SAU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 545: Spm. om ændring af eftergivelsesbestemmelserne i inddrivelsesloven i 2008-09, til skatteministeren

Med lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der trådte i kraft den 1.januar 2009,var det hensigten i harmoniseringsøjemed at samle alleinddrivelsesrelevante bestemmelser i én lov, og det betød, at de i andre loveeksisterende eftergivelsesbestemmelser blev ophævet, fordi spørgsmålet omeftergivelse af gæld til det offentlige skulle reguleres af lovens § 13.En person kan i medfør af § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til detoffentlige få eftergivet sin gæld til det offentlige, hvis personen godtgør, at haneller hun ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til atkunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vilføre til en varig forbedring af personens økonomiske forhold. Der skal medandre ord foreligge ”kvalificeret insolvens”.Efter bestemmelsen i § 13, stk. 6, kan eftergivelse tillige ske, hvis sociale ellerandre forhold i særlig grad taler derfor. Med denne bestemmelse er dethensigten, at der også skal kunne ske eftergivelse i tilfælde, hvor der ikkeforeligger kvalificeret insolvens hos skyldneren.Et kriterium for en eftergivelse efter § 13, stk. 6, vil bl.a. være, om skyldnerenmed en eftergivelse vil kunne opnå en væsentlig, varig forbedring af sinsituation. Det kan f.eks. være situationer, hvor det vurderes, at gælden til detoffentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknytning tilarbejdsmarkedet.I forbindelse med 1. behandlingen af forslag til Lov om inddrivelse af gæld tildet offentlige oplyste daværende skatteminister Kristian Jensen ved sinbesvarelse af 14. november 2008 af spørgsmål 22, at reglen i § 13, stk. 6, ihøjere grad end de særlige regler om eftergivelse af studiegæld måtte forventesat kunne imødekomme eftergivelsesbehovet vedrørende studiegæld. Hanhenviste i den forbindelse til, at man et par år tidligere havde lempet reglerneom eftergivelse af studiegæld ved at nedsætte 12-års fristen for indgivelse afansøgning til 9 år, uden at dette havde ført til flere eftergivelser.Denne 9-års frist eksisterer ikke længere, og jeg er derfor enig i, at der medreglen i § 13, stk. 6, der ikke opererer med nogen tidsfrist, er opnået en bedremulighed for eftergivelse af studiegæld.Jeg bemærker i den forbindelse, at der også efter de tidligere eftergivelsesreglerom studiegæld kunne tages hensyn til skyldnerens sociale forhold, sådan som

det i dag er muligt efter § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til detoffentlige.Min forgænger som skatteminister, Thor Möger Pedersen, anførte i sit svar påSkatteudvalgets spørgsmål nr. 898 af 30. august 2012 (alm. del), at man ikkeisoleret burde se på omfanget af eftergivelser efter § 13, stk. 6, fordi studiegældogså kan eftergives efter den generelle eftergivelsesbestemmelse i § 13, stk. 1,om eftergivelse ved ”kvalificeret insolvens”. Han anførte herefter, at statenssamlede afskrivninger på misligholdt studiegæld gav et bedre indtryk afudviklingen, fordi retsvirkningen ved afskrivning er den samme som vedeftergivelse, nemlig at skyldneren frigøres for gælden. Denne vurdering er jegenig i.