Spørgsmål nr. 452 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere artiklen ”Voldtægtssag vækkerundren”, der blev bragt i Jyllands-Posten den 27. november2012? Og vil ministeren herunder særligt redegøre for:• Hvorfor der ikke rejses tiltale mod den pågældende kvindefor falsk forklaring i en voldtægtssag, når manden er frikendtog har fået erstatning?• Hvorvidt ministeren er enig i, at det er et principielt problemfor retssikkerheden, at en person der har afgivet falsk forkla-ring kan gå fri, uden at der rejses tiltale?• Om der generelt bør rejses flere sager ved domstolene om af-givelse af falsk forklaring?”

Svar:

1.

Den artikel i Jyllands-Posten, der henvises til i spørgsmålet, beskriverbl.a. en konkret straffesag, hvor anklagemyndigheden opgav påtale forfalsk forklaring i forbindelse med en vidneforklaring afgivet under envoldtægtssag.Justitsministeriet finder af principielle grunde ikke at burde udtale sig omkonkrete sager.

2.

Justitsministeriet kan imidlertid mere generelt oplyse, at falsk anmeldel-se er kriminaliseret i straffelovens § 164. Bestemmelsens stk. 1 fastsætter,at det kan medføre fængsel indtil 6 år, at afgive urigtige oplysninger til enoffentlig myndighed med forsæt til, at en uskyldig person derved bliversigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold.Det betyder, at der både skal være tale om urigtige oplysninger, og at op-lysningerne afgives med forsæt til at en uskyldig person sigtes mv. Efterbestemmelsens stk. 2 straffes på samme måde den, der tilintetgør, forvan-sker eller bortskaffer bevis eller tilvejebringer falsk bevis med forsæt til, atnogen derved sigtes eller dømmes for et strafbart forhold.Falsk forklaring for retten er kriminaliseret i straffelovens § 158. Efter be-stemmelsens stk. 1, 1. pkt. straffes den, som afgiver falsk forklaring forretten, herunder ved anvendelse af telekommunikation, med fængsel indtil4 år. En forklaring er falsk, hvis den er bevidst urigtig.Bestemmelsen om falsk forklaring for retten omfatter således bl.a. perso-ner, der i en straffesag afgiver forklaring under vidneansvar, hvis den på-gældende afgiver en bevidst urigtig forklaring for retten.2

Hvorvidt der skal rejses tiltale i en straffesag, afgøres af anklagemyndig-heden på grundlag af en selvstændig strafferetlig vurdering af beviserne iden konkrete sag. Det gælder i sager om falsk anmeldelse og falsk forkla-ring, såvel som i andre straffesager.

3.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fraRigsadvokaten, der har oplyst følgende:”Udvalgets spørgsmål angår en konkret straffesag, hvor enmand i første omgang blev dømt for voldtægt af en kvinde ogafsonede straf herfor, men hvor sagen efterfølgende blev gen-optaget, og manden blev frifundet, da der var fremkommet nyeoplysninger, som indebar, at der var opstået tvivl om rigtighe-den af kvindens forklaring.Anklagemyndigheden har efterfølgende truffet afgørelse om atopgive påtale mod kvinden for falsk anmeldelse og falsk for-klaring.Baggrunden herfor er følgende:Ved anklagemyndighedens behandling af straffesager gælderdet såkaldte objektivitetsprincip, der er lovfæstet i retsplejelo-vens § 96, stk. 2:”§

96.

De offentlige anklageres opgave er i forbindelsemed politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i den-ne lov.Stk. 2.De offentlige anklagere skal fremme enhversag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tilla-der, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages tilansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke findersted.”Objektivitetsprincippet indebærer, at anklagemyndigheden harpligt til at tage enhver omstændighed, der tyder på enmistænkts uskyld, i betragtning ved behandlingen af en straffe-sag.Endvidere gælder der i straffeprocessen et almindeligt principom, at enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode(”in dubio pro reo”).Det anførte indebærer, at hvis anklagemyndigheden vurderer,at der i en sag er omstændigheder, der rejser en sådan tvivl omen sigtets skyld, at det ikke kan forventes, at en domstol vilfinde vedkommende skyldig, vil anklagemyndigheden ikke3

have det fornødne grundlag for at gennemføre en retsforfølg-ning i sagen.Det forhold, at der i den omtalte sag opstod tvivl om rigtighe-den af kvindens forklaring, og at denne tvivl i straffesagenmod manden medførte, at der skete frifindelse, er ikke i sigselv ensbetydende med, at det dermed kan lægges til grund, atkvindens forklaring har været bevidst urigtig, eller at anklage-myndigheden vil kunne føre bevis herfor. Om det er tilfældetvil som i andre straffesager bero på en selvstændig strafferetligvurdering under iagttagelse af de nævnte almindelige princip-per.I den pågældende sag fandt statsadvokaten ikke, at det efteromstændighederne i sagen og kvindens forklaring kunne for-ventes, at en domstol ville finde kvinden skyldig i at have ind-givet falsk anmeldelse og have afgivet falsk forklaring. Stats-advokaten opgav derfor påtale i sagen, jf. retsplejelovens §721, stk. 1, nr. 2.Statsadvokatens afgørelse blev påklaget til Rigsadvokaten. Påbaggrund af de konkrete omstændigheder i sagen fandt rigsad-vokaturen ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte statsad-vokatens afgørelse.Afgørelserne i den omtalte sag er efter min opfattelse resultatetaf en sædvanlig strafferetlig vurdering baseret på de konkreteoplysninger og omstændigheder, der har foreligget i denne sag.I den forbindelse kan jeg tilføje, at det helt generelt er mit ind-tryk, at sager om falsk anmeldelse og falsk forklaring behand-les med stor alvor i politiet og anklagemyndigheden, og atstrafforfølgning gennemføres i de tilfælde, hvor der efter enstrafferetlig vurdering er det fornødne grundlag for det. Dettegælder naturligvis ikke mindst i tilfælde, hvor en anden personpå baggrund af anmeldelsen og forklaringen er blevet dømt ien straffesag og har afsonet fængselsstraf.”