelovens bestemmelser, er overtrådt. Be-stemmelserne omhandler blandt andet tilskyndelse eller hjælp tilundvigelse til et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet.Endelig vurderes det, om der foreligger en anmodning om politietsbistand til at fuldbyrde en afgørelse på det sociale område, jf. ser-vicelovens § 64, stk. 4, jf. stk. 1 og 2.I de tilfælde hvor en kommune anmoder om politiets assistance til atlokalisere et barn, over for hvem der er truffet afgørelse om tvangs-foranstaltninger, vil politiets efterforskning ske i tæt samarbejde medkommunen. Hvorledes efterforskningen tilrettelægges, vil afhænge afsagens karakter, men efterforskningen vil typisk indebære bl.a. afhø-ringer af pårørende med henblik på fastlæggelse og efterfølgendeundersøgelse af mulige opholdssteder for barnet.Rigspolitiet kan endvidere oplyse, at flere af landets politikredse harfaste samarbejdsfora med kommunerne, hvor der er mulighed fordrøftelse af sager og af samarbejdet generelt.Rigspolitiet kan afslutningsvis oplyse, at Rigspolitiet under inddragel-se af politikredsene vil undersøge, om der er behov for at justere oguddybe retningslinjerne i sager om lokalisering af børn, hvor der ertruffet afgørelse om tvangsforanstaltninger.”Rigspolitiet har supplerende om den konkrete sag oplyst følgende:”København Politi har om den konkrete sag oplyst, at denne har væ-ret meget langvarig, hvilket bl.a. skyldes vanskeligheder med at fast-lægge barnets opholdssted.””

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgsbrev af26. september

2013følger hermed social-, børne- ogintegrationsministerens endeli-

gesvar på spørgsmål nr.427(SOU Alm. del

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Benedikte Kiær (K).

Spørgsmål nr. 427:

Svar: