Spørgsmål nr. 749 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, om der er konventioner somDanmark har tilsluttet sig på retsområdet, hvor i det angives,under hvilke omstændigheder de underskrivende stater kanfravige artikler i konventionen af hensyn til væsentlige natio-nale interesser, herunder for eksempel væsentlige beskyttelses-interesser i forhold til staten eller borgerne? Der ønskes en re-degørelse for sådanne fravigelsesmuligheder m.v. i konventio-ner vedrørende hhv. strafferet, udlevering af personer, udvis-ning af domfældte udlændinge og andre afsoningsrelateredeforhold. Endelig ønskes tilsvarende oplyst for konventionervedrørende udlændingeregler og statsborgerskabsregler.”

Svar:

1.

Det kan generelt oplyses, at der i en række internationale konventionerer fastsat bestemmelser, hvorefter de forpligtelser mv., der følger af denenkelte konvention, kan fraviges af nærmere bestemte grunde. Omfangetog karakteren af sådanne fravigelsesmuligheder vil i sagens natur bero påden enkelte konventions formål og indhold.Det gælder også konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, og somhenhører under Justitsministeriets ressort, herunder konventioner på de ispørgsmålet nævnte områder.

2.

På det strafferetlige område kan der således som eksempel nævnes deneuropæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesa-ger. Af konventionen fremgår det, at en begæring om retshjælp kan afslås,såfremt den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, finder, at begæ-ringens efterkommelse vil kunne krænke den pågældende stats suveræni-tet, bringe dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincip-per(ordre public)eller skade andre livsvigtige interesser, jf. herved kon-ventionens artikel 2, litra b.

3.

Som eksempel kan endvidere nævnes den europæiske konvention af 13.december 1957 om udlevering af lovovertrædere. Efter konventionen kanen kontraherende stat under visse nærmere betingelser nægte at udlevereen person til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i et andet land. Detgælder f.eks., hvis en udlevering vil stride mod princippet om forbud moddobbelt strafforfølgning (princippet om ”ne bis in idem”), jf. herved kon-ventionens artikel 9. Det gælder f.eks. også, hvis den forbrydelse, for hvil-ken udlevering er begæret, i henhold til lovgivningen i den begærende stat2

kan straffes med døden, og hvis dødsstraf for sådan forbrydelse ikke erhjemlet i lovgivningen i den stat, over for hvilken begæring er fremsat, el-ler i almindelighed ikke fuldbyrdes i denne stat. I sådanne tilfælde kan ud-levering dog finde sted, hvis den begærende part afgiver en sådan forsik-ring, som den anden part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen ikkevil blive fuldbyrdet, jf. konventionens artikel 11.

4.

Med hensyn til udlændingeområdet kan Justitsministeriet som eksempelnævne bestemmelser i flygtningekonventionen. Efter konventionens artikel32, stk. 1, kan en stat udvise en flygtning under hensyn til den nationalesikkerhed eller den offentlige orden. Endvidere følger det af artikel 33, aten stat kan udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne om-råder, hvor flygtningens liv eller frihed ville være truet på grund af flygt-ningens race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social grup-pe eller politiske anskuelser, hvis flygtningen med rimelig grund må ansesfor en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller efter enendelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare forsamfundet i det pågældende land. Det bemærkes dog i den forbindelse, atandre konventioner, som Danmark har tiltrådt, indeholder en beskyttelsemod udsendelse, som kan række videre end flygtningekonventionen, her-under f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

5.

Vedrørende statsborgerskabsregler kan Justitsministeriet henvise til deneuropæiske konvention af 6. november 1997 om statsborgerret. Efter kon-ventionens artikel 7, stk. 1, må en kontraherende stats nationale lovgivningikke indeholde bestemmelser om fortabelse af statsborgerretex legeellerpå foranledning af den kontraherende stat, bortset fra tilfælde af f.eks.handlemåde, som er til alvorlig skade for den kontraherende stats vitale in-teresser, jf. artikel 7, stk. 1, litra d. En kontraherende stats nationale lov-givning må dog ikke indeholde bestemmelser om, at statsborgerretten for-tabes i medfør af artikel 7, stk. 1, litra d, hvis den pågældende person der-ved ville blive statsløs, jf. artikel 7, stk. 3. Herudover må en kontraherendestats nationale lovgivning ikke indeholde bestemmelser om, at børn, hvisforældre fortaber deres statsborgerret i det pågældende land i henhold tilartikel 7, stk. 1, litra d, ligeledes fortaber denne statsborgerret, jf. artikel 7,stk. 2.