Spørgsmål nr. 730 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ministeren bedes oplyse, på hvilket grundlag Justitsministeri-et i punkt 3.3.2 i bemærkningerne til lov nr. 367 af 24. maj2005 vedrørende den foreslåede ændring af straffuldbyrdelses-loven udtalte, at den omhandlede begrænsning ikke havde ka-rakter af “solitary confinement”, og at begrænsningen dermedvar forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention, artikel 3.”

Svar:

1.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 1, at en indsat så vidtmuligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte.I bestemmelsen, som vedrører fællesskab i arbejdstid og fritid, er der ikkefastsat generelle krav til det nærmere omfang af fællesskabet, som i praksiskan variere fra institution til institution. Med udtrykket »så vidt muligt«sigtes ifølge forarbejderne til bestemmelsen til, at der ved fuldbyrdelse afstraf i arresthus på grund af de fysiske forhold er begrænsede mulighederfor at tilbyde fællesskab. I arresthusene er udgangspunktet således, at i detomfang der er bygningsmæssige muligheder herfor, skal der for eksempelindrettes fællesskabsrum m.v., hvor indsatte kan have fællesskab. Dettegælder, uanset hvilket klientel der er indsat i arresthuset.Bestemmelsen i § 33, stk. 1, medfører ikke, at de indsatte selv kan vælge,hvem de vil være sammen med, ligesom bestemmelsen ikke giver ret til atvære sammen med alle andre indsatte i institutionen. Efter bestemmelsenog afhængigt af de bygningsmæssige forhold i arresthuset kan kravet omfællesskab være opfyldt i et arresthus, når blot en indsat har fællesskabmed én anden indsat.

2.

Lov nr. 367 af 24. maj 2005 indebar bl.a., at der blev indsat en ny be-stemmelse i straffuldbyrdelsesloven (§ 33, stk. 2), hvorefter det kan be-stemmes, at fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er udpe-get til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risikofor overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, skalgennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrumefter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.Det fremgår af bemærkningerne til det pågældende lovforslag, at ordnin-gen f.eks. er tænkt anvendt i situationer, hvor en gruppe af indsatte i en afafdelingerne for negativt stærke indsatte i statsfængslerne optræder stærkt2

truende over for andre indsatte eller personalet eller direkte fremsættertrusler mod udvalgte indsatte eller personale, og hvor det bl.a. under hen-syn til de sikkerhedsmæssige forhold for medindsatte og personalet vil væ-re nødvendigt at overføre en eller flere indsatte til en afdeling, hvor deralene er cellefællesskab.Pkt. 3.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget har følgende ord-lyd:”Udelukkelse fra fællesskab svarer til enrumsanbringelse imenneskeretlig terminologi (»solitary confinement«).Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) in-deholder i artikel 3 et forbud mod tortur og anden umenneske-lig eller nedværdigende behandling eller straf. Ifølge Den Eu-ropæiske Menneskerettighedsdomstols praksis kan artikel 3 ik-ke fortolkes som et generelt forbud mod enrumsanbringelse, ogselv om længerevarende enrumsanbringelse ikke er ønskeligt,kan en sådan anbringelse være tilladt f.eks. af hensyn til sik-kerhed eller disciplin eller for at beskytte den pågældende ind-satte fra andre indsatte (og omvendt).En enrumsanbringelse kan imidlertid i konkrete tilfælde udgø-re et indgreb i strid med EMRK artikel 3. Ved vurderingenheraf tager Menneskerettighedsdomstolen hensyn til de kon-krete faktiske omstændigheder i sagen, herunder de særlige af-soningsforhold, indgrebets strenghed, varigheden og formåletmed enrumsanbringelsen samt dens fysiske og psykiske effektpå den pågældende person, jf. bl.a. Ensslin, Baader og Raspemod Tyskland (afgørelse af 8. juli 1978) og Erdem mod Tysk-land (afgørelse af 9. december 1999). Menneskerettigheds-domstolen kan derudover bl.a. lægge vægt på, dels hvilke mi-nimumsstandarder for behandlingen af indsatte der må antagesat finde anvendelse i Europarådets medlemslande, herunderEuroparådets Europæiske Fængselsregler, dels hvilke anbefa-linger og kritikpunkter Europarådets Torturkomité (CPT) harhaft i forhold til Danmark og brugen af enrumsanbringel-se/isolationsfængsling.”I pkt. 3.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget præciseres detbl.a., at bestemmelsen om cellefællesskab kun finder anvendelse i særligtudvalgte fængselsafdelinger og arresthuse, hvorfor bestemmelsen kun om-handler et meget begrænset antal indsatte. Endvidere anføres følgende:”Eftersom begrænsningen ikke vil indebære en fuldstændigudelukkelse fra fællesskabet (”solitary confinement”), må ind-grebet efter Justitsministeriets opfattelse generelt anses for for-eneligt med EMRK artikel 3. Som anført under pkt. 3.3.1.3

ovenfor, kan en enrumsanbringelse i en konkret sag udgøre enkrænkelse af EMRK artikel 3, hvis f.eks. den indsatte under af-soningen udvikler en psykisk sygdom på grund af enrumsan-bringelsen. For at sikre, at indsatte, der alene har mulighed forcellefællesskab, ikke lider psykisk overlast, er det nødvendigtved gennemførelsen af cellefællesskab i særlige arresthuse, atder løbende sker tilsyn med de pågældende, så der kan gribesind omgående, hvis forholdene tilsiger det.”

3.

Europarådets Torturkomité (CPT) har i sin 21. generelle rapport af 10.november 2011 (dok. CPT/Inf (2011) 28), anført følgende om begrebet“solitary confinement”:“54. The CPT understands the term “solitary confinement” asmeaning whenever a prisoner is ordered to be held separatelyfrom other prisoners, for example, as a result of a court deci-sion, as a disciplinary sanction imposed within the prison sys-tem, as a preventative administrative measure or for the protec-tion of the prisoner concerned. A prisoner subject to such ameasure will usually be held on his/her own; however, in someStates he/she may be accommodated together with one or twoother prisoners, and this section applies equally to such situa-tions.”I den forbindelse bemærkes, at det forhold, at CPT afgrænser ”solitaryconfinement” som anført, ikke er ensbetydende med, at enhver ”solitaryconfinement” er i strid med EMRK artikel 3. CPT har i den nævnte rapporti pkt. 55 således anført, at en ”solitary confinement” i forbindelse med enafsoning særskilt skal retfærdiggøres, og videre at:”55. In order to test whether any particular imposition of themeasure is justified, it is appropriate to apply the traditionaltests enshrined in the provisions of the European Conventionon Human Rights and developed by the case-law of the Euro-pean Court of Human Rights.”

4.

Det forhold, at “solitary confinement” efter CPT’s ovennævnte 21. ge-nerelle rapport kan omfatte tilfælde, hvor anbringelsen sker sammen meden eller to andre indsatte, giver ikke Justitsministeriet anledning til at æn-dre vurderingen af, i hvilke tilfælde § 33, stk. 2, i straffuldbyrdelseslovenkan anvendes. Det af CPT anførte ændrer således ikke ved det forhold, atEMRK artikel 3 ikke kan fortolkes som et generelt forbud mod anbringelsei “solitary confinement”.Som det fremgår af pkt. 3.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-get (citeret ovenfor), kan en sådan anbringelse være tilladt f.eks. af hensyn4

til sikkerhed eller disciplin eller for at beskytte den pågældende indsattefra andre indsatte (og omvendt). Som det endvidere fremgår af bemærk-ningerne, kan anbringelsen imidlertid i konkrete tilfælde udgøre et indgrebi strid med EMRK artikel 3. Dette gælder efter Justitsministeriets opfattel-se også, hvor anbringelsen sker sammen med en anden indsat i form af etcellefællesskab, hvilket er forudsat i forarbejderne til lovændringen fra2005, jf. pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, som er om-talt under pkt. 2 ovenfor.

5.

Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 729 (Alm.del) fra Folketingets Retsudvalg, har Direktoratet for Kriminalforsorgenoplyst, at der til dato ikke er truffet bestemmelse efter straffuldbyrdelses-lovens § 33, stk. 2.