1. IndledningSiden kommunalreformen trådte i kraft den 1. januar 2007, har myndigheds-, finansierings- ogforsyningsansvaret i forhold til borgerne været samlet hos kommunalbestyrelserne, som medkommunalreformen fik forsyningsansvaret for alle typer af tilbud, uanset om kommunalbestyrelsenvælger at oprette disse tilbud selv eller at indgå aftale med andre leverandører, herunder regionsrådet.Regionsrådene fik ansvar for at drive visse tilbud som leverandør. Et af målene med reformen var således,at der blev en entydig ansvarsplacering hos kommunalbestyrelsen og en klarere og enklere struktur iforhold til borgerne.Et andet mål var, at opgaverne fremover i højere grad skulle løses tæt på borgerne og i så tæt samarbejdesom muligt med de almindelige tilbud samtidig med, at det faglige niveau af tilbud til borgere medspecielle behov fortsat skulle sikres og videreudvikles.For at nå disse mål blev der etableret en række støttefunktioner, fx den nye nationale videns- ogspecialrådgivningsorganisation(VISO),Tilbudsportalenogrammeaftalernemellemkommunalbestyrelserne og regionsrådet.De regionale udviklingsråd blev nedsat for at sikre, at man fra centralt hold kunne følge udviklingen. I deførste tre år efter reformens ikrafttræden skal udviklingsrådene afgive redegørelser til indenrigs- ogsocialministeren på det sociale område og til undervisningsministeren på specialundervisningsområdet.I forbindelse med kommunalreformens behandling i Folketinget blev det tilkendegivet, atsocialministeren (nu indenrigs- og socialministeren) i hvert af årene 2008-10 ville udarbejde en samletredegørelse og vurdering til Folketinget på baggrund af udviklingsrådenes redegørelser.Jeg fremlægger hermed redegørelsen for 2008 for Folketinget. Redegørelsen skal ses i sammenhæng medredegørelsen for 2007 og med undervisningsministerens redegørelse om udviklingen påspecialundervisningsområdet.Jeg vil gerne samtidig kvittere for udviklingsrådenes samt kommunernes og regionernes arbejde iforbindelse med redegørelserne og opfordre til, at man både i kommunalbestyrelser, regionsråd ogudviklingsråd drøfter redegørelserne med henblik på den fremtidige opgaveløsning.I det følgende behandles de mest centrale bemærkninger fra udviklingsrådenes redegørelser, menredegørelserne og herunder anbefalingerne vil i deres helhed indgå i Indenrigs- og Socialministerietsløbende overvejelser om udviklingen på det sociale område.

2. Sammenfattende vurdering af udviklingen på det sociale områdePå baggrund af udviklingsrådenes redegørelser og øvrig viden om udviklingen på det sociale områdevurderes det, at udviklingen generelt er tilfredsstillende på de områder, der blev berørt afkommunalreformen. Området er som altid præget af at være i løbende udvikling, og det kan sjældentspores, i hvilket omfang denne udvikling skyldes kommunalreformen.

2.1 Rammeaftaler

Som det fremgår nedenfor, har samtlige udviklingsråd og de bidragende kommuner og regionerbemærkninger, som vedrører rammeaftalerne og processerne omkring dem.Det er afgørende for rammeaftalernes anvendelighed, at koncept og proces tilrettelægges, så aftalernebedst muligt understøtter overblik, forsyning og udvikling med ikke mindst specialiserede tilbud på detsociale område på tværs af kommunegrænser. Indenrigs- og Socialministeriet vurderer løbende, om detteer tilfældet, og ministeriet vil i samarbejde med Undervisningsministeriet og i dialog med kommuner ogregioner vurdere behovet for en eventuel revision af de centralt fastsatte rammer for rammeaftalerne.Her vil udviklingsrådenes bemærkninger og anbefalinger sammen med fx KREVI’s analyse aframmeaftalerne ”Samarbejde på formel”.

2.2 CIAS (det Centrale Informations- og Analysesystem)

Med hensyn til CIAS og anvendeligheden af dette som redskab i monitoreringen af området er der i 2008sket en klar forbedring i kommunernes svarprocenter i forhold til 2007. På børne- og ungeområdet liggersvarprocenten på ca. 92 pct., mens den på voksenområdet er på ca. 86 pct. Samtidig har flere kommunerigennem 2008 opdateret deres 2007-tal.Der er dog stadig store forskelle i kommunernes indberetninger. Indenrigs- og Socialministeriet har igen i2008 løbende iværksat initiativer over for de kommuner, der har manglet at indberette på enkelte områdereller indberettet åbenlyse fejlagtige tal. Samlet set har CIAS-tallene i langt højere grad kunnet understøtteudviklingsrådenes arbejde i 2008 i forhold til 2007

2.3 VISO (den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation)

Udviklingsrådenes redegørelser viser, at der er sket en markant stigning i brugen af VISO’s ydelser, ogudviklingsrådene peger på potentialet for, at kommunerne tænker VISO yderligere ind i deresopgaveløsning. Redegørelserne afspejler, at de justeringer, der blev foretaget af VISO’s praksis iforsommeren 2008, er ved at slå igennem. Det blev herefter muligt 1) at involvere leverandørnetværketmere direkte i visitationen, 2) at rådgivningsforløbene løber så længe, der er brug for et kontinuerligtforløb om særlige problemstillinger, 3) at kommunen kan henvende sig til VISO omaltinden forspecialrådgivning, og 4) at VISO spiller en aktiv rolle i at kvalificere kommunernes specialrådgivning.Der er regionale forskelle i tilfredsheden med VISO, men kommunerne er langt overvejende tilfredse medden rådgivning og udredning, de modtager fra VISO, hvilket også bekræftes af den eksterne evaluering afVISO, jf. nedenfor, som viser, at 83 pct. af de sagsbehandlere og PPR-medarbejdere, der har anvendtVISO vurderer, at de fik kompetent rådgivning af VISO-central, og 91 pct. vurderer, at de fik kompetentrådgivning af VISO’s leverandørnetværk i høj eller nogen grad. I nogle af redegørelserne bemærkes det,at omkring halvdelen af kommunerne har svaret, at de ikke ’efterfølgende bruger VISO’s ydelser isagsbehandlingen’. Det skal hertil siges, at megen af VISO’s rådgivning og udredning ikke alene ermålrettet sagsbehandlingen, at VISO også særskilt løser opgaver for fx medarbejdere på institutioner og i

behandlingstilbud og borgere og endelig, at VISO oftest træder til i de komplicerede og mere sjældnesager, der omhandler problemstillinger, som sagsbehandlere mv. kun sjældent møder.Udviklingsrådenes redegørelser peger endvidere på udviklingsmuligheder i forhold til VISO’sopgaveløsning såsom klarere visitationskriterier, behov for ’her og nu’ rådgivning og udvikling af VISO’smulighed for at pege på specifikke tilbud. Udviklingsrådene gengiver her overvejelser, som også komfrem via Velfærdsministeriets og Undervisningsministeriets eksterne evaluering af VISO, der blevoffentliggjort i februar 2009.Indenrigs- og Socialministeriet overvejer sammen med Undervisningsministeriet yderligere justering afVISO’s opgaveløsning på baggrund heraf.

2.4 Afspecialisering

I forbindelse med forberedelsen af kommunalreformen, var det en stor bekymring, om man ville kunnefastholde tilbuddene til børn, unge og voksne med særlige og specialiserede behov. Hverken i sidste årseller i dette års redegørelser fra de regionale udviklingsråd er der noget, der tyder på, at der er ved at skeen afspecialisering af det sociale område. Den mangel på botilbud mv. til særlige grupper der påpeges iredegørelserne, synes ikke at skyldes en afspecialisering eller udvanding af tilbuddene, men en stigning iantal af personer i disse særlige målgrupper.Det er dog et emne, som Indenrigs- og Socialministeriet fortsat vil have fokus på.

2.5 Særligt tema: Tilbud til borgere med erhvervet hjerneskade

Redegørelserne viser, at der sker en del forandringer af hjerneskadeområdet, både i forhold tilkommunernes interne rådgivningsydelser og organisering af området, og i forhold til deres samarbejdemed andre kommuner og regioner om tilbud og rådgivningsydelser. Ingen af de fem udviklingsråd pegerdog på, at det er bestemte modeller for opgaveløsningen, der vinder frem, eller på, at der sker enreduktion i rådgivningsydelser og rehabiliteringstilbud efter serviceloven. Fælles for udviklingstendenserpå området er et stigende fokus på tværfagligt samarbejde og koordinatorfunktioner.

2.6 Botilbud til voksne

I forhold til botilbud på voksenområdet viser udviklingsrådenes redegørelser, at antallet af pladser påbotilbudsområdet er uændret eller stigende. Af redegørelserne fremgår det, at flere kommunerefterspørger botilbud til (unge) borgere, der ved siden af sindslidelse, autisme, ADHD mv. har en andendiagnose, misbrug og/eller udfordrende adfærd.Endvidere peger alle fem redegørelser fra udviklingsrådene på, at alt for mange kommuner stadig harventelister og lange ventetider på optagelse i botilbud til både midlertidigt og længevarende ophold.Særligt sindslidende og borgere med psykisk nedsat funktionsevne kan opleve ventetider, der svinger frafå til mange uger. Det bemærkes, at der er markante forskelle de enkelte kommuner imellem. Noglekommuner har slet ingen eller kun kort ventetid, mens andre har mange borgere på venteliste og langeventetider, enkelte steder op til flere år.Udviklingsrådenes opgørelser viser, at kommunalbestyrelser og regionsråd er opmærksomme påventelisteproblematikken og arbejder med den, bl.a. ved at oprette fælles ventelisteopgørelser. Flereredegørelser viser dog også, at der er stor forskel på, hvordan ventelisteproblematikken håndteres.

På grundlag af udviklingsrådenes udtalelser om ventelisteproblematikken, ikke mindst ventelisternesuigennemsigtighed og uensartethed, og de i visse tilfælde meget lange ventetider, vil Indenrigs- ogSocialministeriet tage spørgsmålet op med kommunerne. Kommunerne har forsyningsforpligtigelsen medbotilbud og større klarhed over, hvor mange og hvem, der er optaget på en venteliste til et botilbud, kanmedvirke til at lette kommunerne i administrationen af botilbudsområdet.Udviklingsrådenes redegørelser viser, at det samlede antal af personer under 50 år, der bor på plejehjemer relativt begrænset. Alle fem udviklingsråd peger på, at kommunerne er opmærksomme på og arbejdermed problemstillingen. Redegørelserne viser ligeledes, at opholdet på plejehjem for størstedelensvedkommende skyldes særlige plejebehov, eget ønske eller midlertidige forhold.Regeringen har samlet set skabt gode rammer for, at unge med handicap har valgmuligheder mellemboliger. Tal fra Den Sociale Ressourceopgørelse (Danmarks Statistik) viser, at der kun boede fempersoner under 30 år på plejehjem ved opgørelsen i 2008. Samtidig er antallet af indskrevne under 60 år iplejehjem faldet hvert år under den nuværende regering, fra 1.588 personer i 2001 til 260 personer i 2008,heraf var 18 under 40 år.1Regeringen har forbedret de økonomiske og lovmæssige rammer for at tilskynde kommunerne til atoprette flere og bedre almene plejeboliger til handicappede og generelt øge tilgængeligheden forhandicappede i almene familieboliger.Den kommunale grundkapital for plejeboliger er nedsat til 7 pct. i 2008 og 2009 ognedsættelsen er på baggrund af nyligt indgåede Boligaftale mellem V, K, RV og DF om denalmene sektors styring og finansiering aftalt forlænget til udgangen af 2010.Maksimumbeløbet, som staten giver ydelsesstøtte til, er i 2008 blevet forhøjet de steder ilandet, hvor der er dyrest at bygge, og på baggrund af den nævnte boligaftale er det aftalt atforhøjelsen af maksimumsbeløbet udvides til at gælde endnu flere steder i landet.Almene ældreboliger er ikke omfattet af anlægsrammen. Med anlægsloftets ophævelsegælder det tillige kommunernes anlægsudgifter til servicearealer.I marts 2008 er der ved lov indført krav om, at almene familieboliger, der opføres som tæt,lavt byggeri i én etage med et bruttoetageareal på 85 m� eller derover, skal opføres med størrebadeværelser. Boligerne med større badeværelser er forbeholdt stærkt bevægelseshæmmede.Indenrigs- og Socialministeriet vil fortsat følge udviklingen på botilbudsområdet i den kommende tid.

2.7 Socialpædagogisk bistand

Det fremgår af redegørelserne, at der i kommunerne opleves et stigende pres på socialpædagogiskeydelser efter serviceloven. Med serviceloven er institutionsbegrebet for voksne ophævet, og også botilbudefter serviceloven betragtes som borgerens eget hjem, hvor der ydes den fornødne støtte, herunder ogsåsocialpædagogisk støtte og bistand. Endvidere peger udviklingsrådene på, at målgruppen forsocialpædagogisk støtte er blevet bredere, idet flere diagnosticeres med blandt andet ADHD og Aspergerssyndrom.

2.8 Hjælpemidler

På hjælpemiddelområdet viser udviklingsrådenes redegørelser, at der overordnet er en stigendeefterspørgsel efter hjælpemidler, særligt høreapparater, og at nogle kommuner oplever et stortsagsbehandlingspres på området.

2.9 Igangsatte initiativer

Der sættes løbende lovgivnings- og udviklingsinitiativer i gang på det sociale område, og der er sat flereinitiativer i gang, som har betydning i forhold til de områder, der berøres i redegørelserne. Det drejer sigud over de initiativer, der allerede er nævnt, fx om:Initiativer til forbedring af kvaliteten i stofmisbrugsbehandlingen, herunder landsdækkendeuddannelsesforløb, projekt ”God sagsbehandling”, udarbejdelse af metodebog omstofmisbrugsbehandling og Servicestyrelsens udvikling af Stofmisbrugsdatabasen for at sikreat behandlingsgarantien overholdes i kommunerne.Løbende effektundersøgelser af indsatsen på stofmisbrugsområdet (CRF).Projekter i samarbejde med en række kommuner til forbedret indsats over for gravidestofmisbrugere.Info-center om misbrug.”Hjemløsestrategien” med det formål at nedbringe antallet af hjemløse i Danmark.Fælles informationsskrivelser fra KL og Velfærdsministeriet om regler oglovgivningsmæssige forpligtelser på forsorgshjems-området.Ekstern undersøgelse af hjælpemiddel- og kommunikationsområdet.Arbejdsgruppe mellem Indenrigs- og Socialministeriet, Ministeriet for Sundhed ogForebyggelse, KL og Danske Regioner om snitfladeproblematikker i forhold tilbestemmelserne på træningsområdet.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Indenrigs- og Socialministeriet har i maj måneden ny udgave af den fælles Vejledning om træning i kommuner og regioner i ekstern høring.Satspuljepartierne har afsat 26 mio. kr. til bl.a. at kortlægge eksisterende indsats over forbørn, unge og voksne med ADHD og til at udvikle redskaber, som kommunerne kan bruge iudredningen af borgere med ADHD.Fremsættelse af lovforslag der medfører nedsættelse af startlejen og tilgodeser behovet fortryghed for lejerne.Indsamling af viden om udviklingen på botilbudsområdet i forbindelse med evaluering afBOHANDI-puljen.Webservice til CIAS, der gør det muligt for kommunerne at foretage automatiskeindberetninger til CIAS ved hjælp af automatisk dataoverførsel mellem IT systemerne ikommunerne og Servicestyrelsen.

3. Udviklingsrådenes redegørelserDet følgende er en ukommenteret sammenfatning af centrale punkter i udviklingsrådenes redegørelserstruktureret efter de enkelte temaer og fagområder. De fem redegørelser kan ses påwww.statsforvaltning.dk/udviklingsråd,hvor de enkelte kommuners og regioners redegørelser tiludviklingsrådene også kan findes.

3.1 CIAS (det Centrale Informations- og Analysesystem)

Generelt nævnes det i udviklingsrådenes redegørelser, at svarprocenterne har været stigende, ogdatakvaliteten er forbedret. Det påpeges dog, at indberetningerne stadig ikke sker tids nok, hvilket blandtandet giver sig udslag i en markant lavere svarprocent for 4. kvartal i 2008 end for 1.-3. kvartal samme år,som det også var tilfældet i 2007.

De store kommunale forskelle i indberetningerne gør det ifølge udviklingsrådene vanskeligt at bruge datapå alle områder samt sammenligne data over tid. De fleste udviklingsråd har konkret vurderetanvendeligheden af CIAS-tallene i de enkelte afsnit. Systemets opbygning, med ikke CPR-baserede datagiver, ifølge rådene, ringe muligheder for at spore forskydninger mellem foranstaltninger.Generelt har udviklingsrådene ladet anvendelsen af CIAS-tallene på de enkelte områder bero på enkonkret vurdering af talmaterialets anvendelighed.

3.2 Nye strukturer med kommunalreformen

3.2.1 Samarbejdet mellem kommunalbestyrelser og regionsråd – herunder om rammeaftalerne

I lighed med redegørelserne for 2007 vurderes samarbejdet mellem kommunalbestyrelserne og mellemkommunalbestyrelser og regionsråd at være godt – både det generelle samarbejde og samarbejdetomkring rammeaftalerne. Generelt er samarbejdet præget af åbenhed og dialog, og flere udviklingsrådbeskriver, hvordan der i rammeaftaleregi fx er skabt nye samarbejdsfora, som gør arbejdet medrammeaftalerne lettere.Derudover har samtlige udviklingsråd bemærkninger til konceptet for rammeaftalerne og til processenomkring udarbejdelsen. De forbehold, som udviklingsrådene, kommunerne og især regionerne gav udtrykfor i redegørelserne for 2007, går igen i dette års redegørelser.Bemærkningerne kredser således især omat det er svært at skabe tilfredsstillende drifts- og udviklingsvilkår for de regionale tilbud, nårkommunerne med kort varsel kan beslutte at overtage regionale tilbudat lovgivning og proces omkring rammeaftalerne betyder, at der kan gå uhensigtsmæssigtlang tid, fra der konstateres et behov for ny regional indsats, til indsatsen kan sættes i værk,ogat det er uhensigtsmæssigt, at kommunernes egne tilbud ikke er omfattet af rammeaftalerne.Et udviklingsråd peger på, at der ikke er noget, der tyder på, at rammeaftalerne bruges som et redskab tillangsigtet planlægning af området som helhed.Flere udviklingsråd nævner i denne forbindelse behovet for at skabe et samlet overblik – både på regions-og på landsplan – over den samlede kapacitet på området.

3.2.2 VISO

Redegørelserne peger på en markant stigning i efterspørgslen efter VISO’s ydelser i alle regioner, mangesteder er der tale om en stigning på 50 pct. Der er en tendens til, at små kommuner bruger VISO mest.Samtidig med, at der er stor stigning i henvendelser til VISO, udtrykkes der i flere redegørelserforundring over, at kommunerne ikke bruger og tænker VISO mere ind i deres opgaveløsning. Etudviklingsråd fremhæver det positive i den større brug af VISO og roser, at kriterierne for at VISO tageren sag og giver rådgivning og udredning er blevet mere lempelige.VISO’s ydelser (rådgivning og udredning) vurderes langt overvejende som kvalitativt gode dog med storeregionale forskelle. Andelen af kommuner der er tilfredse med VISO’s opgaveløsning svinger fra knap 50pct. til 100 pct.

Alle fem redegørelser peger på, at den modtagne rådgivning eller udredning kun i mindre omfang kanlæses ud af den efterfølgende sagsbehandling i kommunerne. Mens nogle udviklingsråd udtrykkerforundring over det, ser et udviklingsråd det som logisk konsekvens af, at VISO bruges i forhold tilenkeltstående og komplicerede problemstillinger, der ikke indgår i kommunernes daglige opgaveløsning.Et andet udviklingsråd problematiserer, at VISO’s leverandører ofte peger på deres eget koncept somløsningsmodel, og et enkelt sted nævnes det, at VISO ikke bør gå borgerens eller de pårørendes ærinde.Fremadrettet anbefaler to udviklingsråd, at VISO’s kriterier for at tage en opgave gøres endnu klarere, ogat selve sagsbehandlingen i VISO bliver mindre omstændelig. Et udviklingsråd efterspørger, at VISO’sopgaveportefølje udvides, så VISO kan yde ’her og nu’ rådgivning og kan hjælpe kommunerne ved atanvise konkrete tilbud.

3.2.3 Forpligtende samarbejder

I fire ud af de fem regioner er der indgået forpligtende samarbejder mellem kommuner. Tre ud af de fireudviklingsråd har vurderet de forpligtende samarbejder og vurderer, at samarbejderne fungerertilfredsstillende. Et enkelt udviklingsråd vurderer dog, at der har været så få sager, at grundlaget forvurderingen er spinkelt.

3.3 Udviklingen inden for børne- og ungeområdet

3.3.1 Børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse

Flere udviklingsråd anbefaler, at der generelt arbejdes på at sikre et tæt samarbejde mellem de socialetilbud og sundhedsvæsnet, så de behandlingsmetoder og den viden, der skabes i ét regi, får afsmittendevirkning i begge sektorer.

3.3.2 Særlige dag- og klubtilbud

I udviklingsrådenes redegørelser tegner der sig et billede af, at to regioner i 2008 har oplevet en markantstigning i tilgangen til de særlige dagtilbud og i nogen grad til de særlige klubtilbud, mens udviklingen ide andre regioner er nogenlunde stabil dog med store variationer fra kommune til kommune.Et udviklingsråd rapporterer om en fordobling i udnyttelsen af de særlige dagtilbud, mens ogsåudnyttelsen af de særlige klubtilbud er steget markant. Udviklingsrådet er bekymret for udviklingen, ogopfordrer kommunerne til at igangsætte analyser for at skabe bedre overblik over sammenhængen mellemkapacitet og behov. Et andet udviklingsråd ser også markante stigninger i udnyttelsen af de særligedagtilbud. Det er dog kun enkelte kommuner, der tegner sig for stigningen heraf i denne region.Det fremgår af flere af redegørelserne, at nogle kommuner planlægger eller har gennemførtkapacitetsudvidelser, mens der ikke synes at have været tale om nedlæggelser. Kun i få af kommunerne erder sket ændringer i visitationspraksis. Ændringerne består bl.a. i nedsættelse af visitationsudvalg.Udviklingsrådenes redegørelser tegner et billede af, at langt hovedparten af kommunerne (mellem 65 og80 pct.) både visiterer børn og unge til særlige dag- og klubtilbud i egen kommune og i andre kommuner.Visitationer foretages primært ud fra hensyn til nærhedsprincippet, forældrenes ønsker samt hensynet tilbehovet for et specialiseret tilbud. Enkelte kommuner angiver dog økonomiske hensyn som baggrund forvisitation til tilbud i egen kommune.

3.3.3 Vedligeholdelsestræning til børn og unge

Ifølge udviklingsrådenes redegørelser er der i flere regioner et stigende behov for vedligeholdelsestræningaf børn og unge, mens udviklingen i de andre regioner er nogenlunde stabil, dog med markante udsvingmellem kommunerne. Generelt benyttes bestemmelsen dog fortsat kun i meget begrænset omfang.I én region er antallet af børn og unge, der modtager vedligeholdelsestræning, næsten fordoblet siden2007 fra 40 til 70 brugere. Udviklingsrådet bifalder udviklingen, som vurderes at være et resultat af, atudviklingsrådet i sidste redegørelse anbefalede kommunerne at have fokus på området.Flere kommuner har udvidet deres tilbud om vedligeholdelsestræning i 2008, og én kommune forventeryderligere udvidelser i 2009. En anden kommune efterspørger mere udførlige retningslinjer foranvendelsen af servicelovens § 44.Et udviklingsråd konkluderer, at den begrænsede benyttelse af vedligeholdelsestræning efterservicelovens § 44 skyldes aktiviteter på andre områder. Det kan f.eks. være træningstilbud i forbindelsemed skole- eller pasningsordninger, vederlagsfri fysioterapi på privatklinikker samt hjemmetræning. Detpågældende udviklingsråd har haft fokus på området i 2008.Udviklingsrådenes redegørelser tegner et billede af, at en stor del af kommunerne (mellem 25 og 50 pct.)udelukkende visiterer til vedligeholdelsestræning i egen kommune.

3.3.4 Ledsageordningen til børn og unge

Ledsageordningen til børn og unge anvendes ifølge udviklingsrådenes redegørelser i meget begrænsetomfang, og behovet vurderes som uændret i 2008.En del kommuner oplyser, at ordningen slet ikke benyttes i deres kommuner. Nogle af disse giver udtrykfor, at ordningen er utilstrækkelig, da handicappede børn med behov for ledsagelse oftest har brug foranden hjælp udover ledsagelsen, f.eks. socialpædagogisk bistand. I stedet for ledsageordningen benytterkommunerne derfor fx kontaktpersonordningen til børn med handicap.Et enkelt udviklingsråd opfordrer indenrigs- og socialministeren til at tage initiativ til at ændrebestemmelsen, så ledsagelse også kan tilbydes til børn ned til 12 år.

3.3.5 Anbringelser og forebyggende foranstaltninger i forhold til børn og unge med handicap

Tre af udviklingsrådene beskriver et behov for at sætte fokus på anbringelser og forebyggendeforanstaltninger i forhold til børn og unge med handicap.Et udviklingsråd formoder, at der i regionen er underkapacitet af anbringelsessteder målrettet børn medhandicap og opfordrer til at gennemføre en undersøgelse. Der har i regionen været kapacitetsudvidelser i2008. Et andet udviklingsråd skriver, at kommunerne i regionen oplever et behov for, at der inden foranbringelsesområdet sættes fokus på nydiagnosticerede børn med en autismespektrumforstyrrelse.Samme udviklingsråd beskriver en stærk stigning i behovet for familiebehandling for familier i regionenmed børn med ADHD og autismespektrumforstyrrelser.En kommune oplever stigende behov for aflastning inden for området børn og unge medautismespektrumforstyrrelser, mens en anden angiver at have svært ved at finde aflastningsfamilier tilhandicappede børn og unge generelt.

3.3.6 Udsatte børn og unge

På området for udsatte børn og unge har anvendelsen af forebyggende foranstaltninger været entenstigende eller uændret. Det samme gør sig gældende omkring anbringelser af børn og unge. Kommunerneoplyser, at både tidlig indsats og indsatsen over for udsatte unge er områder, der er stor fokus på ikommunernes praksis.Flere udviklingsråd anbefaler, at det undersøges, hvorvidt stigningen i anvendelsen af forebyggendeforanstaltninger på sigt medfører færre anbringelser og reelt har en forebyggende effekt. I den forbindelsenævnes vigtigheden af, at der foretages dokumentation og effektmåling med henblik på at frembringeviden herom.Omkring anvendelse af efterværnsforanstaltninger, fremgår det af rådenes redegørelser, at efterværnprimært iværksættes, fordi den unge har behov for kortvarig støtte, hvorefter den unge kan klare sig selv.Flere udviklingsråd oplyser, at kommunerne i regionen primært anvender døgntilbud beliggende i andrekommuner. Det påpeges, at dette kan skyldes specialiseringsgraden, og at der således ikke synes at væretale om, at døgninstitutionerne er truet af afspecialisering.De fleste regioner oplever stor efterspørgsel på pladserne på sikrede institutioner. Der er flere stederetableret nye pladser, men der opleves et behov for yderligere pladser. Denne udfordring i at tilpassekapaciteten på de sikrede institutioner skønnes ikke afledt af strukturreformen. I stedet nævnes det, at deter en udfordring at tilpasse kapaciteten, fordi det kræver koordinering på landsplan, samt at det skal indgåi den regionale rammeaftale.Generelt ses der i næsten alle kommuner problemer med ventelister, når der skal iværksættes forskelligeformer for foranstaltninger. Ventetiderne på foranstaltninger varierer dog betydeligt fra under 1 uge til optil 16 uger.

3.3.7 Unge misbrugere

Kommunerne har fortsat fokus på området vedrørende unge stofmisbrugere.Der har været en stigning i antallet af unge under 18 år i misbrugsbehandling. I hovedstaden harstigningen været markant.

3.4 Udviklingen inden for voksenområdet

3.4.1 Botilbud

Af redegørelserne fra fire af udviklingsrådene fremgår det, at mængden af pladser på botilbudsområdetgenerelt er uændret, men at 20-35 pct. af kommunerne og regionerne i løbet af 2008 har oprettet nyebotilbud, og at en række kommuner har taget beslutning om at udvide med nye pladser. Der er f.eks. taleom en stigning i antallet af tilbud til voldsramte kvinder, socialt udsatte, sindslidende, unge med autismeog personer, der har behov for skærmning eller enkeltmandsforanstaltning.Det generelle billede er, at nye botilbud eller ombygninger af eksisterende tilbud sker efteralmenboligloven, men ved visitationen skeles der ikke til, om botilbuddet er opført efter almenboligloveneller serviceloven. Visitationen sker ud fra botilbuddets indhold og målgruppe sammenholdt medborgerens behov.

Et enkelt udviklingsråd konstaterer, at der er etableret flere pladser til udviklingshæmmede med dom tilanbringelse, men anbefaler i øvrigt, at der centralt ses på finansieringsproblematikken over for kriminelleudviklingshæmmede, der anbringes i sociale botilbud ved dom.Det er indtrykket, at der generelt er et stigende behov for botilbud. Gennemgående angives behovet forflere botilbud at angå grupper med sindslidelser eller psykiske handicap, som fx yngre med borderline,autisme eller ADHD, voksne med ADHD eller med erhvervet hjerneskade.Alle udviklingsråd peger på, at mange kommuner stadig har lange ventelister og ventetid til bådemidlertidige og længerevarende botilbud for sindslidende, fysisk og psykisk handicappede. I fire af defem regionale områder er der længst ventetid til længerevarende botilbud til psykisk handicappede (inkl.autister). Når det gælder ventetid til midlertidige botilbud, er der større regionale forskelle, og i nogleregionale områder er det sindslidende, der venter længst.Det fremgår af redegørelserne, at der er markant forskel kommunerne imellem i forhold til ventetider.Nogle kommuner har nærmest ikke ventelister og ventetid, mens andre kommuner har flere borgere påventeliste og lange ventetider, der enkelte steder er på op til flere år.Udviklingsrådenes redegørelser peger på, at omkring halvdelen af de borgere, der står på venteliste, ikke iforvejen bor i et botilbud, mens en tredjedel ønsker et andet botilbud, end det, de bor i. Summen af deenkelte kommuners ventelister er således ikke udtryk for, hvor mange pladser i botilbud, der er behov formv. Det fremgår af redegørelserne, at der kan være mange årsager til ventelisterne, herunder at borgerekan have fået tilbudt et botilbud, men har ønsker om en bestemt plads el.lign., og at nogle borgere skrivespå en venteliste, inden der er et helt aktuelt behov for en plads, fx fordi de ikke er fyldt 18 år endnu.Nogle redegørelser peger dog også på, at der er mangel på botilbud til personer med særligeproblemstillinger og dobbeltdiagnoser, som f.eks. sindslidelse, autisme eller ADHD sammen medmisbrug og/eller udfordrende adfærd.De lange ventelister indgår ifølge flere af redegørelserne i arbejdet med rammeaftalerne, hvor registreringaf ledige pladser og kravspecifikationer overvejes med henblik på, at oplysninger herom både kan brugesi visitationen og som et planlægningsværktøj i forhold til justeringer af kapaciteten mv. To udviklingsrådpeger på, at rammeaftalerne bør omfatte samtlige de botilbud, der optræder i Tilbudsportalen, så dersikres bedre koordinering mellem udbud og efterspørgsel.Det går igen i flere udviklingsråds anbefalinger, at der lokalt foretages en indsats for at få større klarhedover, hvorvidt der er iværksat og planlagt initiativer i kommunerne på botilbudsområdet, som vil skabeden tilstrækkelige kapacitet til henholdsvis voksne sindslidende, voksne fysisk handicappede og voksnepsykisk handicappede. Samtidig peger flere udviklingsråd på, at der er stor forskel på, hvordanspørgsmålet om ventelister håndteres i de enkelte kommuner, og at det derfor kunne være af værdi at fågennemført en nærmere analyse af, hvordan ventelisterne er sammensat, opgøres mv.Et udviklingsråd opfordrer kraftigt kommuner og regioner til at sikre det nødvendige antal boliger ogkritiserer, at der ikke er en central ventelisteopgørelse, hvilket blandt andet begrænser borgerensmuligheder for frit at bosætte sig. Et andet udviklingsråd opfordrer til, at der fra central side tages initiativtil, at der udarbejdes såvel ensartede retningslinjer for et ventelistesystem samt ensartede

kapacitetsopgørelser i rammeaftalerne. Det er samtidig det eneste udviklingsråd, hvor region ogkommuner har iværksat en fælles elektronisk ventetidsopgørelse.

3.4.2 Personer under 50 år i almindelige plejehjem

Det fremgår af redegørelserne, at der generelt er tale om relativt få personer under 50 år, der bor ialmindelige plejehjem, og at kommunerne er meget opmærksomme på problematikken. Et parudviklingsråd har undersøgt, hvorfor borgere under 50 år bor på plejehjem, og konstaterer, at størstedelenaf de pågældende borgere har et massivt plejebehov, eller at de selv eller deres pårørende ønsker, at debor netop der. Endelig er der en gruppe, der midlertidigt bor på plejehjem, mens de venter enten på rettebolig eller på en afklaring af genoptræningsbehov.

3.4.3 Behandlingstilbud i form af socialpædagogisk bistand og genoptræning

Alle fem udviklingsråd konstaterer, at der er et stigende forbrug af ydelser af socialpædagogisk karakter.Socialpædagogisk bistand efter serviceloven tildeles den enkelte borger efter behov og uafhængigt af denpågældendes boform. Både det oplevede stigende behov for botilbud og ventelisterne til de eksisterendebotilbud til personer med nedsat psykisk funktionsevne, herunder sindslidelser, kan i sig selv medføre, atpresset på socialpædagogiske ydelser stiger. Udviklingsrådene peger også alle på, at personkredsen erblevet bredere, bl.a. fordi flere diagnosticeres med ADHD og Aspergers syndrom, ligesom flere unge meddobbeltproblematikker, herunder autisme, hjerneskade, sindslidelse, ADHD og misbrugsproblemtikker,ikke passer ind i eksisterende tilbud og har brug for bostøtte mv. Et udviklingsråd mener endvidere, atforbruget af socialpædagogisk bistand er stigende pga. mindsteindgrebsprincippet.Et udviklingsråd anbefaler, at det undersøges, om socialpædagogisk bistand opfylder det reelle behov forstøtte i forhold til de forskellige målgrupper.Et udviklingsråd peger på en stigning i forbrug af træningsydelser efter § 86 i serviceloven, hvilketenkelte kommuner fra de andre regioner også oplever. De fire andre udviklingsråd konstaterer dog, atkommunerne generelt ikke oplever ændringer på området. Et enkelt udviklingsråd har i forbindelse med §86 anført, at der efter udviklingsrådets opfattelse mangler en udtrykkelig hjemmel til at afholde udgiftertil befordring i forbindelse med trænings- og genoptræningsydelserne, et problem der er blevet tydeligerepå baggrund af de større afstande i kommunerne. Et andet udviklingsråd anbefaler, at retningslinjerne forde genoptræningsplaner, der udarbejdes i sygehusregi, strammes op, så planernes anvendelighed øges, ogarbejdet med at udrede genoptræningsbehov ikke overlades til kommunale sagsbehandlere med ventetidog øget administration til følge. Enkelte kommuner har ønsker til, at reglerne for træningsydelser samles ién lovgivning

3.4.4 Behandlingstilbud og misbrugsområdet

Ifølge udviklingsrådenes redegørelser oplyser kommunerne, at brugen af genoptræning ogvedligeholdelsestræning til misbrugsområdet er uændret eller svagt stigende.Der er generelt i regionerne en stigning i antallet af voksne stofmisbrugere i behandling. I to regioner erder en tendens til, at kommunerne selv ønsker at varetage misbrugsområdet. I en enkelt region er der entendens til i stigende omfang at omlægge tilbud fra døgnbehandling til dagbehandling. Regionen pegerpå, at de kommunale tilbud under rammeaftalen i nogle tilfælde ikke kan rumme målgruppen.Udviklingsrådet anbefaler derfor, at der rettes fokus på, om der på misbrugsområdet fortsat vil være detilbud til rådighed, som borgerne har behov for.

3.4.5 Personlige hjælperordninger

I forhold til de personlige hjælperordninger efter § 95 og § 96 har kommunerne ifølge tre afudviklingsrådene haft en stort set uændret efterspørgsel mv. i 2008. De to sidste udviklingsråd beskriveren svag stigning. Kun enkelte kommuner oplever rekrutteringsvanskeligheder. Generelt forventerkommunerne et øget forbrug af hjælpeordningerne med den nye BPA (Borgerstyret Personlig Assistance).

3.4.6 Ledsageordning for voksne

Kommunerne beskriver behovet for ledsagelse som enten stigende eller uændret. Ledsageordningerorganiseres efter flere modeller, også inden for samme kommune, men der er en tendens til, at borgeremed behov for ledsagelse selv finder og udpeger deres ledsager. En enkelt kommune peger på, at der erbehov for, at ledsageordningen udvides til at omfatte personer over 67 år.Der er stor variation i de enkelte kommuner i forhold til, i hvilken grad de bevilligede timer til ledsagelsebenyttes. Det svinger fra 28-100 pct. I flere redegørelser anføres det, at problemerne med at udnyttebevillingerne til ledsageordningen blandt andet skyldes problemer med planlægning og med rekrutteringog fastholdelse af ledsagere.

3.4.7 Dagtilbud (beskyttet beskæftigelse, og aktivitets- og samværstilbud)

Gennemgående fremgår det af udviklingsrådenes redegørelser, at der ikke er de store ændringer iefterspørgslen efter dagtilbud, dvs. beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Toudviklingsråd konstaterer dog, at halvdelen af kommunerne oplever en mindre stigning i efterspørgslenefter både beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. I de fleste kommuner er der ingenventetid på tilbuddene. Et udviklingsråd oplever en tendens til flere individuelt tilrettelagte dagtilbud pågrund af kompleksiteten i målgrupper. En region fremhæver det positive i stigende fokus på sammenhængmellem beskyttet beskæftigelse og arbejdsmarkedet.

3.4.8 Hjælpemidler, biler og boligindretning

På hjælpemiddelområdet er der ifølge fire af udviklingsrådenes redegørelser en stigende efterspørgselefter og udgifter til hjælpemidler. Den sidste redegørelse beskriver ikke udviklingen på området. Særligtefterspørgslen på høreapparater er stigende, og nogle kommuner peger på et øget sagsbehandlingspres ogudgiftspost hertil efter kommunalreformen. Den organisatoriske løsning af opgaverne beskrives i tre afredegørelserne som under udvikling, men der tegnes et varieret billede af løsningsmodeller. Det erforskelligt hvorvidt kommunerne selv løser opgaven eller bruger ekstern leverandør. Bl.a. peges i enredegørelse på en tendens til, at de større kommuner i stigende grad selv ønsker at varetage opgaven,mens en anden redegørelse fremhæver etableringen af nye samarbejder på området, både mellemkommuner og region og internt mellem kommuner. I en region har Det Sociale Nævnt påpeget over for enrække kommuner, at de ikke, som de gjorde, kunne overdrage deres myndighedsansvar og lade et eksternthjælpemiddelcenter træffe bevillingsafgørelser. En region har endvidere oprettet et regionalt samråd påhjælpemiddelområdet mellem kommuner og region.Generelt har der ingen nævneværdige ændringer været i forbindelse med bilsager, og de stigninger ogfald, der konstateres i kommunerne, tilskrives almindelig variation på området hen over årene.Omkring en tredjedel af kommunerne oplever en stigning i bevillinger til boligindretning, mens det for deresterende er uændret. Stigningen tilskrives i to af redegørelserne større og dyre enkeltsager og flereændringer af boligindretning på baggrund af fokus på plejemedarbejderes arbejdsmiljø.

3.5 Særligt tema: Ændringer i tilbud og ydelser til borgere med erhvervet hjerneskade

Ingen af de fem udviklingsråd peger på væsentlige eller ensartede ændringer i tilbud og visitation påhjerneskadeområdet. Organisatorisk og rådgivningsmæssigt udvikler området sig over hele landet, og derer særligt fokus på koordinering af indsatsen sektorielt og fagligt over for borgeren. Det er en genereltendens, at der sker mindre udvikling i tilbud og rådgivningsinstanser på børne- og ungeområdet.Kommunerne henfører ændringer i tilbud og visitationspraksis til ønsker om at højne kvalitet, udvidekapacitet, opbygge specialviden internt, spare penge og til at sikre helhedsorienterede ydelser.Størstedelen af kommunerne og regionerne har ingen ændringer foretaget i deres tilbud, hverken påbørne- og ungeområdet eller på voksenområdet, og der er i de resterende kommuner og regioner entendens til, at der oprettes flere nye pladser end der reduceres med. I en af redegørelserne peges der påstigende efterspørgsel på døgntilbud til unge med erhvervet hjerneskade, mens kommunerne ifølge enanden redegørelse efterspørger flere tilbud målrettet målgruppen af hjerneskadede helt generelt. En regiongør opmærksom på, at de har en stigende belægning på botilbud for hjerneskadede, særligt i kombinationmed udadreagerende adfærd, mens en anden peger på et fald i efterspørgslen på de regionsdrevnespecialtilbud. Støtte i kommunerne til voksne med erhvervet hjerneskade nævnes som en af årsagerne tilen stigning i bevilling af socialpædagogisk støtte efter § 85.Visitationspraksis i forhold til erhvervet hjerneskade har ikke ændret sig væsentligt. Nogle kommunervisiterer i stigende grad til egne tilbud, andre til eksterne leverandører. En af de fem regioner udtrykkerbekymring for, at de oplever en tendens efter kommunalreformen til, at kommunerne bevilligertidsbegrænsede rehabiliteringsophold, gerne på ned til tre måneders varighed. Konsekvensen er ifølgeregionen, at borgeren får mindre optimale rehabiliteringsforløb, og opnår lavere funktionsniveau, og atkommunen opnår stigende udgifter til støtteforanstaltninger efterfølgende.Rådgivningsmæssigt kan der på baggrund af redegørelserne konstateres en udvikling afhjerneskadeområdet. Størstedelen af kommunerne indgår i dag i forskellige former for tværfagligekommunale og/eller regionale samarbejder på voksenområdet, og en mindre del indgår i lignendesamarbejder på børne- og ungeområdet. I en region har kommunerne og regionen sammen etableret etregionalt hjerneskadesamråd. Generelt har størstedelen af kommunerne i 2008 fået udpeget enkontaktperson på hjerneskadeområdet, og der er stigning i antallet af kommuner, der har enhjerneskadekoordinator. Flere kommuner arbejder ligeledes med lokalt at oprette hjerneskadeteams,samråd og tilsvarende tværfaglige samarbejder. I en region har en tredjedel af kommunerne ansat flerekonsulenter mv. på området i 2008.Et udviklingsråd fremhæver, at de ikke på foreliggende grundlag kan udtale sig om, hvorvidt eksisterendetilbud står mål med behovet, og peger på, at der er kommunale forskelle i servicetilbud. Et andetudviklingsråd roser de mange samarbejder på området, men anbefaler, at tilbud til hjerneskadede ogbevillinger hertil belyses nærmere. Et tredje udviklingsråd anbefaler, at der kommer fokus på, om man iudviklingen på området sikrer, at der fremover vil være de rette og nødvendige tilbud til rådighed.

Bilag 1.

Kommunalreformen på det sociale område

På det sociale område indeholdt aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om strukturreformenfølgende hovedelementer, som blev gennemført ved ændringer af serviceloven, lov om retssikkerhed ogadministration på det sociale område samt lov om almene boliger mv.Kommunalbestyrelsernefinansiererogvaretagerallemyndighedsopgaver.Kommunalbestyrelserne har ansvaret for at sikre, at der er sociale tilbud til egne borgere.Der indføres en central refusionsordning, der skal sikre kommunalbestyrelserne mod meget storeudgifter i de dyreste enkeltsager.Regionsrådene overtager som udgangspunkt driften af alle amtskommunale tilbud bortset fratilbud til børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer, der overtages afkommunalbestyrelserne. Regionsrådene får et leverandøransvar i forhold til kommunerne.Regionsrådenes leverandøransvar omfatter en forpligtelse til at tilpasse kapaciteten i og udviklede regionale tilbud på baggrund af en årlig rammeaftale mellem kommunalbestyrelser ogregionsråd.Der etableres en national videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), som også skaldække specialundervisningsområdet.Der oprettes handicapråd i alle kommuner.Der oprettes en tilbudsportal, der indeholder en oversigt over alle kommunale, regionale ogprivate tilbud.I hver region nedsættes et udviklingsråd, som i en 4-årig overgangsperiode skal følge og drøfteudviklingen på både socialområdet og på specialundervisningsområdet.I forbindelse med flytningen af opgaver fra de tidligere amtskommuner til kommunerne fik kommunerneoverført de ressourcer, som amtskommunerne havde brugt på områderne herunder de ressourcer, derbestod af den specialiserede viden om de amtskommunale opgaveområder.