Socialudvalget 2012-13
SOU Alm.del
Offentligt
Talepapir - samrådsspørgsmål M og N den 28. februar 2013
Det talte ord gælder.
Der er stillet to spørgsmål. Spørgsmålene besvaressamlet.Kommunernes budgetter for 2013 viser, at deforventer at bruge 14,1 mia. kr. på indsatsen over forudsatte børn og unge. Pengene bruges blandt andettil tidlige og forebyggende indsatser og til anbringelseraf de børn og unge, som af den ene eller anden årsagikke kan bo hjemme hos deres familie.I de kommunale budgetter for 2013 er der lagt op tilen besparelse i kommunerne på ca. 470 mio. kr.sammenlignet med sidste år. Det er mange penge!Og derfor lyder det også voldsomt.Det er bare vigtigt, at vi husker, at vi ser på detsamlede billede. For med til historien hører, atudgifterne til udsatte børn og unge har været støtstigende i en lang årrække frem mod 2009, hvorefterkurven er knækket. Det forventede fald ikommunernes udgifter til udsatte børn og unge for2013 betyder, at vi i 2013 vil være på samme niveausom i 2007, hvor vi også brugte ca. 14 mia. på de
udsatte børn og unge, når der korrigeres for pris- oglønudvikling.Det vigtigste for mig er, at udsatte børn og unge fården hjælp og støtte, de har behov for, at de får hjælptidligt, og at indsatsen virker efter hensigten.Det erderforhelt relevant, at vi overvejerbaggrunden forprioriteringen i de kommunale budgetter for 2013, oghvilken betydning det kan få for indsatsen for udsattebørn og unge. Hvorfor mener kommunerne, at de kangøre deres indsats over for udsatte børn og ungeanderledes og billigere – inden for lovens rammer?For lad mig slå det fast med det samme.Kommunerne er forpligtede til at give udsatte børn ogunge den støtte, de har behov for. Det vil sige, atkommunerne skal vurdere, hvilket behov det enkeltebarn har, og iværksætte en støtte, der imødeser dettebehov. Det betyder, at de børn, der har problemer,som ikke kan løses hjemme, selvfølgelig skalanbringes på et egnet anbringelsessted, hvad entendet er på døgninstitution, opholdssted eller iplejefamilie.Enhver, der bliver opmærksom på, at det ikke sker,selvom det burde ske, har mulighed for at underrette2
Ankestyrelsen. Ankestyrelsen har via deres egendrifts kompetence mulighed for at gå ind i sagen ogpålægge kommunen, at et barn skal anbringes.Det allerbedste er naturligvis, hvis man kan gribe indtidligt og forebygge, at børnene eller deres familier fårdet så svært, at anbringelse på f.eks. endøgninstitution er eneste løsning.Vi har derfor i satspuljekredsen prioriteret den tidligeog forebyggende indsats i mange år. Det gjorde vif.eks. med Barnets Reform fra aftalen for 2010. Menogså med ”overgrebspakken” fra efteråretssatspuljeaftale.Vi håber og tro med vores initiativer netop på, atenmålrettet, tidlig indsats i de udsatte familier kanforhindre, at problemerne vokser sig større og større.Helt aktuelt har vores ønske om bedre forebyggelsejo ført til, at vi med efterårets aftale blandt andet stillerkrav om en hurtig og systematisk håndtering afunderretninger og skærper pligten til at underrette,hvis et barn har bekymrende skolefravær.Resultatet af de initiativer, vi har taget gennem desenere år, for at styrke den tidlige og forebyggende3
indsats, skulle netop gerne være, at færre børn ogunge og deres familier får behov for indgribende oglangvarige støtteforanstaltninger.Og en tidlig og forebyggende indsats i familienvil ilangt de fleste tilfælde være billigere end en langvariganbringelse uden for hjemmet.Flere undersøgelser dokumenterer jo rent faktisk, atforebyggende indsatser betaler sig – ikke baremenneskeligt, men også økonomisk.F.eks. peger forskning på, at godeforældrekompetencer og gode forløb i skole ogdagtilbud medvirker til at beskytte børn og unge modmistrivsel. Vi ved, at evidensbaserede programmersom f.eks. familieprogrammerkan sikre positivemenneskelige og økonomiske konsekvenser. Tankeni disse programmer er, at man ved at aktivere evnerog ressourcer hos forældrene, netværket og barneteller den unge selv kan undgå, at barnet eller denunge kommer i mistrivsel og dermed udvikler et størreog længerevarende behov for støtte.En analyse har også vist, at der er mange penge atspare ved at investere i forebyggende social støtte ogfamilierådgivning for unge mødre, fordi det bl.a.4
betyder færre anbringelser, mindre kriminalitet oglavere udgifter til kontanthjælp.I nogle kommuner har man også oprettet lokalefamiliehuse, hvor man lokalt hjælper og støtterudsatte børn og unge og deres familier. Det kanhjælpe til med at undgå dyrere anbringelser samtidigmed, at barnet eller den unge kan bevaretilknytningen til deres venner, familie, skole, osv.Derfor synes jeg også, at vi skal passe på med atsige, at der er sammenfald mellem omkostninger ogkvalitet. Er et højt udgiftsniveau per definition erudtryk for en god og effektiv indsats?Og hvis vi kiggerpå udgiftsudviklingen: Mener vi, at indsatsen i 2009,hvor udgifterne toppede, var bedre end i 2007 eller i2013? Det tvivler jeg i hvert fald selv på.I min verden bliver en indsats ikke nødvendigvis godaf at være dyr. Det er f.eks. rigtigt dyrt atmandsopdække en ung i et sommerhus i fleremåneder. Og det er dyrt, når en ung kriminel erkommet så langt ud, at en placering på en sikretafdeling er eneste løsning. Men jeg er ikke sikker på,at det er det bedste for den unge.
5
Jeg er heller ikke overbevist om, at en opvækst på endøgninstitution med skiftende personale ogvagtplaner altid er det bedste for et barn eller en ung,der af forskelige grunde ikke kan bo hjemme. Hellerikke selvom en sådan plads typisk er dyrere end enanbringelse i netværket eller hos en plejefamilie.I satspuljekredsen har vi med Barnets Reform derforogså lagt vægt på, at børn, når det var relevant,skulle anbringes i plejefamilier frem for påinstitutioner. Det har vi gjort, fordi vi mener, at børn ogunge har gavn af de nære og stabile relationer til devoksne, der bor med. Altså fordi vi tror, det er detbedste for børnene.Og vi kan se af anbringelsesstatistikken, at flere børnanbringes i plejefamilier, samtidig med atbudgettallene for 2013 viser, at det netop er påudgifterne på døgninstitutioner, som kommunerforventer at spare på.Det vigtigste for mig er, at udsatte børn og unge fården hjælp og støtte, de har behov for, at de får hjælptidligt, og at indsatsen virker efter hensigten.
6
Hvis kommunerne har prioriteret en tidlig indsats, såanbringelser kan undgås, og hvis kommunerne haranbragt flere børn i en plejefamilie i stedet for påinstitution, når det er relevant - Ja, så mener jeg, atkommunerne bakker op om de prioriteringer, vi harforetaget i satspuljekredsen. Også selvom det samletset er billigere.Det er i mine øjne helt legalt, at vi er bevidste om atudnytte de ressourcer, vi anvender, på bedst muligemåde. Det er i alles interesse, at vi hele tidenforsøger at gøre tingene bedre og billigere. Detgavner både de udsatte børn og unge, deres familierog samfundet som helhed.Når vi overvejer de bagvedliggende årsager til faldet ibudgetterne, er det vigtigt at huske, at kommunerneikke kan spekulere i at spare penge på udsatte børnog unge.Hvis kommunen ikke får sat ind med den rette støtte irette tid, koster det kommunen rigtigt mange pengepå sigt. For så vil problemerne i langt de flestetilfælde vokse sig større og større. Det vil i sidsteende føre til øgede omkostninger for kommunen. Detved kommunerne godt.7
Samtidig er lovens krav til kommunernes indsats overfor udsatte børn og unge meget klar. Udsatte børn ogunge skal have den nødvendige støtte alt efter deresbehov.Der har de seneste år desværre været en rækkeenkeltsager, der har vist os, hvor galt det alligevel kangå. Ankestyrelsens kulegravning af disse sager visteblandt andet, at det, der gik galt, var, atunderretninger ikke blev håndteret og at der ikke blevtalt med børnene. Jeg tror derfor ikke nødvendigvis,det handler om økonomi, når det går galt i dissesager. Jeg tror ligeså meget, det kan handle om godorganisering så alle underretninger håndteres, om derette kompetencer hos sagsbehandlerne, og om etsyn på børn, der gør, at man altid taler med dem oglytter til deres perspektiv.Derfor har vi også blandt andet med overgrebspakkenfokus på efteruddannelse og opkvalificering afsagsbehandlere samt rådgivning og sparring tilkommunerne gennem f.eks. den permanente taskforce på børneområdet. Og vi stiller krav om, at dertales med børnene tidligere i sagsforløbet. Vi harsamtidig et solidt klagesystem, der betyder, at fejlopdages og forkerte afgørelser ændres.8
Vi kan ikke undgå, at der ind i mellem sker fejl i denkommunale sagsbehandling og i afgørelserne omstøtte. Sådan vil det være, når der er tale omkomplicerede sager med mange faglige skønundervejs, som det netop er tilfældet medbørnesager.Men det er en grundlæggende præmis forindretningen af vores samfund, at loven skaloverholdes. Jeg lægger derfor til grund, atkommunerne har viljen til at overholde lovgivningen.På samme måde bliver vi nødt til at give rum foreffekterne af en øget forebyggelse og tidlig indsats.Noget, vi selv har efterspurgt og fremmet i deforskellige politiske aftaler, vi står bag. Også hvis det,som ventet, betyder et samlet fald i udgifterne.Det indebærer også, at vi ikke på forhånd bør skydekommunerne i skoen, at budgettallene for 2013 erudtryk for, at der foretages usaglige og ulovligeprioriteringer i indsatsen over for udsatte børn ogunge.Til gengæld kan og skal vi følge udviklingen påområdet tæt. Og det gør vi også.9
Som jeg redegjorde for, for et par uger siden, underforespørgselsdebatten F16 om kommunernesefterlevelse af love og regler mv., vil Ankestyrelsensenere i år gennemføre en undersøgelse af, hvordankommunerne anvender serviceniveauer ogøkonomiske hensyn, når de træffer konkreteafgørelser efter serviceloven. Der gennemføresdesuden en undersøgelse af kommunernesefterlevelse af ankemyndighedernes afgørelser ogrettidigheden heraf.Samtidig følger vi udviklingen på børneområdet tæt –både via anbringelsesstatistikken og via denunderretningsstatistik, som vi aftalte at etablere iforbindelse med satspuljeaftalen omovergrebspakken.Ankestyrelsen gennemfører desuden løbendepraksisundersøgelser mv., der ser på kvaliteten afkommunernes sagsbehandling.Afsluttende vil jeg sige, at vi er nok nødt til at værerealistiske omkring, at vi aldrig bliver ”færdige” medområdet udsatte børn og unge.Det er en gruppe af børn, der er så sårbare, at vi sompolitikere har et særligt ansvar for at følge udviklingen10
og indsatsen nøje. Og som også gør, at vi løbendemå drøfte, om der er behov for at stramme op påregler eller igangsætte nye initiativer.Senest har vi jo besluttet at styrke indsatsen overforbørn udsat for overgreb og at styrke tilsynet medsociale tilbud, herunder anbringelsessteder for børnog unge. Og vi må også fremover løbende følge ogdrøfte udviklingen på området, så vi hele tidenvurderer, om der er behov for yderligere tiltag.
11
