Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har givet følgende svar,som jeg henholder mig til:”I henhold til miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, må stoffer, produkter ogmaterialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke udentilladelse nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden eller afledestil undergrunden. I henhold til stk. 4 gives tilladelse af kommunal-bestyrelsen, medmindre miljøministeren fastsætter andre regler.I henhold til stk. 5 kan miljøministeren fastsætte regler for at sikre, at jord oggrundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening med destoffer og produkter, der er nævnt i stk. 1. Denne hjemmel er bl.a. anvendt iden såkaldte restproduktbekendtgørelse: ”Bekendtgørelse nr. 1662 af 21.december 2010 om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- oganlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- oganlægsaffald”. Efter restproduktbekendtgørelsen må forurenet jord anvendesi bl.a. støjvolde under forudsætning af, at visse grænseværdier opfyldes.Grænseværdierne er fastlagt således, at anvendelsen ikke udgør enuacceptabel risiko for grundvand og menneskers sundhed. Bekendtgørelsener begrænset til jord, der er forurenet med visse metaller og salte, som eranført på bekendtgørelsens liste.Hvis jorden ikke er omfattet af restproduktbekendtgørelsen, harkommunalbestyrelsen mulighed for at meddele tilladelse efter § 19, stk. 4.

Dette kan – som det typiske eksempel - være relevant, hvis jordenindeholder olie, da olieforurenet jord, selv ved meget lette forureningsgrader,falder uden for bekendtgørelsen.Det er en forudsætning for en tilladelse efter § 19, stk. 4, at kommunal-bestyrelsen har foretaget en miljøfaglig vurdering, som godtgør, atetableringen af den pågældende støjvold ikke vil indebære uacceptabel risikofor jord og grundvand, og om nødvendigt fastsætter vilkår, der kan sikredette.Det er ikke fastlagt i lovgivningen, hvilke typer af vilkår kommunal-bestyrelsen kan stille i en § 19-tilladelse, men lovgivningen lægger ikke optil, at denne hjemmel skal anvendes til, at der stilles længerevarendekontrolvilkår. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med miljøbeskyttelses-lovens § 20, som siger, at tilladelser efter § 19 til enhver tid og udenerstatning kan ændres eller tilbagekaldes af hensyn til bl.a. fare forforurening af vandforsyningsanlæg. De vilkår, der stilles i en § 19-tilladelse,vil normalt bestå i krav til udformningen af anlægget, dvs. eksempelvislagtykkelse og overdækning med uforurenet jord, eller krav om ekstramålinger af jordens forureningsindhold inden tilførsel, ud over de målinger,der allerede foreligger på tilladelsestidspunktet. Hvis der er behov for merevidtgående og længerevarende vilkår som etablering af membran,vandopsamling og kontrol, vil udgangspunktet være, at der meddeles engodkendelse efter bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 istedet for § 19, eller der meddeles afslag.En anden forudsætning er, at det arbejde, der meddeles tilladelse til, ikke kanbetegnes som affaldsdeponering, da et affaldsdeponeringsanlæg skalgodkendes efter bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og ideponeringsbekendtgørelsen. Det betyder ikke, at jorden ikke må væreaffald. Men det er afgørende, at arbejdet – i dette tilfælde etablering af enstøjvold – er nyttiggørelse og ikke deponering. For at arbejdet skal kunnebetegnes som nyttiggørelse, skal jorden opfylde en funktion ved at erstatteandre materialer, og tidshorisonten for arbejdet må således ikke værevæsentligt længere, end hvis der blev brugt andre materialer. Det er dermedvæsentligt, at anlægsarbejdet, herunder særligt tilførslen af forurenet jord, erplanlagt tilrettelagt med henblik på at etablere anlægget og sikre detsfunktion og ikke med henblik på at muliggøre en mere eller mindreregelmæssig bortskaffelse af overskudsjord. Det er endvidere væsentligt, atmængden af tilført forurenet jord svarer til behovet i forhold til, hvadanlæggets efterfølgende funktion tilsiger, og at anlægget har en funktion somplanlagt (f.eks. støjvold) umiddelbart efter anlægsarbejdets afslutning.Det skal fremhæves, at Natur- og Miljøklagenævnet i sin afgørelse af 25.januar 2011 vedr. en støjvold i Nyborg Kommune har fastlagt, at en

tilladelse efter § 19, stk. 4, ikke må være generel, men skal være en konkretafgørelse om et givet jordoplæg, som er kendt på tilladelsestidspunktet.Natur- og Miljøklagenævnet påpeger i ovennævnte afgørelse, at etablering afen støjvold som et nyttiggørelsesprojekt med forurenet jord kan behandlesefter bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 i henhold til pkt. K206 på listen over godkendelsespligtige anlæg. Det indebærer, at der skalvære tale om nyttiggørelse, ligesom ved § 19-tilladelse. Når nyttiggørelsengodkendes efter kapitel 5, kan afgørelsen være generel, dvs. at den ikkenødvendigvis skal gælde for et givet jordparti.Det skal endelig fremhæves, at hvis det er nødvendigt at fastsætte vilkår foranlægget af hensyn til beskyttelse af overfladevand, skal sagen behandlesefter bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.”

Spørgsmål nr. 70 (alm. del)

Svar