Spørgsmål:

Hvad er forklaringen på, at regeringen i forbindelse med L 50 (reklameafgiftslo-ven) har vurderet, at man i forhold til spørgsmålet om ulovlig statsstøtte kan komme igennemmed en lempelse af flere af kriterierne i Ugebladspuljen (det landsdækkende krav og annonce-satsen) men ikke med en lempelse af frekvenskravet? Også set i lyset af, at frekvenskravet ikkeses at have betydning i forhold til bl.a. spørgsmålet om lokal og aktuel nyhedsformidling?

Svar:

Produktgruppen, som kan omfattes af Ugeavispuljen, er snævrere end produktgruppen,som er omfattet af reklameafgiftslovens vareområde. Derfor giver det ikke mening, at alle krite-rierne i begge ordninger skulle være identiske.Udgangspunktet for afgiftspligt efter reklameafgiftsloven er produkter, som omdeles uden beta-ling fra modtageren, og hvor produktet fremmer afsætning af varer eller ydelser. De husstands-omdelte ugeaviser indeholder forholdsvis store mængder af reklamer, og vil uden undtagelsevære omfattet af det afgiftspligtige vareområde.De husstandsomdelte ugeaviser er fritaget for afgiftspligt, fordi ugeaviserne bidrager til aktuellokal nyhedsformidling og demokratisk debat på lignende måde, som aviser omfattet af Uge-avispuljen bidrager til nyhedsformidling og demokratisk debat. I både reklameafgiftsloven og iUgeavispuljen er der indsat et frekvenskrav for at sikre formålet med afgiftsfritagel-sen/tilskuddet. Da formålet med de to ordninger er sammenfaldende, er det derfor fornuftigt, atder er en vis parallelitet i frekvenskravet for de to ordninger. Frekvenskravet i reklameafgifts-loven følger derfor frekvenskravet i Ugeavispuljen.Hvis frekvenskravet lempes, vil mange andre husstandsomdelte reklamefinansierede publikati-oner og magasiner kunne omfattes af fritagelsen. Dette kunne eksempelvis være magasiner omhave, mad, bil, bolig og mode, turistbrochurer, som omdeles i sommerhalvåret til sommerhuse,osv. Uanset at sådanne publikationer måtte indeholde større mængder af redaktionelt stof, vilde falde udenfor fritagelsens formål – nemlig demokratisk debat og nyhedsformidling med envis indholdsaktualitet, simpelthen fordi de udkommer med forholdsvis store intervaller.I relation hertil bemærkes, at det alene er EU-kommissionen, der kan træffe afgørelse i forholdtil, hvorvidt en medlemsstats lovgivning indebærer statsstøtte, og hvis der er tale om statsstøtte,om den vil kunne godkendes som lovlig statsstøtte.