Socialudvalget 2012-13
SOU Alm.del
Offentligt
Jeg er kaldt i samråd, fordi der nu er faldet dom fraHøjesteret i sagen, der handler om Køge Kommunesafgørelser om at nedsætte hjælpen til to borgere.
Jeg er blevet stillet tre spørgsmål fra hhv. Karin Nød-gaard (DF) og Finn Sørensen (EL). Alle tre spørgsmålangår dommen, og jeg vil derfor - efter aftale medspørgerne - besvare spørgsmålene samlet.
Vi drøftede sagen i Socialudvalget i november sidsteår, hvor jeg også var kaldt i samråd om Køge Kom-munes afgørelser. Dengang fandt jeg det rigtigst ikkekommentere på sagen, da den var blevet anket til Hø-jesteret.
Nu er der faldet dom i Højesteret. Både Finn Søren-sen og Karin Nødgaard har udbedt sig mine bemærk-ninger til dommen, så den vil jeg starte med at kom-mentere på.
Højesteret stadfæster Landsrettens dom. Højesteretslår dermed fast, at det ikke er ulovligt for en kommu-ne at sænke serviceniveauet – heller ikke selv om deter begrundet i besparelser. Men deter ulovligt,hvis
2
kommunen ikke foretager en konkret og individuelvurdering af borgerens behov. Den enkelte skal selv-følgelig have den hjælp, der er behov for.
Det kommunalt fastsatte serviceniveau er udgangs-punktet for, hvad borgeren kan forvente af hjælp i for-skellige situationer. Fx hvor tit borgeren kan forvente,at der bliver gjort rent rengøring, hvis borgeren ikkeselv kan gøre rent. Men serviceniveauet skal altid fra-viges i de tilfælde, hvor borgeren har behov for merehjælp end efter serviceniveauet.
Højesterets dom ændrer dermed ikke på retstilstan-den. Den slækker ikke på kravene til kommunerne.Og det er jeg rigtig glad for, for borgerne skal natur-ligvis også fremover have den hjælp, som de har be-hov for.
Dommen giver derfor på ingen måde kommunernegrønt lys til fremadrettet at spare hjemmehjælpenvæk. Kommunerne kan altså ikke bare nedsættehjælpen til borgerne over en kam uden først at sikresigi hvert eneste tilfælde,at hjælpen opfylder borge-rens behov.
3
Jeg kan godt forstå, hvis nogen har frygtet, at dennedom vil åbne op for, at kommunerne kan skære i denhjælp, som nogle har så hårdt brug for. Jeg ønskerikke et system, hvor borgerne eller deres pårørendeskal være utrygge ved, om de kan få den nødvendigehjælp. Derfor er jeg også glad for, at Højesteret slårfast, at den enkelte fortsat skal have hjælp efter be-hov.
Jeg vil gerne slå fast, at når det gælder hjælpen til vo-res ældre, er det helt afgørende, at den enkelte fården hjælp, han eller hun har behov for. Det sikrer -efter min mening - det grundlæggende princip i ser-viceloven om, at alle borgere har ret til en konkret ogindividuel vurdering.
Det er ikke ulovligt for en kommune at sænke det ge-nerelle, vejledende serviceniveau med en begrundel-se om, at kommunen skal spare. Så længe kommu-nens serviceniveau stadig holder sig indenfor lovgiv-ningens rammer og så længe, der foretages en kon-kret og individuel vurdering af behovet hos den enkel-te. Kommunen kan altså ikke undlade at iværksættehjælp, som borgerne har behov for, med henvisning tiløkonomiske hensyn.
4
Men, hvis kommunen ændrer kvalitetsstandarderne,og dermed ændrer niveauet for, hvad kommunensældre borgere kan forvente af hjælp, så kræver deten ny afgørelse og vurdering ihvert enestetilfælde.Kommunen kan altså ikke bare nedsætte hjælpen tilalle borgere over en kam og på den måde se stort påborgerens retssikkerhed. Det vil være i strid med ser-viceloven.
Begge spørgere vil gerne vide, hvad jeg mener, atkonsekvenserne af dommen vil være for borgerne ogfor udmålingen af den hjælp, de kan forvente sig for-vente sig fremadrettet.
Som jeg har nævnt, betyder dommen ikke, at kravenetil kommunerne slækkes.
Højesteret slår jo fast, at det er den enkeltes behov,der skal være styrende for udmålingen af hjælpen.Det betyder, at serviceniveauet kun kan være ret-ningsgivende og aldrig afgørende for, hvor megethjælp en borger har krav på.
Jeg hæfter mig ved, at KL i forbindelse med offentlig-gørelse af Højesterets afgørelse har været ude og si-ge, at det ikke er sådan, at kommunerne står klar
5
med en tsunami af besparelser, og bare har afventetdommen, før de vil gennemføre dem.
For dommen har ikke givet dem carte blanche til atændre på den måde, de tilrettelægger ældreplejen.Det haraltidværet op til kommunerne at fastlægge delokale serviceniveauer og de konkrete kvalitetsstan-darder. Og det haraltidværet et krav, at borgerenskal have den hjælp, som vedkommende har behovfor. Det ændrer dommen ikke på.
Serviceniveauet og de lokale kvalitetsstandarder erudtryk for de lokalpolitiske prioriteringer i en kommu-ne. Det er kommunalpolitikerne, der skal stå på målfor den lokale ældrepleje, og de er jo valgt af kommu-nens borgere.
Karin Nødgaard vil gerne vide, om jeg synes, at det eracceptabelt, at kommunerne reducerer hjælpen tilborgerne som led i en spareøvelse.
Det korte svar er naturligvis, at det er detkun,hviskommunen sikrer sig, at borgeren fortsat får denhjælp, som vedkommende har behov for.
6
Jeg kan godt forstå, hvis borgerne undrer sig over, atden hjælp, de har fået tildelt af kommunen, ændrersig, når deres funktionsnedsættelse stadig er densamme som før. Især når det går den vej, at de bliverfrataget noget hjælp. For hvordan kan man som bor-ger være berettiget til mindre hjælp, når ens tilstandhverken er forværret eller forbedret?
Kommunen har mulighed for at tilpasse hjælpen tilborgeren løbende og genoverveje, om der er mereeffektive måder at løse samme opgave på. Eller omhjælpen virkelig matcher de behov, borgeren har.
Så selvom en borger i første omgang har fået tildelten hjælp af et bestemt omfang med udgangspunkt ien varig funktionsnedsættelse, har borgeren ikke etubetinget krav på i al fremtid at modtage den sammehjælp – hverken i omfang eller udformning.Jeg understreger blot – som også nævnt under detsidste samråd -, at det helt overordnet set er muligtfor kommunerne at ændre måden og omfanget at gi-ve hjælpen på, selvom borgerens behov i udgangs-punktet ikke har ændret sig. Men kun hvis afgørelsenom ændringerne i hjælpen er konkret begrundet ihvert eneste tilfælde.
7
Kommunerne afprøver hele tiden nye og bedre måderat tilrettelægge hjælpen på. Et eksempel er de vel-færdsteknologiske løsninger som fx GPS-teknologientil demente, vasketoiletter og spisemaskiner. Et andeteksempel er rehabiliterende indsatser til de ældre,som jeg ved, at stort set alle landets kommuner tilby-der. Begge dele kan være medvirkende til, at borger-ne bliver i stand til at klare større dele af hverdagenselv. Det giver større livskvalitet. Og derfor giver detrigtig god mening.
Finn Sørensen spørger, om jeg mener, at det gæl-dende lovgrundlag er tilstrækkelig til at sikre ældreborgeres ret til den nødvendige omsorg og pleje udfra en konkret og individuel vurdering.
Det mener jeg, at det er, for Højesteret slår jo netopfast, at den enkelte borger skal have den nødvendigeomsorg og pleje på baggrund af en konkret og indivi-duel vurdering. Serviceniveauet er kun vejledende iforhold til, hvilken hjælp en borger kan forvente. Detændrer afgørelsen ikke ved.
Kommunale serviceniveauer findes jo ikke kun påældreområdet, men på mange områder, og er udtrykfor de politiske prioriteringer i kommunen. Det handler
8
i høj grad om nærdemokrati og om at lade borgernehave indflydelse på den hjælp, de kan forvente at få.
Jeg er glad for det system, vi har i dag. Her vurderesbehovet for hjælp af dem, der er tættest på borgeren.Det er fagpersonalet ude i kommunerne, som skaltræffe de konkrete afgørelser om, hvilken hjælp enborger skal have. Det er de bedst til.
Og så er det jo sådan, at en borger, som ikke mener,at han eller hun får den hjælp, som de har behov for,altid har mulighed for at klage over den konkrete af-gørelse.
Vi har i Danmark et system med et lokalt demokrati,hvor de folkevalgte lokalt har indflydelse og ansvarinden for lovens rammer.
Det betyder, at kommunerne skal foretage en fornuf-tig prioritering af midlerne, og samtidig skal de tilbydeen ældrepleje af høj kvalitet. Og de skal hele tidensikre, at alle borgere får den hjælp, der matcher deresbehov.
9
Her er den konkrete og individuelle vurdering nu en-gang den, der skaber den bedste sikkerhed for borge-ren og for, at den enkelte får den rigtige hjælp.
Det ligger mig meget på sinde, at den gruppe af æl-dre, som er afhængige af hjælp fra andre, kan leve etværdigt og meningsfyldt liv. Derfor skal de naturligvisogså have den nødvendige hjælp fremover.
