SOU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 249: Spm. om, hvornår et produkt tildeles som et hjælpemiddel, og hvornår det tildeles som et forbrugsgode, til social- og integrationsministeren

Spørgsmål nr. 249:”Ministeren bedes redegøre for reglerne for, hvornår et produkt tildeles somet hjælpemiddel, og hvornår det tildeles som et forbrugsgode? Herunderbedes ministeren redegøre for, hvordan borgere kan orientere sig om, hvor-når produktet enten tildeles som et forbrugsgode eller som et hjælpemiddel,især i de situationer, hvor et hjælpemiddel pludselig ændres til at være etforbrugsgode, og hvordan sikres det, at der er en fælles opfattelse i allekommuner, i forhold til hvornår et produkt er et hjælpemiddel eller et for-brugsgode?”

Svar:Reglerne om hjælpemidler og forbrugsgoder findes i servicelovens §§ 112og 113 samt i hjælpemiddelbekendtgørelsen.Efter servicelovens § 112 skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpe-midler til personer med varigt nedsat fysisk eller fysisk funktionsevne, nårhjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsattefunktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmeteller er nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv. Som eksempler påhjælpemidler kan fx nævnes proteser, badestole, kørestole mv.Efter servicelovens § 113 skal kommunalbestyrelsen yde støtte til forbrugs-goder til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når desamme betingelser som i § 112 er opfyldt. Et forbrugsgode er i modsætningtil et hjælpemiddel et produkt, der er fremstillet og forhandles bredt med

henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som mål-gruppe.Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligtindbo. Det vil sige et forbrugsgode, som findes i ethvert hjem, der måtteønske det. Der sker løbende en udvikling i, hvilke forbrugsgoder der betrag-tes som sædvanligt indbo, efterhånden som det enkelte produkt bliver mereudbredt. Som eksempler på forbrugsgoder, som nu er blevet så udbredte, atde betragtes som sædvanligt indbo, kan nævnes bærbare computere, GPSog smartphones.Efter reglerne i servicelovens § 113 kan et almindeligt forbrugsgode i ganskesærlige tilfælde have en så specifik funktion til at kompensere for den ned-satte funktionsevne, at forbrugsgodet i det konkrete tilfælde reelt ikke haranden funktion end at fungere som et hjælpemiddel for borgeren. I en sådansituation omfatter støtten til forbrugsgodet de fulde anskaffelsesudgifter tildet bedst egnede og billigste produkt. Kommunen kan i sådanne tilfældevælge at yde hjælpen til borgeren som et udlån.Som et eksempel på et forbrugsgode, der i det konkrete tilfælde kan fungeresom et hjælpemiddel for borgeren, kan fx nævnes 3-hjulede el-scootere.Ankestyrelsen har i en principafgørelse fra 2008 om en el-scooter slået fast,at der er tale om et forbrugsgode. Der er efterfølgende offentliggjort princip-afgørelser, der fastslår, at en 3-hjulet el-scooter i konkrete tilfælde kan væreet forbrugsgode, der fungerer som et hjælpemiddel for borgeren.Det er op til den enkelte kommune at træffe afgørelse om støtte til hjælpe-midler eller forbrugsgoder. Ud over, at kommunerne kan finde vejledning iAnkestyrelsens principafgørelser, kan der findes støtte i forbindelse medsagsbehandlingen i ministeriets vejledning på området, ligesom det er muligtat få vejledning i forbindelse med konkrete sager via Ankestyrelsens juridi-ske hotline for kommunale sagsbehandlere.Endelig kan det oplyses, at Ankestyrelsen har ansvaret for at sikre praksis-koordineringen på det sociale område. Praksiskoordineringen sker blandtandet gennem praksisundersøgelser, der skal medvirke til at sikre kvalitet ogligebehandling i de sager, som borgere ikke klager over, og gennem offent-liggørelse af principafgørelser, som er afgørelser af sager med principieleller generel betydning for tilsvarende sager. Både praksisundersøgelser ogprincipafgørelser offentliggøres på Ankestyrelsens hjemmeside og er der-med tilgængelige også for borgerne.