Svar:

1.

Folketingets Indfødsretsudvalgs medlemmer er – ligesom Folketingetsmedlemmer i almindelighed – omfattet af straffelovens almindelige reglerom tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som de modtagersom led i deres hverv.En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelseer betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmelighol-de den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interes-ser, jf. straffelovens § 152, stk. 3. Hvis en oplysning ikke ved lov eller an-den gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, afhænger spørgsmåletom oplysningens eventuelle fortrolighed således af en konkret vurderingaf, om de nævnte væsentlige hensyn foreligger. Det kan f.eks. være hensy-net til beskyttelsen af enkeltpersoners private, herunder økonomiske, for-hold eller hensynet til statens sikkerhed.Den endelige afgørelse af, om en oplysning er fortrolig i straffelovens for-stand, henhører i sidste ende under domstolene. Når Justitsministerietoversender materiale til Indfødsretsudvalget med angivelse af, at der er ta-le om fortrolige oplysninger, har det derfor karakter af en vejledning afudvalgets medlemmer, der herved gøres opmærksomme på, at materialetefter ministeriets opfattelse indeholder oplysninger af fortrolig karakter.Der skelnes i den forbindelse ikke mellem ”fortrolige” oplysninger og”særlig fortrolige” oplysninger eller lignende.Om spørgsmålet om, hvornår en oplysning må anses for at være fortrolig,kan i øvrigt henvises til forvaltningslovens § 27, der ganske vist ikke gæl-der for Folketinget, idet Folketinget ikke er en del af den offentlige for-valtning, men som dog i høj grad fastlægger, hvilke oplysninger det erstrafbart at videregive efter straffelovens § 152. Der kan i den forbindelsegenerelt henvises til bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommenta-rer (3. udgave 2001), side 517ff.2

2.

At en oplysning er fortrolig – og således omfattet af straffelovens al-mindelige regler om tavshedspligt – indebærer, at enuberettigetvideregi-velse (eller udnyttelse) kan straffes efter reglerne i straffelovens § 152. Detfølger af straffelovens § 152 e, at § 152 ikke omfatter tilfælde, hvor denpågældende erforpligtettil at videregive oplysningen eller handler i beret-tiget varetagelse afåbenbar almen interesseeller afeget eller andres tarv.Det vil således afhænge af en konkret vurdering – herunder af oplysnin-gens karakter, til hvem oplysningen er videregivet og under hvilke om-stændigheder – om en videregivelse af en fortrolig oplysning udgør et brudpå straffelovens almindelige regler om tavshedspligt. Denne konkrete vur-dering henhører i sidste ende også under domstolene.Der kan i øvrigt generelt henvises til bl.a. John Vogter, Forvaltningslovenmed kommentarer (3. udgave 2001), side 528ff. og Vagn Greve m.fl.,Straffeloven med kommentarer, Speciel del (9. omarbejdede udgave2008), side 131ff.

3.

Ved besvarelsen af spørgsmål nr. 1 af 27. oktober 1988 fra FolketingetsIndfødsretsudvalg om behandling af oplysninger af fortrolig karakter i fol-ketingssalen i forbindelse med behandling af indfødsretslovforslag (somder er henvist til i det stillede spørgsmål nr. 69 (Alm. del) fra Indfødsrets-udvalget) udtalte Justitsministeriet efter en gennemgang af en række for-hold, herunder bestemmelsen i grundlovens § 44, at det må anses for tvivl-somt, om et medlem af Folketinget begår en strafbar krænkelse af de al-mindelige regler om tavshedspligt, hvis fremdragelsen af de pågældendeoplysninger sker som led i den pågældendes redegørelse for sin opfattelseaf et lovforslag eller dele heraf eller med henblik på at orientere de øvrigemedlemmer af Folketinget om lovforslagets konsekvenser i bestemte situa-tioner.Justitsministeriet tilkendegav endvidere, at strafansvar i alt fald næppe kanantages at foreligge, hvis fremdragelsen af oplysningerne sker som led ibegrundelse for, at der foreslås konkrete ændringer i det pågældende lov-forslag. Ministeriet gav også udtryk for, at der må være en meget bredmargin for, hvornår udtalelser, der fremsættes i Folketinget ikke kan sigesat være fremsat i berettiget varetagelse af ”åbenbar almen interesse”.Justitsministeriet henviste i den forbindelse også til den beskyttelse af fol-ketingsmedlemmers ytringsfrihed, der har fundet udtryk i grundlovens3

§ 57, 2. pkt. Det følger af denne bestemmelse, at intet folketingsmedlemkan drages retligt til ansvar for sine ytringer i Folketinget uden samtykkefra dette.Justitsministeriet udtalte, at det på den baggrund var ministeriets opfattel-se, at personsager, hvori der indgår oplysninger af fortrolig karakter, ogsom har været behandlet i Indfødsretsudvalget, vil kunne tages op til drøf-telse i folketingssalen, uden at dette vil indebære en strafbar tilsidesættelseaf reglerne om tavshedspligt.

4.

Som anført ovenfor afhænger det af en konkret vurdering – som i sidsteende henhører under domstolene – om en videregivelse af en fortrolig op-lysning udgør et brud på straffelovens almindelige regler om tavshedspligt.I denne vurdering indgår – som ligeledes nævnt – bl.a. oplysningens ka-rakter, til hvem oplysningen er videregivet og under hvilke omstændighe-der.Det skal i den forbindelse tilføjes, at hvis oplysninger har en sådan fortro-lig karakter som beskrevet i justitsministerens brev af 30. maj 2013 til Fol-ketingets formand, vil Justitsministeriet ikke i praksis oversende oplysnin-gerne til Folketingets Indfødsretsudvalg. Det gælder således i relation tilvurderinger af, om en ansøger om dansk indfødsret udgør en fare for sta-tens sikkerhed, jf. også ministeriets besvarelser af 13. og 31. maj 2013 afspørgsmål nr. 2 og 4 til lovforslaget om indfødsrets meddelelse (L 211) fraFolketingets Indfødsretsudvalg.

Spørgsmål nr. 68 (Alm.del) fra Folketingets Indfødsretsudvalg:

Svar:

1.

2.

3.

4.